Arkiv for marts 2011

Unboss – tak for hjælpen

Tak for mange mails som svar på min opfordring til at deltage i arbejdet med Unboss – Jacob Bøtters og min nye bog.

Flere har spurgt om hvad bogen kommer til at handle om. Det kommer her:

Unboss er både en person og et verbum. Unbossen er lederen der har lagt det traditionelle tankesæt bag sig og har fundet en ny måde at være leder på, som passer bedre til den tid vi lever i. Helt ærligt: modsætningsforholdet mellem chef og ansat som vi bliver flasket op med hver eneste dag, er forældet. Ledere og medarbejdere er partnere som skaber værdi i fællesskab. Unbossen er ikke chef, men “medarbejdende leder”; han eller hun har ikke ansatte der arbejder for sig, men derimod medarbejdere der arbejder sammen med lederen om at nå et fælles mål. Unbossen kommunikerer mere åbent og direkte; stiller flere spørgsmål og giver færre svar, deler sin tvivl og spiller ikke en påtaget rolle – han eller hun er sig selv.

Unboss er også et verbum. At unbosse hierarkiet er at sætte et netværk i stedet som giver medarbejderne udfoldelsesmuligheder og frihed i stedet for at begrænse dem. At unbosse kommunikationen er at erstatte nyhedsbrevet med en blog hvor læserne inviteres til feedback og hvor de ikke alene diskuterer med lederen, men også med hinanden. Og så trænger kontoret, IT-systemerne, lønsystemerne, arbejdstiden, og meget andet til at bliver unbosset, og det handler bogen om. Om der bliver et afsnit om at unbosse politik og samfundet som helhed ved jeg endnu ikke. Men der er behov for det.

En traditionel bog skrives af en eller nogle få personer i isolation. Unboss skrives i en kollaborativ proces hvori mere end 100 personer kommer til at deltage med konkrete eksempler, kritik og ideer. Hvad er mere naturligt når bogen netop handler om at skabe værdi i fællesskab? Det endelige ansvar for indholdet tager Jacob Bøtter og jeg: lige så vigtigt det er at arbejde sammen i en åben proces; lige så vigtigt er det at nogen påtager sig rollen som Unboss: At tage ansvar for helheden. Ledelse er ikke blevet umoderne!

Lyder det rigtigt?

Fem ting en god statsminister skal kunne

Det her er farligt. For jeg kom i 2007 til at sige at jeg synes at Anders Fogh ville være bedre som nr. 2 end som statsminister. For mig at se var han en teknokrat som er god at have i baghånden, men ikke en visionær leder der kunne samle Danmark om at skabe en fælles fremtid. Og så indrømmede han aldrig en fejl.  At sige sådan noget i en valgkamp får man virkelig tæsk for hvis man er kandidat til Folketinget. Hvad tror du egentlig, du er? Uanset at eftertiden har vist at vurderingen af Anders Fogh nok var mere rigtig end nogen troede dengang.

Nu er jeg heldigvis ikke kandidat til noget som helst. Mit ærinde ikke at pege på en bestemt person som statsminister, endsige at kritisere den nuværende. Mit ærinde er at pege på fem ting som vi skal kigge efter når vi senere på året skal vælge Danmarks statsminister for de kommende fire år.

  1. En god statsminister skal aftvinge respekt. Han eller hun skal have præsteret noget af betydning; vist at han eller hun kan mere end at tale om tingene og mere end at bruge penge som andre har tjent. Han eller hun skal ville noget ved at være i politik. Han eller hun skal være sig selv – ikke et falsk image skabt af en spindoktor.  Modpolen: levebrødspolitikeren.
  2. En god statsminister kan formulere en vision for fremtidens samfund. Han eller hun skal kunne forklare hvor hen Danmark skal bevæge sig, hvorfor netop det er en god ide for samfundet (som helhed) og hvordan det passer ind i den udvikling som han eller hun forventer vil ske i resten af verden. At Danmark skal være i verdensklasse på bestemte punkter er ingen vision. Modpolen: Angsten for vælgerne.
  3. En god statsminister er leder for hele befolkningen. Ikke kun for sit eget parti eller for sin egen blok. En god statsminister lytter til oppositionen og går langt for at inddrage den i vigtige beslutninger. Modpolen: Blokpolitik.
  4. En god statsminister indrømmer sine og regeringens fejl. Der sker fejl hele tiden og fremfor at skjule fejlene skal lederen erkende dem, klarlægge dem og lære af dem. Åbenhed er den bedste garanti for ordentlig regeringsførelse. Modpolen: Birthe Rønn-Hornbech.
  5. En god statsminister erkender sin begrænsning. Han eller hun tør sige at han eller hun ikke kender svaret på et spørgsmål eller ikke på stående fod har en plan for dette eller hint. Et andet ord for dette er ærlighed. Modpolen: vore dages partiledere.

Det var min liste og den rejser flere spørgsmål: Er punkterne relevante? Mangler der noget eller er der noget der er vigtigere? Hvordan passer vore to statsministerkandidater ind i billedet? og kan du pege på nogen der ville være bedre end de to?

Jeg glæder mig til mange kommentar..

Sproget er ikke gratis

Denne bog har jeg svært ved at blive klog på.

Den bygger på artikler af forfatteren Thorkild Olsen genlæst og kommenteret af Frederikke Larsen. Begrebsapparatet og ræsonnementerne er Thorkild Olsens, men det er uklart for mig, hvor meget bogens forfatter, Frederikke Larsen, har tilføjet. Bogen beskriver betydningen af kontekst med gode eksempler og argumenterer for at misforståelser ofte opstår når læseren ikke forstår konteksten. God pointe. Vi hører også om den såkaldte CMM model (Coordinated Management of Meaning) hvor en handling sættes i forhold til forskellige niveauer af kontekst. Spændende når det relateres til et procesforløb. Så kommer turen til værdier hvor bogen præsenterer seks såkaldte snubletråde, dvs. ting der kan gå galt når man arbejder med værdier. For mig lidt svært at relatere til den praksis jeg er del af. Nu til coaching, personlig  og professionel udvikling og systemisk metode. Jeg tror jeg skal læse bogen igen for at forstå den del godt nok til at jeg kan relatere den til min hverdag.

Lyder jeg lidt forvirret? Ikke uden grund. Jeg synes ikke det er nogen nem bog. Spændende og klog, men nok lige langhåret nok for mig som praktiker!

Håber du vil tage dig tid til at læse den. Bidrag gerne med en kommentar. Er udkommet på Dansk Psykologforenings Forlag. Set til 268 kr.

64 procent mere værdi – Unboss

(English – see below)

Her til morgen havde 210 læsere svaret på spørgsmålet tilhøjre: Hvor megen  merværdi kunne du skabe på din arbejdsplads hvis alle forhold var optimale ? (ledelse, organisation, kolleger, opgaver). De eller I siger at I ville kunne skabe 64 procent mere værdi end nu, og jeg er ikke overrasket: Min erfaring er at organisationer kan skabe dobbelt så stor værdi eller endnu mere hvis alle forhold er i orden. Når det lykkes kommer der organisationer ud af det, som kan konkurrere Sony ud af Japan og Philips ud af Holland. Og mærkeligt nok: arbejdsglæden stiger; medarbejderne er mere tilfredse end nogensinde, og køen af folk der gerne vil have jobs, bliver længere end nogensinde.

Mit mål med denne blog og med alt hvad jeg gør i disse år, er at slippe det potentiale løs. Kolind Kuren (bogen) gav nogle bud herpå, men den er fem år gammel og der er mere stof i historien end det. Derfor arbejder jeg sammen med Jacob Bøtter (forfatter til bogen NQ – se www.nq.dk) om at skrive bogen Unboss som forhåbentlig kan gøre koden tilgængelig for alle der gider og tør smøge ærmerne op. Unboss udkommer til efteråret.

Selvom jeg er pessimist mht danske politikeres evne og vilje til at udnytte potentialet (med en enkelt undtagelse – I ved) så er jeg optimist på vegne af danske medarbejdere og virksomheder. Vi kan også i de næste 20 eller 50 år blive det foregangsland som hele verden vil kigge på, når vi begynder at udnytte de muligheder for at skabe fremragende organisationer (offentlige og private) som ligger i den tillids-kultur, vi stadig er næsten ene om i verden. Tillid er nemlig en af nøglerne til at frigøre potentialet. Tillid er forudsætningen for at vi kan slippe af med bosser og få unbosser i stedet.

Arbejdet med Unboss går nu ind i den afgørende fase, og hvis du har lyst til på en eller anden måde at være med i slutspurten (læse udvalgte kapitler (på engelsk) og bidrage med kritik; komme med eksempler, eller andet) så send mig en (ikke al for lang!) mail på lars@kolind.dk og fortæl lidt om din baggrund og hvad du måske kunne tænke dig at bidrage med i forbindelse med Unboss. Skriv Unboss i emne-feltet på mailen. Jeg læser din mail, men vær lidt tålmodig mht at få svar – jeg får rigtig mange mails og har til tider lidt svært ved at nå at svare på dem alle! Har du en generel kommentar, glæder jeg mig til at læse den på bloggen nedenfor.

Tænk det utænkelige: At danske virksomheder og offentlige organisationer kunne skabe 64 procent mere værdi end i dag. Så ville det godt nok være spændende at være dansker.

English summary:

This blogpost summarises a survey on the added value potential of organisations if the worked properly (management, structure, teams, tasks): 210 respondents indicate that an average of 64 % value could be created under such circumstances.

Together with Jacob Bøtter (author to the book NQ, www.nq.dk) I am currently working on a new book, Unboss, which will unfold this potential. Unboss is due in November 2011 and we invite you to join the effort (reviewing selected chapters, providing examples etc) by mailing me a bit about your background and what you think you could contribute, on lars@kolind.dk marked “Unboss”.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.