Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

36 kommentarer til “Udlicitering er løsningen”

  1. john nielsen

    Din ide er indelysende god, men ikke uden men, er :-)
    nå en skole udlisitere rengøringen sker der ofte det at halvdelen af personalet fyres fordi der også skal være plads til en mellem leder og en bil til denne. Men når jeg tænker på at der for hver 11 elever i folkeskolen er en lære som jo samtidig er ansat til 35 timer mens eleverne kun er 25 er det svært at forstå at der skal være 28 i en klasse. her ville en privat virksomhed helt klart kunne hente betydelige resurser uden merudgifter. Personligt arbejder jeg som privat for det offentlige og her har man i længere tid modsat tidligere brugt eksterne rådgivere. det betyder at man betaler rigtig mange penge til rådgivere der ikke kan lave arbejdet hurtigere end den samme mand ansat i det offentlige. her giver udlisitering ingen besperelse fordi det drukner i rådgiver penge. Så det er ikke så enkelt som du skriver det. En sosu afdeling kan heller ikke gøres bedre og billigere ved at blive privat. deres arbejds tempo er i top og lønen i bund.

  2. Kim Thisted

    Kære Lars Kolind
    Jeg er enig med dig.
    Jeg mener at der er mange eksempler på virksomheder der med godt resultat, for de fleste, er vokset sig store og profitable ved at løse selv relativt enkle opgaver for både det offentlige og det private, og hvor det samtidig har været en eksport succes. Jeg tænker på f.eks. ISS inden for rengøring mv. eller i mindre skala HedeDanmark inden for pasning af “de grønne områder”.
    En af de store og svære opgaver i forbindelse med udlicitering er udarbejdelse af aftalen/ kontrakten der beskriver kvaliteten af den ydelse der skal udføres. Denne kontraktforhandling, eller “forventningsafstemning” mellem kunde og leverandør er vigtig og vanskelig, da man på hver sin side af forhandlingsbordet til tider kan have forskellig opfattelse af både ydelse og kvalitet, til trods for at man umiddelbart er enig om opgaveformulering og kvalitetsbeskrivelse – sproget er som bekendt en vanskelig størrelse.
    Udliciteringen bliver særlig vanskelig jo mere følsomt området bliver – som f.eks. pasning af ældre og/ eller syge mennesker, for her bliver det meget afgørende for den enkelte og de pårørende at kvaliteten bliver sådan “at vi kan være det bekendt”, hvilket jo er noget individuelt og upræcist.

  3. Lars Kolind

    Et rigtig godt eksempel på værdien af udlicitering er Falck. Stort set ingen andre steder har man haft en privat virksomhed som Falck der har stået for en offentlig “kerneydelse”, nemlig ambulancetransport og brandslukning. Derved opbyggede Falck en kompetence som har kunnet eksporteres og som er et kæmpe økonomisk aktiv for Danmark.
    hvis al rengøring havde været holdt inhouse ville ISS ikke have været verdens næststørste servicevirksomhed med ½ million medarbejdere. Udlicitering skaber innovation og eksport!

  4. Alf Petersen

    Det er muligt at en privat interessent har et større økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt. Problemet er bare at det økonomiske incitament ikke nødvendigvis hænger særlig godt sammen med formålet med opgaveløsningen.

    Den private leverandør har de facto et formål der hedder at tjene penge. Det er der ikke noget galt i. Men mange offentlige kerneydelser er forbandet vanskelige at omsætte til kontraktmål. De private interessenter på arbejdsmarkedsområdet er et skræmmeeksempel herpå.

    Udlicitering fører ofte til et fokus på enhedsomkostninger og krav om sammenlignelige ydelser. Men omkostninger og kvalitet ligger i end-to-end leverancen af services. Ikke i biligste enhedsomkostninger.

    Hvis vi skal tale om udlicitering som værktøj, så bør vi tale om hvornår det giver mening at udlicitere eller ikke at udlicitere, i stedet for bare at sige “Udlicitering godt” / “Statslig opgaveløsning skidt”. For så snakker vi nemlig ideologi.

  5. john nielsen

    Tak Alf ;-) det var lige det jeg ville have sagt.

    når man udlisitere er det normalt prisen der er hovedfaktor. somme tider ser man at udførelse er 30% altså 30% udførelse 70% pris. Hvis nu man prøved at lave at den der vandt var på 30% rettelser og ideer til projekt før tilbuds givning. 30% udførelse og 40% pris.
    så ville man få tilbud der holder i pris.

  6. Frank Calberg

    Enig. Interessant posting. Gode eksempler fra jer med uddannelse, Falck og ISS.

    Et eksempel mere: På http://www.fixmystreet.com/ læste jeg netop, at 2.560 problemer er blevet løst i løbet af den sidste måned.

  7. john nielsen

    @ Lars. gi mig et bud på hvordan du vil udlisitere det kongelige teater. Vi betaler 57000 DDK i timen døgnet rundt året rundt i tilskud. Derudover har de billetprisen. Det er velkendt at hovedparten af publikum er pensionister der køber et årskort med pensionist rabat. Vi betaler over 2000 per sæde per aften. Sidste år stod hvert tredje sæde tomt. men det koster alligevel 2000 Lad os nu forestille os at vi i bedste Brixtofte stil gav alle disse publikum et gavekort på 2000 som kunne bruges i københavns aftenliv, men som skulle bruges samme aften. Forestil dig 1000 pensionister med hver 2000 kr der skal bruges inden sengetid. Hver aften. København ville blive det sjoveste sted at opholde sig i europa og på få måneder overhale LA som stedet man tager til for at muntre sig. Så kunne en Morten Grundwald eller en Bent Meiding blive direktør. De lavede begge overskud uden tilskud.

  8. Lars Kolind

    Jeg er enig i at megen udlicitering i dag er forfejlet, dels fordi den ikke giver reel frihed til opgaveløsningen (udbyderen specificerer hvordan opgaven skal løses i detaljer) og dels fordi fokus ensidigt lægges på den kortsigtede besparelse. Jeg tænker på en anden måde, nemlig at opgaveløser skal være forpligtet på at levere reel værdi til borger/kommune og at vi skal blive langt dygtigere til at beskrive hvad værdi vil sige; selvfølgelig på en måde der kan verificeres. Der er ingen modsætning mellem at levere ydelser af høj værdi og at tjene penge. Det lærte mine ti år i høreapparat branchen mig. Tværtimod: De der leverede reel værdi til de tunghøre og til det offentlige som betalte, vandt i konkurrencen og tjente flest penge.

  9. Lars Kolind

    @John Nielsen spørger om hvordan jeg ville udlicitere Det Kongelige Teater. Det ved jeg ikke, og jeg er ikke engang sikker på at jeg ville udlicitere det. Ingen regel uden undtagelse. Men hvis jeg alligevel skulle…
    Så tror jeg at jeg ville starte med at fastholde det tilskud som Staten hidtil har ydet, og derefter søge at finde et konsortium som kunne løse opgaven bedre i privat regi. Teatret har allerede i dag en resultatkontrakt som udtrykker Statens ønsker og prioriteringer af hvilken ydelse, teatret skal levere. Kunne konsortiet gøre det endnu bedre for de samme penge i en 5 eller 10 års periode?
    For mig at se en drømmeopgave som jeg ville være parat til at gå i gang med i morgen. Og jeg vil garantere at både publikum og fagfolk ville synes at teatret var blevet markant bedre. Forskellen ville først og fremmest være ledelsen fordi bindingerne ville være færre og motivationen langt større. Og jeg garanterer for at der oven i et bedre “produkt” og mere tilfredse kunder ville være mindst fem procent overskud på bundlinjen til de involverede.
    Bare kom an!

  10. Claus Christensen

    Jeg er for en gangs skyld helt enig med Lars Kolind. Eneste problem jeg kan se er, om det taxametertilskud, der gives, er nok til at skabe en ordentlig forretning ud af det. Men måske hvis der suppleres med lidt brugerbetaling.

    Ikke mindst for at få nogle nye løsninger, er det en glimrende idé at lade selvstændige aktører løse opgaverne. En kommune kan ikke være bedst til at løse så mange forskellige opgaver.

  11. Palle

    Ja, der er rigtig mange opgaver, der varetages bedst i det offentlige. Udstedelse af P-bøder (P-afgifter er et falsk udtryk for det der faktisk foregår) er f.eks. et område, der kun bør udføres af det offentlige og der er mange eksempler. Mistillid til offentlige ansatte gør at hele sektoren hele tiden skal dokumentere alt deres arbejde, en kollektiv straf, istedet for at ansætte dygtige ledere. 60 mio timer til at dokumentere arbejdet. Til f.eks. 200 kr pr time = 12 mia kr, får vi noget fornuftigt for den tid? Dokumentér et minimum hele tiden og i mindre perioder undersøgelser, der dokumenterer mere med henblik på at skabe et datagrundlag for at effektivisere og forbedre, så burde man kunne nøjes med halvdelen af tiden og så endda få ressourcer til forbedringer. Udlicitering er og skal være en mulighed, der bør overvejes, men der er meget at hente uden. I al offentlig administration er der en klar tendens til at købe avancerede IT værktøjer, der kan registrere mere og mere. Og så tvinge medarbejderne til at fylde data ind – ikke fordi det er nødvendigt, men blot fordi det er muligt. IT leverandørerne kan overbevise de offentlige ledere om at de kan blive meget mere effektive med endnu mere fintmasket kontrol og data-indsamling. Ingen tænker på at kontrollen koster tid og ressourcer. Der skal et vist minimum af kontrol til, men det er da mere effektivt at anvende engagerende, motiverende selvledelsesprincipper og så belønne medarbejderne for effektiviseringsforslag. Rigtig mange meget dyre IT værktøjer i det offentlige kan mistænkes for at være primært drevet af behovet for at kunne tilfredsstille oppositionens/offfentlighedens ønske om åbenhed omkring hvad pengene er brugt til. Det ville være mere proaktivt/effektivt at anvende ressourcerne til at forbedre analyser af konsekvenser og nødvendighed inden pengene bevilges.

  12. Tweets that mention Kolind Kuren » Blog-arkiv » Udlicitering er løsningen -- Topsy.com

    [...] This post was mentioned on Twitter by Morten Nielsen, Leif Carlsen. Leif Carlsen said: Udlicitering er løsningen: http://tinyurl.com/6959vmu #kolindkuren [...]

  13. Maya Drøschler

    Jeg vil ikke kommentere på ideologien, men det er sørgerligt, at man (tilsyneladende?) kun finder drivkraft, incitament og ikke mindst evner i privat regi til at drive større virksomheder eller institutioner på en kosteffektiv måde. Jeg har længe tænkt på, om den største tjeneste man kunne gøre de offentlige arbejdspladser i Danmark er, at infiltrere de offentlige arbejdspladser med private topledere og medarbejdere.

    Udlicitering er et tveægget sværd. Man forærer al sin viden væk og ad åre vil man derfor komme i et afhængighedsforhold til leverandørerne. Derfor vil man med tiden risikere at blive presset på både prisen og kvaliteten af ydelsen.

    Desuden vil der være en risiko for, at hele værdikæden splittes op i fragmenter. Hvor tages der så ansvar for de overgange, der binder de enkelte delprocesser sammen?

    Spørgsmålet er: skal “vi” – forstået som samfundet og alle dets institutioner – eje den viden, der gør det nødvendigt at drive vores virksomhed, eller skal vi udflage denne viden til andre samarbejdspartnere, som opstår, lever og forgår?

    /MD

    http://hr-forretning.blogspot.com/2010/09/egne-eller-andres-genier.html

  14. Alf Petersen

    @Lars Kolind

    Du skriver bl.a.:

    “Jeg tænker på en anden måde, nemlig at opgaveløser skal være forpligtet på at levere reel værdi til borger/kommune og at vi skal blive langt dygtigere til at beskrive hvad værdi vil sige; selvfølgelig på en måde der kan verificeres. ”

    Og her må jeg så spørge; hvordan? Og hvordan gør man det uden at havne i den dokumentationssuppedas som vi sidder i nu?

    Er der nogle områder hvor det er nemmere end andre? (i.e. bør vi ikke diskutere hvad der overhovedet giver mening at udlicitere?).

    Min egen holdning er at netop kontraktstyringen (bl.a. via New Public Management) og forsøget på at markedsliggøre den offentlige sektor netop har bidraget til at gøre den offentlige sektor langt mere bureaukratisk.

  15. Claus Christensen

    @Maya: Jeg tror godt, jeg forstår din holdning. Når det offentliges opgaver overlades til private virksomheder, forsvinder så ikke noget af den fælles kultur og identitet? Men kulturen, værdierne og normerne er mere indlejret i de mennesker, der løser opgaverne end i, om det er en offentligt eller privat ansat. Desuden kan der være en tendens til, at indflydelsen på ydelserne placeres hos embedsmænd eller fagfolk, der fastholder måden, opgaven løses på og modvirker innovation. Det offentlige politiske systems opgave er at prioritere ressourcer – ikke nødvendigvis at udføre opgaverne.

    @ Alf: Jeg skal ikke svare for Lars K., men problemet kan let løses ved at lade borgeren selv bestemme udbyder, som får taxametertilskud efter antallet af brugere. For at undgå overforbrug kan man indføre en symbolsk brugerbetaling. Systemet er selvregulerende uden bureaukrati, fordi dårlige udbydere ikke får brugere og forsvinder fra markedet for offentlige ydelser.

  16. Lars Kolind

    @Alf Petersen spørger hvordan man dokumenterer at brugeren får reel værdi uden at det hele går op i bureaukrati og dokumentation. Det oplevede jeg på egen hånd i høreapparatbranchen. Bureaukraterne ville indføre alskens teknsike reviews af de formler og systemer som leverandørerne anvendte (bureaukrati), mens den efter min mening eneste rigtige måde at vurdere værdien på, var at spørge de tunghøre selv: Hvad var dit største problem? Hører du bedre i den situation? Har du lettere ved at fungere´i dagligdagen? osv. Hvis svarene på sådanne spørgsmål er et tydeligt ja, er det sådan set ligegyldigt hvordan virkningen er opnået!
    Og så er jeg enig med Claus Christensen i at kulturen intet har at gøre med om opgaven løses i offentligt eller privat regi. Den afhænger alene af hvor dygtig ledelsen er til at drive virksomheden!

  17. Jørgen Lang Jørgensen

    Når Lars Kolind nævner høreapparatbranchen så er det nok den branche som sammen med privathospitalerne har har nydt godt af, at “guldhanerne” har været åbne for de private aktører.
    Man kan undre sig over at danskernes hørelse virkelig har lidt et så alvorligt knæk de senere år.

    De offentlige tilskud til høreapparater, som sælges i private høreklinikker, er steget og steget og forbruget af høreapparater er steget med 80 procent.
    Væksten i branchen tog for alvor fart da regeringen i 2002 satte tilskuddet op fra 3000 til 5000 kroner og siden er det hævet yderligere og indtil nu har kommunerne bidraget til omsætningen i det voksende marked for private høreklinikker med 1,7 milliarder kroner.

    Her er konkurrencen sat ud af kraft og skatteborgerne betaler for tilskudsfesten til de private høreklinikker som åbner nye afdelinger på stribe.
    I Sverige koster høreapparater kun en brøkdel af hvad de koster i Danmark.

  18. Lars Kolind

    @Jørgen Lang Jørgensen: Blot for god ordens skyld: Min henvisning til høreapparatbranchen vedrører tiden før den privatisering du taler om, hvorfor din bemærkning ikke er relevant for det der er min pointe.

  19. Jørgen Lang Jørgensen

    @ Lars Kolind

    Udlicitering kan både føre til bedre og dårlige resultater både hvad angår pris og kvalitet af de ydelser, som kommunen og de private leverandører leverer til borgerne.

    Mange argumenter for udlicitering handler om, at udbud og udlicitering fører til mere konkurrence mellem offentlige og private leverandører af ydelser til borgerne.
    Det kan udmærket være tilfældet, men mit eksempel ovenfor viser også er der både er fordele og ulemper ved udlicitering. Det er min pointe.

    Dit indlæg vedrører høreapparatbranchen var kun et stikord for mig til at kommentere forholdene i høreapparatbranchen – og ikke din beskrivelse af bureaukratiet.

    Når dit emne er “Udlicitering er løsningen” mener jeg nok mine bemærkninger er relevante i den forbindelse.

  20. Jette Jakobsen

    Jeg har prøvet, at være ansat i privat hjemmepleje, der lærte jeg, at man aldrig skal lege købmand med omsorg og pleje. Jeg har set vores kommuneskole, efter rengøringsdamerne blev sagt op, og rengøringsselskab tog over, børnehaven har lidt samme skæbne. Jeg fik godtnok 10 kr mere i timen, da jeg var i privat firma, men det var ikke de 10 kr mere værd. Hverken for de ældre eller mig. Jeg ved også hvor bøvlet hverdagen i ældreplejen er blevet, efter der kom frit valg i 2002 eller var det 2003? Der findes ting, som koster penge, for et samfund. Selvfølgelig skal de penge bruges mest fornuftigt, og ikke bare snoldes op, det er jo vores allesammens penge, og os allesammen, der vil få brug for dem en dag. Så står mit svar og kommentar vist mellem linjerne.

  21. Jette Jakobsen

    Jeg har været med til at rydde op og skaffe varm mad , med få timers varsel, ved plejekrævende ældre. Et privat firma berændt dem af, og gik i betalingsstandsning. Kommunen skal tage ansvaret på sig, og rette det forsømte, med det samme. Det gjorde vi også, ved fælles hjælp og finde på i en fart, ingen kom til at lide nød. Mange godkendte firmaer er lukket igen. De kan ikke få profit af omsorg, og mens de prøvede var det rigtigt svært. En kommune kan ikke bare lukke..et offenligt sygehus, skal have elever og akut modtagelse og behandle alle. Det skal et privat sygehus ikke, nogle har kunnet holde lukket i helligdage og weekender. Der havde jeg altid fri, mens jeg var privat ansat. Omsorg for hinanden, er et fælles ansvar.

  22. Jette Jakobsen

    Jeg må jo indrømme, at det er et godt træk med Thyra Franck i folketinget, det er noget af et trækplaster, man har fået der. Det forbavser mig bare, at det lige er det parti hun vælger. Hun må nok også gå ind for mere privatsering..ellers havde hun nok ikke sagt ja.Hvor det slider i mit gamle sind, som altid har villet tage hånd om dem, der ikke selv magtede det, og ikke dem med flest kræfter og penge. Jeg kan også godt lide ens skattetræk, og ikke al det fradrags halløj, men jeg kan ikke køre mennesker med meget lidt livsmod, kræfter, evner, helbered m.m. ud på et sidespor. Jeg har set hvem, der bruger det frie valg, dem der har kræfter og overskud til det, eller pårørende som har interesse i valget, ikke de svageste, der mest har behov..de “nøjes”, og har svært ved at bede om hjælpen.

  23. Helle Munch Oldefar

    Hvis der skal være plads til ‘at tage hånd om dem, der ikke selv magtede det, og ikke dem med flest kræfter og penge’, så må vi/de der selv kan klare det altså mere på banen!
    Hvis vi vil have MINDST et års barselsorlov, betaling til vuggestuer, børnehaver, gratis folkeskole, gymnasier og anden uddannelse, kunne gå på efterløn som 62-årig (på trods af at alle mener de IKKE er gamle som 62-årige! og vi lever meget længere end vore bedsteforældre!), så skal der være nogen til at betale gildet, og det er bl.a. de dårligt stillede, for så bliver der mindre til dem!
    Vi må til at holde op med at ynke os selv, fordi vi skal arbejde noget mere, eller også må vi indrømme, at vi ikke vil betale til de dårligt stillede, men selv vil have hele tiden.
    Så jeg forstår udemærket Thyra Franks politiske ståsted :)

  24. Jette Jakobsen

    Ja jeg kæmper også med min overbevisning;-)…kan godt se, at betale lige så mange år, som man går på arbejde..det er godt nok svært, men jeg kan se mange, som er slidt. Nu er jeg så heldig, at have fået flexibel arbejdstid og kan vælge aldrig at have mere end 3 vagter på stribe, da jeg havde 6, var jeg godt brugt, så 10 år til..er ikke godt at vide, hvordan ville ende. Jeg har aldrig betalt til efterløn, da vi skulle det, var jeg et sted i mit liv, hvor det ikke var muligt. Derfor har jeg altid vist, at jeg skulle arbejde til folkepension var muligt, og må indrette mig derefter. Skulle jeg blive syg, må det tages derfra, jeg kan ikke udregne alting. Så længe jeg kan selv, vil jeg helst det..på den ene eller anden måde. Kan også godt se at det er lidt fjollet, at mennesker som råder over mange hundrede tusinde kroner, skal have tilskud til dit og dat. Jeg arbejder gerne lidt mere( bare jeg har en fridag imellem) hvis det kan hjælpe, og der er arbejde.

  25. Lars Kolind

    Lige en bemærkning til Jette Jakobsen om Thyra Frank. Jeg er ikke overrasket over at Thyra stiller op for Liberal Alliance. Thyras hovedpointe er at den offentlige sektor er overreguleret og at bureaukratiet efterhånden forhindrer at fx plejehjem kan løse deres primære opgave: at være gode “hjem” for ældre mennesker, der kræver megen omsorg og pleje. Ansvaret for dette har både VKO og rød blok – det startede faktisk for alvor under Nyrup. Kun Liberal Alliance har gjort det til en mærkesag at afskaffe overflødig offentlig regulering og bureaukrati og derfor er Thyra Franks valg helt logisk. Hun ville aldrig kunne komme igennem med sine synspunkter, hvis rød blok kom til magetn.

  26. Jette Jakobsen

    Nu har jeg læst Thyras bog igen, og fulgt hende igennem mange år, også været på besøg på Lotte, og jeg er meget enig med damen. Hovedopgaven i ældreplejen, må være at lave gode liv og give mulighed for det, alt efter hvad mennesker ønsker og skal have hjælp til..det burde ikke være så svært og kræve så meget skrivebordsarbejde. Det kan godt være du har ret Lars, hun skal nok trække stemmer, og jeg forstår det godt.Der er bare så mange arbejdsløse, mennesker, som må gå fra hus og hjem. Næste sommer, når loven om 2 års dagpenge slår igennem, går det helt galt. Jeg har lige hørt, at hvis en ægtefælle i arbejde, har over 25000, er der ikke en krone til en ledig ægtefælle eller samlever, efter den lov, og det er jo lavet af dem LA vil støtte i regering. Jeg tror heller ikke på efterløn i længden, men endnu er der brug for den, vi har mange ledige og mennesker der begyndte at arbejde, da de var 14-15 år, ofte hårdt arbejde. Vi er snart skåret helt ind til benet, ude i omsorgsjob, fodfolket altså, dem der laver arbejdet direkte ved mennesket. Jeg kan godt lide noget af LA politikken, men andet tør jeg slet ikke..gid man kunne blande lidt;-). Hun kan aldrig gøre skade Thyra Franck, hvis hun kommer i folketinget, og det tror jeg såmænd hun gør.

  27. Lars Kolind

    For mig at se er problemet med efterlønnen at den er en ret som gælder alle – uanset om de er nedslidte eller ej. For mig at se er det simpelt hen ikke rimeligt at samfundet skal betale raske og arbejdsdygtige folk for at trække sig tilbage når de mange penge det koster, kunne bruges meget bedre. Jeg er enig med Jette i at der er mange som har det dårligt, men netop derfor skal vi bruge pengene på dem og ikke på raske mennesker der ønsker at trække sig tilbage for at spille golf.

  28. Lone Nørgård Holst-Hansen

    Jeg er i princippet enig med både Jette og Lars i fht. at vi som samfund skal hjælpe dem der har det største behov. Syntes blot at hele efterlønsdebatten, får en kliché-agtig arena at udspille sig i. Det kommer til i mange debatter at handle om alle de raske,rige og friske personer, der nu “kun gider” at spille golf eller rejse til varmere himmelstrøg og hygge sig for samfundets penge. Vi fokuserer i stor stil på at det er “synd for nogen” at andre gør………….
    Jeg har i mange år arbejdet i socialpsykiatrien, og har haft mange gode kollegaer der blev nedslidte rent mentalt, og af den grund måtte finde andre græsgange rent arbejdsmæssigt. De kollegaer er i dag stadige på arbejdsmarkedet på trods af muligheden for efterløn. Fordi muligheden og viljen til forandring er tilstede.
    Mener vi kan tænke anderledes om nedslidning end efterløn som eneste mulighed. Der er mange hensigtsmæssige og fantastiske ressourcer at tænke ind i andre sammenhænge bl.a udlicitering af offentlige opgaver eks: hjemmehjælpen, hvor denne kunne differentieres med eks. samtalevenner, rengøringshjælp, madlavningshjælp ect. ect. lad mennesker gøre det de er rigtig gode til. Og som der tidligere her er nævnt, handler det om hvordan dette ledes!
    Jeg så en udsendelse på tv forleden, hvor en tidligere pædagog på over 80 år, stadig havde timer i en sfo hver uge………….hvorfor mon? fordi hun simpelthen ikke kunne lade være, det er livskvalitet og ikke mindst fordi hun KAN!

  29. Claus Christensen

    Ifølge Statistisk Årbog var de samlede overførselsindkomster ca. 285 mia. kr. i 2009. Kilde: http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/15197/headword/dk/400.pdf

    Hvis man fordeler dem lige blandt de ca. 5 mio danskere, bliver det næsten 5.000 kr. til hver om måneden.

    Nok til at overleve på i en periode, hvor man kan forfølge ideer om at starte virksomheder op, dyrke sine talenter eller blot nyde livet.

    Hvis det er en ret for alle, undgår man den utryghed, mange føler mht. om man kan få den offentlige hjælp, man kan få brug for. Man undgår en nedværdigende behandling oveni de andre problemer, der har medført et behov for støtte.

    Værdien af en lav, sikker indkomst er større end en overførsel, der er afhængig af, om man passer ind i systemet. Mange selvstændige bliver således behandlet dårligere, fordi systemet er indrettet på lønmodtagere.

    Man undgår en masse bureaukrati og kontrol og dermed frigørelse af ressourcer til mere produktive sysler.
    Beløbet er samtidig så lavt, at man har et stærkt incitament til at finde et arbejde, så der vil blive rigeligt arbejdsudbud.

    Samtidig bliver befolkningen mere selvhjulpen, fordi det kan betale sig at spare op til dårlige tider.

    Et genialt forslag, hvis jeg selv skal sige det :)

  30. Helle Munch Oldefar

    Jette, jeg tror, du blander tingene samme.
    Hvis man er ledig og på dagpenge fra A-kasse, har ægtefællens indkomst ingen indflydelse. Hvis man er på kontanthjælp eller ude af sygedagpengesystemet, så har ægtefællens indtægt indflydelse.
    Jeg synes det er svært at sige, at de velbjergede med gode indtægter ikke skal passe hinanden og sætte tæring efter næring. Til gengæld bør der være hjælp til dem, der virkelig har brug for det – ikke dem, der har brugt pengene på dyre designermøbler og dyre huse og biler.
    Man kunne starte med helt at fjerne rentefradraget, så ville renten falde og der kunne ikke spekuleres i at have gæld.
    Claus – mener du Borgerløn – 5.000 om måneden, og så skal ALLE betale for alle ydelser?
    God weekend til alle.

  31. Claus Christensen

    De 5.000 kr. pr. måned er kun en ligelig fordeling af overførselsindkomsterne – de offentlige udgifter er ikke fordelt, så offentlige gratisydelser kan i princippet fortsætte uændret.

    Der vil sikkert være dem, der indvender, at hvorfor skal man betale personer med en høj indkomst 5000 kr. pr. måned, men de bidrager jo en del via skatten, så man kan betragte det som en modregning i skattebetalingen – så skulle blå blok være tilgodeset.

    Der kan dog være behov for fortsat at betale børnechecks for at kompensere for forsørgerbyrde, men det er i princippet med i min grove beregning, fordi den samlede overførsel er fordelt på alle danskere – også børn.

  32. Jette Jakobsen

    Jeg er ked af, hvis det har virket, som jeg får blandet ting sammen. jeg ved godt, at i de 2 år, man kan være på A.kasse, i tilfælde af ledighed, ikke har indflydelse fra , hvad ægtefælle tjener. 2 år går bare hurtig, aktivering, kursus, osv tæller ikke timer, men skal selvfølgelig passes. Derefter kommer evt kontanthjælp, som bestemmes af husstandsindkomst.

  33. Jette Jakobsen

    Det er eb sjov, spændende tankegang med 5000 om måneden pr menneske i Danmark, og så må man indrette sig..er det sådan, det skal forstås? ja i gode år, må de gemmes, til man bliver gammel eller syg. Set med de bagkloge øjne, ville jeg nok ikke have arbejdet så meget, de år børnene var små. far og mor, kunne have byttet lidt, så alle behov blev tilgodeset, måske begge på deltid, lidt på skift. En almindelig familie på 4, ville have 20000 om måneden, og skulle så klare sig med det ikke? Der ville være tid til at lave sund, billig mad, sy lidt selv osv osv, men det er vist et eventyr, for så var alle livs situationer jo nemme at løse. Vi skulle bare sætte tæring efter næring, som de gamle siger;-). Skal der også være 5000 pr snude, når man er 80 eller 100 år? Dem der bliver født syge, kan regne med det, hele deres liv? Så skulle min “barndoms familie” på 5 børn og far og mor, have udbetalt 35000 om måneden? Det ville jeg godt påtage mig at leve for, og mange lever for mindre i dag. Alt i alt, en sjov tanke, som er værd at lege lidt med, men kan det virkelig passe? Hvis det er tilfældet, griber vi da tingene forkert an i dag;-)). Så bliver det også slut, medat bygge plejehjem m.m. som de gamle ikke kan betale uden store offenlige tilskud

  34. Claus Christensen

    Tak for de positive kommentarer Jette.

    I det hele taget drejer det sig om at vælge løsninger, der giver størst mulig livskvalitet. I dag synes det som som, vi har et system, der både er dyrt og dårligt i den forstand, at det ikke giver borgeren sikkerhed i mod social nød, men koster en del i bureaukrati.

    Desuden opfordrer systemet nærmest folk til at blive skilt (evt. proforma), hvis en er på dagpenge i længere tid – så måske ideen med 5000 pr. snude kan give en tilskyndelse til, at man bor flere sammen. Det kan sikkert også reducere behovet for, at det offentlige overtager de opgaver, der før blev varetaget af storfamilien eller måske landsbyen, hvis vi går længere tilbage.

  35. Helle Munch Oldefar

    Og nu ved vi, at alle nyfødte koster samfundet 850.000 kr. Hvad vil vi så gøre ved det?
    Måske vi skulle til at sige i kor:
    Ask not what your country can do for you! – Ask what you can do for your country!

  36. Lars Kolind

    Ja Helle, det er da absurd. Det skriver jeg en blogpost om!

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.