Arkiv for november 2010

10 konsekvenser af et fattigere Danmark

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

  1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
  2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
  3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
  4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
  5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
  6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
  7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
  8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
  9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
  10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

Glem din IQ – tænk over din NQ

Det er ikke så tit at en dansker bidrager med et nyt begreb. Men Jacob Bøtter præsenterer et sådant i sin nye bog: NQ. Netværkskvotient kalder han det. Evnen til at skabe og fastholde relationer og udnytte disse til at skabe værdi.

Det er en markant bog. Beskeden i udstyr, men rig i indhold: 55 konkrete eksempler på hvordan sociale medier kan anvendes til at involvere kunder, brugere, leverandører, medarbejdere og offentlighed i det, organisationen gør. Skrevet lige ud af landevejen og ret så provokerende. Hvis du efter at have læst bogen har færre end ti ideer til hvad du kunne gøre personligt og i dit job, så tror jeg at du skal overveje om du mangler fantasi. For der er rigtig meget at hente.

Jacob Bøtter er 24 år og allerede en af landets førende pionerer inden for sociale medier. Ingen har større erfaring end Jacob som indtil nu har rådgivet over 100 virksomheder og to statsminsitre med at opbygge social kapital med sociale medier.

Mere på www.nq.dk. Bogen er set til 179 kr og kan købes i Arnold Busck kædens 34 butikker og hos en række andre boghandlere. Se www.bogpriser.dk.

Otte råd til iværksættere

I forbindelse med et møde med iværksættere i Silicon Valley i sidste uge opgjorde jeg hvordan det er gået med de 20 virksomheder, jeg indtil nu har været med til at starte. Det var ikke kedeligt. Jeg lavede opgørelsen for de virksomheder jeg selv har været stærkt involveret i; enkelte eksisterede i forvejen, men fik en “ny start” i forbindelse med at jeg kom ind (bl.a. Oticon i 1988). Hvordan gik det?

Branchefordeling: 10 virksomheder har primært drejet sig om software, 2 var konsulentvirksomheder, 2 var servicevirksomheder, 2var i sundhedssektoren, 2 var handelsvirksomheder og 2 var “andet”.

Fiaskoer: 3 virksomheder vil jeg kalde store fiaskoer idet jeg tabte mere end 5 Mkr. på hver af dem. Min største fiasko kostede mig 35 Mkr. 3 virksomheder var mindre fiaskoer idet jeg “kun” tabte nogle få millioner på hver af dem. Altså 6 fiaskoer svarende til 30%.

Hverken – eller: 6 virksomheder gav stort set investeringen tilbage, nogle med tab og andre med gevinst, men ikke noget at råbe hurra for. Det var yderligere 30%.

Succeser: 8 virksomheder eller 40% vil jeg betegne som succeser, 2 af disse endog som meget store succeser som gav investeringen mere end ti gange igen.

Totalt set har iværksætteraktiviteten været en god forretning både for samfundet, for medarbejdere og partnere og for mig personligt. Der er skabt eller bevaret mange arbejdspladser og virksomhederne bidrager markant til samfundet. Jeg er stadig engageret i 9 af virksomhederne og der kender jeg naturligvis ikke slutresultatet. Jeg har placeret virksomhederne i kategori alt efter hvad jeg mindst ville sælge min aktiepost til, hvis jeg fik et købstilbud.

Det er interessant at succes raten ovenfor nogenlunde svarer til hvad litteraturen nævner som tilfredsstillende for venture fonde: 10% store succeser, 30% gode investeringer, 30% tvivlsomme og 30% fiaskoer. Mit held har været at succeserne har været noget større end fiaskoerne og derfor har jeg kunnet tjene penge.

Mit råd til dig der planlægger at starte ny virksomhed er:

  1. Giv den hele armen; en halvhjertet indsats er aldrig nok.
  2. Vær meget omhyggelig med at vælge det team du skal arbejde sammen med. I kommer ud i stormvejr og der er der brug for folk med gods i.
  3. Vær forberedt på at det kan gå galt. Hav en plan B og sørg for at der er reserver når ting går galt. Det er altid ting der går galt.
  4. Forretningsideen skal verificeres. Sørg for at finde mindst tre potentielle kunder der vil være villige til at købe dit produkt, før du går i gang. Hvis ikke du kan få andre til at forstå at din ide er genial, så er det måske fordi den ikke er genial.
  5. Start med lave omkostninger. Hvis du og dine partnere ikke vil acceptere sulteløn indtil projektet er oppe at flyve, så glem det. Ting koster altid mere end beregnet og tager altid længere tid end beregnet og den tid er forbi da investorer accepterede høje lønninger for iværksættere.
  6. Vælg dine investorer med samme omhu som dit team.  Der er lige så stor forskel på investorer som på andre mennesker. Nogle er konstruktive og samarbejdsvillige; andre grådige. Spørg andre iværksættere som de pågældende har investeret i.
  7. Start med drømmen om at gøre en forskel. Altså drømmen om at levere en radikalt bedre eller billigere løsning på et problem, end der eksisterer i dag. Hvis det lykkes, kommer du til at tjene penge, men økonomisk gevinst skal ikke være din hovedmotivation.
  8. Vær stolt af det du gør!

Har du flere punkter, så skriv en kommentar.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.