Tak fordi I stiller op

Jeg glæder mig over det hold af spidskandidater for Liberal Alliance som har været dagens hovedhistorie i medierne. Det er folk som jeg tror vil gøre en god indsats i Folketinget, og de fortjener stor tak for at de vil stille op under de vilkår, som medierne byder politikere i Danmark.

Jeg synes at de vilkår illustreres fint af den måde kommentatorer som Helle Ib og Hans Engel også i dag gør sig morsomme over historien om mit såkaldte forslag om 40% skat på Fyn fra 2007. Det er sørgeligt at høre på! Vil du kende den virkelige historie så findes den her: http://da.wikipedia.org/wiki/Lars_Kolind

Jeg klarer fint at have betalt prisen for at stille op til Folketinget i 2007 fordi jeg har tjent de penge jeg behøver og fordi jeg ikke har en karriere at tage hensyn til. Men jeg forstår godt de erhvervsfolk der trods stor sympati for Liberal Alliances eller andre partiers programmer, har fravalgt at betale den pris der følger med at stille op til Folketinget. Jeg håber at de ligesom jeg vil gøre en indsats i andet geled hos det parti de sympatiserer med. Her er meget at gøre og der er enormt behov for at erhvervsfolk præger den politik der skal føres efter næste valg. Ellers kommer det til at se sort ud.

Har du en ide til hvordan vi kunne få flere erhvervsfolk i Folketinget?

16 kommentarer til “Tak fordi I stiller op”

  1. Palle Hellemann

    Med det ry politikere – nok ikke helt ufortjent har – er det kun undtagelsesvist at man kan få folk med integritet og faglig tyngde (som f.eks. dig, Kolind) til at forsøge at blive medlem af den flok. Det er egentlig ikke så underligt. Jo mere erfaring man får med politikere generelt, jo mere ryster man på hovedet.
    Jeg kan kun nævne en lille håndfuld på tinge, som jeg mener har integritet og i grunden er værdige til at være der. At ændre det bliver en lang og sej kamp, men det kunne være rigtig godt.
    Derudover mener jeg at dele af Alliancens program er en prøve på frihed, mens ansvaret skal betales af samfundet – og det hænger jo ikke sammen. Hvis man skal have sin fulde frihed til f.eks.at leve usundt, så skal samfundet også have frihed til ikke at betale regningerne for det – og det er jo ikke praktisk realisabelt.
    Der skal således enten skrues lidt ned for liberalismen eller endnu mere op om man vil, før jeg kan tilslutte mig. Problemet er at frihed bliver illusorisk, når vi er så mange på så lille et areal at vi hele tiden skal tage hensyn til andre, uanset hvad vi gør. Derudover skal vi tage hensyn til pårørende, når vi under udlevelsen af vores frihed udsætter os selv for stor risiko..

  2. Lars Kolind

    Tak for din kommentar. Jeg er stor tilhænger af oplysning om sundhedsrisici, men viger tilbage for forbud. Erkender at du har en pointe så længe samfundet skal betale regningen. Men kan du forestille dig at fx. rygeren selv skulle betale for behandlingen af lungekræft; dvs at samfundet lod patienten dø fordi han selv var ude om det? Det har jeg svært ved.

  3. Jakob Nybo

    At gøre en forskel og se mening tror jeg er de væsentligste motivationsfaktorer for folketingskandidater.

    Så en stor del af løsningen, er det indtryk folketinsgpolitikerne giver befolkningen gennem pressen, og partierne giver interesserede. Her må politikerne gribe i egen barm.

    En anden vigtig men umiddelbart vanskeligt at gøre noget ved er, at det skal være respekteret og prestigefyldt at være politiker. En god respekteret borger som i det gamle Grækenland.

    Lønnen skal naturligvis være i orden men det kan/skal ikke være motivationen. Regler som f.eks. erhvervskvoter synes jeg er helt forkert.

    Jeg glæder mig rigtig meget til næste valg med Liberal Alliances stærke hold og håber at flest mulig kommer på Tinge.
    Mvh Jakob Nybo

  4. Jørgen Lang Jørgensen

    Lars Kolind efterlyser ideer til hvordan vi flere folk fra erhvervslivet til stille op og modtage valg til Folketinget.

    Nu er der ikke nogen der forhindrer folk fra erhvervslivet, både ledere og menige medarbejdere i at stille op til Folketinget.
    Det politiske miljø er imidlertid vidt forskellig fra det miljø der hersker i erhvervslivet og det er her problemet er.

    Når en kompetent og respekteret leder som Lars Rebien Sørensen skælder ud på politikerne for ikke, efter hans optik, at træffe de nødvendige beslutninger og samtidig opfordrer rød og blå blok til at sætte sammen en weekend i et sommerhus og løse problemerne, vidner det om en komplet mangel på politisk realitetsans.
    De to blokke kæmper om regeringsmagten og opstiller for vælgerne to veje at gå i dansk politik.

    Forskellen på Lars Rebien Sørensens job og politikeren job er, at han skal ikke vælges hver fjerde år og han skal ikke tælle halvfems hver gang han skal træffe en beslutning og føre den ud i livet.

    Endvidere sætter Novo Nordisk sig jo heller sammen med deres værste konkurrenter for at indgå aftaler, det er for øvrigt nok også i strid med gældende konkurrenceregler.

    Jeg er enig med Lars Kolind i at der savnes erhvervsfolk i Folketinget, men de skal besidde evnen til at begå sig i den politiske verden – i modsat fald vil de ikke få indflydelse

    Angående Liberal Alliances hold:
    Med de navne som Liberal Alliance har præsenteret som folketingskandidater, vil underholdningsværdien sikkert blive stor op til det kommende folketingsvalg.
    Det bliver sikkert en ny omgang Ny Alliance igen, bare med andre kendisser.
    Ultraliberalisten Ole Birk Olsen, vil sikket komme med nogle udmeldinger om afskaffelse af velfærdsstaten, som vil få de fleste til at løbe skrigende væk.
    Joachim B. Olsens eneste kvalifikation, er at han kaste langt med en jernkugle.
    Han blev iøvrigt kasseret i Socialdemokratiet, som han lige har forladt.
    Anne Sophia Hermansen har optrådt i TV som smagsdommer – og fri mig for smagsdommere – det bliver sjovt at se, hvad hun ellers kan bidrage med.
    Anders Samuelsens søster Mette Bock er gammel SFèr m.m. og er nu åbenbart blevet ultraliberalist.

    Nu mangler vi bare, at Saxo Bank direktøren Lars Seier Christensen dukker op fra sit skatteskjul i Schweiz med en stor pose penge til finansiering af Liberal Alliances valgkamp.

  5. Jan Sjøstrand

    De skal da ha’ et stort tak.
    Om det er dumdristighed, politiske visioner, eller en kombination, er jeg af gode grunde uvidende om. De skal have mulighederne for at løfte opgaven – held og lykke. ;-)

    Der er dog et andet aspekt af LA, jeg er stærkt kritisk over for – støtten fra SAXO-bank.
    Nu er det jo sådan, at mennesker tolker og træffer beslutninger ud fra mange forskellige aspekter. Et af disse aspekter er bl.a. hvem jeg “kommer i klub med”, hvem jeg bliver sammenlignet med etc., hvis jeg ytrer mig positivt om LA – “Er jeg også sådan én”?

    Med den baggrund “de herre” fra SAXO Bank har, som bagmænd i den “sidegadevækselersag” Jersild fik sat afgørende fokus på i sidste ½-del af 90′erne er særdeles “ulækker”. Den form for forretning er forkastelig og helt ude i hampen etisk og moralsk.

    Jeg tvivler på, at nogen som helst person kan ændre personlighed så markant, at deres etiske og moralske kodeks kan bevæge sig så meget, at det nu er et helt andet værdi-kodeks de driver forretning efter. Jeg tænker på de aktuelle sager om SAXO Bank, som vel godt kan kaldes “tvivlsomme forretningsmetoder”.
    Jeg synes de er et par absolut uheldige kendis-profiler af have i kredsen omkring LA.

    http://avisen.dk/blogs/baldur/saxo-bank-fra-forretningsmaessig-graazone-til-respekta_9861.aspx

  6. Jørgen Lang Jørgensen

    Jeg er helt enig i Jan Sjøstrands syn på Saxo Banks forretningsmetoder.

    Udover arktiklen fra 2007 er det nu oplyst, at Saxo bank er meldt til bagmandspolitiet med en anklage om blandt andet hvidvaskning af penge.

    http://www.business.dk/brancher/saxo-bank-meldt-bagmandspolitiet

  7. Helle Munch Oldefar

    En erhvervsleder har magt – håndgribelig magt.
    En alm folketingspolitiker har meget lidt magt, men skal hele tiden indgå i kompromisser.
    Jeg tror, det afholder ledere at søge politisk indflydelse – med mindre de bliver direkte valgt som minister!
    Vores borgmester i Odense blev i sin tid først valgt, mens han proklamerede, at han bestemt IKKE ville nøjes med at være menigt medlem af byrådet – på trods af at han aldrig havde haft et politisk erhverv før.

  8. Helle Munch Oldefar

    En erhvervsleder har magt – håndgribelig magt.
    En alm folketingspolitiker har meget lidt magt, men skal hele tiden indgå i kompromisser.
    Jeg tror, det afholder ledere at søge politisk indflydelse – med mindre de bliver direkte valgt som minister!
    Vores borgmester i Odense blev i sin tid først valgt, mens han proklamerede, at han bestemt IKKE ville nøjes med at være menigt medlem af byrådet – på trods af at han aldrig havde haft et politisk erhverv før ;)

  9. Helle Munch Oldefar

    Undskyld gentagelsen, men den første kom ikke igennem :)

  10. Kim Laursen

    Ideen om Fyn som et skatteforsøg er genial.

    I Schweiz, som har verdens bedste velstandsøkonomi, har man en vis regional selvbestemmelse på skatteområdet.

    Hvis det samme blev tilfældet i Danmark kunne man have regionale skattesatser, der er lavere end i København, fordi man har et mindre setup i udkantsdanmark, og derved aflaste København erhvervsmæssigt og trafikmæssigt ved at udantsdanmark kunne tiltrække flere virksomheder end i dag.

    Ps. I øvrigt er den topstyrede “vækstøkonomi” fra LA ren spekulationsøkonomi og vil føre til ruin ikke bare i Danmark men hele EU.

    Vorherre bevares for en samling uforstandige ekko’er af storkapitalens egoistiske spin. Heldigvis er et EU-forbud på vej mod LA m.fl.

  11. Helle Munch Oldefar

    Ja Kim, men i Schweitz har de ikke Janteloven, sååååååå

  12. Jørgen Lang Jørgensen

    Når Lars Kolind mener, at specielt erhvervsledere må betale en høj pris for at stille op til valg til folketinget – så er det et udtryk for at Lars Kolind og hans ligesindede ikke kan tåle kritik både usaglig og saglig kritik.

    Der er ikke tale om at betale en høj pris for at stille op til valg. Hvis man ikke kan tåle mosten og tror at det bare går ud på at få ret og sin vilje igennem uden sværdsalg – så egner man sig simpelthen ikke til at udføre et politisk hverv.

    Når selv Lars Kolinds daværende partiledelse i Ny Alliance opfattede forslaget om indførelse af en 40 procent flad skat på Fyn som et seriøst forslag, kan man ikke klandre andre, både journalister og almindelige vælgere, for at have samme opfattelse.

    Når Lars Kolind yderligere fremsatte sin påstand om, at han ville være en langt bedre statsminister end Anders Fogh Rasmussen og tillige ville indkalde sin suppleant, hvis han skønnede, at han ikke havde tid til at passe arbejdet i Folketinget – så udsætter man sig selv for hån, spot og latterliggørelse og det er i dette tilfælde helt velfortjent.

  13. Kjeld Jespersen

    Som bosiddende i udlandet har jeg ikke helt styr på de enkelte folketingsmedlemmers baggrund, så det er vel muligt at der er en underrepresentation i dag. Pointen er vel at politikerne bør være i stand til at tage de rigtige langsigtede beslutninger og skabe grundlag for effektiv implementering af den besluttede politik. Jeg oplever mange erhversfolk med en relativ kortsigtet horisont (næste kvartals- eller årsregnskab), som ikke nødvendigvis er en kvalitet når der f.eks. skal tages beslutninger om en folkeskole reform, some man først vil se effekten af årtier efter. Vi klantre tit politikerene for at have en horisont, som strækker sig til næste valg, men næste kvartal er heller ikke en løsning. (Enron, IT Factory).

  14. Nils Dixi Jensen

    Jeg var egentlig varmet op til en længere skrivelse, men Kim Laursen siger det jo ovenfor: ekko’er af storkapitalens egoistiske spin.
    De sidste 10 års virksomhedsledelse har fokuseret maximalt på afmagringsledelse (LEAN), og dette væsen ønsker i på tinge!

    En lille øvelse: Hvormange fremsatte forslag om beskæring/ophør af velfærdsgoder kan Du komme på, og hvem kommer de fra, hvem er de til fordel for, og til sidst, hvem skal afgive goder? Hvem kommer forslagene om skattestop og skattereduktioner fra, og hvem er det til fordel/ulempe for?

    Der er kun al mulig grund til at advare om “flere erhvervsfolk i folketinget”. Dette er ikke et reelt ønske, men blot simpel fear management, som også kendes som motoren i andre nyere ledelsesteknikker.

  15. Jan Sjøstrand

    Hmmmmm Nils
    LEAN har for mig at se intet med “afmagringsledelse” at gøre. Din formulering får mig at tænke, at du måske mener, det er bedre at man er ansat i det offentlige end være uden job?

    Som en del af min egen forretning har jeg en del berøring med det offentlige vedr. Work Force Management, og tro mig, det halter gevaldigt i det offentlige. Det er hamrende ineffektivt i sine opgaveløsninger. Det er fyldt med skjulte dagsordner, alt for ringe samordning/samkøring af informationer og værktøjer, herunder IT værktøjer.
    Det offentlige er ufatteligt ineffektivt i forhold til det private erhvervsliv. Der er ufatteligt store ressourcer at hente hvis blot man reelt vil og tør.

  16. Nils Dixi Jensen

    @Helle Munchs Oldefar. Apropos Janteloven, Du lyder til at være bekendt dermed.
    En blogger omtalte et andet sted, at hendes oplevelse er, at den der påkalder sig eksistensen af Janteloven, også er en udøver deraf. Eller med andre ord, hvis Du ikke udøver Jantelovs adfærd, vil Du heller ikke opleve den selv.
    Hvad er Dine oplevelerser omkring dette, Helle?

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.