Iværksætterfremme: 5 ting Venstre kunne have gjort.
![]()
Venstre indleder sit principprogram med at definere hvad det liberale menneskesyn er:
Mennesket trives bedst i frihed under ansvar. Frihed betyder fravær af tvang – men også, at mennesket er frit til at tage ansvar for sit eget liv og medansvar for andre mennesker og fællesskabet. I ethvert menneske er der en trang til at tage ansvar for sit eget liv. Hvis mennesket berøves det personlige ansvar, bliver det umyndiggjort, magtesløst og ansvarsløst.
Det er rigtig gode ord og jeg er 100% enig deri. Men hvorfor er Venstres nye politiske initiativ rendyrket centralisme og det stik modsatte af liberal tankegang: Pensionsopsparerne skal nu investere 5 mia. kr. via pensionskasserne i mindre og mellemstore virksomheder som de ikke har nogen forbindelse med. Uanset om de vil eller ej!
Hvis Venstre vil fremme udviklingen af af mindre og mellemstore virksomheder så tænk liberalt. Gør det mere attraktivt for den enkelte borger at indskyde risikovillig kapital i mindre og mellemstore virksomheder og at arbejde i dem. Helt enkelt. Det kunne Statsministeren have valgt at gøre på flere måder:
- Nedsætte skatten på aktieavancer. Regeringens og Dansk Folkepartis nye iværksætterskat gør det modsatte. Den skærper beskatningen af aktiekursgevinster ved at beskatte urealiserede gevinster for såkaldte porteføljeaktier.
- Nedsætte personskatterne sådan at det bliver mere attraktivt at tjene penge ved at arbejde hårdere.
- Fjerne bureaukrati ved at forenkle reglerne for at drive virksomhed og at informere bedre om de regler der er.
- Udbyde flere offentlige opgaver i intelligent licitation; dvs. ikke alene licitation på pris, men også licitation på nye ideer til at løse opgaverne bedre, enklere, billigere eller hurtigere. Ikke kun store opgaver, men også mindre opgaver.
- Præmiere dygtige iværksættere og sprede information om hvad de har gjort for at inspirere flere til at lære af dem.
Danmark har i den grad brug for mere liberal tankegang. Venstre kalder sig Danmarks Liberale Parti. Lars Løkke Rasmussen: Tag nu hænderne op af lommen og genopfind liberal politik. Overlad centraliseringen til rød blok!
Har du flere forslag til hvad regeringen kunne gøre? Skriv en kommentar.

8. august 2010 kl. 17:02 #
Diverse partiers principprogrammer er kun til brug ved festlige lejligheder, som blandt andet ved landsmøder.
Når det kommer til den hårde virkelighed og den politiske dagligdag får piben en anden lyd.
Det er sikkert gået op for blogdeltagerne, at Lars Kolind absolut ikke bryder sig om at betale skat.
Jo-måske en 40% flad skat som en begyndelse til en yderligere nedsættelse.
Nedsæt personskatten
Nedsæt akiebeskatningen
Nedsæt iværksætterskatten
Lars Kolind mangler at anvise hvor financieringen af alle disse skattelettelser skal komme fra – eller de skal måske bare være ufinancierede?
Jeg tror ikke meget på de såkaldte dynamiske effekter
Skattekomissionen foreslog i deres forslag at aflønning bør beskattes ensartet uafhængig af, om lønnen bliver udbetalt i kontanter, som en privat forsikring eller ekempelvis som medarbejeraktier og obligationer.
Derfor forslås skattefordelen i forbindelse med diverse personalegoder fjernet som følger:
Skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer ophæves.
Ingen begunstigelse af medarbejderaktier og obligationer.
Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af alle personalegoder.
En ny multimedieskat for arbejsgiverbetalt PC, internetadgang og fri telefon. (er vist vedtaget)
Disse forslag skulle indbringe et provenu på omkring 1,6 mia, der anvendes til at financiere nedsættelsen af de progressive skatter ( mellem- og topskat).
Det er imidlertid ikke sket – hvorfor? fordi samfundet har ikke p.t. har råd til at nedsætte disse skatter.
De øvrige forslag som fjernelse af bureaukrati.
Flere offentlige opgaver, som udbydes i licitation forudsat, at det ikke kun er pris man går efter, men i mindst ligeså høj grad kvalitet samt en præmiering af dygtige iværksættere tror jeg ikke, at der er nogen i Venstre der har noget imod.
Det sidste forslag som Lars Løkke Rasmussen har fremført vedrørende pensionskassers levering af risikovillig kapital til små og mellemstore virksomheder er jeg absolut ikke enig i og det må være et fejlskud.
Jeg håber at pensionskasserne siger blankt nej.
10. august 2010 kl. 17:47 #
Du mangler noget MEGET vigtigt, Lars:
Oprettelse af en barselsfond, så selvstændige kan få en anstændig barsel.