From first to worst

Kan du huske dengang Lene Espersen og Lars Løkke var helte? Urørlige. Lars Løkke kom stort set uskadt over kommunalreformen (som i dag ligner en kæmpe fiasko) og Lene Espersen var så stærk at ikke engang en katastrofal politireform kunne ramme hende.

Nu er de to idioter. Lige gyldigt hvad de siger og gør så er de bare idioter. Det har jeg selv oplevet! Og på den baggrund vil jeg godt forsvare de to:

Lars og Lene har begge ansvaret for vigtige reformer som (efter min mening) aldrig burde have været gennemført. Og der kan de ikke skyde skylden på andre. Men inden du kalder dem idioter i dag så husk lige deres arbejdsbetingelser: De sidder i spidsen for en regering der ikke selv kan bestemme sin politik. Den bestemmes af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Oppositionen (S; SF; RV) lægger armene over kors og dermed er samarbejde med Dansk Folkeparti eneste mulighed for at gennemføre noget som helst. Selvfølgelig bærer Lars og Lene et ansvar for den aktuelle handlingslammelse, men jeg synes at Helle, Villy og (til dels) Margrethe bærer et lige så stort ansvar for den situation vi er i.

Derfor støtter jeg fortsat Lars og Lene. Alternativet er værre. Mit håb er at Anders Samuelsen får held til at samle otte mandater om de reformer som de fleste udmærket ved, Danmark har brug for. At Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen efter et valg ændrer ikke alt. Men det ændrer rigtig meget – i den rigtige retning. Fornyelsen kommer ingen andre steder fra!

Hvad mener du?

9 kommentarer til “From first to worst”

  1. Claus Midjord

    Lad os lige holde fast i, hvad der er udgangspunktet for den seneste tids kritik.

    Minister betyder tjener. En minister skal tjene sit land. Hvis den opgave skal lykkes, kræver det, at ministeren udviser ydmyghed, og her skal ydmyghed forstås på den rigtige måde, nemlig som respekt over for den opgave, man har fået betroet.

    Sagerne om stats- og udenrigsministerens afbud til vigtige møder – på grund af ferie og barns første sygedag – viser med al ønskelig tydelighed, at hverken Lars eller Lene har den fornødne ydmyghed. Derfor hagler kritikken ned over dem fra alle sider. Det har aldeles ikke noget med Dansk Folkeparti at gøre.

    Det er rigtigt, at regeringen ikke kan gennemføre vigtige reformer, fordi Dansk Folkeparti blokerer, men i den forbindelse skal man huske på, at regeringen selv har afskåret sig fra at fremsætte vidtgående reformforslag som følge af kontraktpolitikken. Så nej, jeg har ikke ondt af regeringen. Den kan takke sig selv for sine mange problemer. Men i øvrigt er jeg enig i, at Liberal Alliance er det eneste parti, der giver håb om en ny og bedre fremtid for Danmark.

  2. Jan Sjøstrand

    Enig Claus ….. et håb der drukner i samfundets manglende forståelse for hvad det er LA vil, og hvorledes der vil påvirke samfundet, herudner forståelse for og tro på dynamiske effekter.

    Dynamiske effekter sig lader ikke beregne helt så konkret som de traditionelle management-politiske virkemidler. Blot vil man ty til traditionel politisk management alene begrundet i det kendte og det beregnelige i de virkemidler der benyttes.
    LA politik kræver politisk mod og sats. Det kræver, at man som politiker tør bevæge sig ud over regnearkene og tør teste dynamiske effekter.

  3. Michael Arnoldus

    Kære Lars

    Jeg vil gerne anfægte dit centrale argument omkring Lene og Lars’ arbejdsbetingelser. I stort alle verdens demokratier er det de mennesker der bliver tiltrukket af magten (ikke negativt – muligheden for at ændre) der stiller op som politkere. Fokus for disse mennesker er naturligt at komme i en position hvor de faktisk har noget at skulle have sagt – hvor de har magt. Dette indebærer de skal finde balancen i et naturligt modsætningsforhold: 1. De skal have så mange mennesker bag sig som muligt. 2. De skal adskille sig fra de andre der også ønsker at bestemme. Dette giver en dynamik hvor der naturligt søges mod at udforme et standpunkt der sætter dem så tæt på deres modstandere som muligt og alligevel adskiller sig, og en naturlig opdeling i blokke. Dermed opstår per demokratiets dynamik (i hvert fald i den nuværende udforming) to næsten lige stærke blokke der kæmper om magten. Det er ikke en tilfældig og mærkelig opdeling af vælgerne i DK – det er en i systemet indbygget dynamik. Der kan selvfølgelig opstå små lommer med klart flertal, men de vil snart forsvinde af sig selv.

    Så min pointe er at disse “arbejdsbetingelser” simpelthen er de betingelser politikere har i det system vi har og dermed er det en øvelse i formålsløshed at placere et ansvar hos den ene, den anden eller den tredje.

    Lene og Lars må stå til regning for deres handlinger og du for dine holdninger uden ansvarsforflyttende henvisninger til urimelige arbejdsbetingelser.

  4. Jørgen Lang Jørgensen

    Liberal Alliances hidtil to eneste fingeraftryk i dansk politik er fjernelsen af afgiften på gamle gulpladebiler og et krav om en tvungen madpakkeordning, som de fik gennem i finanslovforslaget i 2008.

    Resultatet er det første fingeraftryk er, at disse gamle biler nu fortsat kører rundt i endnu længere tid og forurener deres omgivelser til skade for mennesker og miljø.
    Det er et sølle resultat for at gå med i en skatteaftale og det stemmer heller ikke overens med Lars Kolinds indstilling om, at belønne energibesparelser og miljøforbedringer.

    Det andet fingeraftryk var indførelsen af en tvungen madpakkeordning i skolerne.
    Folketinget vedtager en tvungen madpakkeordning og kommunerne ofrer efterfølgende millioner af kroner på, at indhente tilbud og indrette sig administrativt
    Alt dette sker indtil Venstre kommer i splid med sig selv(Husk Karen Ellemanns ynkelige tilbagetog).
    Thor Petersen og andre i Venstre finder lige pludselig ud af, at ordningen er det mest uliberale forslag der er præsteret i nyere tid, og Thor Petersen betegner forslaget som ren socialisme.
    Derfor er ordningen nu gjort frivillig.

    Så har Liberal Alliance fundet et ledigt standpunkt, de går ind for indførelse af atomkraft i Danmark.
    Hvis det skulle ske håber jeg, at svenskerne genåbner Barsebäk, som blev lukket efter krav fra Danmark.

    Dernæst har Simon Emil Ammitzbøll tidligere medlem af Det Radikale Venstre, Borgerligt Centrum og nu endelig medlem af Liberal Alliance, advokeret for, at folk skal have frihed til at ryge sig en lungecancer til og at drikke hjernen ud, uden at staten blander sig med regler og forbud og han og dermed Liberal Alliance går derfor imod det de kalder et tiltagende “Big Mother Samfund”.

    Det er det Liberal Alliance foreløbig har bidraget med og det lover ikke godt, hvis det næsten usandsynlige skulle ske, at de er i Folketinget efter næste valg.

    De dynamiske effekter som Jan Sjøstrand omtaler har ikke indfundet sig trods diverse ufinansierede skattelettelser, men har i stedet skabt i stort hul i statskassen.
    Dynamiske effekter er et rent trosspørgsmål der kan sammenlignes med troen på overnaturlige hændelser.

  5. Jørgen Lang Jørgensen

    @ D.E.rek eller hvad du nu hedder??

    Jeg mener, at man bør skrive under sit fulde navn, når man skal give sin uforbeholdne mening om diverse emner til kende.

    Jeg gider ikke hverken at læse eller svare på indlæg fra personer som anvender pseudonymer, jeg synes det er en smule sølle, hvis man ikke tør stå ved sine synspunkter med sit fulde navn.

    Der kan være specielle tilfælde, hvor det måske kan være nødvendig at skrive under pseudonym, men ikke her på bloggen
    Så jeg støtter 100% Lars Kolind, hvis han sletter indlæg skrevet under pseudonym.

  6. Lars Kolind

    Indlægget fra D.E.Rek er nu slettet. Vedkommen er velkendt og har skrevet over 50 indlæg på bloggen under forskellige falske navne og med falske e-mail adresser. Sørgeligt at sådanne personer findes. Måtte de blot holde sig væk!

  7. Arne Schubert Andersen

    Alting har sin tid også en regering. Da Anker Jørgensen var slidt op, kom Poul Schlütter til. Da Schlütter kom til, kom der nødvendige reformer, men efter en årrække var den regeringskonstallation kørt træt og ideforladt og de blev skiftet ud med Poul Nyrup Rasmussens regering. Den regering havde sine ideer der passede fint til den tid, men også de ideer havde en udløbsdato. Anders Fogh Rasmussen kom til og igen skiftede landets ledelse retning og ikke mindst attitude til tingene. Jeg vil ikke påstå at jeg var glad den dag det skete, men jeg tror ikke den afsatte regering havde mere at komme med. Nu sidder Lars Løkke Rasmussen så for bordenden, men det har bare ikke gjort nogen forskel i forhold til Anders Fogh Rasmussens egentlige problem – de borgerlige har ikke den fjerneste ide om hvad de skal med Danmark nu, de er kørt tør for gode ideer. Mit bedste bud er at der skal en helt ny regering til, ikke fordi oppositionen umiddelbart har sagt noget specielt begavet her for nyligt, men fordi vi trænger til at få rystet posen mere en et nyt lille borgeligt parti magter.

  8. Lars Kolind

    Tak for gode kommentarer! Jeg er faktisk ret sikker på at Liberal Alliance ikke blot har en relevant og nødvendig politik, men også en reel chance for at spille en nøglerolle efter næste folketingsvalg. Det vil efter min bedste mening være rigtig godt for Danmark!
    Men når det er sagt må jeg medgive at regeringen virker træt – der er brug for nytænkning hos V og K!

  9. Per Feldvoss Olsen

    »Jeg skulle vænne mig til den
    måde, som man taler til hinanden
    på. I erhvervslivet ville
    man jo blive fyret øjeblikkeligt,
    hvis man havde den
    samme adfærd. Politik handler
    tit om at skabe problemer
    bare for at trække fronterne
    op. I erhvervslivet brugte
    jeg min tid på at få de bedste
    løsninger på bordet ved at
    lytte til alle og prøve at få det
    bedste frem i mine medarbejdere.
    I politik handler det ofte
    om at bringe det værste frem
    i andre og fremhæve sig selv.
    Det er ikke så sympatisk.«

    Citat fra en tidligere LA politiker, Søndagsavisen.dk

    Hvad mener du Lars?
    Vh Per

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.