På vej nedad stigen

I nogle uger har vi haft en afstemning på bloggen om Danmarks glidetur ned ad rangstigen over verdens rigeste lande. Det er gået støt nedad de sidste 10-15 år og vi nærmer os gennemsnittet for OECD landene.

Fem sjettedele af de der stemmer mener at det fortsætter nedad! Det synes jeg er rystende. Især fordi næsten fire ud af fem mener at det er en dårlig udvikling. Den sidste sjettedel mener at vi holder standen.

Hvad siger det dig? Mig siger det at tiden nu må være inde til politisk lederskab. Tiden er inde til at tage tyren ved hornene: Erkende hvad det er der er galt, og så gøre noget ved det. Også hvis nogle af de veletablerede interessegrupper skriger op.

Der er to hovedproblemer:

  1. At vi ikke arbejder på en måde der skaber tilstrækkelig værdi pr. arbejdstime. Vi bliver ikke dygtigere i samme takt som andre lande. Vi bruger ikke vores viden lige så godt som andre lande. Og vi spilder tiden med aktiviteter (bureaukrati) der ingen værdi skaber.
  2. At vi arbejder for lidt, dvs. for få dage eller timer i løbet af et arbejdsliv. Vi betaler faktisk folk ved godt helbred for at holde op med at arbejde alt for tidligt (efterløn).

Både regering og opposition ved det godt. Men ingen har mod til at gøre noget ved det. Man kunne jo skræmme egoistiske og kortsigtede vælgere væk.

Det synes jeg er mangel på lederskab. Det er populisme. Hvad siger du?

29 kommentarer til “På vej nedad stigen”

  1. Arne Schubert Andersen

    Så vidt jeg husker, og korriger mig endeligt, var Poul Schlütter, den seneste statsminister der turde lave en nødvendig reform, som tog længere tid at implementere og se resultatet af, end en enkelt valgperiode. Jeg synes det er trist at politikerne tror så lidt på vælgerne at de ikke tør lave nødvendige reformer der er så gennemgribende at de først giver synlige resultater for den store masse efter en længere årrække.

  2. Jørgen Lang Jørgensen

    Det er en ordentlig omgang generaliseringer Lars Kolind her kommer med:

    1. Veletablerede interessegrupper skriger op.

    2.Vi arbejder ikke på en måde der skaber tilstrækkelig værdi pr. arbejdstime.

    3. Vi arbejder for lidt.

    4. vælgere er egoistiske og kortsigtede.

    Jeg er enig i, at der mangler politisk lederskab og politikerne ikke tør indføre grundlæggende reformer.
    Problemet er, at der skal et flertal for de reformer man ønsker.

    Jeg vil gerne kommentere de fire påstande som Lars Kolind fremfører:

    1. Jeg er enig i, at politikerne ikke skal lade sig føre rundt i manegen af diverse interessegrupper. Politikerne bør træffe deres afgørelser ud fra egne vurderinger af hvad der tjener landet bedst.

    2. Jeg er ikke enig i, at alle ikke arbejder tilstrækkeligt På visse områder er vi måske ikke produktive nok.
    I følge en artikel i Børsen bruger danskerne i udbredt grad Facebook i deres arbejdstid. De bruger det så meget, at det koster arbejdsgiveren næsten 11 milliarder kroner i tabt arbejdstid
    Nu er det nok ikke buschaufføren, renovationsarbejderen eller arbejderen på Grundfos der sidder med hovedet i Facebook og udveksler ligegyldigheder en stor del af arbejdstiden, det er nok nærmere de såkaldte videns-medarbejdere.

    3. Vi arbejder for lidt påstår Lars Kolind – det er et godt gammeldags og konservativt arbejdsgiver synspunkt, som er godt forankret i mentale modeller som ikke gælder mere.
    De fleste jeg kender arbejder en vis del ud af bukserne og har svært ved at nå at hente børnene i henholdsvis vuggestue og børnehave.
    Undersøgelser viser at vi er den befolkning der arbejder mest.

    Læs: http://www.aprokom.dk/oecd/

    Lars Kolind “synger” den trivielle sang om afskaffelse af efterlønnen. Den koster samfundet ca. 18 milliarder kroner brutto. Efter skatten er betalt til statskassen er beløbet langt mindre og afskaffelsen af efterlønnen løser slet ikke de problemer Danmark står overfor.
    Det er andre midler der skal til bland andet:
    De studerende skal hurtigere gennem uddannelsessystemet
    Der skal skaffes praktikpladser til de unge – det er erhvervslivets ansvar, som de p.t. slet ikke lever op til.
    Der skal indføres reformer på føtidspensionsområdet, der bruger vi ifølge Danmarks statistik ca. 36 mia. kr.

    4. Endelig har Lars Kolind ikke meget tilovers overfor nogle vælgere – de er egoistiske og kortsigtede.
    Det er ikke så sært, at nogle vælgere er egoistiske og kortsigtede når man følger hvordan visse politikere skifter parti næsten ligeså hurtigt, som vi andre skifter skjorter.
    Dine egne partikammerater i Liberal Alliance Anders Samuelsen. Simon Emil Ammitzbøll og tidligere Naser Khadar har skiftet parti op til 4 gange i løbet af et par år.

    De vælgere der har fulgt dem vil jeg give dig ret i, er egoistiske og kortsigtede.

  3. Alf Petersen

    Hvordan måler OECD rigdom?

    Jeg benægter ikke at det går ned af bakke (det tror jeg desværre at det gør), men jeg er en arg modstander af at anvende BNP som indikator på velstand eller ikke.

  4. Frank Calberg

    Her et fint eksempel på et positivt tiltag: Fornyelsen af Gellerup ved Århus.

    http://jp.dk/indland/aar/politik/article2023584.ece

  5. Frank Calberg

    Til Alf: Hvilke konkrete mål på velstand vil du foreslå?

  6. Johan jonson

    Jørgen:

    Er der ikke noget fordelingsmæssigt asocialt ved efterlønnen, hvor flere mennesker der både helbredsmæssigt og økonomisk kan klare sig selv skal forsørges af det offentlige samtidig med at omkostningsniveauet/manglende konkurencevne presser de svageste ud af arbejdsmarkedet eller resulterer i at de ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet?

    Jeg hørte ældresagens formand argumentere mod Trøjborgs forslag om at velstillede ældre kan få gratis rengøring med at velfærdsydelser derved blev fattigmandshjælp og langsomt men sikkert blev forringet. Jeg forstår hans argument således at hvis velfærdsydelser ikke gives til de ressource stærke så vil der ikke være ressource stærke mennesker der forsvarer disse ydelser. Det kan være han har ret, men argumentet har nogle tankevækkende konsekvenser.

    Hvad ser du som årsagen til det stigende antal førtidspensionister, kunne det være at vores arbejdsmarked har et så højt omkostningsniveau at der ikke er plads til de “svageste” i den konkurrence situation vi er i?

  7. Lars Kolind

    Det undrer mig faktisk at nogen kan argumentere imod det faktum at hvis Danmarks velstand (målt med BNP) relativt går ned, så må vi enten arbejde lidt mere eller skabe lidt mere værdi pr. arbejdstime, hvis vi vil holde/forbedre vores position. Det turde være indlysende!

  8. Jørgen Lang Jørgensen

    @ Johan Joensen

    Da velfærdsforliget blev indgået i 2006, var der fuld dækning for efterlønnen, som samtidig blev justeret så det blev sværere, at få efterløn.
    Tillige blev der åbnet mulighed for at opnå en ekstra økonomisk gevinst, hvis man forblev på arbejdsmarkedet, indtil folkepensionen

    Problemet opstod umiddelbart efter, da den nuværende regering, efter et stort pres fra Det Konservative Folkeparti, indførte ufinansierede skattelettelser for over 10 mia. kroner.
    Man troede dengang fuldt og fast på, den liberale tanke om, at de dynamiske effekter ville virke, som et tryllemiddel således, at vi fik ekstra skattekroner i stat- og kommune kasserne.
    Det skete imidlertid ikke, der var ingen dynamiske effekter, og istedet lavede regeringen et stort hul i statskassen, fordi befolkningen enten brugte skattelettelsen til en ekstra ferie i udlandet eller sparede pengene op.

    Det var der mange der forudså – bare ikke regeringen.
    En sådan uansvarlig økonomisk politik mener jeg ikke isoleret skal gå ud over efterlønsmodtagerne.

    Iøvrigt er der færre og færre der går på efterløn og i dag betaler man selv til efterlønnen og den kan i dag nærmest betragtes som en pensionsopsparing.

    Der er mange andre økonomiske tiltag der kan tages i anvendelse end afskaffelse af efterløn, der mangler bare det politiske mod til at indføre dem.

    Førtidspensionen bør reformeres.
    Det virker ikke særligt menneskeligt, at parkere en 25 årig ungt menneske på en førtidspension.
    Når først en borger har fået tilkendt
    en førtidspension gælder det til han eller hun skal have folkepension og ingen interesserer sig mere for dem.

    Det skal laves om. Det bør være sådan, at en førtidspensionist på sigt skal have mulighed for at genindtræde på arbejdsmarkedet. Det kræver, at der skabes et tæt og forpligtene samarbejde mellem førtidspensionisten,jobcenter og arbejdsgivere

  9. Jørgen Lang Jørgensen

    @ Johan Jonson

    Undskyld!
    Jeg stavede dit navn forkert.

  10. Johan jonson

    Jørgen,

    Jeg er enig med dig i at budgettet skal balancere, og du har givet ret i at det kan diskuteres hvorvidt skattereformen var det fornuftigste vi kunne gøre i den nuværende situation.

    Den pointe jeg forsøgte at bringe på bane var dog en anden.

    Alle offentlige ydelser der gives skal betales af nogen ved skatter/afgifter og vil derved øge omkostningsniveauet, også for de lavest lønnede. Vil ordninger som efterlønnen hvor alle har krav på offentlige ydelser uanset formuforhold, helbred og evne til at yde ikke omfordelingsmæssigt kunne virke skævt hvor personer der står svagere i samfundet betaler til nogle der kunne klare sig selv?

    Jeg ser det tydeligt inden for mit eget fag (IT) hvor mange går på efterløn og har tjent en fornuftig løn gennem et godt arbejdsliv, ofte har gode pensionsopsparinger og formue – mens dem der kommer ind på arbejdsmarkedet er i en meget vanskelig konkurence situation med det omkostningsniveau de har, hvor skat og afgifter er en del af det omkostningsniveau.

    Det er ofte sådan at dem som taler for offentlige ydelser, såsom efterløn, retorisk taler ud fra en social indignation, mens min fornemmelse lidt er at det i høj grad også er de “svage” der betaler til de “stærke”.

    Jeg kan godt forstå argumentet ældresagens formand kom med om at hvis man ændrer disse ordninger fra kun at gælde svage, ændrer de en karakter fra at være rettighed til alle til at være “fattigmands” ordninger. Men er det argument ikke lidt i tråd med det Kolind nævner i indlægget at de offentlige ydelser er gået fra at være hjælp til dem der har behov til at være drevet af “egoisme” fra interessegrupper.

    Taler vi helt forbi hinanden eller kan du se det element hvor “egoistiske” interesser kan være en trussel mod solidariteten i velfærdssamfundet?

    Vi kan debattere hvor grænserne går, hvad er solidarisk og hvad er “egoistisk” og vi kan være uenige i hvad omfanget er – men er du enig i at faren er der?

  11. Jørgen Lang Jørgensen

    @ Johan Jonson

    Jeg kan godt se du har en pointe i, at der kan være en fare for, hvor vi ender og det er i sidste ende den politiske debat, både blandt vælgere, politikere og øvrige beslutningstagere der må afgøre det.

    Et samfund hvor der 100% retfærdighed er ikke muligt og heller ikke ønskværdigt, der skal være noget at stræbe efter og en mulighed for at tjene mange penge uden at nogen får ondt af det – det gavner hele samfundet.

    Hvad efterlønnen angår, er det nok de svage der har mest glæde af en efterløn. Beløbet man modtager i efterløn mener jeg ikke er imponerende, jeg er ikke selv efterlønsmodtager, men det svarer vist nogenlunde til dagpengestørrelsen.

    Hvis politikerne beslutter sig til en større grad af brugerbetaling, fordi kommunerne er økonomisk pressede, hvor man fratager de velstillede pensionister ydelser som hjemmehjælp – så er jeg overbevist om at man ikke standser der.
    Det næste vil være, at de velhavende pensionister selv må betale for sygdomsbehandling via en privat sundhedsforsikring. De skal heller have pensionistrabatter.
    Set ud fra et mere kynisk økonomisk synspunkt burde velstillede pensionister slet ikke have ret at modtage “gratisydelser” fra det offentlige – de kan jo selv betale for de ydelser de ønsker.

    Problemet er så hvor grænserne skal gå, hvor langt ned i indkomst skal borgeren før man er berettiget til at modtage “gratisydelser” fra det offentlige?
    Hvis det bliver modellen så er vi på vej til, som Ældresagens formand siger, at ændre diverse ordninger fra at være en rettighed til en “fattigmandsordning”.

    En anden konsekvens vil være, at viljen til at betale skat vil mindskes i alvorlig grad, idet de velstillede hele tiden vil spørge sig selv om, hvorfor de skal betale en høj skat, som de i sidste ende ikke selv får nogen glæde af.
    Det er jo sådan, at skattelettelser får de mest velstillede størst glæde af.

    Så jeg mener ikke, at politikerne skal begynde at ændre afgørende på de rettigheder som gælder både for rig som for fattig. Det har de mindre bemidlede, i sidste ende, mest glæde af.

  12. Claus Christensen

    Man kan godt henfalde til mismod på kongerigets vegne, når produktiviteten og produktionen falder. Når universiteterne lader studerende bestå uden at de kan pensum, hvilke måske ikke er så underligt med ned til 4 ugentlige undervisningstimer. Når pengemangel tvinger regioner og kommuner til at anvende ressourcer på en uhensigtsmæssig måde for at få budgetterne til at hænge sammen på kort sigt.

    Problemet ganske rigtigt manglende værdiskabelse pr. arbejdstime. Det kan skyldes manglende uddannelse i at anvende it-redskaber, dårlig ledelse, manglende forskning og udvikling af processer og produkter/serviceydelser, manglende infrastruktur, manglende konkurrence, manglende udnyttelse af fordele ved samhandel og international arbejdsdeling osv. osv. Det siger sig selv, at disse problemer forstærkes af, at vi betaler folk for at bruge flere penge på kortsigtede fornøjelser via skattelettelser – i stedet for at investere ressourcerne langsigtet.

    Problemet er ikke, at mange går på efterløn. Hvis man fjerner efterlønnen, vil man blot forøge antallet af ledige. Hvis bliver brug for efterlønnere på arbejdsmarkedet, kan man hurtigt skaffe dem gennem politiske indgreb. Det er heller ikke nødvendigt at proletarisere de ledige og skabe utryghed ved at skære ned i ledighedsperioden.

    Det afgørende for politisk lederskab er at sikre, at vi har et konkurrencedygtigt erhvervsliv fremover. Her lader det desværre til, at begge fløje svigter, fordi de undervurderer vælgernes evne til at forstå nødvendigheden af at investere langsigtet. SF’erne gik frem, da de talte om grønne investeringer. Kortsigtede, taktiske udmeldinger gav bagslag. Vælgerne har set lyset, men politikerne er desværre lidt træge i det og fortsætter med at tilgodese vælgersegmenters kortsigtede behov.

  13. Mona Ammitzbøll

    Det er efter min mening nogle gode indspark @Jonson der kommer med.
    - at ‘rettighedsydelser’ er med til at holde et højt udgiftniveau – der ganske usolidarisk også går ud over de lavest lønnede i form af et højt skattetryk og, må jeg tilføje: deraf følgende manglende globale konkurrenceevne på de jobtyper der ikke kræver den store lange uddannelse.

    Selvfølgelig kan der være noget om at man slipper for den mulige sociale stigmatisering der kan forekomme ved at skrue tilbage ‘nødvendighedsydelser’, – men der tror jeg tiden er løbet fra ældresagsformandens fattigmands-betragtninger. Vi er altså ikke dertilbage hvor man skal stå i kø ved kommunekontoret for at få sin hjælp udbetalt – eller bo på fattiggården – eller at indkomstoplysninger ligger til offentligt skue på kæmnerkontoret. Næh – alt dette foregår ubemærket, og er med til at gøre os mere ligeværdige, uanset hvordan vi skaffer brød på bordet.

    Men ét er hvordan vi undgår for store udgifter – ét andet er hvordan vi skaber værdi.
    “Industriens nedtur truer velfærden” stod der på forsiden af den seneste “Ingeniøren”, og her er nogle af pointerne, “at den massive udflytning af produktion fra især Danmark gør, at vi mister det innovationsmiljø der ligger lige omkring produktionsapparatet. Samtidigt er det svært at skabe det nødvendige brede arbejdsmarked med plads til alle, når vi ikke har produktionsvirksomheder. Vi mangler noget at sætte i stedet, for der er ikke noget der tyder på at Danmark kan leve af oplevelesindustri og konsulentarbejde, ligesom det heller ikke er løsningen at automatisere sig ud af årsagen til udflytningen, nemlig at markedsprisen på arbejdskraften ikke er den rigtige herhjemme mere”, siges der.

    Vi står med en ligeså stor udfordring nu, som dengang i starten af 50′erne, hvor landbrugets automatisering overflødiggjorde en masse arbejdskraft.

    Løsningen var dengang industriproduktion og velfærdsproduktion, samt et generelt højere uddannelsesniveau. Spørgsmålet er hvad bette danmark gør, nu hvor industriproduktionen udfases. Hvad gør de lande der kravler op ad OECD-stigen?

    Som @Christensen nævner, mangler vi de mere langsigtede visioner. Vi troede det skulle være grøn energiteknologi, men her er vi “pludselig” kommet bagud takket være den nuværende regerings Lomborg-periode.

    Vi har nogle vigtige forcer i Danmark, i form af medarbejderkultur med lavere hieraki – dermed bedre videndeling og en generel indstilling til at læring skal ske hele livet. Det må da kunne give os nogle fordele, hvis vi samtidigt formår at finde nogle smarte løsninger på nogle af de problemer og behov der kommer til at fylde meget i fremtidens verdensbillede.

    Er der nogen der har en krystalkugle til overs?

  14. Claus Christensen

    Mona Ammitzbøll skriver/citerer i sit fine indlæg:

    “… ligesom det heller ikke er løsningen at automatisere sig ud af årsagen til udflytningen, nemlig at markedsprisen på arbejdskraften ikke er den rigtige herhjemme mere”

    Hvorfor kan vi ikke sikre en konkurrencedygtig produktion ved at automatisere store dele af industrien?

    Hvis vi sammenligner med landbruget er landbrugsproduktionen forøget efter automatiseringen, men andelen af danskere, der arbejder i landbrugssektoren, er ekstremt lav.
    Det samme kan vel ske for industrien – og målet må være, at der flyder indtægter til landet – ikke at vi nødvendigvis arbejder meget.

    Men jeg tror, vi er nødt til at lade staten løbe nye vinderindustrier i gang. Når først der er skabt klynger af industrier, er de selvkørende. Det går imod liberalistiske dogmer, men hvem har ellers styrken til at igangsætte nye industrier, hvis ikke staten? Bortset fra nogle få typer it-virksomheder, der “kun” kræver gode ideer og gå-på-mod, er det en illusion at tro, at vækst-iværksættere kommer af sig selv.

  15. Jørgen Lang Jørgensen

    Det der er en grundlæggende årsag til Danmarks vigende placering på velstands barometeret – det er globaliseringen.
    Globalisering kan være godt, det trækker tusindvis af mennesker ud af fattigdom i bl.a. Kina og Indien.

    Globaliseringen er ikke bare noget der er kommet af sig selv ud af den blå luft. Den er skabt gennem politiske beslutninger.
    Gennem globale og regionale frihandelsaftaler bliver markederne åbnet, uden at der er skabt regler og standarder for produktion af varerne – og det er det negative ved globaliseringen.

    Det naturlige resultat er så, at virksomhederne flytter til lande, hvor f.eks. omkostningerne til løn og arbejdsmiljø er lavest.
    På den måde spilles lande, virksomheder og lønmodtagere ud mod hinanden og tvinges til at konkurrerer mod hinanden i en stadig nedadgående spiral.
    “På vej nedad stigen” som Lars Kolind udtrykker det.

    Det er derfor, at danske arbejdere stadig oftere bliver truet af udflytning, hvis deres krav til løn og arbejdsforhold bliver for store.

    Et godt eksempel på det er slagteriarbejderne på Danish Crown, som skal konkurrerer med polske kolonnearbejdere i Tyskland som arbejder for 50 kroner i timen.
    Hvem i Danmark kan og vil arbejde for 50 kroner i timen?
    Derfor må Danish Crown nu fyre 600 slagteriarbejdere og det bliver helt sikkert ikke de sidste.
    Danmark må se i øjnene, at om få år har vi ikke nogen slagterier i Danmark.
    A.P. Møller lukker det sidste store skibsværft i Danmark (Lindøværftet).
    Tekstilindustrien er flyttet ud og andre er fulgt efter.

    I følge mange økonomer er denne form for globalisering en uundgåelig naturkraft, som vi må sørge for at tilpasse os bedst muligt.
    I stedet for defensivt at affinde os med den situation må Danmark og ikke mindst EU arbejde for, at demokratiske organer sætter sociale rammer for den internationale handel og sørger for, at det ikke er en god forretning at bryde menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder og tillige ødelægge miljøet.
    Der er brug for at ændre de internationale spilleregler, så samarbejde og international solidaritet sættes højere end retten til profitmaksimering.

    Det vil være til gavn både for os og for de lande, hvor arbejdskraften bliver udnyttet og underbetalt på det groveste.

  16. Lars Kolind

    Når Danish Crown fyrer slagteriarbejdere i Danmark med henvisning til at lønnen er for høj, så er der tale om et reelt økonomisk problem, som ingen (fornuftige) politiske beslutninger ville kunne forhindre. Danske slagteriarbejdere skaber simpelt hen væsentlig mindre værdi pr. arbejdstime end deres tyske kolleger. Det har intet med hverken miljøforhold eller menneskerettigheder at gøre. Det er en faggruppe der ligesom typograferne for tyve år siden graver deres egen grav ved at gennemtvinge urimeligt gunstige løn og arbejdsvilkår. Og det er helt fair at arbejderne kommer til at bære konsekvensen heraf i form af fyringer.
    Men når det er sagt tror jeg at krisen på Danish Crown dækker over et andet problem som er væsentligt større: At Danish Crown fortsat afsætter hovedparten af produktionen som standardvarer med lav forædling til standardpriser – og en sådan produktion vil ikke i længden kunne overleve i Danmark. Det er ikke slagteriarbejdernes skyld, men bestyrelsens og ledelsens ansvar. Forhåbentlig går udviklingen i den rigtige retning!

  17. Claus Christensen

    En del af problemet kan også være dele af erhvervslivet, som mangler visioner og samfundssind. Hvorfor placerer danske virksomheder en langt større andel af investeringerne udenfor landets grænser? Hvorfor hyler erhvervsledere op om personskattelettelser, selv når resultatet har vist sig at være en elendig økonomi og selvom samme erhvervsliv kvitterer med en frit fald i produktion og eksport?

    Jeg vil ikke gå så vidt som tidligere formand for det konservative folkeparti Hans Engell, men måske er der noget om det: ”De har intet samfundssind. De fatter ikke, hvor meget samfundet gør for dem. De forstår simpelthen ikke hvilke fantastisk rammer, de har at arbejde under. De vil bare rage til sig. Jeg kan ikke holde dem ud.”

    http://borsen.dk/?treeid=2565&threadid=14376&post_id=38992&shownpost=38992&shownthread=14376&blog=1

  18. Lars Kolind

    Min oplevelse er faktisk at størstedelen af dansk erhvervsliv har endog meget stort samfundssind! Se bare hvad danske virksomheder har gjort for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked; her halter offentlige virksomheder langt bagefter.
    Jeg synes faktisk heller ikke at man kan kritisere virksomhederne for at store investeringer sker i udlandet. Det er simpelt hen en forudsætning for at klare sig i konkurrencen. Hvis fx. Grundfos ikke opfatter Kina som sit andet hjemmemarked og derfor investerer massivt i Kina, så vil vi på langt sigt ikke engang kunne opretholde positionen i Danmark. Grundfos er nemlig oppe imod globale spillere der udnytter alle globaliseringens fordele til deres eget bedste. Det skal danske virksomheder også gøre. Og så viser erfaringen at udflytning også skaber nye arbejdspladser i Danmark.

  19. Claus Christensen

    Internationale opgørelser viser, at rammevilkår for virksomheders udvikling er i top i Danmark. Men alligevel investerer danske virksomheder ikke i aktiviteter i Danmark.

    Grunden kan være et ønske om på kort sigt at hente indtjening på det lavere omkostningsniveau, der jo er i f.eks. KIna.

    Men hvis man har en lidt længere horisont og tænker i investeringer i f.eks. industrirobotter og innovation/udvikling, kan en investering i Danmark være mere rentabel på langt sigt – ikke mindst på grund af de bedre rammevilkår.

    Så kan man invende, at Kina mv. er et marked i vækst – jo men derfor kan man godt producere i Danmark og nøjes med at have et salgsselskab i Kina. Desuden vil Europa i lang tid have en stor efterspørgsel, så det vil fortsat formentlig være et hovedmarked i langt de fleste brancher.

  20. Jørgen Lang Jørgensen

    Jeg er enig med Lars Kolind i at størstedelen af dansk erhvervsliv viser en vis grad af samfundssind og de bør de iøvrigt også gøre. Erhvervsliver er en del af samfundet og skal selvfølgelig give deres bidrag til samfundet.

    De virksomheder der totalt svigter her er de store multinationale virksomheder, som opererer her i landet.
    Mange af den betaler ikke een øre i skat.
    Virksomheder som McDonald, Q8, Nestlé og mange andre har ikke betalt skat i årevis.
    De har ikke kunnet præstere et overskud, for nogens vedkommende i over 20 år, påstår de – det forekommer for normalt begavede, at være en direkte løgn.
    Man driver ikke virksomhed i Danmark i over 20 år uden at tjene penge.

    Nogen anslår, at den danske stat går glip af mellem 7 til 14 mia kroner i skatteindtægter.
    Det svarer ca. til værdien af efterlønnen efter skat.
    Der er ialt 1.200 firmaer i Danmark der ikke betaler een øre i skat – ifølge Told og Skat.

    Nu lover skatteministeren at se på problemet, men samtidig fyrer han kvalificerede skattemedarbejdere der skal analysere problemet, så det er nok tvivlsomt om der kommer noget positivt ud af den øvelse.

  21. Claus Christensen

    De multinationale skal naturligvis overholde reglerne. Nogle af dem har formentlig fiflet lidt med koncerninterne afregningspriser, så overskuddet ikke bliver for stort i et land som Danmark.

    Men problemet kan forebygges ved at holde selskabsskatten nede på et meget lavt niveau. Derved tiltrækker vi imperiebyggere, der gerne vil se virksomheder vokse.

    Bortset fra det, betaler de multinationale skat af lønudgifter samt moms. Desuden beskattes overskud af en McDonaldsrestaurant hos franchise-tageren, som er selstændig erhvervsdrivende i Danmark. Men de skal naturligvis overholde reglerne, så f.eks. franchise-afgifterne til McDonalds bliver behørigt beskattet.

  22. Jørgen Lang Jørgensen

    @Claus Christensen

    Selskabsskatten er lige sænket fra 28% til 25%, hvis den skal sænkes yderligere skal det mistede skatteprovenue hentes et andet sted, hvor vil du hente det?

    Vi kan sænke selskabsskatten helt til nul så løser vi de multinationale selskabers problemer, så er de fri for, som du udtrykker det: “at fifle lidt med koncerninterne afregningspriser” og vi kan til og med yderligere fyre en del medarbejdere i Told og Skat.
    Det er der sikkert nogen der kan gå ind for, men det bliver uden min deltagelse.

    Ja, selvfølgelig betaler de multinationale selskaber løn til deres medarbejdere og moms. det manglede bare, det gør alle virksomheder mig bekendt i Danmark.

  23. Claus Christensen

    I modsætning til indenfor personskatterne er der næsten uendelige muligheder for dynamiske effekter ved at nedsætte selskabsskatterne, sørge for forskning- og uddannnelse i topklasse, god infrastruktur osv. og gerne for min skyld en maksimal personskat på f.eks. 500.000 kr., så nøglepersoner kan få noget ud af det. Den del af overskuddet, der bliver i virksomheden, geninvesteres automatisk. Det afgørende for dansk velstand er værdiskabelsen i virksomhederne, som direkte afhænger af, hvor meget der er investeret i dem.

    Så naturligvis skal de multinationale overholde reglerne, men det er ikke det væsentlige problem. Det afgørende er, at vi kan få dem til at investere og udvikle virksomheder i Danmark.

  24. Jørgen Lang Jørgensen

    Du mener ikke det er noget væsentlig problem, at de multinationale selskaber ikke overholder reglerne.
    En konsekvens af det må være, at du heller ikke mener det er noget væsentligt problem, at andre virksomheder også bryder de vedtagne regler der er gældende for drive virksomhed i Danmark, der må jo herske lige ret for alle.

    Bare de vil investere så vil der opstå uendelige dynamiske effekter, skriver du.
    Det er et trosspørgsmål og som jeg tidligere har skrevet, svarer til at tro på overnaturlige hændelser.

  25. Claus Christensen

    Næh, det er simpel logik. Hvis en virksomhed tjener 100 mio., går de 25 til statskassen med en skatteprocent på 25. Hvis skatteprocenten er 5%, bliver hele 95% af overskuddet geninvesteret i virksomheden, ganske automatisk. Det eneste, der kan forhindre det, er tyveri fra virksomheden, der er en selvstændig juridisk enhed. Ejerne kan udlodde overskuddet i udbytte, men skal så betale udbytteskat, som iøvrigt kan sættes lidt op.

    Med rentes rente giver en lavere skatteprocent en fantastisk mulighed for at virksomheden kan investere og vokse. Der er ingen fysiske barrierer for at det kan ske.

    Derimod er der en fysisk grænse for, hvor meget en almindelig middelindkomstdansker kan arbejde, så sætter man personskatten ned for i forvejen arbejdsivrige danskere, bliver den ekstra indkomst som følge heraf begrænset. Den kan ikke helt afvises – også via incitament til højere uddanelse, men den er begrænset.

    Moralsk set bør man altid overholde spillereglerne i et demokrati, men økonomisk set, er det afgørende, at virksomhederne har incitament til at investere og vokse i Danmark.

  26. Jørgen Lang Jørgensen

    For det enkelte land kan en lav selskabsbeskatning se tillokkende ud, fordi landet på den måde måske og jeg understreger MÅSKE, kan lokke nogle udenlandske virksomheder til og derved måske få en øget beskæftigelse

    Men når alle lande konkurrerer om at sænke selskabsskatten ender man med at få reduceret skatteindtægterne, uden der egentlig er flyttet nogen produktion, idet virksomheder vil shoppe rundt til lande, hvor selskabskatten er lavest.
    Og så er det virksomhederne der vinder og statskasserne der taber.

    Derfor er de såkaldte dynamiske effekter yderst tvivlsomme.

  27. Claus Christensen

    Hvis en større andel af de globale ressourcer investeres i at gøre virksomheder mere effektive, herunder f.eks. mere energieffektive, bliver alle vindere, fordi der kommer en højere grad af behovsopfyldelse.

    Ressourcerne kan tænkes at komme fra kortsigtet forbrug, hvis selskabsskatterne sættes ned i stedet for personskatter/boligskatter. De kan også findes i form af energiafgifter.

    Desuden er der ikke tale om et nulsumsspil, men om gevinster, mange får glæde af, fordi der skabes mere global velstand og en større kapacitet for behovsopfyldelse.

    I første omgang kan det godt være, at uforstandige lande med en høj selskabsskat bliver straffet (ligesom lande der låner og forbruger for at få kortsigtet vækst bliver straffet som følge af konkurrence fra lande, der anvender ressourcerne mere forstandigt). Men det er kun retfærdigt, at den kloge narrer den mindre kloge :?)

  28. Jørgen Lang Jørgensen

    De lande der har en høj selskabsskat er ikke et udtryk for at de er uforstandige – og det har intet at gøre med, at den kloge narre den mindre kloge.

    Problemet er at EU-landene i dag lovligt kan nedsætte deres selskabsskat for derved at trække virksomheder til. Og det sker næsten uden ophør. Først det ene land og så det andet land.

    EU landene bruger selskabsskatterne som led i en kamp mellem statskasser.
    Der fører til et kæmpetab af selskabsskatteprovenue for de enkelte lande.

    Denne konkurrence om nedsættelse af selskabsskat har ført til, at mange politikere i EU bl.a. i Tyskland, Frankrig og andre EU-lande, nu taler for, at der skal indføres en bundgrænse for selskabsskatten for at undgå denne usunde skattekonkurrence.

    Derfor er det i EU der skal vedtages en minimums selskabsskattesats, så selskabsskatten ikke fuldstændig udhules.

  29. Johan jonson

    Diskussion af hvorvidt virksomheder har samfundssind eller ikke er ikke så meningsfuld, man bliver nød til at forholde sig til hvilke mekanismer skaber vindere og tabere i markedet. Tabere med samfundssind vil ikke være her længe, mens vinderne vil udelukkende vise det samfundssind der betaler sig eller de har råd til.

    Danish Crown synes at have over investeret i dansk slagtekapacitet, der ikke er konkurrencedygtig. Svineproducenterne leverer til andre mere effektive slagterier, Danish Crown får større overkapacitet bliver mindre konkurrencedygtigt hvilket styrker den uheldige tendens. Hvis Danish Crown’s ledelse vælger at ignorere dette og vise “samfundssind”, ville de næppe kunne gøre det særlig længe.

    Jørgen Lang Jørgensen peger på at dette er globaliserings skyld og at globaliseringen er politisk besluttet. Det kan være rigtigt at globaliseringen er politisk besluttet, men det er ikke en beslutning det danske folketing har begrænset indflydelse på, set fra Danmark er det en realitet vi skal forholde os til. Det er i hele taget næppe en udvikling der politisk kan omgøres, men det kan selvfølgelig reguleres, inden for de rammer markedet sætter.

    Jeg synes ikke man kan gøre det til succeskriterie at Danmark skal have samme produktions fremgang som verdens gennemsnittet, det er næppe realistisk at Danmark kan have samme produktions fremgang som for eksempel Kina der trækker 100 millioner af mennesker ud af fattigdom og hvor fremgangpotentialet er stort.

    Tværtimod tror vores økonomi kommer under større pres de kommende år, nordsøolien svinder ind, pensionister der var 24% af arbejdsstyrken 2004 og forventes at stige til 40% i 2035 – arbejdsstyrken som sådan svinder i samme periode.

    Der er rigeligt med bekymrende tal at tage fat på, er det realistisk at tale for økonomisk fremgang?

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.