Vestas: Vinderen

Jeg har et ambivalent forhold til Ole Sønnichsens bog om Vestas med navnet “Vinderen”. Jeg glæder mig over bogen fordi den fortæller et af de væsentligste stykker dansk erhvervshistorie i nyere tid. Man kommer ikke uden om Vestas hvis man vil forstå dansk erhvervsliv de sidste ti år. Alene dette er grund nok til at anbefale bogen varmt.
Men jeg er også kritisk fordi jeg oplever at forfatteren tegner et lidt for rosenrødt billede af en virksomhed og dens chef, Ditlev Engel, som gang på gang lover guldrandet vækst og derefter skuffer med ikke at kunne leve op til løfterne. Plus at de medarbejdere fra Vestas, jeg i de senere år har talt med, beskriver virksomheden meget forskelligt fra det billede som tegnes i medierne og i bogen. Det ligner for mig et medieskabt korthus som Ole Sønnichsen ikke har evnet eller ønsket at trænge ind i. Faktum er at Vestas taber markedsandel på trods af ufattelig medvind gennem mange år.
Men læs selv bogen og dan din egen mening!
Gads Forlag 299 kr. – er udkommet
