Arkiv for december 2009

Hvad jeg lærte af COP15

180px-cop15logo1

Her tror du måske at jeg vil kritisere det danske formandskab, men nej: Jeg er overbevist om at de gjorde deres yderste og ingen er som bekendt forpligtet over evne. Lars Løkke er jo ikke valgt til jobbet som statsminister i Danmark fordi han påstod at han var den bedste internationale mødeleder og forvandler, der fandtes. Det er han nok ikke. Men han har en masse andre egenskaber som har betydet at han har fået jobbet som statsminister i Danmark.

Det jeg lærte af COP15 var at den nye verdensorden som vi har talt om i årtier, nu er en realitet. De vestlige lande med USA i spidsen kan ikke længere svinge taktstokken alene. Kina, Indien, Rusland, Brasilien og andre forlanger indflydelse svarende til deres størrelse og betydning. De gamle såkaldte “stormagter”, England, Frankrig, Tyskland og Italien sidder på tilskuerpladserne. Det er den fremtid vi skal leve resten af vores liv i. Og det er den realitet vores børn og børnebørn kommer til at leve med.

Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande ikke mere verdens navle. Vi har mistet den førerposition som vi har haft i årtider, og som for mange er blevet en selvfølgelighed. Og udviklingen er godt på vej. I de kommende år vil vi rasle ned af listen over verdens rigeste lande. I 2008 var vi stadig nr. 5 på Verdensbankens rangliste. I 2006 var vi nr. 4. Og det går kun én vej, nemlig nedad.

For mig er det ikke den største ulykke i verden at Danmark sakker bagud, bare vi ikke bilder os ind at vi kan fastholde positionen som et af verdens rigeste lande. Det er en illusion. Medmindre vi ændrer vores holdning til arbejde, til iværksætteri, til erhvervslivets rolle i samfundet og til skat. Og på ingen af de punkter er der udsigt til ændringer i øjeblikket. Alle parader er oppe.

Derfor bruger jeg energien på at forberede mig til at agere i en verden der er meget forskellig fra den de fleste danskere troede vi levede i, før COP15. Et eksempel: De mange tusind arbejdspladser vi tabte i 2009, kommer ikke tilbage i Danmark. De genopstår i Kina, Østeuropa, Sydøstasien, Mellemøsten og Latinamerika. Så der ligger mit primære fokus. Svigter jeg Danmark? Nej! Danmark har valgt sin vej og det respekterer jeg. Jeg har bare et andet fokus. Men jeg er dog stadig åben for at være med hvis nogen i Danmark tør bryde med lønmodtagermentalitet og velfærdsrettigheder og i stedet fokusere på at skabe værdi.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Milliardærklubben

milliardc3a6rklubben

Den bog er god underholdning. Nok ikke noget man kan få ret megen forstand af, men interessant fordi den beskriver hvordan fem danskere i løbet af få år kunne tjene milliarder og sætte dem til igen lige så hurtigt.

De var dristige, smarte og dygtige. Ingen tvivl om det. Men man kan diskutere hvor megen reel værdi de skabte ved spekulationsprojekter inden for ejendomme og andre brancher. De hjalp hinanden og trak andre med. Også på vej ned.

Jeg er imponeret over forfatteren, Birgitte Erhardtsens research. Hun har hundredvis af detaljer med og jeg havde svært ved at lægge bogen til side. Det synes som om virkeligheden overgår fantastien!

Bogen er kommet på Gyldendal Business og koster 300 kr. Jeg synes den er pengene værd!

Mens vi venter på en klimaaftale – 10 forslag

Uanset om vi får en god eller mindre god klimaaftale i det næste døgn er der masser vi kan gøre selv for at reducere CO2 uden at det går ud over livskvaliteten. Her er nogle af de forslag jeg bedst kan lide:

  1. Spise flere grøntsager og mindre kød: Det er sundere, billigere og kan smage rigtig godt.
  2. Stoppe spildet af el og vand ved at holde øje med forbruget og systematisk finde kilderne til spild og eliminere dem.
  3. Køre i en mindre og mere CO2 venlig bil: Min Lupo 3L er komfortabel, hurtig, sikker og nem at parkere hvor andre giver op.
  4. Tage cyklen eller toget når bilen ikke er nødvendig: Det er sundere (cyklen) og giver tid til at læse (toget). Ellers: Kør flere i bilen.
  5. Holde videomøde i stedet for at rejse. Det virker fremragende, er billigt og sparer tid og penge (og CO2).
  6. Købe lokale fødevarer i stedet for importerede. De er friskere og du skaber aktivitet i lokalsamfundet.
  7. Se mindre TV og læs mere i de bøger du allerede har købt. Hvor stor en %del af bøgerne på hylden har du læst?
  8. Køb genbrugsting i stedet for nyt. Det er billigere og ofte lige så godt.
  9. Sænk temperaturen i stuen en grad og tag lidt varmere tøj på.
  10. Del dine forslag mad andre – skriv en kommentar!

Den frie organisation

fogh-kirkeby

Jeg kan lige så godt tilstå: jeg er ikke kommet helt igennem alle hjørner af Ole Fogh Kirkebys bog: Den frie organisation (Gyldendal Business, 350 kr. vejl.). Alligevel vil jeg gerne omtale bogen – endda rosende og med en anbefaling.

Bogen er vigtig; den handler om nogle grundlæggende træk ved organisationer i dag og den er uden for enhver tvivl skrevet af et menneske med en dyb indsigt i mennesker, organisation og filosofi. Men den er svær at læse. Kræver meget koncentration og tid – mere end det viste sig at jeg havde.

Bogen beskriver en form for ideal-organisation, hvor mennesker arbejder sammen på grundlag af lidenskab, næstekærlighed og fokus på opgaven. Organisationen har en balance mellem det erotiske (ja du læste rigtigt: passionen) og det agapaiske (det generøse og respektfulde). Uden at jeg kan påstå at jeg forstår hvert et ord, oplevede jeg at jeg genkendte mange af de træk i bogens beskrivelse som jeg husker fra organisationen i Oticon da det gik bedst.

Men som sagt orkede jeg ikke en grundig læsning af hver en side. Jeg håber alligevel at andre der læser bloggen, har fattet så megen interesse, at I vil tage slæbet; jeg tror ikke I bliver skuffede..

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.