http://www.business.dk/oekonomi/myte-
dansk-velstand-falmer

Jeg opfatter det samtidig som meget traditionsbundet. Et spejl af industrisamfundet uden den visionære nerve, som måske var tænkt med indlægget?

Kolind har en anden tilgang. Mere spændende og mere forpligtende og mere “farlig”. Hov – hvad er nu det. Tør vi det. Vil vi det. Vil vi noget sm helst? Egentlig ikke – mere af det samme – det er vel flertallets ønske.

Landets lykke synes at blive målt i hvor mange procent vi liggfer over ller under julesalget de forudgående år. Når jeg så kobler til dagligdagen og den måde jeg oplever menneskenes samvær på, så må jeg sige, at der er en hel del forbedringsmpunkt, både på den korte og den lange bane. Vorres verden er blevet (har altid væreT?) benhård og uden plads for ret megen menneskeligehed. Vi er fattige rige, reelt udsigtsløse, bedrevidende, ikke ydmyge, materialistiske misbrugere, der holder andre ude, så vi kan bevre honningkrukken for os selv. Alt imens vi skriger på at andre end vi selv ændrer adfærd. Konen i muddergrøften er glemt. Hvad husker vi – overhovedet?

At tale om at styrke livskvalitet som en politik er for mig at se tomt. At forsøge at definere hvad ser som livskvalitet er kan være et politisk projekt der er interessant.

Den dag vi alle bliver enige om hvad kvaliteten af et liv er er enden på politik – det er et totalitært samfund.

En tidligere post henviste til Nazismen, en meget relevant diskussion og noget vi bør tage ved lære af. Jeg tror ikke man i den hensende skal fokusere på de sidste år af Nazismen, hvad resultatet blev – men dets start hvad der fascinerede folk – hvad der fik dem til at tro på denne vej.

Der blev utvivlsomt slået på det nationale, men det var kun et aspekt – og der er en fejl at sidestille disse 2 aspekter.

De faresignaler jeg er mest opmærksom på i dag er accept om ikke knæfald for diktaturstater, det er i mine øjne det fri markeds endelige prøve om diktaturet er mere effektivt en demokratiet. En forestilling om at man kan dømme om kvaliteten/styrken/svagheden af et menneskeliv. En tanke der ligger mange protestanter nær, der er ingen tilfældighed at Hitler fik sine stemmer fra protestantiske kredse og i langt mindre grad fra katolske. Det er en farlig tanke – og forkert.

Man kan godt forestille sig et fremtidigt worst-case scenarie, hvor danske virksomheder ikke kan klare sig i den stadigt hårdere globale konkurrence og grundlaget for vores velstand forsvinder. (Danske eksportindustri har ikke klaret finanskrise-testen særligt godt). Og så har det været at gøre folk en bjørnetjeneste at vænne dem til, at der altid vil være en offentlig forsørgelse. Derfor går jeg også ind for, at offentlig forsørgelse i form af borgerløn skal være på et minimum – men til gengæld noget alle har ret til – uden at spille offer.

Samtidig tror jeg også det vil være godt for klodens miljø. Hvornår er nok nok? Hvor meget skov skal der fældes og bearbejdes fordi vi lige synes at den gamle køkkenbordplade skal skiftes, oftest helt uden brugsmæssige grunde?

Efter min mening vil de fleste mennesker gerne tage kontrol med deres eget liv og søge udfordringer – uden at være tvunget til det.

Den politiske indsats bør koncentrere sig om at bane vejen for, at borgerne selv kan tage hånd om sit liv. Det vil sige så mange muligheder som muligt og så få begrænsninger – f.eks. bureaukratiske regler – som muligt.

Hvis borgerne f.eks. har ret til en borgerløn på et meget lavt niveau uden regler og kontrol, vil det gøre dem bedre i stand til selv at tage hånd om deres liv. Problemet er i dag, at mange bureaukratiske krav gør det nødvendigt, at borgere med brug for hjælp indtager offerrollen – i stedet for rollen om kritisk forbruger.

- Dels fortsat at lade samfundet understøtte livskvalitet med mere og mere velfærd og service (management – reagerer).

Så, enten er livskvaliteten baseret på:
- Følelserne af, i højere og højere grad selv, at kunne håndtere eget liv og dets udfordringer.
- Følelserne af, at livet er mere og mere gnidningsløst grundet højere og højre “levestandart”, og færre og mindre udfordringer. Det paradoksale i denne “tankegang” er blot, at kravene til velfærd øges og øges i det uendelig.

Vi ved fra psykiatrien, at de mennesker der oplever modstand i livet også er dem der lærer at håndtere det, og de mennesker der oplever mindre modstand i livet også er de mennesker der udvikler sig til “pyldrehoveder”.

For mig, er det aller vigtigste polistiske emne, at definere hvoledes følelserne af livskvalitet skal skabes og opleves.
Skal det være gennem “stærkere” mennesker, eller gennem mere og mere velfærd, “passen op”, “nursing”, og “svagere” mennesker.

Politikerne afspejler de værdier, der generelt gælder i befolkningen. Værdier går ofte på, hvordan forbedrer vi mulighederne for at befolkningen kan leve et godt liv. Man kan i høj grad diskutere værdier: skal vi etablere en forureningsfri cykelsti ind til centrum af København eller skal vi udvide motervejsnettet i Hovedstadsområdet? Skal vi sikre, at den opvoksende generation får et godt grundlag for sin fysiske udvikling og indlæring i form af et sundt måltid i skolerne – eller er er det mere værdifuldt, at forældrene får dette ansvar og friheden til at bestemme, hvad børnene indtager? Der er masser af beslutninger, hvor befolkningens værdier er afgørende for udfaldet. Man kan diskutere, om vi for en sikkerheds skyld skal satse maksimalt på formindskelse af CO2-udledningen eller om vi skal sikre den enkeltes frihed til at frådse med energien. Man kan være imod tidsånden, men så må man argumentere rationelt imod den. I et demokrati er det meget uproblematisk at satse på at fremme de værdier, man går ind for – og det vil være en naturlig del af politikere med format og lederskab at overveje, hvordan livskvaliteten kan forbedres for borgerne.

Så det jeg siger – og det som mange forskere peger på – er at man kommer længst ved at omsætte sine målsætninger til ‘kontakter’ med embedmænd og borgerne. Hvorved vi ved hvad vi får for pengene. Men herved afskærer vi os også effektivt fra at kunne gøre det bedre . Det bedre kunne fx være læren som gøre noget ekstra for eleverne, noget som hverken de eller forældrene forlanger – sådanne tiltag kan så let som ingenting bliver omsat til at alle børn fremover skal have en “fedtfattig” madpakke i skolen – og dermed bliver det gode noget som vi alle tvinges til. (Naturligvis kan sådan noget ikke ske i virkeligheden?)

For det andet: Den “religiøse” dimension opstår når vi siger at vi har videnskabeligt bevis for at vi er på rette vej, altså når man fx kan henvise til vores værdier eller målsætninger. Det er ikke i praksis muligt at debattere værdier – og derfor vil man aldrig kunne argumentere i mod den fedtfattige mellemmad. Anti-rygere, sundhed apostle og andre fanatikere har let spil, men kan måske stoppes – det hele bliver langt værre når vi kommer til mere subtile varianter af de samme principper…..

Når vi kombiner de to spor og arbejder med “målbare værdier”, går det helt galt og bliver til værdipolitik, som i praksis ikke er til at skelne fra det vi normalt kalder new-age. New-age tankegangen og den politiske/værdibaserede tilgang ender i et fælles menneskesyn hvorved man legitimere en praksis hvormed man undertrykker den enkelte til fordel for (påståede/vedtagen) fælles værdier. Sat ind i dette forhold er kolinds forslag altså ikke ‘væsentligt’ bedre end Løkkes – skønt de virker noget mere sympatiske.

@Lars
Jeg mener at du (igen) bliver fanget af det politiske spil – hvor du i bedste mening forsøger at devaluere dit purpose til de værdibaserede præmisser. Dit bud er på mange måder mere sympatisk end Løkkes, men du vil alligevel blive fastholdt af systemet og i sidste ende kan selv den bedste retorik ikke ændre på det. Min kritik går naturligvis ikke på dig….. med du er ved at blive fanget af det før omtalte personlige kontrakt forhold som politk bygger på.

Det ville være langt mere konstruktivt hvis du kunne indføre purpose begrebet på et højere plan – for heri ligger også at det altid er tilladt at sprænge rammen. Purpose kunne indebære 10 bidrag som Denmark ‘giver’ til verden, fx har vi udviklet en fin vindmølle industri, som andre lande nu er ved at overtage – ville det være for ambitiøst at genbruge denne model for en mængde andre områder.

Et forslag til et purpose ville være at Danmark skal udvikle 25 globale sociale opfindelser i folkeskoleregi i løbet af de næste 5 år. Et sådant bidrag til verden ville ikke alene sætte os i en nu position på verdens kortet – det vil også opkvalificerer “danmark” til at arbejde med purpose som overgår den politiske agenda.
Vh Per