Ti mål for Danmark

Denne blogpost regner jeg med at få sønderlemmende kritik for. Hvem tror jeg at jeg er? Hvad får mig til at tro at nogen vil se på mine forslag til ti alternative mål for Danmark i forhold til Statsministerens? Har jeg fået storhedsvanvid? Tror jeg virkelig at jeg kunne blive en bedre statsminister end Lars Løkke. Jeg har hørt alle argumenterne. Alligevel kunne jeg rigtig godt tænke mig at få din reaktion på nedenstående ti mål for Danmark i 2020:

2009-10-mal-for-danmark-2020

Fortæl os andre om din mening!

68 kommentarer til “Ti mål for Danmark”

  1. Anders Sevelsted

    Er utrolig enig i din version af 2020 målet. Dine formuleringer er til et 12 tal. Ingen lukkede mål, men mål hvor man altid har mulighed for at gøre det bedre :-)

  2. Claus Christensen

    Lars’ mål er væsentligt bedre – mere ambitiøse og væsentlige. Især bør livskvalitet være det overordnede mål.

    Når der er tale om visionære mål, synes jeg, det er bedst at formulere målene uden at sætte tal på. Der er også eksempler på det i Lars’ mål, men jeg har svært ved at se, hvorfor Danmark mindst skal være nr. X til et eller andet. Det er alligevel umuligt at kvantificere og styre efter, da de andre lande også flytter sig. Det virker forkert, at man kan nå målet, ved at de andre bliver dårligere. Hvorfor ikke bare sige, at vi lægger vægt på at bekæmpe fattigdom i verden? Nogle vil sikkert finde det vattet, fordi man ikke bagefter kan følge op på, om målet blev nået.

    Når det drejer sig om kortsigtede mål, man selv har stor kontrol over, f.eks. produktionen af et antal produkter, er det dog bedst at sætte tal på målene, så man kan koordinere med resten af organisationen og løbende justere indsatsen.

  3. Jan Sjøstrand

    Jeg kan ikke læse dem – det er for uklart, og det er altså hverken grafikkort eller skærme der er noget galt med – det er for utydeligt.
    Så, Lars, smid dem lige ind i selve debatten.

  4. Jan Sjøstrand

    Nå da da, så blev det til en copy paste ind i et Word dokument – nu kan de læses ;-)

  5. Jan Sjøstrand

    Generelt:
    Kolinds mål er IKKE mål, alene af den grund at de IKKE er målbare.
    Løkkes er mere konkrete og målbare.

    I øvrigt er følgende kommentarer uden relation til om jeg synes det enkelte mål er relevant eller ej, og udelukkende henvendt til Kolinds mål.

    1.
    Vanskeligt at måle hvad mennesker oplever. Hvad er livskvalitet, og hvordan, og med hvilke midler når vi det? Er det gennem et fortsat voldsomt opkruende vælfærdssystem (og her af følgende krav og forventninger til samme), eller er det gennem udvikling af mennesker til i højere grad at kunne selv at kunne håndtere modstand og stresspåvirkninger?

    2.
    Hvad er arbejdsglæde, hvilke kriterier og hvordan skal det måles? Hvad vil være virksomhedernes ansvar i den sammenhæng, og hvilket ansvar er den enkelte medarbejders?

    3. Vanskeligt at måle hvad mennesker oplever. Nogle synes et givent “afkast er fordelagtigt, andre ikke.

    4.
    Hvilke garantier har vi så for, at de bedste muligheder også bruges og forrentes. Og så mener jeg teksten kan hedde:
    “… skolebørn have de bedste muligheder i verden for at udvikle kompetencer som de er bedst til”.
    Altså fokus på læring, læringsstile og læringsprocesserne og ikke selve kompetencerne.

    5.
    Hvad nu hvis det ikke er nok, relateret til omverdenen? Nogle vil måske hævde, at der er vi allerede nu?

    6.
    I min optik er vi der allerede!

    7.
    Hvad nu hvis det stadig er for ringe?
    Og igen, hvordan måles det?

    8.
    Hvad er integration – hvornår er man integreret og hvornår er man implementeret?
    Måske med følgende korrektion i teksten.
    “… Danmark skal være et åbent samfund hvor alle kontinuerligt bidrager til fællesskabet.

    9.
    Igen IKKE målbart. Hvordan måler man tryghed? Forestil dig at vi opnåede et samfund helt uden kriminalitet – der vil alligevel være nogle der føler sig utrygge og visa versa.
    Hertil kan konkret dokumentation (målinger)bruges i arbejdet med at øge tryghed.

    10.
    For ukonkret, Alene diskussionen af hvad bidrager og hvad gør ikke, og hvor hvor meget bidrager det med?

    I øvrigt:
    Vi skal fraholde os, at gøre følelser og fornemmelser til udtryk for mål, og for hvordan det går.
    Hvad nytter det, hvis Don Ø føler sig voldsom tryg lige nu, og egentligt føler det går fantastisk godt.
    At billisten føler det er trygt at drøne med 120 km/t igennem Bryrup Hovedgade.

  6. Lars Kolind

    Tak for gode kommentarer – jeg glæder mig til flere. Er helt opmærksom på problemstillingen målbar/ikke målbar: Desværre er ikke alle målbare ting vigtige og ikke alle vigtige ting målbare.

  7. Frank Calberg

    Lars, du skriver blandt andet følgende:

    ”I 2020 skal alle danskere have mulighed for et sundt liv, hvis de selv ønsker det.”

    Hvilke ændringer forestiller du dig skal ske for at nå dette mål? Hvilke eksempler på konkrete initiativer har du tænkt på?

  8. Frank Calberg

    Kunne det være noget med at gøre det mere attraktivt for mennesker at motionere i bycentre, f.eks. ved at bygge løbestier mv. – med f.eks. lidt blødere materiale i forhold til asfalt og i en anden farve end grå/sort – ind i bycentrene?

  9. Lars Kolind

    Mit største problem med Statsministerens mål er 1) at jeg ikke ser nogen tegn på at han vil sætte handling (reformer) bag de flotte ord, og 2) at nogle væsentlige ting, fx. Danmarks medansvar for udviklingsbistand, ikke er med.
    Der er masser at gøre for at give danskerne mulighed for et sundere liv. Jeg er generelt skeptisk over for flere forbud; vil hellere bruge gulerod, jfr. Frank Calbergs forslag ovenfor.

  10. Jan Sjøstrand

    Specielt den med danskernes sundhed, mener jeg er helt ude i hampen.
    Danskerne har rige muligheder for at leve et sundt liv.
    Vi skal passe på, at vi til sidst intet ansvar har tilbage for eget liv og livskvalitet.

  11. Frank Calberg

    Eller hvad med alle unge mennesker får mulighed for at købe/forpagte – for en for dem overkommelig pris – et lille stykke land af at byer/regioner/stat, således at mennesker lærer – fra barn-/ungdommen – at producere deres egen frugt, grøntsager – herunder gulerødder? Det kunne medføre, at unge mennesker af egen motivation lærer at leve sundt og samtidig spare penge.

    Mennesker, der arbejder for f.eks. supermarkeder og har viden om ernæring, kunne hjælpe til med at coache de unge i at leve sundt.

    Det kunne blive en win-win.

  12. Frank Calberg

    Lars, du skriver i et af dine mål ovenfor: ”I 2020 skal Danmark være blandt de tre førende lande i verden mht. bæredygtig energiforsyning og minimering af energispild.”

    Kunne man forestille sig, at hver person har mulighed for at gå ind på en internetside og se, hvor meget han/hun bruger i strøm pr. dag til forskellige ting i husstanden? Derudover: Kunne man forestille sig, at det enkelte menneske ligeledes selv har mulighed for på enkel vis via Internet at skifte til mere miljøvenlig energi? M.a.o.: Decentralisering.

  13. Frank Calberg

    Mht. dit mål # 1 har Andrew McAfee i dette interview nogle gode inputs til, hvorledes – på samme tid – resultater forbedres og arbejdsglæde forøges. Som jeg forstår Andrew McAfee, handler det bl.a. om at sætte det enkelte menneske i the driver’s seat samt økonomisk belønne ”grassroots efforts”.

    https://www.mckinseyquarterly.com/Business_Technology/BT_Strategy/How_Web_2_0_is_changing_the_way_we_work_An_interview_with_MITs_Andrew_McAfee_2468

  14. Frank Calberg

    For at få nogle af de mål, du stiller op, ned på virksomhedsniveau, dvs. gøre dem lidt mere konkrete, vil jeg foreslå at kigge lidt nærmere på de 12 punkter, Gary Hamel stiller og i dette blogindlæg:

    http://blogs.wsj.com/managemen.....rtune-500/

    Ved at arbejde seriøst med de 12 punkter kunne der for mange virksomheder være en del penge at spare/tjene.

  15. Frank Calberg

    Til Lars: Mht. guleroden, du nævner ovenfor, faldt jeg over en interessant artikel fra Frankfurter Allgemeine om, hvordan BMW arbejder.

    http://www.faz.net/s/RubD16E1F.....ntent.html

  16. Claus Christensen

    Målene ligger langt ude i fremtiden, hvor de kan påvirkes af meget, vi ikke kender eller kan påvirke. Derfor giver det ikke mening at gøre dem målbare.

    De visionære mål har mere karakter af værdier, som retningsgiver for beslutninger.

    Sundhed og livskvalitet kan den enkelte naturligvis påvirke, men samfundet kan også gøre meget. Som Frank er inde på: hvis byrum er indrettet med henblik på motion i frisk luft, kan det f.eks. påvirke både sundhed og livskvalitet.

  17. Jørgen Lang Jørgensen

    Grundlæggende er der ikke nogen markant forskel på de ti punkter for Danmark som Lars Løkke Rasmussen opstiller og de ti punkter Lars Kolind opstiller, idet der reelt er tale om en omskrivning og omformulering af de samme målsætninger.

    Hvis du ville spørge Lars Løkke om han er enig i Lars Kolinds ti punkter tror jeg helt sikkert, at han vil svare -ja.
    Hvem kan iøvrigt være uenig i de tilsammen 20 punkter?

    Hvis man sætter sætningen. “Jeg er helt uenig” foran alle 20 punkter – giver det jo ingen mening.

    Der hvor de politiske uenigheder og kampe vil opstå er når punkterne skal udmøntes i konkret poltik.
    Hvilke reformer skal der til for at nå de ambitiøse mål?

    Det er ret risikofrit for Lars Løkke Rasmussen at opstille en målsætning for år 2020 for da er han med næsten 100% sikkerhed ikke statsminister længere.
    Derfor ser med interesse frem til, hvornår han kommer med konkrete forslag til, hvordan Danmarks øjeblikkelige situation skal tackles.

    Foreløbig går det tilbage på næsten alle ti punkter.

  18. Claus Christensen

    For mig at se, er der en enorm forskel på at ville maksimere BNP og maksimere livskvaliteten. Når nationalbankdirektøren beklager sig over for lav arbejdsløshed, fordi det ifølge teorien giver lønpres eller når man vil skabe utryghed hos de for at forøge arbejdsudbuddet, er det en tankegang ud fra maksimering af BNP. Ønsker man at maksimere livskvaliteten, vil man nå til andre langt mere intelligente beslutninger. Det kan og skal diskuteres hvad livskvalitet er fra gang til gang, men som regel er de fleste ikke i tvivl.

  19. Jeppe Cramon

    Jeg er enig i at listerne er meget ens, men der er i mine øjne en subtil forskel. Lykkes liste er meget klinisk og “kold”, hvor Kolinds liste bevæger sig mellem at være værdier og mål. F.eks. livskvalitet er et vigtigere signal end BNP, omend også sværere, men ikke umulig, at måle.

    Jeg kan godt lide Kolinds fokus på vækst, livskvalitet, arbejdsglæde, tryghed, bidrag og det jeg læser som at folk _skal_ tage ansvar for deres eget liv.

    Det er tæt på at de 6 menneskelige behov, Tryghed/Variation/Betydning/Samhørighed/Vækst/Bidrag, er inkluderet i listen :)

  20. Frank Calberg

    Det kunne være interessant at kombinere udvikling af byrum med teknologier som f.eks. http://www.fixmystreet.com/, som muliggør, enhver person kan bidrage/deltage.

  21. Per Feldvoss Olsen

    Jeg er meget enig I flere af indlægene, der er jo ikke den store forskel i målene. Dit problem er at du forsøger at bøje dig for den politiske retorik, hvilket ender med nogle meget mål-faste bud, eller “sympatisk uld i mund”. Hvis du skal nærme dig dine forslag mere konkret må du designe de redskaber hvormed borgerne, universiteterne osv. kan vurdere om ‘staten’ forbedres(som Frank, Jørgen, Jeppe og Jan også er ind på det på for skellig vis).

    En bedre løsning ville netop være at indføre en “mellem statsligt” lag hvor igennem borgerne selv kunne opfinde og udvikle sådanne mål – vi oplever jo en enorm kreativ interesse, men det meste “fiser ud” i blog indlæg, eller andre mere eller mindre “overflødige” tiltag på nettet. Det ville fx være interessant hvis almindelige borger kunne få et indblik i den forskning universiteterne producere – giver denne forskning værdi til samfundet, eller kunne forskerne finde støtte hos borgerne/erhvervslivet til at undersøge emner som har en folkelig/demokratisk interesse?

    Problemet er så at fixmystreet løsningen ville kunne erstatte tusinder af politikere, og det får vi dem nok ikke med på – altså må vi gøre det selv.
    Vh Per

  22. Jan Sjøstrand

    Jeg opfatter det lidt som Jørgen – intet kan man være egentlige uenige i.

    Og det er bl.a. fordi det er alt for ukonkrete punkter. Det er gode hensigtserklæringer, uden mål og uden “hvordan”.
    Jeg tror at selv Villy og Pia kan blive enige om disse punkter. Blot antager jeg at de er rygende uenige om hvordan.
    Det er bla. i “hvordan” ueninghederne opstår, og uden “hvordan” er det blot en gang gode hensigter alle stort set kan støtte op om.

  23. Claus Christensen

    Løkkes 10 mål er nyttige i den forstand, at vi får anskueliggjort, hvor horisonten ligger for statsministeren, når han skuer ud i fremtiden og drømmer om, hvor Danmark skal nå hen. Tilsyneladende har regeringen intet lært om det tåbelige lånebaserede overforbrug, som ganske vist har fået økonomerne til at juble over fine BNP-tal, men som ikke har forbedret livskvaliteten eller andre mere væsentlige forhold. Selv på det økonomiske område, er vi i en væsentligt dårligere situation end mange andre lande med faldende eksport, store underskud og stigende arbejdsløshed. Har vi virkelig ikke fortjent et bedre lederskab?

  24. Ole Jeppesen

    Jeg forstaar ikke at begge de herrer bruger saa meget “krudt” paa langtsigtede maal i en saa foranderlig tid som den vi befinder os i lige nu. Lidt mere konkrete initiativer til de foerste spadestik som kan faa DK igennem krisen paa en vaerdig maade ville vaere at foretraekke

  25. Jan Sjøstrand

    He he Claus .. det er netop IKKE lederskab – det er management ;-)

  26. Claus Christensen

    Det kommer vel an på, hvor langsigtede løsninger, man finder på, ikke sandt, Jan? ;^)

  27. Jørgen Lang Jørgensen

    I stedet for at drømme og opstille mål for år 2020 så har vi i Danmark og globalt bl.a. følgende kriseproblemer der skal tages hånd om:

    Finanskrise, klimakrise,fødevarekrise, oliekrise, sikkerhedspolitisk krise.

    Verden står overfor kriser som har den fælles virkning at de kan lede til national protektionisme, stærke spændinger landene imellem måske krige om ressourcer.
    Nødstedte befolkningsgrupper vil blive drevet på flugt fra fattigdom og sult.

    Trangen til vedvarende vækst driver og forstærker de ovenfor nævnte kriser via spekulanters grådighed på det globale marked.

    Dagens politiske ledere tumler rundt på den globale scene fra krisemøde til krisemøde og de har, og her er Præsident Obama et godt eksempel på hvor svært det er at bøje viljer og særinteresser mod hinanden.

    Det er en kæmpeudfordring at finde rigtige og bæredygtige svar til en jordklode i nød, det er ikke nok, at drømme og sætte ti målsætninger for år 2020 – der skal udvises lederskab og handling nu.

  28. Alf Petersen

    Forskellen på de to lister over mål er, at Lars Kolind mere tænker i formål end mål, mens Lars Løkke lirer nogle mål og midler op i en pærevælling, uden tilsyneladende at overveje de bagvedliggende formål.

    Selvfølgelig er BNP vigtigt – men hvis vi sætter det som mål, så bliver jagten på et højere BNP til et de-facto formål.

    Ellers er vi strats tilbage i alt dette der har medført dette uføre; finanskrise, miljøkrise m.v. BNP bør aldrig være mere end et middel.

    Og så kan man jo altid diskutere det fornuftige i at bruge relative mål (Vi skal være blandt de 10 bedste osv.).

    Lars Løkke kunne ærlig talt have godt af at læse lidt Edward Deming og lidt system tænkning.

  29. Jan Sjøstrand

    Claus .. næææ, ledese er ledelse og management er management, og det har intet med tid at gøre, ud over at lederskab i nogen sammenhænge tager længere tid at slå igennem med, hvor management ofte virker kraftigere på kort sigt.

  30. Claus Christensen

    Jeg er meget enig med jlj og ap.
    Jan, hvis man opfatter den nuværende krise som noget, der bare skal brandslukkes, så er der tale om management, men man kan også vælge løsninger, der er holdbare på længere sigt. Investering i infrastruktur og vindenergi løser både et arbejdsløshedsproblem på kort sigt og skaber grundlag for større rigdom på langt sigt. Det er lederskab. At pøse sp-penge ud til udlandsrejser er vel ikke engang management – det er bare dumt.

    “Management handler om, hvad vi gør, hvordan vi gør det, hvornår vi gør det og med hvor meget vi gør det. Management handler med andre ord om at styre mod et mål.

    Leadership handler om, hvorhen vi skal og hvorfor skal vi derhen. Leadership handler med andre om at lede mod en vision.”

    https://www.stepstone.dk/For-Virksomheder/Tips-og-artikler/management-og-leadership.cfm

  31. johan jonson

    BNP har nogen svagheder, men giver en rimelig indikator for økonomisk aktivitet – der er nogle svagheder med hensyn to miljø, i hele taget med forbrug af fælles resourser.

    Livskvalitet er et frygteligt begreb, en tidligere blogpost morede sig med at lave anlogier til det 3. rige – livskvalitets begrebet refererer for mig til noget helt centralt i Nazismen.

    Staten bør ikke vurdere livskvalitet eller kvalitet på liv, der hverken kan eller bør laves objektiv vurdering på livskvalitet.

  32. Jan Sjøstrand

    Jeps Claus … jeg kender godt den betragtning mellem management og lederskab. Den er i min verden for unuanceret.
    For mig er ledelse at arbejde med mennesker, management er arbejde med processerne, strukturerne og opgaverne.
    Lidt som Lars Kolind skriver på sin Facebook: “Wonders: LEAN focuses on processes and production/delivery. Is there a people management process that completes LEAN”

    Det tolker jeg helt i tråd med det jeg udtrykker her. LEAN er management, noget andet er arbejdet med mennesker -det kalder jeg ledelse, og hos os hedder det Mentalledelse®. En absolut unike ledelsesplatform der klart separerer de 2 begreber i arbejdet og alligevel kobler dem sammen i samme “platform”.

    Årsagen er at det er umuligt at lede processer – det er udelukkende muligt at lede menesker.

    Det er sådan vi betragter det, og vi synes det er uhyre vigtigt aspekt, alene af den grund, at bringe laaaaaaaaangt fokus på det Lars Kolind kalder people management (som jeg tolker det), selv om at jeg ikke bryder mig om begrebet management når det handler om mennesker.

    Det er blot mine synspunkter og tanker om det ;-)

  33. Jette Jakobsen

    Det var gode forslag.Verden er andet end penge, selvom jeg godt ved, at det er meget vigtig at kunne sørge for sig og sine. Der er vel grænser for fremgang i velstand i penge? Lidt mere lighed, og lære at dele verdens goder. Så tror jeg at menneskene når langt.
    Det var lidt svært at læse..ligesom dobbelt, og lidt utydeligt, måske er det min gamle PC???

  34. Helle Munch Oldefar

    Noget af det, Lars skriver, er der nok mange der mener, at vi allerede har.
    Jeg kan egentlig ikke se at Lars’ omformulering ikke kan indeholdes i Venstres visioner, så ‘go for it’ Lars :-)

  35. Mona Ammitzbøll

    Må jeg kaste ind i debatten her, at det faktisk kan lade sig gøre at måle menneskeligt velvære på landsplan. Det lille kongerige Bhutan gør det! De har et “Gross National Happiness”-indeks, hvor faktorer som psykologisk velvære, samfundets energi, økologisk mangfoldighed og balancen mellem arbejde og fritid – har en lige så stor plads i indeks-tallet.
    Og hvad gør man – tjah – man spørger folk!

    Var det ikke noget at indføre i verdens lykkeligste land?

  36. Frank Calberg

    Interessant input, Mona.

  37. Helle Munch Oldefar

    Det er vel også derfor danskerne er blandt verdens lykkeligste! Det er målt.

  38. Kristian Skriver Sørensen

    Jeg synes det er fine mål, du opstiller her. Men jeg mener blot at de håndgribelighed. Hvordan måler man dette?
    Jeg synes utrolig godt om Statsministerens de er ambitiøse og målbare.

  39. Jan Sjøstrand

    Løkkes er konkrete og målbare, helt som mål skal være for at være mål. Kolinds er mere visionære udsagn.

    Visioner er visionære udsagn om overordnet ønskede “tilstande” – IKKE mål.
    Mål er konkret og målbar bevisførelse for at visioner realisres.

    Kolinds visioner er attraktive – Løkkes mål kan være noget af bevisførelsen for at visionerne nås, eller er på vej til det. Det kan andre mål naturligvis også gøre.

  40. Claus Christensen

    I forsøget på at gøre sine mål målbare, begår Løkke en fejl. Fejlen er, at han ikke går efter de virkelige mål, der betyder noget. Det betyder noget – formentlig også for Løkke – at danskerne lever et lykkeligt og sundt liv. Det reducerer han til et spørgsmål om levetiden, hvilket måske kan være et udtryk for et sundt liv (men det kan også være et udtryk for en satsning på livforlængende medicin og udstyr, hvilket jo ikke nødvendigvis gør danskerne lykkeligere). Det vil være bedre – som i Bhutan – at fastsætte en række indikatorer for lykke, man måler på. Og så bør man fastsætte målene for de mere konkrete indikatorer på kort sigt, så målene bliver et arbejdsredskab – og ikke nogle ret tilfældige skåltale-mål.

    Jeg har tidligere kritiseret, at målene er relative i forhold til andre lande. Rent målbarhedsmæssigt har dette dog den fordel, at man tager højde for, at forudsætningerne ændrer sig. Et kvantitativt mål som en gennemsnitlig levetidsforlængelse på 3 år kan vise sig at være alt for uambitiøs, fordi forudsætningerne har betydet, at de fleste landes levetid stiger med 10 år. Derimod tager en relativ placering i top 10 højde for ændrede forudsætninger. Men holdningen til landenes udvikling som et hestevæddeløb, for landene konkurrerer indbyrdes, er grundlæggende forkert – ikke mindst i betragtning af de fælles globale udfordringer.

  41. Jan Sjøstrand

    Jeps Claus
    jeg er helt åben for andre målinger – blot skal det jo være målbart, og når noget skal kunne måles skal det jo også defineres, og det er netop i definitionerne at man bliver politisk uenige.
    Jeg har mine egne standarter for mit liv, og dem giver DK mig rige muligheder for at udnytte. Eksempelvis vedr. at holde sig i form”, “at opnå et lykkeligt liv”, er det mere afgørende hvad jeg selv GØR end hvad samfundet KAN gøre og tilbyder.

    Der er for mig at se ingen begræsnninger i Danmark for, at den enkelte kan opnå et lykkefyldt liv eller god form – det er mere spørgsmål om egen tænkning, ansvarlig og adfærd.

    For mig er et godt samfund, et samfund der understøtter og udvikler mennesker til at blive “stærkere” – IKKE et samfund som plejer og nurser os ind i mental og psykologisk afhængighed.

    Vi har aldrig haft det så godt og alligevel aldrig haft så meget depression og stress – der er noget fundamentalt galt med velfærdsdefinitionerne –
    Hvad er velfærd egentlig?

  42. Per Feldvoss Olsen

    Jeg tror ikke rigtigt vi kommer videre – før vi forstår hvornår det der med målingerne går galt.

    Problemerne hober sig op når målene bliver til ‘personlige’ målsætninger. Hvilket statslige mål hurtigt bliver når de rammer embedsmændene. lærerne og andre som skal udføre arbejdet. Min søn kom hjem med en rigtigt god gåde i går: Hvad får man når man krydser en lærer med en vampyr?

    Problemet er at vi har en målsætning – at leve evigt, men for at være helt sikre på at vi er på rette vej må der indføres en masse kontroller. I praksis bliver man altså ‘optaget’ af at kontrollerer sig selv at man glemmer at målene omhandler en vision og ikke en egentlig sandhed. Derfor bliver sådanne politiske visioner gradvist, men systematisk reformuleret – til et punkt hvor man ikke kan skelne politisk praksis fra en religiøs praksis. Som jeg også tidligere har påpeget det, kan man ikke formulere sig visionært inde for de rammer som politik udstikker, derfor vil Lars’ visioner aldrig kunne overleve i det politiske miljø.

    Hvis vi vil gøre det bedre end de, skal der et paradigme skifte til, som bl.a. betyder at vi ikke underkaster os de krav som ellers er så populære i det postmoderne samfund. Som sådan kan samfundet altså ikke ‘gøre’ os stærkere, mere kreative, klogere – men de systemer som vi skal opbygge skal derimod designes således at vi ‘kan’ bruge vores styrker, vores kreativitet og vores visdom. Forskellen kan syne fraktal – men pointen er netop at den kan udvikle sig kaotisk til nogle monstrøse systemer som vi ikke kan styre…
    Vh Per

  43. Jan Sjøstrand

    Sådan Per .. det er bl.a. det jeg mener med “stærkere” – tak ;-)

  44. Per Feldvoss Olsen

    Jeg mener helt seriøst at reproduceret velfærd og lykke, må betragtes som ‘sekundære’ konsekvenser af et politisk samfund. Disse følelser kan lige så godt være raffinerede illusioner, som de kan være helt reelle erkendelser af at vi har det noget bedre end vi egentlig kunne forvente. Vi kan altså skabe en så kraftig og forførende illusion, at vi aldrig opdager at det kunne være endnu bedre – men illusionen kan også skabe en forventning som medføre en vi fanges i en evig stræben der aldrig får en ende.

    Det som skulle blive udvikling bliver en afvikling – med retning mod den laveste fællesnævner: “det perfekte menneske”. Det målsætningsræs, som Luther forsøgte at afskaffe, har det postmoderne samfund reproduceret ganske effektiv i form af værdibaseret ledelse og Cooperate religion.Det vi får ud af dette på det personlige plan er ikke stærkere mennesker, men folk som er gode til at reproducere de værdier som er vedtaget centralt. I den forstand er der ikke mulighed for de store differencer i værdi arbejdet…. altså kan mennesket aldrig gøre det bedre og dermed må produktet siges at være sekundært!
    Vh Per
    p.s. Svaret på gåden er, at “vi får en masse blodprøver” – moralen i forhold til dette emne er altså, at man sagtens kan tage en masse blodprøver men lige meget hvor mange målinger vi foretager vil samfundet stadigt være lige blodfattigt.

  45. Claus Christensen

    Nu bliver det vist en anelse langhåret ; )

    Der er ingen, der taler om at kontrollere og tvinge folk til noget og det er klart nok, at ansvaret og mulighederne for et lykkeligt liv primært ligger hos den enkelte, især hvis man er så heldig at bo her i landet.

    Men ved politisk at fastlægge rammerne for borgernes liv, kan man uden tvivl gøre en del – og man kan roligt forsøge at gøre så meget som muligt for at fremme lykken. I praksis er de fleste enige om, at sygdom, ulykker, arbejdsløshed osv. er dårligdomme, man fra samfundets side bør bidrage til at undgå. Disse elementer ingår som indikatorer i Bhutans lykkeindeks og man kan roligt måle og følge op på, om konkrete tiltag virker i den rigtige retning. Det må ud fra en pragmatisk vinkel være noget, man fra politisk hold bør interessere sig for – uanset partifarve. Ønsket om et lykkeligt liv er noget almenmenneskeligt og jeg kan slet ikke se, hvor religiøs tro kan komme ind i den diskussion.

    At stræbe efter borgernes mulighed for et lykkeligt liv, kan man roligt gøre som politiker, uden at det nødvendigvis medfører ufrihed for den enkelte, for det er en del af den demokratiske proces at diskutere sig frem til, om de konkrete tiltag virker lykkefremmende. Personlig frihed indgår i øvrigt også i lykkeindekset.

    I teorien kan man naturligvis altid opstille skræmmescenarier om kontrol og samfundsmæssige mål, der gradvist kvæler individets frihed osv., men i praksis er det ikke relevant.

  46. Claus Christensen

    Der er her et link, hvor man kan se de indikatorer, der anvendes i Bhutans lykkeindeks. Sjovt nok kan de alle umiddelbart anvendes i Danmark – det er noget almenmenneskeligt, som ikke engang afhænger af kultur.

    http://en.wikipedia.org/wiki/G.....indicators

  47. Claus Christensen

    Ok – jeg fandt vist frem til et mere internationalt index.

    Her er det rigtige link til Bhutans udgave af indekset – og jeg må indrømme, at der er i den sprirituelle del af indekset er elementer, der nok vil møde religiøst betinget modstand, så vi må hellere tage den internationale version ;)

    http://www.grossnationalhappin.....ables.aspx

  48. Lars Kolind

    Jeg har læst alle bidrag Tak!
    Der er i hvert fald tre grundlæggende forskelle mellem Løkkes mål og mine:
    1) For Løkke er det afgørende at målene kan måles, dvs. gøres op i tal. Det er det ikke for mig. Jeg formulerer et (for)mål som er vigtigt (for mig) og så accepterer jeg at det ikke kan måles direkte, men til gengæld kan det belyses med forskellige indikatorer. Fx er mit mål livskvalitet mens Løkkes er BNP. Jeg er faktisk ligeglad med BNP; det gør mig ikke gladere selvom det kan måles. Livskvalitet kan belyses med en lang række indikatorer.
    2) Den anden væsentlige forskel er at jeg mener det er et selvstændigt mål for Danmark at tage et globalt ansvar, fx. ved at bidrage til bekæmpelse af fattigdom. Det aspekt har Løkke ikke med. Alle mål stopper ved grænsen.
    3) Der er også andre forskelle i substans: Mange vækstiværksættere er noget helt andet end stor arbejdsglæde; jeg anser det sidste for langt vigtigere. Der er også stor forskel på at ha et stort arbejdsudbud (Løkke) og at det skal kunne betale sig at arbejde. Løkkes mål om at danske skoleelever skal være blandt top 5 i læsning, matematik og naturfag er totalt forskelligt fra mit: at danske børn skal have de bedste muligheder for at udvikle de kompetencer de er bedst til. Der er en afgrund til forskel.

    At sætte mål er at ophøje noget til at være vigtigere end andet. Jeg ville ønske at Løkke og et flertal i Folketinget gik ind for mine mål, men så kan de ikke samtidig gå ind for Løkkes mål! Man må vælge!
    Hvad siger du?

  49. Jan Sjøstrand

    Hvis mennesker vælger leve usundt og skadeligt – så lad dem dog, blot bør vi vurdere om resten af samfundet skal betale, og i hvilket omfang.
    IKKE principielt, mere fordi jeg tror på, at jo mere samfundet kan og vil gøre for os, jo mindre ansvarlige bliver vi.

    Mennesker bliver i langt højere grad lykkelige af egen ansvarlighed, end af unødvendig velfærd.

    Vi har faktisk et samfund der sætter skilte op på vejen, for at fortælle, at afstribning mangler.

  50. Claus Christensen

    @Jan
    Hvordan vil du afgøre, om en person har fået kræft,

    1) fordi samfundet (EU) har tilladt kræftfremkaldende stoffer i sutteflasker
    2) har valgt at cykle i myldretiden og dermed har udsat sig for skadelige partikler
    3) har været ryger

    Hvis man – efter meget detektivarbejde – har fundet frem til årsagen: hvornår skal personen selv betale for behandlingen?

    Og er der færre syge i samfund, hvor borgerne selv betaler for behandling?

  51. Jørgen Lang Jørgensen

    Punkt 2. i Lars Kolinds sidste indlæg vil jeg gerne kommentere:

    Jeg støtter selv og er medlem af Red Barnet.
    Red barnets værdigrundlag er FN`s børnekonvention og jeg mener denne organisation yder et uvurderlig arbejde for børns vilkår verden over.
    Der er mange hjælpeorganisationer der også udfører et stort og nyttigt ulandsarbejde til gavn for mange fattige og nødlidende mennesker i verden

    Men megen ulandshjælp, især den statslige ulandshjælp, kommer til, indirekte at støtte korrupte regimer, som bruger midler, som ulandshjælpen frigør, til at understøtte og opretholde diktaturer, som på den mest brutale måde undertrykker deres befolkninger.

    Det politiske korrekte selskab fra Dansk Industri over Venstre og Konservative til De Radikale, Socialdemokratiet og SF går ind for en massiv import af højtuddannede mennesker fra U- landene.
    Tillige går de ind for globalisering, der godt nok flytter arbejdspladser til U- landene, men ikke med den hensigt at give arbejderne i u-landene ordentlige løn -og arbejdsvilkår eller give dem andel i overskuddet fra produktionen.
    Dette overskud beholder virksomhederne selv.
    Når U-landshjælp gives på denne måde sker det på et meget tvivlsomt grundlag

    Hvis U-landhjælp virkelig skal hjælpe de fattige skal Danmark og øvrige I-lande undlade at medvirke til den hjerneflugt der skar fra U-landene tillige bør alle I-lande inklusiv medlemslandene i EU fjerne alle toldbarrierer der forhindrer U-landene i, at afsætte deres produkter i EU og øvrige I-lande.

  52. Lars Kolind

    @Jørgen Lang Jørgensen,
    Du rammer en central pointe: At være førende med at bidrage til bekæmpelse af fattigdom er ikke det samme som at give flest penge. Det er jeg enig i. Vi bør stræbe efter at være de dygtigste til at bekæmpe fattigdom ved at sætte lokal erhvervsudvikling i gang så befolkningen kan brødføde sig selv. Det er bl.a. det jeg selv har arbejdet med i Mellemamerika.

  53. Frank Calberg

    Til Lars: Hvad er dine grunde til, at du ”faktisk er ligeglad med BNP?”

  54. Lars Kolind

    Jeg er ligeglad med BNP fordi det omfatter en mængde ting der er irrelevant for vores livskvalitet. Hvis fx. vi køber grønsagerne i en butik bidrager det til BNP; hvis vi dyrker dem i haven indgår det ikke i BNP. Hvis vi skruer ned for varmen eller fyrer med træ fra haven falder BNP fordi vi køber mindre kul og olie. BNP måler den samlede økonomiske aktivitet i samfundet og den er ikke noget mål i sig selv – efter min mening.

  55. Jan Sjøstrand

    Claus
    Naturligvis skal mennesker have al den behandlingshjælp vi kan give.
    Når det så er sagt,:
    - er det vel ingen grund til at bruge en sutteflaske der overhovedet er tilsat giftstoffer, selv om at nogen har tilsat det, og at det opfylder visse OK kriterier.
    - Er det stadig et valg man selv træffer med hensyn til hvor man bor, og hvor og hvornår man cykler.

    Når jeg overnatter i København, er der altså ingen der får mig til at løbetræne i byen, der er vel ingen grund til ligefrem at hive efter vejret i den beskidte luft.

    Jeg synes vi er rigtig godt igang med at udvikle et ansvarsløst “GPS samfund”. Der kommer anvisninge rpå snart alt, jo flere anvisninger, jo mindre tænker vi selv. Endvidere bliver mange af anvisninger til legaliseringer, eksempelvis er anvisninger på at max. 21 genstander blevet til “helt OK at drikke 21 genstande” etc.

    Vi vælger selv vores adfærd – den synes jeg også vi i højere grad end det sker nu, skal stå til regnskab for

    Lad os da indrette et samfund hvor vi i højere og højere grad lærer at tage ansvar for deres egne belsutninger og i større udstrækning selv “betaler” for dem.

    og jo, der er en del dilemmaer i det, specielt omkring vores sundheds- og behandlingsvæsen.

  56. Claus Christensen

    Forældre har krav på, at myndighederne sikrer befolkningen imod skadelige kemikalier – det er i den grad noget svineri, at den danske regering ikke udviser lidt civil ulydighed overfor EU og bare forbyder kræftfremkaldende stoffer, der kan havne i spædbørn. Så må man tage den sag ved EF-domstolen.

    Med hensyn til hvor man bor, er der altså en del medborgere, der ikke kan vælge og vrage, men dagligt udsættes for skadelige stoffer og støj.

    Generelt er det efter min mening helt fint, at vi ikke er ligeglade med vore medborgere – selvom de måske “ligger som de har redt”. Der er ikke noget, der tyder på, at danskerne er blevet mindre ansvarlige af det – tværtimod.

    Derimod kan man med fordel indbygge økonomiske incitamentere – f.eks. ved at kommuner sparer bidrag til sundhedsudgifter, hvis de forebygger sygdom og begrænser antallet af indlæggelser hos kommunens borgere(noget man allerede har i begrænset omfang).

  57. Jan Sjøstrand

    Helt enig i at vores samfund burde udvise civil ulydighed med hensyn til tilsætningsstoffer, alene af den grund at vi ikke selv kan, eller tror det er i den fineste orden når nu det holder sig indenfor en eller anden grænseværdi.

    Jeg synes det tyder på at vi er blevet mindre ansvarlige for os selv. Og det tyder krafttigt på, at når noget tager ansvar for os, lader vi selv være.

    Vores valg, herunder valg af bopæl, handler mere om kompromisser.

    Fedme blomstrer, diabetes 2 blomstrer, stress blomstrer, og depressioner blomster. Der er altså noget rivende galt med den måde vi har skruet vores samfund sammen på, og jeg er overbevist om det er borgernes ansvarlighed for egen velfærd den er gal med, og det kan der være flere årsager til?

  58. Bo Kalvslund

    Spændende diskussion.

    Jeg har lige igår været til foredrag med Chris Macdonald.

    Dén mand har virkelig mange gode idéer til hvordan vi både som individder og som samfund får fat i flere ressourcer og bliver befriet for nogle af de dårligdomme vi bliver udsat for eller udsætter os selv for.

    Han fremsatte også en vision om at klimaforandringerne er vand ved siden af de økonomiske og menneskelige konsekvenser vi kommer til at stå med hvis vi ikke ændrer vores livsstil (som nævnt ovenfor – man behøver ikke drikke 21 genstande eller 10 kopper kaffe om dagen)

    Det lyder meget moraliserende men det kan kun anbefales at se et foredrag med Chris M. – han er både sjov og genial..

    Mht. til udgifter til sundhed – så er det her vi kan vinde hvis vi indser det rigtige i motion, søvn og sund kost.

    -og det er jo ikke kun den enkeltes ansvar – vi kan jo politisk bestemme at der skal være mere idræt i skolerne og så støtter jeg bestemt civil ulydighed overfor ufornuftige mindste krav i EU.

  59. Per Feldvoss Olsen

    @Claus – beklager det sene og langhårede svar….
    To spor her: for det første kan vi være rimeligt sikre på at ‘målene’ vil blive målt og derved er vi inde i det jeg kalder en ren reproduktion af de værdier som politikerne har. Hvis man, som embedsmand eller borger, forsøger at gøre det bedre end som så vil dette blive stoppet eller overset.

    Så det jeg siger – og det som mange forskere peger på – er at man kommer længst ved at omsætte sine målsætninger til ‘kontakter’ med embedmænd og borgerne. Hvorved vi ved hvad vi får for pengene. Men herved afskærer vi os også effektivt fra at kunne gøre det bedre . Det bedre kunne fx være læren som gøre noget ekstra for eleverne, noget som hverken de eller forældrene forlanger – sådanne tiltag kan så let som ingenting bliver omsat til at alle børn fremover skal have en “fedtfattig” madpakke i skolen – og dermed bliver det gode noget som vi alle tvinges til. (Naturligvis kan sådan noget ikke ske i virkeligheden?)

    For det andet: Den “religiøse” dimension opstår når vi siger at vi har videnskabeligt bevis for at vi er på rette vej, altså når man fx kan henvise til vores værdier eller målsætninger. Det er ikke i praksis muligt at debattere værdier – og derfor vil man aldrig kunne argumentere i mod den fedtfattige mellemmad. Anti-rygere, sundhed apostle og andre fanatikere har let spil, men kan måske stoppes – det hele bliver langt værre når vi kommer til mere subtile varianter af de samme principper…..

    Når vi kombiner de to spor og arbejder med “målbare værdier”, går det helt galt og bliver til værdipolitik, som i praksis ikke er til at skelne fra det vi normalt kalder new-age. New-age tankegangen og den politiske/værdibaserede tilgang ender i et fælles menneskesyn hvorved man legitimere en praksis hvormed man undertrykker den enkelte til fordel for (påståede/vedtagen) fælles værdier. Sat ind i dette forhold er kolinds forslag altså ikke ‘væsentligt’ bedre end Løkkes – skønt de virker noget mere sympatiske.

    @Lars
    Jeg mener at du (igen) bliver fanget af det politiske spil – hvor du i bedste mening forsøger at devaluere dit purpose til de værdibaserede præmisser. Dit bud er på mange måder mere sympatisk end Løkkes, men du vil alligevel blive fastholdt af systemet og i sidste ende kan selv den bedste retorik ikke ændre på det. Min kritik går naturligvis ikke på dig….. med du er ved at blive fanget af det før omtalte personlige kontrakt forhold som politk bygger på.

    Det ville være langt mere konstruktivt hvis du kunne indføre purpose begrebet på et højere plan – for heri ligger også at det altid er tilladt at sprænge rammen. Purpose kunne indebære 10 bidrag som Denmark ‘giver’ til verden, fx har vi udviklet en fin vindmølle industri, som andre lande nu er ved at overtage – ville det være for ambitiøst at genbruge denne model for en mængde andre områder.

    Et forslag til et purpose ville være at Danmark skal udvikle 25 globale sociale opfindelser i folkeskoleregi i løbet af de næste 5 år. Et sådant bidrag til verden ville ikke alene sætte os i en nu position på verdens kortet – det vil også opkvalificerer “danmark” til at arbejde med purpose som overgår den politiske agenda.
    Vh Per

  60. Claus Christensen

    @Per
    tak for svaret, som jeg tror, jeg forstår – selvom det fortsat forekommer lidt langt fra, hvad der er relevant for praksis (lidt langhåret).

    Politikerne afspejler de værdier, der generelt gælder i befolkningen. Værdier går ofte på, hvordan forbedrer vi mulighederne for at befolkningen kan leve et godt liv. Man kan i høj grad diskutere værdier: skal vi etablere en forureningsfri cykelsti ind til centrum af København eller skal vi udvide motervejsnettet i Hovedstadsområdet? Skal vi sikre, at den opvoksende generation får et godt grundlag for sin fysiske udvikling og indlæring i form af et sundt måltid i skolerne – eller er er det mere værdifuldt, at forældrene får dette ansvar og friheden til at bestemme, hvad børnene indtager? Der er masser af beslutninger, hvor befolkningens værdier er afgørende for udfaldet. Man kan diskutere, om vi for en sikkerheds skyld skal satse maksimalt på formindskelse af CO2-udledningen eller om vi skal sikre den enkeltes frihed til at frådse med energien. Man kan være imod tidsånden, men så må man argumentere rationelt imod den. I et demokrati er det meget uproblematisk at satse på at fremme de værdier, man går ind for – og det vil være en naturlig del af politikere med format og lederskab at overveje, hvordan livskvaliteten kan forbedres for borgerne.

  61. Jan Sjøstrand

    Generelt kan livskvalitet øges gennem 2 overordnede perspektiver.
    - Dels at udvikle de enkelte borgere bedre i stand til at håndtere eget liv, livets modstand og udfordringer, fysisk og psykisk (personligt lederskab – agerer).

    - Dels fortsat at lade samfundet understøtte livskvalitet med mere og mere velfærd og service (management – reagerer).

    Så, enten er livskvaliteten baseret på:
    - Følelserne af, i højere og højere grad selv, at kunne håndtere eget liv og dets udfordringer.
    - Følelserne af, at livet er mere og mere gnidningsløst grundet højere og højre “levestandart”, og færre og mindre udfordringer. Det paradoksale i denne “tankegang” er blot, at kravene til velfærd øges og øges i det uendelig.

    Vi ved fra psykiatrien, at de mennesker der oplever modstand i livet også er dem der lærer at håndtere det, og de mennesker der oplever mindre modstand i livet også er de mennesker der udvikler sig til “pyldrehoveder”.

    For mig, er det aller vigtigste polistiske emne, at definere hvoledes følelserne af livskvalitet skal skabes og opleves.
    Skal det være gennem “stærkere” mennesker, eller gennem mere og mere velfærd, “passen op”, “nursing”, og “svagere” mennesker.

  62. Claus Christensen

    @Jan
    Hvis man forudsætter, at mennesket henfalder til sløvhed, hvis det ikke er nødt til at tage sig sammen for at overleve, så har du ret.

    Efter min mening vil de fleste mennesker gerne tage kontrol med deres eget liv og søge udfordringer – uden at være tvunget til det.

    Den politiske indsats bør koncentrere sig om at bane vejen for, at borgerne selv kan tage hånd om sit liv. Det vil sige så mange muligheder som muligt og så få begrænsninger – f.eks. bureaukratiske regler – som muligt.

    Hvis borgerne f.eks. har ret til en borgerløn på et meget lavt niveau uden regler og kontrol, vil det gøre dem bedre i stand til selv at tage hånd om deres liv. Problemet er i dag, at mange bureaukratiske krav gør det nødvendigt, at borgere med brug for hjælp indtager offerrollen – i stedet for rollen om kritisk forbruger.

  63. Jan Sjøstrand

    Jeg tror på din antagelse om “sløvhed” – IKKE som sløvhed, men som højere og højere forventning til hvad samfundet skal klare for os, og som, at al modstand og smerte skal fjernes. Livet må jo ikke gør ondt i nogen som helst form.
    Ud over det handler det for mig specielt om, at jo mere “hærdede” vi er jo højere trivsel vil vi føle, alene af den grund at vi i højere grad har lært at håndtere livets knubs.
    - At udvikle større og større bekvemmelighedszone.
    - At vi lærer at stille os tilfreds med mindre.

    Samtidig tror jeg også det vil være godt for klodens miljø. Hvornår er nok nok? Hvor meget skov skal der fældes og bearbejdes fordi vi lige synes at den gamle køkkenbordplade skal skiftes, oftest helt uden brugsmæssige grunde?

  64. Claus Christensen

    Du kan have ret i, at det er vigtigt, at borgerne føler et ansvar for at kunne skabe så meget værdi, at de kan klare sig selv. At samfundet ikke er en uudtømmelig kilde til forsørgelse. Derfor er det også vigtigt med et gennemskueligt system, hvor der ikke opstår mistanke om, at nogle får for meget i offentlige tilskud.

    Man kan godt forestille sig et fremtidigt worst-case scenarie, hvor danske virksomheder ikke kan klare sig i den stadigt hårdere globale konkurrence og grundlaget for vores velstand forsvinder. (Danske eksportindustri har ikke klaret finanskrise-testen særligt godt). Og så har det været at gøre folk en bjørnetjeneste at vænne dem til, at der altid vil være en offentlig forsørgelse. Derfor går jeg også ind for, at offentlig forsørgelse i form af borgerløn skal være på et minimum – men til gengæld noget alle har ret til – uden at spille offer.

  65. Jan Sjøstrand

    http://www.maniacworld.com/are.....trong.html

  66. johan jonson

    Selvfølgelig kan der findes eksempler på tåbeligheder i opgørelse af BNP, det er er vilkåret når man reducerer et komplekst fænomen til et tal. Det giver en indikation for den økonomiske aktivitet, den mangler nok at tage højde for forbruget af ressourcer der i stigende grad er begrænsenede.

    At tale om at styrke livskvalitet som en politik er for mig at se tomt. At forsøge at definere hvad ser som livskvalitet er kan være et politisk projekt der er interessant.

    Den dag vi alle bliver enige om hvad kvaliteten af et liv er er enden på politik – det er et totalitært samfund.

    En tidligere post henviste til Nazismen, en meget relevant diskussion og noget vi bør tage ved lære af. Jeg tror ikke man i den hensende skal fokusere på de sidste år af Nazismen, hvad resultatet blev – men dets start hvad der fascinerede folk – hvad der fik dem til at tro på denne vej.

    Der blev utvivlsomt slået på det nationale, men det var kun et aspekt – og der er en fejl at sidestille disse 2 aspekter.

    De faresignaler jeg er mest opmærksom på i dag er accept om ikke knæfald for diktaturstater, det er i mine øjne det fri markeds endelige prøve om diktaturet er mere effektivt en demokratiet. En forestilling om at man kan dømme om kvaliteten/styrken/svagheden af et menneskeliv. En tanke der ligger mange protestanter nær, der er ingen tilfældighed at Hitler fik sine stemmer fra protestantiske kredse og i langt mindre grad fra katolske. Det er en farlig tanke – og forkert.

  67. Allan Ohms

    Løkkes mål virker på mig som et desperat forsøg på at sige noget smart til et landsmøde – sanrere end det er udtryk for noget gennemtænkt.

    Jeg opfatter det samtidig som meget traditionsbundet. Et spejl af industrisamfundet uden den visionære nerve, som måske var tænkt med indlægget?

    Kolind har en anden tilgang. Mere spændende og mere forpligtende og mere “farlig”. Hov – hvad er nu det. Tør vi det. Vil vi det. Vil vi noget sm helst? Egentlig ikke – mere af det samme – det er vel flertallets ønske.

    Landets lykke synes at blive målt i hvor mange procent vi liggfer over ller under julesalget de forudgående år. Når jeg så kobler til dagligdagen og den måde jeg oplever menneskenes samvær på, så må jeg sige, at der er en hel del forbedringsmpunkt, både på den korte og den lange bane. Vorres verden er blevet (har altid væreT?) benhård og uden plads for ret megen menneskeligehed. Vi er fattige rige, reelt udsigtsløse, bedrevidende, ikke ydmyge, materialistiske misbrugere, der holder andre ude, så vi kan bevre honningkrukken for os selv. Alt imens vi skriger på at andre end vi selv ændrer adfærd. Konen i muddergrøften er glemt. Hvad husker vi – overhovedet?

  68. Jan Sjøstrand

    En interessant artikel om Danmarks velstand

    http://www.business.dk/oekonomi/myte-
    dansk-velstand-falmer

Skriv en kommentar

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.