Velfærd, mennesker og økonomi
Her i sommer besøgte jeg Niels Trolle der er forstander på Assersbølgaard i Vejen Kommune. Skolen henvender sig til sent udviklede unge og der er – så vidt jeg husker ca 25 elever. Besøget var en fornøjelse: En virkelig velfungerende skole med fint samarbejde blandt medarbejderne og rigtig glade og tilfredse elever.
Resultaterne er imponerende: Eleverne lærer at klare sig selv og mange kan efter skoleopholdet klare sig med beskeden støtte fra det offentlige.
Jeg ved godt at alt hverken kan eller skal gøres op i penge – og det synspunkt understregede Niels Trolle flere gange i samtalen. Men hvis man nu gør det alligevel – hvor meget betyder det så for samfundsøkonomien at indsatsen lykkes, dvs. at det unge menneske kan klare sig selv uden at være på døgninstitution resten af livet? Svaret er: 40 – 50 millioner! Pr. barn.
Så spørger jeg mig selv om de lærere og pædagoger og andre, der gennem en fremragende indsats sikrer de unge en fremtid uden for institution og samfundet en besparelse på måske 40 millioner kroner (pr. elev) ikke kunne have samme berettigede forventning om en millionbonus som bankdirektøren?
Se et lille interview med Niels Trolle på www.youtube.com/lkolind
Hvad mener du?
22. august 2009 kl. 19:32 #
Du kan altså ikke sammenligne det private og det offentlige på den måde.
Så skal jeg også have ekstra, når jeg forhindrer en patient i at få taget unødige undersøgelser, eller i det hele taget gør det ekstra for dem, som er med til at gøre deres liv bedre – og mit arbejdsliv bedre :-D
Jeg er i en position, hvor min (store) indsats for patienterne ikke engang går op for dem – og det har jeg det fint med.
Hvis offentligt ansatte skal belønnes ekstra for at gøre deres arbejde, så vil jeg gerne se den model, der virkelig tager alle de små ‘tandhjul’ med. For at de store hjul kan køre, så kræver det nogle gode, velfungerende små tandhjul – og de er i de fleste tilfælde usynlige for både kunder og chefer.
24. august 2009 kl. 08:25 #
Der er en præmis-fejl i dette indlæg. Konkurrencen skal sikre at værdien lander hos kunden som bedre levestandarderd – ikke som profit eller løn. Overnormale profitter vil i et fungerende marked føre til mere konkurrence – ikke til fede jobs med lønninger som er ude af trit med arbejdet.
I sidste ende er det et spørgsmål om udbud/eftersprøgsel på arbejdsmarkedet. Dvs. man skal lønne primært efter arbejdsmarkedet – ikke efter kundemarkedet.
Selvfølgelig vil en virksomhed som skaber stor værdi have bedre økonomi til at lønne sin medarbejdere. Men det kan den kun så længe konkurrencen ikke virker og presser prisen ned.
En virksomhed som betaler direktøren mere end hun er værd vil mangle priskonkurrencedygtighed i kundemarkedet grundet et højere omkostningsgrundlag.
En virksomhed som betaler direktøren mindre end hun er værd i konkurrencen vil få en dårligere kvalitet direktør og dermed problemer qua dårligere ledelse.
Prøcis det samme gælder behandlingsskoler. Antaget selvfølgelig at der er noget som ligner konkurrence på området.
Der kan være et strukturelt problem hvis den som vælger skole ikke både står med de kortsigtede og langsigtede omkostninger., dvs. at man vælger efter den billigste skole fordi forskellen i kvalitet rammer andre steder med en uigennemskuelig kausalitet.
Men Finansmarkederne rummer mange eksempler på “ben”, dvs. for godt lønnede poster ved at nappe en lille procent-bid af store pengeflow uden at tilføre tilsvarende værdi. De bedste eksmpler er administration af investerngs- og pensionsfonde som har skabt millarder til de folk som indså at den politisk billige likviditet skabte muligheder for dem som kunne tilbyde investeringsmuligheder uden selv at løbe risici.
24. august 2009 kl. 08:55 #
@ Helle
Vi er alle sammen gode til at mene at netop vores indsats burde belønnes bedre samtidig med at vi allesammen synes at vi får for lidt for pengene. Men det er jo blot udtryk for at vi fokusere på vores stærkt subjektive syn på “værdi”.
Din indsats kommer til udtryk i forskelle i kvalitet set fra “kundens” synspunkt” som igen “burde” slå igennem på organisationens udvikling.
Om den som vælger er klar over denne forskel og om denne forskel er den vigtigste (relativt til f.eks. geografisk afstand) afhænger af mange ting herunder først og fremmest om det er et planøkonomisk (kommite-styret) eller markedsbaseret (behovsstyret) valg.
1) Løn bør først og fremmest et spørgsmål om den kvalitet man leverer på funktionen relativt til hvad andre kunne levere.
2) Dernæst et spørgsmål om udbud/efterspørgsel på de kompetancer som medgør. Mangler der folk med de kompetancer så stiger lønnen og flere vælger den uddannelse indtil lønnen balanceres i forhold til andre uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder.
3) Dernæst et spørgsmål om den interne fordeling af kundepris i forhold til de medgåede ressourcer/funktioner, dvs. organisationens prioritering af ressourcer fo at kunne opfylde sine mål.
4) Dernæst kundens valg mellem substituterende services – vælger hun ikke din butik går det ud over dig.
5) Og endelig kundens prioritering af behov. Nogen vælger f.eks. kortsigtet livsnydelse (god mad, rygning, afslapning) over langsigtet livskvalitet (en sund sjæl i en sund krop).
Disse processer er komplekse og det eneste vi kan sige med sikkerhed er at hvis man forsøger at detailstyre dem fra centralt hold, så fungerer systemet dårligere og leverer stadigt dårligere kvalitet for pengene relativt til hvad det tilsvarende behovsstyrede organisering ville gøre.
24. august 2009 kl. 15:15 #
Hvis man kan forlange af min datter, at hun sammen med sine børn, skal finansiere bankdirektørernes bonusordninger, kan man vel også med en vis rimelighed, forsvare at andre grupper også belønnes tilsvarende, når de svigter deres gerning og sælger deres sjæl til udlandet.
Hvorfor ikke finansiere hele gildet ved hjælp af licens, hvem ville ikke betale i dyre domme, for at se dvs. segmenter kæmpe “live” om tilskudsordninger etc…
Nej tak, så hellere nedlægge undervisningsministeriet, og lade det være op til den enkelte skole at vurdere, hvordan de kører deres forretning.
24. august 2009 kl. 20:36 #
@ Stephan: Jeg har ALDRIG beklaget mig over min løn – for jeg kan ikke gøre noget som helst ved den. Jeg gider ikke spilde min tid på noget jeg ikke kan gøre noget ved.
Jeg ønsker altså ikke selv at blive belønnet!!! Der misforstår du (med vilje?) mig :-)
Jeg ønsker blot ikke at nogle ledere skal belønnes for noget, som de ikke selv gør!
Alt det pjat er igen et udtryk for at belønne folk ekstra for blot at udføre deres arbejde – hvilket jeg er imod. Lønnen er belønning for at udføre sit arbejde.
24. august 2009 kl. 22:02 #
@ Helle
For god ordens skyld – jeg prøvede ikke at lægge dig ord i munden blot at præcisere at din (gode) indsats i en fungerende marked faktisk slår igennem i både bedre løn og fremme af det gode i samfundet.
25. august 2009 kl. 08:26 #
Så er vi helt enige :-)
8. september 2009 kl. 21:33 #
Interessant spørgsmål, ud rejser Lars. Jeg mener der burde være ret til en bonus. Men er det løsningen? Jeg ved det ikke. For tyve år sideen skrev Søren Ventegodt – som siden blev søgt kvalt af DRs og EkstraBladets ”journalistik” – et mesterværk: ”Arbejdslivskvalitet”. Søren fremhævede dengang, at de lykkelige mennesker er dem, der mestrer deres job. Så enkelt – og så kompliceret. Jeg har i mere end tyve år søgt at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne henter nettoenergi – i stedet for at aflevere nettoenergi. Det er endnu ikke lykkedes, men jeg har ikke opgivet. Det gode spørgsmål er: hvordan kan vi belønne? Er det penge? Egentlig tror jeg først penge – og bonus – kommer langt nede i prioriteringen hos mange – hvis de skulle vælge mellem livskvalitet og penge. Dertil kommer problemet med at vi bærer rundt på en byrde om at vi lønner meget forskelligt. Mange områder er lavet honoreret – pædagoger, sygeplejersker…..mange. Kan vi rette op på det efter din odel? svært, som også mange har været inde på. Kn vi privatisere os ud af det? Nok ikke. Jeg tror vi mangler noget etik, noget back to business om at du skal yde før du kan nyde – og det gælder ikke om at springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg ved det yder salvelsesfuldt – hvordan skal jeg så udtrykke det…. Er der ikke blevet for meget ”jeg har ret til, krav på” og for lidt ”hvad kan jeg gøre”… Lykken er en svær størrelse. Nå, nu vil jeg ikke fedte mere rundt i det. Helt kort: jeg har sympati for din tanke, men en mistanke om, at det ikke er LØSNINGEN. Voteringen under tvivl.
14. september 2009 kl. 21:50 #
Synes li’iiiiii denne passer ind i debatten om velfærd
http://www.storyofstuff.com/