Foss – en bemærkelsesværdig bog
Jeg læser rigtig meget. Alligevel kniber det til tider med at komme igennem de bøger der har over 300 eller endog 400 sider. Men den her var en undtagelse: Steen Andersen og Kurt Jacobsens bog om industriikonet Alexander Foss er simpelt hen fremragende. Jeg har slugt hver eneste af de næsten 500 sider om en mand og hans tid, nærmere bestemt tiden fra slutningen af det 19. århundrede til ca. 1925. Hvordan Foss samlede industrien i Danmark. Hvordan han forhandlede handelsaftaler igennem under første verdenskrig, hvordan han gik ind i politik uden det helt store held (velkommen i klubben!) og hvordan han agerede i det “sønderjyske spørgsmål” efter verdenskrigen.

Bogen fascinerer mig fordi den er så specifik og konkret - man synes næsten at man sidder med ved forhandlingsbordet. Og så giver den et tidsbillede af Danmark og Europa dengang industrien blev det dominerende erhverv. Vi følger hvordan industriens “mentale model” bliver til – og dermed får i hvert fald jeg argumenterne for hvorfor samme model er ved at være forældet her 100 år efter. men det er en anden historie…
Billig er den ikke, men ærlig talt: Hvor får du 20-50 timers intens “underholdning” for knap 500 kr? Børsens Forlag.

14. juni 2009 kl. 12:17 #
Ærligt talt så tror jeg også, at dagens ledere kan lære mere af historiske bøger og så danne deres egen stil – end læse moderne døgnfluebøger om kriseledelse o.m.a.