Hvad med staten selv?

Staten har gjort sig selv til en bank med selvskyldnerklausul fra alle borgere uden nogen former for ansvarlig regulering og begræsning af statens (læs teknokraternes) misbrug af ressourcer og magt.

Er det ikke påfaldende at frihedsordientede på både højre- og venstrefløjen i dag mener at statskonstruktionen misbruges i stadigt mere udstrakt grad.

Men de fleste lader sig narre af del-og-hersk propaganda-retorikken i stedet for at rette skytset hvor det hører hjemme. Selve demokratiet er i krise i lyset af den stærkt tiltagende magtkoncentration i teknokratiet.

Claus

Problemet i debatten er at man ikke skiller omfordelingsdiskussionen fra magtfordelingen.

Omfordelingsproblemstillingen foruden går der en klar linje på den anden led mellem de statsforherligende teknokrater (facister, kommunister, neo-konservative, statskonservative, bureaukrater) på den ene side og på den anden dem som fokuserer på demokrati, (rets)sikkerhed, frihed og det enkelte menneskes værdi i sig selv og ret til selvbestemmelse.

Når venstrefløjen håner liberalismen, så forhåner de samtidig humanismen på venstrefløjen. Når højrefløjen håner liberalismen, så forhåner de samtidig de demokratiske idealer om mennesketes individuelle suverænitet.

Der er anarkister på både højre og venstrefløjen som ikke tror at staten nogensinde kan begrænses og altid vil blive misbrugt, men en pro-statslig liberalisme – både højre og venstrefløjen – kan sagtens anerkende at en stat er nødvendig.

Nogle af de meste oplagte enigheder er f.eks. at sætte rammerne for et marked (f.eks. miljø, aftale- og forbrugerrettigheder), at sikre at magten ikke definerer retten og for at sikre en retfærdig fordeling af byrderne til det som man kan blive enige om.

Men først og fremmest at den eneste berettigelse af statens magtmonopol at undgå at magt koncentreres, dvs. staten primære opgave er at begrænse magtkoncentration af enhver art – herunder i staten selv.

I praksis går både højre- og venstrefløjen teknokraternes ærinde fordi man glemmer at skelne omfordelingsproblemstillingen fra den dybere og mere fundamentale
magtproblemstilling.

Det bedste eksempel er på sikkerhedsområdet hvor både markedet og bureaukaterne fokuserer på sikkerhed som middel til at kontrollere og styre mennesker på bekostning af sikkerheden og retssikkerheden i samfundet. Se hvordan man er i færd med at genindføre livegenskab med infrastrukturspillerne som den nye adelsklasse som gør teknokraternes beskidte arbejde.

Der er ingen bånd der binder mig og ingen holder på mig nej før var jeg i slaveri men nu er det forbi hej ho og hiv og sving lissom vi er tosset til.

Kolind er bare så nuttet

“Er det fair at kalde folk super liberalister bare fordi de sætter pris på at kunne vælge selv?”

Nej naturligvis ikke – men det er der da vel heller ingen, der gør.

Bollocks.

Ever heard about shadow banking ?

If it look and acts like a bank , then regulate it as if it were a bank.

Inden man kommer med den slags dogmatiske statements, så skal man huske at det var statens push for at skabe kunstig vækst der træk markedet skævt. Krisen var ikke opstået uden statens “regulering”.

Men yderligere 2 faktorer bidrog.

a) En række uheldige afregulering nærmest på højkonjunkturens top var med til at forværre situationen. Specielt omkring lånevilkårene på boligmarkedet.

b) Man fejlvurderede risikoen af de nye låneinstrumenter – SDO – som man dels lod akkumulere en enorm risiko og i næste række endnu værre lod forsikringsselskaber som AIG tage på sin kappe uden mekanismer til at dække sig af.

Jeg er ikke i tvivl om at centralaministrationen – ligesom 9/11, ethvert tilfælde af børneporno og andet – vil misbruge det til helt ekstrem detailstyring.

Men er INTET som kan danne belæg for at markedet har svigtet i denne forbindelse. Sunde rammer for markedet er nødvendigt, men planøkonomi som det i stigende grad praktiseres i Danmark er desideret destruktivt.

Man behøver ikke nødvendigvis at være socialist, fordi man ikke deler ultraliberalistiske holdninger.

Jeg tror fuldt og fast på kapitalismens grundprincipper.

Den nuværende krise har imidlertid sat spørgsmålstegn ved det økonomiske systems sundhed.
Hvad der tidligere var næsten helligbrøde at tale om i kapitalismens højborg, kan nu tages op til debat, fordi de fleste har set svaghederne og problemerne i det kapitalistiske system.

Dyrkelsen af de frie uhæmmede markeder og troen på, at de kan regulere sig selv har lidt et alvorligt knæk.
Det kapitalistiske system har fået et alvorligt problem med troværdigheden – finansmarkederne verden rundt har set ned i afgrunden og verden rundt har de måttet bede staten om hjælp og nåde for at overleve.

Derfor er det nødvendigt at ændre samspillet mellem staten og den private sektor, som kan sætte gang i en ny økonomi.

Det behøver man at være socialist for at erkende.

Det er jo ganske korrekt – det kan også betegnes som en svulst der gennem sin egen berettigelse holder sig selv i live, og endda gerne vokser – eller som den scialdemokratiske minister Birte Weiss engang sagde ordret på TV, om det at være i forhandlinger med Mogens Lykketoft om næste års budget:
“det handler om at få så mange penge med der fra som muligt, så ens ministerium kan vokse”.