Jeg forundres over at du angiver Fogh som årsag til polarisering i samfundet og jeg er uforstående overfor at du kan se Danmark som mere polariseret end lande vi kan sammenligne os med. Hvis jeg sammeligner den politiske situation i Danmark med sitationen i Sverige, ser jeg Sverige i dag som bekymrende polariseret, mens Danmark har taget hul på mange af de vanskelige diskutioner det sidste årti, dette kan i mine øjne i al væsentlighed tilskrives Foghs politiske arbejde.

Det kan vel være du personligt ser de radikale (og de diverse fraktioner der er opstået fra dette parti) som det samlende element, men polarisering undgås ikke ved at få ret men ved at omfatte den virkelighed der er og finde en vej derfra.

Jeg ved ikke om du læser svenske aviser eller ser svenske debatprogrammer, de er i mine øjne et godt udtryk for hvordan Danmark ville se ud, uden systemskiftet i 2001. Hvis du ser Sverige som mindre polariseret – så må vi fortolke virkeligheden meget forskelligt.

a) Dels bringer det os direkte tilbage til lighedsdiskusionen, dvs. skattelettelser vs. effektivitet.

b) Dels er der formelt “åbne standarder” på både EMV-kort og tele – alligevel er konkurrencen ringe fordi kartellet sikrer mod konkurrence og kun giver dig valget mellem kontrollerede løsninger. Forskellen mellem det offentlige og det private problem er ikke stort.

Vi er nødt til at gå videre. Min korte liste indeholder mindst 4.

1. Isoler skyttegravskrigen så den ikke blokerer for den behovsdrevne innovation. Dvs. flyt kontrollen med penge EFTER omfordeling tilbage til borgeren.

2. Brug Borgerkortet til at flytte kontrollen over processerne tilbage til borgerne.

3. Tving alle offentlige systemer til at flytte kontrollen til borgeren, dvs. INGEN server (bortset fra cpr-serveren) må identificere borgeren. Kun lokal authentikering specifikt til formålet.

4. Genskab konkurrencen på markedet via infrastrukturen, dvs. tving standarderne op for konkurrence, så alle access punkter er semantisk åbne og model-drevne. F.eks. skal alle betalingspunkter kunne tage Digital Cash.

Vi skal kort sagt påtage os ansvaret for at klæde borgerne digitalt på. I dag misbruges digitaliseringen med kommercielle eller planøkonomiske særinteresser.

Dvs. det er ikke bar sundhedssektoren, energisektoren, uddannelse etc.

Bemærk at jeg IKKE taler om omlægninger af skatten eller skattelettelser, men at skattekronerne skal tilbage i hænderne på borgerne efter omfordeling og andre planøkonomiske indgreb som begrænser.

Hovedkriteriet er ensidigt og med maksimum effekt at FRATAGE embedsfolk og udbydersiden magt til at forhindre den behovsdrevne innovation (= den BORGER-drevne innovation).

Jeg siger at man kan begrænse valgfriheden, men kun hvis vi tager udgangspunkt i total valgfrihed.

I dag har du næsten ingen og stadigt mindre valgfrihed. Valget står i stigende grad mellem planøkonomisk dikterede og kontrollerede udbydere i en centralt stadigt stærkkere kontrolleret overvågningsmodel, dvs. rene pseudovalg.

jeg går netop ikke ind for planøkonomi i betydningen, at man detailplanlægger den økonomiske aktivitet top-down.

Men ændrer man de økonomiske rammer, påvirker man adfærden, hvilket er noget andet end at planlægge de konkrete aktiviteter. Vi har i forvejen nogle rammer, så bevidste tiltag vil ikke nødvendigvis skabe snævrere rammer. Der er således ikke noget planøkonomi i, at jeg hellere vil lette virksomhedsskatten end personskatten. Det påvirker adfærden og det er udtryk for en tese om, at investeringer i virksomheder skaber mere velstand end privat forbrug. Men det reducerer ikke friheden for nogle – især ikke for virksomhederne, som får større udfoldelsesmuligheder.

Jeg er helt enig i, at borgerne selv skal beslutte så meget som muligt. Men derfor kan man godt tilrettelægge rammerne med omtanke, f.eks. så universiteterne belønnes, når de stiller vakse forskere til rådighed for private virksomheder.

Der er masser af muligheder for at påvirke adfærden i en retning, som de fleste nok vil anse for at forøge sandsynligheden for, at vi får stærke virksomheder og stærke borgere til at sikre velstanden fremover. Men stadig sådan, at fri konkurrence og borgernes frie valg – gerne både i den private og offentlige sektor – skaber høj grad af effektivitet.

For det første er problemet midlerne og udokumenterede kausale sammenhænge, ikke uenighed om målene.

For det andet har vi dokumentation for at planøkonomi ikke virker. At kalde det noget andet – “New Public Management” eller andet – ændrer ikke på at det er komite-styre uden indsigt.

For det tredje har vi INGEN belæg for at man kan “styre” økonomien. Der er eksempler på kortsigtede tiltag som er “åbenlyse”, men ingen som kan gøre det konsistent igen og igen. Styringen ender altid med at blive problemet.

For det fjerde er det som tidligere angivet en inhuman, innovations-destruktiv og desideret anti-demokratisk betragtning at mene at mennesker ikke er de bedste dommere over eget liv. Mennesker investerer for familiens fremtid – måske ikke optimalt, men det er langt mere langsigtet end noget statsligt forum gør. Du dæmoniserer mennesker for at forsvarer magtmisbrug.

For det femte har jeg aldrig talt for at at alt skal overlades til markedet. Der er områder som hensigtsmæssigt løses fælles – retsforhold, politi, beredskab, reservekapacitet, kritiske infrastrukturopgaver etc. etc.

For det sjette har jeg systematiske argumenteret for at man skal overføre magten til mikroprioritering til den enkelte borger og sætte planøkonomerne stolen for døren. Det udelukker ikke at man politisk deler det op i områder, så man f.eks. sikrer en minimumsresourcetildeling i familien til f.eks. skole, sundhed og pension. Og isolerer knappe ressourcer så man ikke kan springe over i køen. Men det vil i alle tilfælde mindre kvaliteten af samfundets evne til at tilpasse sig, så det skal gøres med forsigtighed.

For det syvende er jeg ikke afvisende for at man i alle samfund vil eksperimentere med en vis grad af indgreb og arbitræer planøkonomi. Alene fordi handlingslammelse er værre end ikke at begå fejl. En vis grad af koncentration af ressourcer for at opnå kritisk masse kan nemmest opnås via et veletableret og velkendt beslutningssystem.

For det ottende er planøkonomernes påstande om egne fortræffeligheder en fejl som går tilbage til slagsmålet mellem Keynes og Schumpeter. Keynes vandt på kort sigt fordi man kunne regne på hans fejl, men Schumpeter bankede Keynes over tid fordi innovation (dvs. individuelle valg) over tid er forudsætningen for effektivitet. Problemet er at man i mange år ikke lærte mikroøkonomi og innnovation på universiteterne, så mange er uddannelsesmæssigt låst. F.eks. de horder af regnskabsfolk og planøkonomer som er ansat i Finansministeriet og andre økonomiske områder af centraladministrationen – de formår simpelthen ikke at stille spørgsmålstegn ved de fejl som de fik indpodet på polit.

Jeg kan ikke hæve stemmen mere end man kan følge med. Paradigmeskift tager tid og magten slår hellere kritikken ned end lytte tl fornuft.

Det er religiøs helligbrøde at udpege centraladministrationen som den største trussel mod velfærdssamfundet – alle “rigtige” velfærdsøkonomer ved jo at planøkonomerne kan tage æren for alt der er godt i Danmark. Ingen over eller ved siden af illusionen om den pligttro neutrale embedsmand – selvfølgelig bortset fra at han er en illusion.

Tak for din kommentar til mit indlæg.

Jeg vi tillade mig at citere ordret fra dit indlæg:
” Anders Fogh har gjort det godt for sig selv og sine regeringskolleger, men efter min mening ikke for Danmark”.
Jeg kan kun forstå det, som Fogh ikke gjort noget godt for Danmark.
Hvis du ikke mener det, er det fint.

Jeg beklager, at du bliver trist til mode over min argumention, det skal du ikke, der er mange ting jeg respekterer dig for, men det er en ærlig sag, at være politisk uenige.

Jeg betragter ikke det, at være superliberalist som noget skældsord, det er et politisk ståsted som skal respekteres også af politiske modstandere.

Når du siger, at du håber den borgerlige-liberale regering vil skifte spor under Lars Løkke Rasmussen går jeg ud fra du mener, at den skal dreje til højre og ikke til venstre ?

Når du bruger ord som større frihed for den enkelte og en bedre løsning af samfundets fælles opgaver, kan der ligge mange skjulte dagsordener i disse tilsyneladende til forladelige formuleringer.

Større frihed for den enkelte kan være lig med større ulighed – en bedre løsning af samfundets fælles opgaver kan betyde en væsentlig mindre offentlig sektor og en lang større privatisering og lavere offentlige ydelser (overførselsindkomster).

Jeg kan godt se forskellen på en liberalistisk indstilling og en social liberal indstilling og Liberal Alliance, som jeg går ud fra du stadig er medlem af – er et liberalistisk parti placeret til højre for Venstre og Konservative, hvorfor skulle man ellers danne Liberal Alliance?

Og endelig, når der skal laves en skattereform, som er nødvendig kan man ikke overholde skattestoppet, da reformen indebærer ændringer af skattesystemet, det siger sig selv.
Efter skattereformen er skattestoppet genindført.
Politikerene skulle have vedtaget skattekommissionens forslag som foreslået i stedet for at botanisere i forslaget og derved har forringet skattereformen, men sådan er det politiske spil desværre.

Hvis argumentationen er svag, så hæv stemmen ;)