Arkiv for april 2009

Tanker efter Liberal Alliances landsmøde

Mit andet politiske landsmøde – og jeg føler mig næsten som veteran! Denne gang yngre deltagere, engagerede og langt mere enige om hvad partiets opgave er. Kæmpe forskel i forhold til 2008.

Hvad fik jeg ud af det? Essensen kan du se på den lille tegning jeg lavede i min notesbog under Anders Samuelsens tale i går: Prøv at se dansk politik i et diagram med to akser: Vandret: Statsstyring mod venstre, markedsstyring mod højre. Helt tilvenstre er det ren planøkonomi og helt tilhøjre ren markedsøkonomi. Midt i er det en blanding. Lodret: Udvikling og forandring opad og stilstand nedad. De fem partier, A, V, C, SF og O har efterhånden alle bevæget sig til nederste venstre felt. SF kom oppefra – de ville engang forny Danmark, men nu vil også de bevare fordi de ønsker ministerbiler. Venstre (og til dels) konservative var før 2001 i øverste højre felt, men de er blevet “folkepartier” med en magt, de ikke ønsker at bruge til noget. Dansk Folkeparti var tidligere flere forskellige steder, men nu vil de bare have endnu mere magt og overdrage forsørgelsen af os alle til staten. Socialdemokratiet har været i nederste venstre felt i årtier. Derfor har Anders Samuelsen ret når han siger at vi nu har hele fem socialdemokratier der alle ligger i nederste venstre felt: Større offentlig sektor (statsstyring) og ingen grundlæggende fornyelse.

Liberal Alliance vil fylde det øverste højre felt ud: Mere fornyelse og mere frihed for den enkelte til at vælge (det modsatte af statsstyring). Det felt hvor Venstre og Konservative lå i 1990′erne, og som nu er tomt fordi de ønskede magten og opgav idealerne. Jeg gætter på at mellem 10 og 50 % af danskerne ønsker både mere frihed og mere fornyelse (øverste venstre felt) og derfor har Liberal Alliance en opgave. Arven fra Khader & Co. vil være der nogen tid endnu, men på et tidspunkt kommer partiet fri af den og så tror jeg at partiet en gang mere kommer til at skrive danmarkshistorie. Det bliver den dag en borgerlig regering bliver afhængig af Liberal Alliances stemmer – måske allerede om to år. Alt forandres ikke på en dag, men Lars Løkke og hans borgerlige regering vil nu få to parter at forhandle med når den skal finde flertal, og det bliver svært. Det vil bringe de radikale ind i billedet igen (hvis de overlever!) og så har vi en ønskesituation for Danmark: Et bredere samarbejde der peger mod fornyelse og frihed i stedet for stilstand og statsstyring.

Jeg er optimist og parat til endnu engang at smøge ærmerne op. Den sag er for vigtig til bare at opgive fordi der er modstand. Hvad siger du?

Folkekirken – der sker alligevel noget

Store tendenser finder man ofte i små rubrikker. Her er en fra Kristeligt Dagblads navnenotitser i går: To nyansættelser i Københavns Stift, nærmere bestemt på Vesterbro, hvor hele ni kirker og 34 medarbejdere nu fungerer som en enhed under navnet Vesterbro Bykirke. Jens Høgsholt Rasmussen, merkonom fra Niels Brock og tidligere administrationschef i menneskerettigheds instituttet er den nye leder, og Sabine Kleinbeck ny udviklingschef med ansvar for fortsat udvikling og profilering af områdets ni kirker.

Læste du det? “Udvikling og profilering af ni kirker”. Det er da nye tider i forhold til den gang jeg sad i menighedsrådet.

Jeg synes det er en positiv udvikling. Folkekirken er kirke i et Danmark hvor kirken ikke er en selvfølge, og hvor mange kirker og ikke-kirker kæmper om danskernes hjerter. Efter min mening har folkekirken en forpligtelse til at udbrede sit budskab og løse sin opgave med alle de værktøjer der er til rådighed i dag, herunder dygtig ledelse, klog kommunikation og videnbaseret udvikling.

Oups! Hvad mener du? Skriv en kommentar

LEAN i en offentlig virksomhed.

Annette Green skrev 18 april denne kommentar:

Kære Lars Kolind. denne kommentar har ikke noget at gøre med twittertinget, men mere dine ledelsestanker generelt. Jeg er leder for en lille offentlig organisation med 10 ansatte. Som organisation er vi med i et pilot-projekt med det formål at afprøve LEAN-modellen i en offentlig serviceorg.. Jeg har hele tiden mærket en modstand i mig overfor denne type redskab/model til effektivisering, men har haft svært ved at sætte ord på denne modstand. Nu efter offentliggørelse af tidsmålingerne i min organisation, kan jeg tydeligt se at tankegangen støder ind i mine grundlæggende værdier i forhold til ledelsesform. Har du nogen kommentarer til dette? Hvad tænker du om LEAN-principperne, som vælter ind over alle arter af organisationer i disse år?

Jeg vil gerne lægge Annets spørgsmål ud til fri debat. Gør det i form af en kommentar nedenfor. Jeg skal nok skrive den første.

Kender du Twittertinget?

Det er så enkelt – og dog genialt: www.twittertinget.dk. Stedet hvor du kan følge folketingspolitikernes tweets, dvs. små sms-opdateringer af hvad de har gang i netop nu. Løkke på vej til møde med de nye ministre og Vestager i haven. Det er en virkelig fin måde at komme tæt på politikernes hverdag på. Din indbakke bliver ikke oversvømmet med mails – gå ind på twittertinget når du har to minutter til overs.

Tak til Jacob Bøtter, Mikkel Malmberg og Hans Henrik Heming fra Wemind for initiativet. I bygger i sandhed social kapital.

Groundswell

Det er længe siden jeg har set en så interessant bog med så håbløs en titel: Groundswell. Hvem i alverden vil købe en bog med det navn? Og så til 460 kr. Den er skrevet af to folk fra Forrester Research, og er udgivet på Børsens Forlag.

Men bogen er ikke uinteressant. Under-overskriften med meget små typer antyder det: “Vinderstrategier i en verden af sociale teknologier“. Forfatterne præsenterer først hvad understrømmen er, nemlig den mangfoldighed af sociale medier der vælter ind over os i disse år: facebook, youtube, flickr, wikipedia, twitter og mange flere. Hovedpointen er at understrømmen enten kan modarbejde os eller vi kan vende den til vores fordel og den analyse er jeg enig i.

Forfatterne præsenterer en seks-trins rangstige (fra inaktive til skabere) for hvor aktivt mennesker bruger nettet. Jeg tror jeg hører til på øverste trin: jeg har en blog og hjemmside, jeg uploader fotos og videoer og meget andet. Det er en god systematik og den bruger forfatterne til at sammenligne kunder med. Mon ikke Apple kunder er ret forskellige fra Dell kunder?

Hovedparten af bogen handler om hvordan en virksomhed kan udnytte understrømmen til sin fordel. Lytte til den, tale med den, aktivere den og inddrage den. Altsammen godt, men det vigtigste er nok hvordan understrømmen forvandler virksomheden, forhåbentlig til at blive mere orienteret mod sine kunder. Og så glemmer forfatterne ikke at virksomheden har sin egen understrøm, som ledelsen også skal interessere sig for.

Spændende emner og kvalificerede forfattere. Så på trods af en intetsigende titel og et kedeligt omslag anbefaler jeg gerne bogen.

Mellemfolkelig forståelse i praksis

Her i påsken holdes der hundredvis af spejderlejre i Danmark, men én er noget helt særligt. Den holdes i Nordsjælland og hovedparten af deltagerne er fra Klaipeda i Lithauen. De er sammen med danske spejdere med i et projekt som bl.a. er støttet af rederiet DFDS.

Formålet med projektet og lejren er at udvikle spejderarbejdet i Lithauen. Børnene der mangler ordentlige aktiviteter i fritiden og landet mangler borgere der både kan klare sig selv og tage ansvar for andre. Det er præcis hvad spejderarbejdet giver: Egoisme afløses af ansvar og afhængighed bliver til selvstændighed. Udefra ligner spejderarbejdet bare en sjov fritidsbeskæftigelse, men bag facaden er det en lederuddannelse. Faktisk den største i verden med omkring 40 millioner deltagere. Således også i Lithauen.

Lithauen er fattigt målt med dansk målestok, men der er masser af børn og unge der gerne vil ind i et udviklingsprogram som spejderarbejdet. Det besluttede spejderne i Roskilde og Tåstrup sig for at gøre noget ved i 2005. De ville være med til at udvikle spejderarbejdet i Klaipeda, som DFDS har en rute til. DFDS var med på ideen: Firmaet kunne være brobygger; hjælpe bl.a. med billig transport af spejdere og material og dermed vise et helt konkret samfundsansvar.

Det er ikke kun spejderne i Lithauen der for udbytte af samarbejdet. Der er knyttet mange venskaber på tværs af landene til gavn for begge parter, og danske spejderledere har været mange gange i Lithauen og fået træning i at undervise på engelsk. Ikke kun i hvordan man slår lejr, men også emner som ledelse i praksis, organisation, IT og meget andet. Hvordan kunne jeg ellers få lejlighed til at holde IT-kursus på universitetet i Lithauen? spørger en dansk spejderleder og IT-ekspert. Det var fedt og lige så lærerigt for ham som for studenterne.

Og her i påsken er spejderne altså på lejr i Danmark. Oplever Danmark, danskerne og det danske vejr. Finder ud af at end er vi forskellige, men dog meget mere ens. Det er samfundsansvar og mellemfolkelig forståelse i praksis.

Vil du vide mere om projektet? Se http://roskilde_klaiped.wh.spejdernet.dk/Index.htm

Fem gode råd til Lars Løkke

Uden at vide om Lars Løkke nogensinde læser dette er her fem  gode råd til Danmarks nye statsminister. Men inden da, så et stort tillykke. Jeg tror faktisk på at Lars Løkke kan blive en rigtig god statsminister for Danmark. Og her er mine råd til ham:

  1. Vær dig selv. Lad være med at søge at være lige som Anders Fogh. Al respekt for Fogh, men du er en anden person og du skal skabe din egen profil og din egen politik. Vær en smule mindre poleret og mindre selvsikker. Vær et menneske. Det glæder vi os til. Du skal nok blive tilgivet, hvis du tager fejl, og det gør vi alle. Bare du engang imellem vil indrømme at du er blevet klogere!
  2. Husk at Dansk Folkeparti også er afhængig af dig (VK). Du behøver ikke altid at give indrømmelser til Dansk Folkeparti selvom de råber højt. Dansk Folkeparti kan ikke holde til at vælte en VK regering, så derfor kan du godt stå fast på VK’s politik. Regeringen er afhængig af Dansk Folkeparti, men Dansk Folkeparti er også afhængig af jer.
  3. Giv oppositionen en reel chance for at være med i de vigtige forlig. Måske vil oppositionen bare fortsat spille fornærmede og så er der nok ikke meget at gøre. Men giv dem ikke den undskyldning at du ikke forsøgte at række hånden frem.
  4. Husk at liberal tankegang (frihed) sagtens kan kombineres med et stærkt fællesskab. Oppositionen vil søge at skabe et indtryk af at frihed for den enkelte er lig med liberalisme eller minimalstat. Det er noget vrøvl. Vis at sund liberal tankegang går hånd i hånd med ansvar for fællesskabet.
  5. Tænk nyt. De problemer vores samfund står over for i det 21. århundrede kan ikke løses med det 20. århundredes tankegang. Når du nedsætter en kommission får du gennemsnittet af 17 mennesker der alle tænker traditionelt og som forsvarer deres særinteresser. Det kommer der ikke noget nyt ud af. Find nye måder at udvikle politik på og inddrag også mennesker som umiddelbart ligner politiske modstandere.

Held og Løkke,

Arven efter Anders Fogh.

Anders Fogh har sat rekord: 7½ år som Danmarks statsminister. Man må medgive Anders Fogh, at det er en præstation. At holde sig ved magten i 7½ år er imponerende. Det er også flot klaret at Anders Fogh har formået at udnytte den aktuelle situation sådan at han nu efter alt at dømme kan fortsætte karrieren til en virkelig international toppost som generalsekretær i NATO. Det tager jeg hatten af for.

Anders Fogh har gjort det godt for sig selv og sine regeringskolleger, men efter min mening ikke for Danmark:

  • Vi har et mere polariseret samfund end i 2001. Indsatsen for at integrere de mange udlændinge som kom til Danmark i 90′erne, er ikke lykkedes. Vi har ghettoer og bandekrig som kunne have været undgået. Anders Fogh skal ikke lastes for at det i mange år nok var for let at komme til Danmark. Det bærer rigtig mange andre politikere skylden for. Men Anders Foghs regeringer har ansvaret for at problemerne ikke er løst – eller i gang med at blive løst.
  • Vi har på mange måder en elendig infrastruktur i Danmark. Anders Fogh skal ikke kritiseres for at det allerede var et alvorligt problem i 2001. Men regeringen bærer ansvaret for at situationen er blevet værre siden 2001 og at der trods mange programerklæringer ikke er gjort noget alvorligt ved problemet. Selv med de vedtagne planer går der årtier inden vi er oppe på blot en acceptabel standard.
  • Vi har større økonomisk ulighed i Danmark fordi boligejerne – selv efter de seneste fald i ejendomspriserne – har scoret enorme skattefri gevinster siden 2001. Anders Fogh skal ikke kritiseres for uligheden i sig selv. Ulighed kan godt være positiv, fx. hvis den skyldes at nogle mennesker har arbejdet hårdt med start af nye virksomheder og tjent penge derved. Men den ulighed der skyldes at halvdelen af befolkningen er blevet forgyldt blot fordi de ejede deres bolig uden iøvrigt at røre en finger, er urimelig og skadelig.
  • Vi har en endnu større offentlig sektor, men alligevel mere utilfredse borgere på mange af de centrale områder. Det har Anders Fogh og hans regeringer ansvaret for. Øget bureaukrati, centralisering og kontrol er ikke kommet af sig selv. De er et direkte resultat af en syg og forældet måde at lede og styre den offentlige sektor på, og den udvikling har regeringen ansvaret for. Kommunalreform, politireform, domstolsreform, tests, kvalitetsstandarder, regelstyring er alle resultater af regeringens politik.

Derfor ønsker jeg Anders Fogh tillykke med det nye job. Og jeg ønsker Danmark tillykke med lederskiftet, der måske kan blive begyndelsen til noget bedre. At dømme efter meldingerne fra oppositionen, skal vi dog ikke vente at bedre tider kommer derfra. De tre partier vil så vidt jeg kan se gennemføre nøjagtig samme politik som Fogh. Har de et bud på en bedre integrationspolitik? Har de et bud på hvordan pengene skal skaffes til investeringer i infrastruktur? Tør de røre ved boligejerne, dvs. anfægte skattestoppet? Og har de noget som helst bud på hvordan de vil gengive de offentligt ansatte arbejdsglæden? Ikke så vidt jeg kan se, for politikken vil fortsat blive bestemt af meningsmålingerne. Historien gentager sig: Målet er ikke et bedre Danmark; det er at holde på magten.

Mit håb er at en ny borgerligt-liberal regering under Lars Løkke Rasmussen vil skifte spor og føre en politik der gør noget alvorligt ved de udfordringer som Danmark står over for. Det der tæller, er at regeringen bliver klogere. Erkend de fejl der er begået, og gør noget ved dem. Det har vi respekt for. Giv oppositionen tilbudet om at være med og lad den selv køre ud på et sidespor, hvis den ikke vil.

Vis lederskab – så får I i hvert fald min opbakning.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.