Krise – mikroperspektivet
Bankpakke, kreditpakke, vækstpakke – midlerne for at overvinde den økonomiske krise er at tænke stort. Langt over 100 milliarder kr. alene i Danmark og titusindvis af milliarder i andre lande. Prøv lige at forestille dig hvad du ville gøre ved krisen, hvis du tænkte på mikroniveau, altså en enkelt familie:
Tænk på en dansk mellemklassefamilie (så nogenlunde): Far på 45, mor på 38, to delebørn på hhv. 26 (single, håndværker) og 13 (går i skole), et fællesbarn på 4 år og en bedstemor i nærheden på 70. Far er butiksbestyrer og tjener 400 tkr, mor er deltids sygeplejerske og tjener 150 tkr. Bedstemor har folkepension plus lidt opsparing. Familien bor i eget hus, som blev købt på toppen af boligboblen for 2 Mkr og der er lån for 1,6 Mkr.
Her er ti forslag til hvad familien kunne gøre for at imødegå krisen:
- Find arbejdskammerater som vil være med til samkørsel og spar dermed den ene bil. Gerne også bruge mere offentlig transport og cykel. Det sparer mindst 30 tkr. om året efter skat.
- Brug to timer mindre foran fjernsynet hver dag og spar platinpakken fra kabel TV selskabet. Klar dig uden en ekstra fladskærm. Drop fastnet telefonen og kombiner telefon, kabel og bredbånd i ét abonnement. Det kan spare 5 tkr. om året plus give 15 timers mere fritid pr. uge.
- Aftal med naboen at I gensidigt passer børn eller inddrag bedstemor lidt mere, så sparer I barnepigen.
- Anlæg 20 m2 køkkenhave og dyrk jeres egne økologiske grøntsager. Det sparer mange penge og I har god tid til det.
- Hold ferie i Danmark – gerne i lokalområdet – og se hvor meget vores land har at byde på.
- Lej sommerhuset ud i 8 uger om året. Det kan efter skat give 20 tkr.
- Isoler loftet bedre eller skru lidt ned på varmen og tag et par uldsokker på.
- Spis 50 % mere frugt og grønt og 50 % mindre kød. Køb en blender og lav flere retter med rå grøntsager, fx. supper. Det sparer nemt 5 tkr. om året.
- Drop fitness abonnementet og løb en tur i stedet.
- Gå kritisk igennem garderobeskabet og aflever de ting I ikke bruger, til genbrug. Køb kun genbrugstøj i år.
Selvom du måske ikke er enig i alle mine forslag synes jeg at listen viser at alle danske kan nedsætte deres forbrug uden at få lavere livskvalitet – jeg fristes til at sige at vi kunne få højere livskvalitet. Familiens disponible indkomst efter skat kunne forøges med 5 – 10 tkr. om måneden, som passende kunne bruges på at betale kreditforeningslånet hurtigere ned.
Men hvad ville konsekvensen så være for samfundet, hvis alle danskere gjorde noget i den retning?
- Bilsalg og bilkørsel ville gå ned. Skidt for bilfabrikkerne, men godt for trafik og miljø. Spar motorvejsudbygningen
- Omsætningen i supermarkeder, fitnesscentre, TV forretninger og tøjforretninger ville gå ned, men jeres livskvalitet ville gå op. I høj grad til at leve med.
- Rejsebureauerne og feriecentrene sydpå ville få mindre at lave, men vi ville spare energi og lære Danmark at kende.
- Kødproducenterne ville kunne eksportere endnu mere kød – eller nedsætte produktionen, hvilket ville være godt for sundhed, natur og miljø.
Alt dette vil i første omgang betyde mistede jobs, men ærlig talt, hvis nogle af de mennesker der i dag sælger biler, fladskærme, fitness, oksekød eller ferierejser fandt sig nogle andre jobs som samfundet ville have større glæde af, blev gjort, var det så ringe endda? Og er et faldende bruttonationalprodukt i virkeligheden udtryk for faldende livskvalitet?
Hvordan kan disse overvejelser inspirere os til at komme stærkere ud af krisen?
26. februar 2009 kl. 10:35 #
Så var der noget, jeg kunne forstå og har erfaring med. Man kan ikke forstå alt, det lærte jeg..selv om jeg meget gerne vil.
Det er meget gode råd, og i svære tider( også gode) skal familier holde sammen. Alle kan noget, mange kan meget. Det gælder i mit univers ikke kun familier.
Det vil jo gå ud over dem, der lever af det vi fravælger, men når man vælger noget til, vælges andet fra. Synd for dem der bliver arbejdsløse!!! Hvis der virkelig er brug for dem andre steder, så vil jeg håbe at vi har råd til at omskole dem på vilkår de kan overleve på!! Jeg ved ikke om så mange er interesset i omsorgsjob, men de er velkommen. Forskelligheder er godt, det giver nyt syn på mange ting. Det trænger der hårdt til.
Jeg har bare tænkt på. Jeg koster jo samfundet penge, det er i sidste ende skatteborgere, som betaler min løn og de huse jeg udfører mit arbejde i. Jeg ved godt at de ældre betaler en stor husleje og meget for maden. Meget mere end de får i folkepension, derfor er de nød til at få boligydelse, ellers kunne det slet ikke hænge sammen. Det er almindeligt at en plads på et ældrecenter koster godt 10000 om måneden i husleje og mad..så kommer det andet mennesker behøver. Det jeg mener er…mit arbejde er og giver samfundsudgifter. Dem der bliver arbejdsløse, tjener penge til samfundskassen. Bliver det ikke meget svært, hvis vi sparer dem alle væk?
26. februar 2009 kl. 10:43 #
Et perspektiv på anvendelse af offentlig transport: Jeg har netop skiftet den daglige tur fra Ry til Århus ud med en mere behagelig tur i tog. Jeg anslår benzinbesparelsen til omkring 800-900 kroner mdl, men togkortet koster 925 kroner, så det med at man sparer penge ved at anvende de offentlige transportmidler, den holder desværre ikke!
26. februar 2009 kl. 10:44 #
Din blog fokuserer på hvordan man kan nedbringe sine udgifter. Det er godt, hvis man er ramt af faldende indtægter, eller hvis man har levet over evne, og mange af dine forslag er rigtig gode.
Vejen ud af krisen er dog ikke at få hele verden til at spare – løsningen er at skære det ineffektive væk og lade det effektive gro. Det er begrænset, hvor mange problemer et menneske kan løse på en uge, så hvis man har nogle muligheder for at øge indtægter og omsætning, eller for at skabe arbejdspladser, så er det der at man skal fokusere – og ikke på barnepigen, køkkenhaven eller fjernsynsabonnementet.
Der er efter min mening alt for få mennesker i Danmark, der udnytter deres fritid til at tjene ekstra penge. Hvis man har lokaler, kompetencer eller andet, der er penge værd, så giver det bedre mening at udnytte disse frem for at rode i sin køkkenhave.
26. februar 2009 kl. 10:51 #
Til Jesper: Benzinen udgør hos mange mindre end 50% af udgiften til bil. Service skal ofte udføres på bestemte km-tal, dæk slides efter kørselsmængde, og værditabet på bilen har oftest også væsentlig sammenhæng med km-tallet. De månedlige betalinger på billån og rente er ren finansiering – hvis bilen bliver stående, så forvandles disse til en opsparingsordning.
Hvis man regner ordentligt efter, så vil stort set alle mennesker spare over 1 krone per kørt km, hvis de lader bilen stå, selv om de beholder bilen, og rigtig mange vil spare over 2 kr per kørt km. Fra Ry til Århus retur, 20 dage om året, giver det en besparelse på 1400-2800 kr. per måned når bilen bliver stående.
26. februar 2009 kl. 10:53 #
For ikke at blande for meget sammen, og lave for lange indlæg.
Der er mange i vores sanfund, som ikke fik mulighed for at anskaffe sig alle de ting, i de “fede år”. De havde det i bedste fald lidt nemmere, og kunne få hverdagen til at hænge sammen. Det er desværre mange af dem, som bliver arbejdsløse nu. Der er altså nogle, som aldrig kom med på den “velstands bølge”, de så undrende til, når der blev købt fladskærme, spabade, ferierejser m.m. Det er måske dem, som får nemmest ved at klare en “krise”? De har ikke kunnet anskaffe alle de dyre ting, og er lidt bekendt med “kriser”, altså lidt mere hårdføre og iderige. Jeg ved jo bare, det er dem, der bliver arbejdsløse og dem er der vist ingen krise/vækst pakke til. Der har aldrig været så mange, som bliver sat ud af sin lejebolig, får lukket for strømmen m.m. Ganske livsnødvendige ting..ikke meget med overforbrug at gøre.
26. februar 2009 kl. 11:11 #
Jeg er så glad for at rode i min køkkenhave, sy lidt selv, male lidt, samle brænde til om vinteren, bage mit brød osv osv. Jeg er ikke proff til det, men det giver livsglæde og mening, det er ikke kun penge og arbejde som tæller, men arbejdet giver mulighed for det…alt hænger sammen. Jeg vil ikke holde op med alle disse gode ting, for at arbejde noget mere ( har fuldtidsjob, blandede vagter i ældreplejen..det er hårdt.) Jeg ved godt at en gartner, syreske, maler, bager..kunne gøre det finere end mig. Det er langtfra at selvgjort altid er velgjort, men det giver livsglæde ( og sparer penge for mig som privat person)
26. februar 2009 kl. 11:15 #
Jamen jamen – er det mig der har misforstået krisen?
Som jeg tolker det, er det bestemt IKKE den menige dansker der er kriseramt, med mindre altså man blive fyret. Og så alligevel, ledigheden nu og stadig om et år når slet ikke på det niveau vi havde for blot få år siden.
Mange af foreslagene nedsætter menigmands forbrug, hvilket for mig at se forværrer krisen, mindre slid på bilen, mindre at lave i den branche.
De eneste forslag der vil hjælpe til at slå krisen ned er 5 & 6. Hvis vi efterlever de øvrige forslag øger det krisen. Fitsencentre lukker, børne institutioner lukker, radio/tv- butikker lukker, autoværkstæder, etc.
Så kære dansker – ØG forbruget på samtlige punkter, og du er med til at sætte gang i økonomien.
26. februar 2009 kl. 11:42 #
Jeg ved ikke hvad der er ved at ske med mennesker, et meningsskift eller ønske om en anden livsstil. Først grinede jeg af det ( ved nemlig hvor hårdt det er), så blev det taget alvorligt, da jeg læste han blog på Face-Book. Det er “Bonderøven Frank”, som DR2 sender søndag aften. Det er ganske unge mennesker, som er helt pjattet med den livsstil. Jeg tror at vores statsminister, ville få endnu flere grå hår, og rynker i panden..hvis det virkelig er ønsker til en livsstil. Jeg syntes det er hyggeligt at se, og kan følge det langt hen ad vejen..men men også lidt lyserødt. Prøv at se siden…bare for sjov og til eftertanke. Måske kan vi få for meget, af bare at forbruge? Der er ting, som ikke kan købes for penge. Hvis de unge tager “Bondrøvens” stil op, er de vist rustet til at klare krisen, og får gjort sig nogle livserfaringer. Der er meget vi ikke helt forstår, mennesker er vidunderlige.
26. februar 2009 kl. 12:07 #
Efter min mening har Jan sammen med toppolitikere og mange toneangivende eksperter misforstået målet for økonomien. Både på samfundsniveau og for den enkelte familie/single.
Formålet med økonomisk politik må være at få størst mulig behovsopfyldelse for så få ressourcer som muligt. Herunder at udnytte ressourcerne til at skabe flere ressourcer (investeringer).
Det kan ikke være gavnligt, at samfundet bare bruger løs af ressourcerne. Det er denne misforståelse, der har gjort at flertallet af økonomer ikke har set finanskrisen komme. Det gik på overfladen godt. BNP blev ved med at stige. Desværre betyder misforståelsen fortsat, at der fokuseres mere på kortsigtet afbrænding af ressourcer i stedet for at få mest mulig behovsopfyldelse på længere sigt – dvs. på en bæredygtig måde.
Dette gælder både for personer/familier, virksomheder og samfund.
På familieplanet må det betyde en kritisk gennemgang af, hvad der virkelig betyder noget for familiens trivsel. Det kan være meget sundt – og Lars Kolinds forslag er rigtig gode som inspiration. Desuden kunne man i stedet for at køre til forlystelser lave nogle projekter sammen i familien – udvikle spil, lave haven om, lave en film osv.
26. februar 2009 kl. 12:47 #
Det er helt korrekt, at den enkelte familie ikke er kriseramt, for krisen er et gennemsnitsbegreb, og ikke noget der relaterer til den enkelte familie. Selv da det gik bedst, var der familier i krise, og lige nu, hvor krisen vokser sig stor, er der mange der øger deres indtjening.
Det er også derfor, at det er vigtigt at man ikke indretter sin privatøkonomi efter, hvordan samfundet har det i gennemsnit. Man skal ikke gå i krise-mode bare fordi samfundet er i krise – så har man misforstået meget. Det er jo næsten lige så dumt som at belåne sit hus fuldt ud, mens priserne er høje…
26. februar 2009 kl. 13:06 #
Man skal aldrig belåne sit hus fuldt ud, men være beredt på lidt af hvert. Sådan er livet nemlig.
Det var jo bare ikke det banker m.m. lokkede med, da det var opgangstider. Da kunne vi købe hele verden( på afbetaling). Hvis alle de rige lande har handlet sådan, ken selv jeg forstå det er gået galt.
Så har vi “været rige” på varm opblæst luft, og mange troede på det. Virkeligheden viste sig at være en anden, derfor gik det vist galt. Da hele verden i dag er en stor forbindelse, rammer det hele verden. Så enkelt har jeg fået det sat på plads i mit hoved. Hvad skal vi så gøre ved det? Lære af det og hjælpe dem der bliver ramt, så de kan redde skindet. Altså ikke ting vi ikke har brug for og ikke kun banker og bilfabrikker.
26. februar 2009 kl. 13:10 #
Krise er en makroøkonomisk/planøkonomisk betragtning som blot afspejler at et eller andet mål ikke udvikler sig som nogen ønsker.
Oftest at en aggregeret størrelse som blander æbler og pærer sammen a la BNP falder lidt.
I en økonomi vil det altid være sådan at noget går op og noget går ned – hele tiden. Nyt erstatter gammelt i takt med at vi finder bedre løsninger på problemer og behov.
Dvs. NOGLE vil hele tiden opleve “krise” på mikroniveauet. Fyringer, konkurser, nedgang i salget, øget priskonkurrence etc.
Hovedproblemet med hele denne krisesnak er at makroøkonomer ikke ser på netto værdiskabelse, men kun på indikationer på aktivitetsniveau.
Den vigtigste størrelse er ikke forbrugssiden, men produktionssiden for det er den som skaber velstand.
Og ikke kun produktionsmængden men i langt højere grad kvaliteten.
Hvorfor kvalitet vigtigere end mængde? Jo, fordi kvaliteten afspejler om det som vi producerer er mere værd end de ressourcer vi propper ind.
Måler vi f.eks. BNP på de medgåede omkostninger/ressourcer kan vi være i den absurde situation at miljøforbedringer vil afpsejle en nedgang i produktionen selvom vi blot dækker de samme behov med færre ressourcer.
Måler vi kun på omsætningen kan vi være i den absurde situation at vi tror vi er rige, men vi faktisk taber på at producerer fordi vi bruger flere ressourcer end vi skaber værdi.
Det betyder også at folk som taler for at “man blot skal forbruge” for at bevare arbejdsplader – typisk keynesianere – reelt taler for at vi skal bruge af opsparingen istedet for at sikre at vi overflytter ressourcer til mere effektiv anvendelse.
Men over tid vil ineffektiv ressourceanvendelse direkte udmynte sig i de faktorer som vi aggregeret måler som “krise”.
Dvs. Keynesiansk “forbrug” skaber kriser selvom det på kort sigt har en effekt som minder om at “tisse i bukserne i frostvejr”.
Hvis du vil bekæmpe kriser, så skal du blive mere rationel i dit ressourceforbrug – på alle niveauer.
26. februar 2009 kl. 13:35 #
Stephan du skriver: Krise er en makroøkonomisk/planøkonomisk betragtning som blot afspejler at et eller andet mål ikke udvikler sig som nogen ønsker.
Jeg kan kun sige HELT ENIG.
26. februar 2009 kl. 13:44 #
Jamen…så gør vi da det rigtige, når vi ikke lige køber nye biler ( bliver vi nød til det, en miljøvenlig en af slagsen), bruger vores tøj lidt mere, ikke køber kød fra “Langbortistan” heller ikke andre fødevarer, så forurener vi ikke unødigt meget. Laver energirigtige ting i vores hjem,vælger ting som kan holde/ genbruges. Jeg tror godt vi kan finde ud af det, for det er jo sund fornuft. Der er bare så mange modstridende “råd” og vi er jo ikke altvidende eller storøkonomer allle sammen, der er flest af dem, der ikke er.
26. februar 2009 kl. 15:07 #
Det er ganske rart at kunne erklære sig 100% enig med Stephan
26. februar 2009 kl. 15:47 #
@ Jette
Gør det DU mener er rationelt og optimalt for dig. Stil krav og hjælp leverandørerne med at fjerne ineffektivitet og fejl. Lad være med at spilde penge fordi du tror det gavner nogen at lade dem sove i timen eller fordi en eller anden politiker vil genvælges.
@ Claus
Du er som regel enig, men har bare ikke altid opdaget det endnu ;-)
26. februar 2009 kl. 16:19 #
Jeg har netop købt et hus med en lille have, fordi jeg IKKE GIDER havearbejde!
Jeg har også købt en lille øko(logi)nomisk bil, som jeg sparer mange penge og CO2 på at bruge i stedet for den gamle bil :-) Jeg samkører så meget som muligt, spiser meget hjemmelavet – er ALDRIG på Mac eller andet.
Som jeg sagde, da jeg var alene med 3 børn på en lille løn: Bare jeg røg – så var der dog ét sted, jeg kunne spare ;-)
26. februar 2009 kl. 16:32 #
Når der i dag tales om økonomisk krise så nævnes begreber som nulvækst eller endda recession som meget negative konsekvenser af krisen og der diskuteres kraftigt om, hvilke midler der skal tages i brug for at få gang i væksten igen så samfundet kan komme op at køre igen for fuld speed – og så vi igen kan høre alle beklage sig over den manglende arbejdskraft og de for få “varme hænder” i den offentlige sektor.
Jeg er overbevist om at borgerne både i Europa, Japan og i USA må indstille sig på en femtidig lavere vækst – i første omgang og dernæst en nulvækst eller endda recession og her kan Lars Kolinds forslag på mikroniveau, til en ændret livsførelse være en god begyndelse.
Lav vækst eller nulvækst er simpelthen nødvendig i vores del af verden, hvis ulandende skal op på en levestandard der bare minder lidt om vores.
Dertil stormer de to folkerigeste lande på jorden Kina og Indien frem med vækstrater på over 10% og deres vækst stopper ikke foreløbig.
Jeg tror alle er enige om, at jorden er et afgrænset system og at der eksisterer grænser for menneskelig ressourceforbrug
Der for mener jeg, at nulvækst er uundgåelig på langt sigt i den rigeste del af verden og de politikere der erklærer, at de er imod nulvækst fører i sidste ende vælgerne bag lyset, men idag er det nærmest politisk selvmord at gå ind for en planlagt nulvækst.
Hvis vi undlader at vælge en planlagt nulvækst vil den økologiske bæreevne bryde sammen. med diverse krige og katastrofer til følge og som uvilkårligt vil medføre en tvungen nulvækst.
26. februar 2009 kl. 18:24 #
Tak for gode kommentarer. Det er interessant at I er inde på forholdet mellem bruttonationalprodukt (forbrug) og livskvalitet. Stort set alle økonomer går som en selvfølge ud fra at der er en direkte sammenhæng, men da jeg skrev punkterne ovenfor syntes jeg der var mange eksempler på at den sammenhæng ikke (altid) holder. Derfor tror jeg faktisk godt at vi danskere kunne få forøget livskvalitet med lavere BNP – bare vi gjorde de rigtige ting.
Hvad siger du?
26. februar 2009 kl. 19:01 #
Lad mig benytte lejligheden til at reklamere for http://www.gomore.dk
Der kan man tilbyde pladser i sin bil – eller finde plads i en bil efter et ret brugervenligt system dækkende hele landet.
Jeg bor i Jylland, men startede med at arbejde i København 1. januar og pendler derfor næsten hver weekend.
Kun én gang har jeg taget toget – alle andre gange har jeg fundet kørelejlighed til 120-150 kr – under halv pris – og ofte fra dør til dør.
Jeg sparer mange penge – kun DSB lider.
Jeg får snakket med en masse interessante mennesker – livskvalitet.
Det er miljøvenligt – CO2 besparelser.
Det sparer vejene for trafik – og yderligere investeringer i infrastruktur.
Spred gerne budskab og link.
26. februar 2009 kl. 19:08 #
Produktion falder hurtigere nu end i 30′erne og rammer mere globalt end dengang, skræmmende mængde værdier forsvinder, 3.500.000 jobs er forsvundet i USA det sidste år. 20 millioner kinesere har ikke kunnet finde job i byerne og er blevet sendt tilbage til landområderne hvor der ikke er meget at kommer efter, 1 million jobs forsvundet i Indien det sidste kvartal og en halv million forventes at forsvinde den næste måned sammenstillet med befolkningsvæksten og hvor mange jobs der er behov for at blive skabt ser tallet værre ud. Bevares vi starter fra et rigere niveau end i 30’erne – men det er en krise vi ser.
Der er selvfølgelig fornuft i at fjerne unødvendigt forbrug og der er ikke en direkte sammenhæng mellem forbrug og livskvalitet.
2 regeringer faldet i Europa pga. krisen, stigende utilfredshed i et antal lande, meget lidt solidaritet i EU. Måske er gdp et forkert udtryk for fremgang – men uden fremgang vil vi se stigende social uro.
26. februar 2009 kl. 19:59 #
Økonomisk velstand er en forudsætning for livskvalitet. Det er i orden, at man fokuserer på økonomisk velstand, men man bør have in mente, at livskvalitet bør være et vigtigere mål, hvis der er en konflikt imellem de to mål.
Problemet med BNP er, at det er et misvisende mål for økonomisk velstand. Et land kan sagtens låne og forbruge en masse penge til kortsigtede formål. Det vil give stigende BNP, men det er samtidig en sikker vej til fattigdom.
Velstand er for mig at se, at man har nogle ressourcer til rådighed og gerne nogle ressourcer, der kan generere yderligere ressourcer i fremtiden. Hvis vi ønsker et velstående samfund i fremtiden, må vi sikre, at vi har disse ressourcer (højt uddannelsesniveau, levedygtige virksomheder, et højt forskningsniveau, en sund befolkning og en god infrastruktur). Hvorvidt vi sikrer det, bør være kriteriet for, om en beslutning eller en reform er god.
Men hvis de fleste beslutningstagere og eksperter styrer efter at maksimere BNP på kort sigt, går det galt. Desværre er mange politikere og toneangivne økonomer fanget i denne vanetænkning – de må prøve at tænke ud af BNP-boksen.
26. februar 2009 kl. 20:12 #
I stedet for BNP som mål for økonomisk velstand, er en bedre definition efter min mening, graden af behovsopfyldelse. Den økonomiske politik bør have som mål, at de givne ressourcer så effektivt som muligt udnyttes til at opfylde befolkningernes behov – både på kort og langt sigt. Jeg vil nødigt sætte min enighed med Stephan over styr, så jeg skal skynde mig at sige, at markedet naturligvis spiller en væsentlig rolle i at sikre denne effektive udnyttelse af ressourcerne.
Når man tænker på, at kloden modtager ekstremt meget energi udefra (fra solen) og de teknologiske muligheder, vi har i dag, burde der være rigelige ressourcer og god mulighed for at udnytte dem til at sikre hele kloden befolkning mulighed for at få opfyldt de vigtigste behov. Det må være et spørgsmål om indstilling. Så der bør ikke være grund til pessimisme, når først eftervirkningerne af kreditboblen har lagt sig.
26. februar 2009 kl. 22:07 #
Selvfølgelig er graden af behovsopfyldelse den bedste målestrørrelse.
Problemet er at den enorme offentlige sektor er planøkonomisk organiseret og dermed ikke aner om man kan få den dobbelte behovsdækning for de samme penge.
26. februar 2009 kl. 23:04 #
@Stephan,
Vi afsporer lidt debatten fra mikroperspektivet.
Jeg kan slet ikke se man kan klandre den offentlige sektor for denne nuværende krise.
Jeg har aldrig arbejdet inden for den offentlige sektor, men har dog til tider haft berøring med den både professionelt og privat. Den offentlige sektor bliver udsat for en helt urimelig kritik. Der er udfordringer ved at ved at være politisk styret – men den offentlige sektor i DK er i mine øjne velfungere med utroligt mange engagerede mennesker som jeg ofte er blevet imponeret over.
Selvfølgelig er der ting der kan gøres bedre, men det er der også inden for det privat.
Der foregår i mine øjne en fuldstændig urimelig kritik af den offentlige sektor.
27. februar 2009 kl. 00:23 #
Til Lars Kolind:
BNP er et mål for landets økonomiske valgmuligheder. Men hvis befolkningen har masser af valgmuligheder i deres dagligdag, udover de økonomiske, så betyder de økonomiske valgmuligheder selvfølgelig mindre for folks lykke. Det er måske derfor, at diktaturstater normalt optræder i den tunge ende i lykke-opgørelser, hvorimod befolkningen i Columbias skove optræder i den glade ende.
Når det er sagt, så hænger vækst i BNP normalt sammen med jobskabelse, og uden jobskabelse har man arbejdsløshed, og arbejdsløshed er roden til alt ondt.
27. februar 2009 kl. 01:46 #
@ Johann
Her blander du flere ting sammen – også ting som jeg slet ikke kom ind på ovenfor.
For det første drejede min pointe sig ikke om krisen, men om hvordan man skal agere i krisen. Men, korrekt, delvist også hvad der har skabt krisen.
For det andet er krisen ikke skabt af den offentlige servicessektor, men af planøkonomerne i bl.a. Finansministeriet.
Krisen er primært forårsaget af at man for at skabe kunstig vækst over mange år har pumpet likviditet ud og dermed skabt ubalance i investeringsprocesserne i samfundet – det så fint ud, men var skidt. F.eks. var boligboblen 100% planøkonomisk skabt – den byggede ikke på at folk blev rigere (vi producerede bedre), men på at de troede de blev rigere (papirpenge som forsvandt igen, men gælden er der stadig).
For det tredje – og vigtigere – er samme planøkonomer er også skyld i at den offentlige servicesektor RELATIVT til den private sektor bliver stadigt mere ineffektiv. Ikke fordi den enkelte ansatte ikke arbejder og ønsker at gøre sit bedste – men fordi de grundet organiseringen laver det forkerte forkert. Du kan sagtens arbejde hårdt uden at komme nogen vegne.
For det fjerde skal vi lige holde tungen lige i munden – jeg argumenterer IKKE at man skal drøne ud og privatisere med alle hænder og sænke skatterne tilsvarende. Det er skatteliberales tilgang – jeg holder mig ude af den diskussion.
Mit argument er at man skal flytte beslutningskompetancen til den enkelte borger EFTER omfordeling, dvs. tvinge de offentlige serviceprocesser til at indrette sig efter de faktiske behov og den prioritering som den enkelte borger foretager. Og drop hylekoret om de inkomptetente borgere – det er planøkonomernes standardundskyldning.
Men når al det er sagt så er der ingen tvivl om at Danmark arkilleshæl er den enorme offentlige sektor, der ganske enkelt ikke kan følge med.
Kritikken er fuldt berettiget og retter sig først og fremmest mod planøkonomerne i ministerierne der er stået af engang i forrige årtusinde.
De har slet ikke forstået de udfordringer vi står overfor og specielt hvordan DERES ageren er den direkte årsag til de fleste problemer vi står overfor – og vel og mærke som de FORVÆRRER med udbygningen af deres styrings- og kontrolmani – hvor velment den end måtte være.
Der sker mange gode ting, men retningen er katastrofal og man skal ikke bruge tid på at undskylde, men på at få rejst kravene for at få ændret på situationen – det kan kun gå for langsomt.
Som sagt ovenfor
Hvis du vil bekæmpe kriser, så skal du blive mere rationel i dit ressourceforbrug – på alle niveauer.
27. februar 2009 kl. 11:13 #
Når man beslutter på mikroniveau, kan man som regel ret hurtigt se konsekvenserne.
Når man beslutter på samfundsniveau, er det svært at få et reelt billede af konsekvenserne, fordi samfundet er en kompleks størrelse. Men det er altid vigtigt med feedback på beslutningerne – ellers handler man i blinde. Derfor er det vigtigt, at succeskriteriet er velvalgt. Et misvisende succeskriterie som BNP giver forkerte beslutninger.
Det kan være rigtigt, som Lars D skriver, at BNP og høj beskæftigelse ofte hænger sammen. Men det er vigtigt, at beskæftigelsen og aktiviteten er sådan, at den styrker samfundets muligheder for at være konkurrencedygtigt på længere sigt. En masse aktivitet var det bedre at undgå for at få størst mulig behovsopfyldelse. Hvis man f.eks. forebygger sygdom og ulykker i et land, vil det give større behovstilfredsstillelse/livskvalitet, men det vil spare samfundet for en del aktivitet og dermed reducere BNP.
Hvis man lagde hindringer i vejen for trafikken, så mange skulle køre en omvej, ville det på kort sigt forøge BNP, fordi der ville blive solgt mere benzin og værkstederne ville få mere at lave.
27. februar 2009 kl. 13:09 #
Claus
Spot on
Det gør det generelt KRITISK at man fra centralt hold og specielt i embedsmandssystemet forbliver ydmyge overfor egen evne til at gennemskue hvad der foregår og specielt faren ved at træffe planøkonomisk one-size-fits-all beslutninger.
Det er præcis denne mangel på ydmyghed som jeg pinpinter som det danske samfunds primære problem. Hårdt formuleret har Centralforvaltningen fået storhedsvanvid – i iveren efter at “styre” og “kontrollere”, skader man samfundet langt mere end man gavner.
27. februar 2009 kl. 14:26 #
Meget enig
Netop fordi den enkelte familie eller virksomhed får hurtigere og sikrere tilbagemeldinger på adfærd og beslutninger og fordi de bedst er i stand til at vurdere, hvad der er nyttigt/giver størst livskvalitet, bør beslutningerne træffes så tæt på den enkelte som muligt.
27. februar 2009 kl. 14:52 #
Engang, sparede jeg penge, ved at sy og strikke til mine børn..det var også nødvendig.
I dag koster det flere penge, at strikke en trøje…end jeg kan købe den for, men jeg holder stadig af det. Det er ikke nødvendig mere, og tid har jeg ikke så meget af, men det er helt bestemt livskvalitet for mig.
Økonomisk gevinst er det bestemt ikke.
Livskvalitet, har vist ikke kun noget med penge at gøre. Jeg kan ikke skrive..at det slet ikke har noget med penge at gøre, for hvis man ikke kan sørge for sig og sine, er livskvaliteten meget dårlig.
27. februar 2009 kl. 14:57 #
En af pointerne i mit speciale:
Først skal man erkende, at man har magten.
Dernæst skal man være ydmyg over for magten.
Først da kan man hjælpe folk!
Hvis man ikke erkender at have magten, taler man ned til/forbi folk.
Hvis man erkender at have magten, men ikke er ydmyg over for den, udøver man magtmisbrug.
God weekend til alle :-)
27. februar 2009 kl. 15:06 #
Den var rigtig klog Helle…tror den skal printes ud til at se på hele tiden. Jeg har vidst i mange år, at jeg har magten til at bestemme…om mine borgere får en god dag, eller det modsatte. Plejer at sige…Jeg kan ikke lave evige liv, kun så gode som mulig.
Også god weekend fra mig, selv om det er en arbejdsweekend…det er nu ikke så ringe endda!!
27. februar 2009 kl. 16:51 #
@ Jette.
Du taler om specialisering som gør at du ikke selv kan strikke en trøje effektivt i forhold til hvad den koster. Det er en af hovedkilderne til velstand. Jeg er ikke i tvivl om at du passer dine opgaver langt bedre end jeg nogensinde ville kunne gøre det – og omvendt.
Men desto mere specialiseret et system er desto vigtigere er det at DU STADIG VÆLGER HVILKEN trøje du vil købe, så nogen kan se pointen i at producere de trøjer som der er behov for. Det er “markedets” funktion.
I det offentlige system har vi groft sagt kun “uniformer” fordi det er
a) nemmere (for embedsfolkene)
b) antaget billigere (køber 10.000 af de samme)
c) dækker behovet (du skal have tøj)
Du sidder derimod i yderste led og ved at det
a) betyder at den ikke passer
b) den bliver så billig at den ikke varmer og dermed skal du have 2 uniformer i stedet for den ene som var antaget
c) at borgeren ofte føler sig dårligt behandlet, dvs. pengene er dårligt brugt.
@ Calus
Kan du se – vi er slet ikke uenige når først “lighedssløret” er taget fra øjnene ;-)
28. februar 2009 kl. 11:05 #
Jeg ved det godt Stephan for…det er blevet overskudshandling, kunst, moderne m.m at fremstille noget selv, ikke fordi vi ikke har råd til andet, og er nød til det.
Tak for de pæne ord om arbejde, men det er nu ikke altid jeg kan gøre det så godt, som jeg gerne ville. Det har jeg ikke rammer til, selv om jeg/vi er dem der koster mindst, og dårligst kunne undværes.Sådan sort/hvidt..hvis vi ikke var der ville de ældre og syge være…slutne, tørstige, snavsede, bange, alene…altså alle de grundliggende behov mennesker har.
3. marts 2009 kl. 12:40 #
Så skal vi have SP bidrag udbetalt..hvis vi vil. Det kan nok hjælpe lidt mange steder, og det er jo vores egne penge. Det kan jo heller ikke nytte noget, at vi er gået på r…., inden vi kan få dem udbetalt, så hellere klare skærene nu. Sådan sagt lidt på forhånd…selvfølgelig skal dem med mest i løn have mest udbetalt, for de har indbetalt mest. Så godt så langt, men jeg kan ikke huske..blev der trukket SP af overførselsindkomster?Kontanthjælp m.m. Jeg tror det ikke. Så der er desværre igen nogle, som ikke kommer med til forbrugsfest, men det var de jo heller ikke sidst.
Havde nok hellere set, at de var blevet brugt, til at få alle med, og sætte noget arbejde igang.
4. marts 2009 kl. 13:24 #
Gad vide om det er fordi det er uinterssant, ikke lige det vi taler om, for dumt ( det håber jeg sandelig ikke) for svært, noget ikke så mange kender til, at der ikke komme kommentarer til overstående indlæg? Måske har mennesker bare for travlt? Ellers er det ikke indviklet nok. Det er jo heller ikke mig der bestemmer indholdet på bloggen, men jeg var bare så spændt øv-øv.
4. marts 2009 kl. 15:54 #
Jette
Har blot ikke rigtigt noget at tilføje.
Når du kalder SP for en “forbrugsfest” glemmer du at det var tvangsopsparing i første omgang – hvad var SP så oprindeligt?
Det som skiller er ligesom diskussionen om et glas er halvtomt eller halvfuldt. Handlingsorienterede fokuserer på hvorfor tingene er som de er og hvordan vi laver hjælp til selvhjælp – “samaritanere” fokuserer på at give fisk til den sultne.
Folk vælger selv hvordan de sparer op til deres alderdom – skal vi belønne dem som blot overlader ansvaret til andre? Og dermed opfordre til endnu mere sløsagtig omgang med skattekronerne.
Problemet er ligesom at sætte en skål med slik foran børn – ofte er det sådan at dem som rager til sig får mest og de betænksomme står tilbage som tabere, men det er hurtigt slut.
4. marts 2009 kl. 18:13 #
Hvis vi nu tager skålen med slikket, for voksne kunne vi lave det om til en skål med penge…eller hvad? Det kan jo også være, at dem der ikke rager til sig, har lært at dele og opføre sig pænt ikke?
Da jeg var færdig med at have børn, fik jeg råd til at spare lidt op, til jeg bliver gammel. Der trækkes hver måned fra min løn til samme formål. Disse ting er godt for mig, men der er stadig nogle som ikke kan. Derfor får vi et klasseopdelt samfund fra vugge til grav. Det bliver nok aldrig anderledes, mennesker har ikke samme vilkår. Jeg tror desværre at det bliver meget værrer de kommende år. For der er flest af dem der rager til sig.
4. marts 2009 kl. 23:11 #
De fleste enige om at vi skal ligge en bund under hvor dybt man kan synke.
Men det er vigtigere hvordan man bruger og udvikler sine talenter og det største problem er nu stadig at sætte tæring efter næring.
Vi ved fra vores børn at hvis slikket skal holde, så giv dem hver deres bøtte i stedet for at lade dem stikke kloen ned i den samme skål.
Børn har det med slik som voksne har det med statskassen.
5. marts 2009 kl. 10:36 #
Nu skal vi være færdig med denne snak, men jeg kan ikke lade være..for nu kan jeg forstå forskellen i livssyn.
Jeg har altid fået og givet mine børn. Den ting, som skulle deles og en skål til hver, så de kunne lære at dele. Det krævede lidt arbejde, men var det hele værd.
Slut på denne post, fra min side.
5. marts 2009 kl. 11:17 #
Jette
Enig.
Vi har en fælles opgave med at forholde os til deling – omfordeling.
Og selvfølgelig er der interessekonflikter fordi alle bidrager ikke med det samme og nogen bidrager ikke hvad de kunne, fordi de forlader sig på andre.
Men derefter har den enkelte borger bedst af selv at administere.
Fordi der er nogen som skynder sig at spise for derefter at kræve mere.
17. marts 2009 kl. 13:47 #
Jeg hører i min radio og kan læse i aviser, at vi har over 55000 mennesker i Danmark,som skal leve for under 250 kr om dagen til alt..bolig mad, tøj, transport, fornøjelser ( de er sikkert gode til de gratis glæder), det præger især børn, og tager selværdet fra de voksne.
Jeg ved godt, der er mange mennesker som aldrig er kommet med på velstandsvognen, men nu er der sat tal på, fra en eller anden statslig forsker gruppe ( jeg hørte ikke hvilken).
250 kr om dagen til alt er 7500 om måneden til alt, det må være svært! Der er altså en grund til, at jeg altid taler om at dele verdens goder, og ikke bare være grådig.