Arkiv for januar 2009

Liberal Alliance – hvad nu?

I dag kom meddelelsen om at Naser Khader ikke mere ønsker at være politisk leder for Ny Alliance og derfor forlader partiet til fordel for en position som løsgænger. Jeg er blevet overfaldet med spørgsmål fra alle sider selvom jeg formelt “bare” er menigt medlem af partiet.

Jeg beklager at Naser forlader Ny Alliance, men jeg beklager ikke at han går som politisk leder. Det har mange forsøgt at få ham til at gøre i lang tid. Det var flot at Naser, Gitte og Anders turde bryde ud af deres partier for at stifte Liberal (Ny) Alliance i 2006. De løb en stor risiko, de arbejdede hårdt og gjorde deres bedste. Men for Naser var det bedste ikke godt nok til jobbet som partileder. Som han selv skriver i sin pressemeddelelse var han ikke nogen god partileder. Trist at han først erkender det nu.

I den situation ville det rigtige være at Naser havde byttet jobbet som politisk leder med Anders Samuelsen og var fortsat som folketingsmedlem med ansvar for de værdiområder, som han brænder for. Ingen i partiet har mig bekendt nogensinde talt Naser imod når han har argumenteret for de værdier han brænder for. Derfor er det trist at Naser nu finder det nødvendigt at begrunde sin afgang med at han ikke mere kan gå ind for partiets politik. Det ved han nemlig godt selv er forkert. Liberal Alliance har netop den ansvarlige, liberale politik, som Naser siger at han går ind for. Den er jeg overbevist om at Anders Samuelsen, Willum Christensen, Leif Mikkelsen og Hovedbestyrelsen fortsat står bag, og jeg er ikke i tvivl om at det netop er den politik der er brug for i Danmark i de kommende år.

Nasers afgang gør mig forsigtigt optimistisk mht. fremtiden for ansvarlige liberale grundholdninger på Christiansborg. Liberal Alliance er jo ikke meget andet end det Venstre, vi kendte under Uffe Ellemann. Dengang var frisindet vigtigere end meningsmålingerne. Dengang turde Venstre tage et standpunkt selvom det stødte nogle vælgere væk. Dengang var Venstre troværdig. Derfor er enhver snak om at Liberal Alliance er blevet et “superliberalt” eller “liberalistisk” parti noget vrøvl, og for Nasers vedkommende ligner det mest af alt en rigtig dårlig undskyldning. Jeg tror bestemt at det vil lykkes Anders og resten af partiledelsen at skabe forståelse for at vi i Danmark skal have et ansvarligt, liberalt parti – og det er noget helt andet end et “liberalistisk” eller “superliberalt” parti.

Lighed – direktørlønninger

I Danmark får topdirektørerne for landets største virksomheder typisk 6 – 10 Mkr i bruttoløn, dvs. inkl. bonus og frynsegoder. I enkelte ekstreme tilfælde betyder aktieoptioner at aflønningen kan komme væsentligt højere op, men det er undtagelser. I forhold til en medarbejder på “gulvet” som tjener måske 300.000 kr. om året, er det 20 – 30 gange højere.

I USA er billedet anderledes. Arbejderen på gulvet tjener sjældent over 200.000 kr. om året og topdirektøren kan let komme op på 20 – 40 Mkr. Nogle tjener langt mere, men også det er undtagelser. Forskellen er altså at direktøren tjener 100 – 200 gange så meget som arbejderen.

Skaber den store ulighed i USA dynamik og velstand i samfundet? Jeg tvivler, i hvert fald så længe direktøren blot er “ansat”, dvs ikke ejer af nogen væsentlig del af virksomheden. Som ansat direktør løber direktøren nemlig ikke nogen væsentlig personlig risiko, og i nogle tilfælde får han endda sin løn/bonus selvom virksomheden klarer sig dårligt.

Frank Calberg, som ofte skriver kommentarer her på bloggen, har et interessant indlæg herom på sin blog: http://frankcalberg.blogspot.com/2009/01/what-promotes-economic-growth-better.html.

Efter min mening er det op til et vist niveau helt rimeligt at topledere får en høj løn. Deres indsats er afgørende vigtige for mange menneskers job og liv, de arbejder under stort pres og de har et stort ansvar. Men der er en grænse, og den synes jeg forlængst er overskredet i USA. Prisen for alt for stor ulighed i lønnen? Den er at ledelse og medarbejdere ikke mere oplever sig selv om et team der er i samme båd. Hvilken medarbejder vil slås for sin virksomhed, hvis han eller hun oplever at goderne er åbenbart urimeligt fordelt?

Kreditkrise – hvad er løsningen?

Jeg er ikke imponeret af debatten om bankpakker og andre mulige veje ud af kreditkrisen. Især ikke over at nogen alvorligt mener at staten skal til at drive bank. Her er hvad jeg foreslår:

  1. Første trin er at åbne mulighed for at betaling af den moms der forfalder 20/1, kan udsættes i op til 12 måneder mod betaling af en rente på ½ % pr. påbegyndt måned. Samme ordning for momsen for de næste 12 måneder. Det vil omgående lette likviditetspresset på stort set alle virksomheder. Mest for dem der har størst værditilvækst og det vil normalt være de virksomheder der har flest mennesker ansat pr. krones salg. Ordningen kræver ingen yderligere administration; staten får renter af sine penge og pengene går direkte til de virksomheder der har brug for dem. Ingen forskelsbehandling.
  2. Hvis ikke det er nok er andet trin at ændre den måde bankernes egenkapital bliver beregnet på sådan at hensættelser til garantiordningen (bankpakke 1) ikke skal fratrækkes i egenkapitalen. Det vil – alt andet lige – gøre det muligt for bankerne at låne op imod 400 milliarder kr. mere ud til virksomheder og private der har brug for lån, uden støtte for staten. Det er fortsat op til bankerne at vurdere, hvilke kreditorer der er kreditværdige, og hvilke der ikke er. Sådan skal det være. Løsningen kan gennemføres uden videere og den koster ikke staten penge.
  3. Hvis heller ikke dette er nok kan staten tilbyde de banker der har behov, ansvarlig lånekapital på markedsvilkår. En dårligt drevet bank vil have en lav kreditvurdering, dvs at risikoen ved at låne dem penge er større, hvorfor renten selvfølgelig skal være højere end den rente som veldrevne og solide banker skal betale. Alle i finanssektoren kender den mekanisme og staten skal blot forlange samme rente som andre långivere forlanger til andre banker med tilsvarende kreditvurdering. Heller ikke dette er kompliceret; staten får renter af sine penge og ordningen kan sættes i gang med kort varsel.

Glem alt om at nedsætte kommissioner der skal give bankerne karakter for hvor sunde de er. Glem alt om at påtvinge banker ny aktiekapital, som ikke ønsker den. Glem alt om at tvinge bankerne til at låne penge ud, hvis de ikke af sig selv mener at det er en god forretning.

Hvor svært kan det være?

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.