Lighed – direktørlønninger
I Danmark får topdirektørerne for landets største virksomheder typisk 6 – 10 Mkr i bruttoløn, dvs. inkl. bonus og frynsegoder. I enkelte ekstreme tilfælde betyder aktieoptioner at aflønningen kan komme væsentligt højere op, men det er undtagelser. I forhold til en medarbejder på “gulvet” som tjener måske 300.000 kr. om året, er det 20 – 30 gange højere.
I USA er billedet anderledes. Arbejderen på gulvet tjener sjældent over 200.000 kr. om året og topdirektøren kan let komme op på 20 – 40 Mkr. Nogle tjener langt mere, men også det er undtagelser. Forskellen er altså at direktøren tjener 100 – 200 gange så meget som arbejderen.
Skaber den store ulighed i USA dynamik og velstand i samfundet? Jeg tvivler, i hvert fald så længe direktøren blot er “ansat”, dvs ikke ejer af nogen væsentlig del af virksomheden. Som ansat direktør løber direktøren nemlig ikke nogen væsentlig personlig risiko, og i nogle tilfælde får han endda sin løn/bonus selvom virksomheden klarer sig dårligt.
Frank Calberg, som ofte skriver kommentarer her på bloggen, har et interessant indlæg herom på sin blog: http://frankcalberg.blogspot.com/2009/01/what-promotes-economic-growth-better.html.
Efter min mening er det op til et vist niveau helt rimeligt at topledere får en høj løn. Deres indsats er afgørende vigtige for mange menneskers job og liv, de arbejder under stort pres og de har et stort ansvar. Men der er en grænse, og den synes jeg forlængst er overskredet i USA. Prisen for alt for stor ulighed i lønnen? Den er at ledelse og medarbejdere ikke mere oplever sig selv om et team der er i samme båd. Hvilken medarbejder vil slås for sin virksomhed, hvis han eller hun oplever at goderne er åbenbart urimeligt fordelt?
5. januar 2009 kl. 12:46 #
Patrick Scheuerer skrev til indlægget på min blog en kommentar, hvor han henviser til en undersøgelse fra den tyske Bundesliga, der viser, at hvis forskellene i spillerlønninger på et fodboldhold bliver alt for store, har det respektive hold mindre succes.
http://frankcalberg.blogspot.c.....1827635759
Et lille spørgsmål til jer:
Hvor stor skal forskellen i løn mellem den højest og lavest betalte person, som arbejder for en virksomhed efter jeres mening være, for at den respektive virksomhed skaber maksimal dynamik og velstand for den samlede økonomi: Større eller mindre end faktor 1:50?
5. januar 2009 kl. 14:40 #
Spørgmålet er lidt “uldent” – for en afgørende faktor er vel om de ansatte kender hinandens løn – og om lønnen stiger med indsatsen?
Andre faktorer er civil stand, alder osv. – det som virker i McD virker muligvis ikke hos Mærsk.
Jeg har arbejdet under “alle forhold” og det som er afgørende for mig personligt er ikke hvad de andre får – skønt som yngre var det gansk rart at være opmærksom på at man tjener 40-50K mere end de andre om måneden. (Det var før vi fik bil…. og børn.)
Vh Per
5. januar 2009 kl. 14:41 #
Jeg er principielt fuldstændig ligeglad med hvad min chef tjener – så længe jeg selv er tilfreds med min løn :-)
5. januar 2009 kl. 16:00 #
Per, jeg er enig med dig i, at åbenhed omkring løn er en afgørende faktor.
5. januar 2009 kl. 17:04 #
Hvorfor skulle nogen afvige fra alm. løndannelse for direktører?
5. januar 2009 kl. 17:10 #
Jeg har intet imod, at direktører får en ordentlig og i visse tilfælde en særdeles god løn.
De har et stort ansvar for virksomhedens trivsel (kunder og leverandører), medarbejdernes tilfredshedsniveau samt indtjeningen til aktionærerne.
Bestyrelserne må i større udstrækning end det i mange tilfælde er i dag, føre en mere indgående kontrol med direktionens beslutninger og hvis direktøren ikke lever op til virksomhedens strategi og målsætninger, men lader egne interesser gå forud for virksomhedens, må bestyrelsen tage afsked med den pågældende direktør uden tøven og uden et “Gyldent Håndtryk”.
Direktørlønninger bør ikke være hemmelige.
Fondsbørsen har vedtaget, at selskaberne skal oplyse ledelsens individuelle lønninger eller forklare hvorfor de ikke gør det. Der er desværre mange virksomheder der ikke efterlever denne anbefaling.
Jeg er imod aktieoptioner og for fordelagtige bonusordninger, som kan friste direktioner til at agere alt for kortsigtet for at opnå en økonomisk gevinst til sig selv.
Hvis en virksomhed er ude i en krise og hvor en lønnedgang vil kunne hjælpe er det helt nødvendigt, at bestyrelse og direktion går først med en lønnedgang, hvis de foreslår eller kræver at medarbejderne skal gå ned i løn – i bestræbelserne på at redde virksomheden.
Et grotesk tilfælde er Danish Crown, som ifølge dagspressen har foreslået eller krævet, at slagteriarbejderne skal 15 procent ned i løn for at bevare deres arbejdspladser i Danmark.
Direktionen i Danish Crown har i alt en årsløn på 20,9 millioner kroner – der er i alt fem direktører og det vil sige et gennemsnit på 4,2 millioner kroner til hver i årsløn.
Det kan virke enormt provokerende for medarbejderne, at direktionen ikke selv beslutter sig for at gå tilsvarende ned i løn og nyde den samme medicin som medarbejderne.
Det har i hvert fald intet med partnerskab at gøre.
Lars Kolind har i et tidligere indlæg skrevet at. “I et ægte partnerskab deler virksomhed og medarbejdere skæbne” og det er jeg enig i, men det er desværre ikke alle steder det sker.
5. januar 2009 kl. 19:50 #
Hemmeligholdelse af lønninger udvirker skrønedannelse og misundelse hos medarbejdere og kolleger.
Det må være det bedste argument for gennemsigtighed, og kan lederne ikke selv finde ud af det, må der lovgivning til. Eller som i gamle dage: at man kan se alle menneskers selvangivelse :-)