Liberal Alliance – hvad nu?

I dag kom meddelelsen om at Naser Khader ikke mere ønsker at være politisk leder for Ny Alliance og derfor forlader partiet til fordel for en position som løsgænger. Jeg er blevet overfaldet med spørgsmål fra alle sider selvom jeg formelt “bare” er menigt medlem af partiet.

Jeg beklager at Naser forlader Ny Alliance, men jeg beklager ikke at han går som politisk leder. Det har mange forsøgt at få ham til at gøre i lang tid. Det var flot at Naser, Gitte og Anders turde bryde ud af deres partier for at stifte Liberal (Ny) Alliance i 2006. De løb en stor risiko, de arbejdede hårdt og gjorde deres bedste. Men for Naser var det bedste ikke godt nok til jobbet som partileder. Som han selv skriver i sin pressemeddelelse var han ikke nogen god partileder. Trist at han først erkender det nu.

I den situation ville det rigtige være at Naser havde byttet jobbet som politisk leder med Anders Samuelsen og var fortsat som folketingsmedlem med ansvar for de værdiområder, som han brænder for. Ingen i partiet har mig bekendt nogensinde talt Naser imod når han har argumenteret for de værdier han brænder for. Derfor er det trist at Naser nu finder det nødvendigt at begrunde sin afgang med at han ikke mere kan gå ind for partiets politik. Det ved han nemlig godt selv er forkert. Liberal Alliance har netop den ansvarlige, liberale politik, som Naser siger at han går ind for. Den er jeg overbevist om at Anders Samuelsen, Willum Christensen, Leif Mikkelsen og Hovedbestyrelsen fortsat står bag, og jeg er ikke i tvivl om at det netop er den politik der er brug for i Danmark i de kommende år.

Nasers afgang gør mig forsigtigt optimistisk mht. fremtiden for ansvarlige liberale grundholdninger på Christiansborg. Liberal Alliance er jo ikke meget andet end det Venstre, vi kendte under Uffe Ellemann. Dengang var frisindet vigtigere end meningsmålingerne. Dengang turde Venstre tage et standpunkt selvom det stødte nogle vælgere væk. Dengang var Venstre troværdig. Derfor er enhver snak om at Liberal Alliance er blevet et “superliberalt” eller “liberalistisk” parti noget vrøvl, og for Nasers vedkommende ligner det mest af alt en rigtig dårlig undskyldning. Jeg tror bestemt at det vil lykkes Anders og resten af partiledelsen at skabe forståelse for at vi i Danmark skal have et ansvarligt, liberalt parti – og det er noget helt andet end et “liberalistisk” eller “superliberalt” parti.

16 kommentarer til “Liberal Alliance – hvad nu?”

  1. birte skot-hansen

    Uden at vide ret meget om det hele, så har det jo, set udefra og med mine man-
    ge års politiske erfaringer, hele tiden virket “skrøbeligt,” hvad der skete, da de tre udbrydere dannede Ny Alliance. Jeg synes også, det har været meget uheldigt, at så har den ene efter den anden forladt partiet ud-
    fra forskellige bevæggrunde.Jeg er dog også af den overbevisning, at Naser Khader, uanset, aldrig har været stærk nok som partileder, hvad han da også selv indrømmer. “Hatten af for det!” Men Folketinget har efter min mening ikke brug for alle de løsgængere, der efterhånden er. Jeg er dog selv mange-
    årigt medlem af en borgerliste og sid-
    der i Kommunalbestyrelsen på Bornholm, hvor Regionslisten har 5 mandater.(27 medlemmer i Kommunalbestyrelsen). Men vi har desværre måttet erfare, at vi har haft meget lidt indflydelse på den førte politik. Og mon ikke det er det, der kan medføre, at man kører træt, også i Folketinget, hvis man ikke er medlem af eet af de større etablerede partier?
    Hvilken indflydelse har Ny Allinace haft eller har de pt? For mig at se, ingen. Jeg er så også af den opfattel-
    se,at jeg synes, du forsvarer det hele godt Lars, men Anders Samuelsen tror jeg heller ikke på som politisk leder
    af Ny Alliance.Naser Khader blir’ forhåbentlig en mindre frustreret mand og politiker nu. Så må vi afvente og se, hvad Ny Alliance ellers kan udrette.

  2. Lars D

    Eftersom at der ikke er medlemmer nok til at få partiet ind i folketinget næste gang, så er det afgørende, hvordan vælgerne opfatter partiet.

    Jeg kender flere, der har stemt på NA, og alle gjorde det pga. Naser Khader, som de opfattede ham dengang. Deres opfattelser har alle ændret sig til, at de ikke længere anser ham for at være politisk dygtig nok, og at de derfor ikke længere vil stemme på LA/NA. Det er i deres øjne ligegyldigt, hvilke andre medlemmer LA/NA har, og Mr. Samuelsen siger dem ikke noget.

    Såvidt jeg kan vurdere, så er LAs eneste håb nu, at Margrethe Vestager kvajer sig ud over alle grænser.

  3. Lars Kolind

    Jeg tror der er to svar på Birte Skot Hansens spørgsmål om hvilken indflydelse Liberal Alliance har haft indtil nu:
    1. Ingen, nøjagtig ligesom de fleste andre partier i Folketinget, for i realiteten bestemmes politikken af Dansk Folkeparti fordi Regeringen ved at uden dette parti bliver den væltet. Og da ministrene gerne vil beholde ministerbil og magt, så bestemmer Dansk Folkeparti.
    2. Megen indflydelse: Liberal Alliance er den direkte årsag til at vi fik Skattekommissionen – alle andre partier talte imod skattereform ved valget i 2006. Og sådan er der en lang række punkter hvor LA har været med til at sætte dagsordenen.

    Jeg tror det betyder rigtig meget, hvilke personer der står i spidsen for et parti. Skiftet fra Naser til Anders kan godt blive den vending, jeg håber på.

  4. Joachim Meyer Andersen

    Jeg er ked af at at det nødvendige formandsskifte i Liberal Alliance medførte at Khader gik – jeg har utrolig stor respekt for ham som menneske og politiker og værdipolitikken, som jo er hans mærkesag, passer utroligt godt ind i Liberal Alliance’s profil synes jeg. Men han duede slet ikke som partileder og det burde han havde indset forlængst, måske endda før Ny Alliance blev oprettet

    Jeg håber virkelig på at Liberal Alliance kan kæmpe sig tilbage, men det er godt nok op af bakke nu

  5. Jørgen Lang Jørgensen

    Der tragikomisk, at overvære det absurde politiske teater som har og til stadighed udspiller sig i henholdsvis Ny Alliance, og så nu Liberal Alliance.

    Underholdningsværdien har været høj.

    Først var de fem og nu er der een tilbage – i blandt de fem var der poltiske amatører som Malou Aamund og Jørgen Poulsen og resten var politikere, som ikke kunne opnå poster i deres gamle partier, som de ønskede og derfor i skuffelse over det stiftede et nyt parti Ny Alliance.

    Den sidste der nu er gået er, som bekendt, partistifter og formand for partiet Naser Khader og han begrunder sin udmelding med, at han ikke kan acceptere den højredrejning i retning af et superliberalistisk parti,som partiet har taget.

    Da man udskiftede partiprogrammet over en nat og det blev til Liberal Alliance, var det blandt andet på grund af Saxo Banks ultraliberalist direktør Lars Sejer Christensen, som nu meddelte, at han havde meldt sig ind og støttede Liberal Alliance økonomisk – (på linje med Riis cykelhold)-, hvis han samtidig kunne få indflydelse på udformningen af partiets nye partiprogram.

    Jeg har tidligere udtrykt mig meget negativt overfor dette poltiske projekt og det står jeg stadig ved.

    Partiet vil, efter min opfattelse, aldrig få nogen folkelig politisk opbakning.

  6. Helle Munch Oldefar

    Jeg kan stadig ikke forstå, at hvis man har liberale holdninger, at man så ikke forsøger at præge partiet Venstre i den retning, man gerne ser!
    At starte sit eget parti – og så ghm forlade det igen – virker barnligt på mig.
    Jeg håber, at Anders Samuelsen lukker LA og får en god kreds i sit rigtige parti – Venstre :-)

  7. Anni Løndal de Lichtenberg

    40 pct skat
    + Saxoindflydelse
    + Aamundindflydelse
    _________________
    = noget andet end social liberal

    Beklager, men jeg er enig med Khader i, at LA ikke er social liberal og jeg har mistanke om, at Samuelsen er Lars Sejer Christensens og Asger Aamunds pinocchio-dukke.

    Jeg husker stadig den rekrutteringsartikel Saxo-Christensen lagde på 180grader.dk da han ville rekruttere medlemmer til LA efter én af de to-tre herrers oprydning.

  8. Claus Christensen

    Hvis man ser på Seier-Christensen udmeldinger på miljøområdet, som er 180-grader modsat den oprindelige linie, og skattepolitikken, der fundamentalt vil ændre det solidariske danske velfærdssamfund i retning af noget helt andet, forstår jeg godt Khaders indvending imod Ny Alliances ultraliberalistiske linie. En værdi er noget, man ikke kan få nok af. Liberal Alliance har liberalisme som værdi og derved bliver det det samme som ultraliberalistisk.

  9. Niels Thomsen

    LA er naturligvis historie – det er en diskussion som tidligere var forbeholdt KAP’ere og SAP’ere om den ene eller anden skal være formand. Naser Khader derimod vil stadig have muligheder for at præge integrationspolitikken i Danmark hvis han bliver enig med Venstre om optagelse. At Lars Kolind betegner sig som forsigtig optimist på LA’s vegne er en vurdering der falder helt i tråd med Kolinds tidligere fornemmelse for politik…

  10. Jan Sjøstrand

    Et skole eksempel på ekstrem dårlig ledelsearbejde. Der manglede fælles fodslauw på væsentlige ledelsesmæssige områder lige fra start – vision, mission og berettigelse, identitet og selvopfattelse og i særdeleshed værdier og holdninger. Det er minimumsfundament for mental sammenhæng og adfærd.

    På de områder hvor man trods havde fået formuleret nogle holdepunkter, er det arbejdet gjort overfladisk – der manglede nerve, dybde og kongruens, derfor står LA lige nu med begge bed i graven.

    Hvis ikke LA kan blive enige internt, er det nærmest umuligt for os andre at opfatte, danne sammenhæng og mening i “galskaben”, og så er Khader jo ikke lige frem den bedste “sælger”.

  11. Lars Kolind

    Jeg oplever jeres reaktioner som meget hårde og nok en smule unuancerede, hvis jeg skal sige det pænt.
    Det der er foregået, er egentlig ret enkelt: Tre politikere danner et nyt parti i frustration over de eksisterende partier, men desværre uden at være enige om det politiske indhold.
    I takt med at indholdet bliver klart, falder folk fra, hvilket er naturligt. Den leder som alle troede på (Naser), viser sig at være alt for svag, hvilket han nu selv indrømmer. Nu er vi så ved et punkt, hvor politikken efterhånden er klar (en liberal, ansvarlig politik – på ingen måde superliberal) og den politiske leder har erkendt at han ikke er opgaven voksen. Den nye politiske leder bliver så den person (Anders) som burde have været leder fra starten, politikken er klar og organisationen er på plads.
    Hvorfor er dette en farce? Hvorfor kan dette ikke blive begyndelsen på en opbygningsperiode hvor vi ser om der er vælgere der går ind for en ansvarlig liberal politik?
    Jeg synes at vi skal give Liberal Alliance en chance.

  12. Claus Christensen

    og dermed har partiet tilmed et slogan: giv Liberal Alliance en chance …

    Men problemet er bare, at troværdigheden er væk, når man ændrer politik så ofte og når man ikke kan samarbejde indbyrdes.

    Jeg vil nødig udtale mig om personer og skal ikke sige noget om Anders Samuelsens lederevner, men som leder har et politisk parti først og fremmest brug for en rund person, der kan lytte til forskellige ideer og synspunkter og diskutere dem på plads i en ramme af en overordnet mission, vision og værdier samt formulere synspunkter og forslag i overensstemmelse med kursen.

  13. Alf Petersen

    Ultraliberalisme eller ej… det er bare en etiket som man kan sætte på LA om man har lyst eller ej.

    Det afgørende er vel at der er en markant forskel på Naser Khader’s politiske vision (og i den sammenhæng er vision måske et stort ord) og så den som Anders Samuelsen er ambassadør for. Naser står for den mere værdipolitiske linie, hvor Anders Samuelsen har et langt større fokus på skattepolitikken.

    Uanset hvad man kalder LA, så er det vel et faktum, at det er det parti der har den mest liberale økonomiske politik i Danmark. Det siger måske ikke så meget, men det er stadig væk nok til at jeg tvivler på at der er grobund for sådan et parti i DK. Det var vist ærlig talt den værdipolitiske linie der var slagnummeret for NA/LA, snarere end en liberal økonomisk politik.

  14. Jan Sjøstrand

    I mit hoved kommer “ledelseselementerne” ovenfor før det politiske indhold, og det både for det samfund man ønsker at skabe, og for LA der jo skal løfte opgaven. Når personer så falder fra kan det skyldes at netop det politiske indhold ikke er sammenhængende med disse, og/eller at elementer helt mangler, og så er det først gennem det (konkrete)politiske indhold at personerne finder ud af at eksempelis deres værdier er ude af balance med indhold.

    En stor fordel ved at stå på bunden er, at så er der noget at sætte af fra!

  15. Erik Schierning

    Der er næppe plads til ultraliberalisme i dagens Danmark. Missionen af Naser Kader m.fl. lykkes ikke – lederen har dømt sig selv ude. Der er blevet og bliver stadigvæk snakket meget om et væsentlig lavere skatteloft, men det har medierne sørget for, at de fleste danskere er kommet til at hade denne løsning, da Danmark er et prof. og veludviklet lønmodtagerland, hvor staten i alle ender og kanter sørger for borgerne uanset farve på regeringerne. Det har gjort danskerne så forkælede, at man godt kan glemme det ultraliberale for den bredde af befolkningen, som bærer den historiske velfærdsudvikling. Vi danskere vil åbenbart hellere fastholde det forældende og (undskyld) det såkaldte statsstyremonopol, alt imens det globale tog er godt på vej til at overhale os inden om. Vi mangler de mange modige, der tør give afkald på at modernisere og fremtidssikre det danske samfund til glæde for vore efterkommere. Hvornår indser regeringskoalitionen, at de nu selv må lave den samfundsmæssige “turnaround” som LA lagde op til. Men de tør jo nok ikke, fordi de kun tænker på meningsmålingernes diktatur. Hvor finder vi nutidens moderne Uffe Ellemand, der kan tage denne værdikamp og få genfødt og vækket de danskere, der tror på at vi godt kan klare os selv uden at have staten med som barnepige i småt og stort. LA lukker nok snart og efterlader den evolution, som kunne bringe DK foran som et ansvarsbevidst, innovativt og lærende samfund, udviklet af os selv og gode kræfter fra det globale samfund.Ingen tør af frygt for mediernes represalier. Måske kunne den igangværende krise fostre nogle nye unge løver, der kunne føre an i den uundgåelige evolution. Jeg håber det bedste, men frygter at det kunne være for sent.

  16. Troels Frøkjær Christensen

    Endelig er Samuelsen kommet i toppen af partiet, hvilket jeg har kommenteret for flere måneder siden var det nødvendige step for Liberal Alliance. Derfor giver jeg Lars Kolind fuldstændig ret i, at det er ærgerligt at Nasser først indser dette nu. Nasser har gode intentioner og gode værdier, men en god leder kan man bestemt ikke kalde ham. – I alle interviews, jeg har set, er det som om Nasser altid skal lede efter de rigtige ord, hvilket bevirker at det føles som om han er i tvivl. – Det dur ikke i politik. Nasser har prøvet, at komme på kommunikationskurser for at rette op på dette, men det har tydeligvis ikke virket. – Men ikke for at være for hård ved Nasser, så har han rigtig gode værdier, som er vigtige at støtte op om eks. mht. integrationen.
    Anders Samuelsen er hurtig i replikken, hvilket er alfa omega i politik og han har indtil videre sagt det helt rigtige i mine øre. Derfor er det glædeligt, at min stemme på Liberal Alliance endelig kan blive hørt.
    Ultra liberal eller ej, – så er det de hårdeste ramte i samfundet, som ikke kan tage sig af sig selv, der skal hjælpes og hjælpes bedre af det offentlige end tilfældet er i dag. Men jeg har også den holdning, at de personer, der kan klare sig selv får muligheden for det. Det offentlige skal på en god slankekur og vente med investeringerne i offentlig byggeri. 100.000 arbejdsløse er altså stadig utrolig lavt sat, og vil kun gavne industrien. Industrien har ikke gjort andet end at råbe og skrige på mere arbejdskraft nu har de den endelig. – forudsat lidt efteruddannelse, hvilket det offentlige er klar til at levere.
    Det handler om, at folk tager ansvar for Danmark og bidrager i samlet flok. Dog er der flere steder, hvor det offentlige kunne trænge til et par reformer eks. indenfor skat(det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats) og militæret (en mere professionel hær) etc. – Derfor er der helt klart en plads til Liberal Alliance og nu kan de gode værdier der er i organisationen endelig blive kommunikeret ud via Samuelsen…
    Jeg tror på, at Samuelsen er den rette person til, at lede Liberal Alliance ud af krisen og husk – kampen er først ovre, når håndklædet er kastet i ringen.:)

Skriv en kommentar

Tænk på en større organisation som du er ansat i, eller har forbindelse til. Er den stadig lige så fleksibel, effektiv og kundeorienteret som før?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.