Kolind Kuren

En tredjedel af landets biblioteker og filialer af biblioteker er lukket de seneste år. Og for nogle dage siden kunne man læse om den seneste store succes på området: biblioteker uden betjening, hvor lånerne får chip-lånerkort sådan at de kan låse sig ind og selv aflevere og låne bøger. Modellen er bl.a. afprøvet på biblioteket i Them – en by tæt på hvor jeg bor. Samtidig planlægges megabiblioteker i de største byer med alverdens medier, kulturtilbud mv.

Jeg synes ikke at den udvikling er et fremskridt og jeg frygter at den er et resultat af den samme tankegang som har ført til kommunalreform, politireform, domstolsreform og nedlæggelse af skoler i mindre bysamfund.

Tankegangen er enkel: Ved at samle institutioner i større enheder kan det offentlige umiddelbart spare penge til især lønninger og husleje, og da det offentlige i vidt omfang ledes af økonomer kommer ledelse i det offentlige til at dreje sig om økonomi. Besparelser bliver religion. Hvis du tænker som en hammer ligner alle problemer et søm.

Den udvikling synes jeg at vi skal arbejde imod fordi den forarmer samfundet. Mindre bysamfund mister skole, kommunekontor, bibliotek, lægepraksis, sygehus, posthus, politistation, retsbygning og detailhandel. Tilbage er sovebyer uden jobs og uden fællesskab. Besparelser på kort sigt ødelægger samfundet på langt sigt.

De fleste mennesker tror at denne udvikling er en nødvendighed. Det er den ikke. Den er et politisk valg i økonomiens hellige navn. Der er nemlig et alternativ, som er at vende tingene på hovedet:

1. Tage udgangspunkt i hvilket (lokal)samfund vi ønsker og så bruge teknologi og fantasi til at skabe dem.
2. Opfat økonomien som en ramme – ikke som et mål i sig selv.
3. Lær at vurdere forskellige muligheder i et bredere perspektiv end bare kortsigtet driftsøkonomi. Ting der ikke kan gøres op i penge, kan være vigtigere end det der kan måles.
4. Tænk nyt – ud af boxen, som det hedder nutildags. Glem det store kontorhus og forbind i stedt mange små afdelinger med videovægge så medarbejdere kan arbejde sammen selvom de fysisk befinder sig forskellige steder.
5. Bruge teknologi til at stille specialviden til rådighed for små enheder, fx. via videokonference eller fjernbetjening.
6. Give den enkelte medarbejder større handlefrihed så han eller hun slet ikke behøver den centrale styring og kontrol (bureaukrati) som de sparede penge bliver brugt til.
7. Kombinere forskellige aktiviteter så de bedre kan fungere decentralt.
8. Inddrage frivillige medarbejdere til at løse nogle af de opgaver der er brug for.

En ny måde at løse opgaverne på behøver ikke at koste flere penge – nogle gange endog tvært imod. Men tankegangen er fremmed for en økonom. En radikalt ny løsning er svær at sætte op i et regneark og hvem ved om vi overhovedet sparer noget ved det? Mon ikke der er en årsag til at ingen har prøvet dette før? Hvordan kan man måle resultaterne? Besparelser ved man heldigvis hvad er.

Derfor bliver det ikke til noget. Hvorfor finder vi os egentlig i det?

I denne uge har jeg været i Nicaragua. Som ventet var behovet for de udviklingsprojekter som min bror, Peder Kolind, kører, større end nogensinde. Det skyldes først og fremmest uduelig regeringsførelse. Regeringen modarbejder den massive udviklingsindsats som EU, USA og mange andre lande har ydet, herunder i særklasse Danmark. Præsident Daniel Ortega omtaler udlændinge med foragt og skældsord og bygger sin strategi på had til alle andre end vennerne i Venezuela (Hugo Chaves), Cuba, Rusland, Iran og Nordkorea. Ifølge hans retorik skyldes krisen af donorerne ikke mere vil være med. Realiteten er at regeringens adfærd er problemet. Alle aspekter af diktatur er i fuldt sving her, inklusive valgsvindel, vold, propaganda og korruption.

Landet har sådan set ressourcerne; befolkningen vil gerne arbejde og omverdenen vil gerne støtte. Men nej: Magten tæller mere end befolkningens vel.

De fleste lande har lukket og slukket for tilstedeværelse og bistand, men Danmark holder ud. Heldigvis har vi stoppet det misfoster man kalder budgetstøtte, dvs. direkte støtte til budgettet for bestemte ministerier sådan at regeringen frit kan misbruge bistanden til eget formål. Den form for støtte burde aldrig have været givet. Men Danmark fortsætter med konkrete projekter hvor man arbejder direkte sammen med lokale folk, herunder NGO’er, og det gør en kæmpe forskel.

Naturligvis kan regeringen blive så grov at vi må stoppe også den slags bistand (lige som i Zimbabwe). Men indtil videre er det rigtigt at blive ved. Udtrykke vores foragt for krænkelser af menneskerettigheder og undlade at give regeringen mulighed for at tage æren for vores projekter. Finde pålidelige lokale folk og støtte især frivilligt engagement fra både dansk og nicaraguansk side. Nogle projekter vil mislykkes. Rigsrevisionen vil sikkert brokke sig, men arbejde i marken under vanskelige forhold støttes ikke af revisionsrapporter – det støttes af mennesker med engagement.

Min brors projekter støttes ikke økonomisk fra Danida – han gider ikke bøje sig i støvet for Rigsrevisionen og det har jeg kæmpe respekt for. Se www.caritafeliz.org og www.granadacollection.org.

Fornylig blev jeg sat til at rulle håndklæder og viskestykker her på Løndal. Det sker ikke tit, men nu skulle det gøres og ingen andre havde tid.

Da fik jeg øje på de broderede årstal på håndklæderne: 1898, 1906, 1912 osv. Vel kunne man se at håndklæderne var brugt, men 116 års tjeneste synes jeg er flot. Hørlærred og damask. Det kalder jeg kvalitet!

Og så spørger jeg: Kan du nævne nogle produkter som vi kan købe i dag, og som du forventer også vil være i orden og lige så gode i brug om 100 år?

Da jeg fik denne bog i hånden blev jeg glad: Nu skulle jeg endelig se hvad Dalai Lama havde at sige til os ledere. Forventningerne var i top, men jeg blev skuffet. Hans Hellighed (som han kaldes i bogen) havde bestemt noget at sige, men alligevel:

Bogens fundament har to dele:

1. Hav den rette anskuelse – i mit sprog, de rette grundholdninger. Det centrale er at ens handlinger skal være til gavn for en selv og for alle de mennesker de påvirker. Udgangspunktet er at intet er permanent, intet er uafhængigt og alt har en årsag. Grundholdningerne er vigtige fordi de bestemmer ens handlinger:
2. Hav den rette adfærd, dvs. omsæt den rette anskuelse til handlinger. En person er summen af sine handlinger, gode og dårlige. Har man udført dårlige handlinger kan den negative virkning reduceres gennem efterfølgende gode handlinger (loven om karma).

I bogen opfordrer Dalai Lama ledere til at træne deres sind gennem meditation hver dag, gerne med en kvalificeret åndelig lærer. Der er åndedrætsøvelser og forslag til mantraer man kan benytte.

Senere i bogen forklares hvordan disse grundlæggende principper kan omsættes i lederjobbet og hvordan lederjobbet ændres ved globalisering. Der er også et afsnit, hvor Dalai Lama argumenterer for markedsøkonomien.

For mig var bogens pointer positive og de praktiske konsekvenser af Dalai Lamas Buddhistiske lære havde jeg ikke svært ved at tilslutte mig. Men i forhold til de ledelsesprincipper der følger af kristendommen, synes jeg at indholdet var lidt tamt. Begreberne “den rette anskuelse” og “den rette adfærd” indeholder ikke meget nyt for mig.  Jeg synes heller ikke at jeg behøver at meditere for at behandle mine medarbejdere ordentligt og for at tænke konsekvenserne af mine handlinger ordentligt igennem. Jeg oplever i det hele taget ikke at en buddhistisk indpakning bringer meget ekstra til Maslows behovspyramide eller Peter Senges principper for lærende organisationer.

Derfor er min anbefaling af bogen betinget: Hvis du vil forstå buddhistisk tankegang og høre hvordan den kan overføres på ledelse, så er bogen en god introduktion. Men regn ikke med at du behøver at bekende sig som buddhist eller Dalai Lama tilhænger for at blive en god leder. Et godt kristent udgangspunkt plus sund fornuft er fuldt så godt – efter min mening.

Bogen er kommet på Borgens Forlag og har forord af Christian Stadil. Link til forlagets omtale af bogen her: http://borgen.dk/product.asp?product=3274

PS: En gang tager jeg mig sammen og skriver noget om ledelse og kristendom!

Jeg har lige været til generalforsamling i Unimerco – værktøjsproducenten i Sunds mellem Herning og Karup (www.unimerco.com). Unimerco er allerede ramt af krisen som alle andre fremstillings og servicevirksomheder, og det kan blive væsentligt værre endnu.

Men humøret fejler ikke noget, for Unimerco håndterer krisen anderledes end de fleste. Det synes jeg at andre kan lære af:

1. Unimerco har allerede droppet al snak om lønforhøjelser i 2009. Det er langt vigtigere at bruge energien på at sælge mere, producere mere og forbedre kvalitet og service.
2. Unimerco har en plan for hvordan man undgår afskedigelser selvom økonomien bliver presset: afspadsering af alt overarbejde, lønnedgang om nødvendigt, arbejdsfordeling om nødvendigt, fuld fart på produktudviklingen osv. Og ledelsen har meldt klart ud at ingen vil blive afskediget som led i spareplaner. Punktum.
3. Unimerco sætter fuld fart på forskning og produktudvikling i en tid hvor konkurrenterne skærer ned. Mens konkurrenterne sætter priserne ned for at få ordrerne, tilbyder Unimerco nye og bedre løsninger, bedre service og forenklet administration.
4. Unimerco fokuserer på de kunder der har aller størst nytte af netop det, Unimerco kan tilbyde. Og de kunder der allerede handler med Unimerco, får tilbudt et bredere produktprogram. Besparelser ved større leverancer og stabilt samarbejde deles med kunden. Win-Win.
5. Unimerco sparer på alt hvad der bare er “nice-to-have” sådan at pengene kan bruges på de ting der virkelig skaber værdi. Ikke noget med at holde fast på veletablerede kutymer og rettigheder. Nu gælder det om at bruge krisen til at vinde på markedspladsen.

Jeg er overbevist om at det virker. Og da medarbejderne hos Unimerco også er medejere, kommer resultatet alle til gode. Hvorfor ikke?

I disse dage bliver jeg bestandig spurgt hvorfor jeg er så dum at fortsætte med at støtte Liberal Alliance (LA). Se bare nogle af kommentarerne til de foregående blogposter. Erkend nu at det er håbløst, sagde en god ven til mig i går.

Måske har han ret, men prøv lige at overveje konsekvensen hvis han har ret:

Med den nuværende opposition er der efter min mening ingen reel chance for at S/SF/RV støttet af Enhedslisten (rød blok) kan opnå flertal ved et kommende valg. Og med al respekt for Simon Emil Amnitzbøl og hans projekt er der ingen reel chance for at Borgerligt Centrum kommer i Folketinget. Alene omkostningerne til at samle 21.000 gyldige underskrifter og bygge partiet op, vil kvæle projektet ligesom det skete for Liberalisterne der havde langt stærkere ressourcer i ryggen.

Min analyse er derfor at vi kan se frem til VKO styre i de næste syv år, hvis vi blot lader stå til.

Om syv år nærmer jeg mig 70 år, og det perspektiv (7 yderligere år med VKO styre) har jeg det dårligt med. Ikke fordi jeg har noget imod en borgerlig regering, men fordi præcis en VK regering med et stort støtteparti (O) giver støttepartiet et magtmonopol og sætter 49 % af befolkningen uden for indflydelse (tilhængere af rød blok). Støttepartiets magtmonopol opstår fordi VK-regeringen naturligt vil klæbe til magten (ministerposter med alt det der følger), hvilket jeg synes er menneskeligt.

Situationen kan kun ændres hvis nogen formår at flytte borgerlige (VK) vælgere væk fra VKO sådan at VKO ikke mere har flertal. Den opgave kan kun et borgerligt parti løse ved at appellere til de borgerlige vælgere der fortsat gerne ser borgerlig politik, men som gerne vil inddrage flere end Dansk Folkeparti i den. Derfor skal Liberal Alliance være et borgerligt parti – ellers lykkes det ikke. Personligt så jeg hellere at LA placerede sig imellem blokkene, men den strategi har bare ingen gang på jorden, hvis man gerne vil flytte VK vælgere. Derfor støtter jeg LA som borgerligt parti.

Når vi flytter en borgerlig (VK) vælger til LA, danner vi altså grundlag for et bredere samarbejde – også med RV, S og SF, hvis de vil være med. Det er dette bredere samarbejde jeg ønsker.

Hvis en radikal eller S vælger ønsker det samme som jeg gør – altså et bredere samarbejde – skal han eller hun bide i det sure æble og stemme på LA – også selvom der er dele af partiprogrammet som han eller hun måske er uenige i. Det hjælper ikke til at fjerne VKO flertallet, men det giver LA større politisk vægt i forhold til Dansk Folkeparti og øger dermed chancen for at folkestyre der arbejder bedre sammen.

At genopbygge LA er ikke nogen let opgave – både VKO og naturligvis rød blok vil være imod. LA vil have meget få venner. Måske lykkes det og måske lykkes det ikke, men for mig er alternativet så ringe at jeg bare er nødt til at forsøge.

Første skridt er et tro på at det kan lykkes. Det gjorde jeg ikke med Naser Khader som politisk leder – uanset hans kvaliteter som jeg fortsat har stor respekt for. Men med Anders Samuelsen vil jeg gerne give projektet en chance. Derfor.

Sådan lyder titlen på en debatbog af den forhenværende chef for Hærens kampskole, Lars R. Møller, som kom her i efteråret på Informations Forlag. En meget interessant bog, et partsindlæg, men et efter min mening vægtigt partsindlæg, som fortjener at blive diskuteret, ikke alene i Forsvaret, men i høj grad også i resten af samfundet.

Forfatterens hovedpointe er at Forsvaret ledes af “skrivebordsgeneraler” og at den operative tjeneste (herunder kamp) og erfaring herfra ikke tillægges nogen stor værdi. De centrale funktioner handler ud fra egne dagsordener og fungerer dermed ikke som den støtte for de operative enheder, som de burde. Bogens eksempler er konkrete og mangfoldige, og de svarer på mange måder til det indtryk jeg selv har fået når jeg taler med officerer i min bekendtskabskreds. Centralisering og styring er kommet ind i virksomheden på bekostning af dens primære formål der af naturlige årsager leveres decentralt.

Jeg ser en tydelig parallel til andre samfundsopgaver, hvor den såkaldte “new public management” gør sit indtog: Styring efter nogle få indikatorer (fx. ventetider, produktivitetsmål eller placering på internationale ranglister), som pludselig bliver mål i sig selv og dermed fjerner fokus fra den opgave det drejer sig om.

Forhåbentlig har forfatteren ikke ret i at forsvaret er på randen af sammenbrud, men bogen udgør en alvorlig advarsel om en statsinstitution i krise. Læs den – også selvom du evt. ikke er engageret i forsvaret. Der er mange paralleller til andre områder, fx. uddannelse og sundhed.

Lærer Søren Bøjgård fra Fanø har skrevet en interessant debatbog om folkeskolen, som er kommet på Informations Forlag. Interessant fordi her er en forfatter der står lige midt i skolens dagligdag og frustreres over de vilkår han og eleverne bliver budt. Han har flere pointer; den der gør størst indtryk på mig er at folkeskolen som den har udviklet sig, uddanner eleverne til at fungere i et samfund der ikke er mere. Det er en barsk kritik, men som den praktiker han er, giver Søren Bøjgård en lang række konkrete anvisninger på hvad der efter hans opfattelse bør gøres: Forældreansvar, skolebygninger, lærernes rolle, undervisningsformer og skoleledelse.

Jeg genkender mange ting fra det arbejde jeg selv har gjort med lærere og skoleledere i folkeskolen. En rigtig god bog for alle der interesserer sig for Danmarks vigtigste og største kulturinstitution.

Tirsdag den 13. januar kl 16.30 – 18 holder jeg foredrag hos DI, H.C.Andersens Boulevard 18, Kbh K om “Hvordan skal vi drive virksomhed i 2020?”. Arrangøren er World Outgames Copenhagen 2009 (olympiade for bøsser og lesbiske) i samarbejde med DI. Jeg har påtaget mig at være en af “ambassadørerne” for World Outgames og det gør jeg for at vise respekt for mennesker med andre holdninger og værdier end mine egne. Mere om World Outgames på www.copenhagen2009.org.

Arrangementet er gratis og åbent for alle, men tilmelding er nødvendig senest fredag den 9. januar. Tilmelding sker til mathilde@copenhagen2009.org.

Jeg håber at se mange af bloggens læsere ved arrangementet! Og emnet er jo ikke helt irrelevant for jer!

Selvom jeg som nævnt kun har været “menigt medlem” af partiet siden folketingsvalget i november 2006, så har jeg dog fulgt godt med på de indre linjer. Flere har opfordret mig til at komme med en vurdering af, hvad der gik galt og hvad der skal ske. Den kommer her:

Min oplevelse er at ledelse er den egentlige årsag til at Liberal Alliance er i en meget svag position i dag – ikke grundlæggende uenighed om politikken. Ledelsen i Ny og siden Liberal Alliance (herefter bare LA) havde to grundlæggende problemer fra begyndelsen: 1) De tre stiftere var simpelt hen ikke enige om hvordan opgaven skulle løses, og 2) Naser var på en gang både en svag og en egenrådig leder. Svag ledelse betød bl.a. at der aldrig blev skåret igennem uenigheden. Egenrådig betød bl.a. at der blev ansat folk til partiorganisationen som var forkert valgt til jobbet. LA kom derfor til at lide af både politisk uklarhed og ineffektiv organisation på samme tid. Det kunne de andre nøglepersoner selvfølgeligt godt have gjort mere for at rette op på og dermed bærer Naser naturligvis ikke hele ansvaret for at ledelsen var dårlig.

Nasers afgang sætter af gode grunde partiet i en helt ny situation fordi der nu ikke er flere undskyldninger i form af uenighed i ledelsen eller dårlig ledelse. Nu har Anders tøjlerne; han har fuld opbakning i Hovedbestyrelsen og fra landsformanden, så nu skal organisationen fungere og nu skal de politiske udmeldinger være klare sådan at vælgerne kan være trygge ved hvad de får fra Liberal Alliance.

Det tror jeg også at de bliver. Med to mandater som ikke engang er nødvendige for at danne flertal, er det naturligvis begrænset hvor megen indflydelse LA kan få, selv med en dygtig politisk ledelse. Derfor venter jeg ikke mirakler – det ville være urimeligt. Som en af dem der går ind for et socialt ansvarligt liberalt samfund, finder jeg stadig at LA er det eneste relevante sted at være. Derfor vil jeg fortsat støtte partiet. Jeg vil være med til at finde løsninger for Danmark som peger fremad. Jeg er overbevist om at småjusteringer af den måde vi indrettede os på i industrisamfundet, ikke er nok.

Jeg tror vi vil se en periode med langsomt stigende tilslutning til LA. I løbet af foråret kommer partiet tilbage på 2 % og senere når LA de 2,8 % af stemmerne som partiet fik ved Folketingsvalget. Det skulle være muligt fordi min fornemmelse er at 10 – 20 % af vælgerne går ind for den samfundsvision som jeg tror partiet har: Et socialt ansvarligt liberalt samfund der ikke er bundet af fortidige ideologier, men som tør se fremtiden i øjnene og handle derefter. For mig indebærer det at vi tager os bedre af de svageste, men overlader til flere af de der godt kan klare sig selv, at gøre det. Jeg håber på mindre formynderi og større ansvarlighed. Jeg håber at vi vil engagere os med samme energi i fattigdomsbekæmpelse og miljøproblemer ude i verden, som vi siden 2001 har engageret os i den militære kamp imod terror. Jeg håber at Danmark bliver et bedre sted for folk der bygger virksomheder op og de der gør en ekstra indsats, fordi den velstand de skaber, kommer hele samfundet til gode. Og så håber jeg på at vores samfund igen bliver imødekommende over for mennesker med anden kultur end flertallets (og min).