Kommentarer til: Hvorfor er der ikke plads til dem?

Af: Per Feldvoss Olsen

Per Feldvoss Olsen — Mon, 05 Jan 2009 10:08:12 +0000

@Susanne og Jette
Godt nytår – jeg vil her i starten af 2009 fokuserer på uddannelse af børn. Det er som Jettes eksempel viser, ganske overraskende hvad børn kan. De teknikker som “Folkeskole med omtanke” introducere betyder at børn fra 5-8 år, i mange tilfælde lærer at overgå lærer og forældre – ved ganske enkelt at inddrage aspekter som vi voksne glemmer og overser.

Vi godt ved at børn indeholder dette potentiale, men Jettes foto eksempel kan desværre kun illustrere dette potentiale på en meget specifik måde. Problemet består i at reproducere denne ‘åbne adfærd’ på et mere generisk niveau – altså hvordan kan vi omsætte fotografi opgaven til teori og tilage igen til noget som barnet selv kan udfolde uden lærens konstante mellemkomst?

Et af det helt store problemer i dette er de mange faldgrupper i dette metode arbejde, fx. kan den idealistiske lærer være fristet til at “coache” sine elever til at fokusere på nogle af de spænde aspekter som læren ser – i den bedste mening naturligvis. Dette resulterer så i at eleven ikke kommer frem til sin egen refleksion, men vælger lærens mere specifikke optik. Umiddelbart ikke et stort problem på den enkelte skole, men hvis denne optik reproduceres effektivt (fx evidens baseret) i hele skolesystemet kan det udvikle sig til et alvorligt problem!

Det næste problem er at læren også kan fristes på andre niveauer, derfor kræver en god metode også den rette didaktik (undervisning teknik). Hvis læren i undervisningen indføjer nogle af de mere tidstypiske idealer, er der igen en risiko for at metoden mister sin kraft. En af de ting man fx også skal passe på med er at give for overbevisende eksempler – disse kan ofte blive styrende for hvordan metoden fremover anvendes. Et eksempel som vi har set er at bønene efter at have lært et par teknikker brugte dem til at lave ideer til inspektøren på skolen, det vil være fristende for os at bede børnene på andre skoler om at gøre det samme – men derved amputerer vi hele systemet: “Hvis det du kommer frem til, ikke kan rettes til inspektøren kan vi jo ikke bruge det!”

Problemet er altså at vi den bedste mening kommer til at reproducere det gode – i form af historiske idealer og værdier, hvorved vi kommer til at stå i vejen for det der er bedre. På det teoretiske plan kan man formulere det kort, at hverken lærer eller elever kan vide at man kan gøre det bedre end godt – og sådan forholder det sig faktisk også ofte i erhvervslivet!
MVH Per

Af: Susanne Nielsen

Susanne Nielsen — Wed, 17 Dec 2008 12:48:02 +0000

Jamen – så’en er det, Jette og det er et grundvilkår for os. Rosen kommer til 10-års sammenkomsten :-) – eller, hvis man er heldig, er der forældre, der kan få sig selv til det, mens eleven stadig er på skolen.
Vi må også leve med, at elever skal omkring en masse, som de “garanteret ikke har behov for”, hvis du spørger dem i situationen. 10 år senere er perspektivet et andet.

Af: Jette Jakobsen

Jette Jakobsen — Wed, 17 Dec 2008 10:30:16 +0000

Jeg kan en god lærerig fortælling, som er ganske sand.
Det var på en skole forbundet med en SFO, børn som lige var begyndt at gå i skole. De fik et engangskamara, og opgaven var at tage foto, af det de var mest glad for. Bagefter skulle de sætte ord på og forklare sig, det sidste var de ikke så gode til endnu, mente bare “de var søde og sjove”. Der var fotos af venner, hunde, pedeller, damer som gjorde rent på skolen, pædagogmedhjælpere, købmanden,fodboldtrænere, spejderledere, bedstemødre, søskende og forældre. Ikke et eneste foto at de “rigtige pædagoger” eller lærerer. Det er så tankevækkende, at lære af børn…hvad der betyder mest.

Af: Susanne Nielsen

Susanne Nielsen — Wed, 17 Dec 2008 08:20:42 +0000

@Per
“Der er en paradoksal undervurdering af hvor svært det er at gå fra fag-praksis til teori og tilbage til fag-praksis igen – det er en MEGET svær opgave. Den væsentligste fare der er i dette er den gode vilje: hvis bare vi vil det gode, går det nok!”
Øh – har du adgang til “kanaler”, hvor der bliver lyttet, så må du godt råbe lidt højere :-)
Jeg er enig med dig i begge udtalelser – fra teori til praksis og hjem igen til refleksion og justering – det kræver tid, fokus og bevidste handlinger. At ville det gode er ikke nok – vi kan sikkert heller ikke blive enige om, hvad det er og ind imellem ryger fagligheden helt ud som parameter.

Af: Susanne Nielsen

Susanne Nielsen — Wed, 17 Dec 2008 08:06:53 +0000

Det er vanskeligt, det her. Seminarieuddannelse er absolut ingen garanti for en god lærer :-), men det er heller ikke nok at være fagligt dygtig fra en anden uddannelse. Problemet er vel, at det er nemt at se i bakspejlet, at den og den gjorde det godt uden formelle kvalifikationer, men ganske vanskeligt at spå om fremtiden, når der skal ansættes. Det er jo ikke nok, at vedkommende påstår, at “det kan de sagtens” – dem har jeg også mødt et par stykker af de senere år – og det kunne de allesammen slet ikke sagtens – så må det bero på referencer? – eller er du der, hvor du kun vil åbne for dem, der har beviselige kompetencer – bare fra et andet område, men dog beviser.

Af: Lars Kolind

Lars Kolind — Sun, 14 Dec 2008 10:56:44 +0000

For mig er det centrale at man bør ansættes til et job på grundlag af kvalifikationer – ikke på grundlag af uddannelse. Og så skal de der ansætter, have et bredere syn på hvad kvalifikationer er. Her advarer jeg mod tendensen til at sætte såkaldte “kvalitetsstandarder” i form af formelle uddanndelseskrav til folk der udfører en bestemt funktion. Fx at det skulle være en kvalitet i sig selv at folkeskolelæreren skulle være seminarieuddannet.

Af: Per Feldvoss Olsen

Per Feldvoss Olsen — Wed, 10 Dec 2008 12:18:10 +0000

@Susanne
Tak for kommentarerne.
ad 1) Dette er præcis noget af det jeg kan lære dig at undervise i! Det er helt generelt et spørgsmål og at gøre ens viden mere “anvendelige” for andre, i situationen. Hvis man selv kan gøre dette – med nogle enkle og tydelige midler kan meget store dele af vores erfaringer anvendes direkte og med det samme! Du kan lære dine elever dette på 3-6 uger. (det tager måske 8 uger for udskolingen, da vi voksne er lidt “tunge” i det.)

2) Jeg har læst min del af phd. opgaver – jeg er fagligt imponeret, men ikke over pragmatikken – problemet er, at man ikke har den fælles optik. Hvordan skal vi kunne kritisere og udvikle didaktik og pædagogik (herunder metoder) hvis ikke vi har de taktiske instrumenter?

Og videre hvordan skal samfundet kunne blive et vidensamfund hvis vi ikke har dette beredskab. Med al respekt bliver fagligheden dermed hastigt devalueret, jo flere hænder den kommer igennem, og dermed taber vi det hele på gulvet! Der er en paradoksal undervurdering af hvor svært det er at gå fra fag-praksis til teori og tilbage til fag-praksis igen – det er en MEGET svære opgave. Den væsentligste fare der er i dette er den gode vilje: hvis bare vi vil det gode, går det nok!

Resultatet er at mange lærer kan bruge det meste af et livet på at holde den faglige fane højt – med god ret, må man sige – men jeg mener også at vi kan og skal hjælpe dem med at bære deres viden videre.

3) Mangfoldigheden kan også bevares og skal forsvares, også her er vi enige 1+2 = 3, i dette tilfælde! Jeg mener, som sagt, at vi skal styrke lærernes infrastruktur og støtte systemer. Det kan gøres hurtigt og billigt, med mange overraskende positive effekter!
Vh Per
p.s. Niels, det er en lidt anden vinkel – der finde mig bekendt ikke en ‘attraktiv’ model for skabelse af “almen mellemkulturel forståelse”.
Det som man KAN bidrage med er derimod en situations-tryghed, som gradvist kan udfoldes i et samarbejde.

Af: Niels Martin Hjert Kristensen

Niels Martin Hjert Kristensen — Tue, 09 Dec 2008 20:31:08 +0000

Lad mig trække en parallel til det danske samfund og det tab det oplever fordi det har vanskeligt ved at tage den kundskab, som andre kulturer bringer dertil, til sig…

Af: Jan Sjøstrand

Jan Sjøstrand — Tue, 09 Dec 2008 15:41:10 +0000

Per – Jeg skrev faktisk Grov generalisering naturligvis ;-)
Dine kommentarer bekræfter blot min provokationen.

Med hensyn til “den positive intention bag enhver adfærd”, tilader jeg mig at tolke, at du mangler information om “nerverne” for formuleringen.

Af: Susanne Nielsen

Susanne Nielsen — Tue, 09 Dec 2008 14:57:24 +0000

@Per: Som lærer vil jeg godt kommentere et par punkter.
1) Andres erfaring kan være en vanskelig størrelse at håndtere – alt andet (elever, klassestr.,lokaler, isenkram, samarbejdspartnere etc.) er sjældent lige, så – uanset, om vi vil, så skal meget “inventes here right now”
- men det er godt at blive inspireret!
2) Åh ja, det med at fortælle/beskrive, hvad vi gør og hvorfor. Det har været o.k for mig i mine PD-opgaver, men i det daglige er det for tidskrævende og jeg kan være urolig for, at dynamikken forsvinder – nemmere at genbruge det, der er beskrevet end at opfinde lige netop det, der passer til denne klasse.
3)Og ja, der foregår rigtigt meget godt derude i skolen – for mig har det været en svær proces, at vi pludselig skulle synliggøre, hvor gode, vi var/er. Resultaterne har talt for sig selv, når man altid har afgangsklasser:-)
Sidst, men ikke mindst – der er en enorm ensretning i gang derude m/ tilhørende skemaer, kontroller osv. Hos os har det kostet farvel til de “skæve lærere”, som er dybt savnet.
De passede ikke ind i “profilen”, de kunne ikke overholde detailplanlagte lærerreaktioner på hændelser osv. Nej, men de var dybt musiske, kreative sjæle med en enorm viden på deres områder.
Så det er ikke kun dem uden de rigtige papirer, vi ikke har plads – det gælder også dem, der ikke passer i skabelonen. Lærerværelset er i dag befolket af “dygtige håndværkere” – men åndrige, kuturelle og morsomme – det er de ikke!