Hvorfor er der ikke plads til dem?
I weekenden mødte jeg en vaskeægte knivmager, Jan Lykke. Fantastisk håndværk, som fik mig til at tænke på hvorfor folk som ham ikke værdsættes mere i vores samfund.
Da vores børn gik i Folkeskolen, var de i SFO (Skole fritids ordning) om eftermiddagen. Det var de glade for, men det var ikke altid let for institutionen at håndtere urolige drenge. Så var det godt at der var pædagogmedhjælpere, der kom med helt særlige kompetencer, også selvom de på papiret ikke havde relevante formelle kvalifikationer. En af dem var dygtig til at lave knive med flotte håndsmedede klinger og skafter af ben, træ eller andre materialer. Drengene var helt vilde. Og ikke blot lavede de flotte knive – ja hele kunstværker – men de lærte også hvordan man bruger en kniv rigtigt og hvordan man håndterer den så den ikke gør skade. Det var måske den vigtigste voksenkontakt de havde i instutionen. Total succes.
Men en dag var knivmageren væk, for han stod naturligvis yderst da der skulle indskrænkes i personalet. Han havde jo ingen relevant uddannelse.
Har vi egentlig et tilstrækkelig bredt syn på kvalifikationer? Er formel uddannelse det eneste der har værdi?
8. december 2008 kl. 23:32 #
Er der ikke muligt at få en kompetenceafklaring i dag, så der sættes ord på erhvervede færdigheder?
Må ellers give dig ret – intet papir = ingen ordentlig ansættelse. Papir gør det nemmere at rubicere og så kan der kontrolleres. Det gør mobiliteten mellem fagområder meget vanskelig. Kender mange, der i dag ærgrer sig over, at de ikke fik et formelt bevis på deres kunnen, småkurser, specielle opgaver, de har løst. Det er fx ikke nok at have undervist i MSOffice i flere år, hvis du vil ansættes som kontorassistent i Skat – årsag: ingen kontoruddannelse (gjorde dog ikke noget, hvis den var 25 år gammel) Sand historie fra en bekendt.
I øvrigt snævres mulighederne også ind på skolerne, da man slet ikke må bruge faglokalerne uden specielle kursusbeviser aht. sikkerheden.
9. december 2008 kl. 09:35 #
Man skal som virksomhedsleder i dag åbenbart helst være både MBA og Ph.D. og det er så en trend som bevæger sig ned i organisationen. Har du ikke været på AMU, kan du ikke feje her.
Vi er i samfundet ramt af at man på arbejdspladser (både privat og offentlige) tit har nogle meget stive formelle krav til en ansøgers uddannelse.
9. december 2008 kl. 09:41 #
Jeg kender en folkeskolelærer der i mere end 25 år med fremragende resultater har drevet specialundervisning, men som nu i forbindelse med oprettelse af et nyt center for specialundervisning i kommunen, bliver påtvunget to års efteruddannelse sådan at hun kan erhverve de formelle kvalifikationer til at fortsætte med at gøre det, hun altid har gjort.
Hun har i stedet bedt om nedsat tid og fremskyndet pension.
9. december 2008 kl. 09:52 #
Og jeg kan nævne en Biolog som underviser i biologi i folkeskole, men som kun kan blive fastansat hvis vedkommende tager en meritlærer udd.
9. december 2008 kl. 10:29 #
Særdeles tankevækkende kommentarer af jer alle. Jeg er rystet over, hvad I fortæller. Hvad skal vi gøre ved det – helt konkret?
9. december 2008 kl. 11:15 #
Jeg har engang undervist unge mødre i “hverdagen”, hvordan de kunne få tingene til at hænge sammen for små penge. Det var så spændende og de tog godt ved lære, var helt forbavset over al det man selv nemt kunne lave, men jeg er ikke pædagog eller socialrådgiver, så den gik ikke i længden.
Jeg møder af og til nogle af deltagerne, og de er glade for det de fik lært….så får de et par gratis råd med på vejen, hvis de har brug for det.
Disse unge mennesker, har ikke kun brug for sagsbehandlere, også nogle, der kan lære dem…at kunne selv, så vokser mennesker nemlig.
Jeg kan ikke give Lars mere ret i dette indlæg. Der er så mange fine mennesker, som kan så mange ting, men de fik aldrig en eksamen i det. Det er der rigtig mange grunde til, den mest almindelige er nok, der var ikke mulighed, råd og tid.
Kunne man forestille sig…at det var muligt at gå op til en slags prøve i selvlærte ting og viden?
9. december 2008 kl. 11:27 #
Sæt alle “cand ditter og datter” på porten – fjerne dem fra overordnede beslutningerne – de er og bliver specialister i et snævert synsfelt, og vil altid agerer efter det. Samtidig går de rundt med en selvopfattelse der siger at de er helvedes kloge, hvilket selv sagt øger bedrevidende og blokerer for anderledes og mere nuanceret tænkning.
Grove generalisering naturligvis ;-) og alligevel sande – eller som Steen Hildebrandt siger det:
“Pas på med hvilken uddannelse du tager – du kan aldrig komme af med den”
&
“Du kan jo ikke åbne dig og modtage mere, hvis du er fyldt til randen med alt muligt. Derfor kan det faktisk have en pris at have en uddannelse. Og vi vil – måske – opleve, at der i blandt dem, som virkelig er kreative, er mange formelt uuddannede. Eller mange, som ikke er fyldt op med eksaminer, teorier, og bøger og derved i virkeligheden på en måde er blevet handicapede”.
Vi ser det på hospitalerne, hvor lægerne har vanskeligt ved at andre en læger kan være ledere, i skolerne, hvor inspektøren, skolelederen stadig skal være læreuddannet, i institutionerne, hvor mange pædagoger har det endda vanskeligt med lederrollen, etc.
Jeg har dyb respekt for de præstationer det trods alt er at tage en længerevarende uddannelse, blot må vi (specielt de) også erkende, at de er specialister og måske netop derfor har begrænsninger i anderledes og mere nuanceret tænkning, og i accept af “alternative” vinkler.
Styrkerne ligger også i det åbne, kreative, det nuancerede og det innovative – lad det dog folde sig ud.
9. december 2008 kl. 11:36 #
Fint tænkt, Jette, med “en slags prøve i selvlærte ting og viden.”
9. december 2008 kl. 11:43 #
Jeg kender alletiders pædagog, han har kun den første del af uddannelsen, for han er ordblind. Det kræver så meget af ham at læse en masse bøger, er dog blevet rigtig god til at bruge “læsemaskine” på PC..så det er blevet meget nemmere. Det værste for ham, er al den tid han skal bruge på arbejde, til at skrive alt ind i handleplaner og anden tekst.
Han vil meget hellere lave ting med de børn, han er ansat til at tage sig af. De skulle have “en kontormand” til at skrive, er den stående bemærkning, blandt det meninge personale..så kunne vi andre få lov at være sammen med børnene!!
9. december 2008 kl. 13:01 #
Ja, det med lærerne er virkelig bisart: Man har en med en akademisk uddannelse – cand.mag. eller scient – som ikke kan få ordentlige vilkår som folkeskolelærer, fordi vedkommende ikke er seminarieuddannet!!!!
Jeg må sige, at fagforeningerne selv har været med til at opfinde dette system. Det er en hel industri omkring videre- og efteruddannelse, som fagforeningerne styrer.
9. december 2008 kl. 13:04 #
For mange år siden skrev jeg et indlæg over Martin Luther Kings ‘I Have a Dream’, at jeg havde en drøm om, at man engang blev ansat efter kvalifikationer – ikke efter uddannelse og fagligt tilhørsforhold. Sikken et postyr!
9. december 2008 kl. 13:30 #
Jeg har arbejdet sammen med mange, som bare havde “det”, som skulle til, men hvis de ikke havde den rette eksamen, var det ofte ud efter tre måneder, måske kunne det forlænges nogle gange…hvis vi virkelig manglede personale. Nogle få er det lykkedes at “lokke på uddannelse”, men mange havde ikke råd, lyst, tid, evner osv osv, så det var farvel igen. Jeg har arbejdet sammen med mindst lige så mange, der har uddannelsen, men slet ikke dur til arbejdet. Jeg blev selv uddannet i en voksen alder( hvor var vi trængt økonomisk, da jeg var elev, heldigvis var vi to, der tjente penge til familien). Jeg var glad for at få muligheden, jeg lærte at sætte ord på mange af de ting…jeg altid har gjort. Jeg har helt sikkert lært mest i “livets skole” og det gør jeg hver dag endnu.Vi bliver aldrig udlært, der kommer nye krav hver dag. Når jeg trækker på erfaring, er det ikke de ting, jeg lærte på uddannelsen. Jeg trækker dog ikke så meget på erfaring, for det er jo min erfaring..ikke de menneskers, jeg er sat til at hjælpe. Erfaring virker bedst i de rent praktiske ting, og der kommer også hele tiden nye metoder. Hvis jeg gjorde rent, som jeg lærte i tidernes morgen, på Kommune Hospitalet i København, ville jeg jo slet ikke kunne være med, men blev der ikke så mange syge pga. af snavs.
9. december 2008 kl. 13:54 #
@Frank
Du skrev: “Særdeles tankevækkende kommentarer af jer alle. Jeg er rystet over, hvad I fortæller. Hvad skal vi gøre ved det – helt konkret?”
Jeg har givet ét mangfoldigt bud med lancering af Folkeskolewiki,dk – det jeg kunne se da jeg gik i dybden med de metoder jeg arbejder med, er at vi desværre er utroligt dårlige til nogle centrale ting omkring vores folkeskole! Dette på trods af at vi har nogle utroligt kompetente og dygtige lærer.
Det jeg kunne se var at der hele tiden foregår en masse spændende og lærerige processer i folkeskolen, lærerne udvikler konstant ny viden og skolen kunne være centrum for demokratiet.
( En af de problemer vi har er det som kaldes NIH – Not Inventet Here – det betyder at vi ofte foretrækker at opfinde vores egne varianter. Men det er ikke altid klogt at smide andres dyre erfaringer bort, og starte forfra. )
En anden ting jeg har konstateret er at vi alle (incl. forskere og akademikere) i mange tilfælde er ‘blinde’ for den proces viden, som udfoldes lige for vores øjne. Det betyder fx at mange folkeskole lærer allerede udfolder en viden som forskerne prøver at beskrive. Omvendt er lærerne ikke altid i stand til at fortælle hvad de gør – og en beskrivelse af disse processer bliver derfor ofte en fortolkning som ikke kan reproduceres. Dette skal vi altså generelt blive MEGET bedre til, og det kræver en helt ny forskning – som i-sig-selv er uhyre relevant og interessant!
Den “gode vilje” er desværre ikke nok i den proces – ja faktisk viser det sig at det gode hurtigt bliver vores fjende! I praksis sker der det at vi ofte maler os op i et hjørne – det dette syndrom som fx Verner C Petersen beskriver som vildveje – i nogen tilfælde udvikler det sig til systematisk tvang! Problemet er blandt andet at “det gode” forstærker vores blindhed for alternatriver, man kan derfor komme rigtigt langt ud af en tangenet før man opdager at der både er konsekvenser og alternativer. Et middel mod dette hedder lateral tænkning, som også indebærer meta-kritik. ( Der skal altså også foregå en konstruktiv, systematisk og hård kritik af ‘det gode’ – hvilket jeg, i al beskedenhed, har mere end 20 års praktisk erfaring med! ;-)
Som Lars beskriver det, man kan altså være folkeskole lærer i 25 år, uden at dette “opfattes” af “systemet”! Mange af de projekter folkeskolen har gennemført de sidste 25 år, skal muligvis genopdages før vi kan se den fulde værdi af dem. Det som skal til er – i mange tilfælde – det vi kalder ‘omtanke’ – altså at vi gennemtænker det vi gør flere gange, på mange flere måder … før vi handler!
Konsekvensen er naturligvis stor for den enkelte lærer – man kan fx læse flere som giver udtryk for ‘harme’ over TV2′s popprojekt “SKOLEN” (se debatten på folkeskolen.dk), som bare gør det de har gjort i 10-15 år. Men poppen er måske en nødvendigt omkostning – noget som skal til før vi opdager hvad det er folkeskolen virkeligt kan?
Jeg mener at samfundet taber enorme ressourcer, fordi alt for mange skole projekter bare går i glemmebogen! Med en bedre (læs enklere og mere gennemskuelige) infrastruktur kan folkeskolen omdannes til en “Mangfoldighedsfabrik” – som blandt andet kan bruges til at udfolde den enorme viden som allerede findes der ude i skolerne.
VH Per
9. december 2008 kl. 14:45 #
@Jan
Du kender nok påstanden der lyder nogenlunde sådan her: “Bag enhver handling, ligger der en god intention” (hvilket jo er noget gævt vrøvl!) – men den alternative sandhed i dette er, at det netop er ‘denne gode intention’ som bringer os i voldsomt uføre!
Se TV2 kalenderen, den er ganske klog: Godedrengen ved ikke meget om værdier, men nissen tror at bare vi får det vi ønsker så går det godt – det er klassisk værdibaseret ledelse – pas på Mikkel!
Det er altså ikke nok at ville det gode, vi kan ikke bare fjerne candidt-og-datterne – for det er også os selv! (Vi kan nu nok godt undvære Hindebrandt?) Vi skal heller ikke ændre adfærd – for vi ved ikke hvad den rette adfærd er, vi ved kun hvad den gode adfærd er!
Det ‘vi kan’ er blandt andet at forstå ‘bredden’ i den kritik som Verner C Petersen bringer frem – denne kritik omhandler nogle af de akademiske processer, men i høj grad også de mere “amatøragtige” udlægninger som statsapparatet og erhvervslivet spilder rigtigt mange ressourcer på!
Det er ikke bare teori, men dette er noget som går ud over vores børn – vi skal altså bryde med både den negative OG den positive arv, hvilket bringer nogle ganske uberørt alternativer og emner på banen! Det kræver naturligvis også at vi bringer akademikerne banen – de kan også!
Vh Per
9. december 2008 kl. 16:57 #
@Per: Som lærer vil jeg godt kommentere et par punkter.
1) Andres erfaring kan være en vanskelig størrelse at håndtere – alt andet (elever, klassestr.,lokaler, isenkram, samarbejdspartnere etc.) er sjældent lige, så – uanset, om vi vil, så skal meget “inventes here right now”
- men det er godt at blive inspireret!
2) Åh ja, det med at fortælle/beskrive, hvad vi gør og hvorfor. Det har været o.k for mig i mine PD-opgaver, men i det daglige er det for tidskrævende og jeg kan være urolig for, at dynamikken forsvinder – nemmere at genbruge det, der er beskrevet end at opfinde lige netop det, der passer til denne klasse.
3)Og ja, der foregår rigtigt meget godt derude i skolen – for mig har det været en svær proces, at vi pludselig skulle synliggøre, hvor gode, vi var/er. Resultaterne har talt for sig selv, når man altid har afgangsklasser:-)
Sidst, men ikke mindst – der er en enorm ensretning i gang derude m/ tilhørende skemaer, kontroller osv. Hos os har det kostet farvel til de “skæve lærere”, som er dybt savnet.
De passede ikke ind i “profilen”, de kunne ikke overholde detailplanlagte lærerreaktioner på hændelser osv. Nej, men de var dybt musiske, kreative sjæle med en enorm viden på deres områder.
Så det er ikke kun dem uden de rigtige papirer, vi ikke har plads – det gælder også dem, der ikke passer i skabelonen. Lærerværelset er i dag befolket af “dygtige håndværkere” – men åndrige, kuturelle og morsomme – det er de ikke!
9. december 2008 kl. 17:41 #
Per – Jeg skrev faktisk Grov generalisering naturligvis ;-)
Dine kommentarer bekræfter blot min provokationen.
Med hensyn til “den positive intention bag enhver adfærd”, tilader jeg mig at tolke, at du mangler information om “nerverne” for formuleringen.
9. december 2008 kl. 22:31 #
Lad mig trække en parallel til det danske samfund og det tab det oplever fordi det har vanskeligt ved at tage den kundskab, som andre kulturer bringer dertil, til sig…
10. december 2008 kl. 14:18 #
@Susanne
Tak for kommentarerne.
ad 1) Dette er præcis noget af det jeg kan lære dig at undervise i! Det er helt generelt et spørgsmål og at gøre ens viden mere “anvendelige” for andre, i situationen. Hvis man selv kan gøre dette – med nogle enkle og tydelige midler kan meget store dele af vores erfaringer anvendes direkte og med det samme! Du kan lære dine elever dette på 3-6 uger. (det tager måske 8 uger for udskolingen, da vi voksne er lidt “tunge” i det.)
2) Jeg har læst min del af phd. opgaver – jeg er fagligt imponeret, men ikke over pragmatikken – problemet er, at man ikke har den fælles optik. Hvordan skal vi kunne kritisere og udvikle didaktik og pædagogik (herunder metoder) hvis ikke vi har de taktiske instrumenter?
Og videre hvordan skal samfundet kunne blive et vidensamfund hvis vi ikke har dette beredskab. Med al respekt bliver fagligheden dermed hastigt devalueret, jo flere hænder den kommer igennem, og dermed taber vi det hele på gulvet! Der er en paradoksal undervurdering af hvor svært det er at gå fra fag-praksis til teori og tilbage til fag-praksis igen – det er en MEGET svære opgave. Den væsentligste fare der er i dette er den gode vilje: hvis bare vi vil det gode, går det nok!
Resultatet er at mange lærer kan bruge det meste af et livet på at holde den faglige fane højt – med god ret, må man sige – men jeg mener også at vi kan og skal hjælpe dem med at bære deres viden videre.
3) Mangfoldigheden kan også bevares og skal forsvares, også her er vi enige 1+2 = 3, i dette tilfælde! Jeg mener, som sagt, at vi skal styrke lærernes infrastruktur og støtte systemer. Det kan gøres hurtigt og billigt, med mange overraskende positive effekter!
Vh Per
p.s. Niels, det er en lidt anden vinkel – der finde mig bekendt ikke en ‘attraktiv’ model for skabelse af “almen mellemkulturel forståelse”.
Det som man KAN bidrage med er derimod en situations-tryghed, som gradvist kan udfoldes i et samarbejde.
14. december 2008 kl. 12:56 #
For mig er det centrale at man bør ansættes til et job på grundlag af kvalifikationer – ikke på grundlag af uddannelse. Og så skal de der ansætter, have et bredere syn på hvad kvalifikationer er. Her advarer jeg mod tendensen til at sætte såkaldte “kvalitetsstandarder” i form af formelle uddanndelseskrav til folk der udfører en bestemt funktion. Fx at det skulle være en kvalitet i sig selv at folkeskolelæreren skulle være seminarieuddannet.
17. december 2008 kl. 10:06 #
Det er vanskeligt, det her. Seminarieuddannelse er absolut ingen garanti for en god lærer :-), men det er heller ikke nok at være fagligt dygtig fra en anden uddannelse. Problemet er vel, at det er nemt at se i bakspejlet, at den og den gjorde det godt uden formelle kvalifikationer, men ganske vanskeligt at spå om fremtiden, når der skal ansættes. Det er jo ikke nok, at vedkommende påstår, at “det kan de sagtens” – dem har jeg også mødt et par stykker af de senere år – og det kunne de allesammen slet ikke sagtens – så må det bero på referencer? – eller er du der, hvor du kun vil åbne for dem, der har beviselige kompetencer – bare fra et andet område, men dog beviser.
17. december 2008 kl. 10:20 #
@Per
“Der er en paradoksal undervurdering af hvor svært det er at gå fra fag-praksis til teori og tilbage til fag-praksis igen – det er en MEGET svær opgave. Den væsentligste fare der er i dette er den gode vilje: hvis bare vi vil det gode, går det nok!”
Øh – har du adgang til “kanaler”, hvor der bliver lyttet, så må du godt råbe lidt højere :-)
Jeg er enig med dig i begge udtalelser – fra teori til praksis og hjem igen til refleksion og justering – det kræver tid, fokus og bevidste handlinger. At ville det gode er ikke nok – vi kan sikkert heller ikke blive enige om, hvad det er og ind imellem ryger fagligheden helt ud som parameter.
17. december 2008 kl. 12:30 #
Jeg kan en god lærerig fortælling, som er ganske sand.
Det var på en skole forbundet med en SFO, børn som lige var begyndt at gå i skole. De fik et engangskamara, og opgaven var at tage foto, af det de var mest glad for. Bagefter skulle de sætte ord på og forklare sig, det sidste var de ikke så gode til endnu, mente bare “de var søde og sjove”. Der var fotos af venner, hunde, pedeller, damer som gjorde rent på skolen, pædagogmedhjælpere, købmanden,fodboldtrænere, spejderledere, bedstemødre, søskende og forældre. Ikke et eneste foto at de “rigtige pædagoger” eller lærerer. Det er så tankevækkende, at lære af børn…hvad der betyder mest.
17. december 2008 kl. 14:48 #
Jamen – så’en er det, Jette og det er et grundvilkår for os. Rosen kommer til 10-års sammenkomsten :-) – eller, hvis man er heldig, er der forældre, der kan få sig selv til det, mens eleven stadig er på skolen.
Vi må også leve med, at elever skal omkring en masse, som de “garanteret ikke har behov for”, hvis du spørger dem i situationen. 10 år senere er perspektivet et andet.
5. januar 2009 kl. 12:08 #
@Susanne og Jette
Godt nytår – jeg vil her i starten af 2009 fokuserer på uddannelse af børn. Det er som Jettes eksempel viser, ganske overraskende hvad børn kan. De teknikker som “Folkeskole med omtanke” introducere betyder at børn fra 5-8 år, i mange tilfælde lærer at overgå lærer og forældre – ved ganske enkelt at inddrage aspekter som vi voksne glemmer og overser.
Vi godt ved at børn indeholder dette potentiale, men Jettes foto eksempel kan desværre kun illustrere dette potentiale på en meget specifik måde. Problemet består i at reproducere denne ‘åbne adfærd’ på et mere generisk niveau – altså hvordan kan vi omsætte fotografi opgaven til teori og tilage igen til noget som barnet selv kan udfolde uden lærens konstante mellemkomst?
Et af det helt store problemer i dette er de mange faldgrupper i dette metode arbejde, fx. kan den idealistiske lærer være fristet til at “coache” sine elever til at fokusere på nogle af de spænde aspekter som læren ser – i den bedste mening naturligvis. Dette resulterer så i at eleven ikke kommer frem til sin egen refleksion, men vælger lærens mere specifikke optik. Umiddelbart ikke et stort problem på den enkelte skole, men hvis denne optik reproduceres effektivt (fx evidens baseret) i hele skolesystemet kan det udvikle sig til et alvorligt problem!
Det næste problem er at læren også kan fristes på andre niveauer, derfor kræver en god metode også den rette didaktik (undervisning teknik). Hvis læren i undervisningen indføjer nogle af de mere tidstypiske idealer, er der igen en risiko for at metoden mister sin kraft. En af de ting man fx også skal passe på med er at give for overbevisende eksempler – disse kan ofte blive styrende for hvordan metoden fremover anvendes. Et eksempel som vi har set er at bønene efter at have lært et par teknikker brugte dem til at lave ideer til inspektøren på skolen, det vil være fristende for os at bede børnene på andre skoler om at gøre det samme – men derved amputerer vi hele systemet: “Hvis det du kommer frem til, ikke kan rettes til inspektøren kan vi jo ikke bruge det!”
Problemet er altså at vi den bedste mening kommer til at reproducere det gode – i form af historiske idealer og værdier, hvorved vi kommer til at stå i vejen for det der er bedre. På det teoretiske plan kan man formulere det kort, at hverken lærer eller elever kan vide at man kan gøre det bedre end godt – og sådan forholder det sig faktisk også ofte i erhvervslivet!
MVH Per