Screening for hvad ved jeg

pregnant.jpg

Tænk på en alvorlig sygdom, som 1 promille af befolkningen får – altså godt 5000 danskere ud af 5 millioner. Forestil dig en screeningsmetode der er 95 % sikker, dvs at der er 95 % sandsynlighed for at en person der faktisk ikke har sygdommen, får et korrekt svar ved screeningen, dvs at screeningen er negativ som den skal være. Men 5 % får et falsk positivt svar, dvs at de ikke har sygdommen, men screeningen siger at de har den. Glem de falsk negative, altså de som har sygdommen, men testen siger at de ikke har den. Og lad os sige at der er en effektiv behandling, som dog har en række farlige biværkninger – dog væsentligt mindre farlige end sygdommen selv.

Er det i en sådan situation en god ide at screene befolkningen for sygdommen?

Næsten enhver politiker vil pr. automatik sige ja, også selvom det er dyrt. Vi har verdens bedste sundhedsvæsen og verdens højeste skatter, så det skal vi have råd til, kan man næsten høre politikerne kappes om at sige. Der er trods alt 95 % chance for at opdage sygdommen! Derfor screener vi fx gravide kvinder for fosterskader og derfor screener vi for brystkræft, livmoderkræft og meget andet.

Men holder politikernes argument?

Tænk på 1000 tilfældigt udvalgte danskere. Én har sygdommen. Alle 1000 bliver screenet og 50 af dem (de 5 % falsk positive) får besked om at testen var positiv selvom de faktisk ikke har sygdommen. De bliver naturligvis nervøse og accepterer derfor behandlingen med alt det ubehag der dertil hører. Kvinderne får fjernet bryst eller livmoder – bare for en sikkerheds skyld.

Én har sygdommen og bliver behandlet for den. Men de 50 lider for ingen verdens skyld og belaster et i forvejen overbelastet sundhedsvæsen. Hver af de 51, der fik positivt testresultat, har nemlig kun knap to procent chance for faktisk at have sygdommen. Alligevel får nogle af de 50 fjernet bryst eller livmoder og alle lider til ingen verdens nytte – i det mindste fordi de frygter at de måske har sygdommen. Det eneste testen i virkeligheden viste, var at sandsynligheden for at de havde sygdommen, ikke var en promille, men to procent.

Er det så sært at sundhedsvæsenet er overbelastet? Vi ville få et bedre sundhedsvæsen, hvis lægerne kunne koncentrere sig om at behandle de der virkelig var syge. Men det ville forudsætte at politikerne var mindre populistiske og lærte at regne..

28 kommentarer til “Screening for hvad ved jeg”

  1. Anders S. Vaerge

    Det er simplethen for letkøbt. Med al respekt; for mig synes det at være en rimelig unuanceret og udokumenteret ‘analyse’ der leder til en hurtig konklusion (= politikere er populistiske og kan ikke regne).

    Du nævner brystkræft – lad os tage det som eksempel: Screening anbefales kvinder mellem 50 og 69 år, som overvejende får brystkræft. Under 1% af dem får brystkræft – i alt cirka 4000 nye tilfælde per år i DK. Screening laves for at finde tidlige stadier af brystkræft. 2-5% genindkaldes til ny undersøgelse, på grund af utydeligt billede fra mammografiscanning, eller pga mistanke om en knude. Mistanke leder til klinisk mammografi (mere omfattende), og ses der en knude laves der biopsi (tages en celleprøve). Er det en ondartet knude, er indgrebet sjældent stort, da det er opdaget på et tidligt stadie. Dødeligheden nedsættes med cirka 30% for kvinder med brystkræft – eller cirka 200 færre døde per år.
    Tilbage til genindkaldelsen; af de 2-5% der genindkaldes, findes det nødvendigt at fjerne en knude i 11% af tilfældene. 11% af 5% = 5,5 promille, som får fjernet knuden. Hvis det er en knude i forstadie, så kan lægen ikke altid med sikkerhed sige om det vil udvikle sig til kræft, men da der er tale om et forstadie til kræft, er indgrebet dog ikke særlig stort – det handler om 10% af tilfældene. Altså 10% af 5,5 promille = 0,55 promille.

    Uden at jeg dermed gik særlig dybt, så er der nogle facts at forholde sig til, og det jeg vil kalde et lidt bedre grundlag at diskutere emnet på. Men at tage disse nuancer med kræver selvfølgelig at man kan bruge Google, for nu at fortsætte i den tone som debatten blev startet i.

    Er der f.eks. en moralsk diskussion i, om 200 kvinders liv skal reddes per år? Og hvis vi endelig skal bruge den lomborg’ske statistik-metode, er det så ikke økonomisk mere interessant at lave forebyggende undersøgelser, fremfor at helbrede? Nu er jeg lidt ‘miljø-skadet’ af at være ingeniør, og beklager derfor denne sammenligning; men jeg kan se på virksomhedsregnskaberne, at det omkostningsmæssigt er langt bedre at lave forebyggende vedligeholdelse, fremfor blot at reparere det der er gået i stykker. Der findes nogle der er yderst kompetente til at reparere (= læger), men jeg vil hellere koncentrere insatsen på dem der kan forebygge.

    I generelle termer synes jeg den forebyggende indsats – som f.eks. screeninger – og andre folkesundhedsmæssige tiltag er meget interessante. Sundhedsvæsenet kunne jo have en ny-defineret rolle i en sådan tankegang – i stedet for blot at skulle ‘reparere’.

  2. Helle Munch Oldefar

    Jeg har valgt mammografiscreening fra af følgende årsager:
    1. Jeg betragter mig som et rask og sundt menneske, der er i rimelig god kontakt med min krop.
    2. Der er absolut ingen tilfælde af brystkræft i min familie.
    3. Jeg risikerer at få induceret en brystkræft ved mammografi.
    4. Screeningen er en dårlig undersøgelse sammenlignet med en almindelig mammografi.
    Lad os raske være i fred og brug pengene på de syge.
    5. Tilbyd evt. risikogrupperne (de unge og familiært disponerede) MR-scanning i stedet og giv de andre en ordentlig undersøgelse – Mammografi + Ultralyd.

  3. Lisbet Mørk

    Jeg er helt enig med Lars i, at det er uhensigtsmæssigt at bruge mange ressourcer på at opdage sygdomme på et tidligere tidspunkt og så endda uden sikkerhed. Og et tidligere tidspunkt kan stadig være for sent.

    Mange, også læger, tror fejlagtigt, at screeninger forebygger sygdom. Jeg modtog for en del år siden sågar et brev fra en hospitalslæge, der skrev dette til mig, efter jeg havde afslået et tilbud om en screening: ” Du skal huske på, at du har større risiko for at få kræft, hvis du ikke delta´r i undersøgelsen.” Jeg havde endda takket høfligt for tilbuddet, og skrevet, at jeg ønskede selv at tage ansvar for min sundhed og dermed sygdomme via min levevis og evt. undersøgelser hos diverse speciallæger.

    Jeg finder det langt klogere og billigere at forebygge sygdomme ved at oplyse mennesker om deres muligheder for at holde sig sunde.

    Udover at screeninger giver en falsk tryghed og er dyre, øger de måske oven i købet risikoen for udvikling af sygdom, da frygt for sygdom påvirker psyken og i nogle tilfælde mindsker den selvhelbredende kraft.

  4. Helle Munch Oldefar

    Ikke kun ‘måske’ øger mammografi risikoen, men det er røntgenstråler vi har med at gøre, og de er ikke ufarlige!
    Skulle mænds testikler undersøges på samme måde – gonader er ifølge de nyeste tal mindre strålefølsomme end brystvæv – så skulle i bare se, hvordan lægerne ville tage afstand fra det. Måske også (mandlige) fysikere???

  5. Helle Munch Oldefar

    Jeg mener nu – modsat Lars – at det er lægernes skyld, at vi har de screeninger – ikke politikernes! De gør som lægerne anbefaler, og der bliver en masse læger, sygeplejersker, radiografer m.fl. beskæftiget med det – i stedet for at lave noget andet.

  6. Annette Demant

    Jeg tror det handler om menneskets natur; Vi har brug for tryghed, og ofte er vi villige til at acceptere en høj pris. Vi har svært ved at finde modet til at bryde de mønstre og vaner vi er opdraget til at videreføre. Og en af dem er at søge tryghed. Og det giver et lukrativt marked…

    Hilsen
    Annette

  7. Kristian Wachtell

    Det meste af denne diskussion om screening er ikke meget kvalificeret. Det handler faktisk ikke kun om at kunne regne. For det første handler det om hvilken grad man påfører sygdom hos dem som bliver dømt falsk positive og hvilke konsekvenser det har for dem. Hvis det er sådan at de ”bare” må leve med at de bliver dømt ”syge” så er det én ting særligt hvis det sker i stor skala, men det kan også være at man påfører disse ”patienter” behandling som gør at de bliver udsat for væsentlig forringelse af liv og øget risiko for død. Som Lars sætter det op så kan det være helt urimeligt at bruge tid og kræfter på men det kan også være helt rimeligt og noget vi bare skal gøre. Det afhænger bare af flere ting end de tal som du sætter op nemlig forholdet mellem fordele og ulemper – for en stor del af netop screeninger så ender det meget ofte som rene etiske spørgsmål som diskuteres rigtigt fint i etisk råd hvor både fag- og lægfolk deltager. For mange (alle?) af de screeninger som vi foretager idag så det arbejde gjort og jeg er helt tryg ved det som foregår. Min fornemmelse er at der et rigtigt godt forhold mellem arbejdsindsats og udbytte.

    Bemærkninger som at lægerne blot gør dette for at holde arbejdspladserne i gang og mænds testikler er urimelige. I forvejen er der skåret så meget til benet at hvis der var nogle områder i sundhedsvæsnet som kunne undværes så er vi mange om at vælge dem fra. Uden at sammenligne systemerne i USA og Danmark i øvrigt så drives det danske sundhedsvæsen meget billigt. Vi bruger ca. halvdelen af hvad man bruger på sundhed i USA og ligger i den nederste del i Europa. I 2014 er det prædikteret at Danmark bruger ca. 30 % af det som det forventes at koste i USA. Jeg siger ikke at vi som sådan skal stræbe efter at bruge det samme, men konstaterer blot at der i det danske sundhedsvæsen lige som alle andre steder i det danske samfund er en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Politikerne er i denne sammenhæng helt upålidelige. De vil altid sige, at vi har verdens bedste sundhedsvæsen, ellers brydes kontrakten med befolkningen med den høje skat. Man kan nemlig kun indkræve skat på 65% hvis vores børn og gamle bliver passet, vores unge kan få en uddannelse og endeligt vores syge for et rimeligt behandlingstilbud. Det sidste sker dog men kun med en daglig benhård prioritering på alle områder. En prioritering som jeg tror det fleste gerne ville være foruden. Hvis nogle har lyst kan de komme med på arbejde en dag og prøve at tage nogle af de daglige helt gulvnære beslutninger med fru Petersen. De skal være meget velkomne!

  8. Helle Munch Oldefar

    @ Kristian Wachtell: Det er pudsigt at se ordet ‘fornemmelse’ blive taget for gode varer i din beretning, mens du harcelerer mod andres brug af ‘ikke kvalificeret’ diskussion!

  9. Jette Jakobsen

    Det er svært dette her, jeg kan godt se den sunde fornuft, men!
    Jeg har en søn, som fik testikelkræft, som 20 årig. Han er sund og rask i dag.
    Da jeg hørte en læge på Rigshospitalet sige “havde vi da aldrig sparet skolelæger væk”, også på ungdomsuddannelser…så ville meget blive opdaget. Skolelæger er vel også en slags screning? Da han blev syg, mente jeg at alt og alle “skulle ses efter”..sådan er mennesker, når de bliver bange.
    Da jeg fik brevet, med undersøgelse for mave/tarm kræft, gjorde jeg som de anbefalede. Jeg havde det ikke allerbedst, indtil jeg heldigvis fik det gode svar.
    Vi er kun mennesker, og sygdom gør os bange…så glemmer vi fornuften.

  10. Helle Munch Oldefar

    Jeg mener ikke, det her drejer sig om fornuft – hverken til den ene eller anden side :-) Det her handler om, at lægevidenskaben vil overbevise os om at vi skal gøre som de anbefaler.
    Der kan være videnskabelige argumenter, følelsesmæssige argumenter men der kan også være ‘akademisk interesse’ argumenter. Det er svært for lægfolk – ja, endog for fagfolk – at skelne mellem disse argumenter, der lystigt blandes.
    Uanset hvad Wachtell siger, så vil jeg påstå, at læger (naturligvis) plejer deres egne (akademiske, personlige og andre) interesser. At benægte det, synes jeg er trist – for vi ved jo alle, at det forekommer!
    Mon du har fået en fornemmelse af, hvilken hvepserede, du har stukket armen ned i, Lars? :-) Der er nok en grund til, at du aldrig bliver politiker ;-)

  11. Helle Munch Oldefar

    Så lykkedes det de alvidende læger og fysikere at lukke den diskussion!
    Tillykke med det.

  12. Jette Jakobsen

    Jeg tror ikke at der er mange, som tør sige imod i den sag. Kræftsygdommen, gør os så bange, og vi kan kun lytte til sagkundskaben, samt følge de råd de giver. Så må vi håbe de ikke vildleder os. Jeg kan godt forstå de fristes til undersøgelser og andre ting de kan lære noget af. Vi har jo lært at det er med at forebygge…mennere end at helberede. Jeg kan da ikke tro at læger og forskere, laver den slags ting, for at skaffe arbejde til sig selv? Det er vel for at komme sygdommen til livs?
    Det er rigtig nok, at vi som mennesker bliver bange, når vi deltager i de undersøgelser. Det er nu godt at få at vide, der ikke er noget galt. Hvis der nu var noget galt, er det godt at komme igang med en behandling i tide.

  13. Helle Munch Oldefar

    Der er netop ingen der tør sige ‘ekspertene’ imod – og når de så straks taler ned til folk på den måde, så er der jo ingen, der vil lægge sig på slagtebænken.
    Tro ikke, at sundhedspersonale er anderledes end alle andre – selvfølgelig laver man undersøgelser for egen interesse – at benægte det, vil være at stikke sig selv blår i øjnene, da det jo er et selvrefererende system.
    Lav en aktantmodel over de forskellige undersøgelser og behandlinger, så vil man se, at – selvfølgelig – har personalet også en interesse i det. Alt andet vil være unaturligt. Det vigtige her er ikke, at interesserne er der, men at man som personale skal erkende at have interesser i det. Det er åbenbart også det, der er det svære ;-)

  14. Mads Kristensen

    Hej Lars,

    Det forekommer mig, at der kan være tilfælde, hvor det ikke giver mening at screene en hel befolkning for en sjælden sygdom. Men hvor vil du sætte grænsen?

    Tag type II diabetes som eksempel. Det siges, at 250.000 danskere har sygdommen uden at vide det. Mange af disse findes først, når du mister synet, en legemsdel skal amputeres eller organer står af.

    Skal vi vente indtil da og tage de massive omkostninger, der er forbundet med at behandle disse følgesygdomme (slå selv sygdommen op, hvis du er i tvivl om, hvor mange afledte skader, der kan være)? Eller skal vi bruge en lille del af dette budget på forebyggelse og både spare penge på det lange sigt og spare en masse mennesker for dybest set unødige lidelser?

  15. Helle Munch Oldefar

    @ Mads – Fordi jeg ikke har Type 2 diabetes nu, kan jeg jo godt få det :-)
    Hvor ofte skal man så ‘screene’?
    Det samme gør sig jo gældende ved f.eks. brystkræft. Der screenes hvert andet år: Nogle opdages, som (måske) ellers ikke var gået til læge, nogle overses!, nogle får påført en cancer de ellers ikke ville få (af røntgenstrålerne), nogle får en ‘sovepude’, så de ikke går til læge ½ år inden eller efter en screening, hvor det så er for sent…..
    Det er alt det, som mange læger ikke vil diskutere med os almindelige mennesker.

  16. Jette Jakobsen

    Hvis vi lader os undersøge til de “folkeundersøgelser”, der tilbydes, og samtidig holder øje med alle de tegn, som vi efterhånden er oplyst om…så har vi da gjort noget. Det hjælper på angst for sygdomme, at gøre noget. Sådan tænker vi almindelige mennesker ofte, vi har ikke samme indsigt som læger. Slet ikke speciallæger, som interesser sig meget lige for det felt.
    Vi skal bare ikke lade undersøgelserne blive en sovepude, men huske at mærke sin krop. For mærkeligt nok! Når kvinder er unge, bliver de undersøgt for livmoderhalskræft ofte, efterhånden som kvinderne kommer op i årerne, går der længere tid mellem undersøgelserne. Når de bliver 60 år, holder de helt op! De kvinder som jeg har mødt, som lider eller dør af denne kræftsygdom, er ofte over 50-60 år, eller endnu ældre. Da jeg spurgte min læge hvorfor undersøgelserne holder var svaret…så er du jo ikke på arbejdsmarkedet mere, har heller ikke børn at forsørge, altså set med samfundets øjne, ikke så meget værd, men du er altid selv velkommen til at betale for en undersøgelse, for der er lidt om det du har lagt mærke til. Se det er alvorlige sager, selv om det blev sagt med et glimt i øjet, og et lille smil på læben. Her føler jeg mig vildledt. Hvis jeg nu ikke arbejdede med mennesker, og lagde mærke til disse ting, var spørgelysten af natur. Kunne jeg jo godt tro at “faren” var ovre efter de 60 år, og ikke være så god til at føle efter.

  17. Lars Kolind

    Tak for rigtig mange gode kommentarer – jeg synes de illustrerer værdien af bloggen: Vi får mange forskellige vinkler på en problemstilling som jeg medgiver ikke er let!
    Jeg argumenterer hverken for eller imod screening – alene for en mindre følelsesladet og populistisk beslutningsproces. Problemstillingen er rigtig kompleks og beslutningerne skal derfor være meget vel overvejede.

  18. Helle Munch Oldefar

    Det er også et godt initiativ, men som flere læger kan berette, så er det et følsomt område – ikke mindst for læger og andet sundhedspersonale! De bliver mobbet af dem med anden holdning.
    Interessant at se, at jeg er den eneste, der har overvejdet, hvorfor jeg IKKE vil deltage i mammografiscreening. Gad vide, hvad andres argumenter er for at deltage? Eller om man blot deltager, fordi man får en indkaldelse?

  19. Jette Jakobsen

    Det tror jeg Helle. Når brevet kommer, går der en gysen igennem en..vi bliver mindet om, hvor skrøbeligt livet er. Det hænger et par dage eller uger på opslagstavlen, så får vi taget os sammen til at bestille tid. Hvis man helt glemmer det, eller fortrænger..for glemt er det ikke, så kommer der et brev til..så må du hellere få det overstået. Når de nu ligefrem skriver to gange, må det være meget vigtig. Undersøgelsen overståes, og du venter i ængstelighed på svaret. Nu har du gjort hvad du kan, så venter vi bare på dommen. Sådan føles det. Kommer det gode svar, er det en meget glædelig dag, og de mange næste dage. Er det et mindre godt svar, bliver man rigtig bange. Nu det er opdaget, er det jo godt, så må vi igang med at bekæmpe den sygdom, eller begyndelsen til sygdommen. Det var da godt vi opdagede det!!
    Det er ikke kun mig, der har det sådan. Jeg har talt med mange andre kvinder om det. Vi kan/tør ikke vælge fra, når dem der ved meget om sygdommen har talt og anbefalet. Dertil er livet for dyrebart. Vi kan jo ikke købe et nyt, så det er med at passe på det vi har.

  20. Helle Munch Oldefar

    Der er da også pokker til forskel på at få et brev om at man vil tilbyde en undersøgelse, og så – som det er nu – modtage et brev med en tid til undersøgelse!
    Det sidste er i min optik magtmisbrug, og netop: hvor mange tør – har baggrunden for kvalificeret – at sige nej, eller bare stille spørgsmålstegn?

  21. Jette Jakobsen

    Jeg mener at huske, de skriver “det er igen tid til undersøgelse, så du skel bestille tid”.
    Jeg ser ikke på det som magtmisbrug, men et tilbud. Jeg ved jo ikke så meget om det, så jeg lytter til sagkundskaben. Om det er nogle “dumme penge” de giver ud, kan jeg heller ikke dømme i, men de har jo ikke for mange af dem, så mon ikke de har tænkt sig om? Det vil jeg da håbe. Desuden henvender mange af disse undersøgelser sig til kvinder, og de passer jo lidt mere på sig selv. Mange mænd kommer desværre stadig for sent til læge, og er der noget alvorligt på færde. Er det lidt sværere at helberede. Den seneste undersøgelse, for mave/tarm kræft, for personer over 50 år. Havde et stort overtal af kvinder, som havde reageret på undersøgelsen. Det er ikke så smart, når man ved at det er flest mænd, som får den sygdom.

  22. Helle Munch Oldefar

    Nej – de skriver ud med en fast tid – og hvem tør (kvalificeret) sige nej til det?
    Ja, de fleste screeninger henvender sig til kvinder – måske fordi vi er mere autoritetstro og bange for vort helbred?
    Danmark har verdensrekord (og har haft det i mange årtier) i testikelcancer, men screenes der for det? NEJ!

  23. Jette Jakobsen

    Kære Helle.
    Jeg mindes altid at skulle ringe til min læge og bestille en tid, når brevet er kommet. Måske snakker vi om to forskellige undersøgelser..brystkræft og livmoderhalskræft?
    Jeg tror det er fordi kvinder er mere opmærksomme på deres krop, og ved at skal de passe godt på deres familie…i mange år, skal de også passe på sig selv.
    Min søn er desværre en af dem der har haft testikelkræft, er heldigvis rask i dag. Du kan tro jeg ønskede at de havde “kikket efter”!!! Vi får ikke mænd til at ligge den del af kroppen til regelmæssig screening..ikke ret mange da. Det tog mig meget lang tid, at få min mand til læge med nogle grimme modersmærker. Jeg skulle nok have fået bestilt den tid i en fart.
    Tænk på alle de gamle mænd, vi møder i hjemmeplejen, med et “vandværk” som kunne være ordnet for mange år siden, det er bestemt ikke sjovt på deres gamle dage. Jeg vil ikke kalde det mindre autoritetstro, men udskydelse, fornægtelse, uvidenhed, forlegenhed over tilstanden. Bare det at vi stadig ikke bruger p.piller til mænd, fortæller jo lidt om…hvad de vil lægge krop til. Ting som kvinder er blevet nød til, sådan tror jeg at kvinder ser på folkeundersøgelser. Noget de er nød til, for at passe på sig selv.

  24. Helle Munch Oldefar

    Ja – livmoderhalskræft, der bliver man opfordret til undersøgelse og skal selv lave tid hos egen læge.
    Mammografiscreening – der får man et brev med en dato og tidspunkt på.
    Der har været meget polemik, fordi nogle læger og et par andre stillede spørgsmålstegn ved det etiske i at indkalde folk sådan. De har lavet en alternativ brochure, som man kan se på nettet, fordi den officielle brochure beretter heller ikke om ulemper ved screeningen.
    Det du beskriver vedr. mænd, er der en forsker – Simon Sjørup Simonsen – der kalder for ‘ronkedorsyndromet’.

  25. Lisbet Mørk

    Et meget illustrativt eksempel på værdien af screeninger: det halvårlige tandeftersyn.

    Hvor mange er ikke hoppet på denne forordning, på grund af den fejlagtige opfattelse, at tandlægen “passer” deres tænder?
    Hvor mange går ikke rundt med den falske sikkerhed, at deres tænder “har det godt”, når de lige har været til tandeftersyn?

    Og hvor mange mennesker har ikke stadig tandsygdomme?

    Der ER flere børn helt uden huller, indrømmet, men set ud fra den massive indsats, der er gjort gennem snart 100 år fra tandlægeside, er resultatet langt, langt fra tilfredsstillende.

    Når det gælder tænder, betaler man selv for udgiften til undersøgelsen, så der er det “bare” penge ned i tandlægens lomme, eller er det?

    For er tandlægerne ikke på denne måde med til at udbrede ansvarsløshed?

    Lige som sundhedsvæsenet er det med screeninger for alt andet.

    Er det ikke kun os selv, der kan tage ansvar for vores helbred, som Helle så fint demonstrerede det med sine grunde til ikke automatisk at hoppe på screeningstilbudene?

    Vigtigst fra samfundets side må det være at gøre alt for at forsyne alle med så megen viden om, hvad der forårsager sundhed, og hvad der medfører sygdom som muligt og så overlade ansvaret for det videre forløb til den enkelte.

    De allerfleste opfører sig som små børn og lyver over for tandlægen: Nej, jeg spiser næsten aldrig søde sager, og ja, jeg børster mine tænder 2 gange om dagen.

    De glemmer, at de kun narrer sig selv, og at det forøvrigt er langt værre for deres krop end for deres tænder, at de putter det “forkerte” i munden, for det glemmer de fleste tandlæger at fortælle dem. Det er tandlæger nemlig ikke uddannet til at vide, hér er også et sted at sætte ind: sundhedspersonalets uddannelse.

    Spørgsmålet om screeninger er så vigtigt, fordi det ikke bare handler om, hvor mange der får og evt. dør af visse sygdomme, men også om, hvordan vi udvikler ansvarlighed og sundhed og dermed livskvalitet og trivsel.

  26. Jette Jakobsen

    Hvorfor kalder man det ronkedorsyndromet Helle? Jeg kan godt regne ud hvad det dækker over, men hvad kommer det af.
    På forhånd tak for hjælpen.

  27. Helle Munch Oldefar

    @ Jette: Undskyld mit sene svar :-)
    Ronkedor kommer af at de gamle svage hanelefanter – ronkedorerne – stille går for sig selv, når de skal dø.
    Hans forskning viser, at mænd – typisk – går stille med dørene, når de fejler noget livstruende, mens de er ‘pylrede’, når de fejler noget harmløst.

  28. Jette Jakobsen

    Det kan jeg godt kende Helle. Det har vist noget med “kønnet” at gøre. Hvis hankøn ikke kan klare det de plejer, og mener de er sat i verden for…så er meget ligemeget! Det kan vi vist ikke ændre på, jeg tror det ligger i naturen langt tilbage.
    Det er ligesom de kvinder, som ikke kan få børn…de mener at de er frataget absolut livsnødvendig. Jeg tror virkelig de har det sådan. Det er jo lidt en skam for begge køn, men ikke noget vi kan lave om på.

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.