Kolind Kuren

For fem hundrede år siden byggede vi byer på de bedste steder i landet. Ved vandet, for eksempel: Mariager, Kolding, Helsingør. Nu om dage bygger vi nye byområder på en pløjemark. Hvert hus ligger på sin præsenterbakke på 800 eller 1000 m2. Sjældent med udsigt til andet end andre huse eller en mark. Faktisk er vi lykkelige, hvis bare vi kan få udsigt til en mark.
Det er et paradoks. Bygger vi virkeligt så ringe i dag at vi skal beskytte naturen mod os selv og vore boliger?

Ja, sådan er vi åbenbart. Folketinget har ved lov besluttet at det er forbudt at bygge huse nærmere end 300 m fra skov eller strand, helt enkelt. Vi skal nemlig beskytte naturen imod os selv. Bevare naturen som den var da loven blev vedtaget, med alle de rædsler af huse der fandtes dengang. Som om det skulle være et mål i sig selv. Argumentationen var at vi skulle undgå at den danske natur plastres til med især sommerhuse. Landmændene må dog stadig gerne plastre naturen til med kæmpe lyserøde stålhaller til svinefarme og halmfyr. Men det er jo også noget helt andet. 

Det kalder jeg uintelligent naturforvaltning.

Intelligent naturforvaltning ville være at se naturen i et større perspektiv. Tænk hvis en jordejer lavede en herlighedsplan. Fortalte hvad hans planer var for at udvikle sin ejendom til at blive bedre i de næste 50 år. Hvordan han kunne skabe en mere varieret biotop, bedre adgang for befolkningen og måske bygge boliger af høj kvalitet på et attraktivt sted – gerne nærmere end 300 m fra skov og strand.

Den slags planer er der ingen der laver i dag for de er spild af både tid og penge. Ingen ville tage jordejeren alvorligt fordi vi har udviklet en kollektiv mental model der siger at naturen under alle omstændigheder skal bevares – ikke udvikles. Og skal den endelig udvikles så betyder det at føre den tilbage til et tidligere stadium. Tag fx udsætningen af bævere i Danmark: Argumentet var at de havde været her for 1000 år siden og derfor var det godt, hvis de kom igen.

Byggelinierne har heldigvis forskånet os og naturen for mange ringe byggeprojekter – stor tak for det. Og jeg taler absolut ikke for at give byggeriet frit. Men er tiden ikke kommet til at finde en mere intelligent måde at nå målet om et bedre Danmark på?

Tænk på en alvorlig sygdom, som 1 promille af befolkningen får – altså godt 5000 danskere ud af 5 millioner. Forestil dig en screeningsmetode der er 95 % sikker, dvs at der er 95 % sandsynlighed for at en person der faktisk ikke har sygdommen, får et korrekt svar ved screeningen, dvs at screeningen er negativ som den skal være. Men 5 % får et falsk positivt svar, dvs at de ikke har sygdommen, men screeningen siger at de har den. Glem de falsk negative, altså de som har sygdommen, men testen siger at de ikke har den. Og lad os sige at der er en effektiv behandling, som dog har en række farlige biværkninger – dog væsentligt mindre farlige end sygdommen selv.

Er det i en sådan situation en god ide at screene befolkningen for sygdommen?

Næsten enhver politiker vil pr. automatik sige ja, også selvom det er dyrt. Vi har verdens bedste sundhedsvæsen og verdens højeste skatter, så det skal vi have råd til, kan man næsten høre politikerne kappes om at sige. Der er trods alt 95 % chance for at opdage sygdommen! Derfor screener vi fx gravide kvinder for fosterskader og derfor screener vi for brystkræft, livmoderkræft og meget andet.

Men holder politikernes argument?

Tænk på 1000 tilfældigt udvalgte danskere. Én har sygdommen. Alle 1000 bliver screenet og 50 af dem (de 5 % falsk positive) får besked om at testen var positiv selvom de faktisk ikke har sygdommen. De bliver naturligvis nervøse og accepterer derfor behandlingen med alt det ubehag der dertil hører. Kvinderne får fjernet bryst eller livmoder – bare for en sikkerheds skyld.

Én har sygdommen og bliver behandlet for den. Men de 50 lider for ingen verdens skyld og belaster et i forvejen overbelastet sundhedsvæsen. Hver af de 51, der fik positivt testresultat, har nemlig kun knap to procent chance for faktisk at have sygdommen. Alligevel får nogle af de 50 fjernet bryst eller livmoder og alle lider til ingen verdens nytte – i det mindste fordi de frygter at de måske har sygdommen. Det eneste testen i virkeligheden viste, var at sandsynligheden for at de havde sygdommen, ikke var en promille, men to procent.

Er det så sært at sundhedsvæsenet er overbelastet? Vi ville få et bedre sundhedsvæsen, hvis lægerne kunne koncentrere sig om at behandle de der virkelig var syge. Men det ville forudsætte at politikerne var mindre populistiske og lærte at regne..

For et år siden var Birthe Rønn Hornbech en af Folketingets mest respekterede politikere. Jeg var ofte uenig med hende om konkrete spørgsmål, men alligevel var hun blandt de politikere jeg så mest op til – og hun kunne godt have fået min stemme. Hendes troværdighed og ordentlighed har jeg aldrig været i tvivl om.

Så blev hun Integrationsminister og nu er hun ifølge stort set alle medier et problem for regeringen. Der er snart ikke grænser for hvor håbløs hun er.

Hvad er det der sker? Hun kender ministerområdet indgående. Hun kender den politiske proces indgående. Hun ønsker helt sikkert at gøre en god indsats. Og hun har ledelseserfaring fra sit tidligere virke. Og jeg tror faktisk at hun gør et glimrende job som Integrationsminister.

Men alligevel kaldes hun nu et problem. Hvem har en forklaring?

I dag fik jeg en mail som undrede mig. En hilsen fra Mads Henning Pedersen med glimt fra det virkelige liv: Livet som jobsøgende 53-årig tidligere HR-chef. En mand der uden for enhver tvivl har en omfattende og værdifuld baggrund, men som alligevel ikke kommer til samtale når han søger jobs. Øjensynlig fordi han har passeret de halvtreds.

Se Mads’ baggrund på www.bocksbjerg.dk. Send en mail til ham med et tip hvis du kender et sted, hvor han kunne gøre nytte (mhp@c.dk). Og forklar os andre her på bloggen hvordan vi kan mangle arbejdskraft i Danmark og så samtidig ikke være interesserede i at bruge en person som Mads’ arbejdskraft!

Jeg kender en pige på 19 år der er på 6 måneders togt med skoleskibet Danmark. Her kan vi kalde hende Anne. Hun har netop taget studentereksamen med topkarakter og nu trængte hun til luftforandring inden hun skulle i gang på universitetet.

På skoleskibet lærer hun hverken fysik, matematik, biologi eller andre af de fag som hvis man skal tro Folketingets flertal og Undervisningsministeren, er de eneste der betyder noget nu om dage. Anne lærer derimod hvad alle tovenderne og sejlene hedder på et sejlskib. Hun lærer sikkerhed til søs; slukker brand og vender redningsflåder. Klatrer op i riggen og sætter sejl. Pudser messing og sover sammen med 39 andre i hængekøjer som flagermus i et rum der er så lille at man tror det er løgn. Lærer at forstå en ordre og udføre den, også hvis det regner og blæser. Lærer at arbejde sammen med andre og at tro på sig selv.

Men intet af alt det står i de faglige mål for folkeskole eller gymnasium. Alt dette eksisterer simpelt hen ikke i Undervisningsministeriets og Folketingets flertals mentale model. Her tæller kun den såkaldte faglighed. Og her tæller kun at eleven lærer at reproducere andres viden korrekt i form af svar på sprøgsmål i nationale tests.

Det er et snæversyn på uddannelse som gør mig ked af det. Det er en tankegang hvor undervisningen er vigtigere end eleven. Deraf navnet Undervisningsministeriet. Ikke Læringsministeriet. Det er en mentale model som burde være forladt for 50 år siden.

Jeg efterlyser en ny mental model: vidsyn. En tankegang hvor det er elevens udvikling der er i fokus. Ikke lærerens undervisning. Jeg efterlyser et bredere syn på kompetence. Kompetence er langt mere end faglig kompetence. Det er også læringskompetence, social kompetence, kreativ kompetence og meningskompetence.

Anne klarer sig fint, også selv om politikerne mener at hun har spildt et år. Men Danmark klarer sig ikke hvis det snæversyn fortsætter.

Det er da virkelig tankevækkende at de fleste kommentarer til blogposten for en uges tid siden bakker op om eksperimentet på Gauerslund Skole plus at 90 % af de der tilkendegiver deres vurdering af forsøget, tror at det vil blive en succes. Hertil kommer at forsøget åbenbart er gjort før og med godt resultat.

Så spørger jeg: Kan nogen forklare os hvorfor Undervisningsministeriet så ikke forlængst har sat noget sådant i gang ? Hvad er det for en mekanisme der får Folketingets flertal om ministeriet til fortsat at fremme en skoleform med et meget snævrere læringskoncept end det der her er tale om?

Den 23. august bragte Jyllands Posten en kæmpe nyhed som ikke vakte megen opmærksomhed: Det gennemsnitlige antal fødte børn for kvinder af ikke vestlig herkomst var på ti år faldet fra 3,5 barn til knap 2 børn pr. kvinde - lidt højere en de 1,85 barn som hver kvinde af dansk herkomst føder i gennemsnit.

Tænk lige over hvor stor en nyhed det er. Inden vi vidste det, tror jeg at mange etniske danskere som jeg, frygtede at Danmark om nogle generationer ikke var til at kende igen.
Skræmmebilledet at Danmark var hurtigt på vej til at blive et muslimsk land hvor kristne som jeg og min familie, kunne komme i mindretal, havde også gjort indtryk på mig.

Men det skræmmebillede holder altså ikke. For hvis familier af anden etnisk herkomst på ti år har tilpasset sig det danske familiemønster med omkring to fødte børn pr. kvinde, så vil forholdet mellem de etniske grupper blive ved med at være nogenlunde som i dag. Og vi ser stadigt flere blandede ægteskaber og stadigt flere veluddannede udenlandske kvinder som indgår i det danske arbejdsmarked med karriere og hvad det medfører. Så der er grund til at glæde sig. Danmark bliver ikke offer for en religions borgerkrig som nogle har spået. Vi har fortsat chancen for at være et land med 1000 års kristen tradition, hvor folk med anden religion også kan leve og føle sig velkomne.

Tillykke Danmark!