Grøn produktion

nature.jpg

Vi behøver slet ikke konventionelle rensningsanlæg, skrev jeg i blogposten om decentralisering. Den bemærkning fik min indbakke til at svulme! Så lad mig lige forklare hvad det er for en revolution, Grundfos har i gang på miljøområdet:

Danmark og næsten alle andre industrialiserede lande renser spildevand fra husholdninger og indsutri på forholdsvis store, centrale rensningsanlæg. Alt blandes sammen og køres igennem store åbne bassiner hvor der sker mekanisk og kemisk rensning. Alle kender de fodboldbanestore anlæg, ofte placeret i naturen tæt ved åer og søer. Enorme mængder af slam eksporteres, brændes eller spredes på markerne. Det er industrisamfundets måde at løse spildevandsproblemet på, og den var fin da den kom frem. Udgangspunktet er at spildevand er et problem – ikke en ressource.

Grundfos har vendt problemet på hovedet. Kunne spildevand (inkl. gylle!) ikke opfattes som en ressource? Det er radikal nytænkning og den bryder med alle etablerede interesser: Landbruget, kommunerne, miljømyndighederne – alle!

Ideen i Grundfos løsning er at man renser spildevand der hvor det opstår. Mejeriet skal ikke pumpe sit spildevand den lange vej til det kommunale rensningsanlæg, hvor det blandes med alt andet inden det bliver renset eller genbrugt. I stedet for det kommunale rensningsanlæg skal mejeriet opstille en eller flere containere med et udstyr der renser på stedet. Det rensede vand kan bruges til rengøring og toiletskyl, mens slammet kan omdannes til biodiesel som de lastbiler der samler mælken ind fra gårdene, kan køre på. Hørte du rigtigt: Biodiesel? Ja det er Grundfos vision og den er mulig fordi man på mejeriet ved nøjagtigt hvad spildevandet indeholder. Luftkasteller? Nej, Arla er i gang og Thise Mejeri fremviser sit anlæg i næste måned, dog endnu ikke biodiesel-delen. Men hvad med alle andre industrier der producerer spildevand?

Det samme kan gøres med husholdningsspildevandet. Det ved man også ret præcist hvad indeholder, og det skal renses i det bysamfund hvor det opstår – ikke pumpes 10 eller 20 km til et centralt rensningsanlæg. Og slammet skal ikke brændes eller spredes på markerne – det skal også blive til biodiesel. Hvor mange danske kommuner er i gang med dette? Ingen!

Og landbruget: Teknikken eksisterer allerede: Man behøver overhovedet ikke at sprede gyllen på markerne: Ind i en Grundfos container og ud kommer vand til markvanding plus gødning der kan sælges der hvor der er behov. Eller slammet kan bruges til at lave biodiesel til traktoren. Når den teknik bliver udbredt vil vi kunne producere grise uden at forurene. Regeringens og landbrugets prioritering: Det kan vente…

Jeg efterlyser politisk lederskab, perspektiv og nytænkning. Kommuner der ikke bare blindt bygger større rensningsanlæg, rørledninger og pumpesystemer. Kommuner der arbejder sammen med virksomhederne om at gøre spildevand til en ressource. Et landbrug der går foran med ren produktion i stedet for at forsinke den. En regering der tør tage de konflikter der skal til, for at erstatte gammeldags industritankegang med bæredygtige løsninger. Også selvom de ikke umiddelbart giver PR i samme omfang som isbjørne på isflager der smelter i Grønland.

Vil du vide mere? se www.biobooster.dk og www.infarm.dk. Reklame for Grundfos? Nej, Grundfos skal nok klare sig uden den nye teknologi – de sælger jo alle pumperne der skal bruges i de konventionelle anlæg!

Hvad siger du?

8 kommentarer til “Grøn produktion”

  1. Stephan E

    Nu kender jeg en smule til det projekt, Grundfoss har gang i. Det bliver spændende at følge.

    Istedet for at se det som et spørgsmål om spildevand, bør du tage et skridt tilbage og addressere det bredere spørgsmål.

    Hvorfor svine, så man bagefter skal rydde op igen?

    Problemet er at det ligner økonomisk “vækst”, når man først svinder og derefter bruger ressourcer på at rydde op, først skaber sikkerhedsproblemer hvorefter man bruger ressourcer på at forsøge at sikre, først tvinger en enlig mor til at arbejde som kassedame hvorefter man sætter en dyrere pædagog til at passe hendes børn etc.

    Hvad det reelt dækker over er at man måler “værdien” forkert, fordi man ikke i det traditionelle statsregnskab fanger hverken de negative nytteværdier af at “svine”, bruger omkostningen som mål for værdien i stedet for nytten eller henfører omkostningen til den som skaber skaden så handlingsmønstret bliver mere rationelt.

    Det gælder hele vejen op. Hvis Finansministeriet indregnede skadeeffekterne af at umynddiggøre og svække borgerne i deres Nem-kontrol projekt ville det aldrig være være etableret. Men planøkonomiens indbyggede svaghed er netop at den ikke kan rumme verden på det aggregerede plan.

    Det vi mangler er IKKE at stille flere krav og overføre mere ansvar til det offentlige system som det ikke magter at løfte. Vend den rundt.

    Lav f.eks. en udfordringsret – hvis en innovativ løsning kan gøre tingene bedre, så SKAL den overvejes og der skal rationelle argumenter for ikke at tage den i brug.

    I stedet for de stadigt mere centralistiske indkøbsprocesser i det offentlige (biligst men uden nyttebetragtning), så sæt en vis købekraft til side som SKAL bruges til nye innovative tiltag. F.eks. efter den amerikanske model eller bare la 3M som måler på andelen af omsætningen som kan relateres til mindre end 3 år gamle produkter og services.

    Istedet for de primitive monopol-baserede Offentlig-Private samarbejder, lav så risikoalliancer, hvor det offentlig kan medfinansiere nye løsninger mod til gengæld af få mere tilbage som en slags royaltybetaling på systemeksport. Vækstfonden og hele Innovationspolitiken har jo været en gigantisk fiasko fordi man kun fokuserer på at subsidiere de finansielle investorer men ikke interesserer sig for nytte-skabelsen.

    Etc.

    Grundfoss skal nok klare sig på eksportmarkederne. Danskere er ikke dumme – det sker først når de bliver indfanget af et stift og ufleksibelt system som virker umynddiggørende, passifiserende, styrende og systematisk svækker den behovs-drevne innovation.

    Og start med at se på hele det demokratiske system som fremstår desideret dysfunktionelt. Det er en ensidig magtstruktur som primært er indrettet af hensyn til teknokraternes egeninteresser – ikke mindst i takt med at de fleste politisk aktive er enten teknokrater på orlov eller en del af showbiz direkte fra tv-skærmen.

  2. Claus Christensen

    Hvor har I ret Lars og Stephan – vi savner i den grad politisk lederskab. Gode ledere tør have visionerne og arbejder målrettet for at realisere dem og baner vejen for at andre kan bidrage til at virkeliggøre visionerne. Dårlige ledere går bare i vejen, tænker kortsigtet og på egeninteresser og er i øvrigt en klods om benet på dem, der vil videre.

    Stephan har en fin pointe i, at jo mere vi går i vejen for hinanden, jo større økonomisk vækst (stigning i BNP) – der er behov for at måle vækst og velstand ud fra andre parametre.

  3. Helle Munch Oldefar

    Hvad med at invitere Connie Hedegaard til at deltage her på bloggen?
    Måske det ville føre til noget konkret politisk handling også :-)

  4. Lars Kolind

    Det der virkelig generer mig i denne sag er at Danmark har en unik mulighed for at komme foran med den måde vi behandler spildevand og affald på: Mindst lige så perspektivrig en mulighed som vindmøllerne var det for 20 år siden. Men et land får ikke en førerposition hvis man bare tager det stille og roligt og venter på at tingene nok sker. Vi får en førerposition hvis der er ledere der tør gå foran og gøre noget som andre ikke allerede har gjort. Der vil altid være interessegrupper der er imod nye ting som fx elværkerne var det i vindmøllernes barndom. De henviste til at man bare kunne bygge et kulfyret kraftværk mere og så glemme alt om vindmøller. Nøjagtig det samme sker på de miljøområder som blogposten ovenfor handler om.
    Connie Hedegaard skal være meget velkommen på bloggen!

  5. Christian Riisager-Pedersen

    Det lyder jo utroligt spændende, selvom en ændring i rørnettet jo nok ikke bliver helt gratis.
    Kunne man forestille sig, at man i stil med EU’s kemilovgivning under navnet REACH, der gik ud på at vende bevisbyrden for “kemi”producenterne, så de i dag skal bevise, at deres produkter ikke er giftige, mens de før kunne producere hvad de ville, indtil at et statsligt institut kunne bevise at produktet var skadeligt for mennesker eller miljø.
    Jeg tror, det kunne gøres mere attraktivt for firmaer af alle slags at investere i sådanne lokale små rensningsanlæg, hvis det blev op til dem selv at bevise, at de ikke forurenede, men kun lukkede rent spildevand ud.
    Noget lignende foregår i Kalundbrog, hvor Novo Nordisk og Novozymes har “givet” det lokale rensningsanlæg de nødvendige penge til at opføre et rensningsanlæg, der kan håndtere netop deres særlige spildevand.
    Dog kan der også være fordele ved at lede spildevand fra mange forskellige steder sammen. I Kalundborg har rensningsanlægget udnyttet blandt andet Asnæsværkets varme spildevand til at kunne gennemføre visse fældningsprocesser som en del af rensingen, som simpelthen kun er muligt i løbet af vinteren på grund af det varme vand.

  6. Stephan E

    2 problemstillinger som bør rejses her.

    a) Sådanne diskussioner bliver ofte situelle, dvs. man fokuserer på det tekniske i det konkrete eksempel, men overser det principielle.

    Det principielle i værdiskabelsen er at “go upstream”, dvs. at søge kilden til problemet og addressere det der fremfor at addressere symptomet (at acceptere svineriet og rydde op).

    b) Det er kritisk at erkende at det er arbitræert umuligt at “måle” nytte uden markedsgørelse. Nytte kan kun opgøres ved den bytteværdi som nogen er villige til at sætte på.

    Man kan og skal ikke sætte planøkonomer til at opgøre nogle arbitrære “nytte”-størrelser som så bruges til at tvangsallokere efter. De kan ikke indregne effekterne og slet ikke subsidieringsværdien af alternative handlinger.

    (Kollektivivistisk orienterede økonomer her en tendens til at misbruge dette til at politisere ved at argumentere for omfordeling ved at påstå at 2 forskellige borgere har forskellig “nytte” af de samme penge. De 2 diskussioner drejer sig om helt forskellige spørgsmål.)

    Selv hvor man forsøger at “markedsgøre” eksternaliteter som f.eks. med co/2 kvoterne, så vil det have stærkt arbitære effekter som man skal være yderst forsigtig med. F.eks. er klimadiskussionen langt mere kompleks end overprioritering af CO/2 ved at henføre alle “klimaomkostninger” til co/2 kvoterne.

  7. Lars Kolind

    Stephan fanger det helt centrale punkt: At “go upstream”, dvs at søge kilden til problemet og gøre noget ved den, i stedet for at angribe symptomer eller konsekvenser. I tilfældet med spildevand er det at finde løsninger sådan at vandet renses og genbruges præcis der hvor det bliver forurenet.

  8. Helle Munch Oldefar

    Det er vel også derfor at det er svært for politikere at gøre noget.
    Men de kan til gengæld give plads til forbedringer i form af (manglende?)lovgivning og incentives.

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.