Feriehilsen fra Albanien

Albania flag

Efter en uges ferie fra bloggen er jeg hjemme fra Albanien med hovedet fuldt af kontraster: Sporene af 45 års kommunistisk diktatur, herunder tusindvis af små og store betonbunkers spredt over hele landet. Men også kridhvide strande, dramatiske bjerge, gamle byer og nybyggeri overalt, elendige veje der pludselig afløses af moderne og flotte do. Albanien er mere end noget andet, jeg har set, kontraster. Men en ting er alle steder: Mennesker der er imødekommende, hjælpsomme, venlige, nysgerrige og enormt optaget af Vesten. En ting er helt sikkert i dette land: Aldrig mere kommunistisk styre og så hurtigt som overhovedet muligt ind i Europa. Det er særligt tankevækkende når man tænker på vores lunkne holdning til Europa. I de følgende blogposter vil jeg invitere til debat om Albanien og trække sporene tilbage til Danmark: Hvor kunne de lære meget af os og hvor kunne vi lære meget af dem…

Tænk på hvilket billede du har af Albanien? – del det med os andre i en kommentar her på bloggen.

16 kommentarer til “Feriehilsen fra Albanien”

  1. Helle Munch Oldefar

    Mit billede af Albanien – jeg har aldrig været der – er præget af mine rejser i det tidligere Sovjetunionen, DDR, Ungarn og Polen under det kommunistiske regime. Undertrykte mennesker, hvor innovation ikke var muligt eller ønskeligt.
    Havde man f.eks. fremstillet en bil der kunne køre, så var det nok og der var ingen grund til forbedring.
    Det er stik imod menneskets natur.
    Jeg husker Leif Davidsen en gang sagde til mit til en sammenkomst i Moskva: Det er en af verdens to supermagter, og de kan ikke fremstille et par sko, der kan holde et år!
    Jeg tror, at hvis EU, FN og/eller andre ydede en slags Marshall-hjælp, så vil de lande komme bedre frem. Vi ville ikke have alle de kriminelle her i landet, der kommer hertil for at stjæle fra os rige danskere, fordi de vil skabe en tålelig tilværelse derhjemme. I stedet for at outsource til f.eks. Kina, så lad os spare på olien og hjælpe vore europæiske brødre til en værdig tilværelse. Lad os evt. byde dem velkommen i EU.

  2. Lars D

    De skal være heldige, at de “kun” har haft 45 års kommunisme. Så er den oprindelige kultur nemlig stadigvæk tilstede i et vist omfang. Det forholder sig helt anderledes med f.eks. Rusland, Hviderusland og Ukraine, hvor det kan være et kæmpeproblem at lære folk at respektere andres ejendom og hvordan man arbejder for andre.

  3. Jette Jakobsen

    Når jeg tænker Albanien, og jeg har aldrig været der. Er det sikkert et meget naivt, romantisk billed af flotte folkedragter, musik, mennesker som danser. Mennesker som bor i husvogne og ikke har ret mange penge, er nød til at klare sig så godt de kan. For der er ikke noget arbejde, de ejer ikke bare et lille stykke jord, til at dyrke mad på. De har og får mange børn..tidlig, som ret hurtig må lære at klare sig selv..på mere eller mindre heldige måder. Det er Europas mest fattige land, skrækkelige børnehjem og hospitaler. Det har været nogle “skrækkelige bæster” som har styret landet, indtil for få år siden. Det er et land som rigtig gerne vil på fode, ligesom mange andre lande i Europa, vi vil bare ikke så gerne give plads til dem. Måske kommer der til at gå noget fra os andre? Jeg ved det som sagt ikke bestemt, måske er min opfattelse helt forkert.

  4. Helle Munch Oldefar

    @ Lars:
    KUN 45 år!
    Da jeg besøgte en professor derhjemme i Østberlin i sin tid, fortalte de om deres hverdag. Jeg sagde til dem, at det lød som når mine forældre fortalte om 2. verdenskrig, hvorpå professorens hustru kiggede på mig og sagde: “Ja. I var besat i 5 år. Vi har været besat i 40 år!”
    Mennesker kan ødelægges for flere generationer med kun 40 års tyranni.

  5. Anni Lomborg

    Da jeg ikke hører til det meget berejste folkefærd, må jeg holde mig til historien, og det som man ellers kan finde om landet på Google. Og det er jo som bekendt ikke småting man der kan finde frem. Jeg kan se at de vil forbedre deres land. Og at Danmark er klar med gode råd. Landet vil gerne ind i EU og det støtter USA i Irak Krigen osv. Der er koruption og en masse andet dårligdom, som må afskaffes inden de kan blive medlem af EU. De billeder som rejseselskaberne viser er selvfølgelig flotte og fristende for turister.
    Det er også tydeligt at de er i gang med opbygning og forbedringer i byerne.
    Man kan kun glæde sig når der er forbedringer undervejs for mennesker som lever i fattigdom. Det har også været tilfældet i Danmark, men det er jo heldigvis mange år siden. Vi har jo også stadigvæk her i Danmark de grimme bunkere fra besættelsestiden. Vi har også dejlige strande og Danmark er et utroligt smugt landbrugsland, der ikke kan sammenlignes med de bjergrige lande. Vi bliver også af udlændinge beskrevet som du Lars beskriver Albanerne. Og det synes jeg er rigtig godt.

    Venlig hilsen
    Anni

  6. Stephan E

    Lars

    Du skriver

    “Aldrig mere kommunistisk styre og så hurtigt som overhovedet muligt ind i Europa. Det er særligt tankevækkende når man tænker på vores lunkne holdning til Europa.”

    Der er en forfærdelig rotten deal, de får. Demokratiet toppede i starten af halvfemserne.

    Nu vil Albanierne opdage at det vesten som de troede var det samme som frihed i mellemtiden er ved at have udviklet sig til dets modsætning.

    Embedssystemets misbruger digitaliseringen som magtinstrument til ekstrem centralisering og fraværet fjendebilleder i Øst-Europa og det “lukkede Kina” synes at have fjernet politikernes sans for perspektiv.

    De positive frihedsaspekter af digitalisering såsom borgenes mulighed for at tale sammen er langt overskygget af alle de negative faktorer.

    I hvert fald har vi haft en massiv eliminering af rettigheder og kvalitet i Folkestyret siden starten af halvfemserne.

    Vi kan ikke i dag klart sige hvordan et digitalt demokrati BØR indrettes, men givet er det at vi er kommet rigtigt dårligt fra start og har set en hastig nedbrydning af det åbne og frie samfund mod en stadigt mere detailkontrolleret og indsnævret kopi af det gamle Øst-Europa.

    Forskellen mellem formel totalitarisme og det placebo-agtige demokrati bliver stadigt mindre. Det er dog lidt uklart om Folkestyret selv har smidt magten fra sig eller om den er taget af teknokraterne.

    Sandheden ligger formentlig et sted midt imellem, fordi skræmmeretorikken til formål at bilde befolkningen ind at overvågningskameraer og planøkonomisk tvang er til deres fordel.

    Trist – ikke bare for Albanerne, der troede at de nu fik frihed efter mange års diktatur. Albanerne har jo ikke oplevet den periode med relativ frihed som Vesten har haft i perioden fra 2. verdenskrig og frem til midten af 90erne og som – desværre formentligt – i fremtiden vil stå som demokratiets guldalder og svanesang.

  7. Lars D

    @Helle: Når jeg skriver “kun 45 år”, så skyldes det at andre har oplevet mere end 45 år. Jeg kommer jævnligt i Ukraine, hvor jeg bl.a. har snakket med overlevere fra tvangs-sultningen i 1930′erne, som var Stalin’s modreaktion da Ukrainerne var sure over at være blevet besat af russerne. Man kan mærke, da disse mennesker har lært nogen af deres forældre om livet før kommunismen, som de så efter bedste evne har forsøgt at videregive til deres børn, børnebørn og oldebørn. Men de har aldrig selv oplevet det, og derfor fungerer mange ting i Ukraine stadigvæk som under kommunismen: Det er stadigvæk ikke naturligt at lukke et loftsvindue fordi man går ud i regnvejret – man er simpelthen ikke vandt til at passe på andres ting.

    Af samme årsag er det umuligt at sælge originale printerpatroner, software og lign. i Ukraine – hele ideen om intellektuel ejerskab er meget svær at forstå for indbyggerne. Alle film der blev lavet under kommunismen er f.eks. ikke copyright-belagt og må kopieres frit, og almindelige mennesker kan ikke se nogen grund til at det skulle være anderledes for andre film.

    Driftsøkonomisk viden er stort set ikke-eksisterende blandt almindelige mennesker i Ukraine. Hele princippet om at investere i dag og høste fordelene de næste par år er næsten ikke-eksisterende. Service-kontrakter, banklån osv. har haft det svært af samme årsag. Der findes ingen Ukrainske familier med ældre familiemedlemmer, der har erfaringer med økonomiske investeringer… hverken i såsæd eller det at bygge en vogn til at bringe varer til markedet. Heldigvis flyder der store mængder viden ind i landet i disse år, og der gøres flere og flere erfaringer.

    Hverken tyskerne eller Albanerne har oplevet at besættelsen har dræbt en så stor del af befolkningen som i Ukraine. Det kan godt være, at østtyskerne havde det skidt, men deres problem var væsentligt mindre end Ukrainernes, og deres omstillingsproces til markedsøkonomi er væsentligt simplere.

    Den mest synlige forskel mellem socialisme og nazisme er, at socialisme har dræbt langt flere mennesker. Ukraine er et godt eksempel, og både Albanien og Østtyskland skal være glade for, at de ikke er det.

  8. Helle Munch Oldefar

    Helt enig, Lars D :-)

  9. Stephan E

    Helt enig i at socialismen har været en af de allerstørste dræbere, men det er udtryk for noget mere grundliggende omkring ønsket og selvindbildingen at man kan og bør styre andre menneskes liv.

    Bortset fra det er der ikke den store forskel på de forskellige autoritære regimer – forskellen mellem facisme, socialisme og fundamentalisme er ord mere end indhold. Det er for mig at se meget svært at se forskel og i praksis gør de i praksis brug af mange af de samme virkemidler.

    I Danmark er Tvangslighed den ideologiske dræber der giver det stadigt mere autoritære regime den selvindbildte legitimitet. Som i alle andre sammenhænge er problemet når der bliver for meget af det og respekten går ud med idelogien.

    Det eneste reelle ideologiske værdi at fokusere på er frihed.

    At vi dernæst i fællesskab synes at ville arbejde for at alle får en chance for at udnytte deres talenter og ingen skal falde helt til bunds – er en anden sag.

    Men når systemet sætter et mindretal til at arbejde for de 60& som lever af staten, borgernes frihedsrettigheder systematisk undermineres og magten med deraf følgende ressourcemisbrug hastigt koncentreres, så er man netop i færd med at overgå fra et frit samfund med tolerance og et vist lighedssind overfor de svageste i retning af et stadigt mere autitært regime baseret på idelogiske undskyldninger om tvangslighed som opium for folket.

    Vi skal ikke vente til det er for sent med at rette op på systemets stadigt større ubalance. Man kan diskutere hvornår det er gået for vidt, men efter min mening ikke at vi hastigt nærmer os det punkt

  10. Lars Kolind

    Jeg hører gerne fra flere, hvad jeres indtryk er af Albanien!

  11. Lars D

    Jeg har aldrig været i Albanien, så det er svært at have et indtryk, men min forestilling er et land med små landsbyer, en gammel landsbykultur, samt nogle byer med kommunistisk beton-præg.

  12. J. Louise Strüwing

    Jeg har besøgt Albanien 3 gange.
    Første gang med Spies REjser (!!!!!) i 1970, hvor det kommunistiske styre en kort overgang åbnede for organiseret turisme. En fantastisk spændende og ret rystende oplevelse. Det var en tilfældig gruppe rejsende, men det var i følge sagens natur folk, der var interesserede i fremmede forhold og også rejsevante folk i en yngre alder.

    Vi boede i Durres, kystby, med glimrende strande på et noget gammeldags hotel. Men inden vi nåede så langt var 4-5 af de mandlige deltagere blevet klippet og barberet af en officiel barber, da landet på det tidspunkt ikke tolerede langt hår og skæg, da det blev anset for symboler, der stammede fra det forbudte præsteskab. Blandt danskere var det jo helt allmindeligt i 60′erne og 70′erne. På hotellet fik børn under 14 år hver dag taget temperatur af en sygeplejerske. Der var også lægetilsyn med hotellet (det var IKKE et kurhotel, men rutine i folkerepublikken). Ellers var forholdene på hotellet i orden. Dog blev mændene ikke mætte under måltiderne, der bestod af ubestemmelige kogte kød og grøntsagsstumper. Spiritus var forbudt, men blev dog solgt lidt i smug i boderne på stranden. Der var ingen vestlige turister, kun nogle lokale, bortset fra om søndagen, så vrimlede det med i hundredvis af kinesere på stranden. Det var embedsfolk, der arbejdede for den kinesiske folkerepublik, der på det tidspunkt bestemte, hvordan styret skulle foregå. Overalt så man i øvrigt billeder og plakater med Enver Hoxa, den albanske præsident.

    Vi måtte ikke gå længere end 100 meter fra hotellet uden den albanske guide, der var tilknyttet. Vi skulle ikke kontakte befolkningen. Der lå ellers en meget stor teltlejr nær hotellet, som gav ophold for arbejderfamilier på en uges gratis ferie. Men dem havde vi ikke mulighed for at besøge.
    Vores udflugter var nøje tilrettelagt, ingen svinkeærinder, men vi fik dog allernådigst mulighed for at snakke med enkelte (sikkert udvalgte) studerende på et besøg på Universitetet i Tirana.
    I Tiranas gader var der ufatteligt få personbiler. Privat eje var forbudt, men der var officielle biler og nogle taxaer og ellers busser.
    Vi besøgte et landsbrugskollektiv, men kunne naturligvis ikke tale med indbyggerne, der arbejdede med meget primitive redskaber og med heste og æsler som trækdyr.
    Det var ikke tilladt at fotografere personer fik vi at vide, men det gjorde vi alligevel mere eller mindre fordækt. Jeg har et par herlige billeder af nogle små piger, der demonstrativt trækker kjolen op og vender bagdelen mod fotografen i protest.
    Vejene var elendige, men vel gode nok til de firbenede trafikanter, byerne var uendeligt primitive uden tegn på nogen velstand.
    Naturen er overdådig, både bjerglandskaber inde i landet og strækningerne ved kysten.
    Et fantastisk rejse, som jeg husker så klart.

    Næste gang jeg besøgte Albanien var i forbindelse med flere ophold i Kosovo 2002 og 2003 og nu var meget helt
    forandret. Den stigende velstand, som Lars Kolind beskriver, var på vej i fuld fart fremad. Masser af biler, mest tyske mærker, der havde fundet vej til de elendige albanske veje, hvorpå de unge kørte, som om de aldrig havde hørt om færdselsregler. Byggerierne skød opi luften, boligkomplekser, villaer, forretningsejendomme, benzintanke og hoteller en masse ved den gode kyst.
    Folk var imødekommende og interesserede, vi var blandt andet på barbersalon, hvor vi blev involveret i debat om Albanien,Balkan og det øvrige Europa. På tysk – for mange af dem har jo arbejdet som fremmedarbejdere i netop Tyskland. Og kvinderne i byerne – ikke noget med tørklæde her, men masser af superstramme, nedringede bluser, lårkorte nederdele og bukser, der var sprøjtemalet på. Masser af make-up og lækkert hår. Og med i tilbehøret var naturligvis mobiltelefonen. Men det var i byerne. Det er som om, velstandsstigningen har svært ved at inddrage landbefolkningen, nu hvor de ikke længere bor i selvforsynende kollektiver, der også klarede omsorg og forplejning for de ældre. De gamle er taberne: de går klædt som de gjorde 30 år tidligere, trækker med æsler og har ikke rigtig fået gang i noget moderne landbrug. De er ikke kommet med toget.
    De følgende gange, jeg besøgte Albanien, var vi nede langs kysten, hvor der var kommet gang i noget industri udover byggeriet, og så tordner turismen frem. Her er jo billigt.
    Men ikke mindst mærker man ønsket om at indhente de 45 år under fremmedherredømme i sidste omgang, som mange føler har forhindret, at Albanien kunne gennemgå en nødvendig modernisering i takt med det øvrige Europa, dog i lighed med mange egne på det øvrige Balkan.

    Undskyld at jeg blev så optaget, så jeg har skrevet så langt.

  13. Lis Jepsersen

    Kære Louise Strüwing,

    Jeg er ved at skrive en “antropologisk rejseguide” og kunne rigtig godt tænke mig nogle billeder fra Spies tur i 1970′erne Jeg har arbejdet i og med Albanien i de sidste 15 år – og er stadig vildt facineret af dette land, trods alle problemerne. Man kan i øvrigt læse meget mere om Albanien på http://www.miqesia.dk, en lille forening som vi oprettede for nogle år siden.
    mvh
    Lis Jespersen (mobil 51180115)

  14. Lars Kolind

    Tak til Lis Jespersen for henvisningen til Miqesia. Vær opmærksom på at linket er stavet forkert i kommentaren ovenfor. Det korrekte er http://www.miqesia.dk/.

  15. Stefan

    Efter min mening,for bedre at forstår,hvordan tre forskellige religioner trives i dag i Albanien skal vi vender tilbage til fortiden.
    Vores forfædre hed Ilir(dvs.fri)og landet hed Iliria.Mange mener at dette var symbolisk ,for at sende en klar besked til nabo landerne.Det lille land Iliria lå ved sidden af de store lande og flere gange er blevet besat af dem.
    Frygten for en invasion udfra gjorde det, at befolkningen, på trods af forskellige religioner, rykede tættere sammen.Derfor valgte de en special retning indenfor islam som hedder Bektashi der tillad samarbejdet og at de giftede sig indbyrdes(oprindeli religion forbyder det).Det er ikke tilfeldit at Bektashi har i dag sit hovedkvarter i Albanien.
    -Ja Lars,det er et godt spørgesmål.Hvor er danskerne i Albanien som i dag ligner et stort byggeplads.
    Mere information,oplysninger,evt. et møde med Albaniens Ambassade,Dansk Ambassade i Tirana eller et besøg i Albanien,vil sætte gang i procesen.Det turisterne selv siger er at,de er træt af at rejse i de gamle rejsemål,derfor leder de efter nye uoptagede lande.Mange investorer har allerede “hørt” det og er stærkt representeret.

  16. maria

    Jeg er fra Albanien men født i Danmark.
    Og det værste ved jer danskere er at i kan så godt lide at snakke – snakke (heletiden), tom snak. Uden løsninger!
    Hvad med at lukke den unødvendig kæft og finde på nogle løsninger istedet for! Det kunne være en go’ start! Det andet kunne være at i kunne tænke lidt menneskeligt og tænke på andre og prøv på at forstå andre istedfor at være så egoistisk, for vi(danskere) har det heller ikke specielt godt her i Danmark.
    I er meget gammeldags når det kommer til at bruge hovdet og i er allesammen ens og kolde over for den stor verden! Og på den anden side, i elsker at være “amerikaner” i kopier alt hvad de overhovedt laver.
    Så min løsning til lille kolde, egoistisk Danmark er: være dig selv, være åben for alle og smil til verden for det kan i slet ikke finde ud af- og hjælp der hvor er brug for istedet for og gøre grin af det eller lad være med at spilde tiden med at fortælle hvordan en landsby ser ud. Gå ud med din løsning og dit hjælp- så er du sej!

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.