Foregangsland eller frilandsmuseum
På vej hjem fra Malaysia og Korea følte jeg det stærkere end nogensinde før: Danmark ender som et frilandsmuseum hvis ikke vi tager udviklingen i Asien mere alvorligt.
Realiteten er at når jeg sammenligner de forretningsfolk og politikere jeg mødte i de to asiatiske lande, med tilsvarende folk heri vores del af verden, så skriger det til himlen hvordan vi taber terræn her i Europa. Men vores selvopfattelse er at vi er de bedste og at vi bliver ved med at være det.
Hvad tænker jeg på?
- Deres tankegang er global. Den malaysiske forretningsmand køber vandværker i England og åbner cementfabrikker i Kina, mens kun de allerstørste danske virksomheder tænker på tilsvarende måde.
- Deres iværksættergen er enormt. De kaster sig ud i nye ting med en dristighed, som jeg ikke oplever herhjemme. Måske fordi de teoretiserer mindre: Just do it!
- De kan teorien. De har læst de samme ledelsesbøger som vi har, men forskellen er måske at de tager lidt mere bogstaveligt end vi gør. Det oplevede jeg når jeg diskuterede Kolind Kuren (The Second Cycle – som den engelske udgave hedder) med kolleger i Korea.
- De er stærke ledere. Mere patriarkalske end vi. Det er nok en fordel når man bygger op, men næppe på langt sigt. Her træffes beslutninger og så eksekverer man!
Økonomien i de toneangivende asiatiske lande vokser med 5-8 % om året – Danmarks vokser 2-3 %. Forskellen kan synes beskeden, men i virkeligheden er den enorm. For i mange asiatiske lande er væksten ulige fordelt: Næsten hele væksten ligger hos måske en femtedel af befolkningen (i byerne). Deres økonomi vokser måske 20 eller 40 % om året, og med den fart går der ikke mange år før de overhaler os.
Det er derfor vi ender som et frilandsmuseum, hvis vi fortsætter af den vej, vi har valgt, med et samfund der belønner det “normale” (velfærd for alle) og er ligeglad med det excellente der skaber vækst og udvikling, fx. iværksætteren der skaber en ny virksomhed. Hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, kan han jo bare flytte udenlands. Sådan mener et flertal af danskerne.
Jeg har intet imod frilandsmuseer. De er trygge, hyggelige og sikre når porten lukkes om aftenen og alt ånder fred og idyl. Og godt at der er steder som man kan besøge, hvis man vil leve sig ind i hvordan verden så ud før den gik af lave. Men skal Danmark være verdens frilandsmuseum? Et sted hvor rige asiater kommer om tyve år for at se hvordan man levede i den gamle verden, der ikke fulgte med udviklingen?
Det kan man da kalde et politisk valg. Jeg har valgt – fra.
15. maj 2008 kl. 15:16 #
Og en væsentlig detalje: De sætter sig ind i kulturen i det land, de handler med.
Mange danskere tror, de kan ekstemporere, hvor de kommer frem, men det bliver der en hel del “bondedreng” over på den internationale scene.
15. maj 2008 kl. 17:33 #
det sker vel for alle økonomier. tænk på tyskland som efter krigen intet havde men som meget hurtigt voksede sig op til de bedste. når noget var tysk var det i orden. det startede måske med deres fodboldhold, de tabte. man havde ligesom nået den grænse hvor man har det mand skal have. villa, to biler, sommerhus, ferier, du kan købe det mad og tøj du vil. hvad er der mere at kæmpe for. vi bor så samtidig i et land hvor vi stadig mener dansk design er vældig. fordi nogle dygtige folk forstod at kæmpe for 50 år siden. tyskland er måske ved at vende skuden, nu hvor det har gået dårligt længe. I danmark svækkes væksten på grund af mangel på hænder. noget der sagtens kunne rettes på hvis den politiske vilje var der. i danmark er der utrolig mange uden for arbejdsmarkedet.
vi skal have alle med til at løfte. men vi har jo travlt med at stægge vores ejen frihed for at begrænse muslimerne. vi skal jo også huske at asiens vækst også skyldes at alle vi fra eu og amerika står på nakken af hinanden for at købe vare som i stor udstrækning er designet eller fundet på. hvad ville der ske i danmark hvis der fantes nogle lande med 600 millioner rigtig rige mennesker der ville købe alt hvad vi kan lave. men jeg forstår dine synspunkter. men man skal huske at de fleste bekymringer ikke bliver til noget.
15. maj 2008 kl. 19:17 #
Nu har vi i dag hørt, at danskerne vil have mere fritid! Og samtidig vil de fastholde deres ‘erhvervede’ rettigheder i forhold til samfundet! Jamen det kan da kun gå en vej. Somme tider frygter jeg at der skal en naturkatastrofe eller et terrorangreb til for at få danskerne til at gide yde noget ekstra.
Bare se på de strejkende, der “ikke vil nøjes med peanuts” – hvilket er 3-4000 ekstra om måneden! Gad vidst, om de selv ved, hvad de snakker om?
Hvis der er to med hhv 250.000 0g 350.000 kr i årsløn, der får den samme procentuelle lønstigning (13%) i to overenskomstperioder, så er afstanden mellem dem steget fra 100.000 til over 127.000 kr!! Der er vist nogle af de fagforeningsledere, der skulle have deres skolepenge i regning tilbage! Eller er det fordi de selv skal have den samme procentuelle stigning? Og da de jo tjener flere hundrede tusind mere end medlemmerne, så er det jo der det batter!
15. maj 2008 kl. 19:21 #
Jeg er enig med dig i udviklingen, jeg er uenig med dig i at Europæisk selvopfattelse er at vi er de bedste og at vi bliver ved med at være det.
Jeg tror mere at det er at den asiatiske selvopfattelse er at de har noget at vinde, mens der er en udbredt Europæisk opfattelse af at de/vi har noget at tabe.
Prøv at se tallene for hvordan folk ser deres børns fremtid i nedenstående undersøgelse:
http://pewresearch.org/pubs/54.....rends-2007
Europa skiller sig ud, jeg har ikke prøvet at sammenstille det med fødselstallet, men der er givet en sammenhæng. Lidt selv forstærkende for demografien gør det ikke nemmere.
Problemet er ikke arrogance men pessimisme.
15. maj 2008 kl. 20:44 #
Pessimisme udelukker vel ikke arrogance – psykologisk set følges de vel meget godt ad.
Så spørgsmålet er: Hvordan giver vi danskerne håb (om andet end den store gevinst i lotto) ?
15. maj 2008 kl. 20:58 #
I denne artikel http://www.mckinseyquarterly.c.....alent_2140 læste jeg følgende:
Global companies should consider devoting more resources and senior-management time to liberating talent “trapped” in national silos and more wholeheartedly supporting global-mobility programs.
Fint input, John, at få alle med til at løfte. Lad os få talent frem i lyset. Også super af dig, Johann, at opfordre til mere optimisme. Just try it.
15. maj 2008 kl. 22:29 #
Man kan godt få den fornemmelse, at danskerne har lullet sig i søvn i selvtilfredshed over, hvor godt det går. Der mangler en større bevidsthed om, hvor velstanden kommer fra.
15. maj 2008 kl. 23:15 #
I mine dystre øjeblikke får jeg den tanke at et velfærdssystem skaber anderledes mennesker end de der skabte velfærdssystemet.
Men nu har Frank skrevet jeg opfordrer til optimisme, så vi må skubbe det dystre væk.
Der er meget bevarelse i den politiske debat, som har helt taget overhånd – jeg tror at optimismen kommer af sig selv hvis vi turde eksperimentere lidt.
Hvordan kunne vi kickstarte at vi tør eksperimentere lidt mere og have mere fokus på hvad der skaber værdi?
Vi kunne lave et folkeaktie projekt om et eller andet der peger fremad.
Man melde sig for et år og det koster 100 kr. om måneden, pengene gik så til driftsomkostninger på et eller andet projekt der peger fremad og måske kunne blive til noget.
Hvis vi kunne få 10.000 mennesker med ville det give 12.000.000 om året.
Det vrimler med reality shows så DR kunne vel hjælpe med at finde en person/firma der havde en ide der skulle videreudvikles eller forskes i.
16. maj 2008 kl. 09:14 #
Fint input, Johann, med at involvere medier i at hjælpe med at få realiseret ideer, som befolkningen har. Et eksempel, som faldt mig ind da jeg læste din kommentar ovenfor:
Et filmhold kunne finde ud af, hvilke mennesker der billigst og bedst har fået installeret solfangere på deres hustag – og efterfølgende bringe deres optagelser. På den måde bliver gode erfaringer spredt hurtigt til resten af befolkningen. En positiv spiral, der skaber mere værdi for alle, sættes igang. Interviewere og andre deltagere i forbindelse med udsendelsen kunne f.eks. være ældre mennesker, der er gået på pension og er begyndt at kede sig.
16. maj 2008 kl. 12:40 #
Hej til alle!
Desværre har jeg dårligt tid lige nu, men jeg er nødt til at sige, at nu bevæger I jer ind på et emne, der har min allerstørste interesse, for idéer får jeg hele tiden til at gøre “verden” klogere og kærligere.
Etablér Fremtidens skole, som Lars og jeg selv og mange andre har beskrevet den, så børn bli´r i stand til at være og tænke innovativt og kærligt.
Skab virksomheder, der udover at skulle kaste penge af sig også har andre mål:
Jeg foreslog på et tidspunkt at etablere en virksomhed, der producerede kunsthåndværk med mennesker, der ellers forekommer “ubrugelige” på det traditionelle arbejdsmarked, indvandrerkvinder og mænd, der stadig har svært ved at tale “rigtigt” dansk og måske mangler “boglige” kompetencer, kontanthjælpsmodtagere med næsten samme baggrund o.l..
Jeg stillede mine egne “produkter” og egen “ekspertise” til rådighed, idet jeg foreslog, at man kunne producere ud fra mine prototyper i begyndelsen, og hen ad vejen, efterhånden som deres egne kreative egner udvikledes mere og mere, lade de ansatte skabe egne produkter.
Men ingen viste nogen interesse for idéen. Jeg er endda uinteresseret i selv at tjene på foretagendet, men ønsker et overskud skal bruges til at skabe nye projekter.
Jeg mener stadig, at idéen er god, men mangler selv det, der skal til for at gå videre med den. Jeg kan “kun” få idéer.
Det skal lige nævnes, at jeg fremstiller billeder, keramik og strik af høj kvalitet og er oprindelig uddannet som tandlæge, er altså særdeles trænet i “håndarbejde”, hvilket efter min mening er en mangelvare i vore dage, hvor alle stiller efter at blive den klogeste, smukkeste, rigeste og mest magtfulde og berømte.
Hilsen Lisbet
16. maj 2008 kl. 14:26 #
Lisbet, da du ovenfor nævner, at du er god til at få ideer, vil jeg gerne foreslå http://brainfloor.com/ til dig.
16. maj 2008 kl. 17:13 #
Som om de ikke kunne få nye ideer før i tiden – da de gik i den ‘sorte’ skole!
Jeg tror desværre ikke, at det er så simpelt som så. Jeg har selv en ide, som jeg er sikker på vil kunne hjælpe millioner verden over, men jeg mangler startkapital og kan desværre ikke tillade mig at tjene ingenting i en periode. Jeg har søgt tipsmidler og nu må vi se, om der falder nogen her. Gør der det, så giver jeg det en ordentlig skalle i en periode.
Men det der bremser os, er at vi er bundet til nogle – økonomiske og menneskelige – forpligtelser, som vi har svært ved at rende fra.
16. maj 2008 kl. 17:17 #
Claus, jeg kom til at tænke på, hvad du skrev ovenfor, da jeg så og lyttede til dette interessante interview: http://borsen.dk/executive/nyhed/131987/
“Vi skal aldrig tro, at vi er de bedste og at vi er gode nok,” siger Nils Smedegaard Andersen.
16. maj 2008 kl. 17:46 #
Jophann satte hovedet på sømmet:
“I mine dystre øjeblikke får jeg den tanke at et velfærdssystem skaber anderledes mennesker end de der skabte velfærdssystemet.”
Skal man være lidt kynisk og skarp er velfærdssamfundet blevet en børnehave for livet, hvor staten nok skal fortælle dig hvordan du skal leve livet og hvordan du skal indrette dig.
Gør du ikke som du får besked på, så rammer vi dig på pengepungen indtil du makker ret. Betaler du ikke så får du en større bøde med gældsfængsel som den ultimative trussel, men du falder til patten længe inden.
Din frihed og initiativ er parkeret hos planøkonomerne og planbureaukraterne i ministerierne, som “forvalter” (læs styrer) velfærdssamfundets misbrug af lighedsforståelsen til umyndiggørende tvangslighed.
Et af problemerne er at Folkestyret og hele det institutionelle system er befolket med samme type embedsfolk blot med andre kasketter på. De har samme uddannelse, samme baggrund, samme bekendskabskreds osv.
Ikke blot “producerer” velfærdssamfundet anderledes mennesker end de der skabte velfærdssystemet – de har også skabt dem der forvalter velfærdssystemet. Hele det gruppebeslutningssystem som øjensynligt ikke evner at se egne inkompetancer og stille spørgsmålstegn ved egne myter og fordomme, mens de påtvinger samfundet.
Folkestyret er reduceret til magt for magtens egen skyld. Når venstre i løbet af ingen tid kan omkalfatres til at være mere socialdemokratiske end socialdemokratiet og SF et sturerent party, så ender magten hos dem der sikrer magren, dvs. hos de autoritære centralister i DF, S og K som prædiker frygtretorik og magtcentralisme.
Men frisind, folkesjæl og intitiativ er sat under planøkonomisk administration fordi det er alt for farligt. Vi ved jo at borgerne er den største trussel mod staten, så de må administreres, styres, kontrolleres og på alle måde holdes glade uden indflydelse. Skidt pyt med at man spilder skatteborgernes penge og underminere evnen til at skave velstand – så længe ingen opdager det kan skuren uden ende fortsætte udnfægtet.
Velfærdssamfundet er blevet til cirkus og underholdning som skalkeskjul for den autoritære centralisme fokuseret på magt for magtens skyld. Målet er blevet til undskyldningen og midlerne til stadigt værre overgreb.
17. maj 2008 kl. 00:54 #
Der er mange gode input.
Generelt tror jeg at vi lever i et samfund, hvor alt skal være sikkert, og alt skal forsikres.
Hvis vi skal generere nye ideer og udnytte dem kræver det at flere personer med ressourcer af den ene eller den anden slags er villig til at løbe en risiko.
Der mangler nogle medier der vil fortælle de gode historier om dem der fik ideen, løb en risiko og kom igennem med succes.
Det er kun katastrofe historier der fremgår i medierne, så de er snart ikke interessante at læse længere.
Sammen kunne vi bagefter løfte armene i vejret og juble med dem der fik succes med en god ide. Sådan lidt mere amerikansk orienteret, og så med de muligheder der ligger i Danmark, med viden og reelt også økonomi.
Lad os så også få et folketing, hvor der også fokuseres på fremskridt og på at skabe muligheder for udvikling og fremdrift i stedet for hele tiden at diskutere begrænsninger.
Vi skal udnytte alle de ressourcer vi har hvis vi skal klare os i kampen mod de asiatiske kæmper i fremmarch på alle tænkelige områder.
17. maj 2008 kl. 01:20 #
Før du klapper ved mållinjen skal du flytte alle dem som prøver at overbevise dig om at det er en fejl. Specielt dem med lovgivningsmagt i ryggen – de er særligt tunge at flytte.
Jeg sendte et par venlige tanker i den retning i forbindelse med et interview til Symbions nyhedsbrev – se de 2 sidste sider.
http://www.symbion.dk/fileadmi....._april.pdf
17. maj 2008 kl. 07:57 #
jeg drager den slutning af at læse ovenstående at mange er reelt bange for at damark ikke længere er et er verdens rgeste lande. hmm. rigdom er en sjov størelse. da jeg gik i folke skolen blev sabene oppe ved tavlen brugt. De var fyldt med hæfter, blyanter, fyldepen, viskelæder mv. skolen var skindene ren hver morgen og efter sommerferien var den som ny. dengang var vi fattige.!!!I dag er vi rige men skolebøgerne er dårlige. skolen beskidt. og dårlig vedligeholdt. hvor er rigdommen. da jeg som meget ung arbejdede på en fabrik kom min meget gode værkfører hunnerup og sagde til mig at når jeg var færdig med det jeg var ved måtte jeg tage hjem. fyraften akkord. jeg stemplede ud halv ti. :-) de voksne mente jeg var skør men jeg forstod det ikke. min chef var fair og udnyttede det aldrig men han havde luret at jeg havde ændret på maskinen så jeg kunne lave arbejdet meget hurtigt. men jeg var jo ikke ansat på 4 timers arbejds uge men 40. senere da jeg arbejdede på en anden fabrik brugte jeg en time på at ændre en rutne ved et kedeligt arbejde så det nu kun tog 20 procent af den normale tid. de andre blev sure på mig for nu gik det jo for hurtigt. jeg har aldrig forstået at mennesker vil lave arbejdet langsomt bare for at udfylde de 37 timer. men jeg har ikke noget imod at arbejde 60 for jeg laver noget jeg kan lide. og jeg kan lide det fordi jeg ikke skal have noget til at vare 40 timer for så bliver alt kedeligt. i gamle dage havde hver by sin virksomhed som man var stolt af og identificere sig med. idag ejes alt af mærkelige fonde som kun interresere sig for folk så længe det give profit. man kan ikke identificere sig med det og har så kun fodbolden, men da det også er cool forretning er det også svært. man hzr kun sin ejen lille verden som man bygger op med samtale badeværelse og glinsende køkken. og man ser kedelig tv og varmer færdig retter i microen. hvad er rigdom? og hvad er livskvalitet. jeg vil ikke bo i en af kinas stor byer, har set mange af dem. til jer der har ideer men ikke udnytter dem. hmm mener i det alvorligt. jeg er kendt for mine mange ideer. har lavet alle dem meg syntes der holdt når de var skrevet ned. jeg er ikke rig. heller ikke fattig. sommerhus og de biler jeg har lyst til og ingen gæld men heler ingen fed pension. men jeg er tilfreds og langtfra færdig. mangler du pengene så få en med der har pengene men ikke din ide. det er ikke så farligt. go weekend.
jeg ved der er problemer med store bogstaver. jeg skriver på en pda. tilgiv mig
17. maj 2008 kl. 08:04 #
Steen, super input i TV at opprioritere gode, positive historier. Start med at fange nogle helt konkrete initiativer. Det kunne være en person, der er gået på pension, som går ned i den lokale mobiltelefonbutik og siger til ekspedienten: ”Hvis I har kunder, f.eks. andre ældre mennesker, der har brug for lidt assistance til at blive bedre til f.eks. at skrive sms, så ring til mig: Jeg er frisk på at lære dem, hvordan de bliver bedre til at bruge deres mobiltelefon.”
Med andre ord: Lad os hjælpe hinanden til at blive lidt mere glade, få flere – med Lars’ ord – “kaster sig ud i nye ting.”
Og lad os så komme videre til næste opgave / næste blog posting.
17. maj 2008 kl. 08:16 #
Det er interessant, hvad du skriver, John. Du er tilgivet for de små bogstaver :-)
Et par spørgsmål til dig: Har jeg forstået det rigtigt, at der var gensidig tillid mellem din chef og dig? Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle så stemple ud og ind? Er det ikke spild af tid/penge?
17. maj 2008 kl. 09:09 #
Jeg kan godt lide og forstå John Nilsens indlæg, for rigdom er ikke kun mange penge. Det er godt og nødvendig at kunne svare enhver sit, men vi bestemmer jo selv hvor store udgiftposter vi laver. Der er de nødvendige ting i livet og det er ikke kun penge. Måske skal man være lidt “halvgammel” for at kunne skrive sådan??
Da jeg voksede op og gik i skole, var Danmark heller ikke så rigt, det var familierne heller ikke. Der var gratis skolemælk til alle, vitaminpiller om vinteren, madpakker til dem der aldrig havde mad med ( det var lidt flovt at få skolemadpakker, i dag er det noget mange kræver), skolelæge en gang om året, udflugter, lejrskoler, badekort til dem der ikke havde bad hjemme, feriekoloni til dem der ikke havde andre muligheder i sommerferien, næsten gratis togbiletter til dem der rejste til familie på landet. Jeg er vokset op i København, måske var der nogle af tingene, som mest blev brugt i byerne.
Jeg havde også en meget god chef som ung, fik “voksenløn” som 16 årig, fordi jeg kunne lave det samme som de voksne. I dag havde sådan en chef været kriminel og overtrådt loven. Det var dog ikke farligt arbejde jeg lavede. Kom dog ikke så meget i skole, det var sjovere at tjene penge.
17. maj 2008 kl. 10:26 #
@John
Og jeg der troede, at det kun var inden for sundhedssektoren, at man blev ugleset for at gøre tingene bedre og mere rationelt. En tidligere overlæge sagde rent ud til mig en gang, da jeg foreslog noget: “Så bliver du jo arbejdsløs!” Og jeg måtte forklare, at jeg hellere vil vaske trapper end rende rundt og lave (næsten) ingenting! Nå, det selvrefererende system er der vist ikke håb for, så det er da interessant, at du har oplevet noget tilsvarende, og endnu mere interessant: Hvordan får vi gjort noget ved det? Hvad er gået galt i vores såkaldte velfærdsmodel? Har vi det ‘for godt’? Skal hver enkelt tage mere ansvar? a la ‘Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig,…..’?
Det er jo svært, når vi kun vil høre politikerne om de rettigheder, som de kan give og garantere os. Hvis de skulle formaste sig til at fortælle os hvilke pligter – ud over at betale skat – de vil pålægge os, så er de hurtigt ude af magtens korridorer!
P.S. Blot som kuriosum: Trods min ‘unge’ alder så skrev vi på tavle med griffel i de første klasser, fordi skolelederen mente det var spild af papir, når vi alligevel ikke kunne skrive ordentligt :-) Og nej – det var ikke ude på landet, men en skole midt i Danmarks 3. største by :-)
17. maj 2008 kl. 11:34 #
Til Helle og Jette: I hvor høj grad gør I brug af labor pools i sundhedssektoren? I denne McKinsey Quarterly Artikel „Applying lean production to the public sector“ http://www.mckinseyquarterly.c.....ector_1806 læste jeg følgende:
“For instance, in Germany, Berlin’s state government, which is barred by law from firing its workers, took an innovative approach: people no longer needed in one area were placed in labor pools where they could be selected for new assignments in others. Even in the United Kingdom, where workforce rules are more flexible, the government reinvests much of the money saved through efficiencies in new services, and workers often take on new roles.”
Til Helle: Jeg har bemærket, at mennesker bliver mere glade, når trapperne er rene. Også denne opgave er vigtig.
17. maj 2008 kl. 12:11 #
En kommentar til spørgsmålet om Rigdom versus at lave tingene om.
De hænger sammen. “rigdom” er reelt tæt forbundet med evnen til innovation, fordi rigdom (=historisk akkumuleret velstand) hurtigt forgår med forbruget. Kun evnen, viljen, rammerne og kompetencen, til at forny sig tæller over tid.
Dvs. et samfund hvor overlægen eller andre arbejder imod fornyelsen er (eller vil blive) fattigt.
Den offentlige sektor er blot blevet en særligt stor belastning fordi den grundliggende er organiseret til at blive stadigt dyrere og dårligere relativt til et samfund som konstant fornyer sig på alle områder.
Det gamle udtryk om stilstand er tilbagegang er rigtigere end nogensinde.
Omkring LAbour pools. Selvfølgelig. Vikarfunkterioner for både læger og sygeplejersker vokser eksplosivt og sunghedsservices flytter hastigt til udlandet hvor kvaliteten er billigere.
17. maj 2008 kl. 13:42 #
Helle og Jette: I denne rapport http://ec.europa.eu/informatio.....report.pdf har jeg læst, at der er et stort potentiale i at bruge Internet til at udvikle kommunikationen mellem forskellige aktører i sundhedssektoren. Her er et par uddrag:
“The Internet as well as other dedicated types of electronic networks allow General Practitioner practices to establish connections to other health actors’ electronic systems. These include laboratories, other General Practitioner practices, secondary health actors such as specialists and hospitals, health authorities, insurance companies, pharmacies, patients’ homes and care homes.”
“The Internet is a source of information, including information on health-related issues. In this way it is used by a growing number of patients to gain a better insight into their own illnesses, their symptoms and treatments.”
Hvilke tiltag vil I selv tage i den kommende tid? Vil I f.eks. hjælpe patienter med på deres egne computere at finde relevant information på Internettet, f.eks. på blogs hvor de også selv kan deltage og således opbygge endnu større viden om muligheder for helbredelse/forebyggelse?
17. maj 2008 kl. 14:22 #
Kære Frank.
Jeg ved slet ikke hvad det er..altså det du beskriver, så skal jeg til at oversætte igen og det har jeg ikke rigtig tid til i dag. Hvis det er noget med vikaer ( udledt af næste indlæg på bloggen), så er det meget udbredt. Min kommune har startet deres eget vikarkorps, og jeg har ladet mig overtale til at være med. Det er slet ikke så nemt at omstille sig til nye steder og mennesker hver dag, af og til er jeg heldig at det er flere dage samme sted. Jeg mener heller ikke at patienter og ældre/syge medborgere får det samme ud af det. De har dog affundet sig med det, der er jo ikke anden udvej vel?? Jeg tror stadig der er en anden, gør det til et godt job igen, med en rimelig løn ( det har vi vist fået denne gang). Vi bruger skam meget internet i vores arbejde, til at lave planer og skrive beskeder, mange sundhedsarbejdere ( også mig) har en PDA i lommen. Vi fortæller tit borgere hvordan man køber ind på nettet og finder andre ting. De svageste i vores samfund kan ikke bruge nettet, det findes ikke på plejehjem og i beskyttede boliger. Jeg ved ikke om der er internetadgang på en sygestue på hospitalet. Vi fortæller hver dag borgere at det er guld værd at kunne stå på sine ben…hold dem endelig igang!! Du ved nok Frank at jeg har 25 minutter til at hjælpe et menneske igang med dagen, så der er ikke tid til de store forelæsninger..vi har rigeligt at gøre, borgeren og jeg.
En lidt anden ting, om os mennesker.
Hvem sørger for at bedstefar har hele sokker?
Hvem køber noget at vaske hår i?
Eller han måske skal have købt nye briller?
Der er rigtig mange ting, som systemet forventer at de pårørende gør..personalet har ikke rammer til det.
Hvis et menneske er 95 år, så kan “børn” nemt være 72-75 år, og bo i den anden ende af landet..eller i Kina. Så er det næste led i familien, der skal sørge for disse ting. Jeg både tror og ved at sådan noget er der ikke mange børnebørn som tænker over, men det skal man, ifølge de rammer vi passer på mennesker efter.
Nå…nok om det Frank, vi gør hvad vi kan “os i sundhedsvæsnet”. Vi er jo ikke født i går ( det ved jeg godt du aldrig har sagt), men kan ikke trylle.
17. maj 2008 kl. 15:08 #
Betyder innovation ikke at finde på/lave ting på en anden måde/finde nye løsninger?
Hvis det er tilfældet, så behøver man ikke at have rigdom, det har fattige mennesker gjort altid.
Hvis jeg ikke kan købe den fine kjole i modebutikken…kan jeg måske sy en der ligner? Hvis jeg ikke har råd til at købe sund mad til mine børn, kan jeg måske dyrke det selv?
Hvis jeg ikke har råd til at læse til læge, kan jeg blive en glad hjemmehjælper?
Min kjole, mit mad, mit arbejde er lige så vigtig og godt som al det andet. Vi kan ikke blive generaler alle sammen…det siges at vi har mulighederne, men jeg ved ikke rigtig. Der er ingen som kan undværes.
17. maj 2008 kl. 15:55 #
Jette, du er inde på, at der er nogle steder, hvor der ikke er wireless lan. Hvad er grunden(e) til, at der ikke er det overalt, når det vil skabe mere værdi?
17. maj 2008 kl. 16:10 #
Jette, kunne du forestille dig, at en person, du hjælper, kontakter dig pr. sms el. lign. for at meddele, at han/hun ikke har behov for hjælp den pågældende dag? På den måde har du mulighed for at bruge mere tid på andre mennesker, der virkelig har behov.
Det, jeg m.a.o. spørger dig om, er, om du/I overvejer i endnu højere grad at bruge forskellige kommunikationsteknologier for at kunne arbejde endnu mere efterspørgsels-/behovsorienteret?
17. maj 2008 kl. 17:04 #
Sådan foregår det allerede Frank, det er bare et kontor de skal ringe til. De vi hjælper må ikke have mit arbejdsnummer, man er bange for de vil misbruge det. Så skriver kontoret til mig på min PDA. Det er de færeste som har brug for hjemmehjælp, som kan sende en sms, mange kan heller ikke betjene en telefon, kun et nødkald. Dem der får hjælp i dag, er virkelig dårlige og aflyser ikke så tit. Heller ikke hvis deres børn eller familie er hjemme, det er ikke så nemt for pårørende at komme “bedstemor” i bad, som det er for mig. Det tror jeg heller ikke dem der modtager hjælpen føler. (Jeg glæder mig altså til den “bademaskine” bliver opfundet, så kan man selv bestemme og helst inden jeg bliver gammel).
Nu spørger jeg igen, og det endda om noget jeg åbenbart selv har skrevet. Hvad betyder wireless lan. Jeg har prøvet om jeg kunne finde ud af, hvad du har fået de ord af.
17. maj 2008 kl. 18:36 #
Frank Calberg
stempelur. det var en anden tid. jeg tror vi ville være gået i strejke hvis de havde fjernet urene.
wireles. ja jeg undre mig sammen med dig. og hvorfor er der ikke dækning på min mobil. alle landeveje ud af viborg har lange døde områder. en regions hovedstad. da jeg kørte over 1100 km ind i kina oplevede jeg ikke en eneste gang at der ikke var dækning.
og så er vi tilbage ved emnet igen. :-)
17. maj 2008 kl. 19:04 #
John, det var noget af en hilsen, du sendte til Viborg.
17. maj 2008 kl. 23:10 #
Jeg fik lyst til at skrive enkelte ting om omsorgssektoren som har lidt været oppe at vende her, selvom det ligger lidt uden for emnet.
Jeg arbejder ikke inden for den sektor, men har fulgt den med børn i pasning, familie på plejehjem og en del familie der arbejder inden for den sektor.
Problemet inden for den sektor er ikke mangel på processer eller systemer, nærmere at økonomer og procesfolk har haft alt for meget at skulle have sagt på bekostning af fagligheden, til dels fordi den er vanskelig at formulere.
Jette har en god pointe i hvem der har øje for alle de små ting (sokker, hårshampo, briller etc.) som skal til for at tingene fungerer. Det kræver at nogen har øje, blik og omtanke for det.
Man kan ikke lave regler for hvor tit et barn skal have skiftet ble, jo det kan man godt men fungerer ikke. At passe børn kræver at man både har øje (indlevelse) for hvad der sker, men i ligeså høj grad bemærker hvad der ikke sker.
Det kan ikke skrives regler for hvordan man håndterer en ældre dame der er senil nok til at komme til at tisse bukserne, men ikke så senil at det ikke betyder noget. At håndtere det nænsomt og effektivt kræver et særlig talent.
Omsorgspersonale har mere til fælles med en fodboldspiller end en der arbejder på samlebånd.
Det kan være at procesfolk og økonomer har fornuftigt input til hvordan man driver et fodboldhold, men det ville næppe være fordelagtigt at de skulle bestemme hvor spillerne skal stå på banen og det er lidt det de har fået lov til i omsorgssektoren.
Der er ikke mangel på lean eller procesfolk, der er en kraftig overdosering af plejeplaner, strategier og kontrol foranstaltninger – som er mere en belastning end hjælp.
Det er min opfattelse – sådan set lidt udefra.
18. maj 2008 kl. 08:41 #
Johann, dit indlæg er interessant. Du skriver bl.a.:
Omsorgspersonale har mere til fælles med en fodboldspiller end en der arbejder på samlebånd.
Har du mulighed for at uddybe dette endnu mere?
På forhånd tak.
18. maj 2008 kl. 08:58 #
I forbindelse med stempelure nævner John ovenfor, at ”det var en anden tid”.
Er der nogen, der ved, om de mennesker, der arbejder for LEGOLAND, fortsat stempler ud og ind?
Hvor meget energi skal der bruges på at tænke museum / fortid?
18. maj 2008 kl. 16:22 #
Frank skrev:
“Det, jeg m.a.o. spørger dig om, er, om
du/I overvejer i endnu højere grad at bruge forskellige kommunikationsteknologier for at kunne arbejde endnu mere efterspørgsels-/behovsorienteret?”
At leve digitale køer gør ikke systmet “efterspørgsels-/behovsorienteret” – det sker kun hvis du flytter betalingsformen, så de reelt kan mærke forskel.
Problemet er jo ikke hvad den specifikke omsorgsperson gør, men at hele systemet sander til i planstyring.
18. maj 2008 kl. 20:09 #
Frank,
Det er ikke fordi jeg ville overdrive ligheden omsorgspersonale og fodboldspillere, det er ikke lønnen de har til fælles.
Hvis du med proces øjne forsøger at beskrive hvad en fodboldspiller gør, vil det næppe sige meget om hvad der sker til en fodboldkamp. Det er svært at beskrive det udefra uden at det væsentlige går tabt. Selv når journalister interviewer fodboldspillere om hvad de tænkte i bestemte situationer – fortæller det meget lidt om hvad der skete. Gunner nu Hansen havde en evne til at beskrive en fodboldkamp, men han var jo nærmest en del af den.
Nogle ting kan ikke beskrives udefra uden det væsentlige går tabt.
Jeg tror der er noget tilsvarende på spil i omsorgssektoren, de laver meget afrapportering og planer – der ikke altid fortæller meget om hvad de rent faktisk laver.
Nu må Jette kommentere om jeg er helt galt afmarcheret.
18. maj 2008 kl. 22:34 #
Du fortjener en kommentar Johan, for du har ret.
Jeg kan nemt forstå den med fodboldspilleren. Sådan en skal handle efter det der sker, der kan ikke planlægges meget..for ting bliver sjældent som planlagt. (Vi kan jo heller ikke planlægge, hvornår vi skal på toilettet)Det vil systemet meget gerne for de ældre og syge, men det er umuligt, derfor findes der så store og supersugende bleer..sådan er det desværre bare. Jeg vil ikke fortælle det hele, for så bliver i bare bange for at blive plejekrævende ( et grimt ord ikke?) og gammel.
Nu har jeg arbejdet med mennesker i næsten 40 år, det har aldrig været så svært som nu. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide nye ting og smatere metoder. Man kan ikke passe mennesker efter en computer, den er nemlig dum og kan ikke handle forskelligt hele tiden.Det har ikke sparet tid for mig at have en PDA i lommen ( og jeg kan godt bruge den), de fleste hjemmehjælpere jeg kender ville meget gerne smide den over nærmeste havehæk.
Når mennesker i hjemmeplejen er blevet rigtig gode til alle de nye systemer, så har de slet ikke tid til at følge “Marie” ud at tisse mere. De skal passe systemerne. Måske har de givet os PDAer for at overvåge os??? Vi skal jo stemple ud og ind. Det var ikke pænt tænkt…måske, men det kunne jo være at vi drak en tår kaffe med de gamle, det er der jo slet ikke tid til. Det skal frivillige damer gøre. Jeg tror ikke at alle de nye systemer har sparet en pind!! Gad vide om nogle har regnet på det.
Gad vide hvordan de passer ældre og syge i Asien, det er de måske også ved at være gode til?
18. maj 2008 kl. 23:02 #
Personligt synes jeg analogien mellem omsorgspersonale og fodboldspillere er som at påstå at et serie 3 hold er lige så godt som et superliga hold. Der er investeringer, træning, kompetancer, samarbejde, billetsalg, resultater, en fanklub, loylitet etc. til forskel – alt sammen noget som koster penge eller er resultater som følger af kvalitative investeringer og gode beslutinger over tid.
Den reelle effekt er et man “afpresser” omsorgspersonen til at tage ansvaret ved at skulle prioritere uden indflydelse over ressourcerne. De eneste resourcer vedkommende har at gøre godt med er sin egen tid og kvalitetsopfattelse.
Det ender så med at hun forlader stillingen og tager ansættelse i et vikarbureau for at slippe for det urimelige ansvar. Så falder det tilbage på den lokale ledelse, som sidder i samme problem blot på et lidt højere niveau.
Uden at tale for at det skal gøres op i penge, så nytter det ikke at se det så simpelt.
Man er simpelthen nødt til at gøre op med den planøkonomiske struktur som systematisk gør den offentlige sektor dyrere og dårligere over tid.
18. maj 2008 kl. 23:49 #
den planøkonomiske struktur ødelægger det hele. hmm. jeg ved ikke om jeg er enig. jeg ved jeg kan stå meget alene med denne opfattelse. jeg er ikke komonist. tidligere omtalte jeg den dårlige dækning af mobil omkring viborg. det er ikke viborgs fejl. da staten solgte teledanmark for nogle få millioner. jeg tror det var 250 millioner, solgte de retten til at lave fuld dækning. tdc er bedst. har prøvet dem alle. men det betyder ikke de er gode. de laver nu den dæning der kan betale sig at lave. havde det været en stats virksomhed ku ne man lave den dækning der blev politisk bestemt. planøkonomi. istedet er det nu kapitalfonde som gør alt hvad de kan for at lave penge og snyde i skat. olien stiger fordi der bliver spekuleret i den. maden stiger fordi der spekuleres i den. interresandt om kina kan blive ved med at køre kapitalismen paralelt med planøkonomi. finanskrise. kapitalisme der køres ud til grænsen er nok heller ikke fuldkommen. hvorfor havde man råd til at gøre ordentlig rent på skolen da vi var fattige. politikerne sidder og skal have budget på plads. der mangler penge. hvor kan vi sparer. har nogen hørt om en kommune der sagde. vi mangler penge på næste års budget derfor aflyser vi al udenlansk rejse aktivitet næste år. nej vel. de siger vi fyrer en rengøringsdame. folket siger. sikke beskidt her er. det er regeringens skyld, den har lavet skatte stop
19. maj 2008 kl. 09:49 #
@ John
Dine eksempler er ret dårlige til at demonstrere den pointe du kommer med. Hver enkelt kan ret let vises at argumenter for det modsatte. Problemer i teleinfrastruktur, overbudbud af likviditet og (dårlig) kvalitet i offentlige services er alle tæt forbundne med planøkonomisk styring og fejlbeslutninger.
Men det ville ikke bidrage til min pointe at gå ind i detaljer, fordi du ville opfatte det som en traditionel socialisme/liberalisme debat i betydningen for/imod omfordeling eller sort/hvide betragtninger om staten. Problemet er et andet.
Når du siger at rengøringen på en skole afhænger af skattestoppet agiterer du for mere planøkonomi og erkender ikke at den dårlige rengøring SKYLDES planøkonomien. Det politiske system evner ganske enkelt ikke at tilgodese de små behov og disse forskelle akkumulerer op.
Problemer er NETOP at man så bare skruer på prisfaktoren – skatten i stedet for løbende at udvikle og tilpasse ressourcene til behovene, dvs. du skal betale mere for det samme eller det samme for mindre.
I den private sektor kan man ikke løse problemer ved bare at sætte priser op uden at levere bedre værdi. Du må agere klogere eller blive udkonkurreret = lukke butikken. At blive bedre til at finde ud af hvad kunder er villige til at betale for gør hele forskellen.
Spørgsmålet er ikke stat kontra marked – der er masser af opgaver som vi bør eller er nødt til at forholde os til i fællesskab. Og selvfølgelig skal vi betale skat hertil – både fordi vi skal deles om udgifterne og fordi vi som samfund gerne vil tage os af de svageste og sikre vores børns fremtid.
Problemet er at staten spilder de enorme skattemidler som opkræves og samtidig underminerer vores evne til at både at effektivisere indenlandsk aktivitet og at skabe varer og serves der kan sælges i udlandet og dermed udbygge den indtjeningsevne som der opkræves skat fra.
Fokus skal være på at minimerere de planøkonomiske detailbeslutninger og flytte dem ud til at blive behovsdrevne.
Den centrale pointe er at der INGEN modsætning er mellem det at markedsgøre en beslutning (=flytte valget til kunden) og så f.eks. omfordeling (=flytning af købekraft fra en samfundsgruppe til en anden). Problemet er at disse blandes sammen, så man BILDER SIG IND at omfordeling skal ske ved at gøre offentlige services gratis i stedet for at give folk pengene så de selv kan afgøre hvad der er bedst dækker deres behov indenfor visse politisk afstukne rammer.
Og høfligst – hvis der er noget som den private sektor er bedre til at finde ud af og løse end den offentlige sektor – så er det spørgsmål om behovet for mobiltelefondækning i Viborg. Hvis der er kunder, så skabes tilbuddet. Og TDC er de sidste til at investere, fordi de sad tungt og godt på flæsket – og tror øjensynlig stadig at de gør det.
19. maj 2008 kl. 10:51 #
Maange af vores bedste og yngste medarbejdere i omsorgsarbejde, har ansættelse i et vikarbureau. Også dem der er lidt op i årerne, de har erfaring og selvtillid til det, og kan arbejde som de vil og har overskud og behov for.
I et vikarbureau…får man meget mere i løn, kan selv bestemme hvor meget og hvornår man vil arbejde, tillæg for helligdage og skæve tider falder til udbetaling sammen med lønnen, kan/skal ikke bruge alle de besværlige ting, forskellige kommuner har indført, lave det arbejde man er bestilt til, og gå hjem med god samvittighed, få ferie når man vælger det, give den en skalle i en periode, tage fri til ting man gerne vil, det er ikke dit ansvar, alt det andet “bøvl”. Nogle siger at det er et tilbageskridt, for dem der går på arbejde..en moderne “daglejer”, der ikke har mange rettigheder. Selvfølgelig har disse ting en pris, det ved vikaerne godt. Ikke fuld løn under sygdom ( den offenlige sats) knap så fastansat ( de er i A.Kasse), ikke så meget sat hen til pension, det gør de fleste selv, med den højere løn ( 40-50 kr mere i timen).
Den der taber er modtageren af hjælpen, som ingen fast hjælper har. Vi skal ikke være bange for at personale fra et vikarbureau ikke kan deres arbejde, for det kan de, ellers kan vikarbureauet ikke bruge dem ( det er jo en privat forretning).
Det er ikke super godt at det er blevet sådan, men jeg kan godt forstå det. Jeg er spændt på hvor længe samfundet har råd til det. Måske er det derfor at nogle kommuner har lavet deres eget vikarkorps, med nogle af goderne og den kommunaltansattes sikkerhed. Jeg tror det. De har bare ikke så meget held med det, folk vil hellere de private vikarbureaur. Jeg har selv været fristet, for så slap jeg for al det kommunale bøvl, og kunne lave det jeg gerne ville. Hjælpe mennesker, som ikke selv kan mere..på en god og værdig måde.
19. maj 2008 kl. 11:18 #
Kære Lars Kolind!
Kunne du fortælle lidt om hvordan sikkerheden er i de “varme lande”, for den fattige arbejder? Jeg tænker på ham der arbejder uden sikkerhed for at undgå at falde ned i et syrekar. Du kan ikke fortælle noget om sikkerhed, for der er ingen regler om sikkerhed. Det er grusomt. Hvad er penge værd, når en familiefar er faldet ned i et syrekar? Fortæl mig det!
Venlig hilsen
Anni
19. maj 2008 kl. 11:36 #
[...] idag, for dem af jer der har lyst til at læse en glimrende artikel (Lars Kolind) så tag lige og drop ind på hans blog, og læs [...]
19. maj 2008 kl. 12:10 #
Bare så i ikke er i tvivl, og så kan det godt være at jeg skal på museum.
Jeg ville da allerhelst, at alle i et hus, eller et område, hvor vi skal hjælpe mennesker, som ikke kan selv mere, kendte hinanden. Havde gode arbejdsforhold, og gjorde det der var behov for. Hvem kender behovet? Det gør dem der behøver hjælpen, og dem der skal hjælpe.
Alle de små og store ting, som betyder så meget i livet.
Det kan godt være at “Marie” har verdens fineste plejeplaner inde i computeren. Men hvis hendes strømper er hullede, og hun aldrig kommer ud i solen, maden er plastik bokse, men helt sikker meget sund…hun spiser den bare ikke.
Det var tider…da jeg måtte sætte “Marie” i kørestolen, og køre ned til købmanden, så kunne vi købe hele strømper, det mad hun kunne lide at spise, hun mødte mennesker hun kendte, fik frisk luft, mens maden blev til, ved fælles hjælp..kunne jeg nå at støvsuge eller hænge vasketøj op. Det lyder enkelt og gammeldags ikke, men det virkede. Den dag “Marie” blev så svag, at hun ikke ville med til købmanden, kendte jeg/vi hendes vaner, og kunne gøre den sidste del af livet så værdigt som muligt.
Det er et rigtigt godt spørgsmål Anni..penge og profit kan ikke erstatte en familiefar!
Vi skal altså nok på museum Anni, som nogle af de sidste, der satte mennesker højere end penge…så tager vi det med.
19. maj 2008 kl. 12:13 #
@ Jette.
Hmmm.. ville en privat virksomhed acceptere at deres produkt og service blev forringet og fordyret fordi de ikke kunne holde på deres medarbejdere?
Problemet er ikke at lønnen er for lav – det er den måske også. Problemet er (formentlig) heller ikke at omsorgspersonen er doven – så ville man jo ikke få den høje løn fra vikarbuireauet.
Problemet er at man grundet den planøkonomiske styring sætter kompetente ansatte til at lave de forkerte ting forkert, dvs. man grundet organiseringen spilder en masse penge, så man ikke har råd til at give de offentligt ansatte vilkår, så man kan holde på dem.
Det er en skrue uden ende, der ikke kan løses ved bare at sætte lønnen op. Hvis man sætter lønnen op uden at gøre noget for at øge effektiviteten, bliver det bare endnu dyrere og lægger endnu mere pres på at de ansatte skal lave de forkerte ting hurtigere.
19. maj 2008 kl. 12:28 #
Du ville dø af grin Stepan, hvis du så mig bande over al det teknologi, når jeg har rigtig travlt.Jeg ved hvad jeg kan og skal, og for mig er det meget enkelt, men det er gjort så besværligt. Brillerne dugger, bogstaverne på PDAer er meget små, Det er aften/nat jeg kan næsten ikke se det, ofte er de ting ude af drift, min arbejdplan er i den forbandede maskine, nå jeg kan da printe den ud, men der er kø ved printeren, så skriver jeg det altså ned i min lommebog, det gjorde jeg også for 20 år siden. Kan du se at jeg vistnok giver dig ret.
Til dit første spørgsmål, må jeg svare nej…så ville det være en udbrændt virksomhed, som snart ville lukke.
19. maj 2008 kl. 15:38 #
> Dårlig IT i sundhedssektoren.
Fuldt vidende herom. Jeg ville ønske jeg havde en mirakelløsning hertil. Vi kan se dem i pipeline, men der er mange forhold som skal spille sammen og vi har centraladministrationen som modspillere. De begynder at vågne op til erkendelsen af at den er gal, men det går uhyggeligt langsomt.
“Til dit første spørgsmål, må jeg svare nej…så ville det være en udbrændt virksomhed, som snart ville lukke.”
Problemet med den offentlige sektor er jo netop at der ikke er nogen kræfter som tvinger den til at lukke eller blive bedre.
Derfor ender ansvaret for valget på nederste niveau uden indflydelse på problemerne. Hvis du ved at 2 borgere har brug for hjælp og du ikke har tid til dem begge, efterlades du i en umulig position, som du samtidig – ved at håndtere – skjuler fra resten af systemet fordi de blot ser 2 servicerede borgere.
Hvis den dårlige service slog igennem som manglende betaling, fordi den ene af de 2 “kunder” skiftede leverandør, ville du hurtigt se en ændring af processerne uden at du blev afpresset af centraladministrationens dårlige organiserings- og styringsformer.
Problemet kunne selvfølgelig også være dig som medarbejder, men så skulle du skille dig ud fra de andre i samme situation. Hvis problemer er udbredte, ryger problemerne opad i takt med at kunderne skifter til de leverandører som kan finde ud af at levere kvalitet for pengene.
Det bliver ikke billigere og bedre, men dyrere og dårligere af at servicen bliver offentlig og gratis. Man kan bare ikke se, hvem der betaler og hvor pengene forsvinder hen.
Man skal ikke kritisere de ansatte, men styringsformen som afpresser jer til at arbejde mere og samtidig få dårligere samvittighed over ikke at kunne slå til – det er en skrue uden ende.
19. maj 2008 kl. 16:31 #
Du har ret igen Stephan, men de fleste i hjemmeplejen gider ikke råbe op mere. De føler bare de bliver gjort dumme og er imod alt nyt. Det er de ikke! Jeg er lidt stædig, og råber op af og til, men det nytter ikke.
Man kan jo også bare putte teknologien i lommen, og så gøre som man plejer…det er vist det de fleste gør, når værktøjet ikke dur. Synd og skam at bruge så mange penge og kræfter på det. Når der mangler så mange hænder.
20. maj 2008 kl. 09:34 #
Til Lars: Du skriver i dit oplæg til denne posting følgende:
”De har læst de samme ledelsesbøger som vi har, men forskellen er måske at de tager lidt mere bogstaveligt end vi gør.”
Vil du prøve at uddybe dette – gerne med et par konkrete eksempler.
På forhånd tak.
20. maj 2008 kl. 20:13 #
hej personligt har jeg stor erfaring i offentlig arbejde der bliver lagt ud til private. tager man ingeniør penge med er arbejdet blevet dyre og dårligere.
jeg var forbavset da jeg erfarede at hjemmeplejen var blevet udstyret med pda. jeg kender en utrolig godt. de er meget glade for deres pda og regner med de bliver de første der kører helt uden papir. jeg kan ligesom forstå at i mener det er forkert at køre den vej. betyder det at hvis det var e privat virksomhed der kørte det skulle man køre med en notes bog.
ingen privat virksomhed kan lave hjemmeplejen og skolerengøring billigere end kommunen. lønnen er ca 150 kr i timen, ingen firma kan med fornuft fakturere mindre end 300 per. time. det betyder folkene skal være dobbelt så effektive. dem der mener de kan det burde prøve det en måned. man kan ikke effektivisere menneske pleje som andet. dr2 viser et program om en robot som kan passe de gamle. måske er det noget for jer jeg vil hellere passes af Jette.
det er det dejlige ved at diskutere, man ser forskellige vinkler.
men at sige at hvis kunderne er der så vil der også være leverandøre er noget af en drejning. hvem giver den bedste dækning i danmark. tdc. hvor mange år har de andre været her. over 10. hvorfor er der ikke dækning. fordi selskaberne ikke mener det kan betale sig at lave dækning til de få jyder der bevæger sig uden for byerne.
20. maj 2008 kl. 21:15 #
john,
Det var ikke pda’en som sådan jeg satte spørgsmålstegn ved, om det er papir eller pda’en er ikke afgørende.
Det er mere at man ser omsorgsarbejdet som ressourcer, ydelser og tidsintervaller – mens en stor del af det er (for at sige det lidt højtravende) et møde mellem mennesker.
Det kan godt være man kan lave processer det sikrer at alle ressourcer bliver brugt og alle kommer i bad hver anden dag. Men det er jo ikke sikkert at hvis du er 98 og lidt svagelig at du har lyst til at blive vasket af alle og enhver.
Det kan godt være man kan lave regler for at hvis børn overskrider et bestemt BMI tal så vil det medføre at det bliver taget op med familien. En bekendt jeg diskuterede dette med (og som mener det er den rigtige vej at gå) argumenterede at det var nødvendigt at ensrette dette idet for eksempel meget overvægtige pædagoger var tilbageholdende med at tage det op at børn var ved at blive overvægtige. Og? Tænkte jeg bare. Hvis en pædagog kæmper med et vægt problem og har det svært med det – skal hun så tvinges til at diskutere BMI med et forældre par? Det er en ensretning der er helt afsporet.
Selvfølgelig skal der være noget systematik, man skal da have styr på om dem som skulle have besøg fik besøg, dem der skal have dryppet øjne fik dryppet øjne og så videre.
Men der sker meget inden for disse fag som ikke kan systematiseres.
Og det sker der selvfølgelig også i dag, det er jeg slet ikke i tvivl om – der findes fornuftige folk inden for dette fag.
Men jeg tror også det til dels fungerer lidt på trods – af hvad der stiller af krav oppefra.
Det bliver ikke bedre af at privatiserer det, tværtimod der trækker givet i retning af at det bliver mere specificeret – således kommunen kan styre leverancen lave nogle key performance indicators. Alle kom i bad hver anden uge, ingen kom i skoven.
Det kan være at du hellere ville passes af Jette, men det kunne være interessant at vide om Jette er tryg ved at blive passet, når den tid kommer, af det system vi er ved at bygge op.
20. maj 2008 kl. 21:51 #
Det er jeg ikke mere, der var engang jeg kunne færdes på forskellige arbejdspladser indenfor hjemmeplejen, og møde steder hvor jeg tænkte “her vil jeg gerne blive gammel”, sådan er det ikke mere. Alle de bløde og menneskelige ting er valgt fra, det har vi ikke råd til mere.
Jeg har arbejdet i privat hjemmepleje firma, det var hårdt og bestemt ikke nogen guldgruppe for ejeren. Jeg holdt op igen, for jeg kan ikke lege købmand i omsorgsarbejde.
Inden jeg bliver gammel…vil jeg være god til at købe ind på nettet, skrive til min læge, bestille piller på apotek, sådan nogle der er talt op ( det kan man godt i dag), indrette mit hjem, så jeg kan færdes, forsøge at holde mig sund og rørig, så jeg kan det meste selv men, men, jeg bestemmer så lidt selv, vi ved ikke hvordan vi får det. Jeg vil ikke passes og plejes som “en ting”, men et menneske.
20. maj 2008 kl. 22:14 #
Til Jette: Du skriver, at du “ikke vil passes og plejes som en “ting”, men et menneske.”
For at blive ved temaet: Hvordan vil du konkret beskrive pleje af mennesker i:
A: Et foregangsland?
B: Et frilandsmuseum?
Det ville være super, hvis du kan give nogle eksempler fra hverdagen på både A og B.
På forhånd tak for dit svar.
20. maj 2008 kl. 22:41 #
Lige et par hurtige Frank…jeg skal møde kl 7, men du skal have lidt svar, måske flere i morgen
A: Med respekt for det liv det enkelte menneske holder af, det gælder alt fra hygiejne, mad, valg af bolig, mulighed for samvær med andre mennesker, komme ud i naturen og andre steder man ønsker, have et privatliv.
Hvis man har råd til det, skal man nok selv betale for rengøring og andre ting, men aldrig omsorg og pleje, fordi man bliver gammel er man ikke nødvendigvis uden midler..økonomisk altså. De ting jeg selv kan, vil jeg selv have lov at lave i det tempo jeg kan.
B: På samme måde, men det mener i jo ikke der bliver råd til! Vel?
Godnat for i dag.
20. maj 2008 kl. 22:53 #
@ John
Jeg synes du skyder med ideologiske myter her.
Jeg taler ikke ideologisk for privatisering og skattenedsættelse men for at udsætte services for konkurrence om pris/kvalitet og sikre rum for innovation. Alt det som det offentlige ikke sikrer.
Men jeg taler netop IKKE for at det betyder at dem med mange penge kommer foran i køen. Det kan man håndtere med andre værktøjer. Det er vigtigt at man ikke bare laver pris-udbud som man pt. gør det – det giver jo ikke borgerne valgmulighed eller udbyderne frihed til at innovere.
Dit regneeksempel sammenligner umiddelbart æbler og pærer. Der er tonsvis af overhead i det offentlige – det kan du ikke bare holde udenfor regnestykket.
Omkring tele – selvfølgelig hvorfor skulle det være anderledes? Jeg kender ikke de specifikke forhold eller skal gøre mig klog på kalkulationen. Men man kan ikke forvente at få motorvej til døren i tyndt befolkede områder. Hvis købmanden ikke kan overleve i den lille by, evt. som andelsbutik, hvorfor skal andre så betale mere i skat for at sponsere? Hvorfor skulle det være anderledes med mobil, internet eller vandledninger?
Men hvis teleselskabet 3 kan dække Højer, så burde man nok også kunne finde nogen som vil dække Viborg.
Hvis man politisk mener at man skal garantere totaldækning, så må man gøre det. Men skal man så også sikres skøjtehal, svømmehal, undergrundstog og skadestue hver 5 km?
20. maj 2008 kl. 22:57 #
Jeg fandt en gammel udsendelse om emnet, hun er ikke den sløveste kniv i skuffen – men ok – jeg er jo enig:
http://www.dr.dk/P1/P1Formidda.....150840.htm
21. maj 2008 kl. 09:03 #
Jeg ser ingen modsætning mod hvad hun siger og hvad jeg siger – tværtimod taler jeg om forudsætningerne for at give hende muligheden for at agere som hun gør.
Det som der er behov for i den offentlige sektor er at man kan SE en massiv søgning til løsninger af kvalitet, hvorved disse løsninger fremmes.
Det kan f.eks. ske ved at borgeren har “Sociale penge”, dvs. formålsbestemte penge til social omsorg, hvor man kan se at borgere prioriterer (er villige til at betale af knappe resourcer) en meget stor del til præcis dette formål.
“prisen” for at få plads på hendes hjem vil dermed stige relativt til at andre plejehjem uden at det giver “de rige svin” lov til at få fortrin (for nu at komme socialisternes dogmer i forkøbet).
Andre plejehjem vil derefter se at de for at få flere penge fra “kunderne” skal gøre mere af hvad hun gør.
Dvs. i stedet for at hun taler til en tunghør gruppe i et ministerium, så “taler” hun direkte til folks egeninteresse i at få deres hverdag til at fungere bedre.
21. maj 2008 kl. 16:07 #
Jeg kender godt Thyra Frank, har engang besøgt hendes plejehjem…sådan var de fleste steder engang. Hun er bare stædig og holder fast i de menneskelige værdier. Det koster ikke flere penge, eller mere personale. Sådan et sted vil jeg godt bo som gammel. Gad vide hvorfor der ikke er flere, som gør hende kunsten efter? Det er ikke så svært.
21. maj 2008 kl. 17:28 #
Der er lige en ting til…da jeg var ovre i København og se Plejehjemmet Lotte, fortalte Thyra Franck, at hun ville ikke have computere på sit plejehjem, de kunne nemlig ikke passe mennesker, kun stjæle tid. Det er der vist nu noget rigtig i, men jeg ville nok savne min computer og internet, ikke til planlægning af omsorg og pleje, men alle de andre sjove og nyttige ting, man kan bruge den til.
Jeg kan se om det er muligt at komme rundt med en kørestol, forskellige steder og købe ind, tøj og al det mennesker skal bruge. Semde mail og fotos mellem familie m.m.Jeg kan finde melodien til en sang jeg ikke kan huske, få den til at læse breve højt, gå i banken..den er ikke helt tosset den computer, men vide hvornår “Marie” skal tisse, kan den ikke. Det er det man prøver på ude i hjemmeplejen, derfor går det galt.
21. maj 2008 kl. 19:42 #
Anni Lomborg spørger mig: “Kunne du fortælle lidt om hvordan sikkerheden er i de “varme lande”, for den fattige arbejder? Jeg tænker på ham der arbejder uden sikkerhed for at undgå at falde ned i et syrekar. Du kan ikke fortælle noget om sikkerhed, for der er ingen regler om sikkerhed. Det er grusomt. Hvad er penge værd, når en familiefar er faldet ned i et syrekar? Fortæl mig det!”
Jeg er ret sikker på at sikkerheden i de asiatiske lande (undtagen Japan) er dårligere end hos os. Og det kunne vi udnytte forretningsmæssigt, hvis vi eksporterede vores viden om arbejdssikkerhed til disse lande. Her har vi et forspring.
21. maj 2008 kl. 19:45 #
Frank Calberg spørger hvad jeg mener med sætningen: ”De har læst de samme ledelsesbøger som vi har, men forskellen er måske at de tager lidt mere bogstaveligt end vi gør.”
Min pointe er at lederne i fx. Malaysia er dygtige – de er ikke 20 år bagefter os. De følger med og arbejder målbevidst med at lære af andre. Det er bl.a. derfor at interessen for Kolind Kuren er stor bl.a. i Kina.
Men hvad gør vi? Vi tror at vi kan det hele – vi er de bedste!
10. oktober 2008 kl. 11:03 #
På side 11 i The Global Competitiveness Report 2008-2009 http://www.weforum.org/documen.....index.html læste jeg følgende:
”Given the significant focus that the Nordic countries have placed on higher education and training over recent decades, it is not surprising that Finland, Denmark, and Sweden continue to occupy the top three positions in the higher education and training pillar. This has provided the workforce with the skills needed to adapt rapidly to a changing environment and has laid the ground for their high levels of technological adoption and innovation in recent years.
A marked difference among these three countries relates to labor market flexibility. While Denmark (ranked 4th) distinguishes itself as having one of the most flexible and efficient labor markets internationally, in Finland and Sweden, as is the case in a number of other European countries, companies have little flexibility in setting wages, nonwage labor costs remain very high, and firing and therefore hiring workers is deemed excessively expensive.”