Mentale modeller – hvilken forskel.

200802-argentina-musik.jpg

I sidste uge var jeg i Argentina og Californien. Og mens jeg sad på en fortovsrestaurant i Buenos Aires og lyttede til tangorytmer kom jeg til at tænke på, hvor forskellige vore mentale modeller er: Saudi Arabiens kønsadskilte verden præget af religionen og dens strenge krav om en bestemt moralsk opførsel. Danmarks nærmest religiøse opfattelse af den enkeltes frihed på visse områder samtidig med at vi accepterer ekstrem stram regulering og offentlig styring på andre områder. Og så argentinernes sorgløse lade-stå-til kultur (lidt skarpt udtrykt), hvor familien står for mange af de opgaver som vi lader samfundet om.

Jeg mener langtfra at alle måder at indrette samfundet på, er lige gode. Men jeg er ydmyg over for andre kulturer og ønsker at respektere dem og forstå dem inden jeg går i gang med at kritisere dem sønder og sammen.

Men den holdning er vist blevet lidt udansk i de senere år…

og vores opfattelse af at det offentlige samtidig skal løse (næsten) alle samfundsproblemer.

16 kommentarer til “Mentale modeller – hvilken forskel.”

  1. Helle Munch Oldefar

    Nu synes jeg nok, du lader nogle højtskrydende stå for, hvad der er ‘dansk’.
    Jeg er meget enig med dig i både ydmygheden og accepten af andre kulturer og at vi forventer, at samfundet løser (næsten) alle vore problemer.
    Jeg vil også gerne have, at andre kulturer har samme ydmyghed og accept af min kultur og religion – også når jeg er ateist! Er det for meget forlangt?
    Jeg har netop opdraget mine børn til at være åbne over alt fremmed, og har bl.a. sendt den yngste til netop Argentina, da hun var 11 med CISV. Det kunne mange sikkert have godt af, ligesom mange – også vore indvandrere – kunne have godt af tidligt i skoleforløbet (fra 7.-8. klasse) at se ‘The Wave’ og diskutere de tegn på ekstremisme, der altid er.

  2. Lise Windfeld Bornerup

    vi rejser mere og længere end tidligere og vi rejser også ofte til lande der kulturelt ligger langt fra det vi kender. Min pige fik også en stor oplevelse ud af at blive sendt til Brasilien som 11 årig ligesom min søn fik enormt meget ud af at blive sendt på “efterskole” i Tyskland for at få en studenter-eksamen. Når jeg står i fremmede kulturer stiller jeg selv det spørgsmål,hvad kan jeg lære af at det? Hvad ville der ske, hvis vi gjorde det samme hjemme? Det sætter gang i diskussionerne! Jeg synes ikke der er ret meget mere forfriskende end at besøge nye kulturer, hvordan de er opstået, hvad er grunden til at den kultur har overlevet osv. Det kan jeg godt falde i staver over når jeg sidder ved en strandkant.Så kan jeg også lægge mærke til sproget og forsøge at finde ligheder i de få sprog jeg kender og det sprog jeg nu lytter til. Hvordan er de sammenfald opstået. Der er hele tiden nye områder at opdage, så jeg bliver mæt af indtrykkene og kulturerne. Og som det vanemenneske jeg er, er jeg også glad når jeg kommer hjem og alt fungerer som det skal (plejer!.)

  3. johan jonson

    Hvad der måske fremgår af mit navn er jeg indvandret hertil for år tilbage og havde min barndom i et andet land. En af de ting jeg tror er bemærkelsesværdigt for Danmark er den tillid og tro man har til det offentlige. Det kan være at situationen er tilsvarende i Sverige, men jeg tror ikke det er en udbredt forståelse rundt omkring i verden – og jeg tror mange indvandrere vil overraskes over hvordan det er. De vil møde en holdning blandt pædagoger og lærere som de vil finde overraskende om ikke uforståelige.

    Den er en af globaliseringens positive aspekter at vi får lejlighed til at stille spørgsmåls tegn ved nogle af de ting vi tager for givet.

  4. Stephan E

    Lars,

    Her må du huske på det triste faktum at frihedsrettigheder vokser ud af lidelse – ikke fordi en fritænker sælger en ide om et ideal.

    Tænk på Inkvisitionen, Jødeforfølgelsen, den politiske registering som første til internering af kommunisterne, tvangskastrering af åndsvage, kommunismen/facismen som 2 sider af samme sag.

    Hvis en person ikke tør se faren i tide eller af bekvemmelighed for at undgå at tage ansvar kalder den “paranoid”, så agerer personen mentalt i et rum hvor han mere eller mindre bevidst accepterer begrænsninger som “naturlige”.

    Det var også en af hovedårsagerne til at “Staten er Frihed” DDR kunne få lov til at køre så langt og længe førend det brød sammen indefra.

    Faren ved det danske stadigt mere planøkonomiske og centraliserede samfund er at man bilder sig ind at det er frit og innovationskompetent, mens det for længst er tippet over så magten misbruges til at legitimere modsætningen og underminere de styrker, vi engang havde.

    Vores egen mentale model er – som i DDR og den religiøse fundamentalisme – vores selvkonstruerede fængsel. “Tvangsligheden” er vore dages danske inkvisation som misbruges til at nedkæmpe de anderledes tænkende.

    Ole Thyssen er i en artikel om demokratikanonen i den aktuelle udgave citeret for at betegne tidens styre som et “Præsentativt” (ikke repræsentativt demokrati) demokrati, hvor essensen ikke er at repræsentere andre, men at præsentere sig selv og fokus dermed er flyttet fra FOlkestyre til at styre folket.

    Problemet er at når modmagten har fået trukket tænderne ud, så vinder det klassiske embedsmandsvælde og det medie-drevne jantelovs-samfund frem. Og nu er de bevæbnet til tænderne med digital teknologi til at masseproducere og individualisere kontrol og overgreb.

    Forskellen på det danske social-fascistiske teknokrati og religiøs fundamentalisme er stadigt sværere at få øje på. Begge dele er baseret på en lille elite som fortolker “det rette liv” og tvinger alle til at leve det.

    Med fare for at blive taget til indtægt for en masse jeg IKKE siger, så kan det ses helt parallelt med tendensen til at puste en ekstern fare op for at skjule interne problemer. I “1984″ var konstant krig og fjendebilleder nødvendigt for at opretholde intern kontrol for kontrollens skyld.

    Man skal passe afsindigt på med at acceptere tendensen til at gøre spørgsmålet om ytringsfriheden til en erstatnings-debat for den mere fundamentale frihedsdebat, der så til gengæld ignoreres.

    Hvis man ikke har orden i eget hus, hvem er man så til at kritisere andre?

    Og hvorfor gør man det? – “forsvarer” det officielle Danmark ytringsfriheden (ved at skabe et fjendebillede) for at overskygge problemerne hjemme?

    Man kan rejse det spørgmsål om “værdikampen” ikke er blevet kidnappet af det elitære teknokrati og omkalfatret til en borgerkrig som netop IKKE addresserer de reelle problemer, men kun til lejligheden skabte pseudo-problemer?

  5. Michael Arnoldus

    Hej Stephan E,

    Meget interessant indlæg. Jeg følger fuldstændig din tanke omrking at bruge eksterne fjender mere eller mindre bevidst som afledening for indre værdier. men du brnger noget for mig nyt på banen, nemlig det du kalder “den mere fundamentale frihedsdebat”. Hvad betyder det? Hvad er det for en debat du hentyder til der?

  6. johan jonson

    Er det nu rigtigt at det er udansk at se andre kulturer med interesse og respekt?

    Eu lavede en undersøgelse sidste år vedrørende åbenhed mod andre kulturer:

    http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_217_sum_en.pdf

    Nu er det ikke sikkert at den undersøgelse dækker det samme som du tænker på, men den påviste ikke at Danmark var specielt afvisende på det punkt, tværtimod – set i forhold til de andre EU lande.

    Hvad er det du tænker på som særegne dansk ved modstand mod andre kulturer?

  7. Stephan E

    @ Michael

    Svært og stort spørgsmål, hvor man dels skal passe alvorligt på ikke at blive skinger og dels være meget opmærksom på om man sætter ideologi over princip – ens persons “naturlige” idelogi kan ikke fravige en andens principielle ret.

    Men lad mig prøve – velvidende at andre sikkert kan gøre det meget bedre end jeg.

    Ytringsfrihed er vigtig (og f.eks. i princippet forudsætningen for denne debat) og ses som en af de mest fundamentale rettigheder fordi den løfter reten til at sige fra overfor uret. Men den er reelt værdiløs hvis du ikke tør eller kan bruge den eller andre ikke tør agere på den. Tag f.eks. offentligt ansatte eller folk i en situation hvor ytringen de facto er uforenelig med position, dvs. de fleste med indsigt og indflydelse i kraft af deres funktion tvinges tilat tage funktionens fodlning og i høj grad tilsidesætte deres egen nuancerede holdning.

    Vigtige frihedsrettigheder tager vi for givet. Retssikkerhed, fysisk sikkerhed, lighed for loven, stemmeret, minoritetsbeskyttelse etc.

    Den vigtigste “rettighed” er så flygtig at den dårligt kan sættes på papir. Princippet om at borgeren står over staten, dvs. at man ikke må/skal lovgive om noget der ikke er absolut nødvendigt. demokrati giver ikke flertallet ret til at mule mindretallet.

    “Statens sikkerhed” er absurd vrøvl – staten som instans har ikke nogen “rettigheder, der kan fravige individets, det kan kun specifikke hensynet til andre borgeres rettigheder. Det samme gælder f.eks. ekspropriation, der ikke må ske vilkårligt.

    Til det fundamentale spørgsmål om “Hvem vogter vogterne” svarer Platon i “Staten” at det gør de selv – at samfundets vogtere skal bildes sen “gyldne myte” ind at de er skal rejse sig og fokusere på samfundets bedste.

    Men hvad hvis man tager det for givet og den vendes til en “gylden undskyldning”? – at man tager det for givet at embedsfolk tjener samfudnet og ikke tjener sig selv som individ eller nye elite?

    I Danmark er ligheds-argumenter kørt ud i det ekstreme, så man f.eks. for at finansiere den voksende ineffektive stat i stigende grad griber til stadigt voldsommere tiltag. SKAT har nærmest udviklet sig til STASIs modstykke i magt og ret – herunder specielt i registering og “nabovovervpgnign”.

    Bemærk hvordan der systematisk rejses mistilid overfor snart sagt alle i samfundet – skatteyderne laver sort arbejde og anden svindel, skattenyderne er dovne og nasser, resten er pædofile, terrorister, kriminelle fartsyndere eller det som er værre.

    Det hele udmønter sig i et stadigt mere ekstremt kontrol- og overvågningssamfud (Danmark er gentagene gange udnævnt til et af verdens værste på registering af borgerne).

    Se på f.eks. Retsudvalget, hvor en gruppe nærmest kæmper for at overgå hinanden i nye indgreb – se på hvor mange grundliggende retsprincipper der er blevet voldsomt reduceret eller nærmest elimineret indenfor få år.

    Se på hele Digital Forvaltning, der har udviklet sig til en stor registersamkøring med den besynderige påstand at planøkonomi er “effektivt.

    Se på Biometrisk Identifikation og overvågningskameraer koblet med ansigtsgenkendelse som et helt ekstremt centraliserende magtmiddel, der med mere eller mindre forfalsket “forskning” og holdningsmanipulerende “meningsmålinger” er presset igennem på lyntid uden seriøse overvejeler, information om konsekvenserne eller kompenserende foranstatlninger.

    Ovenstående skal ikke ses som at jeg mener at Danmark er et dårligt samfund, men som at demokratiet er i dybe problemer på vej mod egentlig krise.

    Du kan henføre de fleste af ovenstående problemer til det manglende fokus på at sikre de fundamentale frihedsaspekter som sikrer at samfundet kan tilpasse sig tidens udfordringer bedst muligt.

    Den mere fundamantale frihedsdebat drejer sig – i min optik – om selve den individuelle suverænitet i en verden, hvor kontrol og overvågning automatiseres samtidig med at magten koncentreres – både politisk og økonomisk.

    I en dansk sammenhæng er det vigtigt at tilføje at dette IKKE betyder at man ikke skal tage sig at de svageste, men at lighed ikke kan komme før selve frihedebatten.

    Afslutningsvis vil jeg tilføje dig uden at uddybe nærmere at jeg også ser det som en forudsætning for at frie markeder kan fungere så innovation og menneskelige behov i bred forstand tilgodeses stadigt bedre med knappe ressourcer.

  8. Lisbet Mørk

    Kære Lars!

    Aprops fundamental frihedsdebat, som Stephan forklarede så fint, har jeg behov for at stille dig et spørgsmål.

    Jeg er enig med dig i det meste,det er næsten uhyggeligt hvor meget, men når du taler om, hvad der er dansk eller ikke, så begynder min mave at knurre, for hvornår kan man egentligt tale generelt om, hvad der karakteriserer en nation?

    Pia Kjærsgaard feks. taler ofte om, hvad “danskerne” ønsker og ikke ønsker, og så bli´r jeg faktisk decideret sur, når hun ta´r mig til indtægt for sin egen opfattelse af “danskhed”, især selvfølgelig, fordi jeg er uenig med hende i hendes synspunkter (som regel).
    Men er det i virkeligheden P.K.´s ret at tale på “danskernes” vegne, fordi der er en stor procentdel af dem, der stemmer på hendes parti og derfor mener som hun?

    Når du siger, at det er udansk at være åben over for andre kulturer, tror jeg da også, at der er mange, der er bange for alt anderledes, men om det ligefrem er dansk, tør jeg ikke sige.

    Skal der være mindst 50% af danskerne, der mener et eller andet, før man kan kalde det dansk eller hva´?

    Jeg ta´r kun fat i dette af principielle grunde, fordi jeg øver mig i at være bevidst og gøre andre bevidste om, hvilke konsekvenser vores adfærd ( ofte tilsyneladende uskyldige ting) kan få.

    I hvert fald mener jeg, at er det, du siger, ikke udtryk for en kendsgerning, bliver det i stedet til en fordom, som indsnævrer muligheden for dialog, fordi den kan vække/vækker negativitet.

    Faktisk kan det opleves som en berøvelse af frihed at blive påduttet en mening, blot fordi man tilfældigvis har en bestemt nationalitet (eller noget andet i en anden situation).

    Tilgiv mig, Lars, hvis dette indlæg opfattes som pedanteri, men jeg tror på, at det er vigtigt at øve sig på de “små” tilfælde.

    Kærlig hilsen Lisbet

  9. Michael Arnoldus

    @ Stephan E

    Tak for dit lange indlæg og uddybning. Jeg er stadig ikke sikker på jeg er helt med, men lad mig prøve at se om jeg har forstået dig.

    Det primære jeg hæfter mig ved det du skriver er dit fokus på individet over fællesskabet. Fællesskabet (i form af staten) må ikke påtvinge individet noget der ikke er absolut nødvendigt. Du ser DK på vej mod mere og mere kontrol, en kontrol du ikke mener som værende absolut nødvendig og deraf følger det at du synes staten i DK begår (eller er tæt på at begå) overgreb mod individet.

    Og den fundamentale frihedsdebat du hentyder til er denne debat – står individet over fællesskabet eller fællesskabet over individet.

    Yderligere ønsker du at vi bliver bedre og bedre til at udnytte vores resourcer effektivt og ser frie markeder som det bedste værktøj til at opnå det.

    Har jeg forstået dig?

    Michael

  10. Michael Arnoldus

    Kære Lars og Lisbet

    Jeg vil bare lige sige at jeg er med Lisbet her – jeg synes selv jeg er åben for andre kulturer og jeg føler mig også dansk.

    Men måske skal vi snarere forstå dit udsagn som en gennemsnitsbetragtning?

    Så kan Lisbet og jeg og sikkert mange andre herinde nemlig føle os lidt bedre end gennemsnittet – og det er jo ganske rart at kunne klappe os selv lidt på skulderen en gang i mellem – og selv om det er sagt Tongue-in-cheek så mener jeg det jo også. Måske er det den egenskab der skaber sammenhold og gruppefølelse på denne blog – vi er lidt bedre end gennemsnittet til at være åbne og holde os i dialog.

    Eller hvordan ser du det?

    Venlig hilsen

    Michael

  11. Stephan E

    @ Michael

    Sålænge du ikke opfatter det som en ringeytring af fællesskab eller noget skatteretorik om er det ikke helt forkert.

    Jeg ser et samfund, der har toppet og nægter at se behovet for fornyelse i øjnene.

    Og det tvungne fællesskab tilsidesætter individet uden at erkende at det er blevet problemet. Man lever på myter snarere end virkelighed. Endda så meget så man bilder sig ind at det ikke er ideologi.

    Politik er blevet magt for magtens skyld – ikke fordi man vil udrette noget. Teknokratiet vælder frem overalt og blander sig i stigende grad i stadigt mere uden at have selv de mindste forudsætninger for bidrage konstruktivt.

    Ole Thyssen taler om det “præsentative” demokrati. Tim Knudsen taler om DJØFiseringen.

    Jeg ser bare et samfund, hvor alt med berøring af det offentlige langsomt går i stå og bliver træt.

  12. Michael Arnoldus

    @ Stephan E

    Tak for din yddybning.

    Jeg synes det er et interessant synspunkt som jeg selv har brug for at grave lidt mere ned i. Det har været nødvendigt for mig at arbejde på at være præcis i min forståelse af det du siger, idet jeg i dine ord nemt kommer til at læse en masse standard liberal retorik ind – og det har jeg det ikke så godt med. Men jeg følger dig i at en gundlæggende dialog om frihed – individ og fællesskab – er særdeles vigtig og på en eller anden måde måske det sted hvor den primære uenighed ofte opstår.

    Det falder mig for brystet at opdelingen jo på sin vis er en smule kunstig – en abstraktione af virkeligheden som vi har opfundet for at kunne tale om og løse visse praktiske problemer. Men dybest er der jo ikke noget individ uden fællesskab og ikke noget fællesskab uden individ. Mit mål i denne søgning vil være at forsøge at opløse denne skelnen og skabe en syntese der primært søger mod at forstå individ og fællesskab som gensidigt afhængige begreber og dermed kortslutte hele den selvskabte enten/eller konflikt.

    Tak for dit input som har hjulpet mig til at krystallisere dette langt klarere ud for mig.

    Michael

  13. Lars Kolind

    Min pointe er helt enkelt at vi danskere bør være mere nuancerede når vi ser på vores eget samfund. Jeg oplever at vi har en tendens til at mene at lige netop vores måde at indrette os på er alle andre måder overlegne. Det er selvfølgelig fint fordi det øger tilfredsheden på kort sigt, men det er skidt hvis den opfattelse lukker os af fra andre og måske bedre måder at fungere på.
    Det er fx. relevant at diskutere om ikke vi har skubbet familien for meget i baggrunden til fordel for offentlige velfærdssystemer. Den debat er meget svær at starte i Danmark. Enhver ændring af vores institutionaliserede velfærdssystem bliver styraks kaldt et tilbageskridt og så er den diskussion slut.
    Blot et eksempel,

  14. Stephan E

    @ Michael

    Glæder mig meget at du kunne bruge det til noget.

    Omkring den kunstige opdeling, så skyldes det at man ser det i et økonomisk klasseperspektiv som et enten/eller, hvor offentlig ses som omfordeling til fordel for de “svage” og privat ses som at direktøren og de rige skal springe over i køen med deres penge.

    Den fejlopfattelse er Danmarks mareridt og selve kilden til ressourcespildet og magtglidningen, fordi teknokratiet misbruger det til at spille befolkningsgrupperne ud mod hinanden.

    Der er en reel økonomi interessekonflikt omkring graden af onmfordeling.

    Men den vedrører – efter min mening – IKKE spørgsmålet hvordan vi sikrer at vi får mest for pengene og herunder sprøgsmålet om statslig detailstyring versus markedsmæssig kundestyring, jf. f.eks. min debat andetsteds her i forum med Claus Christensen om “Sociale Penge” og kunde-orientering af den offentlige sektor, f.eks.
    http://kolindkuren.dk/2007/10/30/hvad-vil-jeg-g%C3%B8re-for-folkepensionisterne/

  15. Michael Arnoldus

    @ Stephan E

    Du har allerede nævnt at du mener frie markeder er et vigtigt værktøj i optimeringen af vores resourcer. Men hvor frie er frie markeder? Mener du fuldstændig ureguleret eller med nogen indblanding – og hvor meget indblanding skal der til før de ikke længere er frie?

  16. Stephan Engberg

    @ Michael

    Du stiller store spørgsmål som kun orakler kan svare på.

    Der er et teoretisk uafklaret spørgsmål som i øvrigt også er under forandring med f.eks. digitaliseringen af infrastrukturen og de enorme globaliserede erhvervskonstruktioner.

    Frie markeder i betydningen menneskers frie valg mellem forskellige måder at dække behov er det ENESTE værktøj vi kender til optimering af vores ressourcer og allokere nuanceret. Som med demokrati har alle andre vist sig meget værre.

    Min pointe er ikke en ekstrem laisez-faire som ofte er et udbyder-egoistisk synspunkt. Den såkaldt anarko-kapitalistiske “østrigske” skole vil endda mene at der ikke kan forekomme monopoler uden en stats magtmononol bag – jeg er uenig og mit argument er IKKE et anti-statsargument. Der skal sættes rammer for et marked og det er vi nødt til at gøre fælles.

    Mit bud er et fokus på kundens frie valgmuligheder og mekanismerne til at kunne værdisætte forskelle og sætte behov igennem overfor samfundets værdikæder – både offentlige, private og i stigende grad blandede.

    Jeg går kort sagt ind for EMPOWERMENT af det enkelte menneske i alle dets facetter
    .

    Men det betyder ikke at vi slet ikke skal have fælles “tvangs”-beslutninger.

    F.eks. er ekspropriation af ejendomme for at anlægge en motorvej meget svær at gennemføre rent markedsmæssigt.

    Jeg går videre og mener at samfund konkurrerer på den måde, de indretter fælleskabsmekanismerne på. Jeg peger blot på at man skal omlægge de planøkonomiske beslutningsprocesser som dikterer markedet til et efterspøegselsdrevet.

    Mit bud på “Sociale Penge” indebærer f.eks. at man kan foretage en politisk grovallokering til national kultur som betyder at alle borger har et beløb som de KUN kan bruge indenfor visse områder, men de enkelte borger fin-prioriterer selv indenfor området og nogen steder vil man f.eks. fremme biblioteker over ballet – andre stedet omvendt.

    Samtidig kan du styre om du MÅ eller SKAL bruge egne penge samtidig, så der er et element af brugerbetaling til knappe ressourcer men ikke mere end alle kan være med.

    Her på tærsklen til en digtial verden er vores mulighed, udfordring og ansvar at vi selv DESIGNER NATURLOVENE.

    Den gammeldags kontant/bytte handel i supermarkedet dør og erstattes af en digitalt designet som fastlægger magtbalancerne i samfundsprocesserne, men den store erkendelse er at det har vi eller kan vi lave værktøjer til at lave.

    De vigtigste er det vi kalder privatlivsfremmende teknologi som er avancerede teknologier med en del kryptografi til at lave logiske byggeklodser som vi kan bruge til at designe med, f.eks. kan vi lave anonyme digitale kontanter (Digital Cash).

    Men det svarer selvfølgelig ikke på, hvornår man må dømme Microsoft for at misbruge en dominerende position på markedet – det er et svært spørgsmål.

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.