Arkiv for februar 2008

Saudi Arabien – mental model

saudi-flag.jpg

Efter at jeg er kommet tilbage fra Saudi Arabien i weekenden har jeg diskuteret landet, Islam, kongefamilien og kvinders stilling med rigtig mange mennesker (danskere), ikke bare på bloggen men også ansigt til ansigt.

Egentlig er vi ikke fundamentalt uenige, men på et punkt undrer danskernes reaktioner mig: Næsten alle jeg taler med, synes fuldstændig enige om at det vi gør i Danmark, på alle punkter er bedre end det, Saudierne gør. Det er faktisk slet ikke til diskussion. Det er bare en sandhed. Det er vores mentale model. Vi har ret og de har uret. Punktum.

Tag fx. styreformen: Danskernes mentale model er at demokratiet altid er bedst for alle lande og til alle tider. Punktum. Sådan tænker “almindelige” Saudier som jeg taler med (ikke kun eliten) ikke: De minder mig om historien. Før Kong Ibn Saud fik samlet kongeriget Saudi Arabien i 1932 var der konstant stammekrige, som udmarvede landet. Men med en blanding af magt og diplomati lykkedes det Kong Saud at standse krigene. Saudi Arabiens “regeringsgrundlag” er fortsat en lang række alliancer mellem forhenværende magthaverfamilier, som fortsat kræver kompromiser på kryds og tværs. Alt under Islams paraply.

Alle jeg har talt med i Saudi er enige om en ting: Uden en stærk kongemagt ville landet simpelt hen gå i opløsning – se bare på Irak, siger de. Demokrati i den nuværende situation ville være selvmord. Kongens udfordring er at gennemføre reformer i et tempo som han kan skabe opbakning til. Og det er alle enige om at han gør. En sagde endda: Forskellen på Saudi Arabien og andre arabiske lande er at vores konge ønsker reformer, men alliancepartnere, imamer og (mange) undersåtter i landet strider imod. I andre arabiske lande er det modsat.

Jeg skal ikke forsvare regeringens (kongefamiliens) måde at styre landet på og jeg skal heller ikke gøre mig klog på de nærmere omstændigheder, men jeg er sikker på at der mere i den sag end blot at lave “cut-and-paste demokrati”, som USA har prøvet at gøre i Irak. Det duer bare ikke i den her kultur. Derfor opfordrer jeg os danskere til at være lidt mere åbne over for at prøve at forstå andres mentale modeller inden vi bare fordømmer det de gør.

Er jeg naiv?

Saudi Arabien – oliepenge til godt formål?

king_abdullah_swedish_king.jpg

Skal man (her spejderbevægelsen) modtage støtte fra personer eller regeringer, som man ikke er politisk enige med?

Det spørgsmål blev jeg konfronteret med da jeg kom ind i bestyrelsen for World Scout Foundation for ti år siden – og det blev rigtigt aktuelt i sidste uge hvor jeg sammen med den svenske konge var på besøg i Saudi Arabien – netop for at rejse penge til internationalt spejderarbejde.

Jeg er ikke enig med regeringen (kongefamilien) om en række spørgsmål, herunder især kvinders stilling i samfundet. Men jeg glæder mig over de ting regeringen gør for at stimulere dialog både internt og eksternt, især dialog mellem muslimer og andre. Spejdere fra Saudi Arabien deltager i jamboreer og andre internationale lejre og slutter venskaber med unge fra andre dele af verden. Og jeg er fuldstændig sikker på at flere penge til udvikling af spejderarbejdet u udviklingslandene gør enorm gavn.

Men på den anden side medvirker vi måske til at legitimere noget vi ikke går ind for?

Min konklusion er at dialog altid er bedre end isolation. Jeg kan ikke forestille mig nogen ret meget bedre brug af oliepenge end til at fremme mellemfolkelig forståelse, som iøvrigt går begge veje. Derfor blev Kong Abdullah bin Abdelaziz optaget som medlem af The Baden-Powell World Fellowship – foreningen af donorer til spejderarbejdet (billedet).

Hvad mener du?

Saudi Arabien – dialog

Dialogmøde

Ægte dialog forudsætter at parterne forstår hinandens tankesæt. Det er ikke en nyhed; Søren Kierkegaard og andre både før og efter ham har udtrykt det samme. Men det stod pludselig lysende klart for mig da jeg i sidste uge diskuterede kontroversielle spørgsmål med mine saudiske værter: Når de fx. argumenterer for at kongedømmet er den rigtige løsning for Saudi Arabien i forhold til vores demokrati så bliver der først tale om ægte dialog når jeg forstår deres tankesæt så godt at jeg kan argumentere for det. Og omvendt, naturligvis.

En af mine værter og kolleger i bestyrelsen for World Scout Foundation, Dr. Faisal Al Muaammar, er direktør for King Abdullah Center for National Dialogue. Formålet er at få forskellige grupper i samfundet til at tale sammen og forstå hinanden og på baggrund af samtalerne komme med forslag til kongen. Over tusinde “ambassadører for dialog” er blevet uddannet og hver år afholdes flere tusinde heldags dialogmøder i alle ender af landet. Hvert år har sit tema, fx. forholdet mellem kvinder og mænd. Hvert år gennemfører centret opinionsundersøgelser som baggrund for at stille de relevante spørgsmål. Det kunne vi godt lære noget af.

Men i vores danske tankesæt vil vi straks spørge om så også Sharia er til debat og hvis ikke, vil vi nok afvise projektet og endnu engang føle os bekræftet i at den måde vi selv gør tingene på, er den rigtige. Det tror jeg er en forkert måde at tænke på: Deres initiativ skal forstås på deres præmisser. I deres kontekst er dialogen faktisk meget positiv fordi den (trods alt) bringer mange vigtige spørgsmål op til debat og bidrager til forståelse mellem kvinder og mænd, unge og gamle, religiøse ledere og civile, land og by.

Så i stedet for at afvise deres nationale dialog som opium for folket synes jeg at vi skulle spørge os selv: Har vi egentlig ikke brug for mere national dialog mellem de forskellige grupper i Danmark og kunne vi ikke lære af Sauderne på det felt?

Saudi Arabien – indtryk

Faisal Al Muaammar og Lars Kolind

I denne uge har jeg været i Riyadh i Saudi Arabien for at rejse penge til internationalt spejderarbejde, dvs. World Scout Foundation, som jeg er formand for. Vi fokuserer på at støtte udvikling af spejderarbejdet i udviklingslandene, dvs. Afrika, Asien og Latinamerika og vi har donorer fra alle dele af verden.

Jeg besøgte en lang række institutioner og potentielle donorer og havde lejlighed til at møde kongen, kronprinsen, en række ministre og erhvervsfolk og så selvfølgelig ganske almindelige spejdere og spejderledere. Det gik heldigvis godt og vi fik gode tilsagn om støtte. Men helt let var det ikke at komme fra Danmark – dette lille land oppe i det kolde nord, som alle her taler om.

I de følgende dage vil jeg dele nogle af mine indtryk. Ikke for at forsvare hverken det ene eller andet synspunkt, men for at inspirere jer der læser bloggen, til at tænke lidt længere end stereotyperne. For dem er der nok af, både i Danmark og i Saudi Arabien.

Fakta: Saudi Arabien har ca 25 M indbyggere, hvoraf formentlig 8-9 millioner er ikke-saudier. Kong Abdullah bin Abdelaziz Al-Saud regerer og lovgivningen er ganske enkelt sharia – hvilket langt fra er så enkelt som det lyder til. Olie er hovedindtægtskilden.

Håber at mange vil læse med – ikke mindst i disse tider…

IKEA People Management

Jeg har haft besøg af HR-direktøren for IKEA, Lars Gejrot. Fik ham til at fortælle halvandet minut om hvad der er vigtigst for IKEA når det drejer sig om “people management”. Her er hvad han sagde:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Er du enig?

Visualisering som ledelsesværktøj

Ved et foredrag, jeg holdt fornylig, tegnede Ole Qvist-Sørensen mit indlæg. Det kalder man visualisering. Hør Ole fortælle hvad meningen er med det:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Hvad siger du?

Udviklingsbistand der rykker

I nogle måneder har jeg udlånt penge til iværksættere i Afrika via www.myc4.com. Jeg startede med at oprette en profil og sætte €200 ind på en konto hos MyC4. Her er der en lang liste over iværksættere i Afrika, der gerne vil have et lån til at starte eller udvide deres forretning. Jeg udlånte mine penge til fire iværksættere og bestemte selv renten, som dog skulle være lavere end det maksimum hver enkelt havde sat. Alle mine lånetilbud blev accepteret og så var jeg spændt på om de månedlige ydelser blev betalt til tiden. Det blev de faktisk! Og nu er jeg allerede i gang med at låne de penge ud, jeg har har fået tilbage, til andre iværksættere - altså plus renterne.

Jeg tror jeg får omkring 10 % i rente og det er OK i betragtning af at der jo også er en risiko for at jeg mister nogle af pengene, hvis iværksætteren ikke kan klare sig. Så meget giver min bank i hvert fald ikke!

Det her er et dansk initiativ! Det er rigtig, rigtig godt skruet sammen og med 3000 långivere fra 62 lande er jeg nu så tryg ved MyC4 at jeg har taget springet og sat 100.000 kr ind på kontoen. Så kan jeg låne penge til 50 eller 100 entreprenører og være med til at få mange virksomheder til at vokse. Vel at mærke med en god chance for at få mine penge tilbage igen med renter!

Hvis du og andre kommer med som långivere i MyC4 (start med et mindre beløb!!!) så er vi med til at udrydde fattigdom – ikke gennem gaver men ved at samarbejde.

Det kalder jeg innovation i udviklingsbistand. Hvad siger du?

Hvorfor 40% flad skat (i Danmark)?

Jørgen Lang Jørgensen skriver en kommentar til foregående blogindlæg, som er så væsentlig at den fortjener en selvstændig diskussion. Han skriver bl.a.:

“Når du Lars Kolind siger, at vi skal gøre vort skattesystem mere konkurrencedygtigt, så har du hidtil ment, at vi skal nedsætte skatten til max. 40% og så er du hermed på linie med folk fra den liberale tænketank Cepos og andre liberalister, som kun ønsker at nedbryde den danske velfærdsmodel.

Få lande, med undtagelse af de nordiske lande, har drevet velfærdsmodellen så vidt som i Danmark. Hvis man sammenligner med USA som jo er et forbillede for Cepos – så er forskellene enormt store ikke mindst når det gælder graden af ulighed i indkomstfordelingen.

Mens danske borgere med lav indkomst alene betaler for velfærden i forhold til indkomst og forbrug så er det helt anderledes i USA. Der slipper de meget velhavende med lave skatter. Til gengæld skal alle familierne, rig og fattig, spare formuer op for at få deres børn ind på gode universiteter.

Det er klart, at det tynger meget hårdere på en lille indkomst end på den store. Derfor står mange millioner amerikanere uden en reel sygeforsikring og arbejdsløshedsforsikring.

Konsekvensen af dit krav om 40% skat vil bevirke en helt ændret samfundsmodel og det vil forårsage, at mange mennesker udstødes og det vil give grobund for en øget polarisering i samfundet.

Så din nytænkning er i modstrid med sig selv.” (forkortet af LK)

Jeg har svært ved at sluge det argument: Et forslag behøver da ikke at være dårligt fordi ens modstander støtter det. Sådan kan man simpelt hen ikke argumentere! Jeg foreslår 40% flad skat (for hele Danmark) fordi jeg ønsker at bevare og forbedre de bedste dele af det danske samfund – ikke fordi jeg ønsker at nedbryde samfundet:

  • Jeg vil gerne skaffe flere skatteindtægter til Danmark – ikke færre. Jeg ønsker at svenskere, tyskere, englændere, amerikanere og andre flytter til Danmark for at arbejde og betale skat. Jeg vil gerne undgå at højtuddannede danskere flygter ud af landet for at spare skat (det var der ved årsskiftet knap 40.000 der havde gjort – og det er rigtig mange milliarder, vi går glip af).
  • Jeg vil gerne (for at sige det populært) tilskynde til at overlægen opererer lidt flere knæ i stedet for at lægge fliser på terrassen. Med en marginalskat på 63 % kan det i dag bedre betale sig for ham at tage fri for at lægge fliser end at blive på sit arbejde og lave en ekstra operation.
  • Jeg vil gerne motivere flere til at arbejde nogle år længere og til at gøre en større indsats mens de arbejder fordi vi mangler folk til at løse alle de arbejdsopgaver der hører til et rigt og velfungerende samfund. Hvis vi vil have folk til at ryge færre cigaretter lægger vi afgift på dem. Hvis vi vil tilskynde folk til at spise mere frugt og grønt skal vi sætte momsen ned på frugt og grønt. På samme måde: Hvis vi ønsker at flere skal arbejde mere, så skal afgiften på arbejde (skatten) sættes ned.
  • Jeg vil gerne lægge skatten om: Jeg kan ikke se hvorfor de penge jeg tjener og derefter sætter ind på min pensionsordning, først skal beskattes efter 10 eller 20 år når jeg tager dem ud igen. De skal da beskattes når jeg tjener dem. Jeg kan ikke forstå hvorfor vi ikke kan lægge større afgifter på energiforbrug, vandforbrug og forurening – herunder CO2 udledning. Og (helt for egen regning) kan jeg ikke forstå hvorfor man kan tjene en million skattefrit på at ens bolig er steget i værdi, men skal betale 63 % i skat af det man tjener ved at arbejde over. Og endelig kan jeg ikke forstå at skattesystemet skal være så kompliceret at revisorer fortsat kan finde smuthuller så mine kolleger med høje indkomster alligevel ikke betaler noget der bare ligner 50 % i skat.

Intet af dette ødelægger vores gode danske samfund. Intet af dette skaber et proletariat som det vi kender fra bl.a. USA. Intet af dette betyder at vi nu skal betale for hospitalsindlæggelse eller universitetsstudier. 

Det største problem når man argumenterer som jeg gør, er at modstandere (og journalister) laver regnestykket: Hvis vi sætter marginalskatten ned til max 40% så sparer direktøren fx 100.000 kr i skat mens kassedamen ikke sparer noget. Og så er den diskussion slut! Men det argument fanger ikke pointen: For de fleste direktører betaler ikke de 63% i skat i dag. De og deres revisorer finder smuthuller så den reelle skat kommer længere ned. Og direktøren rammes af fremrykkelsen af pensionsbeskatningen, fjernelsen af fradrag og forøgelsen af de grønne afgifter. Så totalt set bliver forskellen for de fleste langt mindre. Men fordelen bliver at de der ikke bruger smuthullerne, får en større tilskyndelse til at tjene mere.

Hvad mener du?

Kan nytænkning forenes med politik?

Mens Folketinget diskuterer asylansøgere har jeg i den seneste tid tænkt over hvad de vigtigste opgaver er for politikerne i 2008. Det blev til en liste på fem opgaver:

  1. At gøre vores skattesystem konkurrencedygtigt så de mennesker, hvis arbejde vi skal leve af, har lyst til at bo, arbejde og betale skat i Danmark.
  2. At genskabe arbejdsglæde, motivation og kvalitet i det offentlige så vi kan få opgaverne løst bedre, mere effektivt og med mere tilfredse medarbejdere.
  3. At forny Folkeskolen så den passer bedre til de udfordringer vi har i det 21. århundrede og til de børn der skal gå i den.
  4. At undgå en større polarisering af samfundet, dels ved at vi respekterer folk der er anderledes, og dels ved at vi gør alt hvad der står i vores magt for at få alle borgere med i samfundet; mao. at undgå at mennesker udstødes af samfundet. 
  5. At vi tænker længere frem, især hvad angår udviklingsbistand, energi og miljø og hele den måde samfundet fungerer på, fx. infrastruktur.

De der har læst hvad jeg har skrevet de senere år, ved at dette ikke bare er tomme politiske slagord, men realiteter som vi efter min mening kan gøre noget ved.

Min pointe med dette indlæg er egentlig ikke at argumentere for netop de fem punkter, men at rejse spørgsmålet om sådan en tankegang overhovedet kan forenes med at gøre en aktiv indsats i politik. For havde jeg været et fremtrædende medlem af et politisk parti (det er jeg ikke i øjeblikket – jeg er bare “menig”) så ville pressen straks kunne finde et eller andet ved min udmelding, som kunne siges at være i modstrid med partiets linie. Pressen kunne også ringe rundt til lokalformændene og de ville sikkert have hver deres mening om spørgsmålet og “splittelsen” var åbenbar. Partiledelsen ville være tvunget til at sætte tingene på plads ved at tage afstand fra det jeg sagde. Nu har alle glemt hvad sagen drejede sig om. Det interessante er blevet ”skandalen”.

Er der overhovedet en løsning på det problem udover at undlade at være aktiv i et politisk parti, hvis man vil tale frit? Jeg begynder at tvivle. Og min tvivl blev bekræftet af de mange mails jeg har fået fra folk der læste sidste søndags indlæg i Jyllands Posten: Jeg elsker mit arbejde, men hader firmaet. Havde jeg været politisk aktiv ville pressen og andre have peget på at det jeg skrev, var strammet meget op i forhold til Ny Alliances politik. Nu fik jeg stort set kun saglige kommentarer.

Skal vi bare acceptere vilkårene som de er?

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.