Jeg elsker mit arbejde, men hader mit firma

I går skrev jeg en klumme i JyllandsPosten med den overskrift. Pointen var helt enkelt at vi driver den offentlige sektor på en måde der gør læreren, sygeplejersken og politibetjenten til proletarer i stedet for at behandle dem som de højt kvalificerede viden-medarbejdere, som de reelt er. Og så længe vi vælger økonomer og jurister til at lede Danmark bliver det næppe anderledes. Det var stærk tobak.

Som sædvanlig efter sådan en klumme var min indbakke fuld. Denne gang næsten udelukkende af indlæg fra mennesker, der var enige: Vi har virkelig brug for en ny mental model for den offentlige sektor, hvor fokus bliver hvordan vi kan få tilfredse medarbejdere til at skabe større værdi – i stedet for som nu at presse medarbejderne til at løbe hurtigere ved at udsætte dem for mikrostyring og kontrol – vel at mærke under overskriften “kvalitetsreform”.

Jeg kom til at tænke på hvad der ville være sket, hvis jeg havde skrevet dette og vi havde haft valgkamp nu. Så ville journalisterne have jagtet partitoppen for at få en af dem til at tage afstand fra mine ideer: Det ville sikkert være lykkedes og så havde vi haft endnu en skandale, som fuldstændig ville overskygge forslagets alvor og substans.

Nu har jeg så to valgmuligheder: 1) at lade være med at tænke det utænkelige, følge partilinjen og indstille sig på at kontroversielle synspunkter kan man ikke have som politiker, eller 2) at droppe mit politiske engagement, hvis jeg mener at der er behov for folk der tør tænke det utænkelige – også selvom det er kontroversielt. For jeg tvivler på at der er en tredje vej: At være politiker og sige sin mening.

Hvad mener du?

36 kommentarer til “Jeg elsker mit arbejde, men hader mit firma”

  1. Robert Piil

    Jeg mener at den tredje vej findes. Den findes blot ikke på en måde som kan overbevise et flertal af vælgerne – men skal den det?

    Grunden til at NA fik så stor opbakning i starten tror jeg netop hang sammen med, at vi er mange, som er trætte af at politiske budskaber ikke kan nuanceres, eller at man ikke kan sige noget i en halv sætning og tage forbeholdene i den anden halvdel, uden at sætningen bliver skilt, og man skal forsvare den første halvdel for sig.

    Jeg havde håbet at NA havde mod til at appellere til de vælgere, som godt kan gennemskue mediernes sort/hvide version af virkeligheden, og blot afvise journalisternes idiotspørgsmål med at vælgerne godt kan gennemskue at der blot er tale om et forslag. Den eneste der har vist det mod i folketingsgruppen er svjv. Anders Samuelsen.

    Den taktik kan sikkert virke en kende arrogant på mange, og er helt sikkert ikke en taktik man kan vinde statsministerposter på, men jeg tror det er nødvendigt med en rimelig kontant afvisning af den vej som journalister og politiske kommentatorer mener er den eneste ene. Det har aldrig været let at være den der viser at alle de andre har taget fejl – specielt ikke når alle de andre sidder på (eller er) medierne.

    Hvis jeg skulle tage fejl og der ikke findes en tredje vej, så er der vel blot dit punkt 2) tilbage, for 1) kan da være fuldstændig ligegyldigt.

  2. Jette Jakobsen

    Det var en god overskrift til indlægget. Sådan har jeg haft det i mange år. Hvad nytter det, at vi samler erfaring ude i det virkelige lig, og skal i skole og på kursus igen og igen, men ikke kan bruge det. Vi skal løbe stærkere og stærkere, og kikkes efter i hoved og rumpe, men al det ved vi jo godt.
    Jeg mener at du skal blive ved med at sige din mening, og hvis du orker det blive i politik.
    Jeg er selv blevet spurgt, her efter valget, om ikke jeg vil deltage i praktisk politik. De mener at jeg har mange gode og rigtige meninger, samt er god til at forklare mig.( det var svært med al den ros)det er jeg jo ikke vant til. Jeg har dog stillet som betingelse, at jeg får lov til at beholde mine egne meninger og sige dem. Jeg har heldigvis skrevet dem ned så mange steder, at jeg har kunnet vise dem. De skal ikke “købe katten i sækken”. Så nu må vi se til generalforsamlingen. Jeg kan ikke være en lydig partisoldat.

  3. Henrik Nielsen

    Jeg mener, at siden jeg i 95 skrev et seminar på Handelshøjskolen i Århus om Oticon, spaghetti og papirløstkontor.

    Er du gået fra en guru til klovn. Dog har vi gamle studiekammerater stadig stor sjov ved at sende dine indlæg rundt til hinanden.

    Det startede allerede dengang du prøvede at redde 2M og havde ondt i numsen over at ingen prøvede at hjælpe Michael Mathiensen.

    Jeg tror dit problem kan sidestilles med Riskjærs og Brixtoftes – I har været omgivet af rygklappere, som har nikket og rost jer, uanset hvilke tåbligheder I har udgydet.

    mvh
    Henrik

    Ps. forsæt med dine indlæg, det skaber trodalt stor morskab. Og det har vi alle brug for.

  4. Jette Jakobsen

    Jeg ville selvfølgelig skrive “det virkelige liv” i mit indlæg ovenfor. Det var en tastefejl! Jeg fik en sød bemærkning fra en gammel ven, der mente at så slem er det virkelige liv da ikke? Det mener jeg bestemt heller ikke.

  5. Frank Calberg

    Jeg synes, du er god til at tænke ”out of the box”. Få lidt inspiration til at blive ved med det i denne 1½ minuts video

    Ha’ en fortsat god dag alle sammen.

  6. Jette Jakobsen

    Det var en dejlig video, tænl hvis vi kunne forudsige ting. Så ville livet blive kedeligt..vi må lære at være åbne, men ikke dumme i vores sind. Vi kan også lære af fortiden ( jeg gør aldrig den samme grove fejl to gange). Vi skal følge med tiden.
    Tak for en dejlig video..den vil jeg gemmme.

  7. Frank Calberg

    Jette, jeg håber mange vil blive inspireret af din sætning ovenfor: “Vi skal følge med tiden”.

  8. Mads Kristensen

    Bliv du bare ved med at tænke det utænkelige, men lad være med at beklag dig over behandlingen fra medierne. Slå dig i stedet til tåls med, at den, der ler sidst, ler bedst. Det klæder ingen at tude.

  9. Michael Møller

    Sindsligevægt under tryk. Sådan definerer Ernest Hemmingway begrebet mod iflg. bogen Mænd af mod af en vis John F. Kennedy.
    Bogen er en gennemgang af forskellige politikere, som – ligesom du – holdt fast i deres overbevisning på trods af pres – og nogen gange på trods af, at de ikke blev valgt / ganvalgt.
    Partisoldater, som stemmer mere efter at vinde end efter at gøre det rigtige (Mao kaldte dem “nyttige idioter”), har vi nok af.
    Tak for dit mod, og bliv ved! Sig din mening og tag dit ansvar – det er altså nemmere at tage ansvar for EGEN mening end for andres!
    Det er dejligt at kunne se sig selv i øjnene bagefter uden at blinke.
    Glad hilsen
    Michael

  10. Michael Møller

    PS: I min iver efter at støtte dit politiske mod glemte jeg helt at skrive, at som lærer kan jeg kun være helt enig i dine synspunkter om proletariseringen af medarbejderne i det offentlige.
    Jeg elsker mit arbejde PÅ TRODS AF ministeriet.
    Glad hilsen
    Michael

  11. Claus Christensen

    På den ene side ville det være forfriskende, hvis politikere ville tænke og tale mere frit. Uafhængigt af partilinie, spin og politisk taktik. Men på den anden side giver dette åbenbart for megen forvirring om, hvad partiet står for. Så måske må man gå den lange vej og indefra præge diskussionen i et parti for på den måde at få nye ideer igennem. Det sikrer kontinuiteten, men ikke fornyelsen. Og det er nok de færreste, der har tålmodighed til det.

    Jeg er selv djøf’er og har vel som sådan lov til at beklage djøfiseringen af specielt den offentlige sektor.

    Strukturreformen – som er udtænkt af strukturkommissionen bestående af repræsentanter fra det eksisterende system – har givet magten til tunge bureaukratier i kommunerne spækket med djøf’ere. De kunne skabe mere værdi, hvis de gjorde sig nyttige i private virksomheders økonomiafdelinger.

    Magten bør tilfalde de, der er fagligt uddannede på et område. Det vil skabe kvalitet. Og som jeg ofte tidligere har nævnt, skal den enkelte institution have mere frihed og det skal være lettere at oprette nye institutioner. Det vil skabe mere konkurrence og mere nytænkning i den offentlige sektor.

  12. Jan Sjøstrand

    Som befolkning er vi “underudviklede” (rent mentalt) til åbne politikere og åbne politiske debatter. Vores sind er for uelastiske. At kunne omsætte og bruge bruge de energier der vil være i mere åbne og nuancerede politiske debatter, kræver åbne og nuancerede sind, hvilket vi absolut IKKE besidder som befolkning. Vi er snævertsynede, unuancerede og partipolitiske. Politikerne tør ikke altid sige deres meninger, der går SPIN i debatterne.
    Tænk hvis vi havde et samfund der rent mentalt kunne debatere ærligt åbent og nuanceret uden fare for at blive hængt ud. Politiske systemer er grundlæggende “fjentlige”. Folketinget burde fungere som et team. Det er sammensat af modstandere og de opfører sig tydeligt som sådan. Fogh truer med valg hvis NA ikke retter ind. Jamen Fogh dog, er du egentlig klar over hvad demokrati er for noget?
    Er det i overnesstemmelse med samfundets værdier, at bruge valgpnappen som trussel når Statsministeren møder modstand?

    Politiske diskussioner er gennemsyrede af snævertsyn og egne sandheder. Det er de færeste mennesker der reelt formår at lægge egne synspunkter til side bare et øjeblik, og åbne op for andres, og som befolkning er vi generelt håbløse til det.

    Hvorfor al den fokus på viden? Det er på tiden at vi bevæger os ind i det nye paradigme “færdighedsparadigmet”.
    Lad os udvikle betjenten, pædagogen, sygeplejersken, lægen, sælgeren, økonomichefen etc. fra videnmennsker til færdighedsmenneske. Vi skal fra viden til færdigheder, fra “hvad” til “hvordan”. Et er at vide – et andet er at kunne udføre, og så gøre det.
    Forskellen er eksempelvis, at jeg udemærket godt ved hvordan man sætter skyggelister op, jeg har i øvrigt gjort det mange gange før. Jeg rammer stadig først væggen, så loftet, og så bøjer jeg sømmet. Jeg ved godt hvad jeg skal gøre, jeg kan bare ikke hitte ud af hvordan – det mislykkes i hvert fald.

    Jeg overværede et foredrag med SPIN Michael Christiansen i sidste uge. Han sagde bl.a.: “I Danmark bruger vi 3 uger til at vælge en ny regering, i USA bruger de et helt år til at finde en ny præsident”.

  13. Anni Lomborg

    Hvis vi ikke havde haft paradigmeskift siden Arilds tid, hvordan havde det så set ud i dag? Vi mennesker er kloge, og udvikler os som tiden går.
    Læs i Bibelen side 483 den 8.salme.
    Hvis alt var færdigt ville det blive uudholdeligt at være til.

    Venlig hilsen
    Anni

    NB. hvis statsministeren kommer i mindretal = (mistillidsvotum),skal han ifølge vore demokratiske love, enten gå af, eller trykke på valgknappen. Så vores statsminister “truer ikke” han gør bare opmærksom på demokratiet. :-)

  14. Jens Hartree

    NB. hvis statsministeren kommer i mindretal = (mistillidsvotum),skal han ifølge vore demokratiske love, enten gå af, eller trykke på valgknappen. Så vores statsminister “truer ikke” han gør bare opmærksom på demokratiet. :-)

    Det er simpelthen noget sludder: Der er ingen lighed mellem mindretal og mistillidsvotum. Danmark har sjældent haft flertalsregering, og det er helt normalt at man må komme til enighed henover midten. Det er ren magtarrogance, når Fogh reelt sætter halvdelen af Danmarks stemmer fuldstændig uden for indflydelse.

  15. Thomas Petersen

    Jeg mener at dine forfriskende ideer er fantastiske indslag i den politiske debat. Og at der ikke er plads til dem i NA er en medvirkende grund til at jeg meldte mig ud i denne uge.(Jeg havde svoret at være medlem så længe du var det, men beklager – asylsagen gjorde udslaget)
    Jeg tror ikke det bliver anderledes, -du bliver en belastning for NA med den linie der er valgt nu. Partiet er ikke at sammenligne med det der blev stiftet for snart et år siden.
    Der er INGEN ny alliance!!
    Stort set alle de årsager de fleste havde til at melde sig under NA`s faner er blevet pillet ned en efter en.

    Men generelt forstår jeg ikke at så mange mennesker ikke ser den politiske debat lidt mere nuanceret.
    Alt for mange mennesker er stemmekvæg der falder for de politikere der siger det de gerne vil høre.

    Men jeg tror på at der er grundlag for politikere der siger deres mening og tør stå ved den. Nogle tænkende individer er der trods alt i dette land.

    Så nu venter jeg bare på at du starter et parti så jeg kan melde mig ind der.
    (Eller måske et nyhedsmedie – det er jo dem der i virkligheden bestemmer den politiske dagsorden i landet)

  16. Jette Jakobsen

    Sådan bare lidt for sjov. Det er øvelsen og rutinen vi mangler Jan…i at sætte lister op. Sådan er det med alting, når man kan det, er det ment. Det er nu sjovt at prøve af og til selv, også noget vi ikke er vant til.
    Nu smuttede Gitte Seeberg fra NA. De er heller ikke, hvad de sagde før valget. Jeg kan godt forstå hende. De skulle aldrig så åbenlyst( heller ikke i skjul), have meldt sig ind på blå stue. Det skulle jo have været en stue med mange farver..fra sag til sag.

  17. Jan Sjøstrand

    Et af problemer med Ny Alliance er måske navnet – de burde hedde Nye Alliancer – den andet er statisk og fastlåsende på sindets tankeprocesser

  18. Jan Sjøstrand

    Det kunne være at Fogh skulle skifte sin selvopfattelse som “statsminister”
    ud med en som “teamleder” for de folkevalgte.

  19. Lianne Hansen

    Jeg vil også bar lige sige, at jeg meldte tid,mig ind i NA fordi jeg håbede på, at når du var der med dine Out of the box ideer, så var der håb om at vi kunne være med til at sætte en anden kurs. Det tager men vi skal ikke give op og bare følge de andre, så har det hele været nyttesløst. Jeg siger, som Thomas Petersen, nu venter vi bare på, at du starter dit eget parti.

  20. Thomas Rasmussen

    Jeg var på et tidspunkt selv ansat nogle år i den offentlige sektor men skiftede heldigvis til det private erhvervsliv da jeg sjældent har set så inkompetent og ligegyldig en ledelse som blev praktiseret i det offentlige system. Medarbejderne løb rundt som nogle hovedløse høns da der hverken var mål eller linie i deres arbejde. Hvis man prøvede at tænke lidt helhedsorienteret og komme med forslag til at gøre tingene lidt bedre og mere effektivt fik man bare at vide “at sådan har det altid været”! Af en ledelse som kun har været ansat ved det offentlige og som ikke havde vilje, evner eller rygrad til at tage de nødvendige beslutninger! Der var overhovedet ingen respekt for at det var skatteydernes surt tjente skattekroner man forvaltede! Verdens højeste skattetryk og verdens fhv. dyreste offentlige sektor lyver jo ikke! Hvis så bare kvaliteten var i top kunne man bedre leve med det men alle undersøgelser viser jo at f.eks. sygehusvæsen og uddannelsessystem er dårlige end i andre sammenlignelige lande! De lokale amatørpolitikere har selvfølgelig også et ansvar men deres ambitioner overstiger langt deres evner! Hvis vi skal have rettet op på den offentlige sektor bør man ansætte nogle dygtige købmandsmindede mennesker som også har bevist deres værd i den private sektor!

  21. Anni Lomborg

    Jens Hartree
    Flest stemmer gælder, har jeg lært. Og det er retfærdigt. Det har ikke noget at gøre med magtarrogance. Hvis ikke statsministeren havde fået Na. til at stemme for det fremlagte lovforslag, så var der blevet folketingsvalg igen. Det ønskede NA ikke for så var de røget ud af folketinget. Længe leve demokratiet. For hvis det stod til oppositionen. havde Dansk Folkeparti for længt været sendt ud i kulden. Men det ønsker flertallet af den danske befolkning ikke.

    Venlig hilsen
    Anni

  22. Claus Christensen

    Man kan sige, at Ny Alliance er fanget i flere konflikter:

    1) Konflikten mellem demokratiopfattelser. Flere NA-medlemmer troede, at NA var en ny måde at være parti på, hvor man som medlem kunne få direkte indflydelse og skabe nye ideer.

    Realiteten er, at taktiske manøvrer og satsning på et bestemt borgerligt vælgersegment præger NA.

    2) Indholdsmæssigt er der konflikten mellem at være et protestparti for utilfredse venstre, radikale og måske konservative, der synes, det går for langsomt med personskattelettelserne og et midterparti, der ønsker mere nytænkning på f.eks. folkeskoleområdet og mere gang i grønne investeringer.

    3) Når man ikke har defineret en bestemt ideologi, er der åbenbart lagt op til mange uforudsigelige konflikter, fordi der er for mange forskellige billeder af, hvordan NA’s vision ser ud.

  23. Niels Dixi Rasmussen

    Hvis Ny Alliance skal skifte navn, så kan “Sidste Chance for Revanche” være en mulighed, og så rimer det endog.

    Kunne det næsten gå anderledes, når der bygges på et fundament af smækkende døre?

    Når der så styres efter snudeskaftet og det uheldigvis har spaghetti, hvor andre har ben, så er det ikke spor sjovt med lidt modvind. Så kan man forvirre selv en radikal og sig selv.

  24. Hanne Christensen

    Det er underligt, at du selv opfatter dig så klar i mælet, Lars Kolind. Det gør jeg ikke, – ikke mere. Ikke siden din indmeldelse i NA.

    På den ene side står NA/du for
    - bedre forhold for asylansøgere, herunder at de skal have mulighed for at arbejde
    - de bløde værdier – økonomer og jurister skal ikke sætte dagsordenen for disse (sygehuse, pleje, uddannelse)
    - bedre uddannelse

    På den anden side agiterer I for
    - 40 % skat
    - samarbejde til højre for midten.

    Du stiller økonomi og de bløde sider op imod hinanden på en ulogisk usammenhængende facon. Økonomer og jurister skal ikke bestemme, – og på anden side er en 40 % beskatning danskernes redning, hvilket en økonom vel alene kan forklare ideen i.

    Min vurdering er, at NA døde (- jeg har dømt dem ude), fordi budskaberne diskreperede. Det første budskab var faktisk det, der gav den store befolkningstilslutning. Det andet budskab det, der trak de tungeste politikere, særligt fra højrefløjens ultraliberalister. Desværre udspillede den sidste gruppe den første. Og heldigvis står ultraliberalisterne med en tabersag.

    Tilbage står man nemlig med indtrykket af en flok mandlige bohemer, der gerne vil give lidt almisse til et begrænset antal asylansøgere (men fortsat ikke en menneskelig tilværelse) mod, at de selv til gengæld får milliongevinster i skattelettelser. I efterlader et indtryk af en flok selvoptagne hyklere.

    Projektet kunne have været: En menneskelig politik uden pædagogisk eller socialistisk omklamring. Jeg tror helt klart, at det var det projekt, som tiltrak danskerne. De ønskede ikke socialismen, eller den ’pædagoiske’ (socialdemokratiske) omklamring og middelmådighed. Men de ønskede en human, en menneskelig politik. En politik langt, langt fra den VKO har stået og fortsat står for.

    Imidlertid blev den humane indstilling parkeret hos asylansøgerne – særligt dem med børn. NA havde intet at sige til, hvordan vi i øvrigt behandler vores svageste medborgere. Her overtog NA regeringens mantra, at det handler om at få ledige i arbejde. Plat!

    De fleste langtidsledige er jo syge (nedslidte, depressions-lidende, alkoholikere, narkomaner) eller befinder sig på et uddannelsesmæssigt niveau, så der er meget langt til en arbejdsgiver, der ønsker at ansætte disse. Det er plat at fremture med ’arbejde’ i den situation.

    Hvis dit eget barn led af depressioner, stress eller lignende, ville du så straks sende dit barn til arbejdsprøvning? Eller ville du starte med at få bugt med sygdommen? Svaret skriger jo i luften. Ikke desto mindre vælger regeringen – vel af populistiske årsager – at sende disse syge mennesker i meningsløse arbejdsprøvninger, checke dem i hoved og røv, sikre at de nu endelig ikke får en krone forærende fra en godtroende forælder e.l. – for så skal der så sandelig modregnes i kontanthjælpen.

    Enhver idiot kan regne ud, hvad der sker, når et sygt menneske behandles sådan. Det bliver ikke rask. Og det er lige præcis, hvad man ser. I stedet fattiggør man disse under parolen, det skal kunne betale sig at arbejde. Ud over sygdom, skal disse nu også kæmpe imod en håbløs økonomi. De isoleres socialt, de bures inde i eget hjem – både på grund af sygdom, men også fordi økonomien ikke tillader noget spræl. Det er regeringens medicin. En ordination som NA synes at tilslutte sig. En medicin man aldrig ville tilbyde egne børn, eller skal vil tale virksomhed, så egne ansatte, hvis man skulle gøre sig håb om at se disse velfungerende igen.

    Over 60.000 københavnere har sådanne vilkår. Endnu flere på landsbasis.

    Man ville heller ikke byde sig selv dette. Kunne du tegne en forsikring – ville du så vælge den forsikring, der tilbød økonomisk tryghed og lægehjælp – eller ville du vælge en økonomisk deroute-løsning med krav om arbejdsprøvninger (ofte lægelige uansvarlige) m.m. Vil du vælge den første, humane i første omgang lidt dyrere løsning, eller den sidste discountløsning, der dog i sidste ende ville blive særdeles dyrt, da afløbet (skadestiden hvor de forsikrede forbliver i sygdom) bliver særdeles langstrakt?

    NA vælger discountløsningen. NA kunne lige som med asylpolitikken have peget på den humane, og i længden billigere løsning. Et forsikringsselskab var gået død på discountløsningen – både pga. udgifter ville løbe løbsk, og pga. negativ reklame, da medier og politikere ville stå i kø med kritik om en inhuman adfærd fra forsikringsselskabernes side. (Modsat når samfundet agerer inhumant.)

    Du spørger, om virksomhedsledere ikke kan bruges i politik. Er problemet ikke blot, at virksomhedslederen åbenbart begynder at tænke politisk, fremfor omvendt at påvirke politikere til at tænke som en klog virksomhedsleder?

  25. Jette Jakobsen

    FLOT, KLOGT, RIGTIGT skrevet. Især det med de udsatte, udstødte mennesker, som nu jages…fordi de absolut skal på arbejde. Det tager lang tid at få dem på fode, måske lige så lang tid, som det har taget at få dem ned at ligge. Alting har en årsag, det er bestemt ikke fordi de ikke gider!Det er rigtig nok, de mennesker glemte NA. Jeg prøvede at sige det mange gange…husk nu “de små” og ikke kun skattelettelser til de velstående.

  26. Anni Lomborg

    Kære Lars!

    Jeg tror da virkelig på, at man godt kan være politiker og sige sin mening. Ihvertfald tror jeg også på at politikerne i Dansk Folkeparti siger deres mening, til stor forargelse for mange men dog trods alt også til stor glæde og tilslutning i den danske befolkning.
    Jeg tror NA blev dannet fordi de tre politikere, Anders Samuelsen, Naser Kader og Gitte Seeberg var alt for fokuseret på deres egne ideer, de var rørende enige om at de kunne vælte Dansk Folkeparti af banen. Efter min mening, er det de har fået ud af deres anstrengelser, at de er blevet særdeles utroværdige. Og jeg forstår ikke at der overhovedet er nogen som tilslutter sig den slags “fluer på væggen” ;-) men lad os nu se, det sværeste er dog det “at spå om fremtiden” Jeg kunne læse at der er flere end mig der har foreslået dig at danne dit eget parti. Var det ikke et forsøg værd? Du virker meget troværdig på mig.

    Venlig hilsen
    Anni

  27. Hanne Christensen

    Tak til Jette Jakobsens rosende ord.

    Jeg skal opfordre dig, Lars Kolind, til at komme med et indlæg om, hvordan vi bør behandle de svageste i vores samfund.

    Så vidt jeg ser, fremgår NA’s socialpolitik kun indirekte via NA’s skatteprogram. (Velfærdspolitikken vedrører primært undervisnings- og sundhedssektoren.)

    Af NA’s skattepolitik fremgår, at NA rent faktisk mener, at de 800.000 efterlønnere, førtidspensionister og ledige bør presses i arbejde via yderligere økonomiske incitamenter. D.v.s. lavere overførsler og omvendt større værdi (løn efter skat) af arbejde.

    Nogle af disse 800.000 befinder sig på vej fra et job til et andet (kortidsledige). Disse motiveres selvfølgelig ikke økonomisk af yderligere tiltag, da de jo allerede er motiverede.

    Restgruppen, de langtidsledige består af grupper, der enten er syge og nedslidte eller mangler kvalifikationer. Allerede i dag har man redskaber til at opkvalificere folk (også tvangsopkvalificere, da den økonomiske hjælp ellers ophører).

    Jeg er enig i, at der findes et pænt antal efterlønnere, der reelt godt kunne yde en indsats. Men efterlønsordningen er jo allerede ved at blive udfaset.

    Tilbage står restegruppen.

    Mener du, Lars Kolind, at skattenedsættelse er den bedste medicin over for den resterende gruppe, der reelt består af syge og nedslidte mennesker?

  28. Lars Kolind

    Kommentarerne handler efterhånden ikke meget om den problemstilling jeg rejser i blogposten, men mere om Ny Alliance og min rolle deri. Det er selvfølgelig helt OK og jeg vil gerne svare på en af dem – Hanne Christensens spørgsmål om hvad jeg mener vi skal gøre for samfundets svageste.
    Her kommer en kort version; ved lejlighed skriver jeg en selvstændig blogpost herom:
    Jeg vil arbejde for at alle i samfundet oplever at de bidrager til fællesskabet – altså at så få som muligt bare modtager (overførselsindkomst). For tiden modtager 800.000 mennesker mellem 18 og 66 overførselsindkomst og det tal burde være langt lavere. Det er bedre at arbejde bare 3 timer om ugen og få løn for det end ikke at arbejde. Hvis man ikke kan klare almindeligt lønarbejde, så kan de fleste gøre en frivillig indsats og det er fint for mig.
    Så jeg ville bruge alle midler for at få mennesker i gang med at gøre noget nyttigt og jeg har ingen tabuer i den retning. Min tilgang til det enkelte menneske (der skal i gang) vil være at finde hans eller hendes ressourcer også selvom de er små, og så hjælpe ham eller hende med at bringe dem i spil.
    Det er den “bløde” side af sagen.
    Den “hårde” side er at hvis mennesker der godt kan bidrage på en eller anden måde, ikke ønsker at gøre det i rimeligt omfang, så må de tage konsekvenserne og overleve på et eksistensminimum. Og når der er tvivl vil jeg selvfølgelig i rimeligt omfang lade tvivlen komme den “svage person” til gode. Men udgangspunktet er at alle kan og skal bidrage til fællesskabet, hvis de altså kan.
    Det grundsynspunkt har en lang række praktiske konsekvenser, som der ikke er plads til at uddybe her. Det afgørende for mig er at møde det enkelte menneske med tillid og respekt: Vi går ud fra at du gerne vil være med i fællesskabet og bidrage til det. Opgaven er bare at finde ud af hvordan du bedst kan gøre det.

  29. Lars Kolind

    Også en kort kommentar til 40% skat: Næsten alle fagøkonomer er enige om at marginalskatten kan nedsættes væsentligt uden at vi kommer til at mangle penge til offentlige velfærdsydelser. Vel at mærke hvis man gør nedsættelsen til del af en skatteomlægning, hvor pengene kommer ind på en anden måde. I dag er der 6.000 danskere der bor i Skåne, arbejder i Danmark og betaler svensk skat af det de tjener i Danmark. Sidste år var der 2.000 og til næste år 10.000 (regner jeg med). Hertil kommer alle de svenskere der gør det samme. Næsten ingen danske arbejder i Sverige og betaler skat i Danmark og det forstår jeg godt.
    Omlægning af pensionsbeskatningen, afskaffelse af fradrag og højere grønne afgifter kan fuldt ud finansiere en flad 40% skat i Danmark.
    Alle politikere ved det, men alligevel er emnet tabu.
    Hvornår får vi en saglig debat om dette?

  30. Jette Jakobsen

    Så langt så godt Lars. Det er helt sikkert at langt de fleste “kan noget” og sammen kan vi meget. Langt de fleste vil gerne. Vi skal bare ikke forlange mere end de kan, så bliver det et nederlag til. Der er mennesker som er så langt ude at de ikke har noget sted at sætte et ur til, så de kan komme op og på arbejde. Ikke har penge til en bus, eller passende tøj..måske ikke engang rent. Der skal stor tålmodighed og forståelse til, overfor de mennesker. Langt de fleste vil gerne, men magter det ikke.
    Det med de 40% i skat , har jeg ikke nok forstand på, til at udtale mig om dette. Jeg har dog fået 40% efter fradrag i år..ja og så lige de 8% i arbejdsmarkedsbidrag af bruttolønnen. Så er der lige mit ekstrajob, fordi jeg ikke kan få fuld tid i mit normale job, der betaler jeg jo 48% brutto. Hvor højt kan man egentlig komme op i skattetræk? Jeg har spurgt om det flere gange, men aldrig fået svar.

  31. Hanne Christensen

    Tak for dit hurtige svar, Lars Kolind.

    Jeg kan forstå, du vil oprette en selvstændig blogpost herom. Det ser jeg frem til.

    Jeg har i den anledning følgende spørgsmål, som jeg håber, du vil berøre:

    1) Mit etisk/moralske udgangspunkt er ikke, hvordan min ” syge nabo” kan bidrage til samfundet, men hvordan jeg/samfundet kan hjælpe den syge til at blive rask. Selvfølgelig kan man mene, at det at hjælpe/bidrage er to sider af samme sag, men gælder nu det?

    2) Gælder din 3-timers regel også kortidssyge? En person med influenza, forkølelse, brækket ben, maveonde m.m.

    3) 3 timers arbejde, hvis en syg kan klare dette, skriver du. Men hvornår kan en syg dette? Skal dette overskud måles på, når samtlige eller væsentlige gøremål i den syges hjem er afklaret. F.eks. indkøb, madlavning, tøjvask, have og istandsættelser. Sædvanligt socialt liv og fritidsinteresser er opfyldt, samt de 2-3 timer i sofaen, som mange raske tager dagligt. Eller hvor skal grænsen sættes?

    4) Hvorfor skal en person over 66 år fredes? Ofte er de jo langt raskere, end de yngre syge.

    5) Bør der være forskel på kravene, f.eks. omkring jobfunktioner , om der er tale om

    a. En ung eller ældre person?
    b. Et tidligere postbud, en tidligere direktør, en kendt eller ukendt skuespiller?
    c. Rig eller fattig person?
    d. Hidtidig indkomstniveau?

  32. Claus Christensen

    Måske får vi en saglig debat om skattepolitikken, hvis vi kan slippe for manipulerende retorik som “alle fagøkonomer ved…” og “alle politikere ved det…” og så den vanlige skræmmekampagne om at skatteyderne nu har pakket kufferterne og er på vej ud af landet i et omfang, så økonomien bryder sammen.

  33. Hanne Christensen

    Lars Kolind, danskere, der flytter til Sverige, beskattes i Danmark af lønindkomst indtjent i Danmark. Og omvendt.

    Man kan altså ikke flytte til fx. Malmø og bevare sit job i Danmark for at slippe for dansk indkomstskat.

    Danskere tilrådes samtidig at sælge bolig inden de flytter, da man i Sverige beskattes af gevinsten ved salg af bolig – åbenbart også af salg af bolig i Danmark.

    Man må altså konstatere, at et skattesystem ikke kun kan måles på topskat. Man skal se på samtlige skatteemner, herunder afgifter, sociale ydelser, velfærd osv. for at vurdere den samlede regning.

    Endelig vil jeg mene, at andre faktorer – familie- og arbejdsliv, vejr, kulturliv og politisk klima – for mange vil være mere betydningsfulde faktorer end den simple skatteberegning, når og hvis man overvejer at emigrere.

  34. Kristian Melchior Echwald

    Angående dit oprindelige spørgsmål:

    Gandhi sagde engang: First they ignore you. Then they laugh at you. Then they fight you. Then you win.

    Lige nu er du der, hvor folk ler af dig. Men en dag bryder dine idéer igennem og bliver en del af virkeligheden, for der er allerede mange, der kan se det gode i dem.

    Med den måde, du opstiller dit dilemma på, tror jeg at du har en forkert mental model af, hvad det vil sige at være politiker.

    Du opstiller et dilemma: Kan man være politiker og sige sin mening, og samtidig være medlem af et parti, der har medlemmer med en anden mening?

    Hvis jeg nu skal analysere din mentale model, så er det noget med, at politikere er individer, der i fællesskab i åbne fora, som f.eks. aviser og fjernsyn, drøfter samfundsanliggender, og hvor det mest fornuftige og mest overbevisende argument bliver det, der “vinder”, og dermed bliver den politik, der bliver ført.

    Over for det står den mentale model, som partierne fungerer inden for: Partiet er et firma, hvis varer er politiske ideer, der primært sælges via medierne, og hvis kunder er vælgerne. Partiet har succes, når vælgerne stemmer på det.

    Og mediernes mentale model og forretningsmodel, der bygger på at fortælle historier, ofte ved at opstille modsætninger. En historie om et parti i indre splittelse er nærmest pr. definition en god historie, uanset, hvor meget kød, der er på den – medierne ved, at det er noget, der flytter stemmer, og det giver dermed journalisterne en følelse af magt at puste til disse historier.

    Endelig er der vælgernes mentale model, hvor man foretager en afvejning af ideer, personer, troværdighed og andre faktorer, når man skal stemme. I den mentale model betyder det meget, at man som vælger ved, hvilken politik et parti vil føre.

    Det er på grund af de mentale modeller, at afvigende meninger er så skadelige for partierne, især op til et valg.

    Med andre ord: Hvis du vil spille med på det politiske spil som det nu engang er, betyder det ikke, at du ikke må tænke det utænkelige, men derimod, at du skal sælge dine idéer internt i dit parti først, og ikke før du har fået partiets og ledelsens opbakning til idéen, kan du begynde at agitere for den, bredere. Hvis du ovenikøbet kan få politikere uanset partifarve så meget med på dine ideer, at de gør dem til deres egne, så har du “vundet”.

    Om du bedst arbejder for dine ideer inden for et parti eller udenfor; om du skal stille dig i spidsen for et parti, eller kan nøjes med at være menig; kan jeg ikke vurdere.

    Jeg ville aldrig selv gå ind i politik ved at blive medlem af et parti, fordi man så pr. definition skaber en splittelse mellem sig selv og sit eget parti, og de andre partier, og det ønsker jeg ikke. Og der er jo også mange andre måder, man kan engagere sig i samfundet på.

    Jeg ønsker dig alt muligt godt; det er en god bog, du har lavet, og mange af dine pointer og ideer er gode.

  35. Lars Kolind

    Jeg vil gerne kommentere Hanne Christensens spørgsmål om de svageste: Mit udgangspunkt er lige som dit: Vi skal gøre hvad vi kan for at hjælpe de syge til at blive raske og de svageste til at få et godt liv.
    Men vi har lavet et system sådan at mange folk på overførselsindkomst (fx førtidspension) ikke kan arbejde – heller ikke bare få timer om ugen. Og min erfaring er at verden langtfra er så sort/hvid. Mange vil gerne arbejde, men de får intet ud af det – medmindre de snyder og arbejder sort. Min erfaring er at det betyder meget for ens selvværd og for ens sociale liv, at man deltager i en eller anden form for arbejde, og det er derfor jeg har som ideal at (næsten) alle bidrager på en eller anden måde.

  36. Jette Jakobsen

    Der ramte du plet Lars. På mit arbejde, har vi et lille “beskyttet værksted”, hvor mennesker kan lave flere lidt nemme ting. Samle beslag, pakke poser med søm og andre småting. Vi skal passe meget på at de ikke tjener over et vist beløb ( de tjener kun 7-8 kr i timer og betaler skat af pengene) for så bliver der trukket i deres pension. Det er lidt en skam, for de vil så gerne arbejde. Der er også andre muligheder på værkstedet, sådan mere hobby betonet, men det er det “rigtige arbejde” som tiltaler flest. Beboerne følger meget med, når firmaer ude fra byen, kommer med nyt arbejde, og sætter en ære i at gøre det godt. Her er tale om meget handicappede mennesker, både i krop og hjerne. Det er derfor jeg kan sige “næsten alle kan noget”, sammen kan vi meget. De ville dog ikke kunne fungere hver dag på en arbejdsplads, altså en sædvanlig arbejdsplads. Vi kalder det skam arbejde, men der er dage..hvor det ikke er muligt. Hvis disse mennesker skal lave noget, og det vil mange bestemt gerne. Skal der tages et meget stort hensyn, og det skal kunne betale sig at tjene lidt. Så denne gang er vi helt enig. Det er nu sjovere at lave “rigtig arbejde” end at hækle grydelapper og male på stof, mange af ens vågne timer.Især de ældre og syge mænd, kan ikke fordrage det andet. Heller ikke de kvinder, som har gået på arbejde. Så i fremtiden, vil i se det endnu mere. Håndarbejde på hobbyplan er en ganske god ting, at lave i “fritiden” ikke hele dagen. Der skal være et formål med det. Jeg mødte engang en sød dame højt op i halvfemserne. Tiden faldt hende lidt lang, og personalet foreslog at hun kunne hækle nogle vaskeklude eller grydelapper. Hun blev vred, havde hæklet de grydelapper hun skulle bruge, og desuden brugte vi jo engangsvaskeklude, så det ville hun bestemt ikke. Hun kunne sige fra, men det er ikke alle. Mange sidder trofast med deres tidsfordriv. Måske ville de hellere skrælle kartofler, eller lægge vasketøj sammen. Jeg behøvede ikke at skrive måske, for jeg ved de hellere vil. Det er nemlig rigtig arbejde og nyttige ting.

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.