Hilsen fra Nicaragua
Med jaevne mellemrum besoeger jeg min bror, Peder Kolind, i Nicaragua – saaledes ogsaa i denne uge. Peder har boet i Nicaragua i naesten syv aar og han er en ivaerksaetter ud over det saedvanlige. I denne blogpost skal I hoere om et af hans projekter – mere i de foelgende dage.
Peder driver en institution for fattige boern, Centro Carita Feliz, i Granada, som har godt 100.000 indbyggere. Der er 2.400 boern immatrikuleret, ca 130 medarbejdere og undervisning i jeg tror 40 fag. Om aftenen er der show med sang, musik, dans og anden optraeden og derefter mad til mindst 500 boern. Mottoet er interessant: Buscando Excellencia, hvilket betyder at vi gaar efter at vaere excellente. Og her kan man vaere excellent paa 100 maader: fagligt selvfoelgelig, men ogsaa ved at komme hver gang og til tiden, ved at overholde sine aftaler, ved at goere noget for kammeraterne eller for centret, ved at optraede, ved at holde sit toej flot rent osv. Og beloenningen er kontant: laererne uddeler en saerlig form for penge, Caras, som eleverne kan bruge til at spise paa restaurant med familien soendag aften (skolen er vist byens stoerste restaurant om soendagen), til at koebe sund frokost og til at betale skolepenge i andre skoler. Her kommer familierne altsaa bort fra den donorkultur, der rider Nicaragua og andre u-lande som en mare: Hvis jeg yder en indsats saa faar jeg og min familie noget ud af det! For boernene er det en fuldstaendig revolution at have penge og kunne bruge dem og motivationseffekten er enorm. Laes mere (engelsk/spansk) paa www.caritafeliz.org.
For mig er Carita feliz et fint eksempel paa hvad der kan ske naar en erhvervsmand bruger sin erfaring paa et helt andet omraade end han har erfaring fra. Saa kommer der innovation! DANIDA og utallige andre bistandsorganisationer har set projektet og er stumme af begejstring. Men standardreaktionen er interessant: Det her kan kun lade sig goere fordi det drives af en ildsjael (som selv skriver checken). I vores officielle system kunne det aldrig lade sig goere – og det er sikkert korrekt.
Men er det acceptabelt?
20. januar 2008 kl. 11:56 #
Det er et spændende projekt. For mig at se viser det, at man skal sætte ind på institutionsniveau. Ved at finansiere igangsætning og måske lidt ledelsesmæssig uddannelse får man mere motivation. Motivation hænger sammen med resultater af indsatsen. Når man ser, at en indsats faktisk lønner sig, giver det blod på tanden. Så hvis man indgår samarbejde med lokale om at oprette institutioner, de føler ejerskab for, kan man nå langt – lidt ligesom mikrolån, der lader til at virke. Støtte gennem (korrupte)statslige programmer virker nok ikke. Måske skal man dog også investere i infrastruktur – udover investering i institutioner.
Man kan undre sig over strukturreformen i Danmark, der styrker kommunerne i stedet for mere direkte at støtte de enkelte institutioner – f.eks. de enkelte skoler. Når man som skoleleder har svært ved at afprøve nye tiltag og måske tilmed bliver underkendt af kommunalbestyrelsen, mister man motivationen.
20. januar 2008 kl. 13:31 #
Der er masser af ildsjæle i det offentlige Danmark. De skal belønnes med mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Det skal være lettere at være udviklingsorienteret leder og medarbejder i det offentlige. Jeg kender flere eksempler, hvor både fagforeninger og kommune bakker ildsjælene op. Men i de fleste tilfælde virker ildsjælene som irriterende og forstyrrende elementer i systemet. Men det er dem, der står for forandringsprocesserne, der breder sig som ringe i vandet. Og det gælder vel også i U-landsbistanden. De fleste mennesker er vilde med at se kontante resultater af deres indsats. Det kan være som bedre løn, rosende omtale, konkrete projektresultater eller andre påskønnelser af deres indsats.
20. januar 2008 kl. 17:08 #
@Henrik: Du skriver ovenfor følgende: “Men i de fleste tilfælde virker ildsjælene som irriterende og forstyrrende elementer i systemet.”
Har du mulighed for at uddybe, hvad de dybere liggende grunde er til dét, samt hvad der – helt konkret – skal gøres for at ændre på det?
20. januar 2008 kl. 17:57 #
Jeg tror at jeg ved hvorfor ildsjæle kan komme til at virke irriterende. De vil jo lave noget om, og al gammelt er jo trygt. De kan måske gøre så vil skal arbejde mere og anderledes. De skal jo heller ikke tro de er så kloge. Mange systemer er bygget op, så nye tiltag kommer oppefra og ikke fra de almindelige medarbejdere…det har de altså ikke forstand på??? Måske tror nogle også at ildsjæle mener, at al det bestående er dårligt..altså en slags kritik. Det er ikke rigtig. man laver jo heller ikke en ny bil, bare fordi den gamle model er dårlig, men fordi der er kommet ny viden, eller en smatere metode, måske andre behov.
20. januar 2008 kl. 23:32 #
Om det er acceptabelt eller ej, er for så vidt svært at svare på. I forhold til hvad? I forhold til hvilke værdisæt, er det “vores” (altså vores i denne del af verden, eller i forhold til det omgivende lokalsamfund?
For mig at se, er det vel acceptabelt for de børn og familier, der deltager i programmet, ellers meldte de sig nok ud igen. Et centralt spørgsmål for at kunne forholde sig til dit spørgsmål er vel også, hvem der har mulighed for at deltage i programmet. Der er vel ikke plads eller ressourcer til, at alle, der måtte have behov i lokalområdet, kan deltage?
Ellers er det fra min synsvinkel nok en acceptabel måde at arbejde med en gruppe mennesker på, fordi programmet indeholder en masse elementer, der kan være med til at bryde den sociale arv i det område og for de mennesker. Det er ikke bare almisser, men også langsigtet tænkning (uddannelse, ansvarlighed for sig selv og andre, osv.). Det svarer lidt til overvejelser om virksomheders sociale ansvar (CSR), hvad er det? Det er ikke bare at støtte enkeltprojekter her og der og give noget til velgørenhed (om det så måtte være relativt mange penge). To situationer, der meget godt kan illustrere dette: CSR er ikke, at den rige indiske højkaste person giver sine daglige almisser til de fattige familier fra lavkasten eller fra de kasteløse. Ofte siger man, at det er det sociale system, og det fungerer! Jeg mener, CSR ligger tættere på, at den rige indiske person, ud over at han for en periode endnu giver sine almisser, også arbejder/investerer nogle af sine ressourcer på strukturelle og kulturelle ændringer i systemet, så de kasteløse/lavkasterne kan få en reel mulighed for at komme videre for egen hjælp.
Endeligt er det væsentligt for at det skal være acceptabelt, stadig set med mine øjne, at deltagerne ser sig selv som en integreret del af et samfund, så deres fremgang kan have en positiv indflydelse, ikke bare for dem selv, men også for deres familie og deres lokalsamfund.
21. januar 2008 kl. 16:16 #
Det er jo den amerikanske måde at gøre det på, hvor man koncentrerer sine kræfter og således ser gode resultater på et begrænset område.
Vi hører jo netop om, at den danske bistand har karakter af kontanthjælp, der ligesom den i Danmark, blot passificerer modtagerne, så jeg er helt klart tilhænger af din brors projekt, som også har været vist i TV. Jeg glæder mig til at høre mere :-)
21. januar 2008 kl. 16:28 #
Jeg forstår i øvrigt ikke dit spørgsmål i afstemningen :-) Kan du uddybe, hvad du mener?
21. januar 2008 kl. 18:23 #
Afstemningen spoerger om din mening om foelgende spoergsmaal: Tror du at der er virkelig stort potentiale for innovation i udviklingsbistand? Altsaa, hvis man fx. satte folk som min bror til at udforme projekter baseret paa hans erfaring som erhvervsmand, kunne vi saa faa meget stoerre effekt af de penge, vi bruger? For tiden er dette ikke nogen mulighed for min bror: Han har i mange aar sagt nej tak til offentlige penge paa grund af det bureaukrati der foelger med.
21. januar 2008 kl. 21:06 #
Jeg misforstod spørgsmålet! Er det acceptabelt at det ikke kunne lade sig gøre i det officielle system? – Nej, det er det ikke, men desværre er innovation og bureaukrati ofte modsatrettede. DANIDA har i mange år efterspurgt innovation, specielt i NGO’ers projekter. Men når det så kommer til bedømmelse og godkendelse eller ej, er det oftest de bureaukratiske og gammelkendte kriterier, der bliver benyttet. Og så bliver det innovative aspekt udvandet. F.eks. er det svært at “bevise” langsigtet bæredygtighed af noget innovativt.
Jeg mener, at der godt kunne etableres et bedre innovativt miljø i DANIDA sammenhænge, hvis man turde! Bl.a. ved at få “skævt” tænkende mennesker i spil.
Jeg tror til gengæld, at det er tiden at se på sammenhængen mellem virksomheders sociale ansvar og de muligheder, der er i udviklingslandene for at udnytte innovation til alles fordel. Det er muligt at gøre en privat indsats med andre spilleregler end dem fra verdens “officielle” donorsamfund. Jeg vil udvikle på det!
22. januar 2008 kl. 13:36 #
Tak. Det var derfor jeg var i tvivl om, hvad der menes, og så er sådan en afstemning jo intet værd :-) Nu har jeg da mulighed for at svare kvalificeret :-)