Tak, for din hilsen! Ind til videre går det godt med min datter, men nu er hun nødt til at holde pause et par dage for at komme sig oven på det massive stressangreb.
Interessant nok har vi observeret, at hvis hun skynder sig at gå en tur, når hun mærker den mindste frustration og rysten i kroppen, samme symptomer som ved for lavt blodsukker, kan hun undgå et panikanfald, hvor hjernen koger over, og hun er parat til at opgive alt.

Hun reagerer, som også jeg, kraftigt på stress, fordi hun er “særligt sensitiv” (highly sensitive), hvilket defineres af et ekstra udviklet nervesystem, både fysisk og psykisk.
Man kan bl.a. læse om det på nettet på hsperson.com

Det menes, at 15-20 % af alle mennesker er sådan indrettet, og det er en forholdsvis ny opdagelse gjort af en amerikansk psykolog, Elaine Aron.

Alt opleves så intenst, at man uhyre let overvældes: samvær med andre mennesker og især dem, der har det dårligt psykisk, da man også opfanger alle vibrationer fra andre, rejser hvor alt nyt overvælder én, lyde, synsindtryk, osv.osv., og man påvirkes undertiden så kraftigt, at man udvikler en form for PTSD (posttraumatisk stress disorder).
På grund af gentagne mobberier gennem livet er det tilfældet for mig.

Til gengæld giver den store følsomhed også mange glæder.

Spændingen ved at skrive hér på nettet er til tider meget anstrengende for mig, men samtidig er muligheden for at blive hørt/set/forstået også så tillokkende og udviklende, at jeg overvinder mig selv og skriver.

At ytre sig til møder med flere mennesker tilstede har nogle gange bevirket, at min stemme ganske enkelt strejkede, hvilket var så pinligt, at jeg stort set afholder mig fra det.
Så er det bedre at ytre sig hér på bloggen.

Smilekampagnen venter lidt.

De venligste hilsner fra Lisbet

Jeg tror også på, at vi selv bestemmer, om vi skal ha´ det godt eller dårligt, idag, men da jeg i sin tid var nødt til at opgive: en mulighed for at tjene penge, føle mig til gavn for samfundet og min familie, samt få den prestige, der er forbundet med at have et arbejde og sørge for sig selv, følte jeg bestemt, at jeg følte, tænkte og handlede godt og derfor havde “fortjent” større “belønning”.

Idéen om selv at styre sit liv, ja, mere end det, er svær at sælge til alle, faktisk føles den som en hån for nogle. Men helt klart, det er vigtigt at bevare den positive udgangsposition.

Jeg kan anbefale at læse “Hemmeligheden” af Rhonda Byrne, samt naturligvis alle Dalai Lhamas bøger.

Og dette bringer mig tilbage til bloggens udgangspunkt: virksomheder med mening.

For kort tid siden nævnte jeg på en anden blog, at jeg via bloggene havde fået inspiration til at bruge mine opfinder/kunstneriske talenter til gavn for både mig selv og andre, og mere konkret handler mine tanker om at skabe en virksomhed, der i første omgang ud fra mine prototyper (keramik, oliekridtstegninger, strik) fremstiller kunsthåndværk (i stil med den kgl. porcelænsfabrik), senere hvis det ønskes, ud fra de enkelte “kunstneres” egne idéer.

Det nyeste i min idé er, at de, der ansættes, skal være mennesker, der i forvejen har vanskeligheder med at finde et job, fx. “indvandrerkvinder”, kontanthjælpsmodtagere eller unge uden interesse/evner for at tage en boglig uddannelse, samt at virksomheden skal være sammenkoblet med en “Fremtidens skole”, være en del af denne og med til at opretholde den økonomisk.

Hvem vil være med til at arbejde videre på og realisere denne idé?

Det bør tilføjes, at mine “produkter” efter egen og venners vurdering er af høj kvalitet og uden tvivl er salgbare, men evt. interesserede i projektet er selvfølgelig nødt til at sikre sig herom ved selvsyn.

Men som sagt er mit mål at: skabe en virksomhed til gavn for mennesker med vanskeligheder, bedre integrationen af “nye” danskere, være med til at realisere en Fremtidens skole til gavn for alle børn og Danmark, bringe mere prestige til det at bruge hænderne, udnytte mig selv og andre kunstneriske mennesker bedre.

Nu har jeg desværre travlt igen og må løbe.

Bedste hilsner Lisbet

Hvis kirken var min virksomhed – ville jeg sørge for at kirken blev rammen om livet, som det leves, det vil sige:

fjerne det dystre og selvhøjtidelige fra kirkens rum og dermed gøre kirken til en del af livet på godt og ondt blandt andet ved

* at gøre kirken til en partner i udviklingen af lokalområdet f.eks. ved at indgå som en del at den naturlige kulturhistoriske fortælling i lokalområdet for folk på besøg, som turister eller bosætter i området,
*at kirken blev en del af det, at skabe netværk for enlige, tilflyttere eller være spydspids for rummeligheden ved at skabe sociale netværk for folk på kant af samfundet eller arbejdsmarkedet,
*at den kirkelige historiefortælling tog udgangspunkt i de lokale, regionale eller nationale udfordringer og at der efterfølgende var mulighed for en styret debat og fordybelse uden formanende ord,
*at der indenfor kirkens fredelige rammer og rum blev gjort plads til livet, som det leves, blandt med områder til fordybelse og opnåelse af indre ro eller til en fredelig søndagstur,
*at kirken blev innovator indenfor det at leve livet, blandt ved at lære andre om det at have værdier, at skabe værdier for sig selv eller andre, at være medvirkende til at skabe nye tidssvarende værdier, eller at lære andre det at kommunikere et budskab eller at danne sig.

Men kirken er ikke min virksomhed, og jeg er kun en kunde, hvor savnet af kirken, hvis den lukkede i dag med stor sandsynlighed ikke var større end savnet af den tabte krone, jeg aldrig fik samlet op, hvilket stadig ærgre mig.

Jeg har lige en kort stund tilovers, går ind på Lars´ blog og ser, ikke til min overraskelse, at endnu et spændende emne er på banen.
Selv om jeg er dødtræt, er jeg nødt til at give mit besyv med.

Måske mest til Jette, for det virker som om du, Jette, har nogle forestillinger om, at visse mennesker har det hårdere end andre, dem uden den store boglige uddannelse, der knokler med fysikken osv, i møgjobs.

Jeg er tandlæge med en 5 årig praktisk/boglig uddannelse, fra 8 til 5 hver dag foruden studier i weekender og ferier. Jeg har arbejdet som børnetandlæge i 12 år, og jeg kan godt love for, at jeg var brugt, når jeg gik hjem hver eftermiddag, selv om jeg fil alle til at tro, at det var den rene leg.

Fysisk var det hårdt for ryg og hals og hoved, man sidder jo helt skævt og spænder, for en pludselig bevægelse hos barnet kan få slemme konsekvenser med en boremaskine ud i kinden, op i ganen eller ind i tungen.
Armene foretager overvejende statiske bevægelser i en løftet stilling, hvilket er meget trættende og blokerer blodomløbet til hoved of hals med smerter til følge, for slet ikke at tale om den psykiske udmattelse ved dagligt at skulle hindre børn i at blive kede af at få foretaget meget ubehagelige og til tider smertefulde transaktioner.

Lønnen var egentlig pæn, men når skatten var betalt fik jeg næsten det samme udbetalt som klinikassistenten, der jo blot skulle hjælpe til og slap helt for ansvar og hoved-, ryg- og skulderpine.

Dertil kom, at jeg også havde det dårligt længe efter, jeg var kommet hjem, for det er ekstremt ubehageligt, når man som jeg holder meget af børn,at gøre noget ved dem, som de kunne blive kede af. Og det lykkedes mig faktisk med sang og sjov og ballade at få børnene til at glæde sig til at komme til tandlægen.

Det var et møgjob!

Heller ingen mulighed for at være kreativ ud over at finde på måder at få afledt børnene på.

Så foretrækker jeg det job, jeg havde for 6 år siden på kræftafdelingen på Odense Universitetshospital med at finde journaler frem til læger og lægesekretærer, selv om det også var uhyre fysisk anstrengende og bestemt langt fra var vellønnet eller prestigefyldt.

Men alligevel var der en slange i paradiset, for da én af sygeplejerskerne havde fået udbasuneret, at jeg var tandlæge, begyndte nogle af de andre ansatte at se skævt til mig, og fordi jeg greb det trivielle arbejde an på min egen måde, så det blev sjovt og mere effektivt, og jeg fik ros herfor, begyndte de at mobbe mig, og det orkede jeg ikke at stå model til.

Men arbejdet i sig selv formåede jeg at gøre interessant med lidt positiv og kreativ tænkning, til trods for det fysiske. Det kan også være tilfredsstillende at være brugt kropsligt, hvis blot musklerne kan klare mosten hed ad vejen.

Nå, nu skal I slippe for mere jammer fra min side.

Bedste hilsner fra Lisbet.
PS. Smilekampagnen hviler lige for tiden; jeg er nødt til at være støttepædagog for min yngste datter, mens hun skriver sin første skriftlige opgave på universitetet. Hun har nogle psykiske blokeringer over for at bruge sin hjernen så meget, som hendes potentiale kræver, så det er også hårdt arbejde for både hende og mig,