Kolind Kuren

Vil du se nogle fotos fra min brors projekter i Nicaragua, så gå ind på www.flickr.com og søg på “carita feliz” eller “villas Sonja”.

Mere info på www.caritafeliz.org eller www.granadacollection.org. Villas Sonja har ikke endnu egen webside, men du finder lidt yderligere information på Carita Feliz side. 

God fornøjelse.

I går skrev jeg en klumme i JyllandsPosten med den overskrift. Pointen var helt enkelt at vi driver den offentlige sektor på en måde der gør læreren, sygeplejersken og politibetjenten til proletarer i stedet for at behandle dem som de højt kvalificerede viden-medarbejdere, som de reelt er. Og så længe vi vælger økonomer og jurister til at lede Danmark bliver det næppe anderledes. Det var stærk tobak.

Som sædvanlig efter sådan en klumme var min indbakke fuld. Denne gang næsten udelukkende af indlæg fra mennesker, der var enige: Vi har virkelig brug for en ny mental model for den offentlige sektor, hvor fokus bliver hvordan vi kan få tilfredse medarbejdere til at skabe større værdi – i stedet for som nu at presse medarbejderne til at løbe hurtigere ved at udsætte dem for mikrostyring og kontrol – vel at mærke under overskriften “kvalitetsreform”.

Jeg kom til at tænke på hvad der ville være sket, hvis jeg havde skrevet dette og vi havde haft valgkamp nu. Så ville journalisterne have jagtet partitoppen for at få en af dem til at tage afstand fra mine ideer: Det ville sikkert være lykkedes og så havde vi haft endnu en skandale, som fuldstændig ville overskygge forslagets alvor og substans.

Nu har jeg så to valgmuligheder: 1) at lade være med at tænke det utænkelige, følge partilinjen og indstille sig på at kontroversielle synspunkter kan man ikke have som politiker, eller 2) at droppe mit politiske engagement, hvis jeg mener at der er behov for folk der tør tænke det utænkelige – også selvom det er kontroversielt. For jeg tvivler på at der er en tredje vej: At være politiker og sige sin mening.

Hvad mener du?

Naar jeg ser hvad der kommer ud af min brors arbejde her, spoerger jeg mig selv om der ikke er brug for en helt ny tankegang i udviklingsbistand. Ikke noget officielt forslag fra Ny Alliance (det er jeg noedt til at skrive for at undgaa at pressen ringer til partiledelsen for at fremprovokere endnu en skandale), men som en utaenkelig tanke til overvejelse fra en storbytosse helt ude fra skovene nord for Braedstrup (dog pt. i Nicaragua!).

Vores mentale model goer bl.a. a. statslig bistand til noget som en statsinstitution goer med alt hvad det medfoerer af bueaukrati, overenskomster, rettigheder, Rigsrevision og hvad ved jeg. Jeg tror faktisk at 80 eller 90 % af pengene gaar til spilde naar jeg sammenligner med hvad min bror kan faa for omkring en million kr. pr. aar. Det ville koste en statslig bistandsorganisation 20 millioner at goere det samme og jeg er ikke engang sikker paa at det ville virke lige saa godt.

For mere inspiration: Besoeg www.caritafeliz.org og www.granadacollection.org  og baer over med at det meste er paa spansk. Der er danske haender bag…

Jeg gaar ind for at vi bruger flere penge til udviklingsbistand – ikke at vi skaerer ned. Men er det fuldstaendig vanvittigt at taenke det utaenkelige (et saakaldt tankeeksperiment) og forestille sig at vi kunne bruge pengene fem gange saa godt?

Et tredje projekt, som min bror har i gang med mig paa sidelinien, er Villas Sonja – et nyt koncept for hvordan mennesker kan komme ud af fattigdomskulturen.

Naar du ankommer til Villas Sonja 3 km uden fra Granada i Nicaragua, oplever du en oase: Et lille butikscenter med 12 butikker og en politistation omkring en plads med skyggefulde traeer og indgang til noget bagved der ligner en park. Men du kan ikke umiddelbart komme ind i parken hvor beboerne bor i 100 smaa huse omkring et groent omraade med forskellige sportsbaner, boernehave og et stort faelleshus. Her er nemlig vagter paa og det er det eneste sted i Nicaragua, hvor fattige mennesker er beskyttet – normal passer vagterne jo paa de rige. Inden for hegnet er man i en anden verden. Intet affald. Ingen grise og hoens der gaar rundt imellem snavsede boern. Men til gengaeld smaa haver med masser af blomster i alle farver under skyggefulde traeer. Du hoerer lyden fra fjernsynet, men ikke skruet tilnaermelsesvis saa hoejt op som det er standard her i landet. Man skal nemlig vise hensyn til naboen i Villas Sonja.

Af de 100 huse er 95 udlejede, mens fem staar tomme. “Riservado” staar der. Til hvem? Jo husene staar klar til kvinder, som er blevet mishandlet, og som flygter med boernene fra familien. Regel nummer et her i Villas Sonja er nemlig at man ikke maa taeske sin kone. Og nummer to er at man ikke maa misbruge boernene (seksuelt). Begge dele er nemlig standard her. Og hvis man bryder reglerne saa bliver man smidt paa porten. Nul tolerance. Det virker. Indtil videre er kun to familier (maend) blevet smidt ud.

Man skulle tro at dette koster en formue, men det koster faktisk praecis det samme som de store bistandsorganisationer bruger pr. hus til at bygge det man kalder low-cost housing – uendelige raekker af betonkasser uden faellesfaciliteter og udenomsplads.

Villas Sonja goer op med fattigdomskulturen, for her faar familien ikke et hus foraerende – de faar mulighed for at leje huset billigt. Det kraever at man har arbejde, og hvis ikke man kan skaffe sig det, saa kan man arbejde i Villas Sonja, fx som havemand, vagt eller butiksbestyrer. Og hvis man har job, bolig og deltager i bydelens mange sociale aktiviteter er man ikke mere paa b-holdet. Og det var jo meningen.

Villas Sonja er ikke bistand – det er en forretning. Og de tyve medarbejdere har en staerk interesse i at byen stadig er det mest attraktive sted at bo – ellers mister de jo deres jobs. Virksomheder der giver overskud, lever. Gaver bliver glemt naar skiltet med donorens navn er raadnet bort.

Der er rum for forbedring i udviklingsbistand. Og jeg tror at innovation er loesningen. Hvad siger du?

Et andet af min brors projekter her i Nicaragua er et kulturcenter med fokus paa pre-columbiansk keramik, altsaa den keramik de lavede her i landet foer Columbus kom omkring aar 1500.

Museet har verdens stoerste samling paa over 5.000 stykker og den huses i et klassisk byhus paa hele 1600 m2. Museet er netop blevet haedret som Nicaraguas bedste og besoegstallet er oppe paa ca 500 pr uge, hvilket er meget hoejt her i landet. Museet har efterhaanden overtaget den registrering af kulturarven, som Kulturministeriet burde lave, men som er prioriteret lavt. Et virtuelt museum, www.granadacollection.org, har nu 10.000 fotos af keramikken i super kvalitet, og det betyder at Nicaraguas kulturarv nu er til raadighed for resten af verden. Gaa direkte til samlingen paa http://www.granadacollection.org/Visita1.htm

Dansk initiativ. Privat initiativ. Innovation i udviklingsbistand. Besoeg websiden, som indtil videre kun er paa spansk (men fotos kan vi alle kigge paa) og lad mig hoere din reaktion.

Med jaevne mellemrum besoeger jeg min bror, Peder Kolind, i Nicaragua – saaledes ogsaa i denne uge. Peder har boet i Nicaragua i naesten syv aar og han er en ivaerksaetter ud over det saedvanlige. I denne blogpost skal I hoere om et af hans projekter – mere i de foelgende dage.

Peder driver en institution for fattige boern, Centro Carita Feliz, i Granada, som har godt 100.000 indbyggere. Der er 2.400 boern immatrikuleret, ca 130 medarbejdere og undervisning i jeg tror 40 fag. Om aftenen er der show med sang, musik, dans og anden optraeden og derefter mad til mindst 500 boern. Mottoet er interessant: Buscando Excellencia, hvilket betyder at vi gaar efter at vaere excellente. Og her kan man vaere excellent paa 100 maader: fagligt selvfoelgelig, men ogsaa ved at komme hver gang og til tiden, ved at overholde sine aftaler, ved at goere noget for kammeraterne eller for centret, ved at optraede, ved at holde sit toej flot rent osv. Og beloenningen er kontant: laererne uddeler en saerlig form for penge, Caras, som eleverne kan bruge til at spise paa restaurant med familien soendag aften (skolen er vist byens stoerste restaurant om soendagen), til at koebe sund frokost og til at betale skolepenge i andre skoler. Her kommer familierne altsaa bort fra den donorkultur, der rider Nicaragua og andre u-lande som en mare: Hvis jeg yder en indsats saa faar jeg og min familie noget ud af det! For boernene er det en fuldstaendig revolution at have penge og kunne bruge dem og motivationseffekten er enorm. Laes mere (engelsk/spansk) paa www.caritafeliz.org.

For mig er Carita feliz et fint eksempel paa hvad der kan ske naar en erhvervsmand bruger sin erfaring paa et helt andet omraade end han har erfaring fra. Saa kommer der innovation! DANIDA og utallige andre bistandsorganisationer har set projektet og er stumme af begejstring. Men standardreaktionen er interessant: Det her kan kun lade sig goere fordi det drives af en ildsjael (som selv skriver checken). I vores officielle system kunne det aldrig lade sig goere – og det er sikkert korrekt.

Men er det acceptabelt?

Her på bloggen har der været en kommentar til posten “Danmark på Hovedet”, der handlede som sundhed. Den foreslog bl.a. at dagligvareforretningerne skulle lade være med at sætte de søde sager lige op og ned af det sted hvor kunderne venter foran kassen.

Det er et godt forslag, men det skal vi ikke regne med bliver gennemført fordi ingen dagligvarekæde endnu har sat sig på nichen “sund livsstil”. Discount butikkerne er billigere (det er trods alt en mening der er til at ta og føle på) og ISO og Irma reklamerer med at de har de varer man ikke kan købe andre steder.

Hvis jeg drev en dagligvare kæde ville jeg alvorligt overveje at give den en mening: at inspirere danskerne til at leve bedre og sundere. Du er hvad du spiser og hvorfor er det et mål i sig selv at vi skal bruge så få penge som muligt på fødevarer? Vi burde tværtimod bruge flere penge på sundere, friskere og bedre fødevarer. Hvis kæden solgte varer der var bedre end dem man kunne få andre steder ville den få en helt særlig profil – og mange kunder.

Hvem tør?

Anna Ostenfeldt Jespersen skrev i dag en kommentar på bloggen som efter min mening er så væsentlig at den fortjener at blive læst af flere og forhåbentlig også at blive kommenteret af flere. Anna skriver (let redigeret):

Jeg er lærer, glad for at undervise, elsker at være sammen med børn og unge, men på vej væk fra folkeskolen, da rammerne og tænkningen der, er alt for smalle og uden vissioner. Jeg vil nytænke, være innovativ og udfordres meget mere end den tunge skude, folkeskolen, kan. Om jeg har forsøgt? JA – i ti år!! Jeg har elsket at undervise, elsket at arbejde med det mest livsbekræftende, impulsive, sjove, kloge materiale jeg kan forestille mig – børn. Jeg har set deres forventningsfulde blikke første skoledag, og set hvordan de langsomt blev mere og mere trætte. Hvor står den naturlov beskrevet, som siger, at børn pr. definition skal blive mere og mere trætte af at gå i skole jo ældre de bliver????
Debatten omkring folkeskolen er jeg ved at være temmelig træt af – synes der bliver pillet i små forskellige områder af sagen, men ikke der hvor der skal graves, nemlig at gå i metaposition på selve folkeskolen og turde se, at institutionen er forældet og helt ude af trit med hvad børn og unge – og samfundet har brug for i dag.
Jeg er egentlig fuldstændig ligeglad med om jeg skal skrive elevplaner og andet- eller om det er folk fra det private, der skal få skuden på ret køl – skuden skal ikke på ret køl – den skal til ophug!!!
Der skal tænkes helt nyt, OG der skal ikke tænkes i en ny institution, der skal tænkes i spændende vifte af forskellige læringssteder – med forskellige læringsstile. Læringsstederne skal have deres egen profil – om man så skal flytte for at få sine børn i den skole man synes om? JA. Vi flytter rask væk til en bedre arbejdsplads, skulle vi så ikke flytte for at det mest dyrebare vi har – VORES BØRN, skulle være en rart sted, hvor de udviklede sig til glade innovative mennesker for hvem læring var en ressource, de havde med sig resten af livet? Måske kunne det blive læringsstederne, der fik ændret på demografien og væksten!!!Om vi på den måde kunne sikre os at børn lærer de basale færdigheder (som også skulle kigges efter i sømmene)? Der er intet lettere end at teste børn i basale færdigheder, men at bevare smilet og glæden ved at lære, er den ultimative kunst.
Og mon ikke sygefraværet blandt underviserne ville falde, hvis det at være underviser, var en udfordring, som bar frugt, og hvor underviseren også havde sig selv og sin egen læringsstil på plads, og kunne være stolt af sin faglighed, kende sit pædagogiske ståsted og argumentere for den? Hvorfor er det mon, at vi er ca 65000 lærere, og at vi finder os i de forhold vi blvier budt i dag? Vi har ikke den nødvendige faglige stolthed og har ikke altid ord for hvorfor vi underviser som vi gør – derfor.
Om de læringssteder kunne rumme de fagligt svage børn? Hvem er det der har opfundet det begreb? Et system måske, som i årevis har forventet at børn skulle passe ind i en bestemt vurderingsskala? Ingen børn er svage – det er vores forventninger til dem, de ikke kan leve op til.
Her i Danmark har vi så mange smukke steder og bygninger, hvor mindre skoler sagtens kunne holde til – lad det dyrebarste vi har, opleve æstetik, kunst, arkitektur og ikke mindst – glade imødekommende voksne, der giver vores børn tro på deres egne evner!!

Nu venter jeg bare på din kommentar…

Her på bloggen har mange henvist til Gentofte Kommunes skoleudviklingsprojekt, SKUB, hvis mest markante element nok er den nybyggede hellerup Skole.

Her er en lille video der fortæller om indtryk fra skolen. Jeg har besøgt den flere gange og ville ønske at alle der interesserer sig for emnet kunne gøre det samme. Det er tankevækkende.

Flere gode videoer om SKUB og skoleudvikling finder du på youtube kanalen nielsloop. Ophavsmanden er Jens Guldbaek, hvis webside er et besøg værd: www.loop.bz

Til inspiration!

Her en grå søndag morgen i januar blev jeg opmærksom på denne youtube video, som med sædvanlig engelsk humor forklarer hvad bankkrisen går ud på:

http://www.youtube.com/watch?v=SJ_qK4g6ntM

Hvis du ikke er helt inde i hvad bankkrisen går ud på, kan denne helt korte forklaring måske hjælpe:

I USA er markedet for boliglån meget forskelligt fra det vi kender i Danmark. Vi er vant til at kreditforeningen der giver lånet, vurderer om sikkerheden er i orden og lader være med at låne flere penge ud end den er meget sikker på at kunne få tilbage. Sådan er det ikke i USA. Der sælges lån af folk, som er på 100% provision og som ikke har nogen særlig interesse i om folk kan betale pengene tilbage eller ej bortset fra de første 12 eller 24 måneder. Det er imidlertid let at sikre sig at husejerne gør idet man blot låner husejeren mere end han har brug for, og så hensætter de ekstra penge til betaling af fx de første fire ydelser på lånet. Renten er høj, men det bekymrer husejeren sig ikke om – bare han får pengene her og nu. Når så lånet er tegnet bliver det kombineret med tusindvis af andre lån i et såkaldt “SIV – structured Investment Vehicle” som de der har solgt lånene så tilbyder fx en japansk pensionskasse eller en britisk bank (Northern Rock) at investere i. Porteføljemanageren i pensionskassen eller banken er begejstret for renten er høj, og så får han en højere bonus. Og for at det hele skal se endnu sikrere ud yder en europæisk bank (dansk bank!) en garanti mod tab, naturligvis også mod provision. På papiret tjener alle penge på dette cirkus, som kaldes “sub-prime markedet”. Hvem er involveret? De største og mest anerkendte banker i verden, så ingen bekymrer sig om at undersøge de realiterer der ligger bag. Navnet borger for kvaliteten.

På et tidspunkt når bonuser og provisioner er udbetalt til de involverede finansfolk og portefølje managers begynder problemerne at komme fordi husejerne ikke kan betale deres renter og afdrag. Da deres huse samtidig er faldet i værdi, hjælper tvangsauktioner ikke meget. Nu får banken et problem og så bliver sparerne nervøse for deres penge – kan du huske køerne foran Northern Rock’s filialer?

Så griber staten ind (vores alles penge) og støtter banken for at undgå en finanskrise og på den måde kan grådigheden fortsætte.

Jeg synes at videoen på en morsom måde illustrerer denne proces.

PS: Jeg investerer mine penge i aktier i solide og vel ledede danske erhvervsvirksomheder som William Demant, A.P. Møller og  Bang & Olufsen…