Tak for i år – og godt nytår!

Tak for årets mange gode kommentarer her på bloggen; inspirerende, tankevækkende, provokerende og overraskende. Enkelte har været destruktíve og under pseudonym – dem vælger jeg indtil videre at ignorere; bliver der for mange af dem ender de i spamfiltret.

I begyndelsen af året skrev jeg indlæg fra Galathea 3 omkring Antarktis; senere diskuterede vi Folkeskole i flere omgange og andre aktuelle emner inden for ledelse og samfundsudvikling. Bloggen fik en drejning i efteråret hvor politik fik hovedvægten og nu er vi tilbage ved ledelse som omdrejningspunkt for at bidrage til “en bedre verden”. På den måde har bloggen afspejlet de ting jeg er mest optaget af. Jeg opfatter ikke bloggen som en dagbog, men et forum hvor du og jeg (og alle de andre der har lyst) kan blive klogere i fællesskab om de emner der optager os. En blog som denne bliver et spændende krydsfelt hvor de emner jeg er optaget af, bliver bearbejdet af jer som læser bloggen, på baggrund af en samfundsudvikling vi alle er del af.

Havde vi i 1997 forsøgt at beskrive et sådant fænomen, ville folk tro at vi var de rene fantaster. Det ville have lydt helt absurd i en verden hvor medier enten kunne være trykte eller elektroniske, men aldrig interaktive i væsentligt omfang. Og her i 2007, ti år senere, har 136.000 mennesker besøgt bloggen, set 362.000 sider og skrevet langt over tusinde kommentarer - mange i et lille sprogområde som det danske. Det synes jeg er fascinerende.

Jeg er blevet lidt mere forsigtig med hvad jeg skriver på bloggen fordi mange journalister citerer fra bloggen (det er jeg iøvrigt glad for!). Da jeg i min iver for at forklare hvad dynamiske effekter af en ændring af skattesatsen på arbejde gik ud på, foreslog jeg i en blogpost det tankeeksperiment at en lav skat alene gjaldt for Fyn og argumenterede for at jyderne i så fald ville flytte dertil – og det er netop hvad man forstår ved dynamiske effekter. Det blev lynhurtigt til at jeg ville gøre forskel på fynboer og resten af danskerne og hele Danmark blev forarget. Alle glemte de dynamiske effekter som hele Danmark kunne få – og det var jo det der var pointen. Nå, den misforståelse lever jeg med, og jeg håber fortsat at de “klassiske” medier vil interessere sig for hvad vi skriver på bloggen.

Jeg har mange emner i ærmet som jeg håber at du vil være med til at diskutere på bloggen i 2008. De drejer sig om hvordan vi kan indrette både virksomheder, offentlige institutioner og samfundet som sådan, bedre. Jeg vil rejse mere end jeg plejer og dermed vil en del af indlæggene blive skrevet fra mærkelige steder rundt i verden. Om jeg vælger at stille op til Folketinget igen for Ny Alliance er et åbent spørgsmål; mit oprindelige sigte med at involvere mig i partiet er opnået med at partiet er kommet i Folketinget og har fået indflydelse. Det der er vigtigt for mig fremover, er at gøre en positiv forskel – om det sker foran eller bag kulisserne i Ny Alliance er ikke afgørende. Jeg glæder mig i øvrigt over at mange af jer der skriver på bloggen, helt åbenbart ikke er “gift med” Ny Alliance. Det giver den åbne og stimulerende debat som gør det hele værd.

Rigtig godt nytår!

15 kommentarer til “Tak for i år – og godt nytår!”

  1. Frank Calberg

    Selv tak for et interessant år 2007 – og godt nytår til jer alle.

  2. Lone Aagaard Knudsen

    Godt nytår tilbage – og til alle. Måske skulle vi i 2008 prøve at skabe en bedre verden, som Kolind skriver, men ikke bare i gåseøjne.

  3. Bjarne Balle

    Ja, bedre nytår – meget bedre.

  4. Lisbet Mørk

    Kære alle!

    Jeg takker for denne blog af hele mit hjerte, for uden den ville jeg stadig sidde med en masse frustrationer over manglende muligheder for blive hørt.

    Hér kan man kommentere andres meninger og komme med egne udspil uden risiko for at blive censureret væk, bare fordi man tænker anderledes end flertallet. 1000000 tak!!!

    Jeg føler, at mit liv har fået så meget mere trivsel, at jeg tør kaste mig ud i flere udfordringer. Fx har jeg fået mod til at skrive til medier og mennesker om mine påhit og at beslutte, at mine sidste 30 år skal bruges til at skabe mere trivsel for alle børn og dermed alle mennesker.

    Jeg har fundet overskud til at overvinde min modstand mod at bruge mit potentiale til at blive foredragsholder og udbrede min indsigt og visioner, måske også ligefrem til at skabe en virksomhed, hvor mine kunstneriske evner kan udnyttes.

    Tak, til Lars for at være den, du er, og for at have oprettet denne blog og turde sige dine meninger. Du har animeret mig til at gøre noget lignende.

    Tak til alle, der har haft engagement, viden og (taget sig) tid til at skrive på denne blog. I har alle været med til at gøre mig klogere og gladere.

    De kærligste nytårshilsner fra Lisbet Mørk

  5. Frank Calberg

    Super input, Lisbet! Jeg vil ønske, der er mange, der læser din kommentar ovenfor og bliver inspireret af den.

  6. Lisbet Mørk

    Tak for ros, Frank, den gjorde mig glad. Lisbet

  7. Jette Jakobsen

    Kære alle sammen.
    Også godt nytår fra mig. Jeg har travlt…lige kommet hjem fra arbejde, og skal møde kl 7 i morgen tidlig. Derfor ikke noget langt nytårsbrev. Pas nu godt på hinanden i aften!
    De bedste nytårshilsner fra Jette.
    P.S. Vi skal huske din smileting i det nye år Lisbeth.

  8. Jette Jakobsen

    Hun er klog vores dronning, hun sagde mange rigtige ting. Danskerne er nemlig blevet fattig på mange ting, som ikke kan købes for penge. Der findes også stadig mennesker som mangler penge til dagen og vejen, til et ganske almindeligt, værdigt menneskeliv.

  9. Helle Munch Oldefar

    Et ønske om et fantastisk 2008 skal også lyde her fra til jer alle.
    Jeg føler selv, at netop det nye år bliver begyndelsen til noget helt fantastisk og ganske særligt.
    Jeg fryder mig over at opleve, at netop danskerne er blevet mere generøse og yder mere til de frivillige og godgørende organisationer end de før har gjort. Det viser mig, at danskerne netop ikke blot er egoistiske og tænker på sig selv, men har økonomisk og menneskeligt overskud til at være ydmyge over for vores priviligerede tilværelse :-)
    Godt Nytår til alle, der måtte læse dette, og tak for et inspirerende år til alle bidragydere :-)

  10. Anni Lomborg

    Kære Lars Kolind!

    Tak for det fine nytårsbrev og fordi denne blog er for alle. Ikke alle ved, som du, meget om hvad det nye år vil byde på. Du skal rejse meget, at rejse, er som bekendt, at leve. Og Jeg der ikke kommer så meget rundt omkring, kan glæde mig til at høre fra de mærkelige/spændende steder du skal opleve.

    Også godt nytår til alle
    Anni

    NB. Jeg lever også herhjemme

  11. Michel de Nostredame

    Prøv dine spåmands evner på dette link

    http://jp.dk/indland/article1208226.ece

    og vind om ikke verdensherredømmet så en flaske vin…….

  12. Anni Løndal de Lichtenberg

    Også godt nytår til dig og dine, Lars.

    Så lige, at Anders Samuelsen nu tør stå frem og indrømme at din idé om at afprøve 40 pct. skar i et forsøgsområde, er god. Ja, Samulesen siger endda:

    - 40 procent skat på Fyn er måske det til dato bedste forsøg på at illustrere, hvor fantastisk det ville gå for Danmark, hvis 40 procent max skat blev virkelighed. Men illustrationen druknede i letkøbt latterliggørelse frem for nødvendig eftertanke, skriver Anders Samuelsen i indlægget

    Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2008/01/03/130251.htm?rss=true

    Ærgerligt, at Samuelsen ikke bakkede dig op, da du kom med forslaget….for så kunne det have endt med at flere eftertænkte…

  13. Anni Løndal de Lichtenberg

    Her en idé:

    Lav et computerspil om hvad der vil ske, hvis vi fik 40 pct. flad skat.

    Projektgruppen skal være stor, bred og dyb.

    Lav en blog der viser projektgruppens dilemmaer og diskusioner eller få Bastard Film til at lave en dokumentar.

  14. Peanut

    Hvorfor dog et computerspil ?.
    Lav dog noget i stil med den hjemmevideo nogle elever fra Virum Gymnasium har lavet.
    Se filmen på flg link:
    http://www.connery.dk/?artikelid=10922

  15. Lars Kolind

    Selvom videoen er undeholdende synes jeg alligevel at Annis forslag om et computerspil er godt. Der skal virkelig stærke argumenter til for at hamle op med dræberargumentet mod lavere marginalskat: At det gavner den højtlønnede mere end den lavtlønnede. Men desværre er problemstillingen kompleks:
    1. Hvor mange ville arbejde mere?
    2. Ville nogen ikke også arbejde mindre?
    3. Hvor mange ville blive i Danmark?
    4. Hvor mange flere ville komme hertil?
    5. Hvor meget betyder skatteprocenten i forhold til alle de andre forhold der spiller ind?

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.