Arkiv for november 2007

Hvorfor kunne vi ikke drøfte værdiskabelse?

Jeg er i gang med at analysere valgkampens forløb for at lære af den. Et af de spørgsmål jeg har svært ved at komme til bunds i, er hvorfor næsten hele valgkampen handlede om hvordan vi skulle bruge samfundets penge og ikke hvordan vi skulle sikre at der fortsat var penge at bruge på velfærd.

Ingen økonom er i tvivl om at vi står på toppen af en højkonjunktur. Og ingen er i tvivl om at højkonjunkturer har en ende. Vi ved ikke hvor hård landingen bliver og præcis hvornår den kommer, men den kommer og det varer med stor sandsynlighed ikke fem år inden det sker. Min vurdering er at allerede om to – tre år er det arbejdsløshed vi taler om. En ny form for arbejdsløshed, nemlig den at der er nok opgaver der skal løses, men for få der vil betale de 150 – 500 kr/time, som de fleste forventer at tjene. Det hænger sammen med at stadig flere opgaver kan løses via Internettet af ingeniører, designere, grafikere, operatører, servicemedarbejdere, planlæggere, læger og sagsbehandlere der sidder i Kina, Indien og Østeuropa. Vel at mærke til 15 eller 50 kroner pr time.

Hvis jobs forsvinder mangler vi skatteindtægter og dermed de penge der skal betale for de lønforhøjelser og den velfærd som politikere fra næsten alle partier nu har lovet vælgerne. Men den tid den sorg…

Hvorfor lykkedes det ikke at få den debat i gang?

Skal Ny Alliance vælge side?

I blogposten her vil jeg prøve at få reaktioner på et af de aktuelle politiske spørgsmål som jeg er mest usikker på. Jeg stiller ikke spørgsmålet for at skabe usikkerhed om partiets politik, men alene for at blive klogere – med risiko for endnu en opblæst pressehistorie, jfr. mit synderegister ovenfor (bjælken tilhøjre).

Sørgsmålet er: Skal Ny Alliance inden et valg melde klart ud om man støtter rød eller blå blok eller skal man holde spørgsmålet åbent, dvs. sige at man støtter de partier der giver størst mulighed for at gennemføre partiets politik? Lidt frækt kan man sige at NA lader de andre partier bejle til sig – ikke omvendt.

For at melde klart ud om man støtter rød eller blå blok taler at vælgerne så ved hvilken statsminister deres stemme går til. Usikkerheden bliver altså mindre. Ulempen ved at melde klart ud er at Ny Alliance så accepterer den blokpolitik som partiet ønsker at blive fri for, samt at forhandlingspositionen efter valget bliver svagere. “I har jo lovet vælgerne at støtte mig, så derfor behøver jeg ikke at give så store indrømmelser – I har jo ikke noget alternativ!” kunne man forestille sig at en nyvalgt statsminister ville sige.

For at holde det åbent hvilke partier man vil støtte efter valget taler at Ny Alliance så ikke behøver at tage taktiske hensyn til de andre partier i valgkampen samt at forhandlingspositionen efter valget er stærkere. Ulempen ved at holde statsministervalget åbent er at f.eks. konservative vælgere som egentlig sympatiserer med NA, ikke tør stemme på NA fordi der en risiko for at deres stemme går til at støtte en rød statsminister.

Der er varianter af de to muligheder: NA kunne ”permanent” definere sig borgerligt parti og dermed give blå blok fortrinsret, eller partiet kunne melde ud om hvilken blok det støtter, forud for hvert valg efter at have forhandlet med både rød og blå blok og opnået indrømmelser. NA kunne også fastholde som princip at noget af det der gjorde partiet anderledes end alle andre, er at det netop ikke melder ud. Den strategi fulgte de radikale i årtier. Men husk at dengang var højre/venstre aksen mere tydelig end den er nu med Dansk Folkeparti inde i billedet.

Skriv dine kommentarer nedenfor og stem så!

Afstemning: Hvornår får vi valg igen?

De sidste dages afstemning viser at en fjerdedel venter valg i 2008, en fjerdedel i 2009 og halvdelen i 2010-11. Den bedste konklusion man vist kan drage af de 185 stemmer er at vi ikke aner, hvornår valget kommer!

Kender du spejderbevægelsens valgsprog? Det er “Vær beredt!” – og det tror jeg at jeg fortsat henholder mig til…

Kolinds synderegister

Her er en nyskabelse i politisk kommunikation: Et synderegister så du kan følge med i hvordan man kvalificerer sig til betegnelsen storbytosse og det der er værre. Klik ind på bjælken ovenfor og se hvordan det lykkedes mig at begå mine foreløbig tre af mine største bommerter – ifølge pressen: 1) Kolind er en bedre statsminister end Fogh, 2) 40% skat på Fyn og 3) Folkeskole uden klasser.

Der kommer sikkert flere punkter til. Kommentarer imødeses med spænding herunder…

Analyse af Folketingsvalg 2007

Efter at stemmerne er talt op har jeg prøvet at vurdere, hvordan det egentlig gik for Ny Alliance og for mig: Ud af de 3.459 t stemmer fik NA (Y) 96.900 eller 2.8%. Det var mindre end vi havde håbet på og regnet med, men det var dog 97 t mennesker der skiftede parti. Vi vandt altså 97 t stemmer. F vandt 250 t, O vandt 34 t, A vandt 15 t og C vandt 14 t. Det er vel ikke så ringe? Taberne var B -131 t, V – 66 t, Ø – 39 t og K – 28 t. Jeg mener faktisk at Ny Alliance var en af valgets to store vindere.

VKO tabte 18 t stemmer, mens ØFAB vandt 95 t. Y vandt som nævnt 97 t. Var det så dårligt? Og så opnåede Ny Alliance en central placering i Folketinget, hvos VK-regeringen er nødt til at inddrage NA i arbejdet – og dermed forhåbentlig lytte. Det er det bedste der kunne ske for de konservative.

V brugte 34 kr på at fastholde hver stemme, Y brugte 10 kr. for hver ny stemme vi fik. Det er da flot, synes jeg.

Men selvfølgelig kunne NA have gjort det bedre, meget bedre. Det er let at være bagklog, og hvis bare partiet lærer af erfaringerne, så er udsigterne lyse.

Fyn fik NA lige netop fjernet VKO-flertallet idet VKO nu har 49,5% af stemmerne. Fyn er en forholdsvis lille kreds, så NA’s 7.500 stemmer var ikke nok til et mandat.

Jeg opnåede 2519 personlige stemmer, som hver  kostede mig 2,38 kr. Mine to vigtigste modkandidater betalte hhv. 126 kr. (Lars Chr. Lilleholt V) og 247 kr. (Vivi Kier C) for hver ny stemme de tiltrak. Det er jeg stolt over, men den historie interesserer åbenbart ikke pressen.

Når alt dette er sagt, så har den massive negative presseomtale gjort stort indtryk på mig. Jeg laver en af dagene et “synderegister” så alle læsere på bloggen kan gå ind og se hvad jeg har sagt og skrevet, som har ophidset pressen og de andre partier. Jeg er i den forbindelse spændt på hvordan pressen vil håndtere at vi her til aften hører at Mogens Camre to uger inden valgdagen havde besluttet sig til ikke at modtage valg, men i stedet lade sin suppeant komme ind i Tinget på hans stemmer. Og sådan er det gået. Men det går jo nok for han er ikke udnævnt til kendis.

Jeg græmmes, men glæder mig til det fortsatte arbejde. Hvad siger du?

Debatniveau i politik.

Jeg vil gerne høre kommentarer til valgkampens debatniveau, som jeg har oplevet som uværdigt for vores folkestyre.

Et eksempel er Dansk Folkepartis kandidat Alex Ahrendtsen, der tidligt i valgkampen vendte sig mod Ny Alliances og mit ønske om at vi skulle vise de offentligt ansatte mere tillid i stedet for kontrol: “Udtalelserne har fået kandidat for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, til at reagere. Han mener, at Lars Kolind vil styre landet med management-metoder, hvis han får magt, som han har agt. Alex Ahrendtsen siger til TV 2/Fyn, at det er metoder, som blev grundigt afprøvet af 30´ernes fascistiske regimer. – I vor tid bliver de bare kaldt management, siger Ahrendtsen. Han frygter, at Lars Kolind er en ulv i fåreklæder, som under dække af sin status som erhvervsguru i virkeligheden vil indføre et styre med en stærk mand i spidsen. – Det synes jeg er dybt bekymrende, siger Alex Ahrendtsen.”

Er det en acceptabel måde at debattere på?

I dag på bloggen ligger der en kommentar fra Jørgen Lang Jørgensen, som bl.a. siger: “Lars Kolind har blandt andre kendisser og store egoer præsenteret nogle helt useriøse forslag om skat, folkeskole og asylsøgere, som selv stifterne af Ny Alliance har måttet tage afstand fra. Jeg håber, at du Lars kolind har erfaret én ting – at vælgerne ikke er dumme og at man får politiske tæsk, når man kommer med sådanne forslag, der ikke har en chance for politisk tilslutning, hverken til højre, til venstre eller i midten af Folketinget.”

Og hvad siger I til den?

Tak for valget

Tak for valget. 7.000 stemmer på Fyn og knap 100.000 i hele landet til Ny Alliance er flot – hver eneste stemme dækker jo over et menneske der har skiftet standpunkt. Ingen har af gode grunde stemt som sidst.

Jeg synes at det har været en meget lærerig valgkamp. Ny Alliances projekt er jeg mere sikker på end nogensinde, men vi har ikke kommunikeret det godt. Vi har haft medvind i form af stor presseinteresse, men modvind fordi alle andre har kastet sig over os. Og så har vi totalt manglet den organisation der skal eksekvere, dvs. valgmaskinen der styrer slagets gang. Det bebrejder jeg ingen. Det er flot at vi er kommet så langt.

Valgdagen markerer afslutningen på første fase af Ny Alliances liv: Vi kom i Folketinget og vi fik fem mandater og dermed muligheden for indflydelse. Næste fase er at bruge indflydelsen til at nå resultater og samtidig lægge grunden til at få større tilslutning ved næste valg. Vi er forskellige og det er en fordel. Forskelligheden er kilde til fornyelse. Hvis de tre sider i Ny Alliances trekant er frihed, fællesskab og fornyelse så fylder vi den godt ud tilsammen. Lige dele frihed og fællesskab tilsat en del fornyelse – det er det brændstof Danmark skal drives af i de kommende år.

Regn ikke med de store armbevægelser fra mig i den første tid. Jeg skal finde ud af hvordan jeg bedst kan bidrage til Ny Alliance i de kommende år – indtil videre altså bag kulisserne. Jeg har lært mere om politik de sidste tre uger end i de foregående ti år tilsammen. Jeg er beskæmmet over hvilke metoder partierne bruger (løgn, fordrejning, spin) i valgkampen uden at den allesteds nærværende frie presse gør noget alvorligt ved det. Er i den forbindelse stolt af at blive kaldt naiv. Der er 100 ting vi kunne have gjort bedre i NA, men vi spillede med åbne kort – og det har jeg det godt med. Vi skal naturligvis have en meget grundig drøftelse af valgkampens forløb og strategien for de kommende år – vi skal flytte Ny Alliance fra startfasen over til en opbygningsfase, hvor vi trods alt nu står med et mere solidt udgangspunkt end før.

Tak for god diskussion – og velkommen til næste fase på bloggen!

Nu skal vi stemme!

Det er tirsdag morgen – endelig kom dagen. I aftes satte de varme på i Sdr. Vissing Forsamlingshus og om lidt tager vi hen og stemmer.

Jeg tror på et godt valg, hvor vi får et lille, men rigtig godt team af nye folketingsmedlemmer fra Ny Alliance. Hvis vi får den midterplacering, vi ønsker, får vi stor indflydelse. Men uanset om vi gør, så prøv lige at se, hvor meget Ny Alliance har nået siden 7. maj, uden penge og uden organisation: Vi har flyttet samtlige partier (undtagen DF) ind mod midten. Selv Enhedslisten vil nu holde skatterne i ro, SF og Socialdemokratietfreder boligejerne (man kan diskutere om det er et fremskridt), de radikale accepterer 24-års reglen og VK er pludselig mere humane over for asylansøgerne. Venstre er blevet grøn og de konservative vil have max. 50% skat af sidst tjente krone. Uden Ny Alliance ville Anders Fogh trygt have regeret videre med Dansk Folkeparti henover et stort mindretal. Formelt rigtigt ja, men langt fra optimalt.

Sig så ikke at Ny Alliance ikke har haft betydning.

Jeg vil opfordre alle til at stemme på Ny Alliance. Når alt kommer til alt betyder det mere at få nogle gode kandidater ind i Folketinget med en central placering end om Naser var mere eller mindre usikker på TV skærmen. Prøv lige at forestille dig, hvordan du ville have fungeret under så stort et pres. Jeg er glad for at det ikke var mig.

Valget markerer afslutningen på Ny Aliances generation 1.0. Jeg håber at du vil være med til fase 2.0. Hav en god valgdag!

Folkeskolen i valgkampen

Dejligt at Berlingske i dag vælger at bringe et punkt fra det dobbeltinterview, Kristian Thulesen Dahl  og jeg havde med avisen den 2. november – det føles som for meget længe siden! Min hovedpointe var og er at Danmark virkelig har brug for et Folketing der tør tænke nyt – ikke mindst på skoleområdet. Jeg henviste til kapitel 8 i Kolind Kuren og den omfattende debat vi har haft her på bloggen om Folkeskolen (prøv at klikke på kategorien “Folkeskolen” til højre og du finder omkring 30 blogposter med mange hundrede kommentarer).

I bogen Kolind Kuren kortlægger jeg hvor ni grundlæggende aspekter af Folkeskolens mentale model egentlig kommer fra (tabel 8.2), hvornår og hvorfor de opstod. Jeg når frem til at forudsætningerne på næsten alle punkter er helt anderledes her i det 21. århundrede og antyder en ny mental model. I tabel 8.4 sammenligner jeg de to: Et læringsmiljø isf. en undervisningsfabrik, elever som partnere isf. ressourcer, lærere som vejledere isf. undervisere, forældre som partnere isf. leverandører af børn osv. Til sidst foreslår jeg at vi skaber en ny alliance (ja det står der!) mellem lærere, elever, forældre og politikere som sammen kan skabe en bedre skole.

Reaktionerne fra de andre partier er helt som man kan forvente: Kristian Thulesen Dahl mener at jeg spiller hasard med Folkeskolen og henviser til Pisa undersøgelserne, mens den konservative Kulturminister Brian Mikkelsen kun har et skuldertræk til overs for nytænkning: “Det er vist mange år siden, at Lars Kolind har haft sine børn til at gå i skole”, konstaterer han.

I løbet af dagen vil vi sikkert høre flere politikere kommentere disse tanker i samme retning. For mig er det en gave, fordi reaktionerne afspejler hvor stort behovet er for nytænkning. Jeg tænker med glæde på de over 2000 lærere i Ålborg, der sidste efterår gav mig et minuts bifald efter at have hørt mit foredrag om behovet for en ny folkeskole. Og senest 150 skolebestyrelsesmedlemmer i Vejle der havde samme reaktion. Mange har spurgt mig om chancen for at jeg kunne blive Undervisningsminister, men det må man vist kalde ønsketænkning!

Mindre kan gøre det…

Fem ting, som Ny Alliance står for.

Den udgave af partiprogrammet jeg har, fylder 41 tætskrevne sider med en blanding af holdninger og konkrete forslag. Alligevel er der masser af spørgsmål som programmet ikke giver svar på. Godt det samme, for efter min mening skal et partiprogram ikke give svar på alt. Det skal først og fremmest udtrykke holdninger.

Prøv at se på Naser, Gitte og Anders, som stiftede Ny Alliance. Tilsammen udtrykker de især fem holdninger:

  1. Viljen til at bygge bro i stedet for at grave grøfter. Det handler selvfølgelig om indvandrere, men også om Danmarks forhold til resten af verden. Derfor ønsker vi aktivt internationalt samarbejde og at udviklingsbistanden kommer op på 1% af BNP.
  2. Nødvendigheden af at gøre samfundskagen større for at have råd til alt det vi gerne vil gøre bedre. Derfor arbejder vi for at få skatten ned på arbejde, derfor vil vi forny uddannelserne og derfor vil vi give danske virksomheder de bedst mulige vilkår for at klare sig i konkurrencen.
  3. Arbejdet for et bedre miljø - og det er mere end grønne afgifter. Vi søger efter løsninger der er bæredygtige i alle dele af samfundet: transport, produktion, boliger, energiforsyning og genbrug.
  4. Større arbejdsglæde især for offentligt ansatte. Vi tror ikke på at kvalitetsstandarder, velfærdsrettigheder, klagesystemer, statistikker og stadigt højere tempo er vejen frem. For os starter det med at give offentigt ansatte ordentlige arbejdsforhold og større arbejdsglæde – så får vi bedre service og velfærd.
  5. Nytænkning i stedet for småjusteringer på forældede systemer. Vi er ikke optaget af gratis lektiehjælp – vi vil hellere finde ud af om børn overhovedet skal ha lektier for. Vi vil godt diskutere om prisen på offentlig transport er for høj, men vi er mere interesseret i at udvikle et bedre transportsystem.

Frem for at lære partiprogrammets 41 sider udenad tænker jeg på de fem punkter ovenfor når jeg skal tage stilling til et politisk forslag. Alle beslutninger kan ikke fremme alle fem punkter, men der skal være balance. I valgkampen har både venstre og højre side af Folketinget lovet at bruge penge til alverdens gode projekter uden at sørge for at kagen er stor nok, uden at tænke på arbejdsglæde og uden ret megen nytænkning

Glæder mig til at høre din mening!

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.