Helt enig – få konkurrencen genskabt og styringen VÆK fra planøkonomerne.
Frit valg hjælper men er ikke nok, fordi det blot “afpresser” de offentligt ansatte.

Vi taler om Danmark – desværre. Det er faktuelt at tiltag både økonomisk og kontrolmæssigt er ekstremt centralistiske. Hele Digital Forvaltnin g er ramt af denne kontrolsygdom.

Hvorfor kan man spekulere over. Jeg ser det som en del af teknokratiets natur at optimere egne interesser med mindre politiskerne modarbejder det – også selvom det sker på samfundets og borgernes bekostning – på alle måder. Der skal en nærmere kulturanalyse af gruppebeslutningsprocesserne til for at sige noget klarere.

Ingen fordomme – kun realiteter. Hvordan ville du ellers beskrive den adfærd som teknokratiet gennemtvinger overfor samfundet?

Omkring lommepenge hentyder jeg til at du eksplisit fokuserer at det er et mål i sig selv IKKE at lade borgerne beholde penge med den ret forsimplede begrundelse at de forbruger dem.

Det er i fuld overenstemmelse med det brutto-princip som ofte praktiseres i Danmark – at opkræve pengene i skat og så detailstyre via tilskud, hvorved de borgere som ikke opfører sig præcis som teknokraterne docerer straffes økonomisk.

Du skriver: “Min pointe – som du ikke argumenterer imod – at teknokratiet ikke kan administrere “i fællesskab” uden at skabe voksende ineffektivitet og belaste fornyelsesevnen i hele samfundet. ”

Hvis man etablerer de rigtige systemer – f.eks. selvejende institutioner der konkurrerer frit – kan man sagtens skabe innovation også via den offentlige sektor.

Meget af aktiviteten i den offentlige sektor er allerede drevet af brugernes efterspørgsel.

“Og at teknokratiet aggresivt behandler borgerne som fjender af staten som skal kontrolleres, dikteres, overvåges og som du skriver sættes på lommepenge – behøver jeg uddybe det yderligere? ”

Er det DDR eller Danmark, vi taler om?
I øvrigt har jeg ikke skrevet, at borgerne skal sættes på lommepenge.

“Luk nu den forældede modeløkonomibog og kom lidt ud i virkeligheden.”

Pak nu de forældede fordomme ned og kom ud i virkeligheden.

Pokkers til tom retorik “Civiliserede samfund”, “super-liberalistiske” og “staten som en fjende af borgeren”.

Dit svar har jo intet med problemet at gøre. Du sætter det op som en sort/hvid debat om yderpoler.

Spørgsmålet om staten er ond eller god er meningsløs. Det primære formål med demokrati er at modvirke magtmisbrug via magtkoncentration. Men det er en gråzone uanset hvad du gør.

Min pointe – som du ikke argumenterer imod – at teknokratiet ikke kan administrere “i fællesskab” uden at skabe voksende ineffektivitet og belaste fornyelsesevnen i hele samfundet. Teknokratiet gør præcis hvad demokratiet er til for at modvirke.

Og at teknokratiet aggresivt behandler borgerne som fjender af staten som skal kontrolleres, dikteres, overvåges og som du skriver sættes på lommepenge – behøver jeg uddybe det yderligere?

Du argumenterer blot for mere af det samme – men overser at staten ikke kan levere den vare, du antager. Afkastet på statens investeringer er alt for små til at levere varen FORDI man investerer i teknokrati og ikke drevet af efterspørgslen. Innovationen i Danmark kan ikke følge med og det er staten som er problemet.

Jeg argumenterer ikke for skattelettelser, men for empowerment for at trække staten og innovationen op i gear.

Luk nu den forældede modeløkonomibog og kom lidt ud i virkeligheden.

Som jeg har sagt mange gange. Spørgsmålet er ikke om vi kan stole på staten, men hvorfor staten ikke laver systemer, vi kan stole på.

I et civiliseret samfund træffer borgerne i fælleskab beslutning om, at en del af de producerede værdier investeres i fremtiden.

Nogle vælgere ser dog mest på privatøkonomien, når de afgiver deres stemme. Som i det gamle Rom får vælgerne en pæn stak tusindkronesedler, hvis de stemmer på partier, som vil fjerne topskatten. Men der er heldigvis civiliserede mennesker, som foretrækker at samfundet investerer en del af værdierne i fremtiden og i øvrigt tager sig af de svage i samfundet.

Der er mange superliberalistiske samfund i verden, men de klarer sig væsentligt dårligere i den globale konkurrence end de civiliserede samfund.

Jeg er mere bekymret for tendensen til at luller oa stadigt mere ind i en “administration” af samfundet.

F.eks. når Claus Christensen agiterer for det man kunne kalde lommepengesamfundet.
http://kolindkuren.dk/2007/11/.....ment-75546

Her giver Claus udtryk for at man skal sikre at borgerne ikke har for mange penge, fordi så bruger de dem bare.

Ud over at jeg mener at det er baseret på alt for forsimplede økonomiske argumenter, så er det et grundliggende problem i det mentale billede.

Jeg læser udlægningen nærmest som om borgerne tilhører staten og får lommepenge (får lov til at beholde x andel af hvad de tjener), hvis det passer i statens interesse.

I denne mentale tilgang er borgerne ressourcer – ikke frie borgere. Default er at staten har ret og nærmest pligt til at detailstyre folks liv.

Og dermed også kontrollere og måle, fordi man er jo nødt til at vide om man opfylder sin “pligt”.

Og så har vi hele dette kontrol- og overvågningssamfund, som er planøkonomisk værdidestruktiv i sin grundform.

Denne “mentale model” er livsfarlig for samfundet – men desværre voldsomt og stadigt mere udbredt. Ikke mindst fordi teknokraterne udnytter enhver lejlighed til at skramm – terror er lige vand på planøkonomernes mølle og de misbruger den groft.

Birgittes idé med TVshows var så inspirerende, at jeg har haft svært ved at slippe den hele dagen. Det er nemlig den samme tanke jeg selv har: påvirke holdninger via TV, “lige som på reklamer”.

Jeg holder allermest af tanken om at bruge musik, masser af musik, som får mennesker til at blive glade og omsorgsfulde, så de får lyst til at gøre andre glade, især børn. Formålet kan simpelt hen være at lave indsamlinger til gavn for børn.

Financieringen er intet problem, Sponsorer er der nok af. Og der er garanteret flere med gode forbindelser, så den praktiske udførelse også lader sig løse problemfrit.

På en anden blog har jeg foreslået at demonstrere effekten af konstruktiv kommunikation (KK). Man samler en gruppe mennesker helt tilfældigt, gi´r dem et problem at løse i fællesskab, og efter mange vanskeligheder, som uvægerligt vil opstå, træner man dem i KK, gi´r dem et nyt problem og voilá, så kan de tale sammen og løse problemet tilfredsstillende.

Det gælder en hver idé til en udsendelse, at mennesker skal fyldes med positivitet, glæde, håb og tillid til, at verden kan blive rar at leve i for alle, hvis blot vi alle ændrer holdning og ønsker fred og glæde og trivsel for alle.

Vi kan lave smilekampagner, hvor vi afprøver effekten af at smile. Lader personer gå rundt i det offentlige rum og smile til alle, de møder på deres vej, og se hvad der sker. Flere kameraer på, så nogle også kan følge dem, der blev smilet til, og vise dominoeffekten. Smil til verden, og den smiler til dig.

Vi kan lave nyhedsudsendelser med lutter glade og opløftende nyheder, for selv om Dalai Lama siger, at en nyhed pr. definition er dårlig, fordi de fleste begivenheder er gode, så får man næsten det modsatte indtryk ved at se/høre TVavisen aften efter aften.

Også en rigtig god idé er at lave udsendelser om og med Dalai Lama og hans filosofi ud fra en bog af Daniel Goleman: “Destruktive følelser”, der beskriver samarbejdet mellem vesterlandske videnskabsmænd og buddhistiske munke og Dalai Lama i et forsøg på at finde veje til at gøre mennesker mere kærlige og medfølende.

Disse nogle af mine bud lige hér og nu, men lad os komme i gang med at handle, for ord alene gør kun lidt.

Farvel, også til dig, Jette

P.S. Jette: Du skriver meget fint og poetisk. Måske du skulle gå i gang med at skrive en bog med alle dine betragtninger, følelser og oplevelser

Et frugtbart samarbejde i en gruppe kan etableres, når medlemmerne motiveres af et fælles mål til at yde deres bedste. Men er dette i virkeligheden utopi i folketinget, når hvert medlem foruden det mål at skabe trivsel,som ydermere defineres forskelligt af de implicerede, også har individuelle delmål, fordi de skal slås for at bevare deres job(magten?) (tækkes deres vælgere)?

Dybest set er der vel tale om “skinsamarbejde” mellem modstandere/konkurrenter, som stresses af frygten for at miste deres job, og noget sådan har næppe gode odds.

Kan man forestille sig et system, hvor FTmedlemmerne vælges ind, gennemgår en slags uddannelse og så er sikret på jobbet i en periode på feks. 10 år?

Det må da give bedre arbejdsro og mindre stress og øge viljen og evnen til at nå langsigtede resultater.

Til gengæld skal FTmedlemmerne så bevise inden et valg, at de besidder de nødvendige kompetencer til at bestride et politikerjob. Alle øvrige jobs kræver dokumentation af kompetencer i lange baner, og da det at regere et land er et af de 2 mest ansvarsfulde jobs i et land (det andet er at være forælder), må det være rimeligt at skærpe “adgangskravene”.

Indrømmet, jeg er lige nu lidt mere bidt af tanken om at finde frem til TVmuligheder med henblik på holdningsændringer, så jeg opfordrer hermed andre til at køre videre med min idé om at udpønse et nyt “regeringssystem”videre.