Hvorfor kunne vi ikke drøfte værdiskabelse?
Jeg er i gang med at analysere valgkampens forløb for at lære af den. Et af de spørgsmål jeg har svært ved at komme til bunds i, er hvorfor næsten hele valgkampen handlede om hvordan vi skulle bruge samfundets penge og ikke hvordan vi skulle sikre at der fortsat var penge at bruge på velfærd.
Ingen økonom er i tvivl om at vi står på toppen af en højkonjunktur. Og ingen er i tvivl om at højkonjunkturer har en ende. Vi ved ikke hvor hård landingen bliver og præcis hvornår den kommer, men den kommer og det varer med stor sandsynlighed ikke fem år inden det sker. Min vurdering er at allerede om to – tre år er det arbejdsløshed vi taler om. En ny form for arbejdsløshed, nemlig den at der er nok opgaver der skal løses, men for få der vil betale de 150 – 500 kr/time, som de fleste forventer at tjene. Det hænger sammen med at stadig flere opgaver kan løses via Internettet af ingeniører, designere, grafikere, operatører, servicemedarbejdere, planlæggere, læger og sagsbehandlere der sidder i Kina, Indien og Østeuropa. Vel at mærke til 15 eller 50 kroner pr time.
Hvis jobs forsvinder mangler vi skatteindtægter og dermed de penge der skal betale for de lønforhøjelser og den velfærd som politikere fra næsten alle partier nu har lovet vælgerne. Men den tid den sorg…
Hvorfor lykkedes det ikke at få den debat i gang?
20. november 2007 kl. 15:41 #
Det er nok fordi man skal være ” lidt gammel”, for at vide at økonomi går op og ned, og i de unge år er mennesker ikke så bekymret, slet ikke hvis det går godt. Så kan vi købe hele verden, som Thor Petersen siger.
I tresserne, var der heller ingen ende på fremgange, men vi ved jo godt nedturen kom. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men jeg er bange for de unge mennesker i deres meget dyre huse og to biler. Huse kan falde i værdi som i firserne og biler sælges med tab, det vil bare være synd og hårdt for dem. Jeg har aldrig villet sidde mere hårdt i det, end økonomien kan klares på arbejdsløshedspenge eller sygedagpenge…for man ved aldrig. Så forsigtig er der ikke mange der er mere. Måske er det også lidt gammeldags? Man kan have nok så flot og dyrt hus, men er det ikke til at sælge og vuderingen lavere end belånningen..så brænder lokumet!
Jeg ved fra mange af mine yngre venner at de hat faste udgifter for 20-30000 kr pr måned. 2 mennesker på dagpenge, og det kan ske i værste fald, det er sket før. Er 20000 udbetalt tilsammen. Jeg er slet ikke ude på at gøre nogle bange, men lad være med at lokke dem til al det overforbrug og belånning. Træerne vokser ikke ind i himlen. Jeg ved godt jeg er en halvgammel, snusfornuftig kone, men jeg vil ikke prøve at være rigtig på spanden igen, som i 70erne og 80erne. Det var ikke nemt.
20. november 2007 kl. 15:44 #
Ingen tvivl om, at der fortsat er brug for en diskussion af, hvordan vi financierer fremtidens alemene velfærd (snarere end mere privat velstand til dem der allerede har for meget ;-).
Jeg hørte for nyligt et interview med en amerikansk økonomom som forudsagde, at reccesionen vil slå igennem i USA i 2008 og, at den ikke kan undgå at få hurtige konsekvenser i Europa.
Men lad os udvide perspektivet: Offentlig financiering handler ikke kun om skat på indkomster, men også om grønne afgifter der straffer ødselhed med energiressourcer – og
om beskatning af de arbejdsfri indtægter i stigningen i priser på fast ejendom. (Tja, sidstnævnte har vist lange udsigter, når ikke engang SF tør stå fast på det i en valgkamp).
20. november 2007 kl. 15:59 #
Jeg er så glad når jeg kan svare enhver sit. Have så min familie kan få sund og nærende mad, gå nogenlunde klædt og have råd til lidt ferie og fornøjelser af og til. Have et hjem som vi trives i og er glade for. Det er jo nok fordi jeg har prøvet det modsatte, og ved hvor skidt man så får det.
20. november 2007 kl. 16:20 #
Værdiskabelse må først og fremmest kræve, at vi har klynger af virksomheder, der kan producere noget særligt, der efterspørges på det globale marked. Det kræver gode uddannelses- og forskningsmiljøer, der kan tiltrække personer og virksomheder med visioner, kreativitet og mod til at gå nye veje. Det kræver også et velfungerende samfund med gode fritids- og kulturtilbud, en rig natur, en effektiv infrastruktur osv. Alt dette kræver investeringer, som skal finansieres.
20. november 2007 kl. 16:44 #
Det er ret enkelt at svare på.
For det første er der mange, der konkurrerer om hvad samtalerne skal handle om. Og man skal vinde en masse konkurrencer for at få en debat om et emne.
For det andet er der mange der har lært at undgå de samtaler/debatter de ikke har lyst til.
Med andre ord – det er ikke let…
20. november 2007 kl. 17:25 #
Gad vide om det er sådan en slags naturlov, der siger at vi skal blive ved at være de rigeste i verden? Måske vil de andre lande også godt være med, de har set hvordan vi kan leve. Da vi begyndte på industrisamfundet var lønninger og vilkår heller ikke de bedste. Der er vel ikke noget at sige til andre gerne vil have del i velstanden og levevilkåerne?
Dermed ikke ment at vi skal give op, og lade andre komme til, men vi skal måske lære at dele? Lad os håbe at der er nogle som vil dele, for igennem historien har vi i den rige verden jo ikke været for gode til at dele.
De helt elementære behov for mennesker, skal hele verden helst have dækket.
Det står ikke skrevet nogle steder at vi skal have flot hus, 2 biler, sommerhus, feriebolig i varmere lande, så meget mad at vi spiser os dårlige osv osv.
Engang rejste vi ud og tog kolonier, og deres varer til meget små penge. Vi slog ihjel hvis de ikke havde samme Gud. Holdt mennesker som slaver, handlede enda med dem. Jeg ved godt at Danmark var et af de første lande som holdt op med det, men vi har været med. Jeg tror at det er på høje tide vi lærer at dele, og give de andre plads.
Hvis jeg mangler 10 kr, kan jeg lave meget for at skaffe dem. Det er det de andre lande kan nu. Vi må finde på noget vi er gode til, og ændre vores levevis og menneskesyn. Det er vi kloge nok til, men er vi også begærlige og vil have det hele? Pyt med de andre.
20. november 2007 kl. 17:56 #
Lars Kolind har naturligvis ret i at der kommer en lavkonjuktur igen og at vi derfor skal udvise rettidig omhu og ikke igangsætte offentlige investeringer som kun tager udgangspunkt i vores nuværende gode økonomi! Derfor undrer det mig også at nogle arbejdsgiverforeninger har så travlt med at ville importere udenlandsk arbejdskraft – højtuddannet som lavtuddannet! Det virker lidt kortsigtet og egoistisk når vi ved at en recession vil ramme os alle sammen kraftigt på levebrødet – danskere som importeret arbejdskraft! Lad os dog hellere sige nej til et par ordrer eller effektivisere eller outsource os ud af et formentligt kortsigtet problem!
20. november 2007 kl. 17:56 #
Lars Kolind har naturligvis ret i at der kommer en lavkonjuktur igen og at vi derfor skal udvise rettidig omhu og ikke igangsætte offentlige investeringer som kun tager udgangspunkt i vores nuværende gode økonomi! Derfor undrer det mig også at nogle arbejdsgiverforeninger har så travlt med at ville importere udenlandsk arbejdskraft – højtuddannet som lavtuddannet! Det virker lidt kortsigtet og egoistisk når vi ved at en recession vil ramme os alle sammen kraftigt på levebrødet – danskere som importeret arbejdskraft! Lad os dog hellere sige nej til et par ordrer eller effektivisere eller outsource os ud af et formentligt kortsigtet problem!
20. november 2007 kl. 18:24 #
Danmark på det blå ocean?
Jeg tror de fleste mennesker har svært ved og viger for at forestille sig en negativ fremtid.
Heldigvis MEN, der er ingen tvivl om at Danmark lige nu er på det blå ocean, og at vi skal tale om hvad vi gør, når oceanet begynder at blive rødt.For det vil det blive på et tidspunkt. Sammenligningen stammer fra bogen “Jyske bank på det blå ocean”, hvor teorien om, at de virksomheder der formår at skabe sig profitable fordele, er bærende. Når man er på det blå ocean er der ingen hajer, men masser af plads, udsyn og tryghed. Anders Dams tanke er, at Jyske Bank netop i den peiode de er på det blå ocean, og altså har markedsfordele, skal forberede hvor de skal sejle hen, når oceanet bliver rødt.
Det er vel egentlig den øvelse du sigter mod, Lars?
Jeg savner at de politiske partier har nogle reelle visioner for fremtiden, og dermed også for, hvor vi skal sejle henad for at finde et nyt blåt ocean. Hajerne er mange, det kan vi alle blive enige om. Men alle afholder sig fra at benævne et nyt ocean. Det er for nemt bare at sige velfærd frem for skattelettelser, eller 40 % flad skat (hvad det så end er?), eller yderligere modernisering af den offentlige sektor.
Politikerne skal præsentere os for en ny fortælling om det danske samfund, som kan give os tro og mod på fremtiden. Vi gider ikke flere småjusteringer, og I må altså selv se at finde på, hvilke drømme I vil skabe i vores forestillinger om fremtiden.
Så op på hesten Lars, og kom med nogle klare meldinger om fremtidens danske samfund. Det er vel det du er gået ind i politik for?
20. november 2007 kl. 18:44 #
Det er efter min mening muligt at styre hen i “det blå ocean” ved at Danmark satser på 4-5 områder, hvor vi har en afgørende konkurrencefordel. Skab f.eks. et miljø for vedvarende energi, hvor de bedste forskere får optimale muligheder, hvor store og små virksomheder indenfor vedvarende energi naturligt søger hen, hvor der er støtte til pilotprojekter til afprøvning af nye produkter, uddannelser målrettet den branche.
Vi er kun 5-6 mio. mennesker i et enormt globalt marked, så der skal så lidt til at sikre rigelig velstand. Desuden stiger velstanden generelt i verden pga. globalisering og teknisk udvikling. Selv Afrika er ved at få gang i hjulene. Så mon ikke det går.
20. november 2007 kl. 20:31 #
Det blev jo for længe siden sat dikotomisk op af oppositionen: Velfærd eller Velstand. Som om man kan få velfærd uden velstand!
Der mangler arbejdskraft – hænder, hoveder mm – i Danmark, og en af grundene er efterlønnen, en anden er at pensionsalderen blev sat ned for 10 år siden! Nu betaler vi prisen for den ‘velfærd’.
21. november 2007 kl. 01:46 #
Jeg mener at problemet i (dansk) politik kan opsumeres i et enkelt citat:
“Alle vil udvikling – ingen vil forandring”
Problemet som jeg ser det at politikerne kun tør byde ind på inkrementielle forbedringer selvom der i virkeligheden er brug for radikale reformer og nytænkning.
Jeg havde gerne set en mand som Lars Kolind i folketinget.
21. november 2007 kl. 09:42 #
Der er 2 overvejende årsager til de meget detailorienterede diskussioner i valgkampen.
Det handler bl.a. om menneskers opfattelsesmåde, vi kalder det “abstrakt og generel opfattelse” og “Konkret og detaljeret”.
Beskrivelse af de 2 mønstre er sidst i indlægget her.
Politikerne er samtidig med til at sætte detailfokus, og specielt opositionen gjorde det meget. Det er et rent kommunikativt trick, at sætte fokus på detaljerne. Det er jo netop i deltaljerne at de uheldige enkeltsager beskrives – når det sker kan vælgerne forholde sig konkret til det. Det er kommunikative trick der skal fokuserer på det alle kan forholde sig til, nemlig de “uheldige” enkeltsager.
Vi kan alle kan forholde os til detaljer og enkeltsager, og vi kan alle se det forkerte i sagerne. Det udlægges så som værende “regeringens skyld”. IKKE alle kan forholde sig mere værdiladet og abstrakt til politik.
Uanset hvor godt vores samfund fungerer, vil der altid være enkeltsager politiske modstandere kan tage op. Læg mærke til at jeg skrev MODSTANDERE. Det er et andet element du Lars bør tage fat i internt i NA. Var der nogen der markedere modstand til andre var det NA, hvis hovedbudskab i valgkampen var modstand mod DF – hvor meget værdi er der lige i det. Jeg flyttede min stemme denne gang til et parti jeg aldrig har stemt på tidligere, det var dog IKKE NA – jeg turde ikke gøre det. NA’s valgkamp var alt for meget “væk fra” DF end “hen mod” det NA selv vil.
Om man er “væk fra motiveret” eller “hen mod motiveret” er også et mentalt mønster, måske har I den forkerte formand på posten. Jeg oplevede i hvert fald ikke meget at det visionære guf NA var ude med ved etableringen af partiet – NA’s valgkamp var alt for meget “væk fra og undgå” orientereten.
Her kommer så forklaringerrne på de 2 opfattelsesmåder – de fleste mennesker er naturligvis blandet af de 2.
Abstrakt og generel – højt abstraktionsniveau
Personer med dette mønster arbejder bedst med informationer i stikordsform og i overskrifter.
De fokuserer på overblik, ønsker at se det store billede først og herefter detaljerne.
De har et godt overblik over mange detaljer og vil hurtigt kede sig, hvis informationerne er for detaljerede og specifikke.
De har tendens til at tale i generelle vendinger, bruge abstrakte eksempler med få detaljer med mange “udeladelser”.
● At sætningen mangler en eller anden
information for, at vi kan få en præcis
mening frem.
● Manglende reference, mangler angivelse
af eksempelvis kilde og standarter
● Sætninger der ofte indeholder “man”
“vi” – “undersøgelser viser” etc.
De er mere interesserede i konceptet som helhed end i rækkefølge, trin og stadier.
De orienterer sig intuitivt (Bruger deres intuition – evne til umiddelbart at opfatte, forstå og bedømme en situation eller sammenhæng uden nødvendigvis at have kendskab til eller være bevidst om alle aspekter af den = forudanelse, sjette sans)
Konkret og detaljeret – lavt abstraktionsniveau
Personer med dette mønster motiveres af mange detaljer og faste procedurer. De håndterer bedst små bidder af information ad gangen. De vil informeres om detaljerne først og herefter opbygge et mere fuldstændigt billede. De har brug for konkrete eksempler og vil informere andre med konkrete eksempler. De er gode til opgaver, der involverer detaljer og sekvenser. De gør ofte brug af mange beskrivende ord (adjektiver – ord der beskriver en egenskab, eksempel hurtig, klog, dygtig.), når de taler og skriver, netop fordi de ønsker at gøre informationen så præcis som muligt. Fokus på detaljer om trin og rækkefølger, og hvis de bliver afbrudt, må de ind imellem starte forfra. De orienterer sig sensorisk (Som vedrører sanserne).
21. november 2007 kl. 12:44 #
Sådan helt overordnet, så har Danmark og iøvrigt også resten af i hvert fald den vestlige verden svinget mellem perider MED arbejdsløshed og perioder med næsten fuld beskæftigelse, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at disse svingninger vil ophøre medmindre at hele vestens fødselsrate ryger endnu længere ned.
Men selv i dét tilfælde, vil vi jo tilpasse os. Vi vil hente arbejdskraft fra områder med høj arbejdsløshedsprocent.
Almindelige mennesker der tjener mere end de skal bruge, gør sig overvejelser om, hvorden de bedst investerer det overskydende beløb. “Bedst” vurderes forskelligt alt efter, hvilke behov den enkelte søger dækket. Nogen vil investerer, så de får det største afkast målt i kroner. Andre i, hvordan de holder sig raske og sunde længst muligt, og atter andre tænker mest på næste generation. Køber måske en studenterlejlighed og laver en uddannelsesopsparing eller hvad ved jeg.
Når vi taler om samfundet, så er det såmænd ikke så meget anderledes!
Her handler det også om, hvor vi får det største afkast/den største merværdi pr. investeret krone.
Svaret afhænger af, hvad individet vægter mest, og det afhænger igen af individdets platform, viden, personlige egenskaber o.s.v.
Det er derfor, det er så pokkers svært, at blive enige!
Hvad er fx merværdien for samfundet på sigt, hvis vi investerer i gratis skolemad i dag?
Og ville vi få et større afkast, hvis vi investerede pengene i sund og appetitfremmende mad til plejehjemsbeboerne.
Så det med at bruge penge, hænger altså også sammen med dét, at sikre, at der også er penge til fremtidens velfærd.
for hvis du fx bruger 4 mia kr. på gratis skolemad, så soparer du måske 28 mia på sundhedsudgifter + du får en mergevinst ved flere veludddannede mennesker – bare et eksempel.
21. november 2007 kl. 13:15 #
Hej alle!
I virkeligeheden er det vel umuligt, med den måde vi har indrettet det politiske system og den måde vi lader børn vokse op på,at tænke langt ud i fremtiden. De fleste mennesker søger kortsigtede løsninger,fordi de stadig handler ud fra lystprincippet, og derfor stemmer på de politikere, der giver dem det, de vil ha´ hér og nu.
Vil vi blive i stand til at skabe langsigtede løsninger, som naturligvis er nødvendige, må vi til at gøre børn indrestyrede og ansvarlige, så de en dag kan blive kloge vælgere og oven i købet etablere en anden form for styre, et ægte demokrati, hvor hver borger har direkte indflydelse og værdi.
Børn er nødt til at vokse op med betingelser, der gi´r dem frihed til at lære sig selv at kende og udvikle deres medfødte potentiale. De skal ha´ hjælp til selvhjælp. På den måde får de mulighed for at få tilfredsstillet deres vigtigste behov og udvikle kompetencer, der gør dem til ansvarsfulde, glade,sunde og kloge voksne, der nok en dag vil kunne evne at løse de essentielle samfundsproblemer.
At der findes bare én pædofil i et samfund, viser, at vi har brugt kræfterne på det forkerte. Børnenes vilkår skal være hovedemnet for al politik, indtil alle børn trives.
De bedste hilsner Lisbet Mørk
21. november 2007 kl. 14:03 #
Jeg tror at en af problemstillingerne mht. en potentiel lavkonjunktur ligger i at vi skal have kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Som jeg ser det, er den canadaisk green card ordning en rigtig godt tiltag (går ud på at man får points for sine kvalifikationer og erfaring). Problemet ligger derfor i vores sky høje topskat, som for mange til at træde 2 skridt tilbage og kigge mod andre lande(ja, jeg synes det er super med en flad skat). Derfor mener jeg man bør overveje at kigge på forskerordningen (en forsker fra udlandet kan arbejde i Danmark 3 år til 25 % i skat hvor efter han overgår til det skattesystem som vi kender) og udvide den forskerordning til andre sektorer end blot forskning så den også kan hive erhverspersoner til DK. At gøre overgangen mere flydende synes jeg ville være smart, så efter 3 – 4 år skal man måske blot betale 30 %, dvs. gradvist når man den danske skattesats. Det må bevirke i at forskeren/arbejderen når at integere sig i Danmark, samt få en forståelse af hvorfor vores skattesats ser ud som den gør….selvom den nu en gang er for høj :).
PS. Lige til noget helt andet – mht. til NY´s fremtid – Hvis jeg beslutter at stemme NY/Lars Kolind til næste valg bliver det på baggrund af en ny formand, for jeg synes Nasar Khader gjorde det skadaløst dårligt for jer….bare min mening. :)
21. november 2007 kl. 18:22 #
en tilføjelse:
Jesper Juul, familiterapeut, skriver hver anden lørdag på fyens.dk om børn, forældre, familier.
Jeg synes faktisk stadigvæk, sammenligningen mellem en familie og et samfund er god. Og det er lettere at overskue, hvad der er godt at gøre, når man ind imellem tænker herpå.
Hvis borgerne i et samfund skal trives skal politikerne kunne samarbejde og udtænke forskrifter, der får mennesker til at trives modsat det, der sker nu, hvor der kæmpes om at få mest magt.
Tænk, hvis man kunne udpønse et system, hvor politikerne arbejdede sammen i én stor gruppe, ministre blev valgt ud fra de pågældende personers kompetencer og interesser og politikerne blev valgt ind i folketinget ud fra den enkeltes kompetencer.
Samtidig ser jeg det som en stor fordel, at alle politikere gennemgår én eller anden form for uddannelse / træning, bl.a. i logik og argumentation, konstruktiv kommunikation, ledelse og samarbejde, økonomi m.m.
Nå, nu skal I få fred for mig.
vh Lisbet
21. november 2007 kl. 20:02 #
Ulven kommer!
Fear management.
Han kan nogle ting, ham Lars
21. november 2007 kl. 20:44 #
Man har talt om fjernarbejde i mange år, men hidtil er det ikke blevet til det helt store i den form, Kolind nævner i blogindlægget.
Enkelte meget veldefinerbare opgaver kan sikkert klares over nettet, men det kræver fysisk tilstedeværelse at forstå kulturen i en virksomhed, at kunne yde en ordentlig service og at bevare gejsten.
Mange penge kunne spares med e-learning, men motivationen forsvinder hurtigt, når den sociale dimension forsvinder. Det samme må gælde et arbejdsforhold.
Hvis det bliver så udbredt, hvorfor er der ikke flere virksomheder, der nu benytter kinesisk arbejdskraft via nettet nu, hvor der påstås at være mangel på arbejdskraft?
Det næste led i Kolinds argumentation – efter at have skræmt med konsekvenserne – er vel, at vi skal have lettet personskatten, så lønnen falder. Men lønniveauet afhænger af styrkeforholdet mellem parterne, som igen påvirkes af udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. Her kan muligheden/truslen om outsourcing eller import af arbejdskraft bruges til at øge udbuddet og presse lønnen ned. Men ingen vil gå ned i løn, fordi skatten nedsættes. Man vil – naturligvis – forsøge at få så høj en løn uanset hvad.
21. november 2007 kl. 23:13 #
Jesper, hvis du opfatter det som fear management, så mangler du mod :-)
Lars, men tør I starte denne debat uden at give den et positiv spin?
Alle partier talte om øget velfærd, også NA, i valgkampen. Jeg hørte NA argumentere for lavere indkomst skat med det formål at skaffe flere varme hænder.
Hvis jeg forstår tankegangen bag jeres skatte forslag korrekt, så er den lidt karikeret: Verden er i dag global hvor mennesker flytter rundt og bosætter sig hvor de har de bedste muligheder. De bedste vil ikke acceptere at betale så stor del af deres indkomst som man er tvunget til i Danmark. Vi har to muligheder enten at forsætte som hidtil hvilket vil medføre at de bedste flytter væk (ikke flytter hertil) og Danmark vil tabe i konkurrencen og blive om ikke fattigere så i det mindste relativt fattigere i forhold til omverden. Den anden mulighed vil være at nedsætte skatten hvor Danmark vil blive rigere men med større ulighed.
Det er vel valget at holde fast i ligheden og tabe i konkurrencen eller acceptere at også uligheden er et element af globaliseringen.
Der er selvfølgelig en balance i dette for selv uligheden har omkostninger, så jeg betvivler slet ikke jeres sociale ansvarlighed.
Jeg har ikke hørt NA sætte spørgsmålstegn ved det danske ”lighedsbegreb”, det kan man ellers sikkert komme i avisen med.
Så spørgsmålet er tør NA starte denne debat?
22. november 2007 kl. 12:52 #
“Jesper, hvis du opfatter det som fear management, så mangler du mod :-)”
Det behøver Jesper vel ikke at gøre. Det er tværtimod udmærket at være opmærksom på nogle af de forkerte antagelser, der er i debatten og også de – bevidste eller ubevidste – manipulationsforsøg, der gøres. Man kan så måske imødekomme dem mindre umodent end Jesper gør.
22. november 2007 kl. 15:32 #
Lars
Helt enig.
Jeg er bare mere bekymret for den manglende innovation, fordi nok er der en kortsigtet konjunktur-relateret arbejdsløshed, men den langsigtede velstand er innovations-relateret – eller af mangel på samme.
@ Johann
Husk på at man godt kan forestille sig en omfordeling uden det nødvendigvis skal være koblet med at statens innovationshæmmende dyne skal spilde pengene på offentligt produceret forbrug uden markedseffekter.
Hvordan kan man altid diskutere, men lad os nu turde tænke tanken uafhængigt af skat. Hvis vi kan få mere værdi for pengene kan vi jo både sætte skatten ned og hæve velfærden.
@ Claus
Undskyld jeg punker lidt på dig – fordi vi er nok enige langt hen ad vejen.
MEN du er alt, alt for glad for og overvurderende af central planlægning. Det er lidt af de samme problemer, der kom ud af det gamle arbejde med fordanskning af Portors klyngeteorier (eller var det nu omvendt). Det som i dag lligger og sylter “bruger-dreven innovation” uden at blive behovsdrevet.
Et lille råd – prøv at læse noget af det tungere markedorienterede blot for at presse forståelsen. F.eks. noget af den østrigske skole – Ludwig von Mises er guf for hjernen og åbnede mine øjne for mange ting (herunder ikke mindst forståelsen af hvor jeg var uenig med ham – han er anarcho kapitalist, så du får sikkert røde knopper og netop defor bør du læse ham).
HUMAN ACTION er – selvom den er lidt gammel og en moppedreng – stadig det bedste jeg har set. Prøv evt. at finde noget af det afledte og mere letlæste.
http://www.mises.org/resources/3250
22. november 2007 kl. 17:43 #
@ Stephan
Tak for rådet – der er helt sikkert mange spændende intellektuelle udfordringer i at kaste sig over bøger om samfundets økonomiske indretning. Samfundet er jo en dejlig kompleks størrelse.
Vedr brugerdrevet innovation. Som jeg forstår din logik, vil skattenedsættelser og flere midler disponeret af den enkelte forbruger skabe brugerdrevet innovation.
Men hvis man har en nichevirksomhed med et højt videnindhold vil markedet være andre virksomheder og på det globale marked, som ikke påvirkes meget af danske skattenedsættelser. Hvis offentlige institutioner gives fri, vil de også kunne bidrage til brugerdreven innovation. Det samme gælder danske virksomheder, som investerer mere pga. en nedsættelse af virksomhedsskatten. Så det kan godt være, at det bliver nemmere at afsætte en eller anden innovativ dims til køkkenet som følge af skattenedsættelser, men det er så det.
Og jo jeg kunne godt tænke mig flere offentlige visionære projekter lidt i samme stil som den amerikanske færd til månen. Stil krav til forskerne. Det går ikke ud over kreativiteten – tværtimod.
22. november 2007 kl. 20:44 #
Jeg har fåey ny tanke:
Måske er det så svært at diskutere økonomien bag velfærdsgoderne, når man mangler at definere helt klart, hvad betyder for de forskellige. Når målet står i tåger, mangler en klar motivation til at finde midlerne til målet, og man behandler midlerne, som om de var målet.
Velfærd kan være velstand og høj levefod, retfærdighed med lille forskel på rig og fattig og lige rettigheder for alle, ubegrænset frihed,orden, regler og kontrol og sikkerhed, og meget, meget mere i forskellige kombinationer.
Hvad med den diskussion?
Måske “glemmer” politikerne at definere målet stjerneklart for at undgå denne diskussion, for så kniber det med at kunne holde sig til de korte klare overskrifter:
Velfærd eller lavere skat? Omsorg for næsten eller egoisme? De røde eller de blå? Helle eller Anders?
Det er i politikernes interesse at afholde vælgerne fra at tænke, for tænker vi for meget, stiller vi de svære spørgsmål og er vanskelige at manipulere med, og så bliver det svært for politikerne selv at bevare overblikket.
I gamle dage gav adelen landarbejderne snaps for at passificere dem, i Kina gav man opium til folket, i dag fordummes vi af valgshows med “action”, platte vittigheder og hurtige spørgsmål som skud fra hoften, tænk, tænk, tænk, svar, men hurtigt, for fanden, det skal være underholdende, for vælgerne skal afholdes fra at kunne følge med og tænke selv.
Måske er det sådan, det hænger sammen eller hva´?
23. november 2007 kl. 00:13 #
Jeg tror vi ikke kan snakke værdiskabelse fordi fokus og debat er gået i selvsving omkring hvem der er bedst til at fordele kagerne.
Som erhvervsmand der i en halv meneskealder har leveret IT til det offentlige sundhedssystem, er jeg stadig forundret over værdier der kastes bort på grund af herakisk uforstand, på den måde at jo mindre beslutningstagerne er orienteret om hvad de skal besluttes jo hurtiger kan beslutningerne træffes.
Det er efter min mening politik i en nøddeskal.
Jeg mener at det skal gøres mere attraktivt for at få erfarne erhvervsfolk ind i politik som f.eks. Lars Kolind. De har lært at en fejl er lærdom anden fejl er dumhed der giver exit.
23. november 2007 kl. 12:04 #
@ Claus
Bogen, jeg henviste til, drejer sig ikke så meget om økonomiske modeller, men om menneskers handlemønstre og hvordan det indvirker på økonomi og specifikt om hvordan f.eks. karteller og monopoler slås i stykker af aktive kundevalg.
Herunder hvordan statsindgreb virker destruktivt på samfundets evne til at håndtere og løse problemer.
En pointe er, at der – specielt i Danmark – er en utrolig tendens til at antage at staten som system skal og kan løse problemer. Man er nærmest sygeligt selvoptaget i det offentlige system.
Der var engang hvor danskerne kunne selv og vi byggede virksomheder i stand til at konkurrere på verdensplan. Så eksploderede staten og overtager stadigt mere – og nu har vi alvorlige problemer med at skabe nyt.
Omkring dit eksempel med nichevirksomheder. ALLE værdikæder ender i personligt forbrugsvalg og værdien skal måles i værdien for borgeren = mennesker. Stater og virksomheder forbruger ingenting medmindre det er led i en værdikæde som i sidste ende ender hos en borger. Dvs. både sikring af kvaliteten i den konkrete værdikæde og en konstant alternativvurdering er helt afgørende for kontinuert innovation.