Er Kolind fascist?

Alex Ahrendtsen

Jeg får svært ved at vænne mig til tonen i debatten i dansk politik. Her til aften beskylder et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti på Fyn, rådmand Alex Ahrendtsen, mig i TVFyns nyhedsudsendelse her til aften for at bruge samme metoder som fascisterne i 30′erne. Brug lige 1½ minut på at lytte grundigt til klippet på www.tv2fyn.dk. Det var kun fordi en seer ringede mig op og var helt rystet over udtalelsen, at jeg overhovedet fandt ud af at den var der. Hvor lavt skal vi synke i debatten?

Hvad kan vi gøre for at hæve niveauet?

43 kommentarer til “Er Kolind fascist?”

  1. Michael Møller

    Kære Lars.
    Jeg har hele tiden haft indtryk af, at Dansk Folkeparti med Pia i spidsen har virket desperate. Måske forståeligt, idet statsministeren sikkert vil være glad for et alternativ til deres jerngreb.
    Dette er så bare det sidste skrig i den sag.
    Ang. management? Jeg har såmænd også oplevet managementteorier brugt kritikløst i uhensigtsmæssige sammenhænge. Det er mit indtryk (ret mig evt.), at du kender så meget til management-teorier, at du er i stand til at sætte dig ud over dem.
    Mvh
    Michael

  2. Michael Møller

    PS: Mht. dit spørgsmål: Der er kun en ting at gøre – at blive ved med at bruge sit eget pæne sprog. Så vil de, der taler ‘lavt’ forhåbentlig afsløre sig selv med tiden.

  3. john smed nielsen

    tillykke kolind med din opstilling. der er sket det uheldige at politikere ikke længere har visioner og grundholdninger, Det at Anders Fogh dagen før valget skiftede mening om ikke hjemsendbare asyl ansøgere, var simpelt hen for tydeligt et signal om at man tilpasser politiken til de øjeblikkelige strømninger i folket. Og da disse strømninger er styret at EB og BT bliver det overfladisk og uinterresandt. asylansøgere og hjemmehjælpere (sosial og sundheds hjælper) (husk at bruge dette navn da alle jo gerne vil have omtalt deres stilling korekt)er de store æmner, men kun i pressen, den skal man dog ikke undervurdere. der er mange kommuner som har nogle dårlige ledere som gør SoSu ernes arbejde træls. det har ikke meget med kroner at gøre men dårlige mellem ledere. Alle vil jo gerne have mere i løn men de fleste er mere tilfredse hvis de bliver respekteret og taget alvorligt. Et lille eksempel: i en kommunne blev der ved et møde nævn at en dreje plade man bruger til udstigning af bilerne ikke virkede. Lederen sagde straks at der ville blive købt en ny. historien blev fortalt til en anden sosu i en anden kommune som så skiftede job efter 20 år i den anden kommune. årsag: i hendes gamle stilling blev der aldrig hørt på klager og der blev aldrig reageret. Sosuer i stor stil må kun arbejde 27 timer om ugen selv om netop mange af disse hovedsagelig kvinder er singler og forsørgere hvor det er yderst svært at få det til at løbe rundt med de får timer.
    lav de skøre regler om og tillad overarbejde i stedet for vikar. nå unskyld tilbage til politiken. Der er ikke mange politikere som har en mening, de har den mening som gir stemmer, og jeg er bange for at man hurtigt bliver smittet. mit råd er derfor at man bliver ved med at have en omgangskreds som ikke høre til på cristiansborg. og måske til familiefesten høre lidt på de mennesker som ikke lige har samme baggrund som sig selv. Det kræver en indsats. det var alt for nu

  4. Holger Ross Lauritsen

    Du vil føre valgkamp under sloganet “Tid til forandring”. Aha, du vil forandre noget, hvor spændende! Det er der ingen andre kandidater, der påstår, de vil! Helt ærlig, hvad med at finde et slogan, der betyder noget? Et slogan, der siger noget om, hvilket politik du går ind for. Et slogan som ikke ethvert andet parti kunne have brugt.

  5. Bjarne Balle

    Ja, hvis han så bare var en enlig svale.

    Så længe der ikke bliver stillet nogen form for krav til den enkelte politiker, så må vi leve med disse fantasifulde historier fra de varme lande.

    Det er vist den eneste løsning jeg kan se.

    Det der skræmmer folk væk.

  6. Anette Sand

    Jeg vil opfordre folk til at kommentere indslaget her:

    http://www.tv2fyn.dk/modules/debat/topic.php?topicid=8805

  7. Jørgen Lang Jørgensen

    Jeg tror ikke du er en ulv i fåreklæder, som Axel Arendtsen frygter og jeg tror ikke du har facistiske tilbøjeligheder.

    Du er bare en naiv nybegynder i politik

    Men dit angreb på vor statsminister som en uegnet leder er også under lavmål, så jeg forventer at du selv højner niveauet ved at tale om politik istedet for perfide angreb på landets stataminister.

    Jørgen Lang Jørgensen

  8. Jørgen Lang Jørgensen

    Jeg tror ikke du er en ulv i fåreklæder, som Axel Arendtsen frygter og jeg tror ikke du har facistiske tilbøjeligheder.

    Du er bare en naiv nybegynder i politik

    Men dit angreb på vor statsminister som en uegnet leder er også under lavmål, så jeg forventer at du selv højner niveauet ved at tale om politik istedet for perfide angreb på landets statsminister.

    Jørgen Lang Jørgensen

  9. Lars Kolind

    Jørgen Lang Jørgensen – tak for kommentaren, men jeg vil bede dig om at være mere præcis når du citerer mig. Jeg kunne ikke drømme om at sige at Anders Fogh var en dårlig leder – han har da gjort rigtig mange gode ting for Venstre og for Danmark. Han er en god leder, men det behøver jo ikke at betyde at man ikke kunne pege på folk som man syntes kunne være endnu bedre – efter min mening f.eks. Uffe Ellemann Jensen, hvis han havde været ti år yngre.

  10. Niels Thomsen

    Den type beskyldninger der luftes af Alex Ahrendtsen er naturligvis langt, langt under lavmålet. På længere sigt er det vel et spørgsmål om at sætte yderfløjene udenfor indflydelse – ved f.eks. at tilbyde en ny alliance…

  11. Bjørn Kelsen

    Jeg har siden midten af august vedligeholdt min egen blog og været tæt på at stille op som kandidat for Ny Alliance – så derfor er det måske ikke underligt jeg er positiv overfor en ny måde at lave politik på. Et af mine blog indlæg idag kan ses her:
    http://bjornkelsen.wordpress.com/2007/10/27/folkestyret-og-demokratiet-i-version-20-samfundet-har-ihvertfald-%c3%a6ndret-sig-mere-end-politikerne/
    Der er i den grad behov for en anden tankegang i politik for den er forstenet og desværre helt uden visioner – min kæphest er lidt at visionerne skal trække den praktiske politik, og ikke enkeltsager, taktik, beaurokrati og populisme. Jeg tror at både gammel politikerne, spindoktorerne, komentatorerne, og mange andre vil opleve at over nogle år bliver realpolitiken anderledes for de sociale strukturer er blevet mere flade, vi påvirker hinanden mere, og flere og flere er voldsomt trætte af den visionløse måde at styre landet på. Gammeldags målstyring uden forankring vil langsomt erstattes af formålsstyring hvor rigtig mange af os vil have ejerskab – offentlige og private organisationer og borgere i øjenhøjde med fælles retningspile.
    Så god vind – der er fuld support herfra :-)

  12. Christian Bech

    Kære Lars

    Du er klar over, at du kommer til at samarbejde med den slags mennesker? Du kommer til at sidde i udvalg med og lytte til debatter fra folk, der er så tæt på at være under lavmålet (eller meget langt under som i dette tilfælde), at man næppe tror, at de kan tage sig selv alvorligt og samtidig skal du lytte høfligt og forholde dig sagligt til dem.

    Derfor tror jeg heller ikke på, at du og Jørgen Poulsen holder længe i dansk politik. I er ikke vant til at agere på det niveau og jeg tror ikke på at I kan holde ud at inkompetence og uvidenhed bliver belønnet med politisk magt.

  13. Robert Piil

    Jeg synes meget godt om din argumentation i radioavisen en af de (den?) første dag i valgkampen om hvorfor DF er nødvendige i dansk politik. Jeg er helt på linje med Michael Møller. Holder du dig til den debattone, har du gjort hvad du kan for at forbedre den generelt.

    Jeg kan ikke stemme på dig, og kommer sikkert ikke til at stemme på NA, men jeg er taknemmelig for at I er kommet til og ønsker jer al mulig held og lykke, for I er absolut en tiltrængt fornyelse, og specielt dine tanker om det er nødvendigt at vælge nogle flere der ikke er levebrødspolitikere er jeg meget enig i.

    Det er sørgeligt at se, hvorledes regeringskoalitionen føler sig truet, og derfor bliver smålige (og småperfide). Det er ikke kun DF, men også i Venstre og Konservative. Også på den anden fløj har der været den der nedladende, overbærende tone overfor de nye drenge i klassen, som blot viser at at levebrødpolitikere pr. definition er bange for fornyelse, og derfor modne til udskiftning.

    Dilemmaet er selvfølgelig at det er begrænset hvormange valgperioder man kan bibeholde den friske ånd, og man skal selvfølgelig ikke smide gode folk ud, blot fordi de i en længere periode har beskæftiget sig fuld tid med politik.

  14. Eva Lykkegaard

    Kære Lars,
    Tillykke med din opstilling – og “Tid til fornyelse” er et godt slogan, som netop tydeligt siger, hvad det handler om. Fornyelesen gælder vel også tonen i politik. Så mit enkle bud på, hvad vi kan gøre for at hæve niveauet er: fortsæt som det gode eksempel på, at debatter og holdninger – også politiske – kan føres og luftes på et sobert niveau. Selv aktive politikere bestemmer vel selv, hvem man vil debattere med. Jeg er sikker på, at du fortsat er i stand til at holde hovedet koldt og kommentere perfide udtalelser (som nok ikke bliver de sidste) med overskud og undring. RESPEKT og rigtig god valgkamp! De bedste hilsner Eva Lykkegaard

  15. Jette Jakobsen

    Bliv ved med at tale pænt og tydeligt, i et letforståeligt sprog. Ikke al det uden om snak, og svar der ikke er svar. Så skal det nok gå. Man behøver ikke selv at synke dybt i sproget, fordi andre gør det. Det er flot at du kan og vil indrømme at det berører dig. Menneskelige træk er gode, at kunne stå ved, også uerfarenhed i nogle ting.

  16. Jørgen Lang Jørgensen

    Lars Kolind – du ber mig om at være mere præcis når jeg citere dig og det vil jeg hermed gøre.
    I Jyllandsposten er du citeret for at sige:

    “Fogh er ikke en statsminister for hele landet.”

    ” Jeg tror det har noget med den personlighed, som Fogh har. ”

    ” Fogh ville være fantastisk som nummer to i en regering.” underforstået efter Lars Kolind.

    Yderligere siger du, at han styrker og svagheder, som om det er noget negativt, det har alle mennesker – måske lige undtaget Lars Kolind, som mener at han ville være en bedre statsminister, men p.t. er Lars Kolind ikke kandidat -og heldigvis for det.

    Du skal huske, at du skal tælle til 90 for at få politiske beslutninger ført ud i livet – i modsætning til hvordan foregår i det private erhvervsliv.

    Den nuværende regering har sit parlamentariske grundlag i kraft af Dansk Folkeparti (Som jeg ikke stemmer på) og uden dem var regeringen væltet for længe siden.

    Jeg mener at statsministeren har været statsminister for hele befolkningen, da 80 % af alle lovforslag bliver vedtaget med brede flertal i Folketinget.

    Jørgen Lang Jørgensen

  17. Andreas Keller Leth Laursen

    JEg håber du vælger at tie det ihjel Lars. DF er bare ude på at kaste dig ud i en omgang mudderkast hvor niveauet vil falde dig for dag.
    Disse udtalelser Alex Ahrendtsen kommer med så kort tid inde i valgkampen, viser med alt tydelighed hvor hans parti er villigt til at gå for at beholde magten.

  18. Søren Nørskov Pedersen

    Hej Lars,

    Tillykke med dit kandidatur og din spæde ilddåb i pressens vridemaskine.

    Jeg synes faktisk, at det er ret interessant med flere (ifgl Berlingeren) af Y’s kandidater, som erklærer, at de har andre prioriteter ved siden af et evt. sæde i FT.

    Det åbner for diskussionen om det nyttige i levebrøds-politikere ctr. udefra kommende professionelle fagfolk.

    Der er da bestemt ingen grund til at fare op og pege fingre ad de, som har en anden tilgang end den, som de traditionelle levebrøds-politikere er eksponenter for. Her tænker jeg på Pia K, som harcelerer ganske kraftigt over udmeldingerne.

    Hun udgør da problemet i en nøddeskal, synes jeg: Det gælder om at køre svinere på de andre, det gælder om at reducere politik til letfattelige paroler ligesom reklamer for vaskepulver, og dette er med til at reducere den smukke tanke om demokrati til et simpelt spil om at få tilslutning til sin sag. Hvad den sag så lige præcis er på valgdagen.

    Jeg er normalt meget interesseret i politik, herunder den politiske kommunikation, men kan mærk allerede nu, at denne valgkamp bare skal overstås.

    Jeg plejer at stemme C, men overvejer kraftigt Y. Særligt efter kandidaternes udmeldinger om at ville “have et liv ved siden af FT”.

  19. Anni Løndal de Lichtenberg

    “Går du med hvide strømper,
    og gaden ej er ren,
    da træder du forsigtigt,
    og ser til dine ben.
    Men har du først dig smudset,
    du tager sagen let,
    og derfor skal du vogte dig for den første plet.”

    Ovennævnte er iøvrigt én af Uffe Ellemann-Jensens favoritter, som Uffe citerede i hans bog “Min egen dag er kort”, hvor han iøvrigt også skrev: “Jeg kan ikke slikke mine sår, for de sidder alle sammen i ryggen” (citeret frit efter hukommelsen)

  20. Palle Hellemann

    Hej Lars,

    Ja, tyv tror hver mand stjæler…Om nogen er DF jo et parti, hvor man har indtryk af at demokratiet og ytringsfriheden internt har det dårligt og svært. Toppen i DF sidder jo hårdt på alle de opstillede kandidater, netop fordi DF har haft rigtig mange sager, hvor deres folk er kommet til at give udtryk for holdninger, der er aldeles politisk ukorrekte. Der har sågar været mange eksklusioner fra DF af disse årsager. Jeg håber således på at Ny Alliance netop vil profilere sig på at være et parti, hvor demokrati og ytringsfrihed også har det godt, dvs. at vælgerne kan se at der ikke altid er enighed og at uenigheden får lov til at eksistere og være synlig, fremfor at alle holdninger synkroniseres på sekundet inden valgkampen går i gang. Jeg mener at du har svaret helt optimalt på kritikken, der jo ellers er snedigt fundet på, forstået på den måde at nogle mennesker måske vil kunne genkende hans beskrivelse af nogle erhvervsfolk der anvender “management by terror” eller hælder til principperne. At linke det sammen med dig er så der hvor filmen knækker for mig – der er da sikkert danske toppolitikere hvor beskrivelsen kan passe lidt ind i mellem, men da slet ikke nogen i Ny Alliance. Det åndsfællesskab jeg mærker når jeg læser “Kolindkuren” udelukker jo for mig enhver mulighed for at han har det mindste ret i sin kritik. En højnelse af debatten: tja, Ny Alliance skal holde sig til de overordnede linier og netop hæve sig over mængden ved at fokusere på integritet, moral, engagement og politiske holdninger, der holder også til et nærmere eftersyn af motiver og baggrund.

    Med Venlig Hilsen

  21. Anni Løndal de Lichtenberg

    Citater af Hr. Alex Ahrendtsen:

    “Muslimerne har igangsat en hellig krig for at undertvinge Vesten gennem masseindvandring og høje børnefødselstal, bistået af velvillige indfødte, blåøjede hjælpere.”
    (Alex Ahrendtsen)

    Kun danske statsborgere bør få hjælp fra det offentlige. Alle andre må klare sig selv i det omfang, de får opholdstilladelse i Danmark.”
    (Alex Ahrendtsen)

    Danmark er et gennemdemokratiseret land og det i et sådant omfang, at det truer vort folkestyre. Vi må derfor skære ned på demokratiets vækst, hvis ikke demokratiet skal ødelægge sig selv. (…) Man må redde borgeren fra demokratiet, så han igen kan koncentrere sig om folkestyret.”
    (Alex Ahrendtsen)

    ….og der er mange flere….

  22. Anders Hede

    Jeg ønsker dig held og lykke Lars.
    Jeg har hørt til et rigtig inspirerende foredrag i Vejle for snart et år siden.

    Jeg har også læst Kolind-kuren.

    Jeg holder af din stil og facon, og jeg synes det er fint med lune at foreslå sig selv som statsminister.

    Men lov mig nu at I ikke springer fra og støtter Venstrefløjen. Den har jeg det meget dårlig med, også dårligere end jeg har det med DF.

  23. Anni Løndal de Lichtenberg

    Jeg er nået dertil, at jeg hellere vil have en venstrefløj med næsten ingen magt til de ekstreme, end en højrefløj, hvor de ekstreme har al magten….

  24. Stephan Engberg

    Lars.

    Efter at have lyttet til klippet må man bare sige at mod uvidenhed kæmper man forgæves – både hos politiekre og hos vælgere.

    Det er iøvrigt skingrende tåbeligt at vi lever i et samfund hvor en stor del af befolkningen er mere bange for en privat virksomhed end for staten. Man skal ikke stole ubetinget på nogen, men staten begår grove overgreb på stribe – det er der meget få private virksomheder som er blot i nærheden af.

    Men du har netop fået første lektion i demonstrationen af demokratiets krise.

    Hvis et parti kan have en person med så ringe indsigt som viceborgmester, så er vi langt ude. Så var det da 100 gange mere seriøst at stemme på en Jakob Haugaard (som iøvrigt bør respekteres fordi han faktisk satte sig ind i sagerne og stod ved sine meningers mod da han højst forbløffet røg ind).

  25. Jan Sjøstrand

    Ja, Lars, jeg har nu set indlægget med rådmand Alex Ahrendtsen, og kan kun tænke; Du stakkels stakkels fjols – jeg har ondt af dig, hvad har du i klemme for at kunne reagere sådan?

    Retorikken er til tider modbydelig i stilen, den er fordummende og latterlig og til at brække sig over.

    Det værste er ikke hans sammenligninger til 30′erne, pyt da med det. Det værste er at at det stakkels fjols slet ikke ved, at du Lars faktisk er en særdeles atypisk leder, der for mig at se, arbejder imod traditionel management og med ledelse.

    Kommentar
    Hvad sker der i hovedet på folk.
    - Regeringen bliver på samme tid og af de sammen politiske modstandere beskyldt for både blokpolitik og for at stjæle deres politik – hvordan kan det lade sig gøre?
    - De blive beskyldt for IKKE at arbejde hen over midten, og samtidig beskyldes de for at stjæle de radikales og socialdemokratermes politik, og det vel at mærke både af politikere og samtlige politiske kommentatorer, så noget om snakken er der vel – eller?

    Det handler om politik, IKKE om politikere, hvilket åbenbart er vanskeligt at forstå for politikerne. Jeg kan da være hamrende ligeglade med, at nogle hugger min politik uden at jeg bliver krediteret, bare det bliver gennemført. Det er måske et af de aspekter der er så forsnævrende rent politisk ved LEVEBRØDSPOLITIKERNE.
    Hvis de ikke bliver krediteret mister de profilering og stemmer.

  26. Helle Munch Oldefar

    Ja, igrorer ham. Han er i hvert fald ikke værd at spilde krudt på, og du får ham forhåbentlig ikke som kollega!
    Hvis han appellerer til nogle mennesker, så er det under alle omstændigheder ikke nogen, du vil kunne appellere til, så være bare dit sædvanligt pæne – men ikke for pæne :-) – selv.

  27. Ole Eriksen

    Undskyld, men jeg vil ikke bruge tid på at nærhøre deres kommunikation og budskaber. Jeg har kun et liv. Jeg kan kun bruge min tid én gang. DF ligger ikke øverst i bunken for at få fokus.

    Life must go on. Og det går bedre ved at ignorere de typer.

  28. Sofie Kragh-Müller

    Jeg er efterhånden mere og mere af den opfattelse af det politiske liv har isoleret sig selv fra den mangfoldighed af ting der sker ud i “det virkelige liv”.
    Det er synd. Dybest mener jeg det er absurd at man skal kunne tale om at “være en naiv nybegynder ud i politik”, sådan som én anfører her på bloggen.
    For dermed gøres politik til et strategispil man kan lærer og ikke et visionært projekt, hvor holdninger og visioner er i fokus.
    Det er netop det indslaget også afslører. Det er en lang gang “tørren af”, for netop det som DF selv beskyldes for.

    Med en baggrund som journalist kan jeg kun beklage, at det er dette spil medierne vælger at formidle. Den der råber på den mest provokerende måde får plads. Det bygger på det grundsyn, at det er konflikterne der skaber forandring og dynamik i samfundet mere end indholdet…

    Og kun at tilføje, at det kræver roen til at bevare fokus ind i det man finder vigtigt og nødvendigt og formidle det tydeligt og klart. Som jeg ser det handler det nemlig ikke kun om at vinde valget, men også om at sætte sig spor i det hele taget.

    De bedste hilsner
    Sofie Kragh-Müller

  29. Anni Lomborg

    Citat fra ordbog:Centraldirigeret økonomi – om et lands økonomi: Som er styret af en central myndighed, i praksis staten, som har dispositionsretten over produktionsmidlerne og tilrettelægger produktionen; planøkonomi.

    Uanset hvad der sker, så er jeg fortrøstningsfuld. Som Pia Kjærsgaard siger: “Vær glad og optimistisk, for vi lever i et demokratisk samfund” og ja, det skal nok gå alt sammen, For “der er ingen ko på isen” ;-)

    Venlig hilsen
    Anni.

    NB. Jeg synes ikke der er noget forkert i det Alex Arentsen siger. Kan man ikke tåle det, er man for sart.

  30. Lars Huniche

    Et godt råd – lad DF sejle sin egen sø – også efter valget. De har ret til at stille op, folk har ret til at stemme dem ind – men ingen kan pålægges at SKULLE samarbejde med et parti som står for laveste fællesnævner i alt hvad de gør og siger. Lad dem ikke kuppe dagsordnen – de føler sig presset og ser hellere end gerne at kandidater fra alle andre partier kommenterer det de kommer frem med. Men de er støtter til den samme statsminister kandidat som du selv – så lidt har i da til fælles (smiler).

  31. Jette Jakobsen

    Hvis man giver sig tid til at høre på “landsbytosser”, er de slet ikke så tossede! De er ofte meget gode og kloge mennesker, der vil verden det bedste.
    Jeg arbejder med mennesker med hjerneskade…enten medfødt eller ved en anden skade.De kommer med mange kloge ord, helt fri for de hensyn vi andre har…de er slet ikke så tossede. Så i mit sind er det ikke en skam at blive sammenlignet med en landsbytosse. Det er dem som kommer med beskyldningen, der falder for lavt og dumt.

  32. Kim Møller

    Kære Lars,
    Tillykke med kandidaturet og (ikke mindst) held og lykke i valgkampen. Du er lige præcis det friske pust af forandring den danske politiske scene har brug for. Jeg kan ikke sætte kryds ved dig på Fyn, men må kompensere ved at gøre det ved din chef i København.

    Vedr. DF og Alex Ahrendtsen skal man ikke gå ind i den kamp. Der bliver altid dårlig fodbold, når man går efter manden.

    Til Jørgen Lang Jørgensen

    Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor man ukritisk skal bakke op om landets statsminister. Det er en helt legitim holdning at mene, at man er bedre end Fogh som statsminister. Jeg håber, at der er mange i Folketinget, der har samme holdning, ellers er det da helt forbi med dynamikken i dansk politik.

    Lars Kolind stiller jo blot spørgsmålet, om Anders Fogh har de rette evner til at lede landet eller om han ville være bedre som en nr. 2.

    Når en mand som Kolind, der har levet af (og vist nok også tjent en lille skilling) på at sætte det rigtige lederhold, udtaler, at statsministeren nok er bedre som nr. 2, skal man i hvert ikke slå det væk ved at stille spørgsmål ved Kolinds karakter eller psyke.

    “Fogh er ikke en statsminister for hele landet” er en fuldstændigt korrekt udtalelse. Jo, man skal tælle til 90 i politik, men betyder det så, at man skal ignorere de resterende 89 fuldstændig. Så er man netop ikke statsminister for hele landet

  33. Dorte Windeballe

    Hej Lars

    Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke med dit nye “projekt” Jeg er spejderleder i DDS på 52 år og har altid set meget op til dig.

    Dorte

  34. Anders Hede

    Jeg er lidt skuffet over at høre radioavisen i morges citere dig for at du ikke er helt sikker på om det nu er dig at være i Folketinget og at man jo så bare kan få sin suppleant til at sidde der.

    Jeg håber der var tale om grov fejlcitering.

    Det er altså ikke en spejderlejr man tager hjem fra fordi man ikke kan lide maden.

    Hvis man stiller op til folketinget og bliver valgt, så forpligter det, og så må man få det bedste ud af den udfordring.

    At kaste halen mellem benene i løbet af valgperioden vil koste anseelig mængder af respekt, i hvert fald fra min side.

  35. Per Feldvoss Olsen

    Hej Lars,
    Jamen velkommen til de politiske realiteter – tillykke? – jeg mener jo at du er “godt dum” at gå ind i den fælde (politik) – men du er jo i godt selskab.

    Vi har hårdt brug alternativer til politik – fx. det interessante demokrati projekt MyC4.com, du har skrevet om. Fremover vil du dot ikke have tid til det, og du vil være tvunget til at bruge store mængder af tid og penge, på ret ligegyldige argumenter, på vej ind i verdens mest ineffektive “beslutnings maskine”. Men det er interessant at se hvordan du nu reagere når argumenterne bliver meta-fascistiske – “Alle der ikke hopper er fascister?” – men ikke ligegyldige.

    Nedenstående uddybning medfører et interessant paradoks: Alex Ahrendtsen er ikke din modarbejder/modstander, men faktisk din ‘kritiske medarbejder’ – og du får dermed flere stemmer fordi vi foretrækker “management fascisme”, frem for det som DF står for i dag. :-)

    Du kan kun løfte niveauet for debatten ved at forstå det ‘system’ du nu er en del af! Forandring, nej tak, ikke til mig – forbedring af systemet, ja tak!

    Før og efter at følgende er skrevet/læst må jeg understrege at hverken DU eller andre politikere, fortjener at bliver kaldt fascister.

    Dit/jeres store problem er at DF politikeren har ret i den væsentlig delmængde af sin kritik. Dels bygger vores politiske system på Platons “små fascistiske system” (vi skal underlægge os “sandheden”) – og dels er der mange af de post-moderne management tiltag som rent faktisk ‘er’ fascistiske! (fx bekymre dybt det mig at ‘du’ taler om “mentale modeller”)

    Efter dette er læst skal det naturligvis gentages at DU, og andre politikere, ikke nødvendigvis ‘er’ fascister. Men du opererer nu inden for et system hvor man netop benytter nogle meget “effektive” mekanismer, i fri dressur kan det meget let udvikle sig til en form for fascisme. (Jeg har tidligere nævnt at fx systemet ‘værdi ledelse’ allerede har bredt sig – som den virus det er – til min søns skole!)

    Det som Alex Ahrendtsen siger bygger altså på nogle meget indsigtsfulde iagttagelser, omsat til en ubehagelig retorik, som så rammer dig ‘personligt’ – dette er naturligvis også fascisme, meta-fascisme og det er en forudsigelig del af det politiske spil. Du har jo – klart – nogle ideer som kan bringe systemet i ubalance, så nu forsvarer systemet sig ved at anklage dig for at være en del af systemet!

    Hvis du kombinere “management mekanismer” med (i forvejen) politiske systemer, er der en stor sandsynlighed for at det løber dig af hænde – det gælder ikke kun for dig, men for os alle. Du har naturligvis ikke tid til at sætte dig ind i dette – jeg har selv brugt 10-15 år på at lokalisere ‘ikke’ fascistiske systemer, og deres “formel” – men hvis andre skulle være interesserede kan man fx starte her:
    http://www.cbs.dk/forskning_viden/institutter_centre/institutter/ckl/h_jreboks/arrangementer/2007_06_18_15_30_00_medarbejder_eller_modarbejder_religion_i_moderne_arbejdsliv – Ole Fogh påpeger her bl.a. hvordan “polis” er på vej ind i erhverslivet (og nu med dig i folketinget omvedt ).

    MVH Per Feldvoss Olsen – Det er ikke alt der godt, der er godt for alle!

    (Tak til Anders for et meget sigende indlæg – sådan er det ! )

  36. Claus Christensen

    Naturligvis er Kolind ikke fascist, men som Per påpeger, er der en fare for, at ikke-demokratiske træk ved management-kulturen præger Ny Alliance.

    Erhvervsfolk er vant til at se visioner realiseret lidt hurtigere og mere effektivt end vi er vant til at se det i det politiske liv – og det trænger vi forøvrigt til.

    Der er lighedstræk mellem moderne management og totalitære ideologier i form af involvering af medarbejdernes/samfundsborgernes følelser, dyrkelse af en karismatisk leder og ekskludering af personer, der ikke deler virksomhedens værdier eller på anden måde ikke er rigtige samt fokus på resultater frem for ordentlige midler.

    Man bør i NA være opmærksom på ligheder og forskelle mellem moderne virksomhedsledelse og demokratiet – om ikke andet så for at kunne imødegå kritikken.

    Jeg er dog enig i, at DF’erens kritik ikke er af den højeste kvalitet, fordi den er nedladende (“landsbytosser”) og baseret på antydninger uden en ordentlig forklaring på, hvori det facistiske skulle bestå.

    Det skulle dog være ret let at imødegå denne kritik fra netop DF. DF er jo ikke helt fri for at have et følelsesladet grundlag, persondyrkelse og topstyring.

  37. Bjarne Balle

    Sikke en fest. Ja, det er rigtigt at der er lighedstræk mellem moderne management og totalitære ideologier.

    Og laver man en sammenligning mellem mig og en kvinde, så vil den kunne vise at jeg har lighedstræk med en kvinde.

    Husk nu at få det hele med, ikk’?

  38. Claus Christensen

    Jo Bjarne, du har da ret i, at naturligvis kan man finde ligheder på nogle punkter, uden at de gælder alle punkter. Meget af det vi opfatter som en naturlig del af velfærdssamfundet blev vist opfundet i Nazi-Tyskland – uden at man af den grund er nazist, fordi man går ind for børnehaver.

    Men ligheden går på noget ret fundamental: hvordan man leder grupper af mennesker – og her minder de fleste topchefer mere om Berlusconi end Anker Jørgensen.

    Det er dog nok heller ikke sandsynligt, at erhvervsfolks huseren på Christiansborg sætter demokratiet ud af kraft. Det skal presse, interesseorganisationer mv. nok sørge for.

    Men den grundlæggende holdning hos mange erhvervsledere – det gælder dog næppe f.eks. Lars Kolind – er alt andet end demokratisk, når det kommer til stykket.

    Under alle omstændigheder skal underholdningsværdien nok blive stor, når så mange store personligheder er samlet i samme parti. Jeg håber ikke, de ansætter alt for mange spindoktorer/informationschefer.

  39. Gitte Halkær

    Det er lidt af en omgang sandkage man kan få serveret i dansk politik. Min anbefaling er, tyg den, fordøj den, host den på plads – og skyl så efter med et godt glas rødvin.

    GH.

  40. Per Feldvoss Olsen

    Tak til Christian og Bjarne for præciseringen. Det er da helt klart at DF taler ”indefra systemet” og de venter vel bare på selv at kunne kalde andre for landsby tosser – se også Jesrsild og Spin, hvor Se&Hørt tossen også udnævner NA folket som landsby tosser (http://www.dr.dk/DR2/JersildogSpin/ 27. Okt.) .

    Vi har netop set såvel erhvervsliv som medier arbejdet med og undersøge diverse personligheders karismatiske egenskaber (fx http://www.berlingske.dk/article/20070926/danmark/70926024/ ) – man kunne i mine øjne lige gerne vurdere deres evne til at forføre os.

    Det politiske systems hovedproblem ligger i kernen at kandidaterne sætter deres Ego i centrum – og her er også erhvervslivets hoved problem. Hvis vi ikke finder en løsning på primadonna problemet inden for begge områder risikere vi at idealisere de forkerte egenskaber. Vi skal vinde ’fokus’ tilbage og her står vores Ego i vejen. (Problemet udfolder sig i fuldt flor se karakteristikken her: http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=2842 – og i tidligere indlæg på denne blog: http://kolindkuren.dk/2007/05/19/vil-du-vaere-med-til-et-forsoeg/#comment-22498 )

    Hvis Lars virkeligt skal ”forandre” noget kunne han bruge sine store evner bedre – problemet er ikke Lars, men systemet politik som fokusere ”forkert” på ham og hans evner. Dette fokus har appel til vores svage sider, den side som får folk til at stille op i al vores sårbarhed rampelyset – det er underholdende og det ser attraktivt ud, men det stiller umenneskelig krav. En god tommelfingerregel er at enhver appel til dit ego er manipulation.

    Jeg mener således at det er et stort tab af muligheder for erhvervslivet, Røde Kors og dem selv, at Lars og Jørgen er blevet fristet til at indgå i det politiske spil.

    MVH Per

  41. Kristian D. Frische

    Jeg tror at de “skingre” angreb på dig og Ny Allinace skal tolkes som et udtryk for frygt hos dem der angriber. De er bange for at miste magt. Specielt føler DF (nok med rette) sig truet. De kan se tegn på at de efter valget ikke kan komme til fadet med deres kortsigtede, visionsløse og populistiske politk.
    Jeg er så glad for at der endelig er nogen der insistere på at der skal visioner ind i dansk politk og at flertalsdikatur (blokpolitik) skal undgåes i videst muligt omfang. Endelig nogen der vil tage folkestyret og demokratiet alvorligt.

  42. Claus Christensen

    Erhvervslivets rolle i politik er et væsentligt spørgsmål.

    For ca. ½ år siden så vi, hvordan store dele af erhvervslivet gik i selvsving og på udemokratisk vis tvang regeringen til at ændre et forslag om at begrænse overbelåningen af virksomheder via kapitalfonde mv. ved at begrænse rentefradragsretten for virksomheder. Den samme overbelåning er iøvrigt på globalt plan ved at vise sig som en insolvenskrise, der uden tvivl vil give recession i USA, i takt med, at luften bliver ved med at sive ud af diverse aktivbobler. Så regeringens forslag var måske et meget fornuftigt forslag.

    De erhvervs- og organisationsfolk, der stiller op for NA, virker meget demokratiske, men den største bidragyder Seier Christensen fra Saxo Bank har – som jeg har forstået pressen – en ledelsesform, hvor de 10% af medarbejderne der scorer lavets på målinger systematisk sorteres fra og erstattes af 10% nyansatte. Det er ikke just udtryk for et rummeligt arbejdsmarked og det er ikke et menneskesyn, der ikke bør præge det politiske liv her i landet.

  43. Per Feldvoss Olsen

    Nogen gange overhaler virkeligheden medierne – i går så vi hvordan hele den lokale “medie verden” faldt for et små genilat stunt – et asset concept.

    Ikke alene har man fået S&H til at hoppe med på at bringe NA på forsiden, samtidigt optræder chef redaktøren selv i hovedrollen som “landsby tossen” – og han og fru Aller kommer – hvis der er retfærd i verden – sikket til at betale for Kharders håndværkerregning. Det er mere end “tre ting på en gang” …. det er meta-spin!

    VH Per

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.