Bistandsstrategi

Jeg har i den senere tid mødt folk med stor erfaring fra dansk udviklingsbistand til lande i den tredje verden. De fortæller om to store ændringer der er undervejs, og som jeg virkelig undrer mig over:

Danida ansætter selv eksperter i stedet for at bruge danske konsulenter.

Selvom man skulle tro at en borgerlig/liberal regering havde forstået budskabet om at videnvirksomheder skaber værdi i partnerskab med folk udefra der har særlig forstand på det pågældende fagområde, så har Udenrigsministeriet åbenbart de senere år valgt den modsatte strategi: At skære brugen af konsulenter ned til at absolut minimum og i stedet ansætte folk selv.

For mig at se virker det uforståeligt. For det første skal statslige myndigheder ikke både stille opgaver og producere det de efterspørger. Danida skal være verdensmester i at stille de rigtige opgaver, finde de rigtige folk og følge op på de resultater, der kommer, men ikke verdensmester i at drive rådgivende ingeniør- eller konsulentvirksomhed. Plus at eksportmulighederne for en meget vigtig branche for Danmark forringes væsentligt ved at hjemmemarkedet (og det er Danida i denne forbindelse) falder bort. Goddag mand økseskaft som vi siger i Jylland. Hvad er tankegangen?

Danida yder en stadig større del af bistanden som “budgetstøtte”.

Her henviser man til den såkaldte Paris Deklaration fra 2005, hvor ca. 100 bistandsorganisationer bleve enige om at integrere deres bistand nærmere i modtagerlandenes egne “systemer”. Skulle der f.eks. indkøbes biler, så skulle modtagerlandets egen indkøbsorganisation stå for det – ikke donoren. Og ville man støtte udvikling i en bestemt region, så skulle pengene gives til regeringen, som så selv kunne planlægge, hvordan de skulle bruges.

Hvis man kender lidt til korruption i udviklingslande, kan det godt undre, hvordan så mange kloge mennesker kan vedtage noget sådant. For er der noget der er sikkert, så er det at den form for bistand med fuld sikkerhed vil medføre masser af eksempler på misbrug af skatteydernes penge. Hvis regionen hellere vil have et fodboldstadion end 20 landsbyskoler, så værsgo: Danmark betaler. Udviklingslandene må jo bedst selv vide, hvad der nytter noget.

Paris deklaration eller ej. Jeg undrer mig over hvad de mon laver på Asiatisk Plads. Her er der vist brug for nogle nye alliancer…

10 kommentarer til “Bistandsstrategi”

  1. Anders S. Værge

    Hmm, jeg sidder med en stille undren over den utilfredshed du udtrykker i del 2 af dit indlæg. Jeg antager, at du siger “Udviklingslandene må jo bedst selv vide, hvad der nytter noget” med dyb (dansk) ironi. Direkte sagt; de ved ikke hvad der nytter noget. Min undren; “Danmark” ved bedre hvad der nytter noget for udviklingslandene – “Danmark” har svarerne? En noget imperalistisk tankegang – så jeg har nok misforstået det du mener. Det man søger med Paris Deklarationen, er nok netop ‘nye alliancer’, hvor man netop *sammen* de lokale arbejder med udvikling… – det synes jeg da lyder utrolig værdiskabende, og i særdeleshed; udviklende!

    Og forøvrigt – uden at vide et klap om den her Paris-deklaration – så vil jeg blive rigtig overrasket hvis den handler om at man kyler penge efter ‘systemer’ uden adresse og opfølgning på.

    Dbh Anders

  2. Lars Kolind

    Jeg har desværre ret stor praktisk erfaring med udviklingsarbejde og min erfaring er entydigt:
    at direkte dialog med de mennesker man gerne vil gøre noget for og med, skaber stor værdi for begge parter, og
    at offentlige myndigeheder og politikere i de pågældende lande som hovedregel er skruppelløse mht. at udnytte udviklingsbistand til egen personlig vinding.
    Derfor er jeg en meget varm tilhænger af at Danmark støtter græsrodsorganisationer hvor frivillige (men ikke inkompetente) mennesker fra Danmark arbejder sammen med folk fra udviklingslande om i fællesskab at få noget til at ske. Budgetstøtte er den diamentralt modsatte strategi!

  3. Anders S. Værge

    Vi er ikke helt uenige – men heller ikke rigtig enige! Jeg er enig i, at der er udfordringer på korruptionssiden i udviklingslande, da korruption er ét af symptomerne på at disse lande er ‘i udvikling’ og ikke ‘udviklet’ – hvad det sidste så end betyder!
    Jeg har dog svært ved at se hvorfor man ikke kan bruge mere end én strategi i forhold til udviklingsmidler. Igen, jeg tvivler på at budgetstøtte gives uden adresse og skarp opfølgning, men det er min antagelse. Det jeg har sværest ved at forene mig med, det er antagelsen om, at “de-er-jo-allesammen-korrupte-så-det-er-bedst-vi-selv-gør-det”. Hvis det er den antagelse man arbejder på baggrund af, så er det også det man dyrker og får – men det kan du, Lars Kolind, jo nok fortælle meget mere om, da jeg forstår at det netop er ét af dine hjørnesten/øjesten, at man skal forholde sig til sine antagelser, for det vil afspejle sig i processen og resultatet.
    Hvordan hulen skal man nogensinde få overdraget ansvaret og ejerskabet af udviklingen, hvis man ikke giver ansvar og ejerskab?

    Det er ikke fordi jeg står for blåøjet naivitet, – men jeg mener stadig man skal passe rigtig meget på med sine antagelser, og så iøvrigt tænke lidt over ejerskab og ansvar.

    Jeg vil godt have argumentet før personen, men her kommer alligvel lidt personligt og em smule erfaring: Jeg sidder i Kina lige nu, og kæmper netop med overdragelse af ansvar og ejerskab, men det er mildest talt noget der ligner mission impossible, hvis der i os ligger en antagelse om at vi ved bedst og de kan og vil ikke noget godt. Jeg oplever præcis det samme i Brasilien, hvor jeg er bosat. Jeg benægter ikke udfordringen i korruptionen – men jeg anfægter og kæmper mod antagelsen, som jeg bestemt også selv har mit hyr med.

    Jeg kan iøvrigt varmt anbefale Ricardo Semler’s inspirerende bog (The Seven-Day Weekend), hvis man virkelig vil se hvad der sker når antaglser om ‘ansvarlige voksne mennesker’ udleves til fulde – og det sågar i et udviklingsland som Brasilien!

    Dbh Anders

  4. Lars Kolind

    Ja det er mere kompliceret og vanskeligt end de fleste tror. Jeg har det lige som dig: Bare man dog kunne stole mere på de folk man arbejder sammen med – og heldigvis er der jo mange man godt kan stole på! Man kan ganske rigtigt ikke skære alle over en kam.
    Men når det er sagt er min erfaring at den udvikling der holder, kommer nede fra. Fra mennesker som selv deltager og bidrager – ikke bare modtagere. Og her er det mine erfaringer med frivilligt engagement er rigtig gode!
    Ha det godt i Kina – jeg var i Indien i sidste uge. Spændende udvikling!

  5. Per Feldvoss Olsen

    Hej Lars,
    Så vidt jeg har forstået er der en simpel principel løsning på ‘nogle’ af de problemer som opstår lokalt. Det man skal gøre er at henvende sig direkte til kvinderne – fx ved at give micro-lån (microcredits) til deres forretninger. Det virker – ifølge de folk jeg har snakket med om dette.

    Det som jeg savner er en mere folkelig bistands model – hvorved vi som bidrager kan bidrage mere direkte, mere massivt og mere synligt. Jeg mødte en del interessante folk på ECCI X konferencen, og jeg tror vi kan gøre det langt bedre ved at iværksætte ny demokratiske initiativer…. hvorfor skal dette være en spil om donationer og mellem regeringer…. når vi bare vil hjælpe hinanden?

    MVH Per

  6. Jette Jakobsen

    Sådan har jeg også spurgt engang, men fik at vide det var for småt. Nu er det jo det med de mange bække små, der gør den store å. Hvis der var et banknummer…hjemmeside eller andet, hvor man kunne sætte små eller større beløb ind, alt efter evne og lyst. Måske også kunne følge med i hvordan det hjalp og til hvad. Altså pengene direkte til den der behøver hjælp. Om det så skal være lån eller gave, må man selv bestmme. jeg kunne godt forestille mig, at hvis man sad og havde et par hundredelapper tilovers sidst i måneden…så kunne man gøre gavn. Direkte til den der skal hjælpes. Måske også med mulighed for at købe nogle af de ting de fremstiller…jeg ved ikke om man må det…told og skat osv osv. Det er rigtig..vi vil jo bare hjælpe, men ikke have at pengene forsvinder de forkerte steder hen. Det er jo underligt i fattige lande..deres ledere har guldbestik at spise med, og de fattige har slet ikke noget at spise. Det får os jo til at tro der er “ugler i mosen” når det drejer sig om fordelingen af goder og gaver.

  7. Claus Christensen

    Jeg er enig i, at man skal sikre, at midlerne går til at opbygge de aktiver, der skal danne grundlag for u-landenes fremtidige vækst. Det lyder som ret tåbeligt at støtte korruptionen. Herunder bør man sikre, at de bedste folk bliver sat på opgaven. Jeg er helt uenig i, at det nødvendigvis er danske konsulenter og jeg er uenig i, at der skal gives statsstøtte til danske ingeniørvirksomheder. Det hele bør foregå på markedsvilkår. Og så bør man iøvrigt sikre, at vore markeder gøres mere tilgængelige, så u-landene bliver selvhjulpne og udnytter deres konkurrencemæssige fordele – selvom det vil være det, nogle kalder “social dumpning”.

  8. Lars Kolind

    Der er faktisk et rigtig godt projekt undervejs på initiativ af Mads Kjær. Se http://www.myc4.com. Her kan man investere i små udviklingsprojekter i form af lån og få sine penge tilbage. Jeg er med og har investeret i tre projekter – indtil nu bliver pengene betalt tilbage med renter.
    Prøv at være med.

  9. Ib Lunde Rasmussen

    Det er afgørende at u-landshjælp ydes med det formål at den skal løse nogle problemer som blokerer et lands udvikling. Vi må ikke tro at vi kan sætte verdens fattige lande på varig bistandshjælp. Derfor gør budgetstøtte som oftest mere skade end gavn.

    Min personlige holdning er at vi først og fremmest skal forsøge at sætte skub i landbrugssektoren gennem styrkelse af markedsmekanismer. Det vil skabe udvikling nedefra. I virkeligheden er stigende fødevarepriser som følge af biobrændselsbevægelsen til fordel for de fattige, som oftest er bønder som oplever at de får mere for deres majs.

    Dem der bliver ramt af de højere fødevarepriser er byboerne. Hvis vi skaber mere indkomst på landet fastholder vi en større del af befolkningen her i en periode. Det svarer til den udvikling Danmark gennemgik fra 1850 til 1950. Her skabtes udviklingen i første omgang gennem en udvikling af landbrug og forædling af landbrugsprodukter.

  10. A. Gutale

    jég er formand for en somaliske forening,som hedder somali development doundation. foreningens formaål er at støtte de forældreløse børn i somalia. vi har bygget en lille skole og vi er igang med at byggeet lille sygehus, men har aldrig fået en krone fra danske NGO heller ikke den danske udviklingsbistan og jeg kan godt sige at det er så svært at bistand fra danske siderfor os.

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.