Borger eller kunde?
Er jeg kunde i min kommune eller i mit land? Skal jeg først og fremmest stemme på den det parti eller den statsminister/borgmester, der giver mig flest fordele?
Det må være den tankegang der ligger bag ved Venstres kontraktpolitik (vi lover dig bestemte ting i valgkampen og dem sørger vi for at du får hvis vi bliver valg – Venstre ved du hvor du har). Og det må være derfor at de konservative triumferer over at 300.000 danskere (så vidt jeg husker) nu sparer noget i skat. Og det må være derfor at Socialdemokratiet foreslår 29 velfærdsrettigheder til alle: Stat og kommuner skal tvinges til at levere de ydelser, som Socialdemokratiet har besluttet at vi har behov for.
Den tankegang er jeg imod og jeg håber at i det mindste Ny Alliance vil blive ved med at være imod. Så er der dog ét parti der sætter “os” over “mig”.
Jeg er imod at vi opfatter samfundet som en serviceleverandør, hvor det eneste der tæller, er at jeg selv får mest muligt ud af hver krone jeg betaler i skat. For mig er samfundet/landet/kommunen først og fremmest et fællesskab, som vi prøver at indrette bedst muligt for alle borgere – ikke alene for mig. Jeg accepterer at jeg betaler ti eller hundrede gange mere i skat end jeg får tilbage i form af velfærdsydelser. Der er to ting der interesserer mig: 1) Stat og kommune skal skabe merværdi for fællesskabet – ikke bare omfordele, og 2) Omfordelingen skal være fair (se nedenfor).
Merværdi er løsninger der skaber øget velstand: Et effektivt og velfungerende trafiksystem, et relevant og videnbaseret skolesystem, et velfungerende retsvæsen og politi, et sundhedsvæsen vi kan have fuld tillid til, en god integrationsindsats og et skattesystem der øger den samlede velstand i samfundet ved at tiltrække de folk vi har allermest brug for, til Danmark.
En fair omfordeling skal først og fremmest sikre at alle der ikke kan skaffe sig en acceptabel levestandard, får hjælp til det. Det kan være gamle, syge eller handicappede mennesker, eller folk der af en eller anden grund er ramt af uheld, ulykke eller en anden social begivenhed der betyder at de har brug for hjælp. Omfordeling kan også – med forsigtighed – bruges til andre ting, f.eks. at inspirere mennesker til at arbejde, få flere børn, uddanne sig, lære dansk eller handle bæredygtigt.
Men at alle borgere skal have krav på alle mulige standardydelser fra samfundets side er efter min mening en syg tanke. Vores prioriteringer og behov er alt for forskellige til det og faktisk synes jeg slet ikke at det er samfundets opgave at levere alt dette, som man enten kan købe eller forsikre sig imod.
At være borger i samfundet er derfor meget andet end at være kunde. Som kunde tænker man på sig selv. Som borger tænker man videre end sin egen næsetip. Man søger bedre løsninger for alle – ikke alene for sig selv eller for sin egen befolkningsgruppe. Man tager et socialt ansvar, men erkender også grænserne for hvor meget stat og kommune skal fylde. Der er grænser for hvor mange af sine egne politiske projekter, det er rimeligt at gennemføre for andres penge. For når politikere siger: “Vi afsætter dette milliardbeløb til dette og hint” betyder det jo gangske enkelt at “Vi bruger de penge du og jeg har tjent, til dette og hint”. Fint med mig så længe politikerne gennemfører ting der skaber værdi for samfundet eller hjælper medborgere der har reelt behov for hjælp. Jeg er glad for at være borger i Danmark.
Men der går grænsen.
7. oktober 2007 kl. 16:26 #
Jeg er borger i mit land!!! Så lang tid jeg kan er jeg heldigvis også med til at betale til fællesskabet. Det er alle..de betaler alle skat, selv børn som går med aviser og alle dem der er på “overførselsindkomst” som det hedder i dag.
Jeg er kunde i Brugsen eller Bilka!! Bryder jeg mig ikke om butikken, kan jeg finde en anden butik.
Det er ikke så nemt med et land. Det er næsten lige så slemt som at kalde ældre, syge, handicappede for brugere af systemet. Er det her vi skal til at sige kunder? Det er det såmænd nok, for det bruges allerede når det er private udbydere.
Skal jeg til at være kunde på et hospital? Sådan ender det såmænd nok, for det er der jo mange der er…på privathospitaler. Jeg kan ikke lide det, mener det er sørgeligt at et rigt land. Ikke har råd til at tage sig af sine svage, syge, gamle, børn, handicappede m.m. Tænk at det skal laves til forretning og ikke et fællesanliggende. Jeg tror at vi er ved at sætte noget meget dyrebart over styr. Alt det vi var fælles om. jeg troede at vi mennesker skulle til at lære at være mere fælles..hele verden??
7. oktober 2007 kl. 18:23 #
I (både Jette og Lars) blander spørgsmålet om omfanget af omfordeling sammen med spørgsmålet om faktorer som sikrer at man over tid får mest for pengene.
Det bliver ren begrebsforvirring som bider sig selv i halen.
Jeg har det fint med offentlige hospitaler, men ikke med systemer der spilder skattekronerne. Og ikke med systemer, der tvinger de offentligt ansatte til at løbe hurtigere grundet systemets mangelfulde indretning.
Hvis man ikke vil have at borgerne som modtager af services skal have noget at skulle have sagt, så er man ude i ren planøkonomi som grundet voksende ineffektivitet trækker mere detailstyring og kontrol, selvom det ikke kan modvirke den fortsatte produktivitetnedgang (relativt til samfundsudviklingen).
7. oktober 2007 kl. 18:42 #
Helt enig, Lars.
Jeg synes dagligt jeg møder en forkælet holdning til det offentlige, hvor mange borgere har glemt at det offentliges opgave er at omfordele fra dem der har, både økonomisk og socialt, til dem der har svært ved selv at skabe sig et ordentligt liv.
For mig er det ved at være en mere og mere fjern drøm, at vores velfærdsprohejt skal lykkes, når mange kun vil bidrage til den fælles pulje, fordi de forventer at få mindst lige så meget igen. Velfærd handler for mig også om at man f.eks. som forælder med overskud bidrager med rummelighed og forståelse for dem der har det sværere end en selv.
På den skole jeg er leder på, oplever vi desværre oftere og oftere, at forældre argumenterer for at fravælge de elever som har svært ved at følge med fagligt og socialt. Og det er vel at mærke forældre med stort overskud, gode karrierer, høje indkomster der går forrest.
7. oktober 2007 kl. 19:06 #
Lige et surt opstød til Annette Demant…måske fordi forældre til begavede børn føler, at de begavede børn ikke får samme mulighed for at udvikle dem i relation til deres potentiale, som de børn, der har svært ved indlæring.
Danmark har OGSÅ brug for, at de begavede får mulighed for at udvikle dem i relation til deres potentiale ellers er der tale om et mega ressourcespil.
………….
7. oktober 2007 kl. 19:11 #
P.S. Det duer ikke, at de begavede børn kommer til at føle, at læring er dybt kedsommeligt og lige så nemt, som at klø sig i håret. De mister både lærelysten og læreevnen.
Outputtet bliver dovne børn.
Uden selvdisciplin og
uden evnen til at koncentrere sig.
7. oktober 2007 kl. 19:23 #
Dengang jeg gik i skole…og jeg ved godt at det er mange år siden. Fik dem der havde nemt ved det en ekstra bog, eller skulle hjælpe dem der ikke havdde så nemt ved det. Eller havde vi en “frilæsningsbog” efter eget valg. Så gik vi videre når alle havde forstået det. var det så forkert?
Det har kostet mange penge og forvirring, at indføre det frie valg i ældreplejen. Det er de stærkeste ældre eller deres børn, som vælger de private firmaer. Dem der har råd til at købe lidt ekstra, eller vil købe lidt ekstra. Jeg mener jo at det er forkert at en velhavende skal have gratis rengøring…ALDRIG PLEJE OG OMSORG. Hvordan er det jeg laver begrebsforvirring…jeg vil så gerne forstå.
7. oktober 2007 kl. 19:51 #
Kære Jette,
Du skriver: “Så gik vi videre når alle havde forstået det. var det så forkert?”
Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men i dag synes jeg, at det er meget forkert. For den tid, de begavede bø’rn, venter på dem, der har det svært, kunne de begavede børn have brugt på at lære mere.
Det er som om, at de begavede børn blot biver spist af med opbebevaring, mens de venter…. og ikke noget, som kan udvikle dem´.
Tænk, hvis man brugte den samme enrergi på de begavede børn i Danmark, som man bruger på dem, som har det svært.
7. oktober 2007 kl. 20:13 #
Jeg bliver snart 54 år..så det er nogle år siden jeg gik i skole. jeg gik der ikke så mange år..jeg syntes det var kedeligt, og så ville jeg tjene penge. Har dog indhentet det siden, på aftenskole og et helt år på orlov.VUC..er en god ting.
Jeg ved godt at hvis mine unger mente skolen var kedelig…kunne de finde på at lave larm..eller andre ting de ikke skulle. Nu er de voksne og tager ikke skade af at læse, at deres mor kunne finde skolen kedelig. Jeg mener nu stadig at vi lærte at tage hensyn til hinanden, da jeg gik i skole. Selvfølgelig skal de kvikke elever have noget der udfordrer dem…ellers larmer de bare, eller keder sig.
8. oktober 2007 kl. 08:07 #
Kære Jette,
Problemet er i bund og grund, at vi ikke i de (fleste) danske Folkeskoler evner at udvikle det enkelte barn i relation til barnets potentiale.
Èn af årsagerne er, at vi STADIG klasseunderviser og det endda efter årgange.
Hjernen er en muslkel og den skal bruges konstant og hele tiden. Er man forældre til et godt begavet barn, så er man nødt til at foretage træningen af hjernemusklen hjemme.
Resultat?
Barnet kommer endnu længere foran = keder sig endnu mere.
Alternativet?
At barnet lander på bistandshjælp som voksen, fordi barnet er blevet dovent, ukoncentreret og ingen selvdisciplin har, samtidig med, at barnet giver op, så snart noget er svært, for barnet har ikke lært, at med nogen ting, så skal man træne rigtig meget for at få ting til at lykkes.
Forældre til begavede børn bliver næsten nødt til at tage en læreuddannelse sideløbende med deres karrierejob, for de skal nemlig evne at specialundervise, for at undgå, at samfundet går glip af de ressourcer, som deres barn er født med, men som Folkeskolen nærmest ødelægger…
8. oktober 2007 kl. 08:09 #
Jeg er enig i at vi skal skelne mellem “alles ret til velfærdsydelser” og spørgsmålet om de produceres og leveres på en effektiv måde: Politikernes opgave er at udforme et velfærdssystem der hjælper dem der har hjælp behov og at stille krav til de leverandører – offentlige eller private – der skal levere ydelserne. Nogle ydelser egner sig godt til at blive leveret i privat regi, andre i offentligt. Der er ingen umiddelbar begrundelse for at gratisydelser (dvs. ydelser der betales over skatten)skal produceres af det offentlige. Man kan også godt forestille sig at det offentlige producerer visse ydelser, som betales efter forbrug. Hvem der skal producere er simpelt hen et spørgsmål om hvad der skaber størst værdi i samfundet.
Jeg personlig hælder til at private som oftest er bedst til at producere fordi de er mindre bundet af bureaukratisk tankegang og dermed mere innovative. Og dertil kommer at velfærdsydelser der produceres af private, har større mulighed for at blive til eksport.
8. oktober 2007 kl. 09:30 #
Hej Anni.
Gad vide im jeg bliver nød til at give dig “lidt”ret. Jeg har sådan et barn, i dag er han voksen og det går for det meste godt, men det er ikke folkeskolens ære. Det er min egen og hans. Til sidst måtte jeg betale en meget dyr kostskole, meget imod min vilje. Jeg var ked af at sende barnet hjemmefra. Hans skoletid var et helved for mig og drengen. Han fik mange stempler, barn uden grænser, feigter barn( stavet forkert) tumler-fumler barn..kort sagt en umulig unge. Han var den sødeste, kvikkeste, mest hjælpsomme hjemme. Han kunne være så vred på skolen at blyanter knækkede midt over i hånden på ham. Af og til var det så svært, at jeg var ved at tage ungen i hånden og løbe min vej, fra den skole. Hvilket jeg jo på en måde gjorde, da jeg valgte privat kostskole. Jeg har ikke lært så meget at jeg selv kunne undervise ham.
I dag arbejder han med computere..bygger dem, lægger pogrammer i, underviser i it, laver selv programmer..det har han lært sig selv. Er meget god til at spille musik, på forskellige instrumenter..også computeren, det har han også lært sig selv. Hvis jeg foreslår at han laver det til “en uddannelse”, for han er rigtig god til det. Får jeg at vide…han skal ikke mere i skole, det helved har han prøvet. Nå slut med det jammer, det endte jo godt. Han er et glad menneske, som kan få al det arbejde han vil. Det kunne jo lige så godt være endt galt. Det var hårdt arbejde…det var jo også mit barn og mit ansvar. De to andre var heldigvis meget glade for skolen.
8. oktober 2007 kl. 10:21 #
Lars
Vi er vist ret enige i grundforståelsen – det er i mekanikken og valget af midler, der stadig udestår noget.
Du skrev
“Politikernes opgave er at udforme et velfærdssystem der hjælper dem der har hjælp behov og at stille krav til de leverandører”
Det er præcis her, du skal gå skridtet videre. Politikerne skal IKKE stille kravene, fordi det er de per definition som alle andre planøkonomiske kommiter ikke kompetente til.
Istedet skal de politisk vælge hvilke områder, BORGERNE MÅ OG SKAL prioritere mellem og hvilke ressorource man kan trække fra fælles kassen som “forsikring” og hvilke ressourcer, man selv må/skal bidrage med. Tankegangen kan både rumme alle balancerne (højre-venstre), forskellige balancer for f.eks. sundhed eller bilsyn, samt man kan inkorporere mere individuelle hensyn.
Ved at flytte prioriteringsopgaven til borgerne sikrer du at der stilles langt mere nærværende krav end politikerne nogensinde kan.
Og så skal EVALUERING og synliggørelse af kvalitetsforskellen gøre det nemmere for borgerne at lsøe den opgave, hvor det politiske og planøkonomiske system uundgåeligt fejler.
Det er ikke nemt og der vil stadig være planøkonomiske elementer, men en lang rejse begynder med de første skridt.
Det kritiske er at erkende, at det er præcis denne problemstilling, der bør være Digital Forvaltnings hovedstrategi. Problemet er at hvis du ser på Digital Forvaltning i dag, så går den i stik modsat retning heraf – mere centralsiering, mere umynddiggørelse, mere mistillid til borgerne, mere overvågning, mindre sikkerhed og mindre effektivisering.
Digital Forvaltning er ved at fastfryse Kontrolsamfundet i hardware, så end ikke en lovændring kan ændre herpå. Behovet er det stik modsatte, men ingen politikere synes at kunne se forskel.
8. oktober 2007 kl. 10:39 #
“….faktisk synes jeg slet ikke at det er samfundets opgave at levere alt dette, som man enten kan købe eller forsikre sig imod.”
Hmmm…Private erhvervsdrivende der får til opgave at levere forskellige ydelser så som energi, transport og sundhed må og skal fokusere på rentabilitet. Som man kan se det fra den engelske jernbane drift, levering af elektricitet i nogle stater i USA og i forhold til det amerikanske sundheds system er den markeds baserede løsning ikke altid en fordelagtig løsning for brugerne.
8. oktober 2007 kl. 11:05 #
Ak,
Jeg er ikke speciel fortaler for privatisering, men for at kunden skal kontrollere værdikæderne – UANSET om det er i offentligt eller privat regi.
Rentabilitet er udtryk for at man fokuserer på at levere hvad kunden opfatter som værdi i stedet for hvad en eller anden planøkonomisk kommite har dikteret som værdi. Sidstnævnte leverer Danmark bevis på ikke fungerer.
Men som med CO2 er der efterspørgselskomponenter som man politisk må overveje at tilføre markedet. Og som med anti-terror og privatlivsbeskyttelse er der også sikkerhedsmæssige krav, man må tilføre.
Tilsvarende er alle selvfølgelig underlagt alle de helt grundliggende retsprincipper.
Frygten for privatlisering bygger på myter, som i høj grad er sammenblandet med en aniv opfattelse jobtryghed og uendelig finansieringsmulighed i den offentlige sektor.
Det politiske system i US glemte at kompensere for samfundets behov for at sikre reservekapacitet og investere i tide. Den enkelte udbyder eller kunde har ikke økonomi i at tage hensyn til store udsving, men det har samfundet.
Flyselskaberne dokumenterer på glimrende vis at privat transport er langt mere effektiv end offentlig, idet du både kan få billig discountfly og dyre luksusfly – billigere end det offentlige kan producere.
Men igen som eksemplificeret med UK-toge og rengøring herhjemme, så er problemet ofte at man sammenligner æbler og pærer ved at man privatiserer for at høste en upfront gevinst – ikke for at øge innovations- og tilpasningsgraden.
Det selvmodsigende er at det er den private sektor, der henter hele grundlaget for velstanden og velfærden hjem, mens det er den offentlige sektor, der spilder ressourcerne. Alligevel er den offentlige retorik omvendt.
8. oktober 2007 kl. 11:39 #
Nu er jeg med, det er ikke så nemt for mig at forstå “alle de nye ord der bruges”dem skal jeg først slå op, og tænke over. Det er noget med at kunden, borgeren skal have det der er brug for..det man behøver hjælp til. Borgeren ved bedst selv, hvor skoen trykker og kan vælge dem der er bedst til at hjælpe…lige dem? Det er noget vi har betalt til i skat, så udbyderen får sin betaling af det “offenlige”.
Jeg kender en sød kvik gammel kone som siger….hjemmehjælperen må kun det jeg næsten selv kan. De må ikke tørre støv af, ovenpå min reol, der kan jeg ellers ikke nå..uden at kravle op. De må ikke tage gardiner ned eller hænge dem op…jeg kan godt selv vaske dem i maskinen. De må ikke gå ud at handle for mig, det kan jeg ikke selv mere. De må ikke lave mad, det kan jeg heller ikke mere, de må ikke følge mig til læge, selv om jeg ikke kan begå mig i trafikken mere.
Er det sådan noget vi skal til livs…dumme regler? Jeg mener jo at det offenlige skulle blive lidt bedere til at lytte til dem der behøver en hånd.
8. oktober 2007 kl. 16:10 #
Kære Jette,
Jo flere der trækker deres begavede børn ud af Folkeskolen, og selv køber uddannelse til børnene, desto mere underminerer vi Folkeskolen. Og det ser jeg faktisk som en stor trussel mod vort samfund.
For mange er p.t. utilfredse med Folkeskolen. I københavn har rigtig mange forældre valgt at købe privat undervisning af deres børn.
Det er trenden på Folkeskoleområdet.
Det er også trenden på sundhedsområdet, hvor folk tegner forsikringer og selv betaler deres helbredelse på privathospitaler.
Snart bliver det vel også sådan, at vi køber bodygards, fordi politiets ressourcer er så ringe, at ingen længere stoler på, at politiet kan sikre orden og tryghed.
Vi er godt på vej til at øge uligheden i samfundet. Og endnu værre: vi er godt på vej til at ødelægge fællesskabet. Uden fællesskab intet samfund. Så er vi bare nogle mennesker, som bor ved siden af hinanden på en geografisk plet.
Jeg synes, at vi skal gå ind og aftale, hvad vi skal være fælles om. Fx sundhed, uddannelse, politi, logistik m.v. og så skal vi sørge for, at områderne får tilstrækkeligt med ressourcer og bliver drevet så effektivt, at ingen føler sig fristet til at “handle udenoms”.
Når flere pludselig bruger privathospitaler, så bør det omfattes, som et symptom på, at der er noget galt med velfærdsydelsen, og man bør problemløse.
Hvis man gerne vil give ressourcer fri til at flere arbejder og flere arbejder mere effektivt, så skal man identificere “ressourcerøverne”/tidsrøverne/energirøverne.
Der er kun 24 timer i et døgn.
Hvad vil vi helst have, at borgerne bruger de 24 timer til?
5.300.000 mennesker der hver i sær bruger tid på at undersøge forsikringer mod arbejdsløshed/sygdom eller leder efter ordentlige uddannelsesmuligheder for børnene eller bpodygards eller….
Det giver knagesparkemig mange mandetimer, som IKKE kan bruges på at arbejde…
8. oktober 2007 kl. 16:38 #
En klog forsker sagde engang: Det er i folkeskolen du møder de andre. Dem der har andre normer end dig, der der er dygtigere eller svagere end dig, dem der fejrer jul på en anden måde end dig.
Hvor er nysgerrigheden på mangfoldigheden blevet af? Sender vi kun vores børn i skole, så de kan få det individuelt bedste grundlag for en kommende karriere? Selve skoletiden hvor man arbejder sammen, løser konflikter, lærer og udvikler sig, glæder sig sammen, oplever traditioner, sejre og nederlag etc. har vel også en betydning. Og måske er det lige præcis der i vores tid i folkeskolen at hele grundlaget for vores demokrati lægges, som jo dog på trods af at vi er i en plan-økonomisk tilstand, vel stadig er et rigtig godt og humant demokrati?
Og jo, vi skal i folkeskolen blive meget bedre til at differentiere undervisningen og hele tiden have for øje at udvikle en elevorienteret tilgang til undervisningen. Vi er også på vej, men bruger rigtig meget tid på kontrol, dokumentation og diskussion med forældrene om hvad skolen står for, og alt for lidt tid på børnene. Og det er spild, der er masser af dygtige, søde, fantastiske børn og forældre som står og venter på os.
8. oktober 2007 kl. 18:19 #
Kære Annette Demant,
Jeg føler mig, som en lus mellem to negle, fordi jeg er enig med dig i, at Folkeskolen er et repræsentativt udsnit af Danmark, og jeg vil gerne have, at min søn lærer Danmark at kende og lærer at omgås alle slags mennesker og lærer af dem – og han selv lærer andre. Jeg ser også Folkeskolen som en vigtig brik i uddannelsen til demokrat og som et sted, hvor fællesskabsfølelsen vokser.
MEN
Jeg vil splitteminebramsejl også gerne have, at han intellektuelt udvikler sig i relation til hans potentiale i Fokeskolen, og det kniber det ganske alvorligt med, som tingene er nu. Han går i 1. klasse. Kunne læse inden han kom i skole. Kan hele den lille tabel …. og bruge den os.v. o.s.v. Han keder sig gudsjammerligt, synes ikke han har lært noget som helst i skolen, og ja, han er ved at udvikle sig til en rigtig Bølle Bob. Han mener, at han lærer mere på 15 minutter herhjemme end på en hel uge i skolen.
…og min respekt for lærerne og Folkeskolen er for lodret nedadgående…
Jeg synes, at der er mange tegn på, at lærerne er for gamle og har en gammeldags holdning om, at børn ikke er ligeværdige. FX er Argumenter som “Fordi JEG siger det” endnu ikke udryddet i Folkeskolen.
Så vi – og mange andre – er inde i en rigtig ond cirkel.
Jeg begriber ikke, at I stadig klasseunderviser og slet ikke efter årgange.
Det er jo en umulig opgave, at undervise 26 væsentlig forskellige elever, hvor den intellektuelle forskel måske er 2 år individuelt. Måske ville det være muligt, hvis teknologien blev brugt, men det er der jo ikke råd til.
Jeg synes, at I skulle smide dåbsattesterne ud, og så undervise efter niveau og kigge lidt på koncentrationsevne og bevægelsesbehovet og læringsstilen(nogen mennesker har behov for at bevæge sig mere end andre – det gælder også voksne.) Jeg husker også en udsendelsesrække på TV2, som fik mig til at sidde med en klump i halsen: 7-8 klasseselever, som i 7-8 ÅR har set sig selv som dumme, men ikke var det, for de kunne lære, hvad de ikke har lært på 7 år i Folkeskolen, på 3 uger et sted, hvor man handlede efter, at mennesker er forskellige. Det er jo OMSORGSSVIGT!
Men jeg går udfra at Folkeskoleloven er alt for detaljeret til, at I kunne prøve det?
Hvordan forventer I lærere, at vi forældre, kommunen, som har ansvaret og staten som har det sidste ansvar, skal reagerer på PISA-undersøgelserne?
Er det ikke naturligt at man begynder at kontrollere, når ens tillid viste sig at være uberettiget?
Jeg har været fortaler for test og elevudviklingsplaner – det er jeg stadig. Bare ikke i den form, som det er endt med.
Det er jeg fordi, jeg jo med PISA-undersøgelserne fik et vink med en vognstang om, at jeg selv bør tage ansvaret for min søns læring, og ikke overlade dette til lærerne. For at kunne det, så bliver jeg nødt til at have et værktøj, der kan fortælle mig, hvor han ligger set i.f.t., de mennesker han skal ud og konkurrerer mod = hele verdens denne generation.
************
Til Lars Kolind: Jeg synes ikke, at private virksomheder er bedst, dér, hvor det ikke KUN handler om at give folk dét, som de har lyst til.
På de områder, hvor det handler om, at give folk, dét, som de har BRUG for (og måske ikke så meget har lyst til), der er det offentlige nok bedst.
Det er ikke alt som kan/skal måles. Virksomheder er nok bedst på de områder, hvor der kan måles.
Flere virksomheder har jo Aamunds holdning: hvis indsatsen ikke kan måles på bankkontoen, så er den spildt….eller rettere sagt, som Aamund udtrykker det: så svarer det til at stjæle fra aktionærerne at bruge penge på tiltag, som ikke bevisligt resulterer i et output.
Hvem skal sikre, at medmenneskeligheden i vort samfund ikke forsvinder?
8. oktober 2007 kl. 18:35 #
Jeg bruger dagligt mindst 1 time på lektielæsning sammen med min søn inkl. den tid, jeg bruger på at hente inspiration til hjernetræning på Internettet. Jeg bruger 15 minutter på sund madpakke og ca. 20 minutter på transport mellem skole og hjem fordi skolevejen ikke er sikret. Hvad tager det af tid, at handle ind til sund madpakke om dagen? Ja, hvis jeg ikke skulle lave denne madpakke, så ville jeg kun behøve at handle ind én gang om ugen, så der er også ekstra transport til indkøb p.g.a. madpakke!
1 time og 45 minutter sådan rundt regnet.
Den tid kunne jeg jo have brugt på at arbejde HVIS skolen sikrede min søn en ordentlig indlæring der udvikler ham i relation til hans potentiale og sund skolemad og sikker skolevej.
Er det samfundsøkonomisk smart/effektivt at jeg bruge 1 time og 45 minutter om dagen på min søns skolegang?? Og så har jeg ikke en gang nævnt, al den tid vi bruger på at tale om social kompetence…dagligt! Den rummelige Folkeskole – du ved….
Hvad siger du?
Lyder jeg helt Bjørn Lomborgsk?
Jamen, det handler jo om, at der kun er 24 timer i døgnet. Gør det ikke?
Jeg har ikke mere tid: nu skal vi have lavet hjernegymnastik.
8. oktober 2007 kl. 19:39 #
Jeg føler mig helt flad, I har jo overhovedet ingen tillid til folkeskolen! Har I spurgt skolens leder hvad jeres børn laver i skolen som giver dem et godt og udviklende liv lige nu, samt forbereder dem til et aktivt arbejdsliv i fremtiden? Et eller andet må de jo lave, måske bare ikke det I mener de skal lave? Undervisningen på alle folkeskoler skal hvile på Fælles Mål, men metodevalg og planlægning af året er lagt ud på den enkelte skole, og det er lederens ansvar at sikre kvaliteten i undervisningen. Hvad med et åbent spørgsmål i skolebladet?
På den skole hvor jeg er leder er vi på tredie år igang med at ændre på nogle af de forhold I nævner. Vi har indført rullende indskoling, så eleverne starter i den måned de fylder seks år, de undervises 60 % af tiden på aldersintegrerede hold, og 40 % af tiden på fasehold. I år er vi så igang med at finde ud af, hvordan vi bedst modtager eleverne når de skal på mellemtrinnet. I vores overbygning har vi flere gange i løbet af året længere perioder med niveau eller interessedelt undervisning. Men tro endelig ikke at det giver en strøm af glade og tilfredse forældre. Tværtimod er der mange forældre med en meget nytraditionel holdning til det at drive skole; der skal bare være ro og styr på læseplanerne. Problemet er bare at den form for tænkning ikke lærer eleverne hvad de er virkelig gode til, det giver dem ikke kompetencer for at vælge til og fra, og det motiverer ikke ret mange elever. Kort sagt; det forbereder dem overhovedet ikke til et liv i det moderne samfund.
Vi oplever derfor at forældre vælger os fra, FORDI vi forsøger at udvikle skolen. Det lader vi os ikke slå ud af, men det bliver svært at drive fællesskabets skole på den måde.
Med hensyn til det at bruge tid på at smøre madpakke og træne derhjemme, så er det jo et individuelt valg. Ligesom jeg vælger at holde mig i form, spise sundt og fedtfattigt og ikke ryge. Ja, det tager tid, men det kan jeg jo ikke laste velfærdssamfundet for, eller begynde at omregne i effektiv arbejdstid.
8. oktober 2007 kl. 20:56 #
Merværdi, grønsag eller ukrudt?
Armslængdeprincippet er vokset lidt.Blevet lidt skitsofrem.
For 70 år siden fungerede armslængden lokalt, og de fleste havde fod på hvad der skete lokalt.Det kunne give konstruktiv kultur som var en del af det lokale liv.
I dag rækker armslængden halvvejs rundt om jorden. Så armen aner ikke hvad hånden laver. Men det er også ligemeget, for den står alligevel med en finger i hver lejr.
Vi eksisterer i et informationssamfund. Men har mistet kontakten til lokalsamfundet, naboen, vores nærmeste og os selv. Socialt handikappet som moden befaler, for så er vi bedre forbrugerkvæg.
Vi behøver at genetablere den korte armslængde i historiens spejl. For så meget nyt er der heller ikke, mellem mennesker. Blot laver vi systematisk hærværk på kulisserne
De bedste hilsner
Niels Erik Madsen
8. oktober 2007 kl. 21:48 #
Til Anette Demant
Vi må erkende, at der er en tillidskrise mellem Folkeskolen og resten af samfundet. Tillid er en forudsætning for, at blandt andre forældre har mod på udvikling. Hvis tilliden ikke er til stede, får I ikke den nødvendige opbakning i processen.
Der kan være behov for udvikling og moderne undervisningsmetoder, så eleverne ikke blot lærer at stave, regne og alt det, computere er meget bedre til, men det er Folkeskolen, der må genskabe tilliden til, at ændringerne fører til forbedringer.
Det kan gøres ved at informere om formålene ved aktiviteterne og at dokumentere resultaterne, hvilket jo nok giver noget bureaukrati, men det er sikkert nødvendigt.
Fokus må være på først at lære eleverne de grundlæggende kompetencer og dokumentere det med tests og tydelig feedback. Gerne med lidt konkurrence mellem eleverne om, hvem der kan score de højeste karakterer.
Dernæst kan I udvikle de mere personlige kompetencer, som jeg er enig i, er de vigtigste.
8. oktober 2007 kl. 22:04 #
Vedr. borger eller kunde.
Jeg er helt enig i det Lars Kolind skriver som indledning til denne blog.
Borger bør vi alle være, når vi deltager i debatten eller stemmer til valgene. Her tænker vi forhåbentlig langsigtet og på vore medborgere.
Men når det kommer til den konkrete brug af en offentlig institution, vil vi nok altid være kunder. Så vil vi have “value for money”. Det er derfor, vi ser mange flytte deres børn til privatskoler, selvom det koster noget. Det er derfor mange vælger at betale for alternativ behandling eller privathospitaler, selvom man har et gratis alternativ i det offentlige. Det ser jeg ikke noget galt i, for den adfærd er med til at højne kvalitetsniveauet i den enkelte institution.
8. oktober 2007 kl. 22:15 #
Lige hurtigt:
Claus Christensen skriver: ” Det ser jeg ikke noget galt i, for den adfærd er med til at højne kvalitetsniveauet i den enkelte institution.”
Er den det? Det synes jeg ikke, at jeg kan se – nærmest tvært imod.
Men teoretisk er det rigtig nok. Det er ikke altid teori og praksis stemmer overens.
8. oktober 2007 kl. 22:42 #
Hvis det bliver de urolige børn, der bliver tilbage og hvis institutionerne ikke har frihed til at ændre sig, så kan det godt betyde, at de offentlige institutioner kommer i en ond cirkel. Men der er trods alt så mange dygtige medarbejder i de offentlige institutioner, så mon ikke de vil tage udfordringen op og deltage aktivt i konkurrencen om at tiltrække brugere?
9. oktober 2007 kl. 08:19 #
Det er dejligt at være borger/kunde i Danmark. Men ikke alt er som det skal være i vores dejlige land. Hvorfor er der så mange utilfredse? hvorfor er der så mange der ikke engang respekterer menneskeliv. Makabre fund af børnelig, makabre drab. Det er frygteligt. Hvorfor er der så mange der bare kræver og kræver – jeg/vi vil have et ungdomshus, jeg/vi vil have ditten og datten og dutten hedder det, uden at yde. Ligger det i opdragelsen? Da jeg var barn lød parolen “VIL HÀ FÅR IKKE” – den bliver vist ikke brugt mere??? At sætte grænser er svært men det er nødvendigt. Og ja – DET ER NØDVENDIGT – -DEN SOM IKKE VIL YDE
SKAL HELLER IKKE NYDE.
Det ville være ubeskriveligt dejligt at få nogle positive indput
9. oktober 2007 kl. 09:50 #
Der er mange, som deltager på denne og andre blogs, der yder et stort bidrag til den økonomiske udvikling af det/de samfund, vi lever i. Jeg har dog endnu ikke hørt om nogle blogdeltagere, der har fået honorar for det arbejde, de yder på forskellige blogs – selvom mange bruger rigtigt meget energi på deres indsats og i høj grad skaber økonomisk merværdi.
Spørgsmål # 1: Kan man sige, at det fænomen, jeg nævner, er et udtryk for den ”vi” tankegang, som Lars Kolind efterlyser?
Spørgsmål # 2: Vil I mene, at man med den globale udbredelse af interaktive og kollaborative teknologier – herunder blogs som denne – kan sige, at kulturer over hele verden bliver mindre individualistiske?
9. oktober 2007 kl. 10:32 #
Kære Annette Demant,
Jeg forstår godt, at du bliver hel flad.
Det må være rigtig træls, at være en dygtig skoleleder, som virkelig brænder for at forny og forbedre, og som, når ideerne sættes i gang, møder forældre, som ikke har tillid til, at forandringerne fører til noget bedre.
Det er nok svært ikke at tage kritikken personlig, men jeg tror altså ikke, at den er personlig. Holdningen til Folkeskolen i hele samfundet er nok mere årsagen.
Vi har jo også en regering, som jævnligt skyder med skarpt mod lærerstanden…
Selv er jeg ikke flad. Nærmere frustreret og vred. Og sammenbidt, for jeg måtte også kæmpe, da han gik i børnehave. Og ja, ja, stempel mig nu bare, som en af de krævende forældre. Selv ser jeg mig som børnenes advokat…
Familieministeren har netop været ude og fortælle os alle sammen, at vi tager fejl, når vi synes, at der er for lidt fysisk plads i børnehaverne og for mange børn pr. voksen, fordi familieministerens tal, siger at alt er ok. Virkeligheden er helt anderledes end tallene på Christiansborg viser. Og selvom vi forældre kan vise med både tal og et ophold ude i virkeligheden, at de danske børn fra 0-6 år mistrives mere og mere, så lytter familieministeren ikke. Det gjorde den foregående heller ikke og ej heller dennes foregående.
Sammenligner vi med fx Sverige, så har de danske børn det meget dårligere. Faktisk 10 milliarder om ÅRET dårligere…har nogen regnet sig frem til.
Nå, men det var et sidespring…eller er det?
Det fortæller jo en hel del om holdninger … og uvidenhed og manglende fremsynethed.
Jeg føler, at regeringen forsøger at gøre den offentlige velfærd så ringe, at alle flygter skrigende fra at bruge den. Dét er jo også en måde, at privatisere på… Men prisen er høj. Rigtig høj! For hvem er det, som flýgter? Og hvem bliver?
Næsten dagligt kommer min søn hjem og fortæller mig om pædagogik, som jeg synes hører til i en anden tid. I går fx kom han rasende hjem og fortalte, at de havde skullet sidde med hænderne op over hovedet. Jeg fik billeder af politi og demonstranter inde i hovedet, og også et par billeder fra Afganistan dukkede op… Han havde spurgt, hvorfor de skulle sidde sådan, og fået det sædvanlige svar: “Fordi jeg siger det”. Han havde nægtet og så giver resten vist sig selv.
Jeg er glad for at han nægtede, men det er hårdt at være 7 år, og så kæmpe disse kampe…. for sin værdighed..
Der havde sikkert været uro i klassen. Men jeg vil under ingen omstændigheder støtte den form for pædagogik. Det er jo ydmygende at sidde, som var man anholdt.
Min søn har også været sat til at kigge ind i en væg i et frikvarter. Og det var helt i orden, for han fik at vide, at hvis han larmede igen, så ville dét blive konsekvensen. Han larmede igen. Dog synes jeg, at han skulle have været sendt ud på en løbetur.
Der er ikke meget forståelse for, at 7 årige der går i skole fra 8-14.00 – ja, de har dage til kl. 14.00!! Efterhånden har en krop, der skriger på bevægelse….og et socialt behov for at være sammen og samtale…og bruge deres fri fantasi til leg. Og for min søns vedkommende, så er han ekstrem træt af at kede sig! Og jeg forstår det alt sammen, hvorfor jeg ikke kan støtte lærerne. Min manglende respekt for lærernes metoder smitter selvfølgelig af på min søn…
Hvad er fasehold?
Hvad holder jer tilbage for at niveauopdele hele året på de fag, hvor det er meningsfyldt?
Jeg har kigget på de sidste sider i “skrivevejen” (dansk) og “matematikTak” – også dem kan min søn lave uden at bruge sin hjerne…
Til jul begynder jeg at undervise ham i engelsk, for jeg vil gerne udnytte barnehjernes sindssyge hurtige evne til at lære……og sikre, at hjernen ikke skruper ind til en tør rosin, fordi den ikke bliver brugt…
Iøvrigt har min søn selv fundet en måde, så han lærer, at ting ikke kommer af sig selv, men at der af og til skal kæmpes for at nå et mål. Måske som en slags ubevidst kompensation for tiden i Folkeskolen. Han træner sin krop intensivt. Hver dag. Armbøjninger, mavebøjning, hæve sig op i én arm i trapez. Kravle op i ribbe uden brug af ben. Armgang o.s.v. Han måler på sine muskler via en snor om overarmen… og han er næsten holdt helt op med at spise slik, fordi én har sagt til ham, at han skal træne dobbelt så meget, for at få synlige muskler, hvis han spiser sukker.
Børn er dygtige til at kompensere, hvis de får muligheden.
I hans matematikbog, har han fx lavet de kedsommelige plusregnestykker om til gange stykker ved at male plustegnet om til et gangetegn. Det så jeg i går. Nu må vi se, hvad matematiklæreren siger til dén kompensation…vores erfaring med lærerreaktioner på min søns forsøg på at gøre det kedsommelige mere udholdeligt, har ikke været lovende…
Han har fx fået at vide, at han skal læse langsommere, når han læser op….så alle kan følge med…
Nej, nu er jeg også helt flad.
9. oktober 2007 kl. 13:33 #
Stjernekrigen
“manglen på arbejdskraft er, den største udfordring, det danske samfund står over for”. Det er de fleste enige i. Selv statsministeren.
Her lidt inspiration og så må du kalde mig Borger eller kunde, som du lyster. Jeg bliver ikke anderledes af den grund ;-)
Overalt i verden er der fokus på uddannelse og udvikling af de rigtige medarbejdere – ikke mindst de unge. Den globale konkurrence om kompetencer er først og fremmest en stjernekrig. De lande, der er bedst til at udvikle, fastholde og tiltrække talenter, vil udgøre fremtidens globale superliga. Derfor har virksomhederne, den enkelte borger og det danske samfund ikke råd til, at talenterne ikke kommer til på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Regeringen har fremlagt ti bud på at skaffe mere arbejdskraft, men det vigtigste bud – det elvte – der skal ruste Danmark til kampen om talenterne – mangler. Det handler om at involvere og engagere talentmassen. Der er med andre ord behov for en talentstrategi med det formål at optimere effekten af de næste generationers forudsætninger og kompetencer. Kald det en kompetencekontrakt mellem virksomheder og talenter.
Virksomhederne skal kort sagt manøvrere mellem fremtidens ekstremt selvbevidste talenter og nutidens kernemedarbejdere. (Red. det kunne jo godt omformuleres til ” Folkeskolen skal kort sagt manøvrere mellem nutidens ekstremt selvbevidste unge talenter og lærernes rygsæk, som består af industrisamfundstankegangen herunder autoritetstro ”
Et af de vigtigste konkurrenceparametre for de unge er nemlig, hvor nytænkende en virksomhed fremstår. (Red. og måske vil forældrenes valg af Folkeskole også afhænge af, hvor nytænkende skolen er?)
Som HRmanager i Danisco Lisbeth Jenshøj siger: “Hele verden er vores rekrutteringsbase. Der findes ikke længere et afgrænset Danisco-land. At tænke lokalt er en saga blot.” (Red. derfor skal skolen ikke måle elevernes præstation ud fra, hvordan andre danske elevers kompetencer er, men udfra, hvordan verdens elevers kompetencer er)
En rundspørge blandt 877 virksomheder i lande som Danmark, Finland, Frankrig, Schweiz, Storbritannien og Tyskland viste, at 61 pct. af de adspurgte er i gang med at udvikle en strategi for employer branding, ikke mindst for at tiltrække udenlandske talenter. Hvis udfordringen med at skaffe arbejdskraft på nogen måde skal løftes, kræver det en langt mere aggressiv branding af danske virksomheder og af det danske samfund. Det nytter ikke, at vi spænder ben for verdens førende specialister og unge kometer i lufthavnen af frygt for globaliseringen. (eller spænder ben for dem i Folkeskolen, fordi ingen sørger for, at talenterne udvikler sig i relation til deres potentialer)
International erfaring og netværk en helt uomgængelig del af et karriereforløb. (Red. hvorfor hjælper man ikke allerede eleverne i Folkeskolen med at få et internationalt netværk?)
Ambitionen må være, at Danmark om ti år kan se tilbage på samme succes med at tiltrække og udvikle talenter, som vi gennem de sidste årtier har haft med flexicurity-modellen. Det vil sige, at vi skal skabe et af verdens mest avancerede talentmarkeder. Det er et værdigt svar på nationens største udfordring. (red. Og det er jeg enig i. Vi må se at komme i gang. Magter Folkeskolen den opgave?)
Kilde: http://mm.dk/default.asp?emne=.....old_id=298 Nyhedernes Tænketank Mandag Morgen
9. oktober 2007 kl. 14:52 #
Du har da godtnok et kvikt barn Anni. Jeg kan godt se at han må kede sig. Kan man ikke hoppe en eller flere klasser op…det gjorde man engang, men det dur nok ikke mere. Du må da være glad for at han kan og vil, det tror jeg også du er. Det må være skønt at have tid og evner til selv at undervise sit barn ekstra…jeg var lykkelig hvis vi nåede de daglige lektier, inden de faldt i søvn, skulle spise aftensmad, i bad, se børnetime ( sikkert fordummende, men meget hyggeligt). De skulle jo op næste morgen kl 5.15, for vi kunne nå det hele. Jeg skulle møde 6.45. Vi var hjemme igen 16.15, så tid var der ikke så meget af. Godt at jeg ikke også skulle læse engelsk med dem fra 1 klasse. Sådan er der forældre som har det…også i dag. Jeg ønskede altid at de måske kunne læse lidt lektier i SFO efter skoletid…det er så svært at lave mad, vaske tøj, smøre madpakker, hjælpe med lektier, være en sød mor, have lidt overskud på en gang. Der er lidt at slås med, for os alle sammen…sådan er livet.
9. oktober 2007 kl. 16:15 #
Kære Jette,
En af mine veninder har 3 børn og 30 timers job. Hun har ikke tid til at bruge så meget tid på kun den ene. Og det er hun ked af, og har dårlig samvittighed over, for hun er sikkker på, at hendes dreng kunne være nået temmelig meget længere, hvis hun havde.
En anden – eller rettere flere af mine vaf mine veninder og mandlige venner vil ikke have børn. Fordi de ikke kan se, hvordan de skal få tid til det.
Vi får for lidt børn her i landet. Ikke fordi folk ikke har lyst til at få børn, men af andre årsager. Jeg er sikker på, at Folkeskolen og børnbehaverne har en del af skylden. Men der er andre årsager. Og her er det summen af faktorer, som giver resultatet.
Ja, jeg har en kvik søn, og ja, jeg er glad for at han både kan og vil, og sådan skulle det gerne blive ved med at være…også fordi, det er i Danmarks interesse.
hilsen en utilfreds kunde
9. oktober 2007 kl. 16:17 #
Kære Anni H. de L.
Har du tænkt på hvor svært det må være at undervis på en klasse hvor der er en elev som tager hele opmærksomheden fordi han har behov for at blive hørt og set.
Venlig hilsen
Anni Lomborg
9. oktober 2007 kl. 16:55 #
Hmmm, Anni Lomborg, jeg ser, at du tolker min søns reaktioner, som et behov for at blive set og hørt…..måske nogle lærere også gør det. Tak for inputtet.
***********
Drop lektier…hvis du ikke evner at gøre lektielæsningen sjov.
Lektier er spild af tid og gør mere skade end gavn. Det er budskabet i en bog skrevet af den amerikanske forfatter til flere bøger om undervisning, Alfie Kohn.
Konklusionen er, at der stort set ikke findes nogen dokumentation for den positive effekt, mange formoder eller påstår. Hverken i folkeskolen eller i gymnasiet. Tværtimod skader lektier ofte indlæringen. Det gør de, når de bliver en byrde for unge og ikke mindst deres forældre. For så falder interessen og lysten, der er en af de vigtigste forudsætninger for at lære.
Vi tager den lige igen: “For så falder interessen og lysten, der er en af de vigtigste forudsætninger for at lære”
Det skal være sådan, at ens børn glad kommer springende, når man siger: “Så er det lektietid”. Sådan er det her hjemme, I hvert fald endnu. Men sådan er det absolut ikke alle steder. Jeg har hørt forældre fortælle, at deres 7 årige knægt sidder og græder, når der skal læses lektier. Selv bruger jeg en hel del tid på at gøre det sjovt og konkurrencepræget. Jeg forventer altså, at læreren gør det samme! Sagde den krævende kunde. Men hør? Er jeg ikke også borger? For jeg kæmper jo for, at flere får lyst til at læse videre??
På en skole, som jeg besøgte, rendte nogle børn rundt i skolegården mens alle de andre var inde til time. Jeg gjorde læreren opmærksom. Han sagde: ” Deres lærer har et problem, hvis børnene foretrækker skolegården fremfor at møde til hans timer..” Jeg var lige ved at vælge den skole. Alene p.g.a. den lærer.
»Hvis vi medtænker ulemperne, altså frustration, udmattelse, familiekonflikter, den tabte tid og det mulige tab af interesse for at lære, så bør vi i det mindste få overbevisende beviser for lektiernes fordelagtighed, når eleverne allerede har slidt i timevis i skolen«, siger Alfie Kohn
Mon lærerne ville kunne evne at gøre lektielæsningen interessant nok til, at eleverne ikke vælger skolegården, hvis skolen tilbyder lektielæsning på skolen?
For tre år siden undersøgte Flemming B. Olsen, som næsten er færdig med sin ph.d.-afhandling ved Syddansk Universitet, gymnasieelevers lektielæsning. Han konkluderede, at der ikke er nogen tydelig sammenhæng mellem tiden, de studerende sidder med lektier, og deres karakterer. Længden af deres forældres uddannelse har større betydning for, hvordan de klarer sig. Alligevel vil han ikke ligesom Alfie Kohn anbefale helt at skære lektierne væk. I stedet vil han forbedre dem. Især ser han gerne, at de studerende selv er med til at bestemme lektierne, og hvordan de skal udføre dem. Problemet med lektier er nemlig, at de som oftest er præget af pligt, dårlig samvittighed, stress og rutine. Lektier er alt for uvarierede og afspejler det gamle industrisamfunds mål med skolen, mener Flemming B. Olsen.
Ifølge Alfie Kohn er engagement det vigtigste ved læring, og ved at stopfodre eleverne med arbejdsopgaver modarbejder man deres engagement.
Det vil sige, at man skal gå ind i klasserne og kigge efter engagement. Min søn gider dårligt at række fingeren i vejret mere.
Jeg er iøvrigt ikke enig i, at læring altid skal være sjovt. Nogen gange så er man nødt til at lære noget kedeligt for at nå til det sjove. Sådan er det nemlig igennem hele livet. Men hvis det er kedeligt 80 pct. af tiden og kun sjovt 20 pct. af tiden, så skal man nok finde på en anden måde at gøre tingene på.
Nogen der har et godt svar til følgende spørgsmål: “hvorfor skal jeg lære at skrive perfekte bogstaver præcis, som læreren vil have det? Gælder det da ikke om at kunne skrive hurtigt og samtidigt læseligt?”
Som med så meget andet her i livet, så er det lysten der driver værket. Folk har forskellige motivationsdrivkrafter.
Kilde: http://www.folkeskolen.dk/Obje.....ctId=49207
9. oktober 2007 kl. 17:58 #
Lars.
Du gør i indledningen kunder til noget egoistisk. Men er interessen i at tilhøre et fællesskab ikke også en egoistisk interesse?
Problemet opstår når MISTILLID og BEDREVIDENHED gør fællesskabet til tvangsfællesskab og planøkonomi.
Hvem i alverden siger at en ellegr anden kommite er bedre til at lave fællesskab og sikre rummelighed? Folk levede sammen længe før der kom stater til – både af lyst og af nød.
Og hvis stater ikke hehandler borgerne anstændigt, så FLYTTER de eller flytter ikke til landet (og se hvor den pil peger hen i dag!). Selvfølgelig kan du få lavt- eller ikke-uddannede til at komme til Danmark – men det skal vurderes på dem som faktisk har et valg.
Øvelsen – som jeg ser det – er at gøre samfundet mere rummeligt og bruge digitaliseringen til at flytte mere kompetance FRA kommiteerne ud til dem som kan gøre en forskel (de ansatte) og vurdere forskellen (borgerne).
Og så i samme moment få slået ned på den omsiggribende og umynddiggørende overvågning og kontrol, som ikke gavner nogen.
9. oktober 2007 kl. 19:17 #
Man kan måske sige, at forskellen på en borger og en kunde i relation til brugen af en institution er, at borgeren forsøger at få lavet institutionen om, hvis hun er utilfreds. Kunden finder en anden institution. Men hvad gør man, hvis det er meget tungt og besværligt at ændre institutionen, bl.a. fordi den er bundet ind i regler og direktiver fra kommunalt og statsligt niveau og fagforeninger.
10. oktober 2007 kl. 01:28 #
Du mener, når planøkonomien tynger? Så har man fundet ind til problemer, der spilder ressourcer.
Nu behøver man ikke nødvendigivis skifte institution. Til- og fravalg samt kundeorientering kan ske indenfor den samme institution. I Sundhedssektoren er det f.eks. afgørende at kunden har kontrol med egne data, så alle processer allignes efter datakontrollen.
10. oktober 2007 kl. 10:27 #
Hej Anni og Anni,
Jeg har faktisk arbejdet en hel del med didaktikken, da jeg bl.a. uddanner folkeskolelærer til at undervise i omtanke og innovation. Problemet med den “postmoderne didaktik” er at fokus – fortsat – er individet, altså lidt Gardner kombineret med diverse forestillinger fra “livslang læring” (det som vi andre kalder ‘læring på livstid’).
Jeg er rimeligt overbevist om at de fleste børn som ligger i yderkanterne af spektret har anderledes behov – man skønt Gardners teorier giver os “noget”, at arbejde med”, gives der jo ingen anvendelige praksis. Den mulighed som jeg mener man skal undersøge seriøst, er derfor: hvordan kan man aktivere børnene så de lærer at samarbejde – ud fra det niveau de har.
Hvad enten man fra naturen er “langsom” eller “hurtig” vil dette alt andet end lige forfølge os gennem hele livet – derfor kan skoletiden, med stor fordel, bruges til at lære de overbegavede hvordan de kan bedre kan ‘administrer’ deres evner i forhold til andre. Dette har en række fordele, dels forebygger personen potentielle problemer og dels kan bidraget til ‘det fælles’ øges.
Dette kan bl.a. udføres via en ny didaktik, som fokusere mere direkte på elevens evne til, at omsætte sin nuværende ‘viden og knowhow’ til noget som er til gavn I den nuværende situation. Det er altså ikke en skjult “ansvarlig gørelse” af den uopmærksomme elev – men eleven skal ganske enkelt lære at ‘bruge’ sin opmærksomhed – på en lidt anden måde.
Der er meget der tyder på at begavede elever får rigtig meget ud af at arbejde på den måde, men faktisk er det en know how som vi alle har brug for at blive bedre til at bruge.
(Hvis der er nogen af jer der har interesse i materialer om dette kan I bare skrive til mig. )
MVH Per
10. oktober 2007 kl. 12:03 #
Et kortfattet bidrag til sub-debatten om skolen og de højt begavede elever:
Per Feldvoss Olsen: Jeg læser det du skriver som om at de højt begavede skal bruge folkeskolen til at “lære at holde igen” på deres talenter. Det er jeg absolut ikke enig i!
Det er vigtigt at alle børn får udfoldet/udfordret deres fulde potentiale – først og fremmest fordi det er en anerkendelse af dem som mennesker – men da også (og bestemt ikke uvæsentligt ifht. denne blogs tematikker) fordi vi har brug for talenter!
Løsningen hedder efter min mening ikke undervisningsdifferentiering (som er et begreb opfundet af politikere) men NIVEAUDELING.
Elever opdeles på hold efter deres niveauer i de enkelte fag. Fællesskabet – også på tværs af niveauer – kan sagtens plejes og opbygges sideløbende…
10. oktober 2007 kl. 12:36 #
Hej Kenny,
Nej – slet ikke – jeg mener bestemt ikke at de højere begavede skal holde igen, eller særbehandles. Vi skal nemlig alle lærer at “administrere” vores unikke evner bedre – for de højtbegavede er problemet – nogen gange – “de andre”. Af hensyn til alle parter – ikke mindst de begavede – er dét en god investering at lære vidensdeling fra starten.
Pointen er at alle i praksis skal lære det samme ‘vidensdelings pensum’, hvorved alle parter vinder. Der er altså ikke tale om speciel undervisning, individuel udvikling, eller specielle hensyn. Det individuelle aspekt tilgodeses på den måde, at de hurtige hurtigere kan omsætte deres viden til noget som “de langtsomme” kan forstå (og “omvendt”) – en knowhow som vi i stigende grad har behov for.
Niveau delingen kan dermed blive mindre interessant, (men nok ikke overflødig), da spektret af mulige samarbejder med blandede niveauer bliver bredere. Det som sker er at vi løfter niveauet for vidensdeling – allerede fra første klasse – hvorved vi i praksis sætter nye standarder for hvad der kan lade sig gøre.
MVH Per
10. oktober 2007 kl. 13:27 #
En anden mulig misforståelse kunne være at jeg her skulle søge at fremme nogle specifikke humanistiske, liberale eller socialistiske idealer. Det er ikke hensigten – det jeg snakker om er at muliggøre vidensdeling, hvorved vi opnår noget fælles bedste. Situationen kan lettest sammenlignes med det som sker når vi lærer børnene at læse – vi giver dem derved adgang til en “fællesviden”, men samtidigt må vi erkende at vi ikke alle er lige begavede når de kommer til at udtrykke vores viden.
En del af problematikken ligger i at vores almene vidensdeligns teknikker netop binder sig til skrivining, læsning og regning – men vi har jo behov for at folk som endnu ikke/aldrig mestre disse teknikker også kan være med. Den ekstra bonus vi får ud af dette er at vi også kan undgå forskellige “styringsværktøjer”, som vi kan slå hinanden i hovedet med – de begavede kunne fx. let havne i en situation hvor de bliver “undertrykt” når de ikke over holder skolens værdikodex. :-)
En anden problematik som denne type af vidensdeling løser er at børnene lærer at bruge/udforske hinandens viden – jeg har selv en søn på 7 år, og han vidensdeler 100%… når han spiller PC og DS. Men dette sker naturligvis kun i frikvarteret (om torsdagen). Han kender til gengæld alle de elever på skolen der spiller Pokemón, hvor langt de er nået – og hvem kan man spørge når man er kørt fast…
Hvis man – på mange forkellige niveauer – kan få børn til at udnytte denne naturlige trang til vidensdeling, har man vel opnået en hel del?
MVH Per
10. oktober 2007 kl. 20:31 #
Prøv lige at høre dette indslag fra Hjørnet på P1 her til aften. Det giver nogle tankevækkende perspektiver på både dette og det forrige oplæg fra Lars Kolind:
http://www.dr.dk/P1/orienterin.....184148.htm
10. oktober 2007 kl. 20:43 #
Frit skolevalg
Jeg har lige nået at skimme de sidste indlæg, hvor det er tydeligt at så snart folkeskolen nævnes, så er der mange bud på hvordan børn skal undervises og hvorfor. I min hverdag oplever jeg også den til tider voldsomme diskussion, hvor det er tydeligt at både forældres og læreres engagement er dybt personligt.
Jeg har tænkt på om vi kunne få bedre folkeskoler med tydeligere værdigrundlag, hvis vi forældre bliver bedre og modigere til at udnytte det frie skolevalg? Desværre er det i min kommune sådan, at vi kun får 50 % af udgiften dækket, hver gang vi får et nyt barn, så der er ikke på nuværende tidspunkt noget økonomisk incitament for at tiltrække flere elever. Okay, jeg ved godt at der er en vis stordriftsfordel økonomisk ved at have store klasser, men det får jeg nok svært ved at overbevise lærerne og forældrene om…
Men mit spørgsmål er altså; kunne vi få bedre folkeskoler (og bedre ledelsesmuligheder) hvis vi forældre var mere værdiorienterede i vores skolevalg? Og skulle de folkeskoler som har succes belønnes ved at pengene følger barnet?
11. oktober 2007 kl. 07:33 #
Kære Annette Demant,
Jeg troede faktisk, at pengene fulgte barnet….
Selv var jeg rundt og besøge en hel del skoler, da jeg skulle vælge. Jeg valgte at bruge en hel skoledag på hver skole, og jeg valgte at være i klasserne, og ikke på skolelederens kontor, og ikke med hovedet nede i skolens skriftlige materiale om værdigrundlag.
Jeg havde nemlig erfaring fra Børnehaverne, der sagde, at ord formuleret i virksomhedsplanen, ikke havde meget med virkeligheden at gøre.
Iøvrigt brugte jeg frikvartererne til at gå rundt og tale med børnene og altså ikke lærerne….det er jo ikke altid, at folk handler efter det de siger…men børn har ingen skjulte dagsordener.
Så når jeg lyder meget utilfreds med den skole min søn går på, så skal det egentlig opfattes som, at selv den bedste skole ikke opfylder betingelserne for fx at pleje talentmassen.
Jeg føler simpelthen, at trinmålene betragtes lidt som færdselsskiltene: MAX hastighed…
Eller sagt på en anden måde: Folkeskolens mål er middelmådighed og ensretning af eleverne til et industrisamfund, som ikke længere eksisterer.
Lad os sige, at børnene skal gå 12 år i skole. Det er da helt absurd, at alle børn efter 12 år skal have nået de samme trinmål – eneste differentiering er om barnet får 6 eller 13 i gns.
Måske skulle man smide de ensartede trinmål ud? Og kun have et minimum, som alle skal nå? Hvorfor kan den sproglige begavede elev ikke end sin folkeskole med at have fået 9 i engelsk niveau 8? Matemetik niveau 7?
Jeg føler også, at der stadig findes mange lærere, som ikke ser børn, som ligeværdige mennesker…..
Jeg føler, at lærerne vil have børnene til at passe til lærernes undervisningsmetoder, i stedet for, at lærerne tilpassede undervisningsmetoderne til eleverne.
Og jeg føler slet ikke, at skolerne handler efter, hvilket samfund børnene skal ud og være gode samfundsborgere i.
Globaliseringen er nærmest ikke eksisterende i Folkeskolen.
Hvorfor har vi ikke nogen Folkeskoler, som har satset målrettet og tydeligt på fx IT-teknologi i undervisning? (Mange drenge ville komme spænende…)
Jeg tror, at både kunderne og borgerne er ved at være godt trætte af ORD, for det er altså sjældent at ordene stemmer overens med virkeligheden…
12. oktober 2007 kl. 12:52 #
Hej Annette,
Mit svar må være, at jeg ikke mener at vi forældre skal deltage i ‘detail styring’ – af ‘den del’ af vores børns liv. Jeg stoler generelt på mine medmennesker, skolelederen og lærerne – har jeg grund til andet? Problemet er at snakken om værdierne – værdi debat og værdi ledelse – har en række uhellige konsekvenser – man kan sige at skole valget bliver politiseret.
.
Hvis jeg i alle tilfælde skulle ind og kontrollere værdier og holdninger i de “forhold” min søn indgår – er det vel også udtryk for at jeg ikke stoler på hans egen dømme kraft? Jeg mener at han, som 7 årig, allerede kan lære at vurdere en situation. Han bør, alt andet end lige, også være i stand til at melde tilbage til mig hvis der er noget helt galt.
Jeg mener også at mit ansvar går ud over min søns ve og vel – hvis jeg reelt mener at der findes en skole som “ikke egner sig til at opdrage mit barn”, så er den holdbare løsning naturligvis IKKE at flytte skole! Jeg snakker altså med min søn, og de andre forældre – hvis vi er enige om at det går godt på skolen… så går det godt!
.
Det som min søn skal lære i skolen – og det har jeg da også snakket med ham om – er at der findes mange forskellige (“mærkelige”?) typer af mennesker, og en del af dem opfører sig ikke som du-og-jeg. Dem vil man møde gennem hele livet – og man skal lære at omgås… jo før jo bedre. Man kan også sige det mere firkantet/provokerende: “Den moderlige omsorg stopper ved 1st klasse!”
.
Det jeg frygter er “Det faderløse samfund”, som beskrevet af Henrik Jensen (http://www.dr.dk/DR2/2sektion/2006/10/13141903.htm) – hvor vi alle skal have en “mor”, (læs en Coach), der kan curle os gennem livets realiteter. Alternativet til dette er at vi begynder at opføre os lidt mere ‘anstændigt’ over for hinanden – fx skal vi være lidt mere lempelige med de krav vi opstiller – for os selv og andre.
.
Det som sker er at vi – umærkeligt – laver en pseudo-differentiering, hvis man ikke “deler værdier” er holdningen, at man skal gå et andet sted hen. Det holder bare ikke i længden, den konstruktive løsning er, at vi netop skal lære at samarbejde med mennesker som vi ‘ikke’ deler værdier med (det er den reelle konsekvens af Globaliseringen) . Når vi har lært det kan vi, sjovt nok, også skabe mere værdi!
.
Man skal altså passe voldsomt på med at devaluere/relativerer skolen, og dens ansatte. En af de postmoderne mekanismer til dette er, sjovt nok, at indføre elementer fra værdiledelse og management i skolearbejdet. Hør DR udsendelsen via Kenney Bech’s link – værdiledelse/styringen har ‘i praksis’ en undertrykkende og styrende funktion, som vi ofte ikke selv kan kontrollere. Når værdierne sættes i spil – på den måde – tilsidesættes de faglige hensyn… som vi fx ser det i hjemmeplejen.
En anden interessant mekanisme er ‘læring på livstid’ – det lyder jo umiddelbart ideelt for lærerne? Men det er i realiteten en devaluering af det gode arbejde som lærerne allerede udfører – konsekvensen er jo et smid-ud og lær nyt syndrom, hvor gamle metoder står til konstant revision. Sjovt nok er ‘Søren og Mette’ fortsat state-of-the-art, og det vi må efterlyse er flere lignende “langtids holdbare” løsninger i skolen.
.
MVH Per Olsen
12. oktober 2007 kl. 13:07 #
En lille strøtanke – dette er jo ganske relevant i forhold snakken om hvorvidt jeg er borger eller kunde. Som borgre er jeg interesseret i at alle skoler har en hvis standard – men som kunde skal jeg bare finde den skole som maksimere min søns udbytte?
VH Per
12. oktober 2007 kl. 14:08 #
Korrekt – som borger får du trabant-økonomi hvor alle får lige dårlig service, ventetid og ressorcespild – den direkte effekt af planøkonomi som Danmark lider voldsomt under.
Som kunde får du en større spredning og forskellige tilbud, hvor de dårligeste bliver konstant tvunget til at forny sig, men alle belønnes for at forny sig i borgernes interesse.
Hvem kan afgøre om en skole med en god madordning er bedre end en skole med bedre matematikundervisning eller fysiklokaler?
Der hvor debatten oftes går galt er når man blander omfordeling (uafhængigt) og tvangslighed ind i sagen.
12. oktober 2007 kl. 14:27 #
Der er åbenbart tre måder at styre den offentlige sektor på:
1. Ubegrænset tillid til offentlige ansatte uden krav eller feedback på indsatsen. Konsekvens: Medarbejderne keder sig og der er ofte en arrogant holdning a la ”Halløj på badehotellet”
2. Kontrol og måling af resultater. Konsekvens: overfladiskhed, man måler ubetydelige ting, det vigtigste, som er udvikling af personlige kompetencer, er svære at måle. Der spildes tid på administration.
3. Fri konkurrence mellem institutionerne, som bygger på at brugerne frit vælger skole og at pengene følger brugeren 100%. Konsekvens: Institutionsvalget vil være en følge af konkrete, virkelighedsnære, erfaringer med om institutionen leverer en god kvalitet, f.eks. om barnet trives og udvikler sig fagligt og personligt. Denne model giver en bedre ressourceallokering til de skoler, der gør det godt og dermed et incitament til at levere en god kvalitet i et tæt samarbejde med brugerne. En vis fornuftig, meningsfuld dokumentation af resultaterne vil være naturlig.
12. oktober 2007 kl. 14:35 #
Hvad der efter min mening er galt med Folkeskolen:
1.Larmende elever fylder for meget. Det har ingen konsekvenser at spolere undervisningen.
2.Meget få krav til eleverne. De får sjældent lektier for. Det har ingen konsekvenser, hvis de ikke laver lektier.
3.Manglende feedback. Der er ikke karakterer før 8-9. klasse. Elev, lærer og forældre får ikke tilbagemelding på, om tiltag virker. Når eleverne har idræt, må de gerne konkurrere, men når det drejer sig om træning af den del af kroppen, der sidder mellem ørene, kan eleverne ikke tåle at få kontant tilbagemelding på indsatsen. Det er et udtryk for misforstået kvindelig omsorg. Drengene keder sig bravt, når de ikke må konkurrere og ikke får klar feedback.
12. oktober 2007 kl. 15:38 #
Der var engang en lærer som fortalte mig, og det var noget jeg tænkte meget over. For måske har han helt ret. Og så er skolen egentlig ikke så uoverkommelig.
Når vi sender vores små ønskebørn i skole( det er godt de er ønskebørn), så er de vant til fuld opmærksomhed hele tiden. De er verdens syvende vidunder, hjemme i familien. Så skal de til at dele, det kan de ikke. De kræver fuld opmærksomhed fra læreren, og han har 23 andre børn. Det tager et stykke tid, at lære børn at dele og indrette sig. Hvis så forældre hele tiden, stiller spørgsmålstegn ved det læreren siger..er det ikke nemt. Han fortalte om en dreng som havde sagt…”jeg behøver ikke at gøre som du siger, for min far siger du er åndsvag” så er der jo ikke meget skole hjem samarbejde. Denne lærer ville være glad for..at forældre sørgede for, at børn kom udhvilet i skole, i passende tøj, havde madpakke med, penalhus med indhold, bøger, gynmastik eller svømmetøj..alt efter skema, havde lavet sine lektier, i det mindste prøvet. Så skulle han nok klare undervisningen og hverdagen i skolen. Det blev en lærer, som både forældre og ikke mindst børn var meget glad for. Den klasse klarede sig fint. Jeg har også prøvet en lærer som forsøgte at stille 25 forældrepar tilfreds, der var rigtig mange møder og umulige børn, med sure forældre..deraf dårlig klassesamarbejde.
Nu er to tilfælde jo ikke hele folkeskolen..så jeg ved ikke. Jeg tror at en god lærer er en der kan tage ansvaret på sig, og give forældrerne deres.
13. oktober 2007 kl. 09:51 #
Hej Stephan og Per, En lille detalje.
Vi skal først huske hvad forudsætningerne er for at deltage i den højt besungne fri konkurense. Ikke alle har de forudsætninger.
Dernæst forvæksles fri konkuranse ofte med tvangs-strid, et spil hvor deltaerne skal bekæmpe hinanden for at være med på vognen, meget moderne. Konsekvens, ja, Hvad ser I selv?
Med ønsket om de bedste konsekvenser
Niels Erik Madsen
14. oktober 2007 kl. 10:40 #
Niels Erik Madsen.
Jeg forstår ikke dit spørgsmål.
Hvilke forudsætninger for deltagelse i hvad? Et marked bygger ikke på at kunder er ideal-rationelle, men blot at de præferencer de udtrykker slår igennem.
Hvad er “tvangs-strid”? Og hvem skal “bekæmpe hinanden”? Tænker du politisk, som her teoriskt-retorisk eller i dagligdagen? Det er meget sjældent at du ser en VVS-mand kritisere end anden. Derimnod er det da godt at instituationer lærer at forholde sig til og fremhæve deres gode sider – kunderne og evalueringer skal nok fremhæve de dårlige.
14. oktober 2007 kl. 10:53 #
Jette.
Skoler er faktisk et af de vanskeligste områder at markedgøre og samtidig en af dem der er nået længst.
Der er tale om meget lange relationer med en både høj grad af binding (forældre flytter nødigt deres børn), en høj intensitet (både forældre, børn og lærere her et meget komplekst samspil der fylder meget i alle parters liv og funktion), høj personafhængighed (du kan ikke bare skifte lærere eller forældre), lang beslutningshorisont (tager lang tid at oprette og ændre fysiske rammer for skoler) og ringe skalerbarhed (en skole kan ikke vokse mere end antallet af gode lærere og de fysiske rammer tillader).
Den går begge veje – forældre skal også mærke konsekvensen af at trække knappe ressourcer (ikke bare lærertimer men en specifik lærers timer) fra børnene. Hvordan er et andet spørgsmål.
Desuden er jeg helt enig med Lars omkring den helt ustyrlige kontrolmani – “Barnets Bog” er en vederstyggelighed som hører hjemme i Nordkorea og andre samfund hvor børnene betragtes som statens “ressource”.
Meget er gået galt i samfundet den dag, hvor lærerene repræsenterer staten fremfor at prioritere barnets/forældrenes behov. Det ser jeg betænkeligt mange indikationer på.
20. oktober 2007 kl. 20:35 #
Mangler vi en bred folkelig debat om folkeskolens formål, en helt ny folkeskolelov og et nyt sæt styrelsesvedtægter?
Hvis det frie skolevalg er en mulighed som forældre helst ikke vil gøre brug af (og respekt for det, det er ingen nem vej), skal vi så i stedet have en grundlæggende drøftelse af, hvad vi som nationalt og internationalt samfund vil med folkeskolen?
Selv om jeg hver dag beskæftiger mig med skole, så bliver jeg lige overrasket hver gang der kommer en ændring af folkeskoleloven. Jeg har ved de sidste ændringer, som bl.a. har medført Fælles Mål, nationale tests, ændringer af skolens formål etc. savnet en debat, som får borgerne og politikerne til at komme ud af busken og engagere sig.
Ved det sidste folkeskoleforlig måtte jeg give mig til at nærlæse socialdemokratiets skolepolitik, for overhovedet at finde hoved og hale i, hvorfor de havde indgået forlig.
Hvorfor var det ikke et politisk spørgsmål som højlydt blev diskuteret af forældreorganisationer, skolefolk, forskere, politikere, borgere i almindelighed i alle medier?
Der må være gode muligheder for at få en debat, se bare på disse sider, hvor hurtigt der gang på gang breder sig en subdebat om skolen:-)
Kunne det give mere fællesskab og forståelse, og en bedre udgangsposition for at genoprette tilliden til folkeskolen?
21. oktober 2007 kl. 22:39 #
Mens jeg havde børn i folkeskolen, var interessen for skolen stor. Den var både god og dårlig..den folkeskole, men bedere end da jeg gik i skole. Dog var jeg ked af at alle de kreative fag, blev valgt fra. Jeg var selv af den opfattelse at de var en slags pusterum…meget nyttige pusterum, til alle læsefagene. I dag er der mange børn/unge, som slet ikke kan lave mad, vaske tøj, vide noget om sund kost, slå søm i, eller bruge en hammer. De holder op med at tegne og male i 2 klasse, og får aldrig lært at sy en knap eller lynlås i. Måske er det ikke så vigtige ting at kunne i livet? De kan heller ikke alle sangene og salmerne som vi kunne, det kan jeg høre, når vi synger på mit arbejde. Måske kan man lære det hjemme…det var nu hyggeligt at lære i skolen. Det kan ikke nytte noget at man ved al det som står i bøgerne, og har bestået alle Pisaprøverne, når man ikke kan få hverdagsting til at fungere. Nå, men noget skal vi forældre jo også lære børnene, somme tider virker det bare bedere når skolen gør det. Jeg har lært ud over teorifag at: Svømme, spille mange boldspil, atletik, gynmastik, sløjd, metalsløjd, sy, lave mad, vaske, føre et husholdningsregnskab, tænke i sund og nærende kost, tegne, male, keramik, hugge i sten, skrive på maskine, barnepleje, synge, spille, danse folkedans osv osv. Det er mange ting, underligt vi kunne nå det. For jeg har jo også lært at læse og skrive dansk, regning, fysik og kemi, historie, geografi, biologi, engelsk, lidt tysk, samfundsfag…alt sammen på 8,5 år. Det er da ikke helt tosset. Helt dårlig kan den folkeskole ikke være. Desuden var jeg på lejrskole en uge 2 gange, hyttetur et par gange om året hver år, sommerudflugt, tur til Zoo eller andre særværdigheder…ja der var nok mere tid, da jeg gik i skole i tresserne. Endda en stor Københavnsk Kommuneskole, med rigtig mange elever i hver klasse..op til 30 mener jeg, men det kan godt være jeg husker fejl med det antal…tror det bare ikke. Nogle dage elskede vi vores skole og vore lærere, det var heldigvis de fleste. Andre dage var det knap så sjovt, sådan vil det nok altid være. Vi skal passe på folkeskolen, og give lærerne fred til at arbejde.
22. oktober 2007 kl. 08:42 #
Annette,
Min holdning er nok nræemst det omvendte – problemet er ikke at vi snakker for lidt om skolne, problemet er at vi taler om den alt for meget og politiksere og teknokrater blander sig på alle niveauer med alle mulig planargumenter.
Alle ahr så pokkers travlt med at propper deres personlige kæphest ned i Folkeskolen og få den stakkels lærer spændt for deres vogn.
I stedet skulle man have meget mere frihed til at lade forældre og skolen (den lokale skole) udvikle sig. Synliggørelse af kvalitetsforskelle er her vigtigt, fordi det er den eneste måde de dårlige kan få øjnene op og de gode blive tilvalgt.
Og ja – nogen skoler er kommet i klemme af f.eks. ghetto-dannelse som ikke kun rammer skolen.
Og nogen skoler vil have svært ved at tiltrække gode kræftrkræfter.
Personligt vil jeg til mine børn langt hellere have en god og engageret lærer som vil børnenes læring med engagement og evne til at se det enkelte barn, end en som følger en eller anden standardplan fra centralbureaukratiet. Hvis læreren/skolen ikke passer til mine børn, så skal jeg nok flytte dem – men det forudsætter at jeg har valmuligheden og noget at vælge imellem.
Og – ja – nogen har ikke ressourcer og overskud til at støtte op om deres børns uddannelse; og der vil altid være grupper som ikke får den optimale uddannelse. Børn taget fra hjemmet synes at være den mest sikre fiaskogruppe, fordi staten er den værste opdrager af alle. Staten gør det ikke bedre ved at tage ansvaret fra borgerne – det underminerer bare kultur og forandring.
22. oktober 2007 kl. 08:44 #
Og jeg skulle vidst overveje at stavekontrollere lidt mere ingen jeg trykker på Send ;-)
Det er blevet lidt for nemt at “tænke højt”.
22. oktober 2007 kl. 11:30 #
Lige netop omkring, børn der tages fra hjemmet…det er rigtig nok Stephan, det kan og går ofte gruelig galt. Måske skulle der støttes meget mere i hjemmet, jeg tror det. Det er en stor skade at blive fjernet fra sit hjem. De fleste af de “gamle misbrugere” og andre sørgelige skæbner jeg har arbejdet med, er startet der. Staten prøver at følge dem på vej til de er 18 år..så lukkes de ud til egen skæbne. Staten og kommuner er ikke god til at opdrage børn, men sammen med forældre, kunne man måske nå begge parter, både forældre og børn. Bryde den onde cirkel, og sociale arv. Jeg ved godt at det slet ikke er nemt, men måske gjorde pengene mere gavn. Det er nemlig ikke billigt når det offenlige opdrager børn, og da slet ikke bagefter. Nu skal alting jo ikke dreje sig om penge, alle de ukykkelige skæbner tæller også meget i mit menneskesyn. jeg mener jo at alle små børn er født lige, det er opvæksten der gør udslaget. Nogle få er syge, dem skal vi også passe godt på, og give så godt et liv som muligt. Nå det var jo ikke meget om folkeskolen..og dog. jeg hører tit “der var engang en lærer som prøvede at hjælpe” denne lærer, har ofte afsat de få gode minder, som er i disse mennesker. Så giv dem arbejdsro og tro på dem, sammen med forældrerne.
22. oktober 2007 kl. 20:21 #
Tak for de positive input. Selv om jeg jo godt ved at det ikke er personligt ment, når folkeskolen kritiseres, så er det (ihvertfald for mig) pokkers svært ikke at føle et personligt ansvar. Og præcis derfor så dejligt med anerkendende input. Det giver blod på tanden…
Lars` indlæg startede jo egentlig med spørgsmålet om vi er borgere eller kunder i vores eget land, og derudaf voksede snakken om folkeskolen. Jeg er helt sikker på at de fleste forældre ikke føler sig som kunder i folkeskolen, men den politiske retorik smitter, og derfor kommer de måske til at lyde som kunder.
En måde at opføre sig mere som borger på, kunne være at turde anlægge en mere anerkendende retorik overfor det velfærdssamfund vi lever.
I aften hørte jeg i Go`Aften Danmark to unge piger fortælle, at de elskede at bo i Danmark fordi det var et land de kunne bevæge sig frit rundt i, en ung mand sagde at han var glad for at bo i Danmark fordi her kunne man gratis få sig en god uddannelse. Og et ældre ægtepar var glade for vores demokrati og frihed.
Tre små sætninger som lige vendte tankerne 180 grader for mig; Vi HAR jo et godt velfærdssamfund, så måske behøves politikerne slet ikke overbyde hinanden. Det kunne jo være, at hvis de begyndte at se os som tænkende borgere, så ville de forstå at den almindelige dansker godt kan se længere ud end til næste valg? Og der ligger vel også en del stemmer i at indgyde folket en tryghed ved det vi har (og som fungerer godt), istedet for hele tiden at prikke til vores angst for at samfundet ikke er godt nok, at sygehusene ikke fungerer, skolen er elendig etc, etc?
23. oktober 2007 kl. 08:00 #
Annette,
Både rigtigt og forkert.
Problemet er at den offentlige service ikke kan følge med – i hverken pris eller kvalitet – og dermed bliver en stadigt større møllesten om samfundets hals.
Problemet er IKKE manglende velvilje i de udførende led, men alt for megen styring og kontrol i de administrative og politiske led. De udførende led løber hurtigere, men gør de forkerte ting, fordi de administrative led ikke KAN styre på den måde.
Den eneste løsning, jeg ser, er at staten holder op med at tro at man kan planstyre de offentlige ressourcer og istedet slippe de efterspørselsdrevne kræfter fri, dvs. sikre at borgerne prioriterer og allokerer ressourcer i så vidt omfang muligt.
Det er ikke problemfrit. Hvordan skal man f.eks. tage stilling til at bygge en ny skole eller prioritere vedligeholdelse af offentlige kanaler eller kloaker?
Men problemet er at vi – i en eller anden “lighedsforståelse” – har fået kørt den over i ekstrem megen planøkonomi.
Vi kan ikke blive ved med at kræve at husholdningerne skal bidrage en stadigt større andel til den fælles kasse for et stadigt dårligere produkt – borgerne vil simpelthen melde sig ud af fællesskabet i stigende omfang.
Og selvom flertallet forsøger at tvinge dem som kan til at trække et stadigt større læs, så flytter de bare, ligesom de nye værdiskabende jobs ikke flytter til Danmark.
Konstant fornyele er nødvendigt for bare at holde omgangshøjde eftersom kravene stiger overalt, ny viden, nye arbejdsaformer, mindre ressourceforbrug- og spild, bedre samarbejdsformer, ny teknologi – men ikke mindste nye sociale omgangsformer.
Problemet er at politikerne tror at mere er bedre og hele det poitiske mediecirkus er forankret omkring overbud. Samtidig stivner Danmark fordi man ikke forandrer og fornyer for at bevare – eller rettere fordi man ikke er åben for at kunderne kan trække en fornyelsesprocess, fordi styringen og kontrollen ligger centralt.
24. oktober 2007 kl. 23:59 #
Nu kan det kun gå for langsomt med at nå til den 14. november. I ønskes alle et godt folketingsvalg. Og 4år mere til Anders fogh Rasmussen.
Mvh.Anni
25. oktober 2007 kl. 08:23 #
Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – Spørg hvad du kan gøre for dit land!
Det er desværre en floskel herhjemme, for folk(et) vil have rettigheder, og hvis de ikke får dem, så bliver de agressive. Med Socialdemokraterne i spidsen vil der blive skruet endnu mere op for rettigheder, som kan være svære at indfri med et samtidigt skattestop.
Politik er jo kompromisernes holdeplads, og det håber jeg at Ny Alliance også er klar over, når de stiller op med kandidater, der ikke er vant til det politiske spil. Godt valg til alle :-)