Tillid eller ret?
I Danmark har vi fortsat meget stor tillid til myndighederne. Politibetjenten holder lov og orden, lægen gør sit bedste for at helbrede os, soldaterne i Irak prøver at skabe fred og hjemmehjælperen gør hvad hun kan for at hjælpe de gamle. Når systemet svigter er vi næsten altid enige om at det er systemet snarere end den enkelte offentlige ansatte, den er gal med.
Det modsatte er tilfældet f.eks. i USA. Her er alt retliggjort. Hvis ikke borgeren får sin ret, lægger han sag an imod myndighederne. Der er ingen tillid mellem myndighed og borger - alt drejer sig om min ret.
Både Socialdemokratiets 29 velfærdskrav og regeringens kvalitetsstandarder med tilsvarende klageinstanser er helt i USA-ånden. Borgeren har rettigheder og det offentlige har pligt til at levere. Hver gang. Ambulancen skal være fremme inden 15 minutter uanset om man har bosat sig lang væk fra byen. Det manglede da bare!
Den tendens er jeg lodret imod. Velfærdsrettighederne skaber mistillid til det offentlige. Borgeren bliver forbruger i stedet for borger. I stedet for rettigheder for borgerne og firkantede standarder skal vi give medarbejderne i det offentlige mulighed for at yde en god indsats og frihed til at tilrettelægge den inden for brede rammer.
Det er ikke alt nyt der er godt!
1. oktober 2007 kl. 12:45 #
Øøøøø i USA hedder det vist også:
Spørg ikke efter hvad samfundet kan gøre for dig – spørg efter hvad du kan gøre forsamfundet.
Nu ved jeg ikke om det er den enkelte borger i USA der kræver sin ret, eller om det er det juridiske system (båret af smarte advokater) der er kimen til de mange retssager om “min ret”.
Jeg er ude af stand til at gennemskue hvad der skaber de ammerikanske forhold.
Lege efter mit hoved. Jeg er enig i dine betragtninger om at give medarbejderne i det offentlige mulighed for at yde bedre indsatser og give frihed til at tilrettelægge dem inden for bredere rammer.
At vende samfundet fra et “kræve og ret” forbrugersamfund til et mere “egen-ansvarligt samfund. Det er hele samfundets mentale model der skal vendes fra fra “kræve og ret” til “egen-ansvarlighed”.
1. oktober 2007 kl. 13:00 #
Jeg tror at nogle er opdraget lidt forkert, for man har jo lov at prøve selv..at tænke sig om. da min gamle lidt syge far, var med på ferie, valgte vi selvfølgelig ikke et sted, hvor det var meget svært at komme på et sygehus. Jeg bliver ked af, når mange unge altid skal drøfte noget nyt…med deres sagsbehandler. Måske har de lært at det er sådan man gør? Jeg har dog oplevet, at de få gange jeg virkelig havde brug for offenligheden og sundhedsvæsnet, var der ingen hjælp at hente. Det har da skuffet mig, fordi jeg altid har ment. Den dag jeg fik brug for hjælp, så var den der. Måske var det ikke alvorligt nok, men det var det for mig.
Jeg lærte engang, kan ikke rigtig huske hvor. Gør din pligt og kræv din ret. Pligter for et menneske er mange ting..også at prøve selv.
1. oktober 2007 kl. 13:36 #
Følgende er baseret på John Evan-Jones BYUM-filosofi (Be Your Own Manager)
Ret gode leveregler synes jeg:
Levereglerne er forpligtelser for at gøre sit bedste og bygger på følgende 10 principper:
§1. Livslang uddannelse
At forpligte dig til at dygtiggøre dig kontinuerligt og tage afstand fra holdningen: Jeg ved nok/bedre.
At søge andre muligheder for læring, som vil udfordre tidligere antagelser. Husk, at formel uddannelse kan give dig brød på bordet, og at selvuddannelse kan skabe dig en formue.
§2. Livslang ydelse
At forpligte dig til konstant, at yde dit bedste til fordel for både dine kunder, din organisation, dit firma, dine kolleger og dine venner. Holdningen demonstrerer ønsker om at yde kvalitet og gøre livet lettere for andre.
§3. Livslang forandring
At forpligte dig til at acceptere, at livet ændrer sig kontinuerligt. At være en person med fleksible holdninger, som trives med forandringer og har nemt ved at tilpasse sig, frem for at være en person med fastlåste holdninger, som modsætter sig forandringer. At være en person, som ved, at alt hvad vi har, er antagelser, og kun sjældent kan det siges, at noget er sandt eller konstant.
§4. Livslang undervisning (coaching)
At forpligte dig til aktivt at hjælpe og opmuntre andre til at udvikle sig. At motivere andre og gøre dem bevidste om deres potentialer.
§5. Livslang personlig evaluering
At forpligte dig til konstant at kontrollere egne resultater objektiv og til stadighed arbejde på at forbedre dig. At konkurrere med dine tidligere resultater.
§6. Livslang villighed
At forpligte dig til aktivt, at opsøge muligheder for på eget initiativ at påtage og udføre arbejde samt hjælpe dine kolleger, og ikke passivt at vente på, at nogen beder dig om at gøre noget.
§7. Livslang værdsættelse
At forpligte dig til at værdsætte de positive ting i livet, dit job, og i den verden du lever i, og aktivt forandre og forbedre ting, som du er utilfreds med, frem for at beklage dig uden at gøre noget ved det.
§8. Livslangt lederskab
At forpligte dig til holdningen, at lederens sande funktion er at skabe flere ledere (læs: medarbejdere der opfylder disse leveregler) – ikke flere følgesvende.
§9. Livslang bestræbelse
At forpligte dig til, at du ser fremad mod det, du og andre er i stand til at opnå, og ikke tilbage på, hvad du eller andre har opnået.
§10. Livslang fortræffelighed
Perfektion er dit mål, men fortræffelighed er acceptabelt.
Prøv at forestille dig, at alle i samfundet forpligtede sig til- og reelt efterlevede disse 10 leveregler. Motivationen, kommunikationen og den almindelige trivsel og velbefindende ville forbedres betydeligt, og effekten på samfundets økonomi vil være særdeles mærkbar.
Det er dog også regler ,-(
1. oktober 2007 kl. 16:35 #
Kære Lars:
Tillid er bedre end ret, så langt kan vi kan vi godt blive enige. Jeg tror det var Reagan og Gorbatjov som endte den kolde krig med tillid er godt men kontrol er bedre – og så viste det sig at tilliden faktisk kom med kontrollen.
Efter 20 års offentlig ansættelse så er jeg nu ikke sikker på at en kombination af tillid og ret er bedre end blot tillid. I hospitalsvæsenet har vi oplevet at selv om lægen gør sit bedste for at helbrede patienten så går det ikke altid godt fordi hospitalsejerne (læs politikerne) har en horisont på 4 år minus tiden fra det sidste valg og derudover gør alt hvad de kan for at spare på områder som ikke er offentligt synlige. Derudover oplever jeg at politikerne ofte har afsluttet sætningen med ”…. i øvrigt har vi verdens bedste sundshedsvæsen!” idet der ville være civil ulydighed hvis befolkningen faktisk oplevede at Danmark er nr. 34 på WHO liste over de bedste sundhedsvæsener. Vi har på nogle hospitaler så indført akkreditering hvor horder af amerikanske damer i jakkesæt kommer og checker op på stort og småt og sikrer at hospitalet faktisk lever op til de standarder der skal til for at man kan kalde sig et hospital. Ikke alle hospitaler i Danmark er akkrediteret og formentligt langt fra alle kan blive det sådan som landskabet ser ud i dag. Man kan grine af systemet med akkreditering, men jeg har lært systemet som at det virkeligt kan rykke noget i at øge kvaliteten af de arbejde der udføres, fordi det faktisk ikke rammer den enkelte medarbejder, men mere går ned og ændre på systemfejl og prisen for en dårlig karakter faktisk rammer hospitalsejerne. Man kan beklage at det er blevet sådan, men jeg oplever at hospitalsejerne har misbrugt den tillid som befolkningen havde til dem når de retligt havde en forventning om at have verdens bedste sundhedsvæsen ved at afleve over halvdelen af deres løn til systemet. Således er det ikke rettighederne i sig selv som skaber mistillid men mere hospitalsvæsenet som system der ikke altid formår at skabe den tillid.
Det grundlæggende er altså at hvis jeg skal betale mere en 50% i skat så vil altså jeg have minimumsstandarder for behandling af min syge, skolegang til mine børn og pasning af mine gamle, og ikke bare betale for administration af hele systemet.
Når det er sagt, så er en del af de 29 velfærdsrettigheder fuldstændig tåbelige ligesom at det forslag om at hver kommune skal have en ombudsmand som man kan klage til, et forslag som gør at der skal ansættes over 100 personer til at checke op på om kommunerne gør som de skal, virker noget overreageret.
1. oktober 2007 kl. 17:24 #
Hej Lars.
Problemet med debatten er at antagelsen om at man kan have tillid til staten misbruges til blot at kræve tillid uanset kvalitet og realitet.
I stedet bør man fokusere på hvordan man kan lave en stat, man kan have tillid til.
Det gælder både økonomisk (quality og innovation for money) og magtmæssigt (kontrollen til borgeren).
I dag er tendensen at man indretter borgeren i statens billede i stedt for omvendt.
1. oktober 2007 kl. 21:24 #
Stephan Engberg, skriver: “I stedet bør man fokusere på hvordan man kan lave en stat, man kan have tillid til.
”
Og det kan jeg ikke være mere enig i.
Tillid er ikke noget man har ret til eller kan kræve. Tillid er noget, som man konstant og hele tiden skal gøre sig fortjent til.
Min tillid til “systemerne” er lille. Det kan jeg sige, fordi jeg ved fra diverse undersøgelser, at danskerne er mere tillidsfulde end de fleste andre. Jeg kan ikke se, at denne tillid er fortjent.
2. oktober 2007 kl. 04:17 #
Jeg tror I har fat i flere centrale ting. At et samfund kun kommer til at fungere ordentligt, hvis man både er pligter og rettigheder bevidst. I den forbindelse er John Evan-Jones ti leveregler værd at stræbe efter. Mange danskere lever langt fra op til alle.
Kristian Wachtells kommentar om sundhedsvæsenet rammer lige i plet, synes jeg. Jeg fik pludselig problemet inde på livet fordi jeg har overanstrengt min skulder og nu skal have en banal ultralydscanning for at læsionen kan kureres. Ventetid: Mange måneder! Og imens kan jeg så gå rundt som halvinvalid og spise kodimagnyl! Det ender jo nok med at jeg ringer til et privathospital og får behandlingen ordnet for nogle få tusinde kroner, hvilket jeg rigeligt har råd til. Men er det rimeligt???
Absolut nej!
2. oktober 2007 kl. 10:35 #
Flere af jer behandler sundhedsvæsenet ovenfor. Her er en interessant analyse, der viser, at det danske sundhedsvæsen – sammenlignet med sundhedsvæsenet i andre europæiske lande – kan forbedre sig på flere områder:
http://www.healthpowerhouse.co.....matrix.pdf
Jeg har et spørgsmål til jer: Hvad er de bagvedliggende ÅRSAGER til ventelisterne i Danmark? Hvad er det helt konkret, der ikke fungerer?
En lille sidebemærkning:
Jeg tror, det er meget vigtigt også at fokusere og bygge på det, der fungerer rigtigt godt i sundhedsvæsenet Danmark. Bemærk i denne forbindelse de flotte scores for Danmark i disciplinen ”patient rights and information”. Særligt interessant synes jeg at anvendelsen af kommunikationsteknologi i sundhedsvæsenet er. Jeg tror, der er et stort potentiale i at anvende interaktive og kollaborative teknologier – herunder blogs og live chats – i endnu større udstrækning i sundhedsvæsenet: Mere samarbejde på tværs – mellem kunder/patienter, læger/speciallæger, sygeplejersker, medarbejdere i fitnesscentre, medarbejdere i medicinalvirksomheder, fødevarevirksomheder osv.
2. oktober 2007 kl. 12:35 #
Statsministerens åbningstale aktualiserer dette indlæg.
2. oktober 2007 kl. 21:04 #
Ja, jeg læste netop åbningstalen – tankevækkende at vi formentlig vil se endnu mere af det samme i det kommende år.
4. oktober 2007 kl. 11:09 #
Lige en lille tilføjelse til min kommentar ovenfor:
Ville det være en mulighed – for at sætte ekstra gang i kommunikationen på tværs af fagområder i sundhedsvæsenet – at speciallæger blogger med interesserede om de aspekter/problemstillinger, der er relateret til deres respektive ekspertområder. Speciallægerne kunne starte ud med at invitere eksempelvis deres kunder/patienter ind på deres blogs.
Just an idea.
6. oktober 2007 kl. 02:19 #
Lars,
Jeg synes du laver en alvorlig både retorisk og logisk fejl.
Du problematiserer at “Borgeren bliver forbruger i stedet for borger.”
Siden hvornår er det et problem at en borger er KUNDE i staten?
“I stedet for rettigheder for borgerne og firkantede standarder skal vi give medarbejderne i det offentlige mulighed for at yde en god indsats og frihed til at tilrettelægge den inden for brede rammer.”
Det, du siger, at udbyder skal have frihed til at diktere kunden, hvad han skal have.
Det er hovedårsagen til at så afsindigt mange ressourcer på planøkonomisk ineffektivitet og bureaukrati. Og hvorfor vi kan have verdens næsthøjeste skattetryk og stadig få middelmådig service for pengene.
Eftersom staten fylder relativt mere i Danmark underminerer det hele samfundsøkonomien ved at brede sig ud i samfundet.
Problemet – som jeg ser det – er at du sammenblander spørgsmålet om omfordeling og service. (Eller måske at det er sammenblandet)
Problemstillingen er MÅSKE valid omkring omfordelingsspørgsmålet, dvs. om at gøre staten til en automat, hvor man har trækningsret på andre borgeres skattekroner.
Men når staten er serviceleverandøren (producerer ydelsen), så SKAL borgern i langt højere grad være forbruger. Og man skal til at indrette Digital signatur og hele Digital Forvaltning herefter i modsætning til det nuværende.
Problemet er at du sammenblander behovsvurderingen og hele spørgsmålet omkring innnovation og ressourceallokering. Hermed ender du med at modsige hvad du siger andre steder.
Her har Ny Alliance en reel problemstilling at tage fat på.
At flytte magten fra Teknokratiet og Centraladministrationen UD til borgerne som KUNDER, så vi kan begynde at effektivisere og få innovation i den offentlige sektor.
6. oktober 2007 kl. 15:17 #
Alt det her, har noget med det fremherskende menneskesyn at gøre.
Nogen mener, at mennesket per nature er dovent og egoistisk andre mener, at mennesket vil handle på den rigtige måde, hvis mennesket bare får muligheden.
Jeg synes, at 20-80-Reglen gælder på området.
Desværre er det her et område, hvor selvopfyldelsens profeti træder i kraft.
Man burde lave en test, så den enkelte kan teste sit menneskesyn…
6. oktober 2007 kl. 15:23 #
De fleste mennesker er i stand til at udsætte behovstilfredsstillelse, hvis de forventer, at en sådan vil medføre noget bedre.
Men det kræver jo, at man har tillid til, at ingen render med gevinsten, mens man venter.
Måske har vi bare ikke tillid til, at dem der har regeringsmagten evner at belønne borgernes lyst, vilje og evne til udsættelse af behovstilfredsstillelsen?
Hvorfor det gælder om at holde sig til ordssproget: én fugl i hånden, er bedre end ti på taget?
Ting hænger jo sammen…
Og regeringsmagten har ikke tillid til, at borgerne vil handle i samfundets bedste medmindre de bliver tvunget til det.
Puha, sikke en ond cirkel…
7. oktober 2007 kl. 12:09 #
Tak til Stephan Engberg for at rejse den grundlæggende problemstilling: Er vi først og fremmest borgere i samfundet eller kunder?
Jeg synes den er så vigtig at den fortjener en selvstændig blogpost. Kommer…