Omgivet af løgnere

selvik_arnel.jpg

Hvis du har prøvet at være leder af noget, så kender du problemet: De fleste medarbejdere prøver at sige det til dig, som de tror, du ønsker at høre. Altså at dine ideer er gode og at de gerne vil være med til at gennemføre dem. Men ved julefrokosten er tonen en anden. Så kan du måske få sandheden at vide: At medarbejderne er trætte af din måde at lede på; at du ikke kan delegere eller at du er konfliktsky.

Du er omgivet af løgnere. Og det er netop det, den norske sociolog Arne Selvik nu har skrevet en bog om: Omgivet af Løgnere. Hvordan og hvorfor problemet opstår og hvad du kan gøre ved det. For er der noget ledere har brug for, så er det ærlig feedback. Selvom feedback måske er negativ, kan den sagtens være konstruktiv.

Den bog kan jeg anbefale, både til ledere som gerne vil have mere ærlig feedback, og til medarbejdere, der gerne vil blive bedre til at give feedback. Bogen der er på 160 sider, er udgivet af Akademisk Forlag og koster 199 kr. ISBN 978-87-500-3935-8.

Og så skulle du iøvrigt prøve at besøge Arne Selviks side på Norges Handelshøyskoles website: http://www.nhh.no/forskning/hvemkanhva/person.html?-recid=254

15 kommentarer til “Omgivet af løgnere”

  1. Mikael Kronstrøm

    Interessant at ærlighed, troværdighed og tillid ikke er en selvfølge hos alle. Jeg går ud fra det nærmere er der skal sættes ind. At få mistro og kontrol til at høre fortiden til, og få accept og respekt af andres meninger i stedet.

  2. Claus Christensen

    Det er forståeligt, at situationen kan opstå. Situationen hvor medarbejdere pakker en ubehagelig virkelighed ind overfor ledelsen. For hvorfor have en masse besvær med at analysere og foreslå ændringer, hvis resultatet bliver, at man bliver opfattet som en brokrøv? Det er desuden nok de færreste mennesker, herunder ledere, der har personlig styrke til at kunne håndtere kritik, når det kommer til stykket.

    Som revisor har jeg været rundt i mange virksomheder. Steder med en dårlig ledelse vil typisk være formelle arbejdspladser, hvor ledere og medarbejdere er fysisk adskilt og hvor kommunikationen og det direkte samarbejde er minimalt. Det er ofte stor magtdistance mellem leder og medarbejder.

    Gode ledere siger typisk tingene ligeud og arbejder i det daglige sammen med medarbejderne.

    Så på med kedeldragten, deltag i arbejdet og gå ud og dum dig lidt i dagligdagen. Så får du som leder tydeligere information om, hvad det er for barrierer, der hindrer dine medarbejdere i at yde det ypperste. Det har dog den ulempe, at frygten for dig forsvinder, men din autoritet er jo også baseret på dine kvalifikationer, så det gør vel ikke noget?

  3. Helle Munch Oldefar

    Har man først som medarbejder forsøgt at sige sandheden – pakket pænt og konstruktivt ind – til ledelsen, for derefter at blive kanøflet og se løgnerne stige i graderne, så er der vel ikke noget at sige til det!
    Man har de medarbejdere, som man fortjener!

  4. Jette Jakobsen

    Det stemmer Helle!!! Det er meget svært at se al det, man har prøvet at sige i årevis…på tryk af de kloge. Nu kan det bruges, men vi havde nok ikke gået lang tid nok i skole…så har vi ikke forstand på det.

  5. Anni Lomborg

    Nu er jeg hverken leder eller medarbejder. Det skal dog ikke holde mig tilbage fra at give min tilslutning til det ovenfor anførte i Claus Christensens indlæg, citat: “Gode ledere siger typisk tingene ligeud og arbejder i det daglige sammen med medarbejderne” citat slut.

  6. Helle Munch Oldefar

    Det er dog meget få, som ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har været medarbejder :-)Det gælder så bare om at huske, hvordan det var (og burde være!), hvis man selv bliver leder.
    Jeg ynder at citere Jan Carlzon, som sagde: “Jeg hader cyklister!” Nemlig de ledere, der dukker sig for dem, der er over og tramper på dem, der er under! Og den type ledere er der for mange af, men som sagt, så har man de medarbejdere – herunder også ledere – som man fortjener!

  7. Jette Jakobsen

    Når jeg tænker tilbage på “alle mine chefer”, så har der været gode og dårlige. Ligesom medarbejdere…jeg har også både været god og dårlig, men allermest dårlig var jeg, når det var en dårlig chef.
    der er en jeg altid vil huske, hun kunne knokle som os andre, det kunne hun længe, så det kunne vi også. Hun kunne grine og sige tak..så det kunne vi også. Vi havde de mest tilfredse borgere og medarbejdere. Hun kunne tage på ferie i tre uger, og vi fortsatte i samme spor. Vi kunne tænke selv og satte en ære i det kørte. Også kontor arbejdet havde hun sat os ind i, det kunne vi alle sammen. Havde en lidt ondt i ryggen, eller var gravid..kunne de ordne lidt kontorarbejde, det var ikke så hårdt ved kroppen.Se det var en god leder, og hun fik meget gode medarbejdere.

  8. Claus Christensen

    Det kunne interessant at tage emnet: “Hvad er god og dårlig ledelse” op i dette forum.

    Ledelsens udførelse har betydning for dagligdagen for mange mennesker, for konkurrenceevnen og for den offentlige sektors effektivitet. De kunne være interessant at høre, hvad de mange kloge bloggere her på stedet mener om det emne.

  9. Claus Christensen

    Iøvrigt et godt bud fra Jette på god ledelse. Dejligt virkelighedsnært, man kan se den gode chef for sig.

  10. Hans Henrik H. Heming

    Det er en rigtig interessant bog som mange af os vil have godt af at læse. Negativ information er svær at håndtere.

    Der findes faktisk sociale teknologier som gør det muligt at få negativ information frem i lyset i en organisation. Teknologien, eller princippet, hedder “Prediction Markets”.

    Connecta har et fint podcast om netop det emne – du kan lytte med her:
    http://www.connecta.dk/weblog/?s=prediction+market

  11. Birthe Petersen

    God leder,ja, som Helle skriver, Jan Carlson,var en uovertruffen SAS leder.Hans bøger kan der stadig læres af.Nu vil jeg også nævne Lars Kolind,der i sin Oticon tid,netop var i Stockholm SAS hovedkvarter,at introducere spaghetti ledelsen,som Kolind er så kendt for.Glæder mig til at læse Kolind-kuren.

    Så er der Spejderledere….i spejderkorps er der god ledelse,og der har tidligere været sat mange kurser op.Nu er jeg ikke medlem mere af de blå pigespejdere,men var da med i 55 år,og pynter mig med gave fra en spejder,en nål lavet som et råbåndsknob.
    Spejdersammenhold,ja det var spændende at være med i Letland,at oplære i spejderånd,(og de unge fik det røde tørklæde af halsen) at forklare det svære ord ‘frihed’ der først i 90erne,og Lars Kolind, du var også østpå.

    Nu har jeg et spørgsmål, hvorfor spejderledere tillader islam tørklædet til både spejderbørn og spejderledere.Det hører ikke sammen med den danske spejder uniform,og for den sags skyld,hører ikke til nogen som helst uniformering.Jeg vil i så fald kalde det en lederes bekvemmelighedstolerance i vores danske land.
    Tillykke med Ny Alliance,og jeg mener bestemt at der vil jeg finde,det jeg søger, at islam tørklædet skal ikke sættes på børn af en leder.Tak for svar.

    Vh, Birthe (gml.spejdernavn 67)

  12. Jette Jakobsen

    Jeg ser lidt på det “tørklæde”, som mit eget sølvkors om halsen. I gamle dage og i meget troende samfund, forbød det kors også pigerne meget..sådan er det ikke i dag. Jeg tror at uddannelse, tiden osv osv vil gøre det samme ved “tørklædet”. Hvis vi ikke “gav lov” til “tørklæder” i spejderkredse…så var de piger nok ikke i spejderkorpset. Det er jo alle tiders sted at udvikle sig som menneske…har selv været der.

  13. Lars Kolind

    Dejligt at læse kommentarerne. Tak for sammenligningen med Jan Carlsson – ham beundrer jeg stadig! Tørklæder i spejderarbejde: Ca. 10 millioner ud af de 40 millioner spejdere i verden er muslimer og det er jo naturligt at de bærer tørklæde som det er skik i deres lande. Men herhjemme: Så længe samfundet tillader tørklæde synes jeg også at vi skal gøre det i spejderarbejdet. Men burka eller anden helt lukket hovedbeklædning: Der sætter jeg grænsen.
    En god leder: Det arbejder jeg på en blogpost om. Jeg har også en i gang om hvad en god politiker er…

  14. Birgitte Saltorp

    Tørklæde-strengen:

    Som spejder har jeg nogle gange slået tørklædet om håret for ikke at få håret i øjnene – det er jeg ikke blevet muslim af.

    Omvendt kan muslimske piger blive godt integreret ved at deltage i spejderarbejde.

    I øjeblikket er det mode at gå med tørklæde, nærmest på samme måde som det pt. er mode med kors i diverse smykker. Giv tid, så driver moden over, og så kan vi se hvor, der måtte være reelle problemer.

  15. Birgitte Saltorp

    Hvis man vil høre løgn, bliver man omgivet af løgnere. Hvis man vil høre sandheden, må man fremelske den.

    Jeg har siddet i en organisation, hvor “the talk” var åbenhed, men “the walk” (i hvert fald under en bestemt leder) var, at de, som agerede med åbenhed, fik karriereskadende hak i tuden.

    Højere oppe i hierakiet så man gode resultater trods høj personaleomsætning, så man lod ikke til at interessere sig ikke for, om man kunne få endnu bedre resultater ved lavere personaleomsætning. Man gav tiderne og branchen skylden for medarbejdernes manglende “stabilitet”.

    Carlzons billede er godt. Det handler om personlig etik – se evt min kommentar her: http://kolindkuren.dk/2007/09/17/podcast-om-v%c3%a6rdibaseret-ledelse/#comment-65363

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.