10% højere værdiskabelse i organisationen.
Fire femtedele af de knap 100, der har stemt på dagens spørgsmål:
Kunne din organisation skabe mindst ti procent mere værdi for kunderne, hvis medarbejderne blev sat fri til at bestemme hvordan opgaverne skal løses?
svarer bekræftende, dvs. at organisationen efter deres opfattelse kunne skabe mindst ti procent mere værdi hvis medarbejderne blev sat fri. Det synes jeg er et meget højt tal.
Prøv i kommentarer til denne post at give dit bud på, hvad det er, medarbejderne ville gøre anderledes, hvis de blev sat fri til at bestemme hvordan opgaverne skal løses!
Og har du ikke stemt endnu, så gør det!
2. september 2007 kl. 20:45 #
Jeg var en af dem, der stemte nej, fordi jeg mener, at vores lille organisation ikke har de problemer, som de store har.
Den værdi, der frigives kommer ved at lade dem, der kender opgaverne bedst selv planlægge at udføre dem.
Det store problem, som jeg ser det, er at nogle organisationer ikke kan få medarbejderne til at udføre opgaverne hurtigere og mere værdiskabende, da det så kan betyde, at deres arbejde og deres ansættelse bliver overflødig.
Jeg husker selv tilbage til, da jeg arbejdede i det gamle Østtyskland lige efter murens fald. Efter et par år nåede vi ned i kælderen og fandt et par medarbejdere på lønningslisten. De sad og lavede nogle indberetninger til et ikke længere eksisterende gammelt østtysk system. Hvorfor havde de ikke sagt det? Fordi de frygtede for deres ansættelse og blev kun bekræftet i deres antagelse, da de blev afskediget efterfølgende. (Ikke min beslutning :-)
Det der kan tale imod at lade medarbejderne frit bestemme, hvordan opgaverne skal udføres på, er at vi ikke altid er omstillingsparate og villige til at gøre tingene på en ny måde. – og ja jeg ved godt, at vi skal inddrage dem i beslutningen om at ændre opgaverne.
3. september 2007 kl. 03:57 #
Jeg stemte klart ja til 10% højere værdiskabelse. I en større organisation kan der altid frigives ressourcer til mere værdiskabelse, såfremt man f.eks. vedvarende er kritisk over for anvendelsen af e-mails. Og ledelsen er straks parate til at løse konflikter mellem medarbejdere, der fjerner energi og lyst til at skabe værdi. Endvidere opmuntre medarbejderne til at være pragmatiske når de skal løse opgaver, der ikke er efter bogen, men hvor de godt ved at det skaber værdi både for virksomheden og dem selv, hvis de tager sagen i egen hånd, da de er de mærmeste og ofte bedste til at klare sagen. Alt dette forudsat at ledelsen opmuntrer til det samme. Dette tilsat passende anerkendelse fra ledelsen, når en medarbejder lykkes – og en ledelse der er opmærksom på hvilke barrierer der kan hindre værditilvæksten og går forrest i at opmuntre – og acceptere, at der bliver fejlet, som man kan lære noget af hver gang – som kunne skabe nye muligheder for værdivækst – i stedet for at tappe energien med negativ og destruktiv kritik.
3. september 2007 kl. 13:55 #
Netverk er sundt, men du kan altid snuble over en rod:-)
Hilsen NEM riscsocietetet
4. september 2007 kl. 18:56 #
Mit perspektiv er Ansvar. Værdiskabelse er et fælles ansvar. Medarbejderne tager det – og virksomheden giver. Deri ligger også en masse Mening. Jeg kender ingen, der ikke vil tage ansvar – når det giver Mening. Fleksibilitet og pragmatisme vil være naturlige ‘tools’ til at få tingene til at ske.
5. september 2007 kl. 14:25 #
Hvad ville medarbejderne gøre anderledes? Jeg tror ikke medarbejderne ville gøre så meget anderledes – de ville bare gøre det med det samme, og alene det ville øge effektiviteten.
Jeg tror ikke på at man bare kan sætte medarbejderne fri, men i de rigtige rammer og med stor grad af medindflydelse tror jeg på effektiviteten ville øges. Samtidig med meningen og ansvarligheden.
Måske er det det som Lean i administrationen går ud på??
5. september 2007 kl. 19:06 #
Det er helt rigtig..vi ville gøre tingene og bruge sund fornuft, viden og erfaring..uden at holde et møde først, og dokumentere på skrift flere steder. Sådan ville det være, der hvor jeg har haft mit daglige arbejde..ude i hjemmeplejen.
8. september 2007 kl. 15:37 #
Undersøgelser (kan desværre ikke huske detaljer om dem) har vist at gymnasieelevers karakterer stiger, vist nok med tre point, når de får ros får deres ‘indsats’ snarere end for deres ‘resultater’ – så hvis vi roser/anerkender medarbejderne for den måde de arbejder på i stedet for at kommentere resultaterne – så tror jeg absolut på mere værdi.
Og et spørgsmål:
Er standarder det modsatte af udvikling?
9. september 2007 kl. 14:27 #
Ja det er det Jane! Når der er en standard, for hvordan ting skal gøres..bliver de højest gjort sådan. Så har man da gjort sin pligt! Du skal ikke engang tænke selv, eller gøre det lidt smartere. Det kan godt være det er smart at der er en standard..hvis man nu skal lave en bil eller bage en kage. Dem der kan lide deres arbejde, kan godt udvikle lidt på standarder.Det må de vist godt, men ikke ude i hjemmeplejen, der skal det være ens. Jeg kender ikke nogle mennesker, som er ens. Hvis mennesker gør det så godt de kan, skal de bestemt have ros, så vokser de nemlig.
9. september 2007 kl. 15:39 #
Hvis medarbejderne får både en tydelig (og meningsfuld) retning for det de skal gøre, hvis de får frihed til selv at finde ud af hvordan de skal gøre det, hvis de får rimelige ressourcer til rådighed og hvis de bliver anerkendt for det de gør, så er potentialet l a n g t over ti procent.
Problemet i dag er at målene ofte mangler mening, at ledelsen mikrostyrer uden at vise tillid, at ressourcerne mangler og at medarbejderne ikke anerkendes for det de gør. Så tror da pokker at vi ikke har fået mere tilfredse medarbejdere og bedre service i den offentlige sektor selvom regeringen bruger 41 milliarder mere på den offentlige sektor i 2007 end den gjorde i 2001.
9. september 2007 kl. 16:35 #
Nu skal du læse et meget pinligt eksempel..på manglende tillid, og sund fornuft. Det endte med løftede pegefingre, og samtale med ledelsen……det må du aldrig gøre mere!! Jeg bliver nød til at skrive det som en slags eventyr…for det er næsten ikke til at tro, men man kan godt blive klog af det..ligesom eventyr.
Der var engang en ganske ny social og sundhedshjælper elev, hun kørte rundt på sin cykel for at hjælpe de ældre i byen. Hun var glad for sit arbejde, og en kvik pige, med ben i næsen..desuden var hun født med en meget sund fornuft…ikke så ringe ude i hjemmeplejen. Det var blevet søndag og hun havd rigtig travlt, for hun skulle nå dobbelt så mange som hun plejede..sådan er det om søndagen, halvdelen har jo fri. Når vi andre holder søndag, går tingene lidt mere roligt…ikke i hjemmeplejen, her er der fart på.
Ved middagstid havde pigen et besøg ved en ældre dame, i et hus ude på landet. Huset lå i en dejlig have, damen havde boet der i mange år. Hun kendte hver en krog i sit hus, og sti i sin have. Hun var dog blevet noget dårlig til at gå, så hun måtte bruge rolator. Denne søndag havde hun været i sin have, og plukke og samle blommer. Hun sad ved sit køkkenbord og tog sten ud af blommer, da pigen kom. Nu havde kommunen og damens søn glemt at bestille middagsmad fra fælleskøkkenet. Der var ikke rigtig noget at give den gamle dame at spise til middag ( hjemmeplejen har ikke rammer til at lave mad, det er forbudt). Så var gode råd dyre! Nu var det jo en kvik gammel dame, og en fornuftig hjemmehjælper. Ved fælles hjælp, fik de kogt noget “sødsuppe” af blommerne…det tog 5 minutter.Det tager 10 minutter at varme den kommunale frostmad i mikroovn..så det kunne de godt nå, inden for tidsrammen. Hjemmehjælperen kunne endda nå at tømme affaldsspand, rede seng og dække bord, mens den gamle kone rørte i blommerne på komfuret. Så skulle der bare lidt sukker i, jævnes med kartoffelmel og et par tvebakker i. Den gamle kone var glad, så glad at hjemmehjælperen skulle smage “sødsuppen” ( det måtte hun heller ikke)..så dum er verden. Jeg vil slet ikke nævne alle de gode ting, der var ved at fremstille denne ret..nogle var frisk luft, brug af egne evner, sund fornuft, frisk mad, at lære fra sig, kunne byde på lidt at spise, bruge sin elskede have. Nå jeg vil stoppe…det er ikke sikkert at et “søndagseventyr” passer til Kolind Kuren. Selv om det er ganske vist, og oplevet i 2001.
9. september 2007 kl. 21:06 #
Tak til Jette Jakobsen for et interessant eksempel på det, sagen drejer sig om: At ledelsen er nødt til at have tillid til at medarbejderne kan tænke selv og udøve et skøn i den konkrete situation. Stopuret og reglerne må aldrig blive det væsentligste.