Ny Alliances partiprogram – en kommentar.

Ny Alliances partiprogram er nu på gaden. I den verson jeg har, fylder det 47 sider, ialt 163.000 tegn. Efter min mening er der masser af gode ting i programmet, men det er meget langt og det skyldes formentlig at ledelsen har villet tage hensyn til flest mulige af de gode forslag, der er kommet ind fra medlemmerne. Men jeg tvivler på at nogen overhovedet kan huske det hele!
Skulle jeg have bestemt, skulle partiet stadig have lyttet til medlemmerne, men derefter skulle programmet have været skåret ned til tre sider!

De vigtigste ting for mig i programmet er:

At Ny Alliance fortsat vil inddrage medlemmerne direkte i udviklingen af politikken. Her er en oplagt mulighed for at bringe ægte fornyelse ind i dansk politik.
At Ny Alliance vil gøre op med regel- og rettighedsstyringen af den offentlige sektor. Der er tværtimod brug for at vi viser de offentligt ansatte tillid.
At Ny Alliance slår fast at borgerne ikke alene har rettigheder med også pligter over for fællesskabet. Vi har alle et ansvar for at skabe et godt samfund. Borgeren er ikke kun forbruger af offentlig service.
At skatten på arbejde skal ned, ikke for at gøre de rige rigere, men for at skabe større velstand i samfundet og derfor grundlag for større velfærd.
At Ny Alliance slår fast med syvtommersøm at sharia og andre retssystemer der bygger på kollektiv ret, ikke hører hjemme i Danmark. Vi har ét retssystem for alle borgere og de borgere der ikke vil indordne sig under dette, må finde et andet sted at bo.
At medlemskabet af EU, FN og andre internationale organisationer er grundlaget for dansk udenrigspolitik og at vi derfor skal være fuldgyldigt medlem af EU, hvilket betyder at de danske forbehold skal til afstemning med henblik på at få dem fjernet.
At Danmark skal følge strategien “Bæredygtig vækst”, hvilket bl.a. betyder at bæredygtighed er langt mere end grønne afgifter – bæredygtighed skal tænkes ind i alt hvad vi gør.
At udviklingsbistanden igen skal op på 1 % af BNP og at anmark skal gå foran for at udvikle den måde vi yderbistand på, sådan at vi får størst mulig effekt af det, vi gør. Det betyder bl.a. at vi inddrager frivillige organisationer i højere grad.
At Danmark sætter et konkret og ambitiøst mål for reduktionen af CO2 udslip (40 % inden 2020), der gør Danmark til et foregangsland. Strategien om bæredygtig vækst vil gøre det muligt at nå målet.
At Ny Alliance ønsker en grundlæggende fornyelse af Folkeskolen med det sigte at hvert enkelt barn gennem skolegangen får mulighed for at udvikle sine stærke sider med henblik på både et godt liv og et godt job.
At Ny Alliance vil fokusere langt mere på forebyggelse i sundhedsvæsenet end nu – også selvom det kan koste penge, f.eks. til at nedsætte MOMS på frisk frugt og grønt.
At Ny Alliance vil samle hele uddannelsesområdet i et undervisningsministerium, der skal have til opgave at udvikle et uddannelsessystem der passer bedre til virkeligheden i det 21. århundrede. Dette betyder flere penge til videregående uddannelser, især inden for teknik og naturvidenskab.
At Ny Alliance vil integrere asylansøgerne i samfundet, bl.a. ved at afskaffe asylcentrene og giver asylansøgerne mulighed for at leve blandt andre danskere og tage arbejde eller uddannelse indtil deres sag er afgjort.

Hvad mener du?

16 kommentarer til “Ny Alliances partiprogram – en kommentar.”

  1. Marc Jeilman

    Kære Lars,

    Det er afgørende at Ny Alliance formår at skelne mellem vision og strategi fremdadrettet.

    Jeg skriver ikke dette som en politisk kommentar, men snarere som en reaktion på abstraktionsniveauet tilknyttet det fremlagte program.

    Som tilhænger af en liberal regering skal det understreges, at jeg kan se mange positive og modige elementer i den fremlagte vision. Dertil en ambitiøs holdning til vores klimapolitik.

    Visionen er naturligvis afgørende og er i princippet grundlaget for ethvert politisk parti. Strategien skal dog være baseret på konkrete midler, der på kort og mellemlangt sigt vil medvirke til at understøtte visionen.

    Her synes programmet fortsat at bære præg af ‘hvad vi vil’ fremfor ‘hvordan vi vil’.

    Måske naturligt i et parti, der fortsat forsøger at skabe et grundlag. En politik tager udgangspunkt i holdninger, men skal gerne være i stand til at udmunde sig i praktiske beslutninger på kort sigt.

    Hilsen
    Marc

  2. Thomas Dorby

    Hej Lars,

    Jeg er begejstret.
    Mange af de punkter som NA tager op er ting jeg har savnet længe..

    Specielt to ting er jeg glad for.

    1. Jeres skatteoplæg er jeg grundlæggende enig i.

    Men det jeg mener er vigtigst er, at der er nytænking bag istedet for blot at arbejde videre med det gamle kludetæppe af fradrag, undtagelser, specialordninger og andet som er dybt forvirrende for den almindelige skatte-yder – ja selv SKAT’s egne medarbejdere.

    2. Jeres forslag om differentieret MOMS og ændring af bilafgifter.

    Igen et område hvor der er brug for at tænke nyt og anderledes.

    Jeg er flasket op med, at afgifter er noget staten bruger til at påvirke forbruget af visse goder. I Danmark har det nærmere udviklet sig til en måde man finansierer på. Og det betyder, at staten bliver dybt afhængig af indtægterne og temmelig ufleksibel i forhold til forandringer.

    Alt ialt er jeg meget tilfreds med udviklingen pt., men der er noget jeg savner:

    Når der snakkes øget velfærd, manglende arbejdskraft til det offentlige osv. strander det ofte i en diskussion om én ting: Penge!

    Politikerne kaster sig så ud i en kamp for at bejle mest muligt til de offentligt ansatte – øget løn og store økonomiske indsprøjtninger som skal ændre på situationen.

    Min påstand er, at det intet vil ændre.

    Igen efterlyser jeg nytænkning.

    Kunnne man ikke forestille sig, at hvis man greb tingene anderledes an i det offentlige kunne man blive mere effektiv og dermed få frigjort ressourcer og hænder?

    Og her er jeg ikke ude i en historie om, at ældreplejen nu skal løbe endnu hurtigere, så de kun får to min. til at klare det de før skulle nå på ti min….

    Jeg er absolut ikke ude på, at vi skal drive klapjagt på sundheds-, omsorgs-, pleje- og børnepasningspersonalet der jo netop leverer velfærden.

    Derimod forestiller jeg mig, at man i de administrative dele af det offentlige kunne arbejde med de processer, som er nødvendige, men ikke direkte leverer velfærd. Kan tingene ikke gøres anderledes og smartere, så vi alle får mere for pengene?

    F.eks. kunne man lade sig inspirere af nogle af de effektiviserings-tiltag der sker i det private, men under fastholdelse af et værdisæt med højt socialt ansvar.

    Mange venlige hilsner

    Thomas Dorby

  3. Jette Jakobsen

    Det har jeg sagt og skrevet så tit. Hvorfor er det en sygplejerske som skal lave regnskaber, både til løn og det hele.Hun skal også købe ind til huset. I “gamle dage” havde vi en kontormand/dame, som bare var god til disse ting, men ikke en snus forstand på omsorg og pleje..det behøvede de heller ikke. Desuden havde de arbejdsro, så de nåede det de skulle. Blev ikke stressede og udbrændte af dårlig samvittighed, og al det de ikke kan nå, men så gerne ville nå.

  4. Jette Jakobsen

    Lige en lille kort besked til. jeg kunne ikke nå mere, ude i ældreplejen..om så jeg fik det dobbelte i løn!! Derfor kunne de godt fortjene noget mere i løn. Hvor mange ville arbejde for 111 kr i timen, og et tillæg der skal afspadseres på en sønda eller helligdag? Dem der holder af sit arbejde, men ikke kan nå det mere!

  5. Anni Lomborg

    Umiddelbart vil jeg mene at NA’s partiprogram i store træk er skrevet til nydanskerne,og det er godt at de får at vide hvordan vi har det her i Danmark. Jeg elsker mit land og vil gerne være med til at værne om det. I et gammelt ordsprog hedder det: “enten må man skik følge eller land fly” Så det punkt der slår fast at sharia ikke hører hjemme i Danmark er ihvertfald velkommen. Mvh.Anni

  6. Lars Kolind

    Jeg har brug for at forstaa hvorfor Anni Lomborg mener at programmet er skrevet for nydanskere. For mig at se passer det til (naesten) alle danskere. Hjaelp mig!

  7. Jette Jakobsen

    Jeg har det lidt ligesom Lars…det vil jeg også godt vide. For jeg kan ikke sådan lige forstå den påstand.

  8. Anni Lomborg

    I dit indlæg ovenfor står: Ny Alliance slår fast med syvtommer søm at sharia og andre retssystemer der bygger på kollektiv ret ikke hører hjemme i Danmark Vi har ét retssystem for alle borgere og de borgere der ikke vil indordne sig under dette må finde et andet sted at bo. Citat slut.
    Det er sådan set det punkt jeg mener er for nydanskerne. Derudover indrømmer jeg at jeg er kommet på glatis og skred i svinget. Da jeg ikke har læst NA’s partiprogram bør jeg heller ikke have en mening om det. Jeg beklager fejlen.

  9. Lars Kolind

    Jeg undrer mig virkelig over andre partiers reaktion paa det nye program for Ny Alliance: Se, de har stjaalet vores forslag vedr. miljoe osv! UHA!
    Jeg spoerger bare: Er det ikke bedre at andre partier er enige i de forslag, som ens eget parti stiller?

  10. Jette Jakobsen

    Det er da ikke en “rigtig fejl” Anni. Jeg blev så glad, da jeg læste lige netop det punkt. For selvfølgelig har vi vores grundlov og den gælder, for dem der bor i Danmark…også dem fra andre lande. Derfor skal dem vi lukker ind, have mulighed og pligt til at deltage i skolegang, arbejde ( hvis de kan) have et sted at bo, betale skat..ja al det vi også skal. Det er min mening om det. Tænk vi opbevarer børn i Danmark, som ikke har været i skole i mange år. Alle de vigtige år, hvor børn skal “præges og lære” giver vi dem ikke muligheden. Det er da forkert.

  11. Jette Jakobsen

    Der er vist ikke mange måder at behandle miljø godt og rigtigt på. Det ved vi efterhånden godt. Måske har vi vidst det i mange år, men ikke gjort noget ved det. Profit har haft størrer magt. Nu er vi blevet så kloge at der er penge i rent miljø. Selvfølgelig ligner det hinanden. Det er da kun godt man er enig.
    Er det lidt ligesom? Hvis min nabo har en god ting, må jeg ikke anskaffe mig en der ligner??

  12. Thomas Dorby

    Hej igen,

    Jeg synes naturligvis, at det er på sin plads at gøre klart at det er de danske regelsæt der gælder i Danmark – uanset hvor man kommer fra – ellers må man finde et andet sted at bo. Værdier er en anden ting – jeg mener vi kan rumme mangfoldigheden fra mange kulturer og religioner i Danmark.

    Hvem NA’s program henvender sig til har jeg et lidt andet bud på: Alle i Danmark? Måske. Andre er nok uenige. Jeg vil mene, at det er for de vælgere som støtter op om en mere langsigtet, ambitiøs og visionær politik.

    Dette istedet for blot at blive ved med at lave justeringer på det eksisterende system. Og netop de politikere der gør det står i kø for at fortælle, at NA da bare har kopieret deres idéer..

    Og det er jo paradoksalt, da dette istedet kunne udlægges som en oplagt samarbejdsmulighed.

    Hvad er grunden til dette? Jeg ved det ikke, men jeg tror det skyldes, at disse poiltikere egentlig godt kan se, at de i deres iver for at sikre sig fire år mere, har været forfaldne til at sige populære ting i deres vælgersegment i forbindelse med mediernes fokus på enkeltsager. Når så NA dukker op med et program, som er langt mere end blot den sædvanlige kamp for medie-opmærksomhed bliver de nervøse, og derfor opstår trangen til at negligere NA’s betydning.

    Jeg er som jeg håber det fremgår tilhænger af nogle visionære forandringer som virkelig vil flytte noget – en af dem er bæredygtighed indenfor især det miljø vores børn skal leve i, men i allerhøjeste også de økonomiske forhold det skal ske under:

    Vi står i en situation med en enorm global vækst i de kommende årtier indenfor stort set alle områder. I den nuværende situation strider dette stik imod det udbredte ønske om at reducere vores CO2-udslip, da vi lige pludselig er begyndt at se de klima-forandringer, der er blevet snakket om siden jeg gik i folkeskolen i 80′erne.

    Der bliver arbejdet med vedvarende energi-former, men det kunne gå meget stærkere end det gør. Især i Danmark har vi allerede store forudsætninger for at dyrke netop dette område – dels for at yde et bidrag til forbedringen af klodens tilstand, men også fordi det er muligheden for at skabe forretningsmæssigt fundament for fremtiden..

    For at sådan noget kan ske skal der noget politisk vilje til, som vi for eksempel har set i forbindelse med vindmølle-branchens opblomstring.

    Hvis vi kigger på området for mere miljøvenlig og olie-uafhængigt brændstof er der ikke sket meget i Danmark, selvom mulighederne egentlig har været tilstede.

    Hvorfor er det ikke sket noget??

    Min påstand er, at man i Danmark simpelthen ikke har turdet tage fat i dette, da brændstof-afgifterne simpelthen finansierer for meget velfærd. Hvis man begynder at forbruge andet – mere bæredygtigt brændstof – får man svært ved at argumentere for høje afgifter, og hvordan skal man så få klaret finansieringen af alt det man så gerne vil?? Derfor er vi ikke længere med bæredygtigt brændstof.

    Hvis min påstand holder mener jeg, at der her er endnu et eksempel på en enorm mangel på nytænkning i dansk politik!

  13. Anette Sand

    Måske ikke et af de vigtigste punkter, men meget glædeligt er det, at Ny Alliance også tænker i iværksætterpolitik. Jeg har lige læst følgende i Iværksætterens nyhedsbrev:

    Ny Alliance sætter fokus på vækst-iværksættere
    Ny Alliance vil satse på at få flere unge til at starte egen virksomhed og skabe flere vækstiværksættere. Derfor foreslår partiet blandt andet at indføre mulighed for iværksætter-aktier. Ifølge Anders Samuelsen, medstifter af Ny Alliance, skal det være muligt, at indskyde kapital i nystartede virksomheder, uden at iværksætteren bliver beskattet og dermed begrænset af det. Helt konkret handler forslaget om, at når en iværksætter starter en virksomhed, skal aktionærerne frit kunne tildele hinanden aktier ubegrænset i et års tid. Det vil blandt andet være venturekapitalselskaber, der forærer aktier til stifteren, som så først beskattes af værdien, når aktierne bliver solgt. Jette Bade, som er underdirektør i Danish Venture Capital and Private Equity Association, ser positivt på forslaget. Hun peger blandt andet på, at iværksætter-aktier er meget nemmere at håndtere end de aktieoptionsprogrammer, som ofte laves i dag.

    Kilde: Børsen, 31. august 2007

    Se, det ville passe mig så udmærket, hvis det kunne blive indført inden 1.1.08, men det er nok ikke muligt :-)

    /Anette

  14. Jette Jakobsen

    Jeg har et spørgsmål til NA skattepolitik, kunne selvfølgelig spørge på deres egen side, men jeg har jo brug for et enkelt svar. Jeg har ikke forstand på skatteregler. Når det nu skal være 40% brutto i skat til alle..bliver der så ikke noget der hedder personfradrag mere? Heller ikke fradrag for kørsel og A.kasse, evt bidrag til Røde Kors, Red Barnet; SOS. børnebyer osv? Jeg har læst at pensionsopsparing ikke skal kunne trækkes fra, med det samme. Det gør vist ikke så meget for de små sparer, så ved de da hvad de har, når de bliver gamle.
    Grunden til jeg spørger er: Jeg har prøvet at trække 40% fra min månedsløn..det bliver da godt noget mindre, end i dag, hvor jeg har et månedsfradrag på 4500. Det bliver så meget mindre at jeg slet ikke har råd til det. Det er med en løn på 210000 om året. Hvis der skal 40% rent fra den..så er der 10500 udbetalt hver måned..det bliver lidt surt og svært, men måske har jeg misforstået.

  15. Lars Kolind

    40 procent skat giver for mig at se kun mening, hvis den “flade skat” kombineres med at stort set alle fradrag falder bort. Når dette forslag en gang måske skal udformes i detaljer, er jeg sikker på at “regnedrengene” vil kunne sige præcis hvordan det skal finjusteres for at virkningerne ikke bliver urimelige. Selvfølgelig vil nogle skulle betale lidt mere og andre vil få en lettelse. Hovedtanken med den flade skat er ikke at belaste dem der tjener en forholdsvis lav løn, men derimod at øge incitamentet til at arbejde for alle – og især for dem der tjener en forholdsvis høj løn. Det skaber merværdi for hele samfundet.

  16. Lars Kolind

    Læg mærke til at Anders Samuelsen er begyndt at blogge på Politikens side: http://samuelsen.weblog.dk/
    Interessant at følge debatten.

Skriv en kommentar

Skal vi fortsat have gratisydelser der alene afhænger af hvor gammel man er?

Vis resultat

Nye kommentarer

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.