Vil du være med til et forsøg?

Endnu er det ikke rigtig lykkedes for noget parti at udvikle sin politik på nettet. Så hvorfor ikke prøve det her? Måske kan Ny Alliance eller andre partier have glæde af proces og resultat.

Jeg vil gerne høre din mening om et nøglespørgsmål, nemlig hvordan den offentlige sektor skal ledes her i vidensamfundet. Jeg synes ikke at vi skal beskrive hvordan det sker i dag, men hvordan det burde fungere.

Hvad er det politikere skal beskæftige sig med? Og hvad skal de ikke beskæftige sig med?

Kan man sammenligne politikere med bestyrelsesmedlemmer i et aktieselskab? Og hvor holder den sammenligning evt. ikke?

Skal et politisk parti nødvendigvis have et detaljeret program med svar på “alle” spørgsmål?

Min mening findes i kommentaren nedenfor. Hvad mener du?

 

288 kommentarer til “Vil du være med til et forsøg?”

  1. Lars Kolind

    Hvad er det politikere skal beskæftige sig med? Og hvad skal de ikke beskæftige sig med?

    I princippet er enhver beslutning om samfundets indretning, politisk. Men det er ikke sundt, hvis politikere blander sig i alle detaljer. Præcis på samme måde som en bestyrelse i et aktieselskab: I princippet kan ethvert spørgsmål tages op i bestyrelsen, men hvis et medlem gør det, har han ikke forstået den nødvendige arbejdsdeling mellem direktion og bestyrelse: Bestyrelsen bestemmer retningen og sætter rammerne, mens direktionen og medarbejderne får tingene til at ske. Jeg har oplevet bestyrelser der har blandet sig i alt. Virkningen er åbenbar: Gode direktører flyget bort og mindre gode direktører bliver umyndiggjort.
    Derfor mener jeg at politikere skal koncentrere sig om de store spørgsmål: Hvilken vej skal samfundet udvikle sig? Hvordan skal vi blive konkurrencedygtige, så “samfundskagen” bliver stor nok? Hvordan skal vi få alle med, dvs. også de svage medborgere? Hvordan kan vi sikre at også de kan yde en indsats og være fuldgyldige medlemmer af samfundet? Og hvordan sørger vi for at der er skaberkraft i samfundet. Frihed til at gøre en indsats, skabe noget, tjene penge osv?

    Kan man sammenligne politikere med bestyrelsesmedlemmer i et aktieselskab? Og hvor holder den sammenligning evt. ikke?
    Sammenligningen holder. Bestyrelsesmedlemmer i et aktieselskab kan også være uenige, men de er forpligtet på at virke til selskabets bedste – ikke alene være repræsentanter for en bestemt aktionær (læs: parti). Jeg forstår ikke at vi som vælgere bliver ved med at genvælge politikere, der tjener særinteresser. Politikere kan og bør have forskellige holdninger, men når de er valgt, tjener de helheden. Og som sagt skal bestyrelsesmedlemmer og politikere aldrig “sagsbehandle”, de skal formulere visioner (retning), sætte rammer og prioritere.

    Skal et politisk parti nødvendigvis have et detaljeret program med svar på “alle” spørgsmål?
    Det synes jeg ikke. Men jeg vil gerne kende hvert partis grundholdninger. Jeg vil vide om de har en vision for Danmark i vidensamfundet. Jeg vil vide om de prøver at forhindre globaliseringen eller om de ser den som en mulighed. Jeg vil vide om de opfatter bæredygtighed som et problem eller om de også opfatter et bæredygtigt samfund som en strategi, der i sig selv kan skabe velstand og udvikling. Jeg vil vide om de tror på at øget kontrol og styring er vejen frem eller om de er villige til at give de offentligt ansatte frihed til at løse opgaverne inden for relativt vide rammer. Jeg vil vide om de prøver at lukke Danmark for fremmede eller om de søger at udnytte det forhold at vi er forskellige mennesker, til at skabe værdi og udvikling. Jeg vil vide om partiet først og fremmest opfatter skat som omfordeling af velstand eller om de prøver at udnytte skattesystemet til at skabe velstand og muligheder for alle borgere. Og jeg vil frem for alt vide om partiet prøver at samle et flertal på 51% for sin politik for dermed at majorisere de 49% eller om partiet ønsker et bredt samarbejde.

    Hvordan mener du at Danmark skal ledes? Skriv en kommentar.

  2. Jens Hørup

    Der er mange ting i dette og jeg mener at det kræver en del ændringer for at man kan opnå dette.

    Jeg er meget enig i at man bør holde politikere ude af detaljer, for de er (som mange bestyrelsesmedlemmer) slet ikke klædt på til at tage beslutninger på et detaljeret nivea. Vi ser alt for mange sager i pressen der går på små ligegyldige detaljer som blæses op til noget stort, som så igen udfordrer nogle politikere til at tage stilling uden grundlag.

    Jeg ser dog at dette bl.a. kræver at vi får en offentlig aflønningsform som kan tiltrække de ledere, der kan håndtere den ændring det vil kræve at flytte det daglige ansvar for “butikken” væk fra politikerne. Samtidig kræver det også en bred opbakning fra alle politikere om at holde sig til de politiske linier i stedet for detaljerne som visse partier har et stort fokus på.

    Pressen har også et ansvar i at kunne skælne detaljer fra politiske trends så fokus her kan ligge på de ting der ikke virker.

    Jeg tror ligeledes, at hvis kun et parti vil stå for denne linie så kan det give en række problemer, da et bredt samarbejde i det politiske klima vi har i dag til tider kræver kompromiser, der skyldes at små enkeltsager pludselig bliver til politiske strategier for nogle politikere.

    Det der dog kan blive svært er at få defineret hvad der er detaljer og hvad der er brede politiske linier. Jeg finder at vi i DK har en ret stor grad af “københavnerisering” som jeg finder, at det kræver politikere der også tager udgangspunkt i deres valgkreds (og hvor ville det dog være dejligt hvis politikere rent faktisk har en reel tilknytning til den valgkreds der er valgt i), men her vil der hurtigt ske en uenighed – det der for et “bestyrelsesmedlem” er lokalpolitisk detalje er for en anden politiker et vigtig strategisk emne.

    Men – basalt set er jeg enig. En større grad af professionalisme og fokus på strategi frem for enkeltsager må være vejen frem.

  3. Anni Løndal de Lichtenberg

    Kære Lars,

    Har lige læst din blog og jeres kommentarer, og her er mit førstehåndsindtryk:

    JA, GID DET VAR SÅDAN! Altså gid, man kunne nøjes med at kende de overordnede mål og så havde T I L L I D til, at partiet igennem deres handlinger gik i den retning.

    Folketingspolitikernes opgave er jo, at lave love og regler og sørge for, at finansloven hænger sammen samt at kontrollere regeringen.

    Problemet med at ville vide alt i detaljer opstår jo først i det øjeblik, man ikke har T I L L I D til:

    1. At politikerne mener det de siger
    2. At politikerne ikke handler i overensstemmelse med det de siger

    I virksomhederne begynder bestyrelserne typisk at blive mere detaljeorienteret og blande sig mere i direktionens arbejde, når bestyrelse og direktion ikke kan arbejde sammen, eller når det går skidt for virksomheden.

    Jeg har ikke tillid til politikerne, og derfor bruger jeg en frygtelig masse energi på at kontrollere dem og bide dem i haserne.

    Jeg ville RIGTIG gerne om jeg kunne have tillid til politikerne og tro på, at de gjorde det bedste for Danmark og verden. Tror på, at jeg kunne stole på, at de mener, hvad de siger og at de handler i overensstemmelse med, hvad de siger.

    Men det har jeg ikke! Og da Danmark ve og vel (og Verdens) er vigtigere end at jeg kan skabe noget omsætning, udbrede et produkt, som verden har brug for og selv købe et større hus, nogle biler og rejse mere, så bliver jeg nødt til at debattere for at få råbt Folkestyret op, så Folkestyret stemmer, så vi igen får Danmark og Verden på rette kurs.

    Men lige nu råber jeg godt nok Folkestyret op, men jeg kan ikke fortælle Folkestyret, hvem de skal stemme på, for jeg har ikke tillid til, at nogen af de nuværende statsministerkandidater evner at få Danmark på rette spor, og jeg stoler ikke på, at de mener, hvad de siger.

    Jeg ønsker mig inderligt en statsministerkandidat, som jeg har tillid til, vil gøre det bedste for Danmark nu og på sigt, og som vil love mig, at han til alle tider vil handle på en sådan måde, at min søn ikke får ringere vilkår end jeg selv har haft.

    Når jeg får en sådan, så vil jeg kunne bruge al min energi på at sprede det produkt ud, som jeg producerer og som verden har brug for.

    Nå, det var altså lige fra hjertet….

  4. Kim Thisted

    Jeg finder mange lighedspunkter med A/S bestyrelsen, som du Lars nævner kunne være en realitet i et nyt politisk Danmark. Det burde være muligt at drive et politisk Danmark udfra et helhedssyn fremfor udfra snævre interesse hensyn.
    Altså at varetage hele Danmarks interesser.
    Egentlig ønsker alle borgere sandsynligvis det samme, nemlig at vi i fællesskab bager en “kage” der er så stor som mulig og som vi vedvarende kan forny. En stor kage er nemmere at dele end en mindre kage.
    Vi skal i Danmark have rammerne til at producere og fortære den største kage, så flere får mere og ingen får for lidt.
    Der skal være enkle og forståelige principper og der skal være et sundt og naturligt incitament til at gøre en indsats og også med muligheden for en individuel gevinst.
    Kan politikkerne stikke sådanne helhedsorienterede rammer ud tror jeg der vil blive stor tilslutning og opbakning, og det vil da være befriende at slippe for politisk opmærksomhed omkring alle mulige enkelt sager – det har vi vel embedsmændene og deres hjælpere til at tage sig af – eller hva’?

  5. Jette Jakobsen

    Det ville være dejligt, med lidt mere frihed til at gøre sit arbejde godt. Prøv at slippe et godt personale fri, under ansvar for landets love selvfølgelig. Dem der arbejder med tingene til daglig, ved hvor skoen trykker. Ansæt en leder, som kan skabe sammenhold og arbejdsglæde.De kan ikke vide og have forstand på alting, ovre på Christiansborg. De kan lave de overordnede love, dem vi har valgt til at gøre det. Når jeg har beklaget mig over noget ude i ældreplejen..har jeg tit fået at vide”det er politisk bestemt” så det kan ikke være anderledes. Jeg tror da ikke på at de sidder på Christiansborg og bestemmer, at et menneske kun må få et bad en gang om ugen, og 20 minutters rengøring hver anden uge. Nej de giver en pose penge af vores fælles skatteindbetalinger, som nogle andre politikere skal få til at slå til. De laver så de stramme rammer, som ikke er til at holde ud. Det var her at der ikke skulle være så stramme rammer..bestemt af mennesker, som ikke har erfaring med det, de bestemmer over.
    Jeg tror ikke at et nyt parti kan have nogle regler om alting lige fra starten. Verden forandrer sig hurtigt og der er brug for nye metoder hele tiden. Jeg tror at der skal være en grundholdning og ud fra den, må al det andet udvikle sig. Ting tager tid og ting forandres.

  6. Hans Henrik H. Heming

    Kære Lars m. fl.

    De ting du nævner er jo helt nye tanker indenfor det politiske, men ikke desto mindre vigtige og rigtige at diskutere.

    De sidste 14 dage har jo med al tydelighed vist, at den politiske retorik har været ALT for fastlåst i de sidste mange år.

    Ny Alliance kan på mange måder sammenlignes med Richard Bransons flyveselskab ”Virgin” og med Skype – jeg kunne nævne mange andre eksempler. Det nye parti har med et sat nogle helt nye rammer for hvordan vi diskuterer politik i Danmark. Se nu bare snakken om det ellers meget fastlåste skattepolitik. De sidste 14 dage har budt på mere nytænkning på området end de sidste 2 regeringsperioder tilsammen.

    Det er som om Ny Alliance på meget kort tid har sat nogle nye spilleregler for det at være parti i det 21. århundrede

    Jeg tror politisk ledelse sagtens kan sammenlignes med forretningsledelse. For mig handler godt lederskab handler om at sætte de rigtige rammer for at medarbejdere, kolleger og øvrige interessenter kan gøre hvad det er bedst til – i relation til hinanden.

    Der er 2 forhold der skal være på plads. Rammen skal være sat rigtig, så alle ved hvor vi er på vej hen og hvorfor. Her spiller værdier og tillid en vigtig rolle.

    Og selvfølgelig skal de som skal handle inden for rammerne være de rigtige. Jeg tror mange vil sige at de senere år har budt på en umyndiggørelse af flere vigtige nøglespillere indenfor stat, amt og kommune. En tidligere direktør for sundhedsstyrelsen, skolelærere, sygeplejersker m. fl. er sat uden for reel indflydelse og bliver målt og vejet i et væk. Jo ikke fordi de ikke kan tænke selv, men fordi en politisk ledelse har behov for at kontrollere. Det er der ikke meget lederskab i.

    Politisk ledelse handler også om at kunne navigere og selvom jeg er klar over at vælgerne skal vide hvad de får når de stemmer på en politisk kandidat eller parti, så handler god politik – ligesom i erhvervslivet – vel om at få det bedste ud af situationen. Det nødvendiggør selvsagt en fleksibilitet og mulighed for at kunne handle på de ting som sker i verden omkring os. Derfor har jeg det selv godt med at ikke alt er mejslet i granit – at ikke alt i denne verden er konstant. Jeg ved og anerkender at ikke alle har det sådan.

    Men verden omkring os bevæger sig hurtigere end nogensinde og det kræver selvklart et beredskab som giver os de bedste muligheder for at få det bedste ud af det. Individuelt, virksomheder, samfund – og selvklart også politiske partier.

    Som borger i Danmark er jeg utrolig glad for ”bevægelsen” som er skabt i den politiske dialog i de sidste 14 dage.

    Alt det bedste
    Hans Henrik

  7. Alexander Kjerulf

    Jeg er meget på din side her Lars.

    Det interessant ved Ny Alliance er ikke den konkrete politik de vil føre, men i hvor høj grad der vil inddrage danskerne i at formulere deres politik.

    Hvis vi ender med endnu et topstyret, uigennemtrængeligt politisk apparat, er der intet nyt sket. Så har vi bare fået endnu et bogstav man kan sætte krydset ved.

    Hvis de derimod kan inddrage en masse danskere i at formulere politikken, herunder mennesker med meget forskellige baggrunde og holdninger, så er der noget nyt i gære.

    Har de meldt noget ud om det – eller handler det mest om skat og tørklæder?

  8. Jette Jakobsen

    Med fare for at komme til at beskrive, hvordan det er i dag, i den offenlige sektor. Bliver jeg nød til at skrive dette. Jeg mener at det er forkert at en sygeplejerske skal lave lønregnskaber og timeplaner. Hun skal også købe ind til huset, så der er det man skal bruge. Jeg tror at der findes mennesker, som er uddannet til det. Så kan vi andre få lov at lave det vi er uddannet til..og ønskede at arbejde med. Hvis en sygeplejerske ville være kontordame, så havde hun nok uddannet sig til det. Hun skal heller ikke dikteres af en kontordame. man skal tro på hinanden. Der er så mange småting i dag, som alle mulige i store jobs bruger tid til at tage bestemmelse over. Jeg tror at de mennesker som udfører et arbejde, de godt kan lide. Altid vil gøre sit bedste, hvis de har rammerne til det.

  9. Jan Sjøstrand

    Topledelse handler bl.a. om, at udstikke overordnede rammer, herunder visioner, missioner, identitet, og værdier og holdninger. Efterfølgende er det så op til mellemledelse, driftsledelse/teamledelse etc. og den enkelte medarbejder, at udføre opgaverne i overensstemmelse med, og opfyldende dette. Det betyder, at den måde opgaverne løses på skal være i overensstemmelse med opfyldelse af visionerne, være i overnesstemmelse med missionen, understøtte den identitet vi ønsker at fremstå som havende (sådan nogle som os – dem vi er etc.), og endelig så er værdierne og holdningerne kraftige faktorer når det drejer sig om adfærd, kommunikation og samarbejde. Værdier (bevidstgjorte følelser) er retningsangivende for vores adfærd, hen mod noget og væk fra noget.

    Jeg er overbevidst om, at både Frank Aaen og Anders Fogh kan blive enige om formuleringen: ”Det drejer sig om at bevare og udvikle den danske velfærdsstat” – blot er de hamrende uenige om hvorledes.
    De kan godt operere med de samme værdiord, uden at være enige om hvorledes det så skal gøres, eksempelvis hvad er “vælfærd for Frank Aaen og hvad er det for Anders Fogh? Næppe det samme, uden dog at vide det ;-)

    Topledelsen skal(selv om, at den ikke er direkte indraget i den taktiske og operationelle ledelse), sikre at adfærden, kommunikationen, samarbejdet og processerne udføres i overensstemmelse med vision, mission, identitet samt værdier og holdninger, og i særdeleshed definitionen af dem.

    For at sikre at topledelsen beskæftiger sig med topledelse kræver det, at topledelsen kan definere og kommunikere MENING – med andre ord nerve og betydning. I vores sind er MENINGEN “placeret” i vores “mission og berettigelse” (formålet med det vi gør, formålet med at være), vores “identitet selvopfattelse” (hvem er jeg – hvad er jeg for én) og vores følelser (værdier er bevidstgjorte følelser) og holdninger.

    Al menneskelig adfærd er ca. 95% ubevidst. Det betyder, at stort set alt hvad vi gør hele livet igennem er baseret på personlige elementer vi ikke nødvendigvis har større styring af og kontrol over ( det kan vi dog arbejde med).
    Da ledelse handler om at få mennesker til at løse opgaver, alene og sammen med andre, bør ledelse i langt højere grad være baserte på “adfærdspsykologien” og menneskets “mentale aspekter”, hvilket jo langt fra er gældende i dag.

    For mig at se, handler det om at udvikle metoder og modeller der effektivt kan implementere topledelsens MENING ned i de enkelte medarbejderes adfærd i jobbet, og det netop uden at lederen selv “skal have fingrene i kagen” – herunder eksempelvis at undgå ministre arbejder med enkeltsager og at de alligevel løses kompetent i overensstemmelse med MENINGEN.

  10. Frank Calberg

    Til Jette: Jeg har et spørgsmål til dig vedr. dine indlæg overfor:

    Hvad gør du/I konkret for at spørge den enkelte kunde/patient, hvad han/hun ønsker, f.eks.

     hvor meget/hvor ofte han/hun ønsker at spise/drikke,

     hvilken/hvor meget medicin han/hun ønsker pr. dag,

     hvilke aktiviteter, f.eks. sportsaktiviteter og/eller arbejde med computer/mobiltelefon, han/hun ønsker at lave i løbet af dagen,

     hvor stort behov vedkommende har for fysisk hjælp i løbet af dagen?

    Med andre ord:
    I hvor høj grad leder du/I jer selv ved i dit/jeres arbejde at tage udgangspunkt i kundernes/patienternes individuelle behov – for på den måde at reducere omkostninger og samtidig øge kvaliteten?

  11. Danny Kristiansen

    Kære alle sammen

    Jeg håber der kommer en dag hvor den styrende kraft i vores samfund er kærligheden.
    Kærlighed til livet og til de mennesker vi lever vores liv sammen med.
    Ledere på alle niveauer bør være mennesker med store hjerter, der deler ud af deres kærlighed. Et stort hjerte rummer plads til forskellighed, og forskelligheden skal være vores drivkraft til at samskabe en verden med plads til alle.
    Kærlighed kan måske virke malplaceret i en debat om politik, men nogen skal jo nævne det for tænk hvis det blev glemt.

    Hvad med at vi ved næste valgkamp gemmer mudderet og diskussionen væk og lader valgkampen blive en dialog om hvad kærlighed er og hvordan vi som samfund forsøger at udøve det?

    (Og da faldt jeg selv i fælden ved at kalde det “valgkamp”. Kunne man ikke kalde det for et nationalt visionsmøde?)

  12. Frank Calberg

    Til Danny: Fin idé at skifte ordet ”valgkamp” ud med en positiv og inspirerende dialog om bl.a. muligheder og kompetencer – en dialog hvor alle interesserede kan deltage, f.eks. gennem blogs mv.

  13. Jan Sjøstrand

    Den køber jeg Danny – nationalt visionsmøde i stedet for valgkamp.

    Et andet punkt er den relativt korte valgperiode vi har i DK. 4 år til at igangsætte og ændre et samfunds mentale model og her af ændring af vores adfærd er alt alt for kort.
    Et tredie punkt er politikernes viden om adfærdspsykologi. Hvis jeg skal tolke på mine oplevelser er det uhyre lidt.

  14. Niels Erik Madsen

    Lars, ved du hvad du leder efter – hvor.
    Spørgsmålet bærer en del af svarene, sætter sig {spor}. ar deres eget liv.

  15. Niels Erik Madsen

    Har hørt der er et nyt parti på vej.
    Det hedder GALLUP-EGOISTERNE. Hver måned sit program. Intet hænger sammen. Man de laver nogle gode fest-er.

    Glædelig statistisk hilsen NEM

  16. Jette Jakobsen

    Svar til Frank Calberg.
    Nu er det jo mest ude i ældreplejen jeg arbejder og har arbejdet siden jeg var 17 år, nu er jeg 53 år..så det er mange år.
    Vi spørger ikke så meget mere, for vi ved hvor lidt der kan lade sig gøre. jeg ved at et menneske skal have mindst 1,5 l at drikke om dagen og det prøver jeg at opfylde. Jeg sætter kander ind med saft osv men har ikke tid til at drikke et glas sammen med den ældre. Det kan ellers godt lokke et par glas ned ( sådan lærte vi i gamle dage). Så for det meste bliver det ikke drukket. Jeg ville også blive træt af at sidde og tylle rød saftevand..dag ud og dag ind.Engang måtte vi bruge sodavand, lys øl, hvidtøl, alle slags mælk, kaffe og te efter behov og rigtig øl om weekenden, men det var dengang. Nu skal de ældre selv købe det de vil have udover rød saft og vand, samt kaffe og te..hvis de betaler for det. De kan ikke gå ud og handle, når de kommer på ældrecenter. Personalet har ikke “rammer” til det. De kan blive visiteret til at personalet må ringe i Brugsen, en gang om ugen. Ellers må de pårørende komme med det, de bor måske langt væk, har deres arbejde at passe, er selv gamle, glemmer det, tror at ældrecenteret sørger for det hele. Måske har de ældre heller ikke penge til det, alene kosten er jo godt 3000 pr måned, dertil husleje på 4000-5000 om måneden, så skal de sørge for rengøringsmidler og personlige hygiejneting, medicin, og en frisør og fodplejer af og til. Det er nødvendige ting i den alder..også i den alder. Det er godt at der er noget der hedder boligydelse, ellers slog deres penge da ikke til.Medicin bestemmer en læge, måske er det somme tider hen over hovedet på den gamle. Presset af et stresset personale. Her tænker jeg mest på det store forbrug af lykkepiller og sovepiller. Når to nattevagter skal passe på 70 ældre, demente, terminale, så er det meget godt at nogle sover tungt ikke?Sådan noget har jeg aldrig oplevet som en aktivtet, der kunne tilbydes. Det ville ellers være godt, men de hækler, maler, laver fuglekasser, synger i sangbogen og hører et eventyr af og til. Ja..der er også lidt med perler og klistre servitter på glas..sådan til fyrfadslys. Nogle strikker bamser og dukker. Desuden koster det ekstra penge at være i terapi eller såkaldt daghjem. Jeg ved godt at de ældre ikke gider det, men de er for svage til at stritte imod…mener ikke det nytter.
    Se det med hjælpen, det finder jeg jo udaf i løbet af dagen. De skal jo på toilet og ud af sengen, have bad en gang om ugen. Hvis du tænker på hjælp til en tur ud i luften eller t besøg i butikker…har vi ikke rammer til det. Måske kan jeg finde en besøgsven fra Røde Kors eller Ældresagen..2 timer om ugen. De skal ikke have løn, men de tør jo ikke altid køre med kørestol.
    Jeg ville ønske at det var den som skal bruge hjælpen og mig der bestemte, men det må vi ikke. Det har kommunalpolitikere bestemt i målsætninger og rammer.
    Derfor er det også så skidt at arbejde i ældreplejen. Alle gode ideer bliver skudt i sænk. De ældre tror de er dumme, har ikke forstand på deres eget liv. Jeg har altid ment …at hvis et menneske har klaret at blive rigtig gammel i dag, med al det de har været igennem, så er man ikke helt dum og uvidende om sine egne behov.
    Nu fik du svar, lidt barskt men rigtig nok.
    Engang kunne vi det meget bedre og det er ikke fordi jeg er et gammelt fjols…jeg kan bare huske det.

  17. Jette Silberbauer

    I det private erhvervsliv har overgangen til vidensamfundet bevirket at virksomhedernes viden er en af de mest afgørende konkurrencefaktorer. Forholdet har til en vis grad været afspejlet i den førte erhvervspolitik, idet denne har erkendt at fremgang og vækst ikke kun kommer gennem et bedre kapitalapparat eller en optimering af kapital og arbejdskraft. Der fokuseres nu også på rammebetingelser, der skal fremme de enkelte virksomheders vilkår for for at skabe mere velstand – de såkaldte vækstdrivere: Bedre anvendelse af menneskelige ressourcer, udnyttelse af informations – og kommunikationsteknologien, bedre innovation og udnyttelse af globaliseringens muligheder. Kunne vi med fordel fokusere på de samme drivere i det offentlige system? Er benchmarking mellem det private og offentlige helt utænkeligt? (som en positiv synergi der går begge veje vel at mærke)

  18. Jette Jakobsen

    Lidt mere uddybende. Jeg er slem til at blive så ophidset, når jeg skal forklare hvorfor det er så svært og utaknemmelgt, at arbejde i omsorgsjob i dag. Det er jo nok fordi jeg har været så hårdt ramt af arbejdsrelateret stress og næsten blev udbeændt. Jeg/vi har gjort og prøvet meget. Hvis der er tid og lyst…kan i læse lidt på http://jette.wordpress.com
    Nu må jeg hellere lade være at tænke over al det der kunne være nemmere i dag..

  19. Jan Sjøstrand

    Forestil dig at du og alle andre mennesker har et skab inde i hovedet – et skab med 7 hylder. På samme måde som vi har et klædeskab med hylder har vi også en ”mentalt skab med hylder”.
    På samme måde som med vores tøj, en hylde med sommerbluser, en med strømper, en med bælter og sko, etc., har vi alle en hylde med henholdsvis vores værdier, selvopfattelse, kompetencer etc. Vi har forskellige strømper, bælter og vi har forskellige værdier, kompetencer etc.

    Det ”mentale skab” er opbygget ” hierarkisk” således, at jo højere hylden er placeret i skabet, jo kraftigere indvirkning på adfærd. Det betyder, at indholdet på hylde 7 oftest har kraftigere indvirkning på adfærden end det der eksempelvis ligger på hylde 3. Det betyder afledt her af, at hvis der er modsatrettede ”interesser” mellem indholdet på flere af “hylderne” vil indholdet på de højst placerede “hylder” oftest ”vinde” over det der ligger på de lavere hylder, altså har ”indholdet” på de højere “hylder” kraftigere indvirkning på adfærden end ”indholdet” på de lavere “hylder”.

    Her følger forklaring på ”hylderne”, de er baseret på ”De Neurologiske Niveauer” af Robert Dilts.
    Jeg har valgt at eksemplificere med en metafor som nok alle kan relatere til kræfterne i – et religiøst, troende, og kristent menneske.

    Beskrivelse af Niveau 7 – VISION
    Menneskets spirituelle niveau, niveauet ud over mennesket selv, noget der er større end vedkommende selv. Noget personen ønsker at realisere i eller med sit liv. De store tankers niveau, det mere spirituelle og visionære niveau, måske ønsket om en storslået fremtid, måske ønsker om bestemte attraktive oplevelse.

    Hvor vi vil hen med Danmark, den ofentlige sektor, vores sundhedsvæsen etc.

    Metafor: En udpræget troende persons formål med livet er at komme i paradis til det evige liv.

    Beskrivelse af Niveau 6 – MISSION & BERETTIGELSE
    En ”Vision” afleder naturligt en understøttende Mission og Berettigelse. Niveau 7 er den tilstand jeg vil realisere – Niveau 6 er afledt her af det jeg er til for – min mission og min berettigelse relateret til visionen.

    Hvad er Missionen og berettigelsen for Danmark, hvad er den ofentlige sektors berettigelse, vores sundhedsvæsens etc.

    Metafor: Hvis en troende persons Vision er at komme i paradis til det evige liv, må Mission & berettigelse for netop denne ”vision” være at efterleve de kriterier der betinger ”optagelsen i paradis”, hvilket kunne være at opføre sig som en god og troende kristen.

    Beskrivelse af Niveau 5 – IDENTITET & SELVOPFATTELSE
    Med udgangspunkt i niveau 7 og 6, hænger det bestemte fremtidsønske og missionen med at efterleve det, sammen med en bestemt selvopfattelse og identitet. Det mennesker ønsker sig og gør til deres missioner udspilles som personlige roller og selvopfattelser.

    Hvad er vi for nogle i Danmark, hvad er vi for nogle i den offentlige sektor, og hvad er vi for nogle i sundhedsvæsenet. Vi kan blive ved med at gå til mere og mere konkretet kontektst, eksempelvis det enkelte plejehjem, og den enkelte afdeling på plejehjemmet.

    Metafor: Jeg er en god kristen.

    Beskrivelse af Niveau 4 – VÆRDIER & OVERBEVISNINGER
    Identitet og ”roller” spilles med bestemte følelser/VÆRDIER, overbevisninger og holdninger. Den måde vi opfatter os selv på indeholder følelser, holdninger og overbevisninger der underbygger selvopfattelsen.

    Metafor: Som kristen tror jeg på de 10 bud, de ti bud er vigtige for mig når jeg vælger retning i mine beslutninger, jeg tror på gud og bekender mig trosbekendelsen. Godhed og imødekommenhed er vigtigt for mig, og jeg tror på det gode i mennesker.

    Beskrivelse af Niveau 3 – VIDEN & FÆRDIGHEDER
    Dette niveau afklarer vedkommendes kompetencer og formåen, hvad vedkommende ved og hvad vedkommende er i stand til at udføre, relateret til og afledt af de øvrige niveauer.

    Metafor: Jeg kan min bøn, jeg kan kommunikere uden at fordømme, jeg kan tilgive, jeg kan omgås mennesker med åben, lys, positiv og kærlig indstilling til dem etc. Jeg kan møde andre mennesker åben, imødekommende og tilgivende etc.

    Beskrivelse af Niveau 2 – ADFÆRD
    Niveauet her beskriver den konkrete adfærd og handling der afledt af de øvrige niveauer. Hvad er det konkret personen gør og/eller burde gøre for at efterleve mission, værdier og holdninger og hvordan vedkommende omsætter sin formåen i konkret adfærd.

    Metafor: Kl. 21:00 går jeg ind i stuen, der hvor jeg har udsigt til haven. Her sætter jeg mig i min bedste stol og beder en bøn. Jeg taler højt og tydeligt så jeg klart kan høre mig selv tale.
    Jeg taler og tænker pænt om andre mennesker, bruger kun ”pæne” ord og bander aldrig.
    I øvrigt efterlever jeg de 10 bud.

    Beskrivelse af Niveau 1 – OMGIVELSER & SYSTEMER – KONTEKST & SET UP
    Beskriver den situation og kontekst vedkommende er i, (og evt. har brug for) som understøttelse af de øvrige niveauer.

    Metafor: Jeg har brug for at min familie støtter mig i min tro, at kristne højtider tages alvorligt af min familie. Jeg har brug for at jeg i gå afstand fra min bopæl har adgang til kirke og præst.

    Metaforen er brugt som forståelsesramme og beskrivelse af de menneskelige aspekter, der er i spil i alle sammenhænge i vores liv. Vi “spiller” adskillige roller i vores liv, og vi indgår i adskillige kontekst. For hver rolle, eksempelvis som forældre, sportsudøver, kæreste, svigersøn/datter, kunde i Bilka, etc. tilpasser vi vores adfærd efter samtlige niveauer i modellen, og det både oppefra og ned i modellen og nede fra og op i modellen.

    Eksemplerne i metaforen her, beskrevet så de hænger sammen mentalt – altså indgår i sammenhængende og mental interaktion med hinanden. Ofte sker det hos mennesker, at interaktionen er uhensigtsmæssig og usammenhængende relateret til ”det fælles ønske”, hvilket ofte årsag til, at det mislykkes at realisere det ønskede.

    Forestil dig en person der har de faglige færdigheder til at løse en given opgave, blot har vedkommende det følelsesmæssigt ubehageligt med opgaven, og således mislykkes med opgaven helt eller delvist.

    Bubber kan vel som alle andre gogge en fisk i hovedet, skære hovedet af den og rense den – blot mislykkes det for åben skærm. Det er vel ikke Bubbers evner der er utilstrækkelige – det er mere hans følelser og måske Bubbers selvopfattelse der ”driller” ham uhensigtsmæssigt.

    Omvendt oplever vi personer der til trods for manglende Viden & færdigheder alligevel lykkes med store opgaver, alene fordi der tror på det og bliver ved og ved til det lykkes. Det er “hylderne” over viden og færdigheder der trækker kraftigere.

    Uhensigtsmæssig adfærd kan være påvirket af alle de beskrevne niveauer, og i interaktion.

    Opstillingen her af ”De Neurologiske Niveauer” er kraftigt forenklet, det menneskelige sind er ufatteligt nuanceret. Vi reagerer og agerer alle overordnet efter disse niveauer. At kende til dem og efterfølgende begynde at bruge dem som referenceramme og forståelsesramme for menneskelig adfærd, bibringer én selv flere og nuancerede ”sandheder” om livet og det at være.

    Psykologisk tænkning og Mentalledelse®

    ● Systemisk tænkning
    Bygger på, at ethvert menneske indgår i en række systemer (sammenhænge, kulturer, kontekst) og at det kun er muligt at begribe og forstå sig selv, ved at relatere sig selv til systemet, at tage stilling til forskelle og ligheder inden for de systemer, vedkommende (”selvet”) er en del af.
    Det er forståelsen af, at al adfærd opstår i systemer – f.eks. i en familie, på en arbejdsplads, i et
    parforhold, et team el.lign. Derfor er det altid relevant at inddrage systemet som kilde til reaktioner når det handler om mennesker, og det både individer, team, grupper og større organisationer.
    Med systemisk tilgang er det muligt eksempelvis at eliminere placering af personlig skyld for problemer, og dele ansvaret for succeser. Alle i systemet bidrager til opretholdelse af problemer og skabelse af succeser, og bidrager således både hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt til ”tingenes tilstand” og resultaterne.

    Med systemisk tænkning er sandheder mangfoldige – der er ikke én sandhed om verden. Sandheder er mangfoldige. Alle bidrager til skabelse af sandheder og til at forstå dem.
    Det betyder, at der er uendeligt mange sande måder at skabe forståelser på, mange måder at løse opgaver og problemer på, og at løsningerne ”forhandles”, skabes og løses i systemet.

    Systemisk tænkning er også kommunikativ tænkning. Det er vigtigt hvordan vi kommunikerer, hvilke kommunikative elementer vi bruger og i hvilke sammenhænge. Kommunikation kan både gøre det nemmere og vanskeligere at løse problemer og opgaver. Derfor handler det i høj grad om, at kommunikationen kan bidrage til at analysere, beskrive og forholde sig anderledes til opgaver og problemer.

    ● Narrativ tænkning
    Narrativ tænkning er idéen om, at vores identitet og selvopfattelse er baseret vores selvforståelse og på vores egne historierne, de historier vi fortæller om os selv, de måder vi beskriver os selv på. Alt efter hvilken historie vi fortæller om os selv, føler vi os mere eller mindre i stand til at handle ressourcefulde i vores eget liv.
    Eksempelvis kan følelser af at være ”offer” i høj grad give oplevelser af, at det er andre der styrer ens liv, at man i mindre grad er i stand til selv at påvirke begivenheder og beslutninger i eget liv. Med følelser af ”at være i overskud, at være oven på, at være vinder”, vil man i højere grad føle sig kraftfuld og handlekraftig, og i meget bedre være i stand til at kontrollere og styre sit eget liv.

    ● Kognitiv psykologi
    Kognitiv psykologi tager udgangspunkt i menneskelig tænkning og hvordan tænkning styrer adfærd. I mentaltræning og coaching sættes der bl.a. spørgsmålstegn ved de grundlæggende antagelser, som ”klienten” oplever. Klientens ”mentale elasticitet” øges, med bedre muligheder for anderledes tænkning, der igen giver bedre muligheder for anden adfærd end den uønskede.

    ● Psykodynamisk psykologi
    Bl.a. andet Freud og Jung mente, at vores ubevidste tænkning præger vores valg, og at hensigten er at bevidstgøre ubevidste sider af personens tænkning. Eksempelvis er forsvarsmekanismer ofte ubevidste, og i coaching og mentaltræning sættes ”klienten” ofte til at reflektere over det ubevidste, som eksempelvis, ”hvad får du ud af at du reagerer aggressivt, når du kritiseres”.

    Pyyyyy – det var en ordentlig omgang. Det er altså meget lettere at eksemplificere “de logiske niveauer” face to face, end at beskrive dem – håber det bringer forståelse af at det i høj grad er mennesker der skaber vores “tingenes tilstand”, og i mindre grad budgetter, hvilket også understøttes af, at der faktisk er nogle institutioner der gør det andda fremragende med de samme økonomiske rammer. Hvis ikke der er MENING mangler forståelse og retning for hvad det skal til for og hvordan. Spørg dig selv om din arbejdplads har en beskrevet og forklaret vision, mission og berettigelse, identitet og værdiset. Som beskrevet tidligere i andet indlæg er MENING placeret i det menneskelige sind netop på Vision. mission og berettigelse og identitet. Mangler disse “hylder” i din organisation, mangler dit sind væsentlige vejvisere for adfærd.
    Hertil kommer selvfølgelig den enkeltes fundamentale personlighedsstruktur.

  20. Lars Kolind

    Det er virkelig interessant at følge debatten og jeg vil gerne have endnu flere bidrag. Jeg læser jeres kommentarer sådan at omend der selvfølgelig er forskelle mellem ledelse af et aktieselskab, så er der dog flere ligheder. Dvs. at politikerne skal beskæftige sig med de store linier og ikke foretage sagsbehandling, for nu at sige det lidt skarpt.
    Nogle kommentarer sætter lighedstieg mellem “store linier” og vage formuleringer. M.a.o. alle kan blive enige om de store linier fordi de reelt ikke siger noget som helst. Det er jeg uenig i. Med erfaring fra selskabsbestyrelser har jeg mange gange været med til at træffe rigtig store beslutninger som har vidtrækkende konsekvenser – også selvom “beslutningen” kunne beskrives i et enkelt ord eller i en enkelt sætning. F.eks. “Vores udbygning i de næste fem år skal ske i Asien – ikke i Europa”. Eller: “Vi vil flytte 20 % af de investeringer, vi traditionelt laver i bygninger og maskiner, over i uddannelse og udvikling af medarbejderne”. Eller: “Vi vil inddrage medarbejderne som medejere sådan at medarbejderne om 5 år ejer x % af virksomheden”.
    Sådanne beslutninger træffer politikere sjældent: De beslutter udbygning eller nedlæggelse af en skole eller justering af reguleringsprocenter for forskellige former for pensioner.
    Hvorforer det sådan?

  21. Frank Calberg

    Jeg bed mærke i følgende noget chokerende bemærkninger fra Jette J.:

     ”Vi spørger ikke så meget mere, for vi ved hvor lidt der kan lade sig gøre.”

     ”Alle gode ideer bliver skudt i sænk.”

    Jeg har et par spørgsmål til jer alle:

    Spørgsmål 1:
    I hvor høj grad er det vigtigt for udvikling/fornyelse af en hvilken som helst virksomhed, at medarbejdere/ledere samt andre partnere/deltagere spørger og/eller kommer med ideer?

    Spørgsmål 2:
    Hvad skal Jette konkret gøre?

  22. Jette Silberbauer

    Politikere idag beskytter deres beslutninger på “den korte bane” Fokusering på budgetter, bundlinier og beslutninger omkring nedskæringer og reguleringer skal skabe en følelse af at vores politikere tager ansvar og er handlekraftige. Lars, dit spørgsmål om hvorvidt det overhovedet er de konkrete ting politikerne skal tage sig af er ikke bare relevant, men også nødvendigt. Og det handler vel om at hvis det man gør ikke virker så må man gøre noget andet. Når det er sagt mener jeg at vi som borgere er forpligtede til mere end blot at afgive vores stemme når der er folketingsvalg. Faktisk finder jeg det paradoksalt at vi i et land hvor der er opstået et så stort fokus på virksomheders sociale ansvar ikke ser et tilsvarende fokus på det ansvar vi som individer kan tage i samfundet. For eksempel er der ingen ændring i vores tendens til at deltage i frivilligt arbejde i vores fritid. Den seneste undersøgelse på det felt, foretaget af socialforskningsinstituttet blandt 4000 tilfældigt udvalgte borgere mellem 16-85 år (det skulle sikre en vis statistisk validitet) viser at ca.35% af den danske befolkning deltager i frivilligt arbejde – langt størstedelen af dem der ikke ønsker at deltage i frivilligt arbejde angiver tid som vigtigste grund til at afstå fra samme. Samme undersøgelse viser dog at de der er mest aktive i frivilligt arbejde faktisk arbejder over 40 timer om ugen (48% for at være nøjagtig)så tid burde vel ikke være undskyldningen. Til sammenligning ligger andelen af borgere der deltager i frivillige aktiviteter i Norge og Sverige på henholdsvis 59% og 51%. Vores uddannelsesniveau synes at have en effekt på hvorvidt vi engagerer os i frivillige aktiviteter – således ser vi at størstedelen af de engagerede har en mellemlang eller en lang uddannelse. Og hvorfor er det sådan?
    Som jeg ser det er spørgsmålet om værdien af frivilligt arbejde i samfundet essentielt. Samme undersøgelse som tidligere refereret angiver at værdien anslås til at være 9,6% af vores lands bruttonationalprodukt – men hvad betyder det for almindelige mennesker? (selv jeg der læser samfundsvidenskab kan have svært ved at se hvad jeg skal bruge den udregning til) Skulle vi ikke hellere opgøre den – eller i det mindste udvide opgørelsen – til også at omhandle den menneskelige værdi? Jeg har i 4 år haft fornøjelsen af at være leder i en frivillig organisation – om de redskaber man skal tage i brug for at lede mennesker der arbejder frivilligt er væsentlig anderledes end hvis man leder lønnede mennesker skal jeg lade være usagt. Jeg kan dog konstatere at det kræver man har tillid til andre mennesker, at man er villig til at uddelegere ansvar og at man er innovativ ud over det sædvanlige. Den “return on investment” der er i den slags arbejde kan på ingen måde opgøres i bruttonationalprodukt-andele og vi må derfor have en anden måde at gøre værdi op på. Får vi det – i form af anerkendelse af frivilligt arbejde på vores CV, i form af netværk og sociale færdigheder eller hvad det iøvrigt ellers kan være – tror jeg vi vil se en opblomstring af dette engagement. Endeligt tror jeg at ethvert initiativ fra borgere om at tage medansvar – det være sig frivilligt arbejde, deltagelse i byrådsmøder eller andre initiativer – med tiden vil betyde en ændring i politikernes måde at træffe beslutninger på. Jeg siger ikke der vil ske et paradigmeskift “over night” – men i ved – små forandringer over tid.

  23. Jan Sjøstrand

    Lars, du spørger Hvorforer det sådan?
    Det kan der være flere årsager til, jeg tror at menneskers mentale processer spiller afgørende ind her, og at bestemte typer jog/opgaver tiltrækker bestemte mennesketyper/procesmønstre. Efterfølgende kommer der et par bud på procesmønstre der kan have indflydelse på det. Normalt beskriver persontests persontyper – eksemplerne jeg komemr med her beskriver de mentale processer der ligger bag ved “typerne”.
    Opfattelsesmåde

    Abstrakt og generel – højt abstraktionsniveau
    Personer med dette mønster arbejder bedst med informationer i stikordsform og i overskrifter.
    De fokuserer på overblik, ønsker at se det store billede først og herefter detaljerne.
    De har et godt overblik over mange detaljer og vil hurtigt kede sig, hvis informationerne er for detaljerede og specifikke.
    De har tendens til at tale i generelle vendinger, bruge abstrakte eksempler med få detaljer med mange “udeladelser” (At sætningen mangler en eller anden information for, at vi kan få en præcis mening frem) og “manglende reference” (Mangler angivelse af eksempelvis kilde og standarter. Sætninger der ofte indeholder “man” “vi” – “undersøgelser viser”.. )
    De er mere interesserede i konceptet som helhed end i rækkefølge, trin og stadier.
    De orienterer sig intuitivt (Bruger deres intuition – evne til umiddelbart at opfatte, forstå og bedømme en situation eller sammenhæng uden nødvendigvis at have kendskab til eller være bevidst om alle aspekter af den = forudanelse, sjette sans)

    Konkret og detaljeret – lavt abstraktionsniveau
    Personer med dette mønster motiveres af mange detaljer og faste procedurer. De håndterer bedst små bidder af information ad gangen. De vil informeres om detaljerne først og herefter opbygge et mere fuldstændigt billede. De har brug for konkrete eksempler og vil informere andre med konkrete eksempler. De er gode til opgaver, der involverer detaljer og sekvenser. De gør ofte brug af mange beskrivende ord (adjektiver – ord der beskriver en egenskab, eksempel hurtig, klog, dygtig.), når de taler og skriver, netop fordi de ønsker at gøre informationen så præcis som muligt. Fokus på detaljer om trin og rækkefølger, og hvis de bliver afbrudt, må de ind imellem starte forfra. De orienterer sig sensorisk (Som vedrører sanserne).

    Motivationsretning

    Væk fra – undgå – væk fra det negative
    ”Væk fra orienterede” personer er gode til at forudse og bemærke problemer, vanskeligheder
    og situationer, som bør undgås. De motiveres af deadlines og af “pisken over nakken principper”. De er mindre gode til at sætte sig positive mål og finde ud af, hvad de ønsker og vil. De taler om, hvad de ikke vil, og hvad de ønsker at udgå eller udelukke/ekskludere og bruger mange “negationer” (Ord eller stavelser som ophæver gyldigheden af et udsagn eller gør det modsat = nægtelse) i sproget. Personer med dette mønster vil ofte blive oplevet af andre som overforsigtige, pessimistiske eller “lyseslukkere”.

    Hen imod – søge – hen til det positive
    Personer, der primært er ”hen til orienterede”, bevæger sig hen i mod målet og opgavens løsning.
    De sætter sig for at nå målet og koncentrerer sig om det.
    De motiveres efter “gulerodsprincippet”. De reagerer positivt på opmuntringer og belønninger og vil til tider bagatellisere negative konsekvenser. De er ofte dårlige til at forudse problemer og finde fejl. De formulerer deres værdier positivt, taler om muligheder og lignende. Ofte er de fremtidsorienterede og overser helt eller delvist erfaringer fra fortiden.

  24. Jan Sjøstrand

    og her ert et par afgørende procsmønstre mere:

    - Fokus:

    Forskellighed – mismatchende
    Personer som filtrerer efter forskelligheder, søger efter modsigelser og efter det, som ikke matcher. De er gode til at finde modeksempler. De bemærker, hvad der mangler, og ynder at bryde gængse regler. De er mindre tolerante over for stabilitet og motiveres af varieret arbejde. De kan ligefrem afsky standard-procedurer, alene af den grund at det er standard-procedurer. De bruger ord som nye, forandringer, forskellige, unikke. Polariserings-reaktioner (At skabe modsætning mellem nogen eller noget) er ekstrem form for mismatch. Personer med dette mønster vil modsige dig, ofte blot for at hævde deres egen identitet. De elsker forandringer og ønsker konstant at ændre på tingene. Ved sammenligninger bemærker de forskellene mellem tingene.

    Lighed – matchende
    Personer, som matcher, søger efter ligheder. De er gode til at generalisere ud fra enkelte eksempler og vil lede efter områder for fælles enighed. De vil bemærke, hvad der er til stede, frem for hvad der mangler og sammenligne information med noget, de kender i forvejen. De vil anvende ord som samme, lignende, fælles, bevare. De motiveres af stabile forhold og er tryggest, når der ikke sker de store forandringer. Ved sammenligninger bemærkes ligheden mellem ting.

    - Tænketype:

    Logisk tanke-type
    Personer med dette mønster er rationelle og afklarede. De drager deres konklusioner ud fra sund fornuft og logik. Tingene skal give mening. I det ekstreme kan de være dissocierede (Holder sig mentalt adskilt fra situationen) og kan have vanskeligt ved at tackle situationer, som kræver menneskelig omsorg og følelsesmæssig indlevelse. På andre kan de virke kølige og ufølsomme.
    Dissocieret stressrespons: De har en høj stresstærskel og fungerer godt i stresssituationer, kan lejlighedsvis reagere på stress, og kommer så hurtigt videre.

    Føletype
    For personer med dette mønster er et vigtigt at vise omsorg og indføling over for andre. De baserer deres beslutninger på følelsesmæssige værdier og fortidens erfaringer. I det ekstreme vil de have tendens til at forblive associerede (Sammensmelte/slutte sig mentalt sammen med situationen) i ubehagelige situationer gennem længere tid.
    Udprægede føletyper vil være opmærksomme på menneskelige værdier og er ofte kunstneriske anlagte.
    Associeret stress-respons: De fungerer dårligt i miljøer med højt stress-niveau og vil påvirkes stærkt af blot almindelig travlhed.

    Valgtype
    Personer, der ligger i midten af skalaen, vil være følelsesmæssige associerede eller dissocierede afhængigt af, hvad situationen kræver. De er sympatiserende og medfølende og kan holde sig emotionelt ude af situationen.
    Stress-respons efter valg: De reagerer på stress-situationer og er i stand til hurtigt at komme ud af ubehagelige situationer igen.

    - Tidsorientering

    Fortid
    Personer med denne orientering vurderer situationer ud fra fortidens positive og negative erfaringer. De tiltrækkes ofte af det allerede kendte og af traditioner. De er utilbøjelige til at begå de samme fejltagelser igen og igen. De kan have tendens til at hænge fast i fortidens skuffelser og fiaskoer og have svært ved at komme videre i livet. Udprægede føletyper og lighedspersoner er ofte fortidsorienterede.

    Nutid
    Disse personer vurderer situationen ud fra det, der bliver sanset og fornemmet lige her og nu. De vil være interesserede i, om noget umiddelbart har værdi for situationen lige nu og ikke på længere sigt. I det ekstreme kan personer med dette mønster have svært ved at drage nytte af fortidens erfaringer og at vurdere fremtidige konsekvenser af deres handlinger.

    Fremtid
    Personer, som er udpræget fremtidsorienterede, vil vurdere situationer ud fra forestillinger om fremtiden. De er enten meget målrettede og ambitiøse eller visionære og mulighedssøgende. De forholder sig til livet ud fra planlægning og tanker om fremtiden og kan have tendens til ikke at nyde frugterne af deres hidtidige planlægning.

    OG DER ER FLERE ENDNU.
    Disse eksempler blot for at eksemplificere at menneskers mentale processer spiller afgørende ind i den måde vi leder os selv og andre på.
    Tager jeg selv initiativ, eller er jeg mere afventende?
    Fokuserer jeg på det jeg kan gøre noget ved, eller bruger jeg tid/tanker på noget jeg alligevel ikke kan gøre noget ved?
    Tænker jeg “det er sgu da også for dårligt” eller tænker jeg “det kan vi da gøre bedre”?

    Jeg mener at topledelse, også den “politiske”, bør udstikke de overordnede rammer, de bør informere og give MENING således, at de mere taktiske og udførende har overordnede retninger og MENINGER at gå efter, og at metodevalget er op til dem selv, blot metoden opfylder MENING og værdier.
    Det er ledelse for mig, og det er det netop fordi det passer til min personprofil. I mit virke oplever jeg at det bestemt IKKE er ledelse for andre. For at kunne agere hensigtsmæssigt i et “system”, kultur eller kontekst, kræver det jo at den enkelte har en personprofil der passer ind – og det er bestemt ikke nogen selvfølge.

  25. Jette Jakobsen

    Nu er der så meget “snak”, forklaringer på forskellige typer mennesker. Hvordan vi reagerer i forskellige situationer. Det er såmænd rigtig nok. Dem der “passer” mennesker er ofte meget følende mennesker, så må vi bare håbe de har de “rigtige” og sunde føleser, ellers kan det nemt gå galt.
    Jeg elsker at have travlt, at lære nye ting, hvis vi skal noget spændende når vi er færdig med dette osv osv. Bare ikke hver dag, fordi vi er for lidt, halvdelen er syge, aftaler må brydes og alt bliver kun gjort halvt..så bliver det for surt. Det vigtigste bliver at dokumentere skriftligt, ellers er der synlige fejl. Så kan politikere og andet godtfolk komme efter dig. Hvad er mest vigtig? At give Marie noget at drikke eller skrive det i en bog eller på pc? Jeg ved det godt og har altid handlet derefter, men det er ikke nok. Hvis jeg ikke gav Marie noget at drikke, ville man jo nok kunne se det på Marie og ikke i en bog vel? Sådan er der så meget.

  26. Claus Christensen

    Den offentlige sektor kan lære meget af det private.

    Ligesom de mest veldrevne virksomheder skal der være en flad struktur med 2 niveauer – landspolitikerne og selvejende institutioner.

    Arbejdsdelingen mellem de to niveauer skal være således:
    Politikerne bør efter min mening holde sig til de store linier, visionerne og de overordnede prioriteringer samt enkle minimumskrav.

    Institutionerne bestemmer det meste selv. De har hver en unik profil, vision, mission. Den ansatte får mere stolthed ved at være involveret i en speciel virksomhed, der effektivt gavner brugere og samfund. På den måde får institutionerne fleksibilitet til at afprøve nye ideer, der kan forbedre kvaliteten for brugerne.

    Det er umuligt at fastlægge god kvalitet gennem detaljerede regler – dertil er virkeligheden for kompleks.

    De enkelte institutioner får større ansvarlighed, fordi de ikke får presset bureaukratiske regler ned over hovedet, men netop selv har fastlagt mål og midler.

    Det skal være forholdsvist let at oprette nye institutioner, så vi får mere konkurrence mellem institutionerne. De vil konkurrere om at levere den bedste kvalitet for det taxametertilskud, der gives efter produktionen (antal elever, plejehjemsbeboerer mv.).

    Jeg tror, vi på den måde kan få en mere innovativ, kreativ offentlig sektor præget af arbejdsglæde.

    Målet er for så vidt indenfor rækkevidde. Indenfor gymnasieområdet har vi allerede selvejende institutioner finansieret med taxametertilskud, så de skal blot have mere frihed og der må gerne være mere konkurrence på området, så er den hjemme.

  27. Jan Sjøstrand

    Jeps Jette, det kan nemt gå galt, og hvis jeg skal tolke på udmeldingerne omkring hvorledes det fungerer i vores sundhedsvæsen, så er det jo gået galt. Om det så skyldes er de personer der passer de syge og ældre, om det er deres ledelse, eller kombinationer af begge dele ved jeg ikke. Jeg tror i hvert fald at det handler lige så meget om de ansatte som om økonomien.

    Jeg forsøgte bare at sætte fukus på de mere menneskelige aspekter i problemstillingen, og således også personer der er ansatte i systemet, mere end bevildinger og økonomi. Når vi hører de ansatte i “systemet” brokke sig over tingenes tilstand er det ALTID økonomiske ressourcer der skal være mere af, aldrig at de kan gøre det anderledes og bedre for de samme ressourcer. Derfor handler det også om de ansattes mentale aspekter, måde at tænke på og herfa deres adfærd.

    Du har ret i at det sandsynligtvis meget følelde mennesker der er ansatte i “branchen” Omvendt begiver jeg mig ikke af med at håbe, I de relationer og opgaver jeg indgår i, FORVENTER jeg i stedet. Prøv at mærke hvorledes det påvirker følelserne at skifte håber ud med forventer næste gang du udtrykker håb. Oftest vil man med FORVENTNING eksempelvis føle at man har mer indflydelse, at man kan påvirke etc.
    Blot et andet aspekt i den måde man kan skabe og ændre processer i hovedet og således oftere og oftere lykkes med at ændre adfærd og hermed ændre på tingenes tilstand.
    Forvent det bedste af dig selv, dine kolleger, af din ledelse, af dine børn, din familie, dine venner, etc.

    Jeg skal ikke kloge mig på systemet, politik, økonomiske rammer i det offentlige, det ved jeg ikke en hujende fis om. Jeg driller gerne ;-) – og gerne vedr. det mentale, og de menneskelige aspekter – det er trods alt det der grundlæggende skaber resultaterne.

    Om alle har de rigtige og sunde følelser har vi vist mere end rigelige eksempler på at alle bestemt ikke har.
    Så der er faktisk mennesker i systemet “der ikke giver Marie det at drikke hun har brug for” – godt at du gør ;-)

  28. Claus Christensen

    Vedrørende sundhedsvæsenet er det måske et eksempel på, at der var behov for mere fri konkurrence, så man kunne få lidt mere “kunde”-fokusering.

    Når en koncern går meget op i hovedkontorets placering og udseende og cheferne strides om det bedste hjørnekontor, er det et tegn på at virksomheden er på vej ned. Selvom regionerne er en ret ny opfindelse, er de tilsyneladende mere optaget af prestigebyggeri end af at betjene patienterne mest effektivt.

  29. Jette Jakobsen

    Jeg kan en sød, sjov, klog historie og den er ganske sand. Her kan vi lære, at det der ofte bliver gjort i bedste mening..ikke altid kommer til at virke sådan.
    Et lille plejehjem skulle nedlægges, fordi der ikke var bad og toilet til alle boligerne. Det var et hyggeligt lille rart hjem, til små 20 beboere. Jeg bliver nød til at bruge lidt “frisprog”, for sådan oplevede jeg det i 1980.
    Politikerne var ude på Hjemmet og forklare om al det nye som der ville komme, det nye sted. Bad og toilet på alle værelser og to rum til hver. Det syntes de, at de ældre fortjente. De ældre ville nu hellere blive, hvor de var. En meget gammel mand rejste sig og sagde” Nu er jeg blevet så gammel, at jeg hverken kan gå på lokum eller i bad alene”. Desuden får vi da lidt mortion, ved at gå ud på gangen. Så skal “pigerne” bare gøre 20 lokumer rene og får ikke tid til os. Han fik vist lidt ret. Det er nemlig ikke altid al det flotte som tæller. Måske var det dengang? Jeg ville jo være glad for mit eget toilet og bad. Vi tror somme tider, at vi gør alt så godt, men glemmer at høre dem, vi bygger til. Gad vide om de kan lide glasfacader i dag.Det er godt du kun driller lidt Jan. Jeg var helt bange for at blive puttet i en kasse..lidt ret har du nu. Vi er lidt tossegode, os i omsorgsjob. Ellers ville vi jo ikke arbejde hårdt for 106 kr i timen og 25 kr ekstra om søndagen vel?

  30. Claus Christensen

    Den enkelte institution kan udformes som et aktieselskab, bortset fra at det skal være en non-profit organisation.

    De personer og organisationer, der har med institutionen at gøre, får en aktie, som giver dem adgang til den årlige generalforsamling, hvor overordnede emner diskuteres og bestyrelsen vælges.

    Derved får bestyrelsen større legitimitet og man får mere dynamiske bestyrelser end hvis de er selvsupplerende. Bestyrelsen kan så bedre fungere som sparringspartner for den daglige ledelse.

    Der kan være god idé i at udbygge samarbejdet med interessenterne yderligere end den årlige generalforsamling.

    Til det formål synes jeg godt om metoden det etiske regnskab, hvor interessenterne definerer fælles værdier.

    De fælles værdier danner grundlag for målinger, som interessenterne vel at mærke finder relevante. Målingerne er typisk spørgeundersøgelser, men kan også være mere præcise indikatorer.

    Målingerne danner udgangspunkt for det væsentligste, nemlig dialog med interessenterne om årsager til gode eller dårlige resultater og kreative forslag til forbedringer.

    Hvis disse forslag accepteres som gode af interessenterne, bliver de ført ud i livet af ledelsen.

    Året efter gentager processen sig og man kan følge op på, om forslagene har virket.

  31. Frank Calberg

    Til Jan: Du skriver i ét af dine indlæg ovenfor bl.a. følgende:

    ”Når vi hører de ansatte i “systemet” brokke sig over tingenes tilstand er det ALTID økonomiske ressourcer der skal være mere af, aldrig at de kan gøre det anderledes og bedre for de samme ressourcer.”

    Hvilke helt konkrete tiltag/initiativer vil du foreslå for at hjælpe medarbejdere/ledere – også de, der ikke proaktivt arbejder med forandringen men stritter imod – til at skabe værdi ved at gøre ting anderledes og bedre for de samme ressourcer?

    På forhånd tak for dit svar.

  32. Jan Sjøstrand

    Tak for dit ? Frank

    For at komme med bud på hvilke tiltag der kan gøres er det nødvendig med viden om årsagerne til den uhensigtsmæssige fokus/adfærd, og det ved jeg jo af gode grunde ikke, ud over at det i hvert fald også handler om de enkelte medarbejderes mentale rammer.

    Ud fra min forståelsesramme kan årsagerne bl.a findes i følgende, og i kombinationer af følgende:

    1. Det kan selvfølgelig skyldes: Utilstrækkelige øonomiske rammer, kulturelle elementer, politikkerne, traditioner, kulturelle vaner etc.

    2. Det kan skyldes:
    Personernes kompetencer, de rent faglige og de mere personlige. Utilstrækkelighed rent fagligt, og utilstrækkelighed rent personligt relateret til jobbet og opgaverne.

    3. Det kan skyldes:
    Uhensigtsmæssige følelser, overbevisninger og “dårlige” holdninger relateret til jobbet og opgaverne.

    4. Det kan skyldes:
    Uhensigtsmæssig selvopfattelse relateret til jobbet og opgaverne

    5. Det kan skyldes:
    Uklar og/eller manglende mission og berettigelse (uklar MENING med jobbet og opgaverne)

    6 Det kan skyldes:
    Manglende eller uklar vision og heraf måske uklare mål (mål uden at være égentlige mål – oftest vage hensigtserklæringer)uden klar MENING.

    Dette SKAL som minimum være på plads, kommunikeret og informeret, med accept af og forståelse for. Det SKAL være på plads.

    For den enkelte medarbejder handler det om vedkommendes måde at tænke på – hvor er fokus? – Og som jeg gav eksempler på tidligere agerer vi på basis af bestemte procesmønstre. Da udgangspunktet for reel personlige forandringer er selverkendelse og indsigter i egen “mentale ramme” bør alle ansatte i sundhedsvæsenet have uddannelse i adfærdspsykologi og meget gerne NLP.

    ledelsesplatformen skal også være på plads, vision, mission, værdiset, kompetenceafklaring med defineret kompetencemål OGSÅ PERSONLIGE KOMPETENCER.
    Der skal være defienret MENING og rettesnorer for hensigtsmæssig adfærd, og det helt ned på afdeling/team/individ.

    Hvordan? Så længe jeg ikke ved hvad det konkret er der skaber den “uhensigtsmæssige” adfærd kan jeg ikke komme det nærmere.

    Grundlæggende mener jeg dog, at alle offentlige ansatte der arbejder direkte med mennesker bør have en grundlæggende uddannelse i adfærdspsykologi, og meget gerne NLP. Det vil flytte endda markant på resultaterne i det offentlige – det kan det ganske enkelt kun gøre. Det både i uddannelsessystemet og pleje- og sundhedssektoren.

    ProActivitet handler om at arbejde med de elementer jeg har indflydelse på, og de elementer jeg har kontrol over – glem alt andet, det sker jo alligevel ;-)
    Måske kan det være relevant at arbejde med at afbøde resultatet af det der alligevel sker, selv om at det er på “bagkant” – så skal vi blot huske at skifter ordene VISIONER, MISSIONER STRATEGI og TAKTIK ud med ordet KRISESTYRING ;-)

    Det er så tæt som jeg kan komme det, uden at skulle tolke noget der alligevel kun bliver “grove” antagelser og formodninger – og det undgår jeg gerne ;-)

  33. Kristian Melchior Echwald

    Helt overordnet komer her et bud på en anden magtfordeling.

    Overordnet skal demokratiet erstattes med et konsensusstyre – love skal vedtages i enighed af en demokratisk valgt forsamling.

    En oversigt over de vigtigste magtinstitutioner:

    Regenten (kongen/dronningen): Regentens opgave er at fungere som mediator, hvis forhandlinger går i hårdknude. Regenten vælges for livstid af befolkningen.

    Folketinget: Laver overordnet lovgivning. Hvad er tilladt, hvad er forbudt. Hvad skal der ske med dem, der overtræder reglerne. Folketinget træffer også overordnede beslutninger om landets infrastruktur. Som nævnt skal beslutninger træffes i enighed.

    Regeringen: Administrerer lovgivningen og sørger for at retsvæsen, politi og evt. militær fungerer. Regeringen kan opkræve en indkomstskat på op til 10% for at sikre, at disse områder fungerer. Folketinget udpeger regeringen, men skal ikke kunne blande sig i, hvordan regeringen administrerer. Hvis regeringen administrerer i strid med loven, er det en opgave for domstolene.

    Omni-fonden: En fond, hvor borgerne indbetaler penge til institutioner inden for sundhed, omsorg, uddannelse og kultur. Vha. en hjemmeside bestemmer borgerne, hvilken institution, der skal modtage deres bidrag. Borgerne betaler frivilligt 50% af deres indkomst til omnifondens institutioner.

    Selvstændige almene institutioner: Alle institutioner under omni-fonden har egen bestyrelse og ledelse. Bestyrelserne vælges efter institutionens regler, i henhold til foreningsloven.

    Bystyre/kommuner: Træffer beslutninger vedr. lokal infrastruktur og lokalplaner. Vælges demokratisk som i dag.

    Domstolene: Dømmer på baggrund af folketingets love, som i dag.

    Sammen med oprettelsen af omni-fonden skal der laves en bestemmelse om, at al uddannelse, sundhed, omsorg og kultur skal være gratis.

  34. Claus Christensen

    Til Jan: Du skriver: “bør alle ansatte i sundhedsvæsenet have uddannelse i adfærdspsykologi og meget gerne NLP”
    Er risikoen ikke, at du blot erstatter én fastlåst mental model med en anden? Ved at skabe mere fri konkurrence og nytænkning også i sundhedsvæsenet, overlever de mentale modeller, der holder i praksis og skaber resultater.

    Til Kristian: Udmærket magtfordeling, bortset fra, at det virker urealistisk og griber for meget ind i det enkelte folketings personlige frihed at kræve konsensus, før en beslutning kan tages.

  35. Jan Sjøstrand

    Til Claus
    Absolut nej til dit spørgsmål. Jeg håber følgende tekst giver mere tilbundsgående indsigt i NLP – Lykke til med læsningen – og du er velkommen tilbage.

    En af NLP´s forcer er den store effektivitet i den praktiske anvendelse. Årsagen til dette findes bl.a. i NLP´s fleksibilitet, den klare og præcise beskrivelse af de menneskelige processer og de hurtigt virkende teknikker og metoder.
    NLP bygger på tre erkendelser:
    • Al menneskelig aktivitet har en struktur, som kan beskrives.
    • Strukturen kan efterlignes og benyttes af andre.
    • Strukturen kan ændres, hvis den fungerer dårligt.
    Denne struktur formuleres i NLP med et letforståeligt sprog, der baserer sig på neurologi, lingvistik og programmering – deraf navnet Neuro-Lingvistisk-Programmering.

    NLP´s formål er at skabe valgmuligheder. Når vi studerer menneskers indre processer, og beskriver strukturen for disse, finder vi, at de fleste mennesker har et mindre repertoire, som de med små variationer benytter igen og igen i alle sammenhænge i deres liv. I nogle sammenhænge fungerer processerne tilfredsstillende – i andre ikke. Mange psykologiske retninger er optaget af ønsket om at fjerne uønskede processer. NLP´s tankegang er dels, at eftersom alle menneskelige funktioner vil være nyttige i èn eller anden sammenhæng, er det bedst at bevare dem. Dels, at mennesker kun bruger uegnede processer, fordi de mangler nogle, der fungerer bedre. Formålet med NLP er derfor at tilføre alternative processer – at skabe fleksibilitet og alsidighed. Tag blot madlavning som en metafor. Man vil ikke være en særlig god kok, hvis man kun kan behandle maden med kogning, og konsekvent giver den tre et halvt minut. Og i øvrigt er det nyttigt for en god kok at vide, hvordan man brænder risengrød på. Så han netop er i stand til at undgå det.
    NLP´s metode er at lave strukturelle modelbeskrivelser af de processer, der ligger til grund for dygtige menneskers geniale resultater. Kongstanken i NLP er, at hvis noget er muligt for blot ét menneske, vil andre kunne opnå tilsvarende resultater, hvis blot de griber tingene an på tilsvarende vis. NLP indeholder således opskrifter på en lang række væsentlige og centrale menneskelige funktioner – læs blot på næste side, hvad det giver dig af muligheder

    EN HAMMER KAN BRUGES TIL AT BYGGE ET HJEM, OG DEN KAN BRUGES TIL AT SLÅ IHJEL MED. SÅDAN ER DET MED STORT SET ALT, OG SÅ ER VI IGEN TILBAGE VED DET ENKELTE MENNESKE OG DETS ADFÆRD – PÅ SAMME MÅDE ER DET MED NLP OG STORT SET ALT ANDET I DENNE VERDEN.

  36. Claus Christensen

    Jan, jeg tror gerne, at NLP metoden er gavnlig – ligesom andre metoder kan være det. Men kan bør ikke på forhånd lægge sig fast på en bestemt vinkel eller bestemte metoder. Det mest effektive er at lade det komme an på en prøve og lade de mest konkurrencedygtige metoder overleve i sundhedssektoren og i den offentlige sektor i det hele taget. Efter min mening må der gerne være flere eksperimenter også i sundhedssektoren – dog naturligvis under ordentlig videnskabelig kontrol.

  37. Jan Sjøstrand

    Claus – NLP er ikke en metode, der er ingen svar i NLP, der er ingen løsningsforslag, der er ingen oplæg, der er ingen politikker, der er ingen “rigtigt eller forkert”, der er ingen tolkninger, der er ingen bedrevidende, der er ingen rådgivning, der er ingen mentoring, der er ingen instruktion, der er ingen magt, der er intet heiraki, der er ingen chef etc.
    Der er udelukkende spørgsmål i NLP.

  38. Jette Jakobsen

    I dag har vi på mit arbejde leget lidt med tanken…hvad ville vi bestemme? Hvis vi selv kunne. Jeg har jo fået verdens dejligste arbejde, i en af vores nye regioner. Ikke mere kommunal hjemmepleje til mig nej tak til det. Vi ville lave et hus, et hjem..hvor vi selv kunne tænke os at være, hvis det blev nødvendig. Heldigvis er personalet lige så forskellige, som dem der er nød til at bo der. Så ønskerne er mange og det er godt. Mærkeligt nok er det ikke så meget med penge , men trivsel og tid til hinanden. Noget med at kunne deltage i verden..så godt man formår, og få hjælp til det man ikke kan. Noget med at kunne spise og drikke det man kan lide. Gøre de ting man holder af, musik, film, opleve ting, kunne være sig selv og være fælles. Det er jo som “hjemme”…selvfølgelig.
    Der sneg sig en ting ind i snakken. Er det rimeligt? Hvis man har rigtig mange penge at det meste skal være gratis? I dag går det efter indtægt når der skal betales børnehave, efterskoler. Gratis rengøringshjælp findes ikke, for de travle børnefamilier. Det ligner af og til noget der er løgn, de kan lige følge med i vasketøj, mad og en hurtig klud eller støvsuger, hvor det er værst. Dem der har råd køber sig til lidt hjælp. Kan man ikke blive ved med det? Så ville der blive mere tid til dem der ikke havde råd. En enlig forsørger kan også få hjælp til børnehave og efterskoler. Bliver mennesker en ren proletar af at blive ældre eller syg?

  39. Paul Hegedahl

    Det er efter min mening temmelig uretfærdigt over for de ansatte i den offentlige sektor – især de mennesker, der står i frontlinjen – at hævde, at de udelukkende ønsker flere penge. Man hører lige så tit, hvis man lytter rigtigt efter, at de gerne vil gøre tingene anderledes; men deres ønsker trænger ikke igennem til beslutningstagerne. Det, der ofte udråbes som modstand mod forandringer er lige så tit modstand mod manglende, reelle forandringer med bund i dagligdagens virkelighed. Måske alle de kloge hoveder, der anbefaler den ene eller anden altomfavnende metode burde tilbringe et års tid i skudlinjen.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  40. Claus Christensen

    Jeg er enig med Paul Hegedahl i, at problemet ikke er de offentlige ansatte.

    Når jeg ønsker mere fri konkurrence og mere nytænkning er det ikke for at presse de offentlige ansatte til at yde mere for mindre, men et ønske om, at de får frihed til at afprøve deres ideer, så vi kan få mere kvalitet for det samme beløb eller gerne lidt mere.

    Det er uheldigt, at Ny Alliance spiller ud med en væsentlig skattelettelse. Det giver ikke nødvendigvis mere værdiskabelse i samfundet, at privatforbruget øges.

    De offentlige ansatte er med til at forøge værdien af mange aktiver i samfundet gennem øget læring, sundhed, livskvalitet osv..

    Manglen på penge i det offentlige er ikke helt forkert. Det er et faktum, at f.eks. taxametertilskuddet til handelsgymnasiet er steget mindre end den almindelige omkostningsudvikling, som handelsskolerne må afholde. Selvom man ved højtidelige lejligheder siger, at man satser mere på uddannelse, betyder besparelserne med matematisk sikkerhed færre undervisningstimer og færre innovative forsøg.

    Så der bestemt behov for effektivisering, nytænkning og mere frihed i den offentlige sektor, men det er for dumt at benytte lejligheden til at spare på de aktiver, vi skal leve af i fremtiden, især uddannelse og forskning.

  41. Paul Hegedahl

    Helt sikkert. Det er ikke et enten eller, men et både og.

    Det synes, som man i hele spillet om kvalitetsrettigheder og -normer glemmer at tænke kreativt både med hensyn til økonomien og på,hvordan man får styr på hvordan man kan få operationelle tilbagemeldinger uden at det bliver til et stort og stift kontrolapparat. Vigtigere end kontrol fra oven er muligheden for at få feedback fra de, der udfører arbejdet og deres interessenter. Betydningsfulde oplysninger er informationer, der når frem til en aktiverende og fornyende indsats i det system, der modtager dem. Det er nødvendigt at tænke fremtidsrettet kreativt, således at reformer, der kommer væltende oven i hinanden, afløses af en stadig og sund udvikling. Der skal investeres i instanser, der aktivt følger med i forskningen og teknologien på de berørte områder. Og det skal være investeringen der er tilstrækkelige til en selvstændig dansk forskning. De investeringer vil komme igen både her i landet og som videneksport. Men, teknologien i alle dens udgaver er kun en hjælp. Den kan ikke bruges som den nemme løsning på alvorlige problemer – lige som et hvilket som helst ledelsessystem også kun er et underordnet hjælpemiddel. Hverken tekonologi eller managementsystemer kan garantere et værdigt, menneskeligt miljø. Det kan kun ansvarlige og kompetente ledere og deres ansatte, hvis lederne har tillid til, at de der står midt i praksis kan agere i konstant skiftende situationer. Det kræver naturligvis tæt kontakt mellem alle niveauer, fælles uddannelse og mod til at give plads til kreativitet.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  42. Paul Hegedahl

    Når jeg nu blander mig i diskussionen her på bloggen, vil jeg sige, at det spørsmål, som Lars Kolind – og mange andre stiller sig for tiden – om en anden måde at lede på, forekommer relevant og lyder uskyldigt – og det er helt sikkert også ment sådan; men der er grumme perspektiver i det. Ført ud i virkeligheden kunne det give sig udtryk i en form for forretningsministerium og til “stærke ledere”. Sir Winston Churchill sagde i 1947: “Mange former for ledelse af et land er blevet prøvet og vil blive prøvet i denne syndige og elendige verden. Ingen foregiver, at demokrati er perfekt eller den klogeste. Faktisk er det blevet sagt,at demokrati er den værste regeringsform med undtagelse af alle de andre former, der er blevet forsøgt anvendt gennem tiden.”
    Her i landet har vi repræsentativt demokrati. Regering, Folketing, regionsledelser og kommunalmedlemmer er altså valgt til at repræsentere befolkningen – og idealet er, at de folkevalgte skal afspejle befolkningens synspunkter og sammensætning. Det første er antagelig lykkedes til en vis grad. Det andet ikke, hvilket enhver kan overtyde sig om, ved at læse de på Nettet tilgængelige oplysninger om de enkelte medlemmer af regering og Folketing. Dette til trods, er demokratiet stadig den eneste form for folkestyre, det er værd at stile efter – og bevare. Tænkerne bag demokrati har ikke haft muligehed for at forudse udviklingen inden for det enkelte land og globalt. Udviklingen stiller krav til de folkevalgte om stadig at afspejle befolningens holdninger og forsøge at opnå den enighed om udvikling og løsning af problemerne, som helt klart i dag er befolkningens ønske. Det stiller store krav om viden, udsyn og imødekommende tankegang. Ikke mindst for medlemmer af regering og Folketing. Går man deres baggrund grundigt igennem, især med vægt på ledelseserfaring fra praksis og i høj grad internationalt udsyn og og uddannelse som målestok, er det nok ikke lige de fleste af dem, man ville vælge til en bestyrelse – heller ikke blandt de, der kandiderer til posterne. Måske kunne det løses, hvis der i Grundloven blev indsat en bestemmelse om, at inden folkevalgte kunne påtage sig deres hverv, skulle de igennem en form for uddannelse. Og adgangsprøven til selve uddannelsen kunne jo passende være den test, nye danske statsborgere skal igennem – men uden multichoice.
    Det helt afgørende, som Kolind og andre efterlyser, er at muligheden for blokpolitik i den destruktive form, vi har oplevet i en årrække, bliver umuliggjort. Niels Helveg Pedersen har jo i mange år efterlyst en Grundlovsreform. Den kunne indeholde en bestemmelse om, hvor stort et flertal skal være for at en lov/bestemmelse kan vedtages. Måske det kunne skabe samstemthed. Og jeg tror ikke konsensus er imod demokratiets ide – tværtimod. Det kunne være en stor forbedring i forhold til den stramme partistyring, der forekommer nu til trods for lovens bestemmelse om at stemme efter egen overbevisning.
    Et samfund som det danske er ikke en virksomhed og skal ikke styres/ledes som en virksomhed, men vi må som borgere kunne kræve bedre indsigt og større enighed blandt lovgiverne. Det kræver grundlæggende ændringer i tankegangen fra alle sider og det vil være en naturlig udvikling af demokratiet, som i sin grundtanke ligger langt væk fra en nok så fornuftig og sober tænkt forretningsmæssig styring.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  43. Jan Sjøstrand

    Hvis det er mine kommentarer I skyder til, vil jeg gerne understrege at jeg IKKE har skrevet, at det er de ansatte der er problemet – jeg mener at det er de ansatte der kan løse problemerne, og det er der så nogle der er bedre til end andre, Det er her det mentale kommer spiller ind. Det er og bliver ledelsesansvar at tingene fungerer. Det behøver vel ikke af den grund altid at blive gjort op i økonoimiske rammer – Jeg mener at der i dag findes rige muligheder for at mellemledere og menige medarbejdere kan skabe unike institutioner hvis de altså kan tænke tankerne – det oplever vi jo trods alt. Spørgsmålet er blot hvordan. De konkrete svar har jeg IKKE – jeg har “midler” der kan hjælpe, teste og provokere til andre tankemønstre og således andre aspekter og løsninger end de bestående.

    Hvis jeres ledelse, økonomiske rammer etc. ikke er tilfredsstillende kræver det fantasi og kreativitet, begejstring gå på mod og visionær tankevirksomhed – IKKE alle kan det. Blomster gror fra neden – det gør ideer også – det er vel IKKE forbudt.

  44. Claus Christensen

    Når vi understreger, at det ikke er de ansatte men snarere omstændighederne, der er problemet, skyldes det nok snarere den nedgøring af offentligt ansatte, man undertiden møder.

    Vedrørende demokratiaspektet er der efter min mening mere demokrati i, at institutionernes interessenter får indflydelse på valg af bestyrelse til institutionerne og deltager i dialogmøder mv.. Det er der mere demokrati i, end at stemme hvert 3-4 år. Vedrørende de overordnede prioriteringer, er der fortsat Folketinget (og EU).

    Hvis institutionerne stort set bestemmer alt selv, tror jeg, vi vil se en betydeligt større interesse for at deltage i valg til bestyrelser mv.

  45. Paul Hegedahl

    Der er vel ingen, der “skyder” på hinanden. Alle er lige interesserede i at vi får skabt det bedst mulige samfund for os alle – og så drøfter vi mulighederne for at nå det mål. Fx kan vi vel sagtens nå til enighed om, at det er væsentligt, at institutionernes interessenter får bedre muligheder for at deltage i en ægte demokratisk udvikling på den enkelte institution og at der skabes muligheder for at dele gode og dårlige erfaringer både mellem institutioner af samme art og på tværs af disses formål.
    Vi kan sikkert også hurtigt blive enige om, at der som aldrig før stilles krav til kompetence, men at det er lige så vigtigt ikke at overse det andet k-ord: Kreativitet. Som Jan Sjöstrand skriver er det – også – nødvendig med kreativitet. Det er kreativiteten, der kan være den afgørende faktor, når teknologien og den faglige kompetence skal bruges i praksis. At få frigjort kreativiteten er svært for ledere, der tror, at kreativitet er noget for kunstnere eller reklamebureauer – og som måske er lidt bange for dette begreb.
    Siden midten af 1960erne har jeg beskæftiget mig med kreativitet på mange områder og har været med til at stifte Initiativ for Kreativitet og Innovation. Men jeg er også helt klar over, at kreativitet ikke kan erstatte den nødvendige økonomi. Og i modsætning til mange andre er jeg langt fra sikker på, at der er en bestemt løsning på stort set alle problemer. Alle løsningsforslag er værd at overveje og teste, men Verden er nu en gang så kompliceret og varieret, at man skal arbejde med en hel palet af løsningsmuligheder. Det er vel også det, der er kendetegnet ved demokratiet, at mange synspunkter og fremgangsmåder bringes på banen og så vælger man den, der i den pågældende situation forekommer bedst – og holder fast indtil det modsatte er bevist. Men, det er et af problemerne både i offentlig ledelse og i virksomhederne, hvis ikke man ser resultater øjeblikkeligt kaster man sig over næste tilbud på markedet. Tænk blot på med hvilken begejstring New Public Management blev modtaget med. Nu skriver embedsmændene kronikker, hvor de siger: “Tilgiv os, vi vidste ikke, hvad vi gjorde”. Der tales så meget om stress for tiden. I mange tilfælde er det blot et andet udtryk for frygt. For nogle er det frygten for ikke at få deres famlieliv til at hænge sammen, for andres vedkommende: embedsmænd, ansatte i første linie i den offentlige sektor og – desværre, ikke mindst – for politikerne, er det frygten for deres levebrød og omdømme. Med den fokus og det arbejdsmiljø, der er mange steder i den offentlige sektor, hvem vil så ansættes som fx plejer? Og politikereog embedsmænd frygter som sagt for at blive holdt ansvarlige.
    En for folkestyret uhyggelig tendens, som er tiltaget i de senere år – som også er et udtryk for denne frygt – er,at borgere og myndigheder lægger sager an mod hinanden om alt mellem himmel og jord. Og det ser ud til at trives fint også på storkommuneniveau. Det seneste her på Fyn er, at at en gruppe borgere i Faaborg-Midtfyn kommune vil anlægge sag mod kommunen på grund af en skolenedlæggelse og at borgmesteren omvendt truer med at lægge sag an mod borgergruppen, fordi deres sagsanlæg forsinker den angivelige besparelse ved nedlæggelsen af skolen. Det er sørgeligt. Hvis ikke forholdene i den offentlige sektor og i Danmark skal bringes i en måske uoprettelig uorden, kræves der mentalitetsændring på demokratiets grundlag, tilstrækkelige midler til opretholdelse og videreudvikling og frihed til kreativitet og en høj grad af decentralisering. Hvis politikerne og embedsmændene i stedet for forældet nationaløkonomi satte sig noget mere ind i bl.a. sociologi (Niklas Luhmann; tankerne om social kapital; etc) som en form for inspiration blandt mange andre gode tanker, kunne vi måske komme videre.
    Så der er ingen, som ønsker at skyde på hinanden, men ved fælles hjælp få skabt enighed om mål og midler.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  46. Jan Sjøstrand

    Hej Poul
    Jeg synes et par linier var henvendt til mine kommetarer – hvilket er heeeelt OK
    (derfor skrev jeg “hvis”). I så fald var de baseret på egne tolkninger om hvad jeg mener, og IKKE på noget jeg konkret havde skrevet, hvilket blot var det jeg ville korrigere for ;-)

    og meget venlig hilsen til dig også Poul.

  47. Kim Thisted

    En af de helt store og afgørende forskelle på bestyrelsen i et A/S og politikeren i det offentlige, er den måde de er valgt på.
    Et bestyrelsesmedlem i en virksomhed er valgt- og bliver honoreret af aktionærerne og hvis vedkommende ikke lever op til forventningerne skiftes han/hun ud, uden videre diskussion ved først kommende generalforsamling i selskabet.
    En demokratisk valgt politiker er også valgt for en fast periode som bestyrelsesmedlemmet, men politikeren er desværre nød til at bruge store personlige ressourcer for at promovere sig selv og sin egen person i offentligheden. Hvis den samme energi og iver kunne anvendes af politikeren i det offentlige, til at medvirke i udarbejdelse af store fornuftige rammeløsninger for samfundets udvikling, uden smålig skelen til at blive et kendt ansigt egnet for genvalg, ville en del måske se anderledes ud. Det er vel iøvrigt noget usikkert om en politiker der er vældig god til at promovere sig selv, samtidig indeholder de bedste egenskaber i forhold til at skabe de bedste rammer for en samfundsudvikling, hvor der skal være rum og plads til alle de mennesketyper der nu engang findes.
    Kunne man forestille sig en offentlig valgt politisk ledelse, valgt på kvalifikationer i ledelse af samfundets ve og vel udfra helheds hensyn og netop ikke valgt på popularitet og egen promovering?
    Kompeksiteten og mulighederne i samfundet er enorme, det kræver noget særligt af de politisk valgte for at udnytte dette til alles bedste.

  48. Paul Hegedahl

    Kim Thisted har fat i en væsentlig problemstilling. Hvor ofte bliver partiernes kandidater til Folketing og kommunalbestyrelser valgt ud fra en nøje vurdering af relevante kvalifikationer? Som regel er det ud fra hvor mange stemmer, man forventer de kan få – og helst tiltrække fra andre partiers vælgere. Og det første man går i gang med at uddanne dem i, er offentlig fremtræden og præsentationsteknik. Hertil kommer, at hverken medierne eller vælgerne inden valgene reelt spørger ind til de kvalifikationer, der betyder noget for samfundsudviklingen: Erfaring, viden, internationalt udsyn, relevant uddannelse. Der burde laves en form for skema over, hvad der er de mest betydende udfordringer, det danske samfund står over for i fx det næste tiår og for hver politiker/kandidat en tilsvarende liste, der viser klart og tydeligt vedkommendes kvalifikationer i forhold til udfordringerne samt klare holdninger til løsninger. Når det så er sagt, skal man selvfølgelig huske på, at det ikke altid er fagfolk, der har den rette løsning på tingene og tænker mest kreativt. Men klare svar på klare spørgsmål må kunne hjælpe vælgerne et stykke ad vejen.
    At der er noget, der halter i forbindelse med Folketingsmedlemmernes kvalifikationer viser en artikel i Politiken forleden dag klart. Der er absolut ingen kø for at ansætte politikere, der holder op af den ene eller anden grund. Det ved de godt. For nogle år siden havde jeg en diskussion med Mimi Jacobsen som blev rasende, da jeg talte om levebrødspolitikere – men det er sandheden om mange af dem. Mange eller rettere de fleste af de mennesker, som forener de rette kvalifikationer med en demokratisk indstilling ønsker jo desværre ikke at deltage i det politiske liv – hverken på del- eller heltid. Og det har ikke alene med lønnen at gøre.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  49. Claus Christensen

    En mere klar ansvarsfordeling mellem institutioner, kommuner og Folketinget er påkrævet.

    Hvem har det fulde ansvar for folkeskolen? Det afhænger vel af, hvem der bestemmer, hvad der skal foregå i folkeskolen. Når adskillige (forældre, fagforeninger, medierne, kommunalpolitikerne, landspolitikerne m.fl.) både formelt og uformelt stiller krav til folkeskolen, må resultatet blive frustration og manglende effektivitet.

    Derfor er det væsentligt, at den enkelte institution får det fulde ansvar for at levere mest mulig kvalitet for et taxametertilskud. Det bør samtidig være let at oprette nye skoler, så konkurrencen kan skille de dårlige skoler fra.

  50. Jan Sjøstrand

    Kim og Paul har fat i noget ret væsentligt, også relateret til de mentale modeller i det politiske systemer.

    Der er et aspekt mere der skaber voldsomt ressourcespild, og det er, at i det politiske er man erklærede modstadere på alle niveauer, lige fra folketingssalen til byrådssalen. Rent mentalt er det sgu da et besynderligt udgangspunkt for samarbejde, en mærkelig dagsorden og adfærd. Hertil kommer (som nævnt af Kim) kampen om spaltepladserne i dagspressen og sendetiden i TV.
    Forestil dig som ledelse, – kontinuerligt at skulle fokusere på, at store dele af de øvrige ledelseskolleger er erklærede modstandere af dig og øvrige dele af ledelsen, i øvrigt med hovedformål at få dig kompromitteret og/eller væltet.

    Den måde det politiske fungerer på, skaber besynderlig retorik og mærkværdige tolkninger, vel vidende, at meget af det skabes alene af “de politiske dagsordner og kampsituationer” i systemet.

    I det politiske system “samarbejder” man med erklærede modstandere – det giver “skjulte dagsordner” og voldsomt ressourcespild. Jeg kommer selv fra Randers (Rend Os ;-)
    Vi havde i 90′erne og starten af det nye århundrede vores egen “politiske børnehave” indeholdende alle former for de “uappetitlige” politiske affærer.

  51. Frank Calberg

    Har I lagt mærke til, hvor mange mennesker, der deltager i denne blogpost fra Lars Kolind? Det engagement, der her fremvises, er – som jeg ser det – forbilledligt. Det virker som om, at mange mennesker er vilde med at være med til forsøg. Er det at forsøge, prøve ting af, se hvordan det virker på ikke mindst kunder i øvrigt ikke en vigtig driver for økonomisk udvikling?

    Just do it.

  52. Frank Calberg

    Til Kristian: Du foreslår i et indlæg, at regenten (kongen/dronningen) kan fungere som mediator. Kan du give nogle konkrete eksempler på situationer, hvor det kan ske?

  53. Frank Calberg

    Til Paul: Du nævner, at mennesker, der står i frontlinjen gerne vil gøre tingene anderledes, men at deres ønsker ikke trænger igennem til beslutningstagerne.

    Det er en væsentlig problemstilling, du her tager fat i.

    Hvilke tanker gør du dig mht. løsninger på problemet? Hvad skal der efter din mening til, for at ønsker fra frontlinjepersonalet trænger igennem?

    Forestiller du dig eksempelvis, at

     hver leder/minister skriver en blog og gør erfaringer i frontlinjen x antal dage hver måned?

     hierarkier i virksomheder/organisationer reduceres?

     frontlinjepersonalet bliver medejere af virksomheder?

    Har du andre tanker/ideer/forslag til at skabe mere dynamik/fremdrift/udvikling/energi/innovation/handling – og dermed skabe mere værdi for kunderne?

    På forhånd tak for dit svar.

  54. Jan Sjøstrand

    En større undersøgelse (beskrevet i Børsen omkring årsskiftet, så vidt jeg husker) blandt danske leder omhandlende deres ledelsesstil viser, at når danske ledere møder modstand, blokeringer, problemer i opgaverne, sætter de blot endnu flere ressourcer bag, altså øger kraften bag allerede valgt metode.
    Det vil sige, at i stedet for at ændre metode kaster lederen blot flere ressourcer ind – det kunne jo være at det var metoderne der burde ændres – ikke kræfterne.

    Disse processer kan skyldes flere elementer, bl.a.:
    1.
    At den enkelte leder er for for dårligt tænkende rent kreativt (Ledere er ofte meget højt uddannede og via deres studier trænet i logisk og konvergerende tænkning).

    2.
    At lederen fastholder sine beslutninger grundet prestige og for ikke at tabe ansigt.

    3.
    Magt og bedrevidende.

    4.
    At lederen mangler viden om og indsigt i adfærdspsykologi og mentale processer og værktøjer.

    5.
    At de har ressourcer nok at tage af, og derfor ikke mentalt “tvinges” til kreativ tænkning.

    Vi ved det jo godt!
    NØD LÆRER NØGEN KVINDE AT SPINDE ;-)

    Så er jeg tilbage ved, at det nødvendigvis ikke er øgede økonomiske ressourcer der er brug for, tvært i mod, mere kreativ tænkning. Hvis vi blot tilfører flere ressourcer er det jo unødvendigt med kreativitet, så kan vi jo blive ved med at gøre som vi pt. gør – det er vel det samme som afvikling på længere sigt ;-).

    Lean er jo bl.a. baseret på kreative processer, eksempelvis at finde/udvikle og implementere mere effektive metoder. Det glæder mig at Lean er på vej ind i det offentlige.

  55. Frank Calberg

    Til Jan: Du skriver, at ”den enkelte leder er for dårligt tænkende rent kreativt”. Jeg synes, du er lidt hård i din kritik. Har du nogle forslag til konkrete tiltag/initiativer, der kan anvendes i forbindelse med udvikling af ledere?

  56. Claus Christensen

    Interessant undersøgelse Jan

    Jeg tror ikke på den med, at manglende økonomiske ressourcer medfører kreativitet.

    Det er konkurrence og store krav udefra, der medfører kreativitet. Hvis ressourcerne ikke er der, giver det kortsigtede løsninger for at overleve.

    Den manglende kreative tænkning hos nogle ledere kunne vel også skyldes stress

  57. Claus Christensen

    Vedr. Jans indlæg om den umulige ledelsesmæssige situation, politikerne er i.
    På den ene side kan den manglende kontinuitet og manglende langsigtethed i beslutningerne være et problem. Desuden giver de mange partier kludetæppeforlig, der medfører en enormt ressourcespild, når de skal administreres.
    På den anden side kan det være sundt med modargumenter. Jeg tror, mange beslutninger i virksomhederne kunne blive en hel del bedre, hvis de blev endevendt på samme måde som i Folketinget.

  58. Danny Kristiansen

    Nu er jeg ikke særlig stor tilhænger af ordet stress. Det er et socialt konstrueret fænomen, som vi godt kan lide at putte os ind under. Når jeg hører ordet stress så prøver jeg altid at vende den om til et ønske om trivsel.
    Jeg tror Jan kan have ret i at ledere kan have nogle billeder af dem selv som magthavere, med høje uddannelser og perfekte metoder til problemløsning. Måske er det ledernes metoder og dermed lederne, der ikke trives. Når de ikke trives så kan de kalde sig stressede. Hvis nu de lagde noget af ansvaret fra sig og ikke tog sig selv og deres metoder så højtideligt så kunne det være de ville trives bedre og kunne vinde ekstra livsglæde ved at sætte ord på ønsker og drømme for fremtiden og lade disse være styrende for deres kreativitet. Det er da noget sjovere end at ligge i konkurrence og skulle leve op til udefrakommende krav som man ikke selv er herre over.

  59. Kristian Melchior Echwald

    Hvis vi skal af med splid og magtkampe i politik (og andre steder) er vejen frem efter min opfattelse, at vi har konsensus som mål. Så længe “fremme af mine egne synspunkter og sager” er vigtigere end “drage omsorg for helheden”, vil vi blive ved med at have splid, såvel i politik som andre steder.

    Derudover har vi brug for metoder, der kan hjælpe med til at fremme konsensus. Derfor foreslog jeg i et tidligere indlæg, at regenten kunne være mediator. Man kunne sagtens finde en anden mediator end regenten; det vigtigste er, at vedkommende nyder respekt fra alle deltagerne, og har et ønske om at fremme processen, frem for at sikre et bestemt på forhånd defineret resultat.

    Mediatoren sidder for bordenden, når der skal træffes vanskelige beslutninger, og sikrer, at fokus bliver bevaret på de væsentligste spørgsmål: Hvad skal gøres, hvem skal gøre det, hvordan skal det gøres, hvornår skal det gøres, hvor skal det gøres og hvorfor skal det gøres?

    Mediatoren skal være samtalens facilitator – sikre, at alle får taletid (det kan gøres ved at folk taler på skift). Mediatoren skal også sikre, at samtalen ikke løber af sporet – bl.a. ved at sørge for, at deltagerne fremsætter konstruktive udsagn i stedet for kritik.

    Endelig kan mediatoren drage konklusioner baseret på alle deltagernes udsagn. Og selvfølgelig sikre sig, at alle deltagerne er enige i disse konklusioner.

    Det er tre roller – spørgsmålsstiller, facilitator og konkludent, så i praksis er der ikke noget i vejen for at dele disse roller ud på flere personer.

  60. Claus Christensen

    Konkurrence kan være befordrende for konkurrencen – tænk blot på konkurrencen mellem Lennon og MaCartney. Krav udefra kan også være udmærket. Hvis forskere bliver involveret i mere målrettede projekter med høje ufravigelige krav, defineret af virkeligheden, vil kreativiteten blomstre noget mere end hvis de får lov til at gå i selvsving omkring emner, der kun interesserer andre forskere. Er der forøvrigt ikke noget om, at Mozarts bedste værker var bestillingsarbejde?

  61. Claus Christensen

    En lille rettelse: “Konkurrence kan være befordrende for kreativiteten” (ikke konkurrencen, selvom konkurrence nok avler mere konkurrence)

  62. Jan Sjøstrand

    Frank – Jeg mener det IKKE hårdt, der er absolut intet forkert i at være statisk og konvergerende tænkende. Der er ingen mennesker der har en forkert personprofil -tænk at skulle “leve med at være forkert”. Blot er der situationer hvor det er hensigtsmæssigt med netop “dette tankemønster”, og der er situationer hvor det er uhensigtsmæssigt. Det er blandt andet når der skal tænkes divergerende og kreativt.

    Du efterlyser forslag til hvorledes det kan ændres.
    Det handler udelukkende om den enkelte kommunikation med sig selv og andre. Kommunikationen er udslagsgivende for hvorledes vi tænker – så tilbage til uddannelse i adfærdspsykologi og sindsforståelse. At komme yderlige ind på det her er ret omfattende – tjek evt. http://www.dnlp.dk.

    Her kommer dog et enkelt eksempel.
    En leder har til opgave at få sit team til at komme med mulige løsninger på en opgave.

    1.
    Lederen kan sige, “vi skal have fundet en løsning på problemet med ….. “.
    Denne formulering beder “sindene” om at finde EN løsning hvilket er primært konvergerende.

    Lederen kan i stedet sige, “vi skal have fundet en række mulige løsninger på problemet”.
    Denne formulering beder sindene om at finde FLERE løsninger hvilket er primært konvergerende.

    Jeg kan ofte ud fra en persons ansøgning og CV afkode væsentlige elementer i vedkommende personprofil og procesmønstre. bl.a kan jeg se om de er primært visuelt tænkende, audutivt tænkende, følende, eller logisk tænkende, og jeg kan afkode om de er det hele i “et mix”.
    Til hver “type” hører bestemte adfærdskarakteristika. Jeg kan ofte afkode om de primært er højre eller venstrehjernehalvdelstænkende.

    UANSET HVAD DIN ORGANISATION LAVER, ARBEJDE MED, ER DET MENNESKER DER SKAL LØSE OPGAVERNE – LEDERNE (DET ER JO DEM DER ER ANSVARLIGE FOR AT MEDARBEJDERNE AGERER HENSIGTSMÆSSGT) MANGLER STORT SET ALLE UDDANNELSE I ADFÆRDSPSYKOLOGI OG SINDSPROCESSER.
    DET ER DA FOR UNDERLIGT ;-)

  63. Danny Kristiansen

    Det er jeg naturligvis enig i så længe der som i Lennon og McCartneys er tale om et hjerteligt konkurrence til begges gevinst.
    Lavede lige for sjov et opslag på leksikon.org:
    “Konkurrence betyder det at kæmpe for at få fordele på andres – konkurrenternes – bekostning”.
    I dette perspektiv synes jeg ikke om ordet konkurrence.

  64. Jan Sjøstrand

    LIDT PERSONKARAKTERISTIKA ;-)

    - Væk fra – undgå – væk fra det negative
    ”Væk fra orienterede” personer er gode til at forudse og bemærke problemer, vanskeligheder
    og situationer, som bør undgås. De motiveres af deadlines og af “pisken over nakken principper”. De er mindre gode til at sætte sig positive mål og finde ud af, hvad de ønsker og vil. De taler om, hvad de ikke vil, og hvad de ønsker at udgå eller udelukke/ekskludere og bruger mange “negationer” (Ord eller stavelser som ophæver gyldigheden af et udsagn eller gør det modsat = nægtelse) i sproget. Personer med dette mønster vil ofte blive oplevet af andre som overforsigtige, pessimistiske eller “lyseslukkere”.

    - Hen mod – søge – hen til det positive
    Personer, der primært er ”hen til orienterede”, bevæger sig hen imod målet og opgavens løsning.
    De sætter sig for at nå målet og koncentrerer sig om det.
    De motiveres efter “gulerodsprincippet”. De reagerer positivt på opmuntringer og belønninger og vil til tider bagatellisere negative konsekvenser. De er ofte dårlige til at forudse problemer og finde fejl. De formulerer deres værdier positivt, taler om muligheder og lignende. Ofte er de fremtidsorienterede og overser helt eller delvist erfaringer fra fortiden.

    PROBLEMET MED “VÆK FRA MOTIVATION” ER, AT NÅR MAN HAR UNDGÅET, FJERNET PROBLEMET ER MOTIVATIONEN OGSÅ VÆK. I VÆRSTE FALD SØGER MAN MOD NYE PROBLEMER I STDET FOR NYE UDVIKLINGSOMRÅDER. MOTIVATIONEN HOLDER KUN SÅ LÆNGE DER ER NOGET AT HOLDE SIG VÆK FRA.

    FORDELEN MED “HEN MOD MOTIVATION” ER AT MOTIVATIONEN HOLDER INDTIL VISIONEN ER NÅET, MÅLET ER NÅET, OPGAVEN ER LØST, AT VI HAR NÅET DEN ØNSKEDE TILSTAND.

    Hvad er din leders motivationsretning – hvad er din egen?
    Hvor er din leders fokus, og hvor er dit eget?

    Spil dit bånd tilbage – hvad har du sagt i dag, hvad var det udtryk for?
    Hvad har du hørt din leder sige i dag, hvad er det udtryk for, hvad med dine kolleger, og hvad med jeres opinionsdannere – hvad er deres motivatiosretning?

  65. Claus Christensen

    Når man formulerer vision, mission og den slags er det et billede af, hvor man vil hen.

    På det lidt kortere sigt, er der god idé i både at udnytte de muligheder, der er og at undgå trusler – det er mere et spørgsmål om rationelle beslutninger end om psykiske tilbøjeligheder. Man må som leder og medarbejder være så professionel, at man ikke lader sig dominere af sin persontype.

  66. Danny Kristiansen

    Til Claus:
    Hvad skal man så lade sig dominere af?
    Måske er man som menneske ikke én perontype, men måske spiller man på forskellige instrumenter i forskellige sammenhænge, med forskellige andre mennesker.
    Ledere og medarbejdere bør ikke adskille deres tilværelse i noget professionelt og noget ikke-professionelt. De bør tage de gode erfaringer fra alle de forskellige oplevelser de har, professionelt som privat om man vil, ind i de situationer de stiller sig over for, velvidende at de ikke er de samme, men at der kan være ligheder mellem dem.

  67. Jan Sjøstrand

    Det rykker da helt vildt her inde ;-)

    Claus – Det er jeg uenig med dig I, altså at det er et spørgsmål om rationelle beslutninger mere end om psykiske tilbøjeligheder. Mennesker adfærd er ca. 95% ubevidst, og rationel tænkning er bevidst tænkning. Derfor er vores adfærd (der jo er resultatet af vores tænkning) 95% ubevidst.

    * Vore bevidste sind står for:
    Rationel tænkning
    Analytisk tænkning
    Vilje
    Holdninger og overbevisninger
    Værdier (bevidstgjorte følelser)
    Midlertidig hukommelse
    Kan tænke i fortid, nutid og fremtid
    kan arbejde med 7 ting ad gangen +/- 2

    * Vores ubevidste sinde står for:
    Selvopholdelsesdrift – overlevelse
    Vaner
    Følelser
    Vorres sandheder og “landkort”
    Permanent hukommelse
    Tænkning kun i nutid
    Forholder sig bogstaveligt, lagrer og reagerer efter det enkelte budskab, uden skelen til egentlig indhold og mening.
    Kan arbejde med milioner ting ad gangen.

    Du kan IKKE undgå genelret at lade dig dominere af din “persontype”. Du kan lære at pudse og file lidt på den, og specielt relateret til specifikke kontekst. Du kan lære at udvikle mere og mere nuanceret, åben og dynamsik tænkning – og så er vi igen tilbage ved adfærdspsykologi og sindsprocesser.

  68. Claus Christensen

    Til Danny og Jan
    Man skal ikke lade sig dominere at noget som helst. Beslutningerne vil nok blive påvirket af de personer, der tager dem. Som leder bør man kunne styre sig og i maksimalt omfang inddrage medarbejderne i beslutningerne.

    Ved at opstille klare succeskriterier og ved at kræve en ordentlig argumentation og dokumentation som beslutningsgrundlag, træffer man bedre beslutninger.

    Tænk blot på hvilke katastrofale beslutninger indenfor aktieinvestering eller karakterfastsættelse til eksamen, der kan komme ud af at lade sig styre af sin personlighed.

  69. Danny Kristiansen

    Jeg prøver lige at indføre et nyt begreb: Personflerhed. Tadaaaa!!! :-)
    Hvad med om vi skifter fx karakterfastsættelse til eksamen med at læreren ud fra sin egen personflerhed giver en vurderings af elevens personflerhed?
    Når man handler aktier er man også styret af en form for personflerhed. På den ene side er man ude efter økonomisk gevinst, på den anden side så lader man/mange sig også styre af en etisk ansvarlighed og vælger at tro på fx alternativ energi.
    Man er styret af det man mere eller mindre vælger at lade sig styre af. Hvorfor ikke forsøge at have det hele menneske med ind i alt man foretager sig? Bring din og andres personflerhed frem i lyset, lyt og hør de mange stemmer I hver især taler med og vælg den eller de veje I vil gå for at nå jeres mål.

  70. Paul Hegedahl

    Der er en del markante og relevante emner, der går igen i debatten:

    Kreativitet:
    Jeg vil meget nødig lyde for skråsikker på noget område, heller ikke når det gælder kreativitet. Men jeg har beskæftiget mig meget med dette i mange år. Kreativitet kan læres. Og jeg har set mange eksempler på, at når det går op for mennesker, at de kan lære kreativitet og at det er helt legalt at være kreativ, er det som at se en af de naturfilm, hvor ørkenen pludselig blomstrer efter regnen.
    Der er klare kreativitetsteknikker, der kan læres.
    De fleste mennesker tror ikke, de er kreative og det hindrer naturligvis at de forsøger sig med at tænke anderledes.
    Det er vigtig, som det også er blevet nævnt i debatten her på bloggen, at man adskiller sin problemløsning i divergente og konvergente faser. Det interessante er, at mange (de fleste) altid ser det foreliggende problem entydigt og konvergent. Med omtanke og divergent tænkning kan man mange gange finde frem til det, der virkelig er problemet og så finde de helt rigtige løsninger.
    Mangel på kreativitet kan i høj grad skyldes stress. Er man stresset orker man ikke andet end at ty til de foreliggende modeller. Hertil kommer så også frygt. En undersøgelse viser, at fire ud af ti offentlige ledere er bange for at sætte gang i nye initiativer (Politiken, 20. april 2007); Offentlige ansatte tør ikke kritisere deres arbejdsplads i det offentlige rum (Politiken 21. april 2007). Denne mangel på åbenhed dræber kreativitet – og tanker i det hele taget. Der skal uddannelse og viden om kreativitet til. Og det nytter ikke, at politikerne ikke deltager i denne udvikling, så bliver den blot bremset. Et eksempel på det modsatte er Singapore et succesrigt land, der er præget af multietnicitet. Her har man i rigtig mange år satset samfundsmæssigt på kreativitet.
    Der findes ingen formel for sammenhæng mellem kreativitet og økonomiske ressourcer – men ressourcerne og viljen til at skaffe dem skal være til stede. Der er heller ingen formel for, om konkurrence stimulerer kreativitet. Men et udgangspunkt, der hedder “på bekostning af andre” er ikke en sund grobund. Det slører fuldstændig mulighederne for bedre løsninger i forskellige former for samarbejde. Og det er svøben i dansk politik lige nu. Der er undersøgelser med resultater både for og imod om tidspres stimulerer kreativitet. Det kunne tyde på det.
    Jo større muligheder for tværfaglig aktivitet, der findes og jo mindre hierarkisk og autoritær en organisation er bygget op, jo større mulighed for kreativitet.
    Jo større mangfoldighed, jo større kreativitet.
    Den større mangfoldighed kan også fremelskes i det enkelte menneske uden en usund sammenblanding af privatliv og arbejdsliv. Som også Danny Kristiansen skriver. Et godt middel er læsning. Prøv at følge debatterne om læsning på de mange blogs. Fx: http://www.bibliopaten.weblog.dk
    Kreativitet har intet at gøre med den gamle opfattelse af højre/venstrehjerne, som var så populær i begyndelsen af 1980erne. Alle kan lære at være kreative. Jeg vil anbefale interesserede i at besøge Initiativ for Kreativitet og Innovation, IKI på http://www.iki.dk
    Der er en række arrangementer og foreningen afholder en stor international konference i København 14.-17. oktober 2007. En lang række af Danmarks mest innovative virksomheder er medlem.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  71. Paul Hegedahl

    En god tanke i forbindelse med drøftelserne om vi kan gøre det bedre her i samfundet, er efter min mening fremsat af Kristian Melchior Ewald. Vi kan ikke regne med, at splid og magtkampe i politik blot forsvinder fordi (nogle af) borgerne nu med Ludvig Holberg i “Den politiske kandestøber” siger:Går hen og forliger Eder, I skabhalse”. Der skal et par generationer politikere til før det bliver naturligt. Derfor er der brug for instanser, der kan fremme konsensus. Det kan være lovgivningsmæssigt, men der skal også mennesker til – og det hele vil kræve en Grundlovsændring – og det ville være alt besværet ved en folkeafstemning værd. Hvem kan så være mediator, facilitator? Det mest naturlige ville være Folketingets formandskab. Man kunne komme med et forslag om, at Folketingets formandskab (fx tre personer), ikke var tilknyttet et politisk parti. Jeg synes rent faktisk at den nuværende formand – og også præsidiet – er ganske gode til at være objektive i de fleste sager. Hvordan et sådant formandsskab skal udpeges kan jeg ikke lige sige. Persontypen kunne være professor Eva Schmidt, Birthe Rønn Hornbech – hvis hun altså ikke lige var knyttet til Venstre. Erik Hoffmeyer, Mette Kofoed Bjørnsen havde været andre gode forslag i deres tid. Det må meget gerne være personer, der har en solid international erfaring. Jeg tror ikke det skal være en person fra forretningsverdenen.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  72. Frank Calberg

    Til Paul: Hvis jeg sammenholder din kommentar ovenfor omkring facilitering med Lars Kolinds første indlæg på denne blogpost, skal jeg så tolke det på den måde, at politikere samt bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber ikke selv skal lede møder, men i stedet lade en mediator/facilitator gøre det – for at skabe mere værdi?

  73. Claus Christensen

    Til Danny:
    Jeg skal snart til at afgive eksamenskarakterer og det kunne være sjovt at se ansigtsudtrykket på eleven, når jeg som begrundelse siger, at jeg har lyttet til forskellige sider af min personlighed og kommet frem til 02.
    Eleven har naturligvis krav på at vide, hvilke vurderingskriterier, der er opfyldt og hvor der mangler noget og hvad det er.

    I eksemplet med aktieinvestering har du netop opstillet rationelle kriterier for investeringen (økonomisk gevinst og etiske hensyn).

    Men bortset fra det, har I ret i, at der altid vil være en del af beslutningen, der vil være intuition og mavefornemmelse, både når man opstiller succeskriterier og når man vurderer beslutningsgrundlaget, men man bør undgå at være en karismatisk leder, der kører medarbejderne over med sin personlighed.

  74. Jan Sjøstrand

    For mig betyder kreativitet:
    Er intelligent frem for klog, med hvilket jeg mener, at vedkommende er nytænkende muligheds- og divergerende tænkende, at vedkommende fra sit “musvågeperspektiv” har både stort overblik og særdeles gode evner til at relatere, relativere, perspektivere samt kommunikere åbent og nuanceret.

    - LOGISK TANKE-TYPE
    (overvejende venstre hjernehalvdelstænkende)
    Personer med dette mønster er rationelle og afklarede. De drager deres konklusioner ud fra sund fornuft og logik. Tingene skal give mening. I det ekstreme kan de være dissocierede (Holder sig mentalt adskilt fra situationen) og kan have vanskeligt ved at tackle situationer, som kræver menneskelig omsorg og følelsesmæssig indlevelse. På andre kan de virke kølige og ufølsomme.
    Dissocieret streesrespons: De har en høj stresstærskel og fungerer godt i stresssituationer, kan lejlighedsvis reagere på stress, og kommer så hurtigt videre.

    - FØLETYPE
    (overvejende højre hjernehalvdelstænkende)
    For personer med dette mønster er et vigtigt at vise omsorg og indføling over for andre. De baserer deres beslutninger på følelsesmæssige værdier og fortidens erfaringer. I det ekstreme vil de have tendens til at forblive associerede (Sammensmelte/slutte sig mentalt sammen med situationen) i ubehagelige situationer gennem længere tid.
    Udprægede føletyper vil være opmærksomme på menneskelige værdier og er ofte kreativt og kunstneriske anlagte.
    Associeret stress-respons: De fungerer dårligt i miljøer med højt stress-niveau og vil påvirkes stærkt af blot almindelig travlhed.

    - VALGTYPE
    (Personer, der “ligger i midten af skalaen”)
    Vil være følelsesmæssige associerede eller dissocierede afhængigt af, hvad situationen kræver. De er sympatiserende og medfølende og kan holde sig emotionelt ude af situationen.
    Stress-respons efter valg: De reagerer på stress-situationer og er i stand til hurtigt at komme ud af ubehagelige situationer igen.

  75. Claus Christensen

    Interessant indlæg om kreativitet Paul.

    Meget af diskussionen kunne også gå på begrebet motivation. Hvad er det, der motiverer til at gøre en indsats, herunder til at gå nye veje?

  76. Paul Hegedahl

    Til Frank og Claus

    Et par spørgsmål, som jeg meget gerne vil svare på – men “she-who-must-be-obeyed” siger, at nu må jeg deltage i forberedelserne til vores overnattende gæsters velbefindende. Jeg kommer tilbage – antagelig til stadig livlig diskussion.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  77. Claus Christensen

    Vedrørende kreativitet:
    Ved at give institutionerne frihed til at definere sin rolle og til at vælge midler, skaber man bedre rammer for kreativitet.

    Jeg arbejder på en skole, hvor kolleger for år tilbage oprettede en ny uddannelse i samarbejde med institutioner i Europa. De studerende rejste rundt til de enkelte skoler og tog 1-2 måneder af den 1-årige uddannelse i forskellige lande. Eleverne kom i klasse med udenlandske elever og alt foregik på engelsk. De skulle selv finde ud af overnatning mv. Det er klart, at en sådan uddannelse giver en ekstrem grad af nytænkning, forandringsparathed og international orientering hos de involverede studerende og lærere.

    Kreativiteten blev stimuleret i dette tilfælde pga. modsætninger, der mødes, netværk med andre institutioner – som er noget lettere uden myndighederne som klods om benet – og et internationalt udsyn og åbenhed.

    Den danske skole havde de fleste problemer med at etablere uddannelsen pga. firkantede krav fra bekendtgørelsen. Uddannelsen kørte et år, hvorefter den blev lukket fra undervisningsministeriets side, fordi man ikke måtte gennemføre en del af uddannnelsen i udlandet. Uddannelsen kørte dog videre for de øvrige udenlandske institutioners vedkommende.

    Eksemplet siger noget om, at den topstyring, der er overfor de enkelte institutioner – hvad enten den er fra kommunalt eller statsligt niveau – er ødelæggende for kreativiteten.

  78. Jette Jakobsen

    Kære allesammen.
    Det var dog helt overvældende..alle de indlæg i dag. Jeg har læst og tænkt…prøvet at forstå. Det er ikke sikkert jeg har forstået det hele, men det er også meget at forstå på en gang. Der er en ting jeg har lyst til at fortælle. Hvis vi vidste hvor meget kreativitet eller opfindsomhed, der er i en ganske almindelig hjemmehjælper..så ville i mene det var flot. Det er ikke sådan noget der kan lave flotte ord eller billeder..nej det er noget med at få livet til at fungere, under de givende omstændigheder. Det er ofte “små mennesker”, som arbejder i det fag og de er bare gode til at finde på. De må bare ikke mere..alt er sat i minutter, rammer og målsætninger….altså tid og fine ord. Trods det er de laveste lønninger, passer de på det kæreste vi har. Fordi i denne verden er det meget vigtig, at være ude at skabe værdier og have travlt. Hvis det kun drejede sig om penge, havde de valgt et andet arbejde. Det giver mere at være på fabrik, køre bus, og mange andre ting. Det giver næsten mere at være på dagpenge. Fornemmelsen af at gå hjem fra arbejde og vide, man har gjort en forskel, for et andet menneske er også noget værd.

  79. Paul Hegedahl

    Kære Jette

    I en pause – nysgerrig efter at følge med i udviklingen – læser jeg din kommentar. Hvor det flot sagt, uden floskler lige ud ad landevejen. Og ja, meget kreativitet er på trods, på grund af tro på værdier.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  80. Claus Christensen

    Emnet her er ganske rigtigt præget af floskler. Floskler er ord, der bliver gentaget bevidstløst uden at have den store realitet i virkeligheden. Grunden til, at man bliver træt af floskler er ikke ordene i sig selv. De er ofte meget præcise og anvendelige i en beskrivelse, analyse og formulering af forslag. Problemet er heller ikke, at de gentages. Mange dagligdags ord som avis, mælk, stol gentages uden at vi bliver trætte af dem. Problemet er den manglende forbindelse med virkeligheden – at de ikke bliver en levende realitet. Hvis de dyre ord som forandringsparathed, kreativitet, innovation er udmærkede ord. Problemet er, når der ikke er handling bag skåltalerne.

    Frustrationen hos mange gymnasielærere over gymnasiereformen skyldes netop, at der er en masse dyre ord, som i sig selv udgør et nyttigt begrebsapparat og repræsenterer mange gode intensioner. Men der er for stor afstand mellem de fine ord og virkeligheden.

  81. Jan Sjøstrand

    Der er mange gode ideer her inde, jeg er dybt imponeret af engagementet.

    For mig er forskellen på floskler og ord som eksemeplvis mælk bl.a. at vi ved hvad mælk er, og hvad det kan bruges til. Floskler er ord uden forståelse for ordet, hvordan det skal gøres, bruges, omsættes etc.

    Det jeg eksempelvis mener er en floskel kan for en anden være meget konkret, alene af det grund at “den anden” ved hvad det er og kan omsætte det. Så brug af ordet flosken peger på den der selv bruger det.

    Hvis du eksemelvis er uvidende om hvad “værdier” er, hvordan de afklares og beskrives, hvordan de bruges, ja så vil ordet sandsynligt blive opfattet som en floskel, selv om at det for andre er meget konkret.

    Nok om det.
    mange af indlæggene her er meget konkrete i deres udformning. Blot mangler jeg hele det overordnede “billede” og MENING at forholde mig til,inden jeg kan blive konkret.

    Eksempelvis:
    Hvad er visionen med sundhedsvæsent?
    Havd er mission & berettigelse for sundhedsvæsnet?
    Hvordan ønsker vi sundhedsvæsnet skal fremstå somværende (identitet)
    Hvilke værdier og holdninger skal det drives efter?
    Før det er på plads er det for mig endda meget vanskeligt at komme videre med det mere konkrete.
    Hvis jeg ikke ved “hvad det skal til for” hvordan kan jeg så vide om det er “det rigtige” at gøre?

    Hvis disse elementer er på plads i din organisation kan du bruge følgende afklarings- og diskussionsmodel model for at komme tættere på det mere konkrete. og første step (organisation ledelse og infrastruktur) kommer lige her:

    *************
    Vi er nu kommet til konstruktion og beskrivelse af den organisationsopbygning, der relateret til det tidligere arbejde med vision, mission, identitet samt værdier, vil være det mest effektive og hensigtsmæssige for løsning af opgaverne.

    Det kan være en større opgave og kræver grundlæggende, at I fra start gør op med konventionelle tanker og modeller og kigger mere på de enkelte opgavernes art og behov samt heraf afledede behov for videnflow, kommunikation, samarbejde. etc. – og det både vertikalt og i særdeles horisontalt. Vi har konstrueret en række spørgsmål der bringer jer i gang med arbejdet.

     Hvad kræver det rent organisatorisk at
    realisere visionen?
     Hvad skal vores organisation være i
    stand til for at realisere visionen?

     Hvordan skal organisationen
    være ”gearet” for at arbejde efter
    vores Mission & berettigelse?
     Hvordan skal jvore organisation
    være ”kalibreret” for at opfylde vores
    Mening?
     Hvilken organisatorisk infrastruktur
    kræver vores Mission & berettigelse
    samt ”Mening”?

     Hvordan skal organisationen fungere for
    at efterleve vores ønskede Identitet &
    selvopfattelse?
     Hvordan kan vi være ”organiseret” for
    at efterleve den type organisation vi
    gerne vil være?

     Hvilke funktionelle karakteristika skal
    være gældende for at efterleve vores
    værdisæt?
     Hvilke strukturer skal være til stede
    for at efterleve vores Værdier &
    overbevisninger?
     Hvordan skal kommunikation og samarbejde
    fungere for at efterleve vores værdier &
    overbevisninger?

     Hvilken viden og hvilke færdigheder kan
    med fordel være til stede og for hvem?
     Hvilken viden og færdigheder kan med
    fordel deles horisontalt i
    organisationen?

     Hvordan kan det være hensigtsmæssigt at
    sammensætte de enkelte team/enheder?
     Hvordan kan det være hensigtsmæssigt at
    konstruere vores team?

     Hvordan kan organisationen
    være ”gearet” for at arbejde efter vores
    Mission & berettigelse?
     Hvordan kan vores organisation
    være ”kalibreret” for at opfylde
    vores ”Mening”?
     Hvilken organisatorisk infrastruktur
    kræver vores Mission & berettigelse
    samt ”Mening”?

    PS!
    VIGSTE VÆRKTØJ ER ET MENTALT VISKELÆDER

  82. Claus Christensen

    Missionen for politikernes virke må være at maksimere livskvaliteten.

    Missionen for sundhedsvæsenet må være at maksimere den del af livskvaliteten, der vedrører sundheden.

    Visionen for sundhedsvæsenet kunne være bl.a. være nogle foranstaltninger, der forebygger, helbreder og lindrer i det omfang, det er praktiske muligt med de metoder, der findes.

  83. Claus Christensen

    Andet emne: Konkurrence

    Hvad er egentlig problemet ved, at konkurrence sker på bekostning af andre?

    For at motivere, skal der være konsekvenser/feedback. Gerne positiv feedback, men hvis f.eks. en dårlig institution ikke mærker den negative feedback i form af f.eks. mindre tilskud, har den ingen grund til at ændre sig.

  84. Kristian Melchior Echwald

    Jeg har et værdisæt, som jeg lever ud fra, efter bedste evne, og meget gerne ser udbredt. Det består af værdierne fordybelse, ro, omsorg og inspireret handling.

    Fordybelse er ikke bare det, at sætte sig ned og læse en bog. Fordybelse er at søge sandheden i alt, hvad man gør.

    Ro er ikke bare stilhed. Ro er fokus. Ro er at man kun laver en ting ad gangen. Ro er en mental tilstand af indre fred. Ro er nærvær.

    Omsorg er uselvisk kærlighed. Kærlighed, der udspringer indefra og strækker sig ud mod andre, fra familien og ud i samfundet.

    Inspireret handling er handlinger, der udspringer af indre vished, af at følge sine principper, af at efterligne sine forbilleder, eller af at følge idealer.

    Hvorfor ikke lade de værdier være udgangspunktet for skolen, hospitalerne, plejehjemmene og kultur-institutionerne?

    Vi er i Danmark børn af Grundtvig og Kold. Chresten Kold kunne ikke få ansættelse som nyuddannet lærer, og måtte tilbringe fem år som hushjælp i Smyrna. Grunden var, at han nægtede at undervise efter datidens pensum, der bestod i udenadslære efter Balles Lærebog.

    Kolds ideal var, at skolen skulle være for livet, ikke kun for arbejdslivet. Han mente ikke, at udenadslære kunne give eleverne den dannelse, som han ønskede at bibringe dem, og som kunne sætte dem i stand til at leve et godt og indholdsrigt liv, til gavn for både dem selv og samfundet.

    Kold sagde blandt andet, at hvis en elev har motivationen, kan man lære ham at læse på en måned.

    Det vil være i Kolds ånd og til stor gavn for landet, hvis skolen udviklede metoder til at fremme elevernes motivation, og satte ind i alle fag på at lære eleverne værdier, der hjælper dem til at håndtere deres liv bedre.

    Det kunne f.eks. være de værdier, jeg har skitseret her.

  85. Paul Hegedahl

    Frank Calberg spørger om min kommentar om facilitering skal tolkes på en sådan måde at politikere samt bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber ikke selv skal lede møder, men i stedet lade en mediator/facilitator gøre det – for at skabe mere værdi?
    Lad mig først forudskikke den kommentar, at i et aktieselskab og lign. må det være bestyrelsesformanden, der er mediator/facilitator – og i sidste instans, den der skærer igennem og træffer den endelige beslutning.
    Den helt store fejlslutning – som, indrømmet er nærliggende, når man har beskæftiget sig med ledelse i mange år – er at sætte lighedstegn mellem bestyrelsen i et aktieselskab og politikere. Lad os se det perspektiv af Folketing, men det gælder for alle niveauer. Kolind skriver, at sammenligningen holder, da der er flere ligheder end forskelle. Der er helt afgørende forskelle. Det repræsentative demokrati adskiller sig klart fra et aktieselskabs bestyrelse. Bestyrelsen sammensættes efter klare økonomiske interesser, suppleret måske med nogle relevante specialister. De har alle samme mål for selskabet. Og det er som regel gevinstmaksimering. I mine unge dage talte man en overgang om gevinstsatisfiering, men det er gledet i baggrunde. Og Lars Kolind har helt ret i, at bestyrelsen ikke skal blande sig i niveauerne under direktionsniveau.
    Men, det repræsentative demokrati betyder, at Folketinget kan og skal være sammensat af mennesker, der repræsenterer mange forskellige interesser. Og det betyder også, at de valgte politikere skal holde tæt kontakt med deres vælgere for at kunne repræsentere dem. Enhver borger skal kunne gå til en politiker og fremsætte sin sag. Så derfor risikerer politikerne og dermed hele Folketinget at bruge tid på det, som ledere i det private erhvervsliv med ”det store overblik” vil kalde petitesser. Det er jo i øvrigt det, som Folketingets Ombudsmand burde tage sig af i mange tilfælde, men der er underligt stille om den institution for øjeblikket – og den er antagelig også for vanskelig for de fleste at etablere kontakt med. Man kan muligvis komme væk fra petitessebehandlingen ved en klog ændring af Ombudsmandsinstitutionen. Man må dog ikke se bort fra, at det, der umiddelbart ses som småtingsafdelingen, undertiden har medført ændret lovgivning. Får de mange offentlige institutioner smidigere og mere selvstændige arbejdsbetingelser efterhånden, vil mange af de små sager sikkert også blive opfanget og løst på lavere niveau. Fremelskes en konsensuskultur, hvor der ikke er behov for at slå, dem man mener, er modstandere i hovedet, vil der blive mindre unødig blæst om sådanne sager. Men, hvis politikerne udelukkende beskæftiger sig med de store strategiske linier som et aktieselskabs bestyrelse, vil de blive endnu mere fremmedgjorte for befolkningen til skade for demokratiet.
    I et aktieselskabs bestyrelse kan og skal man opstille klare, entydige mål for virksomheden og dens udvikling. I et samfund/en nation vil der være mangfoldige ønsker og mål, der kan være indbyrdes modstridende og skal bøjes mod hinanden for at få samfundet til at fungere, men hvis ikke samfundet skal gå i stykker og de enkelte grupper skal kæmpe mod hinanden både i overført og bogstavelig forstand, må de forskellige interesser tilgodeses i så stort omfang som muligt. Og det er netop mangfoldigheden, der får skabt udvikling og kreativitet. Et samfund er ikke en virksomhed og skal ikke ledes som en sådan. Alligevel er det tankevækkende at en undersøgelse af, hvorfor nogle virksomheder lever længe og fremgangsrigt – nogle i flere hundrede år, foretaget af Royal Dutch Shell for nogle år siden, viser at de længe levende virksomheder er tolerante. De er særdeles tolerante over for marginale aktiviteter, nye ideer, eksperimenter og særheder inden for den samlede virksomheds rammer; og de udvider hele tiden forståelse for nye muligheder. Det gælder også synet på menneskerne i det, ledelsesforfatteren Arie de Geus, kalder den levende virksomhed. Tolerance gælder også det levende samfund.
    Et tilsyneladende rimeligt krav om at alle skal tilpasse sig kan være starten på en intolerance i samfundet, en uønsket ensretning, som på længere sigt graver store kløfter og hindrer en ønsket udvikling. Den overvejende erfaring i erhvervslivet er, at konglomerater ikke kan overleve. Derfor bliver virksomhederne mere og mere specialiserede. Men, et samfund er et konglomerat og skal ledes som et sådant. Der tales meget om, at Danmark på mange områder er et lille land og derfor bedst tjent med centralisering på en lang række områder. Skal vores samfund fungere skal der findes en fornuftig balance mellem centralisering og decentralisering. Erfaringerne fra erhvervslivet viser også, at systemerne kan blive så store og centraliserede, at de blive uoverskuelige, nemt bliver ramt af problemer og umenneskelige i deres udformning på trods af de gode viljer.
    Sammenligningen mellem at lede et land på samme måde som et aktieselskab holder ikke! Og Lars Kolind giver da også selv udtryk for, at der skal være mangfoldighed i samfundet, at de offentligt ansatte skal have frihed inden for vide rammer. Så vi skal nytænke vores demokrati. Og her kan vi få inspiration fra mange sider. Det nærliggende og farligste er slavisk overtagelse af ledelse af virksomheder. Der er lige så mange gode inspirationer fra biologi, sociologi, og mange andre. Læs fx David Ingvar & C.G. Sandberg: ”Det medvetna företaget”, de inspirerede Arie de Geus til ”Den levende virksomhed”. Læs også Charles Handys bøger om mennesker og virksomheder.
    Så ledelse af et samfund, det er værd at leve i og ledelse, der giver værdi til et aktieselskab er i princippet forskelligt. Et aktieselskab skal skabe økonomisk værdi til en gruppe ejere. Et samfund skal skabe værdier for alle samfundets grupper. Eneste lighedspunkt er, at man må håbe, at der i begge tilfælde gives plads til menneskene.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  86. Frank Calberg

    Tak for dit svar, Paul. Jeg sætter pris på det.

  87. Paul Hegedahl

    Claus Christensen ser en klar sammenhæng mellem motivation og diskussionen her på bloggen. Det er jeg helt enig i. CC spørger, hvad er det, der motiverer til at gøre en indsats, herunder til at gå nye veje. En ting er helt sikker: Vi bliver ikke motiveret af det samme. Det, som nogle mennesker/ledere på ét niveau føler motiverende er ikke det samme, som andre på andre niveauer føler giver dem tilskyndelse til at yde deres ypperste. Noget af det farligste, man kan sige ledelsesmæssigt er: Hvis jeg var dig! Du er aldrig en anden. Man kan forsøge at sætte sig i en andens sted, men har hele sin egen verden med sig. Abraham Maslow og derefter Douglas McGregor gjorde nytte med deres teorier om motivation, men – som det sker med al anden teori – er de blevet forvanskede og forenklede med tiden. Begge gjorde meget ud af, at lønnen – bortset fra at den altid skal være fair – er grundlæggende, men ikke behøver være det vigtigste. Det er kun, når der ikke findes andre former for motivation, lønnen virkelig kommer i spil. Begge gjorde også klart opmærksom på, at motivation er en individuel størrelse. Jeg har en gang hørt det udtrykt som: Man skal behandle alle mennesker lige, men ikke ens. Og Frederick Herzberg, som jeg har haft fornøjelsen af at have været sammen med her i Danmark nogle gange peger på nøjagtigt det samme med sine vedligeholdelsesfaktorer og motivationsfaktorer. Mennesker har følelser. De vil gerne have at vide, at deres arbejde gør en forskel og de vil have anerkendelse for ideer til nye måder at gøre deres arbejde på. Der er udviklet mange senere motivationsteorier – nogle temmelig akademiske og matematiske. Det vi må frem til er, at det offentliges systemer giver mulighed for denne individuelle behandling. Og de ansattes fagforeninger må indse, at deres krav om ens behandling strider mod deres medlemmers menneskelige natur. Og det er også på det punkt, at centraliseringen kan komme til at virke stik mod hensigten om både at gøre tingene rigtigt og at gøre de rigtige ting i takt med udviklingen. Store stive systemer, der forekommer lette at administrere er ikke altid det rigtige. Der er ingen lette løsninger og ingen facitliste i dette komplekse samfund, men motivationen skal bringes i spil i ny form.
    For et stykke tid siden skrev jeg i anden anledning nedenstående, som også handler om motivation:

    Jeg ser dig!
    I de hyppige diskussioner om, hvad der fremover vil optage lederne og øve indflydelse på deres arbejde, optræder nu med skræmmende hyppighed ordet frygt. Det er ikke udelukkende begivenhederne den 11. september 2001 og de efterfølgende virkninger, der er årsagen. Det er også, at det trods det modsatte synes at være tilfældet, ser ud som om en ny recession måske står for døren. Der dukker i hvert fald med stor hyppighed ekspertudtalelser op i foredrag og dagspresse. Tillige er der den samlede usikkerhed over for klimaudvikling, ny teknologi, beskyttelsesforanstaltninger mod den øgende globalisering og ulmende krudttønder overalt på kloden. I dag ved vi af smertelige erfaringer at kaosforskerne – hvert fald i overført betydning – har ret i udsagnet om, at sommerfuglens basken med vingerne et sted skaber rystelser i andre, ellers trygge områder. Her i landet er det også frygten for det fremmedartede, en frygt, der ikke bliver mindre af, at grøftegravning både på tværs af – og på begge sider af vejen hæmmer en konstruktiv debat og kreative løsninger.
    Frygt giver os skyklapper på. Frygt dræber i både overført og bogstavelig forstand.
    Der kan være god grund til at tænke på, hvad den store amerikanske præsident, nr. 32, Franklin D. Roosevelt (1882-1945) sagde i sin tiltrædelsestale i 1933: ”Det eneste vi skal frygte, er frygten selv. Det tyder på, at han, som så mange andre drevne retorikere, kendte sine klassikere. Den franske jurist, forfatter og politiker Michel de Montaigne (1533-1592) sagde: ”Den ting, jeg frygter mest, er frygten”. Og Roosevelts landsmand, forfatteren, filosoffen og samfundskritikeren Henry David Thoreau (1817-1862) sagde: ”Intet skal frygtes så meget som frygten”.
    I al sin prægnans og sit intellektuelle klarsyn er holdningen jo nem at nikke bekræftende til, men vel straks noget vanskeligere for de fleste af os at efterleve. Følelser som frygt, vrede, angst – og også positive som glæde og beslutsomhed – eksisterer også i virksomhedsmæssige sammenhænge, og lederne finder ofte sig selv i fokus for disse følelser. Er man leder – og ønsker at fortsætte med at være leder – nytter det ikke at løbe sin vej. Selv om man ikke ejer en Winston Churchills, Charles de Gaulles eller Franklin D. Roosevelts evner og retoriske kunnen, kan man medvirke til at dæmpe frygten, medvirke til den bliver ledt ind i konstruktive baner. Man skal blot aldrig forsøge at lade, som om den ikke eksisterer.
    Der er heldigvis mange eksempler på en sådan lederadfærd. Et af de stærkeste og mest synlige var New Yorks nu tidligere borgmester Rudy Giuliani (f. 1944). Den 11.9.2001, i dagene efter og igen ved flystyrtet i New York-bydelen Queens, viste han, hvorfor han bar gyldne kæder. Ikke så meget på grund af det han sagde, men fordi han var synlig. Hele tiden og sammen med borgerne, med brandmændene, med politibetjentene. Han var synlig hele tiden, hele tiden accepterede han krisen og frygten, men pegede konsekvent på tiden fremover. Også selv om han ikke kunne vælges igen. Nu er han så kandidat til præsidentposten – og bliver følgelig nedgjort af sine modstandere.
    Der findes nogle stammer og folkeslag, fordelt over hele Jorden, forskellige af race, på forskellige udviklingstrin, som har et tilfælles: deres hilsen: ”Jeg ser dig!”. Både inden en krise, inden frygten sætter ind – og hvis den indtræffer – er det vigtigt for en leder at sige til sine medarbejdere, til alle virksomhedens interessenter: ”Jeg ser dig – og hører dig!”. Det er vigtigt for enhver leder at gøre sig klart, at han eller hun bliver set og hørt – og konstant vurderet. Det er lederens egen adfærd og egne ord, der bliver set og hørt. Man kan ikke gemme sig bag professionelle præstationer udtænkt af informationstryllekunstnere. En leder har mange opgaver: den vigtigste er at se sine medmennesker og selv blive set, hørt og troet på.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  88. Jan Sjøstrand

    Kristian – du skriver:
    Hvorfor ikke lade de værdier være udgangspunktet for skolen, hospitalerne, plejehjemmene og kultur-institutionerne?

    Der helt relevante værdier du har, for dig altså, og det nerven i det. Dine værdier udspringer fra den du er, din selvopfattelse din identitet, den type person du er. Det er dine helt personlige værdier relateret til de roller du spiller og ønsker at spille.

    De værdier vi skal finde for eksempelvis sundhedsvæsenet skal udspringe ud af sundhedsvæsenets ønskede identitet og rolle, derfor bør man tage arbejdet med identitet og værdier særledes alvorligt. Hertil kommer definitionen og betydningen af værdierne – en helt anden sag som følgende eksempel viser, eksemplet er hentet i en ledergruppe i en organisation med en omsætning på kr. 4.500.000.000,-

    Her var vi med som facilitatorer og drillepinde i identifikation og konkretisering af værdier, værdier der belv trukket ud af formuleret identitet og rolle i markedet.

    En af værdierne blev “forandring”, hvilket alle var enige i.
    Problemerne opstod da forandring skulle defineres og der skulle formuleres betydning.
    I denne formulering stod der:
    Ordbogen siger: Det at forandre eller blive forandret.
    At give nogen eller noget en anden form, et andet udseende eller en anden karakter.

    Vi mener:
    Vi tror på forandringer alene for forandringernes skyld – det vil altid være af det bedre.
    Vi tror på at alt kan gøres bedre, og at forandringer er nødvendige for vores eksistens
    og udvikling – både for “********” som helhed, for “********” og for den enkelte.
    Forandringer er muligheder, og uden interne forandringer og udvikling vil markedet automatisk sørge for vores afvikling.

    Det endte dog med at dele af teksten måtte udelades grundet uenighed om delen: Vi tror på forandringer alene for forandringernes skyld – det vil altid være af det bedre.

    VÆRDIER ER IKKE BARE VÆRDIER – HVIS ARBEJDET BLIVER FOR OVERFALDISK OG FOR “NU ER DET GODT NOK” ENDER VI UD I NOGET DER I VÆRSTE FALD BLIVER “FLOSKLER”.

    Værdier skal brænde positivt i maven. Er de relle og trukket ud af den ønskede organisatoriske identitet og selvopfattelse, er der større muligheder for at de varmer, udvikler og understøtter de enkeltes identitet og selvopfattelse.
    Vel at mærke de medarbejdere der synes at netop denne “kultur” passer dem rigtig godt. De andre skal bare søge andre steder hen – Vi er jo forskellige, og vi BØR sikre os at der er så meget nerve i vores arbejde med visioner, missioner, identitet og værdier at vi er SPECIELLE.
    Hvis vi alle bruger de samme værdiord, (hvilket der er tilbøjelighed til), og specielt hvis vi undlader at formulere vores specielle kant og nerve – ja, hvem er vi så og hvad står vi for som er så specielt?

    Værdierne er retningsangivende for det vi gør, det vi ikke ønsker at gøre, og måden vi gør det på.

  89. Claus Christensen

    Som jeg opfatter Kolinds sammenligning mellem ledelsen af virksomheder og samfund, går den på, at bestyrelsen ikke skal blande sig i alle mulige detaljer, hverken i den daglige ledelse eller hos medarbejderne. Hvis politikerne blander sig f.eks. i driften af folkeskolen, bliver ansvarsfordelingen uklar. Der er ikke noget mere umotiverende for de ansatte end at blive påtvunget tåbelige regler, udformet af politikere og embedsmænd, der ved mindre om området, end de ansatte selv. Uklar ansvarsfordeling giver ressourcespild – både i virksomheder og i det offentlige.

    Et af problemerne i dag er, at politikerne lader sig koste rundt i manegen af medierne, der har en enkeltsag, folk kan forstå. Det er i høj grad tænkeligt, at befolkningen skal tilvænnes til en ny situation, hvor Folketinget tager sig af de overordnede linier, men det er nødvendigt.

    Man kan for så vidt godt gå lidt videre end Lars Kolind i anvendelsen af virksomheder som analogi for samfundet. En virksomhed kan ikke ledes ordentligt ved kun at tage hensyn til ejerne. Man er nødt til at til gode se medarbejderes, kunders, leverandørers og andres interesser. I virksomheder er der i høj grad tale om, at imødekomme modstridende interesser. Det er ledelsens opgave at varetage virksomhedens interesser i det spændingsfelt – ligesom det er politikernes interesser at varetage samfundets interesser i spændingsfeltet mellem mange modstridende interesser.

    En tredje lighedspunkt er, at jo tættere på virkeligheden/frontlinien, beslutningerne kan tages, jo bedre bliver de. Derfor er der behov for reelt selvstyrende institutioner, der får lov til at konkurrere frit om at levere mest kvalitet for pengene. Helheden sikres gennem enkle, ubureaukratiske minimumskrav og overordnet prioritering af ressourcer, hvilket er politikernes opgave.

  90. Jan Sjøstrand

    Poul – du skriver: Noget af det farligste, man kan sige ledelsesmæssigt er: Hvis jeg var dig! Du er aldrig en anden. Man kan forsøge at sætte sig i en andens sted, men har hele sin egen verden med sig.

    Wauuuw det er godt skrevet. Vi er ikke en anden, og da vi ikke er en anden kan vi heller ikke bruge de følelser en anden har, og ….
    VÆRDIER ER BEVIDSTGJORTE FØLELSER – INTET ANDET.

    Kort kan det siges at vi bliver motiveret af det der føles godt, og vi bliver demotiverede af det der føles utilfredsstillende. Og da følelser jo er baserede på vores selvopfattelse og identitet er vi tilbage ved det Poul skriver om at være sig selv.

    Nogle bliver primært motiveret af at undgå “ting” og andre motiveres primært af at søge mod “ting” – andre er mere balancerede i “væk fra” og “hen mod” tænkning – læs mere i et tidligere indlæg.

    Det er kun en generel og overdnet rettesnor – DET MENNESKELIGE SIND ER LAAAAAAAAANGT MERE NUANCERET, SÅ NU NUANCERET AT VI NOK ALDRIG KOMMER TILNÆRMELSESVIS TIL KERNEN ;-0

  91. Paul Hegedahl

    Kære Claus

    Du skriver:
    “Som jeg opfatter Kolinds sammenligning mellem ledelsen af virksomheder og samfund, går den på, at bestyrelsen ikke skal blande sig i alle mulige detaljer, hverken i den daglige ledelse eller hos medarbejderne.”
    Det er jeg meget enig i. Blot kan vi ikke i et demokrati udelukke mulighederne for kontakt mellem alle niveauerne. I et aktieselskab kan og skal bestyrelsen – med mindre der er tale om alvorlig “whistleblowing” omgående sende sagen tilbage. I et demokrati skal alle kanaler være åbne. Vi er både kunder, interessenter og borgere.

    Videre: “Et af problemerne i dag er, at politikerne lader sig koste rundt i manegen af medierne, der har en enkeltsag, folk kan forstå. Det er i høj grad tænkeligt, at befolkningen skal tilvænnes til en ny situation, hvor Folketinget tager sig af de overordnede linier, men det er nødvendigt.”
    Også enig – og her kan måske krav om konsensus eller i hvert fald mindre skyden på de andre hjælpe. Det kan da også være, at medierne skal lære at se tingene i rette perspektiv. Jeg ser ikke bort fra politikernes i og for sig legale ønske om at blive populære og genvalgt, men som skrevet, er der jo også sager, som pludselig reelt er principielle og afslører skævheder i samfundet.

    Og så skriver du: “Man kan for så vidt godt gå lidt videre end Lars Kolind i anvendelsen af virksomheder som analogi for samfundet. En virksomhed kan ikke ledes ordentligt ved kun at tage hensyn til ejerne. Man er nødt til at til gode se medarbejderes, kunders, leverandørers og andres interesser. I virksomheder er der i høj grad tale om, at imødekomme modstridende interesser. Det er ledelsens opgave at varetage virksomhedens interesser i det spændingsfelt – ligesom det er politikernes interesser at varetage samfundets interesser i spændingsfeltet mellem mange modstridende interesser.

    En tredje lighedspunkt er, at jo tættere på virkeligheden/frontlinien, beslutningerne kan tages, jo bedre bliver de. Derfor er der behov for reelt selvstyrende institutioner, der får lov til at konkurrere frit om at levere mest kvalitet for pengene. Helheden sikres gennem enkle, ubureaukratiske minimumskrav og overordnet prioritering af ressourcer, hvilket er politikernes opgave.”
    Ja, ikke alene kan man gå videre i overvejelserne efter de retningslinjer, du beskriver. Man skal gå videre, hvis vi vil bevare og udvikle vores samfund.
    Iøvrigt er det jo i forbindelse med vores diskussion meget interessant, at i stort set alle undersøgelser om “lykke” sammenlignet mellem landene scorer Danmark højst.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  92. Claus Christensen

    Kære Paul for kommentaren om motivation og senest det venlige svar vedrørende ligheder mellem virksomheder og samfund.

    Jeg er enig i, at der er forskel på, hvad der konkret motiverer den enkelte. For nogle medarbejdere kan det være lederens opmærksomhed/synlighed, for andre tryghed og udfordringer for en tredje gruppe.

    Alligevel mener jeg godt, at man kan formulere en generel motivationsmodel og tage højde for den ved udformning af f.eks. den offentlige sektor.

    En interessant motivationmodel kan måske være Porter-Lawler modellen, som forsøger at samle flere motivationsteorier – herunder Maslow og Herzberg. Kilde: Vecchio: ”Organizational behavior”.

    Konklusionen af modellen om, hvad der motiverer er:
    1. Tilbyd belønninger, der anses for værdifulde (udviklingsmuligheder, mulighed for at afprøve nye ideer kunne være eksempler)
    2. Skab en fornemmelse af, at en indsats leder til belønning. (her kan opmærksomhed fra ledere, tidligere erfaringer med klar feedback mv. komme ind)
    3. Design jobs så indsats leder til resultater (her er det vigtigt at reducere bureaukratiet, IT-værktøjer, frihed til at vælge metode – f.eks. ingen stive regler om, hvordan hjemmehjælpen skal udføres)
    4. Ansæt kvalificerede medarbejdere (mulighed for efteruddannelse, tiltræk gode medarbejdere gennem gode udfoldelsesmuligheder mv.)
    5. Træn medarbejderne (igen efteruddannelse, coaching og træning på jobbet samt gode værktøjer)
    6. Design opgaver, så resultaterne er målelige (svært i bløde servicejobs, men tilfredshedsundersøgelser er nok den mindst ringe metode – andre forslag er velkomne)
    7. Design belønningssystemer, så belønning er bundet op på resultater (ofte er det ret uklart og tilfældigt, hvad der udløser ny løn tillæg)
    8. Sikre at belønninger opfattes som fair.

    Det kunne være interessant at få flere input til, hvad motiverer? Og hvordan tager vi højde for det ved udformning af eksempelvis den offentlige sektor?

  93. Kristian Melchior Echwald

    Jan Sjøstrand:

    Ja, værdierne skal føles rigtige, om ikke umiddelbart, så i det mindste, når man har fået dem forklaret nærmere.

    Og som dit eksempel viser, så er det frugtbart at drøfte værdierne og det, hver enkelt lægger i dem, fordi man derved dels får en større viden om, hvad den enkelte værdi kan rumme, og hvordan man kan efterleve den, og dels bliver meget klogere på de andre deltagere i processen, deres motivation og det, de tror på.

  94. Jan Sjøstrand

    Claus
    Kort kan det siges at vi bliver motiveret af det der føles godt, og vi bliver demotiverede af det der føles utilfredsstillende. Og da følelser jo er baserede på vores selvopfattelse og identitet er vi tilbage ved det Poul skriver om at være sig selv.

    Her til bliver nogle primært motiveret af at undgå “ting” og andre motiveres primært af at søge mod “ting” – andre er mere balancerede i “væk fra” og “hen mod” tænkning – læs mere i et tidligere indlæg.

    De 8 punkter du stiller op kræver, at de opfylder værdisættet og identiteten.
    Jeg kan nemt finde organisationer der har værdier der er direkte modsætninger til flére af de punkter du har nævnt, vel at mærke organisationer der gør det hamrende godt. Årsagen til at de lykkes med noget som umiddelbart strider mod den uniddalbare sunde fornuft du opstiller, er at de formår at tiltrække og ansætte de personligheder der passer ind i netop deres set up. Derfor arbejder vi aldrig ud fra ledelsesmodeller og “sund fornuft”. Vi hjælper organisationerne med at udviklederes egne modeller, egne sandheder og egen “sund fornuft”, baseret på deres visioner, missioner, identitet og værdier.

    Det er endda særdeles kongruent og sammenhængende, det giver reel og MENING.

    De 8 punkter skal passe ind i den ønskede identitets og værdibaserede kultur – ikke omvendt.

    En pokkers spænde dialog ;-)

  95. Jan Sjøstrand

    Så er det ved at være tid til af fejre svigermors fødselsdag – det synes hun har værdi for hende, og hvis jeg lige mærker efter har det faktisk også høj værdi for mig – jeg har en fantastisk svigermor – hun passer lige ind i mit verdensbillede at en optimal svigermor.

    Jeg er jo nok tilbage senere – det her er ret spændende – ;-)

  96. Claus Christensen

    Jeg fik slettet et “tak” til Paul i mit sidste indlæg, hvilket jo er et vigtigt ord at få med.

    Jan, jeg kan godt se, hvor du vil hen og er ret enig i, at det er vigtigt, at man ikke låser sig fast i en teoretisk model, som ikke nødvendigvis passer med de involverede menneskers værdier og væsen.

    En firkantet teoretisk model kan dog tjene som inspiration.

    Personligt mener jeg, at de mange tilfredshedsundersøgelser kan være lidt af en omvej at gå. En mere direkte vej kan være at tage dialogen med kunderne eller medarbejderne.

  97. Paul Hegedahl

    Der er jo intet i vejen for, at den model Claus opstiller kan individualiseres, selv om det så sikkert vil stride mod naturen hos mange af de, der skal føre den ud i livet.
    Mht. tilfredshedsundersøgelser har jeg været med til at lave mange gennem årenes løb. Nogle har givet gode informationer andre mindre operationelle. Især en af de første, da jeg var blevet ansat på Tuborg i midten af 1960erne viste en særdeles stor forskel på direktionens om de ansattes opfattelse af lugten i bageriet. En af teknikkerne i senere undersøgelser var, at man på fx en personalekonference fik lavet en graf med resultaterne af nogle få spørgsmål til medarbejderne og en tilsvarende med ledelsens svar på, hvad de forventede. Overført til overheadplancher og placeret over hinanden gav det nogle sandhedens øjeblikke. Men, jeg er enig det er ikke altid, der kommer noget brugbart ud af dem. Og når det gælder den offentlige sektor, kan man jo reelt kun spørge de ansatte. Klienterne i en række institutioner/situationer har ingen mulighed for at besvare dem meningsfyldt. Så kan man selvfølgelig spørge familien – men det er også særdeles usikkert, hvor stort et reelt indblik de har i forholdene. Det samme gælder jo så dialogen. Vi må erkende, at der i en række tilfælde må findes andre veje.
    Med venlig hilsen¨
    Paul Hegedahl

  98. Jan Sjøstrand

    Teoretiske modeller er helt OK – blot de undlader at tolke og konkludere hvad der er “rigtigt og forkert” – og det gør ret mange af dem.

    Så er svigermors fødselsdag ovre – og sikken en af slagsen – min svigermor kalder jeg af og til for “madkæler” – Hvilke værdier trækker hendes fantastiske madkæleri?

    Midt i eftermiddagskaffen fik vi serveret Bjarne Riis’s pressekonference – i det store hele synes jeg sgu han gjorde det godt – hans følelser og tilstand slår i hvert fald ud gennem kropssproget.

    Allerede samtalen fra 1998 med Line Baun viser, at han er et “godt menneske”.
    Kropssprog lyver aldrig, selv om at nogle få, er fantastiske i spillet, “at omgå sadheden med en vis margin”.
    Samtalen med Line, og flere andre, viser mig, at følelser (værdier) ikke er til at snyde, de viser klart, at det at lyve og snyde strider mod Bjarnes grundsubstans – det tolker jeg i hvert fald – ellers ville det ikke være så vanskeligt for ham.

    BJARNE – DU FALDT IGENNEM ALLEREDE I 1998 -SKIDE GODT GÅET – DU HAR ET GODT KROPSSPROG.

    Hvad kan ledere lære af det, altså at være forbasket dårlige til at lyve, at have følelserne “siddende uden på tøjet”, at være blufærdige og generte, at gerne ville fremstå som vindere, at være den bedste, og samtidig være imotionel?

    det er noget skidt at lyve – noget af læren af dopingskandalerne, skal findes i baggrunden for misbruget – den rent mentale altså.
    Som Bjarne sagde – beslutningen og ansvaret er din enkeltes selv.

  99. Lars Kolind

    Jeg sidder her i Reykjavik og glæder mig over alle kommentarerne. Vil prøve at sammenfatte dem så snart jeg får tid! Skriv bare videre!

  100. Kim Thisted

    Vi nærmer os kommentar nr 100 og jeg har lyst til at tage en tidligere bold op vedr. den politiske samfundsudvikling.
    Den 22/5 kl 20,55 skriver Claus om en struktur som måske kan bruges og som jeg finder mere begavet end det vi kører med i dag, nemlig:
    Et øverste politisk niveau med ansvar for de store linier og visioner for fremtidig samfundsudvikling og med evne til at opstille klare entydige, overordnede kvalitetskrav i bredeste forstand.
    Herunder et institutionelt niveau med selvbestemmelse, ansvarlighed og konkurrence i opfyldelse af de overordnede kvalitetskrav, med bl.a. ressorceanvendelse som en sund parameter for præstationen. Bemærk – konkurrence er ikke negativt ladet. Konkurrence handler om sportslig indstilling, det at forbedre sig løbende, det handler om at optimere på ressourcerne og det handler om at turde de nødvendige forandringer. Konkurrence må ikke forstås, som rå magtanvendelse og økonomisk dominans, men som en sportsplads hvor der konkurreres på optimale løsninger gennem kreativitet og arbejdsglæde for den enkelte, og med ressource optimale løsninger.
    Kvalitetskravene skal være klare og institutioner der ikke leverer varen eller overforbruger ressourcer (læs: som ikke anvender kreativitet, arbejdsglæde og optimale løsninger), de må ganske enkelt ophøre, men kun for at andre institutioner, som er bedre og dygtigere kan udvikle sig yderligere indenfor de udstukne kvalitetskrav.
    Dette burde være inden for det muliges kunst, uden at der der drives rovdrift på mennesker og miljø, hvilket skal imødegåes via de omtalte overordnede kvalitetskrav.
    Hvorfor er det at vi skal have optil flere politiske niveauer i det lille Danmark. Vi befinder os allerede i en stor globaliseret verden med kæmpe fælles udfordringer globalt, som har langt større perspektiver for mennesker og miljø – lad os lægge yderligere politiske kræfter i det globale niveau, således at vi kan sikre mennesker over hele verden et menneskeværdigt liv.
    For mig handler det om hvor vi har fokus.
    Jeg tror vi for ofte går for rundt med en forestilling, som var Morten Koch værdig og der igennem mister udsyn.

  101. Claus Christensen

    Hvad skal kommunerne lave, hvis man lægger større selvbestemmelse ud til institutionerne?

    Man kan overveje helt at nedlægge dem og forøge institutionernes taxametertilskud med besparelsen.

    Men der kan være relevante opgaver også for kommunerne. Der kan være stordriftsfordele – f.eks. administration – kommunen kan tage sig af. Lokalplaner er et andet relevant område.

    Det er en genial idé i strukturreformen at lade kommunen finansiere en del af borgernes forbrug af sundhedsvæsenet – det er vist første gang, der er blevet skabt et økonomisk incitament til at foretage en forebyggende indsats på sundhedsområdet.

    Måske kommunen kan fungere som mediator ved konflikter mellem institutioner i området og i øvrigt et forum, hvor borgerne kan mødes og diskutere relevante spørgsmål, der ikke dækkes af den enkelte institution.

    Desuden kan der være et behov hos borgerne for at tilhøre et lokalområde, der er repræsenteret ved en myndighed, der fungerer som et samlende element for området. Der skal være nogen til at tænde juletræet på torvet.

  102. Pia Torreck

    Nogle af mine forslag til effektiviseringer i strukturen i den offentlige sektor:

    Resultatkontrakter (lavet rigtigt)- der måler på effekt og resultatskabelse.

    En lovgivning, der indeholder målemetoder, så man ikke skal bruge uforholdsmæssige ressourcer decentralt på at opfinde målemetoder. Det vil give politikerne målinger – så de ikke behøver at enkeltsagsbehandle.

    Resultatstyring og fokus på effekt – i stedet for detail indsats/handleplaner, der blot giver alle institutioner en masse skrivearbejde.

    En offentlig arbejdsgiver der ensretter og forenkler de offentlige lønoverenskomster – så der bruges langt færre ressourcer på at administrere personaleforhold.

    En offentlig arbejdsgiver,der stiller krav til at der må arbejdes på tværs af faggrænser – så vi får mulighed for at arbejde med LEAN – og få effektiviseret arbejdsgange i hele den offentlige sektor.

    Indførelse af EFQM Excellence modellen som generel beskrivelsesmodel – for alle større enheder. Så vi taler samme sprog. Og at socialt ansvar i den offentlige sektor – bliver tilskrevet værdi og høj imageskabelse.

    Krav om resultatmål, effektmålinger og synliggørelse af værdiskabelse i decentrale enheder – så brugeren kan sammenligne sygehuse, skoler, børnehaver, plejehjem – på parametre som: Brugertilfredshed, pårørendetilfredshed/forældretilfredshed, medarbejdertilfredshed, elevtilfredshed, effektivitetsnøgletal. Brug af ensartede måleskemaer – vedtaget og præciseret i loven. Disse målinger skal lægges på hjemmesiden – og f.eks. på nogle generelle hjemmesider.

  103. Claus Christensen

    Kommentar til Pia Torreck

    Forenkling af regler, herunder overenskomster, er jeg enig i.

    Vedrørende centralt fastsatte målinger kan jeg godt se idéen mht. sammenlignelighed og et ensartet grundlag for borgeren, når der skal vælges institution.

    Men der er den fare, at målinger vil styre institutionerne i for høj grad.
    For det første får vi for lidt mangfoldighed, fordi institutionerne går efter samme mål defineret i målingerne. Desuden holder de sig måske til afprøvede metoder i stedet for at eksperimentere, fordi fejlslagne forsøg giver dårlige målinger.

    Institutionerne vil gå efter gode resultater i målingerne i stedet for reel kvalitet. Hvis som eksempel man tager elevtilfredshed, er der den fare, at man går efter at give eleverne nogle lette succesoplevelser og gradvist nedsætter det faglige niveau. Man indfører flere events som giver oplevelser og afveksling på bekostning af fordybelsen og det hårde arbejde, det kan være at tilegne sig nye færdigheder.

    Samme fare kan der dog også være ved at anvende den frie konkurrence mellem institutioner som styringsredskab for den offentlige sektor – mere eller mindre populære tiltag, som ikke giver ordentlig kvalitet.

  104. Pia Torreck

    Hvordan tilfredshedmålingerne skal udformes afhænger netop af, hvilke helt basale krav vi vil stille til en folkeskole.

    Når kerneydelsen er defineret – er jeg helt med på, at der derudover skabes mangfoldighed.

    Mange brugere ønsker netop at kunne vælge et tilbud, der matcher deres personlige værdier.

    MEN kerneydelsen skal leveres. Og den er vi nødsaget til at definere og måle på.

    Ligenu kan jeg som forældre netop ikke se, hvilken folkeskole, der forbedrer sig ift “trivsel i klassen” – og altså håndterer konflikter, mobning, sørger for et trygt læringsmiljø.

    Jeg ønsker netop en offentlig sektor, der får lov til at segmentere og finde en målgruppe, der matcher deres krav. Men som offentlig udbyder – vil der være visse minimumskrav til output, som skal leveres uanset om man er TEAMDANMARK, muslimsk, musisk – eller på anden måde orienteret.

  105. Claus Christensen

    Det lyder fornuftigt med nogle ensartede minimumkrav og en profilering derudover.

    Men der er vigtigt, at man er omhyggelig med formulering af disse krav og at undersøgelserne udformes ordentligt.
    Jeg er egentlig også tilhænger af at offentliggøre karakterniveau, så den faglige fane holdes højt.

    Der er dog det problem både med undersøgelser og karakterniveau, at man måler et niveau og ikke en relativ udvikling i forhold til udgangspunktet, men det kan måske også klares ved at måle elever eller andre brugere af institutionerne, når de begynder forløbet.

  106. Jette Jakobsen

    En “kerneydelse” på et plejehjem…må der være. Ellers bliver det bare for “sølle” af og til. En kerneydelse for et menneske, som ikke mere kan magte sin egenomsorg, er for mig men at beskrive, men det ydes ikke i dag. Noget med at få hjælp til at holde sig selv ren og pæn, god nærende kost, som mennesket kan lide at spise. Omgivelser som passer og holdt rene. Et trygt og hjemligt miljø. Samme rettigheder som alle andre mennesker. Et personale som har tid til at hjælpe.
    Hvis det nu var mig. Et dagligt brusebad, noget tøj som er rent og jeg føler mig tilpas i. Noget mad jeg kan lide..og altid kaffe på kanden! Mulighed for at være privat og høre musik, se film, læse, se mine venner og familie. Mulighed for at få hjælp til at komme ud af huset, en lille hyggelig bolig, med de ting jeg holder af..også mit internet. Så ville det være dejligt med nogle ting i huset, som man kunne lave sammen med de andre beboere. Måske lidt udflugter eller små ferieture. Altså bare det, som de fleste mennesker holder af. Have lov til at sidde og glo ud i luften en dag, hvis det var det man havde lyst til. Ikke så ensrettet. På sundhedsskolen lærte jeg engang om Marslows behovspyramide, den er jo ganske god og rigtig.

  107. Jette Jakobsen

    Jeg mener ikke at hvis et menneske..ikke lige, ønsker et bad hver dag, er det selvfølgelig ikke noget de skal, men et tilbud som man kan bruge. Selvfølgelig kan man ikke bestille, frikadeller og brun sovs midt om natten. Det kan vi jo heller ikke hjemme. Men få en ostemad eller skål salat, i stedet for sagosuppe og farsrand med ærter i..det ville være godt, for nogle mennesker. Jeg tror at sagosuppens tid er forbi.

  108. Marc Jeilman

    Kære Lars,

    Det er tydeligt at dansk politik bevæger sig ind i et nyt paradigme.

    Ny Alliance er begyndelsen på et paradigmeskift. Som forhåbentligt vil sætte sine spor på tværs af systemet.

    Et alternativ der udspringer fra personer med integritet – med en vision og vigtigst af alt – en passion.

    De har taget springet. De tør fejle.

    Oprigtigt Hurrrrrraaa.

    I et land der ellers er berygtet for sin risikoaversion og generelle mangel på respekt overfor iværksættere – er der pludselig en dejlig og forfriskende accept af entreprenante politikere.

    Et nyt paradigme hvor helikopter perspektivet (jf. bestyrelsens rolle) tilsyneladende accepteres af et stigende antal vælgere. Det bliver nu spændende at se hvorledes implementeringen forløber. De har hvad der skal til for at skabe en forskel.

    Hilsen
    Marc

  109. Birgitte Saltorp

    Spændende debat! Jeg vil forfølge to spor: borgerengagement og politikernes evner.

    Det er en spændende udfordring at rykke den mentale ramme for en hel befolkning. Når et nyt politisk parti får så megen vind i sejlene, som vi ser i disse dage, tyder det på et paradigmeskifte. Men er det bredt i befolkningen eller kun i definerbare grupper? Der skal mange vælgere til for at ændre kursen, så det er nødvendigt, at de krusninger, vi ser, på overfladen, forplanter sig.

    Først et billede: To kolleger; den ene er vild med kongehuset, den anden er vild med Melodi Grand Prix. De har lavet en aftale om, at hvis den ene er på ferie, og nyheder om vedkommendes ”hjertebarn” rammer offentligheden, skal den anden sms’e og orientere om det væsentligste.

    Hvordan får vi helt almindelige mennesker til at være lige så engagerede, når det gælder samfundsforhold?

    Hvis vi ser på hvad, der sælger i medierne, går vi formentlig galt i byen, for så skulle der jo allerede være et massivt engagement. Så det er formentlig et spørgsmål om på landsplan at hæve debatten fra enkeltsager til det visionære – uden at fortabe sig i fine ord og floskler. I det danske demokratis barndom valgte man ”sognets bedste mand” til at tage sig af sagerne på tinge; det var underforstået, at han både skulle være de lokale og fædrelandet en god mand. Man kendte ham lokalt, kunne fortælle historier om hans familie mindst tre slægtled tilbage, kendte hans gerninger og hans erfaringer (men dengang var udbudet af informationer / underholdning selvfølgelig mere begrænset). Med andre ord: Jeg ser dig!

    I dag har vi vel også en fornemmelse af at se vores politikere, men fornemmelsen strækker sig til, at vi kun ser det, vi får lov at se. Samtidig læser vi kropssproget og øjenbevægelserne og danner os mere eller mindre bevidst et sekundært billede. Den manglende respekt for politikere kunne meget vel skyldes, at verbal og nonverbal kommunikation ikke hænger sammen. Af samme grund vinder Ny Alliance-folkene points ved at møde borgerne på gaderne i Horsens og Nykøbing Falster – man kan danne sig et førstehåndsindtryk af ”girafferne” – og det er helt rigtigt set, at det er borgerne og ikke andre politikere, der er i byen samtidig, de skal møde.

    Den enkelte borger vil gerne værdidebatten, men den skal være i øjenhøjde. I stedet for, at statsministeren dekreterer værdidebat ovenfra, kunne han tilbyde at komme ud der, hvor borgere selv tager initiativ til at drøfte fremtidens fællesskab. Og i øvrigt handler debatten ikke om statsministre men om at være borger i fællesskabet. De fleste kan udmærket forstå, at der ikke er penge til alt, men derfor er det så meget mere væsentligt at drøfte hvad, der er af værdi for den, der påvirkes – f.eks. at det er væsentligere, at personalet på landets plejecentre har tid til menneskene end til at gøre rent, og alligevel skal der gøres rent. (Jeg kom gennem mange år et sted, hvor personalets tid til kaffepause mangedobledes, da den menneskeligt engagerede leder holdt op: ”Når jeg ikke kan have tid til andre, skal der i hvert fald være tid til kollegerne/mig selv!”)

    Hvordan får vi engageret Hr. og Fr. Borger? Ved at tage samtalen derud, hvor den hører hjemme. En del lokalpolitikere vil af bitter erfaring sige, at folk ikke dukker op til den slags møder, men min erfaring på området får mig til at overveje, om det er fordi, møderne ikke foregår i øjenhøjde. Mediemæssigt har det bedste nok været Højlunds Forsamlingshus – det blev diskuteret over aftenkaffen og på arbejdspladserne længe efter det enkelte program. Hvis det var muligt at lave noget tilsvarende, som fulgtes op af lokale debatter, var det ikke umuligt at engagere en hel del mennesker, som ellers er forfaldet til politikerlede.

    Om politikere sagde en udenlandsk diplomat, kort inden han (for måske tyve år siden) forlod landet, at Danmark var det mest repræsentative demokrati, han kendte. Intet andet sted ligner politikerne folket så meget! – Så et folkeligt engagement må kunne virke fremmende på politikerkvaliteten…

    Hvordan sikrer vi os, at politikerne har et troværdigt engagement?
    Måske skal vi tilbage til at spørge den enkelte politiker: Hvad står du for? Ikke forstået som partiprogram, men hvilke værdier er grundlæggende for dig? Tanken om, at alle, der stiller op, skal kunne bestå indfødsretsprøven uden multiple choise er god, og burde egentlig allerede være et absolut minimumskrav.

    Måske var det en rigtigt god idé at lave en hjemmeside med det skema, Hegedahl foreslår (23.05 kl.22.59), hvor folketingskandidater (frivilligt?) kunne svare på en række værdispørgsmål, og hele befolkningen har adgang til at gå ind at tjekke og sammenligne holdninger. Man kunne forestille sig at udvide med en personlighedstest, men den slags er selvfølgelig ikke bedre end menneskene bag dem, så man kan overveje, om der skal en advarsel på, hver gang man går ind for at se en konkret politikers profil, eller der skal ”laves sjov” med testen, så politikerne inddeles i dyretyper eller andet, som kan udtrykkes visuelt.

    Jeg er ingen ørn til at oprette hjemmesider, men jeg melder mig gerne til at være MED til at gennemtænke denne her. For der er jo lige præcis det med engagement, at det vokser ud af, at nogen handler!

    Seriøst grebet an kan en hjemmeside om kandidaterne blive et meget vigtigt redskab for borgerne, inden de sætter deres kryds på valgdagen. Samtidig vil den tvinge politikerne til at overveje deres personlige værdier og måske endda, om de egner sig til en plads i politik. En ny værdi-tone i debatten kunne også på sigt få andre kvalificerede kandidater på banen.

    En sidste bemærkning: Ære nævnes stort set kun som negativt begreb i den offentlige debat i disse år (æresdrab o.lign.) – måske er det på tide at genindføre det positive æresbegreb, som består i at tage ansvar og at stå ved sine holdninger. Det ville sætte en mental ramme, som i sin positive udformning vil være gavnlig for fællesskabets fremtid.

    Vil vi en dag sms’e valgresultater til venner og kolleger, der befinder sig udenfor landets grænser?

  110. Kristian Melchior Echwald

    Jeg mener i lighed med Saltorp og Jeilman, at Ny Alliances store gennemslagskraft især bygger på, at partiet er startet af personer, der virker troværdige, fordi deres kropssprog afspejler det, de tænker, og fordi deres udtalelser afspejler det, de inderst inde mener.

    Personlig integritet er den første forudsætning for, at man kan acceptere andres integritet. Så politikere, der mangler den, vil heller ikke være i stand til at lytte og forstå andre.

    Men det er også svært at holde fast i sin integritet, når man dagligt bliver bombarderet med så megen mistillid, som politikerne faktisk udsættes for i dag. Så skal vi ikke foreslå en tillidsreform til politikerne?

    Hvad om vi gav dem lov til at stemme efter deres overbevisning i alle sager, uanset om de har tilmeldt sig et bestemt partiprogram, eller om der er en bestemt hovedbestyrelse eller generalforsamling, eller nogle bestemte vælgergrupper eller medierådgivere eller gruppeformænd, der kræver et eller andet?

    Hvis alle stemmer efter overbevisning, kan vi med ét slag få ophævet blokkene, og få en fornuftig politisk dialog i stedet. Først når alle er klare i tanke og mæle omkring, hvad de mener, er det muligt at skabe fællesløsninger.

  111. john-erik bang

    Jeg er klart for Ny Alliance. De repræsenterer for mig, meget det jeg synes mangler i dansk politik. MENING.

    Et grundlæggende menneskeligt begreb som flere og flere synes at glemme. At de tre så faktisk med deres kropssprog, holdinger etc, for mig repræsenterer oprigtighed og integritet, gør det jo kun bedre.

    Det giver jo ingen mening at vi fører moderne politik, på samme måde som vi førte blokpolitik i 70´erne.
    Det giver jo ingen mening at to ældre fundamentalistiske præster skal definere mine såkaldte danske værdier over for mine udenlandske og danske venner, her som i udlandet.
    Det giver ingen mening at vores folkeskole skal gennemsyres af test (vis mig forresten en eneste undersøgelse der påviser at test påvirker læringen i positiv retning…. eller lad mig spare dig for besværet, for den findes ikke)
    Det giver ingen mening at vi har en (undervisnings)minister der introducerer test, som i øvrigt er gået helt galt i folkeskolen, og eneste kommentar til dette er, ” det eneste jeg har sagt om disse test er, at det ikke bliver nemt!
    Test er statiske og fordre ikke det kreative i læringen. Det kreative element som vi i fremtidens Danmark har som eneste reelle ressource. (hvordan får du en god ide? ved at lave test eller ved at træne kreativitet)
    Det giver ingen mening at vi konsekvent prøver, at fastholde vores uddannelsessystem sådan som det så ud for (i princippet) 100 år siden.
    Det giver ingen mening at vi konkurrerer med Kina og Indien i noget de er mindst lige så gode til. De efterligner jo netop den danske uddannelsesmodel som den så ud for 30 år siden.
    Det giver ingen mening, at det politiske system ikke udvikler sig, men stadig fungerer (i princippet) som da det blev introduceret.
    Det giver ingen mening, at én lokalpolitiker kan piske dygtige embedsmænd rundt i manegen i en personlig vendetta mod anden politiker.
    Det giver ingen mening når en menneske en dag er et aktiv for samfundet og dagen efter sin pension bliver en udgift for samfundet.
    Det giver ingen mening at vi ikke kan tage os ordentligt af de ældre, men at det bliver pasning og ikke pleje.

    Vi mangler værdighed og dynamik for den enkelte og for vores samfund generelt.
    Det giver ingen mening at tale om et velfærdssamfund, når dette med sin statiske tilgang til virkeligheden ikke fungerer fremadrettet, men bliver ved med at gøre det samme, ofte bare på en anden måde.

    Det er netop det der mangler for mange borgere, mening med det hele.

    Vi er nødt til at tænke nyt!

    Vi er nød til at bevæge os mod et mere værdigt og dynamisk samfund, det giver mening.

    Derfor giver det mening når mennesker tager ansvar og prøver nytænkning.

    Derfor giver det mening når de tre fra Ny Alliance tager ansvar og prøver at gøre noget andet!

    Derfor giver det mening når nogen viser mod og går vejen andre taler om.

    Derfor har Ny Allince også en mission der måske er udover det de selv har tænkt over. De gør det de andre taler om.

    Og så i øvrigt, tillykke med Bloggen (at lægge den om til engelsk er fint for mig, men vil ikke give mening for dem der ikke kan engelsk) den er fyldt af mange spændende indlæg.

  112. Paul Hegedahl

    Inspireret af John-Eric Bangs indlæg vil jeg tillade mig at gøre opmærksom på interesseorganisationen/foreningen:
    Initiativ for Kreativitet og Innovation. Den har været længe undervejs, men har nu en række medlemmer, både personlige og kreative og innovative danske virksomheder. Oprindelsen til den stammer helt tilbage fra 1960, hvor PA-Rådet fra Sverige gennemførte en række kreativitetsseminarer i Danmark. Det førte til at sociologerne Flemming Balvig og Ole Dahl skrev en bog om kreativitet og afholdt en række kreativitetskurser, som jeg også havde glæden af at medvirke til. Endelig, for nogle år siden, blev der dannet en organisation, der skal medvirke til opmærksomhed på – og uddannelse og erfaringsudveksling inden for kreativitet. (Noget som fx Singapore har ladet gennemsyre hele deres samfund i rigtig mange år). Her er nogle informationer om IKI. Jeg skal lige tilføje, at jeg ikke er med i bestyrelsen eller andet og ikke har nogen økonomisk interesse på nogen måde i hverken IKI eller udbredelsen af ideen. På grund af min stædighed med hensyn til at skabe organisationen og udbrede viden om kreativitet, er jeg æresmedlem – men jeg er alvorlig overbevist om, at kreativitet er en af de vigtigste faktorer for udviklingen af det danske samfund.

    VELKOMMEN TIL IKI – INITIATIV FOR KREATIVITET & INNOVATION

    Velkommen til det medlemsdrevede Initiativ for Kreativitet og Innovation.

    Kreativitet og innovation kommer ikke af sig selv. Vi skal ville det – og vi skal arbejde seriøst med at udvikle det, både som individ, virksomhed og organisation. Vi vil udfordre og inspirere hinanden i stedet for at bekræfte os selv i det, vi allerede ved.

    IKI har som initiativ til formål at skabe rammer for udvikling af kreativitet og innovation i mødet mellem mennesker og virksomheder.
    I foreningen arbejder vi konstant med dette overordnede mål for øje. Vores vigtigste opgave er at sikre, at vi i kraft af IKI’s aktiviteter inspirerer og stimulerer til fornyelse.
    Samtidig er vi afhængige af medlemmernes indsats ved de enkelte arrangementer såvel som i dagligdagen. Og vi er altid interesserede i at modtage inspiration til aktiviteter eller initiativer, som kunne være relevante at gennemføre i IKI-regi.
    Hent vores brochure (pdf-fil)

    IKI
    c/o CBS Career Center
    Solbjerg Plads 3
    2000 Frederiksberg
    Tlf: 3815 2067
    Email: iki@cbs.dk

    MEDLEMSKAB
    Virksomhedsmedlemskab
    Et virksomhedsmedlemskab giver op til 15 af virksomhedens medarbejdere adgang til at oprette en profil på http://www.iki.dk, og dermed adgang til foreningens arrangementer.
    Pris: 12.500,- kr. pr. år.
    Ønskes der adgang for flere end 15 medarbejdere er prisen 30.000 kr,- pr. år
    Derudover afholdes enkelte specialarrangementer i foreningens virksomhedsnetværk.
    Ønsker din virksomhed et medlemskab, bedes i rette kontakt til iki@cbs.dk

    Læs mere om de nuværende virksomhedsmedlemmer

    Personligt medlemskab
    Et personligt medlemskab giver adgang til alle foreningens arrangementer.
    Pris: 1.000,- kr. pr. år
    Klik her for at blive medlem

    Studerende, ledig eller pensionist
    Er du studerende, ledig eller pensionist får du samme adgangsrettigheder, som et personligt medlemskab giver, men for færre penge.
    Pris: 400,- kr. pr. år

    FREMTIDEN BOR I DINE IDÉER
    Vores mission er at skabe rammer for at udvikle kreativitet og innovation i mødet mellem mennesker og virksomheder.
    Vores aktiviteter kan inddeles i 4 hovedkategorier
    • Personlig kreativitet
    • Innovation for personer f.eks. i form af Entrepreneurship
    • Firma kreativitet i form af kreativ kultur, kreativitetsrum m.v.
    • Firma innovation f.eks. forretningsudvikling, intrapreneurship
    Hvis du har en idé til et IKI-arrangement, kan du sende en mail til Lars Tolboe: tolboe@post9.tele.dk.
    Du er velkommen til at “prøvesmage” et af vores arrangementer. Opret sig som bruger, markér at du ønsker gæstemedlemskab. Herefter kan du logge ind og melde dig til at deltage i et arrangement gratis.
    ———————————-
    Således inspireret af John-Eric Bangs indlæg -
    med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  113. Per Feldvoss Olsen

    Hej,
    Jeg kom lige forbi – og så denne interessante tråd. Jeg beskæftiger mig – i min “fritid” – med nytækning inden for demokrati.

    Det som er det generelle problem i demokratiet er ikke demokratiets hensigt, men de politiske “mekanismer”. Problemet bestå helt konkret i at finde en mekanisme hvormed man kan fremføre generelle demokratiske løsninger.

    Når man skimmer disse debatter igennem ser man et “mønster af fejl”, som vi arver fra den nuværende konstruktion: “repræsentativt demokrati”. Nogle af konsekvenserne, af den demokratiske mekanisme, har jeg tidligere beskrevet her: http://flix.dk/modules.php?nam.....p;sid=2842

    Problemet er – i grove træk – at ‘den politiske debat’ , som vi har fået fra Platon og Sokrats, medfører at ‘vi identificere ideerne med de mennesker som fremelægger dem’. Logikken i dette medfører at man ganske frit og uhæmmet kan vælge at “patologisere” ide eller idemageren… da disse jo logiske set er ét. (I mange tilfælde er det lette at ramme politikeren end det er at ramme ideen.)

    Poul har naturligvis ret i at kreative ideer måske kan “rede” os – men dette forudsætter at vi byder med nogle af de basale antagelser, som vi normalt forbinder med demokratiet. I den forbindelse – også her, fristes man til at sige – er kan kreativitet altså betragtes som et ‘sekundært middel’, som kun kan få maksimal effekt hvis vi udtænker nogle nye demokratiske rammer.

    Demokrati problemet ser vi også inden for kreativitet hvor der er to forskellige “skoler” – Den gamle skole, som ser den kreative ide som et unikt ‘individuelt produkt’, og “Den nye skole”, som bl.a. betragter ide udvikling som et fælles projekt. Den gamle skole bygger altså – før eller siden – på den samme logik som Platon og Sokrates ender med… hvorved det er ‘subjektet’ (altså os) der bliver et problematiseret – det omvendte ses også, altså personer som gøres til “kreative ikoner” (hvorved jagten på “de kreative” bliver en del af kult-problematikken.).

    Hvis I nu genlæser hele denne debat med disse “briller” – vil i opdage en række eksempler, og forslag, som peger på hvordan vi kan “rette på” de individuelle politikere beslutningstagere og andre aktører. Alle disse eksempler er fremlagt i det godes, skønnes og det sandes tjeneste – altså alle begreberne som vi fik fra “den gamle skole”.

    Problemet er at demokratiske ideer ikke, som udgangspunkt, kan bygge på et ‘konvergent’ grundlag – fx. den enkeltes troværdighed, retoriske evner, iderigdom osv. En demokratiske proces kan altså ikke være eksklusiv i denne forstand – men den kan omvendt heller ikke bygge en utopiske forestilling om at alle ‘skal’ inddrages.
    Vi må altså tænke noget ‘helt’ nyt! :-)

    MVH Per Feldvoss Olsen

    p.s. Polarisering (gl./ny. skole) er *naturligvis* heller ikke fair, over for de nuværende aktørerne: fx politikkerne eller “de kreative”. De gamle skoler har, netop i kraft mekanismerne, skabt nogle meget stærke konstruktioner. Pointen er at dette er sket på bekostning af den mennesker som har lagt brugt deres korte liv i politikkens tjeneste – og så er der dem der er “dømt kreative” tsk. tsk.

  114. Paul Hegedahl

    “Demokrati problemet ser vi også inden for kreativitet hvor der er to forskellige “skoler” – Den gamle skole, som ser den kreative ide som et unikt ‘individuelt produkt’, og “Den nye skole”, som bl.a. betragter ide udvikling som et fælles projekt. Den gamle skole bygger altså – før eller siden – på den samme logik som Platon og Sokrates ender med… hvorved det er ’subjektet’ (altså os) der bliver et problematiseret – det omvendte ses også, altså personer som gøres til “kreative ikoner” (hvorved jagten på “de kreative” bliver en del af kult-problematikken.)” skriver Per Feldvoss Olsen. ¨
    Hvis det bliver til jagten på/tilbedelsen af “de kreative” har Per fuldstændig ret. Det er forkert/usundt/uproduktivt. Og det er med hensyn til kreativitet, netop det, der har plaget samfundsudviklingen i mange år. Hvor mange gange har jeg ikke hørt mennesker sige: “Ja, jeg er jo ikke kreativ” – for så at kunne opleve netop kreativitet fra sådanne personer gennem opmuntring og uddannelse. Det er fx en tankegang, der har domineret reklamebureauerne altid: Opdelingen i “de kreative” og så alle de andre. Alle kan være kreative og alle har potentialet og forudsætningerne for at være kreative. Vi skal blot forstå, at der er mange former for kreativitet. Så det er ikke et enten/eller: individet/kollektivet. Når vi taler om fx politik, er det helt sikkert, at et kollektiv er bedre til at finde kreative løsninger.
    En meget overset del af kreativitet er, at man kan arbejde med at finde ud af, hvad det reelle problem, man står overfor i virkeligheden er. Vi er alle alt for tilbøjelige til at godtage den første udlægning af problemet, som det virkelige problem, men når man går dybere i det, viser det sig ofte, at problemet er et helt andet – og at løsningen derfor også er en helt anden. Og udviklingen i viden og teknologi giver os ofte muligheder for helt andre, mere formålstjenlige løsninger, end den, der lige ligger for. Et af problemerne er, at den basale viden om nye muligheder ikke er udbredt nok. I bogen “It’s Alive” fra 2003, gennemgår forfatterne Christopher Meyer og Stan Davis udviklingen inden for en række videnskabelige områder og hvordan man er begyndt at anvende denne viden i praksis. Et eksempel. I USA er man begyndt at gensplejse tobaksplanter, så de kan anvendes til andre formål. Krigen i Afghanistan handler ikke blot om religion, men i høj grad om opiumsproduktion. Produktionen finansierer Taleban og bønderne kan ikke se anden levevej, så de støtter Taleban. Man prøver at brænde markerne af! Det får næppe producenterne til at holde op med hverken produktion eller støtte. Der kommer forslag om, at anvende høsten til produktion af legalt morfin til sundhedssektoren i hele Verden. Det ser ud til, at der ikke er brug for så meget morfin – og at man heller ikke kan betale lige så meget for det, som dyrkerne får fra anden side. Tænk hvis nu fx Danmark sagde: Vi vil ikke deltage med tropper i Afghanistan – det fører ikke til noget konstruktivt. Men vi har nogle fremragende danske virksomheder inden for biotekonologi. Dem vil vi give midler til at forsøge at gensplejse opiumsvalmuer, så de kan anvendes til noget andet – og at dyrkerne kan få mindst det samme – helst noget mere for deres indsats.
    Iøvrigt kan jeg ikke helt forstå Per Veldvoss Olsens bemærkning: “En demokratiske proces kan altså ikke være eksklusiv i denne forstand – men den kan omvendt heller ikke bygge en utopiske forestilling om at alle ’skal’ inddrages.”. Vi har da i høj grad midlerne til det i dag. Prøv at læse Marcus Schmidt: “Demokrati i Danmark” og erstat “trykknaptelefoner” med Internet. Så vidt jeg ved, går man i fx Schweiz temmelig langt i processen med at forsøge at inddrage alle i grundlæggende demokratiske spørgsmål?
    Men jeg skal ikke udelukke, at jeg har misforstået den tankegang, som ligger bag udtalelsen, så opfat ikke min bemærkning som negativ kritik.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  115. Per Feldvoss Olsen

    Hej Paul,
    Jeg opfatter ikke dit indlæg som kritik – så tak! Jeg kender ikke alle de forsøg som foregår på internettet, men i første omgang ville jeg nu heller ikke pege på løsninger. Hvorvidt vi kan eller skal inddrage alle er måske ikke så relevant. Lad mig foreslå et tankeeksperiment – for at anskueliggøre proportionerne.

    Vi skal helt tilbage til 1936, hvor Alan Turing foreslog at man måske kunne lave en maskine, som ikke kunne skelnes fra et menneske. Ideen er kort at man har en stor kasse med en brevsprække, herigennem kan man aflevere sedler med spørgsmål. Udfordringen er så om man ‘kan’ konstruere en maskine som giver svar af en sådan kvalitet så man ikke udefra kan afgøre om det reelt er et menneske eller en maskine der svarer. Mange har leget med på tanken, som bl.a. er provokerende for vores selvopfattelse. ( læs mere her http://en.wikipedia.org/wiki/Turing_machine )

    I mit eksempel ville jeg foreslå en “demokrati kasse”, som ikke (nødvendigvis) får spørgsmål som input…. men den kan producere demokratiske ideer.
    Min (provokerende) pointe er, helt specifikt, at de demokratiske ideers ‘værdi’ ikke påvirkes af den proces som fremstiller den!

    Jeg kan altså påstå at vores nuværende demokrati og civilisation bygge på en lang række “menneskelige katastrofer” – men det betyder ikke at disse katastrofer var nødvedige for demokratiet og civilisationen! I princippet ‘kunne’ vores nuværende system være producere af “demokrati kassen”. (Sat i relation til den anden proces, det var kreativiteten, er demokrati produktion altså i bogstaveligeste forstand et spørgsmål om at tænke ud af kassen. :-) )

    Vi kunne altså også vælge at lukkede hele folketinget inde i kassen, og så kunne de fremlægge deres love. Pointen er igen at hvis der deraf kommer “demokratiske ideer”, kan vi i princippet være “lige glade” med hvordan disse er opstået! AFR kunne i princippet binde de andre og fremlægge sine ideer alene – vi ville ikke vide bedre hvis eller de ideer der kommer ud er demokratiske. I sin yderste konsekvens kunne vi altså erstatte alle demokratier, i alle lande med, én “person”!

    Har af følger flere ganske væsentlige pointer.. bl.a.:
    1. Størsteparten af de politiske processer er i realiteten ‘sekundære’ – set i forhold til ‘Det demokratiske produk(tm)’
    2. Vi ved en masse om hvordan sådanne produkter “bør” fremstilles, men vi ved meget lidt om hvordan de kan vurderes

    Hvis vi nu (på trods) fastholder fokus på det sekundære niveau – altså “demokrati produktionen”. Kan vi sige at det naturligvis ikke er acceptabelt med menneskelige ofre på denne konto. Hvis der er mere civiliserende (læs menneskelige) alternativer til denne proces (fx en lukke maskine?) er dette ‘naturligvis’ at foretrække!

    Det ‘virkeligt’ provokerende er måske at det lille tankeksperiment kan afslører at det politiske system bygger på nogle “fejlagtige” ‘basal antagelser’ – disse antagelser har en række ganske alvorlige, men unødvendige, konsekvenser for de personer som er indblandet!

    MVH Per

  116. Frank Calberg

    Paul, du stiller følgende spørgsmål: ”Så vidt jeg ved, går man i fx Schweiz temmelig langt i processen med at forsøge at inddrage alle i grundlæggende demokratiske spørgsmål?”

    Her er lidt input til dig:

    http://www.admin.ch/org/polit/.....ml?lang=en læste jeg følgende:
    “According to the Federal Constitution, the Swiss people are sovereign and ultimately the supreme political authority.”

    Der holdes i Schweiz folkeafstemninger flere gange om året. Se disse links:
    http://www.admin.ch/ch/d/pore/va/vab_1_3_3_1.html
    http://www.admin.ch/ch/d/pore/va/vab_2_2_4_1.html

    I øvrigt kan jeg nævne, at udlændinge udgør over 20% af befolkningen i Schweiz, som er 7,459 mio. mennesker.
    http://www.bfs.admin.ch/bfs/po.....1/key.html

  117. Paul Hegedahl

    Tak Frank for henvisningerne. Med en omskrivning kan man måske konstatere, at i Schweiz er der andet end guldet, der glimrer – og at vi måske kan lære mere om demokrati i Schweiz end mange andre steder, hvortil uddannelsesrejser går? Måske der kunne ligge lidt inspiration til Ny Alliance i det land?
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  118. Frank Calberg

    You’re welcome, Paul.

    Mht. spørgsmål:
    Jeg kan ikke tale for andre. Selv lærer jeg noget hver eneste dag.

  119. Kristian Melchior Echwald

    En kommentar til Feldvoss Olsens indlæg:

    Det, jeg godt kunne tænke mig er, at alle politikere ville arbejde sammen om at skabe et bedre samfund. Og at en god idé eller et lovforslag ville blive vurderet udelukkende på baggrund af, om den stemmer overens med grundlæggende principper, og udgør en forbedring, og ikke på baggrund af, hvem der har fremført den.

    Det er et spørgsmål om landets politiske kultur. Hvis den politiske kultur er præget af spin og magtkampe i stedet for af idealer og samarbejde, så har vi en dårlig politisk kultur.

    Det, jeg hører i dit forslag er, at vi skal lukke for den politiske kasse; lade være med at interessere os for, hvad det enkelte parti eller folketingsmedlem mener, og udelukkende fokusere på, hvilke resultater, Tinget som helhed kommer med.

    Jeg synes, idealet er udmærket, men det kræver, at processen inddrager ALLE politikere og at den endelige beslutning bakkes op af ALLE politikere, der har deltaget i processen, hvilket kun er muligt, hvis politikerne er villige til at tilsidesætte personlige interesser, og arbejde sammen til landets bedste.

    Grunden til at konsensus er så vigtig er, at enhver uoverensstemmelse omkring en lov, vil skabe uro i samfundet og begrænser lovens legitimitet og dermed i sidste ende er undergravende for samfundets sammenhængskraft.

  120. Frank Calberg

    Til Jette: Jeg har et forslag til dig:

    Prøv at tage en computer med hen til én eller flere af dine kunder, der er frisk(e) på at skrive et indlæg her på bloggen. Lad vedkommende give input til svar på følgende 2 spørgsmål:

    1. Hvad fungerer godt i ældreplejen?

    2. Hvad kan der helt konkret gøres for at forny ældreplejen?

    Med andre ord: Lad dine kunder deltage i at skabe det produkt, de køber – for på den måde at øge værdien af produktet.

    Just an idea.

  121. Jette Jakobsen

    Hej Frank.
    Det har jeg ofte selv tænkt på, men jeg tror ikke det er velanset i ældreplejen…altså fra ledelsen og kommunalpolitikere. Man tisser jo ikke i egen rede vel? Nu kan jeg godt læse at det er positive ting, dem der fungere godt. Sådan kan spørgsmål jo også stilles. Vi trrænger til at få noget af det gode frem. Jeg er jo ikke ansat i ældreplejen mere, men kender rigtig mange ældre brugere af ældrepljen. Så det er muligt at jeg gør det. Det er jo ikke negative spørgsmål, så jeg kommer jo ikke til at overskride min tavshedspligt. Det ved du nok er nem at slå os i “omsorgsjob” af pinden med. Jeg syntes det er en spændende ide.

  122. Paul Hegedahl

    Efter min mening har Frank Callberg fat i en spændende tankegang. Normalt dannes et politisk parti vel ud fra nogle helt overordnede tanker om, hvordan – og undertiden ikke mindst af hvem – et samfund skal styres. Og senere forsøger man så at løse alle problemer efter denne overordnede skabelon. Men, så enkel er tilværelsen jo ikke. Derfor er det vigtigt at få hørt så mange opfattelser som muligt og få et både nuanceret og operationelt grundlag at handle på. Og i dag er teknologien tæt på at kunne give gode muligheder. Det handler ikke om styring på bestyrelsesniveau eller teknokratisk styring. Det handler om at give et bredt sammensat Folketing og tilsvarende kommunalbestyrelser så godt et indblik som muligt i de reelle forhold. Man kan samtidig inddrage viden og sagkundskab på de væsentligste områder ved at anvende Delphi- og scenarioteknikker til i god tid at forsøge at klarlægge, hvilke problemer/muligheder, man vil komme til at stå overfor. De mange forskellige planer/programmer, der udarbejdes er i for høj grad enten meget nationaløkonomisk baserede eller ideologisk belastede.
    Ved hjælp af eksisterende og nyudviklet teknik og metoder kan man få både et billede af udviklingen og ønskerne fra brugerne/borgerne – og stadig med en sund politisk debat, men baseret på mere håndfaste informationer. Det vil dog samtidig kræve en grundlæggende viden og kunnen hos de folkevalgte.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  123. Claus Christensen

    Vedr. ideologi mv.

    Tidligere statsminister Poul Schlüter kaldte vist ideologi noget bras.

    På den ene side er det forstokket at hænge fast i ideologiske dogmer, men det er også frustrerende at se, hvordan politikere skifter holdning efter meningsmålingerne.

    Det ville være rart, hvis venstrepolitikerne havde lidt mere liberalisme i behold. De er jo nærmest blevet planøkonomer. Seneste tiltag er, at finansminister Thor Pedersen vil bestemme, hvilke indkøb institutionerne skal foretage f.eks. på IT-området. Så er det åbenbart mindre vigtigt, om institutionen får den IT, den har brug for.

    Andre ministre konkurrerer ivrigt om titlen som årest Leonid Bresjnev ved at afkræve detaljeret kontrol, så medarbejderne efterhånden bruger mere på det end på at betjene borgerne.

    Løsningen er måske en værdibaseret politik i stedet for et detaljeret politisk ideologi. Det kan være vanskeligt at bestemme forskellen på de to dele Måske handler det om der er fastlåste dogmer.

    Jeg er lidt betænkelig ved at kræve bestemte kompetencer hos politikerne. De bør bredt repræsentere befolkningen. Der er rigeligt med “kompetente” teknokrater, som får strikket nogle komplekse, bureaukratifremkaldende løsninger sammen og for få praktikere.

  124. Per Feldvoss Olsen

    Hej
    Det ‘er’ et interessant forslag, jeg har selv arbejdet med det siden 80erne! Og det er implementeret mange steder – dansk forskning levere tusinder af rapporter og fakta, men det bliver ikke brug….. . Problemet er nemlig at en sådan opsætning desværre ikke kan producere forslag som “bare” bliver politisk acceptable. Videnskaben, scenarier, Delphi, modus 2 osv., kan netop ikke levere demokratiske beslutninger – så de modeller vi bygger er altid på en eller anden måde styret af:
    - Vores nuværende idealer
    - Vores nuværende viden
    - Vores nuværende ressourcer

    Hvilket igen fører til en politisk kamp om hvem der får sin viden tilgodeset. Det som I er ved at designe er altså en ny arena hvor denne ‘kamp’ kan foregå?

    Når og hvis denne opsætning så har produceret et demokratisk forslag kan vi gennemtvinge det fordi det er rationelt(?) – fint hvis vi snakker om placeringen en bro, men hvad med skoler og sygehuse….

    mvh Per

  125. Per Feldvoss Olsen

    Hej Kristian og Claus,
    I første omgang peger jeg nu kun på de problemer som det nuværende politiske system medfører. Demokrati kassens ’indhold’ er – som I muligvis kan se ikke så interessant!  Min pointe er at vi med stor fordel kan adskille processerne – slet ikke af hensyn til idealismen, men netop fordi idealismen ”spiser sin børn” når den sættes i system! Der er i tale om en kendt praktisk problematik. (Claus idealer og værdier er to sider af samme sag, det hjælper os desværre ikke at debattere værdierne). Værdier ’er’ absolutte, så værdierne KAN ikke diskuteres, de må prioriteres – hvilket medfører at en favorisering af et ideal latent bliver til en undertrykkelse af et andet….
     
    Dette betyder netop at der opstår store kampe mellem idealernes repræsentanter, ikke fordi vi egentligt vil dette, men fordi værdier/idealer udgør fundamentet i den måde vi har organiseret os. 
     
    Jeg er 100% enig i dit syn på at ALLE skal tilgodeses, naturligvis skal alle være glade i demokratiet – men dette betyder ikke nødvendigvis at ’alle’ må og skal inddrages i processen. Hvis det var sådan skulle alle “nye” jo principielt indraget på det tidspunkt hvor de indtræder i et demokrati – men vi har jo arvet og accepteret det meste. Rent praktisk er jeg ikke så personligt interesseret i arbejdsforholdene inden for fx vinbranchen – men jeg må måske acceptere at disse forhold skal tilgodeses på lige fod med mine direkte interesser. Rationalet for en revison af demokratiet er altså ganske enkelt: hvordan kan vi finde den beslutninger som alle de ramte kan acceptere…
     
    Det som jeg leger med her er altså nogle af spillereglerne for hvordan vi kan fremstiller nye ’retfærdige’ love og prioriteter. Vi har i Danmark allerede én ”sikkerheds ventil” for demokratiet – nemlig kongemagten, alle love skal underskrives af regenten ellers er de ikke gældende! Dette sikre at regenten – muligvis med sit liv som indsats – kan sætte sig op i mod en diktatorisk overtagelse af magten. Dette vil naturligvis kun fungere så længe at regenten ikke er en del diktaturet …. eller ”overtales” på anden vis. Kongemagten finder jeg på mange måder ‘kan’ sikre en vis form for konsensus – et alternativ/supplement kunne tænkes …  i form af en anden ”beskyttet” instans?  Det interessante ved kongemagten er at den IKKE er folkevalgt, men dog skal nyde folkets respekt for at bevares. For at tilfredsstille kritikere af kongemagten kunne man så lave nye eksperimenter – som medførte de samme fordele….. en anden gang.
     
    Mit eksperiment er derimod et simpelt alternativ til den nuværende ‘lovgivnings praksis’ – og derved ser vi at man kan vurdere demokratiets produkter ud fra en anden målestok end idealerne – og idealerne er jo netop en integreret del af det nuværende system. Problemet er så integreret, at en kritik af ”systemet” nødvendigvis også må blive opfattet som en direkte/indirekte kritik af politikerne – skøn jeg netop peger på at de i realiteten er de første og største ”ofre” for systemet. Politikerne ’er’ ikke systemet, og de ’er’ heller ikke idealerne – men vi har alle på et eller andet tidspunkt begået den fejl at vi har identificeret os med idealerne….. !!
     
    Men ovenstående er måske ikke så relevant – for det relevante ved eksperimentet er at vi kan bruge det til at se på et andet – og måske – mere produktivt  aspekt, nemlig: kan vi mon overhovedet vurdere ”det demokratiske produkt” på en helt anden målestok….?
     
    Når dette aspekt så  er udforsket kan vi igen så vende os tilbage til den ”sekundære problematik”: hvordan produceres ’demokratiske’ beslutninger.
     
    Hvis vi endog foregribe dette lidt – og her bliver det i virkeligheden meget interessant. Forestil dig at du sidder inde i kassen – og forestil dig at du ikke ved hvem det er der er uden for! Spørgsmålet er nu – hvordan kan du sikre dig at ”beslutninger” du lave vil blive brugt – mao. hvad er spillereglerne?
     
    Igen vi du se at “kassen” ikke kan bygge på almindelige idealer og værdier – de der er i kassen må nødvendigvis tænke bredere end det politiske spekter, ellers er der en risiko for at modtagerne lukket stopper med at hente svarene. Modtagerne kan lige gerne være kannibaler, forretningsfolk, socialister eller en børnehave?
     
    Du kan således ikke ligestille dette eksperiment med et eller flere af de politiske idealer – hvis indholdet af kasse er ukendt kan de altså, lige gerne ’for-os’, bestå af Paven, Mao, Hitler eller en liberal ”tænketank” – det interessante er at de ikke kan vide om deres arbejde overhovedet bliver brugt. De har altså ikke mulighed for at bedrive designer politik – men de må netop bedrive design! 

    MVH Per Olsen – You can analyze the past, but you must design the future!  

  126. Jan Sjøstrand

    Mennesker er meningsdannende væsner. Vi er tilbøjelige til at generalisere og danne mening, fordi det gør det muligt for os at orientere os i den omgivende verden, at finde og have holdepunkter og at få opfyldt basale behov.
    Vi hæfter os ved, hvilke typer oplevelser vi kan lide og ikke lide. Vi indsamler, bevidst som ubevidst, erfaringer fra livets mangfoldige sider.

    ERFARINGER ER PRÆGET AF KVALITETEN AF DE RESSOURCER, VI HAR TIL RÅDIGHED I DEN AKTUELLE SITUATION.

    Nogle gange er vi være i overskud – andre gange ikke. Nogle gange er vi veltilpassede og andre gange utilpassede osv. Det betyder, at vi danner vores følelser selv om at platformen for optimal følelsesmæssig bearbejdning ikke er til stede. Eksempelvis lader vi os påvirke “negativt” selv om at vi med anden taktik og adfærd kunne have gjort det bedre. Resultatet er at vi ofte låser os fast i begrænsende følelser (værdier) og derfor begrænser os selv i lignende situationer i fremtiden.

    Jeg mener at værdier netop IKKE er stationære – VÆRDIER ER FORANDERLIGE. Er følelserne (værdierne) bl.a. dannet ud fra utilstrækkelig situation og således skaber “dårlig” erfaring og hermed dårlige følelser, stiller oplevelsen os følelsesmæssigt dårligere end hvis vi havde haft optimale muligheder. Det er absolut muligt med coaching ogmentaltræning at få klienten til at “opdage” dette aspekt og komme til anden erkendelse omkring oplevelsen og ændre vedkommendes følelser og værdier relateret her til.

    Selv om der altid er noget, vi ikke ved, ikke forstår, misforstår eller ikke er opmærksom på, søger vi altid at danne os mening om situationen.
    Mange af disse konklusioner af meninger vil i høj grad være dannet og fastholdt med baggrund i følelserne. Mange af vores indstillinger er ikke specielt rationelle eller fornuftbetonede. Det er mere et spørgsmål om, hvad vi følte da vi dannede os meningen.
    Livserfaring og viden om os selv vil komme til udtryk i alle aspekter i os, og vil være styrende for, hvad vi søger at opnå, og hvad vi søger at undgå.
    Livserfaringerne og viden er ikke nødvendigvis orienteret i samme retning, og de kan være direkte modstridende. Endvidere kan de optræde på forskellige tidspunkter og være uden sammenhæng. De er styrende for, hvad vi stiller op med vores liv, og kommer til udtryk i såvel stort som småt.
    De fleste af vores processer er ubevidste, det gælder også vores livserfaringer. Hvis vi ønsker at forbedre indholdet og kvaliteten af vores liv, vil det have afgørende betydning, at vi har en viden om denne livserfaring. Som menneske har vi mulighed for at bevidstgøre og begrebsliggøre denne livserfaring. Navnet for begrebsliggørelsen af vores livserfaringer hedder VÆRDIER.

    Alt efter hvilken rolle vi ”spiller”, optræder vores værdier med differentieret styrke. Det betyder, at den situation og rolle vi er i, påvirker valget af værdier relateret til netop rollen.

    Alle politikere i det danske folketing kan vel blive enige om formuleringen: “det drejer sig om at bevare og udvikle den danske velfærdsstat”. Jamen hvad er så grunden til uenighederne? Som jeg opfatter det er det fordi politikerne primært er ueninge i detaljerne, hvorledes det skal gøres, og så er vi tilbage ved problematikken om hvor langt ned i detalter politikere skal gå.
    Jeg er overbevist om, at hvis vi skal have top-politikerne til at tænke mere visionært og værdibaseret, og mindre i sager og detaljer er vi nød til at ændre på hvorledes vores folkestyrer udøves. Jeg oplever folketinget som en kamplads mere end en visionær og samarbejdende tænketank. Tænk på hvad der ville ske med danske virksomheder hvis man i bestyrelserne og direktionerne arbejdede på samme måde.

  127. Per Feldvoss Olsen

    Jan
    Du blander følelser og værdier sammen, og det er farligt(!) – værdier forandres ‘ikke’, men vores følelser kan ganske let ændres… netop ved at vi bliver opmærksomme på andre værdier. Vi har altså ikke værdier, men vi har varierende følelser overfor værdierne.

    Det betyder at det er MEGET let at “manipulere” med os, og vi kan i praksis skifte værdisæt alt efter den sammenhæng vi lig nu befinder os i. Værdierne er altså slet ikke et udtryk for livserfaring, men værdier kan gøres til et spørgsmål om hvorvidt vi opdager noget helt nyt. Det er ikke så interessant at kigge tilbage på dine gamle erfaringer, da du netop relativt let kan lære at opdage de nye værdier.

    Så hvis vi træner os lidt i at se efter værdierne – fra gang til gang – kan vi (i mange tilfælde) lære at undgå den manipulation, som vi ellers udsætter hinanden for. Undervejs skal vi bl.a. lærer at undgå “behovs tænkning” (fx Maslows pyramide/religions filosofi) og andre former for logiske fremskrivninger af idealerne. Når du ligestiller følelser, og det “underbevidste”, med værdier opstår der en sofistikeret, læs uigennemskuelig, form for relativisme… det er præcis det du kan se når politikerne kæmper.

    MVH Per

  128. Jan Sjøstrand

    Værdier er bevidstgjorte følelser.
    Grunden til at noget har værdi er netop at det opfylder følelsesmæssige “behov”, enten hen mod noget eller væk fra noget.

    Værdier er i meget høj grad livserfaring baseret på bevidstgjorte følelser(afklarede og definerede).

    Jeg tror at vores uenighed er fundamental, og skyldes vores udgangspunkt for at arbejde med det.

    Du har ret i dit synspunkt omkring “relativisme”.
    Vi arbejder mentalt og så dybt med værdier at “det relative” i særdeles høj grad elimineres, hvilket ikke er tilfældet i de mere traditionelle tilgange.

    Det farlige ved den traditionelle værditilgang er netop at det er for alt “overfladisk” i både arbejde og udtryk.

    Nu har jeg givet udtryk for hvad jeg mener værdier er udtryk for – hvad mener du det er udtryk for?

  129. Jette Jakobsen

    Nu skrives der meget om følelser, tanker og holdninger på bloggen. Jeg har ofte tænkt på. Kan det ikke være en følelse, som udløser en handling? Og har vi ikke følelser, som passer til vores situation ( nok ikke hvis vi er syge i sindet). Hvis jeg føler mig sulten, fattig, misbrugt og andre grimme ting, tænker jeg bestemt ikke pæne tanker, om det jeg mener er årsag til min elendighed. Hvis jeg føler mig godt tilpas og glad ved tilværelsen, værdsat osv..så er det gode tanker jeg har om systemet. Så skal mennesker vist være meget dyktige og retfærdige for at kunne sætte sig i en anden persons sted.
    Da jeg var meget ung og manglede noget at bo i, arbejde og pasning til mit barn, mens jeg var på mit arbejde,samme løn som mænd, var det de ting der gjorde mig meget vred. Jeg gjorde jo alt hvad jeg kunne og alligevel var det næsten umulig, at få en hverdag til at fungere. I dag mener jeg bestemt at vi skal tage os ordentligt af de gamle og syge..og alle de andre. Et rigt samfund må kunne passe på sine borgere, når de af en eller anden grund ikke kan selv. Er det muligt at fjerne grunden, så de kan selv igen er det rigtig fint, men ikke må vi hjælpe. Her er det logisk for mig, at den der tjener 300 kr i timen, kan hjælpe mere end den der tjener 100 kr, men så enkelt er det ikke vel? Måske har ham med de 300 kr i timen, sat sit liv derefter…det ville jeg nok også gøre. Så det er nok rigtig nok at følelser er farlige i beslutninger, men vi har dem allesammen, og de er meget forskellige hvor vi er i livet. Tænk hvor fattigdom og afmagt kan avle vrede.
    Vi skal hjælpe dem der er “fattige” og det er ikke kun penge jeg tænker på. Så bliver vi glade og stolte over at få alle med. Det er et rigt samfund værdigt. Jeg tjener ca 18000 kr pr måned og har næsten 11ooo udbetalt, det er nogenlunde det samme for min mand. Vi vil gerne betale skat, så dem der behøver hjælp kan hjælpes og vi kan have et fint samfund…ikke på. huse men menneskelige værdier. Jeg kan godt forstå at følelser er farlige, men de er menneskelige.

  130. Claus Christensen

    Kommentar til Jan og Pers værdidiskussion

    I forbindelse med metoden “det etiske regnskab” er værdier en central størrelse, fordi man anvender interessenternes fælles værdier som udgangspunkt for arbejdet.

    Her bør værdier være udtryk for normative forventninger fremfor empiriske forventninger, dvs. baseret på hvad man ønsker for fremtiden og ikke bundet til personlige erfaringer, som kan fastlåse i bestemte vaner og forventninger.

    Videre bør værdierne være fælles fremfor individuelle. Der er flere interessenter og man må tage udgangspunkt i fællesmængden af intersser som f.eks. at virksomheden skal udvikle sig.

    Værdierne bør være offentlige fremfor privat. Man bør undgå at lade sine private følelser belaste organisationen. Det bliver alt for opslidende, hvis følelser, der tæt knyttet til den enkeltes identitet præger aktiviteterne i virksomheden. Man bliver alt for nærtagen og får for svært ved at håndtere kritik, hvis aktiviteten er tæt knyttet til identiteten.

    Endelige skal værdierne være basale fremfor instrumentelle. Det skal være reelle, alvorligt mente værdier, som har værdi i sig selv og ikke midler til at nå alle mulige andre mål.

    Dette blot til inspiration fra Christian Bak: Det etiske regnskab.

    Jeg har ikke p.t. tid til selv at formulere en mening herom, men kan umiddelbart se faren ved at inddrage følelserne for meget. Der bør være en professionel distance.

  131. Paul Hegedahl

    Kære Claus Christensen

    Det lyder så fornuftigt, det du skriver. Livet er bare ikke skruet sammen på så “objektiv” en måde. For mange år siden havde vi, i en virksomhed, jeg var ansat i – en virksomhed, som arbejdede med mennesker – en diskussion, hvor en af mine meget rationelle direktionskolleger sagde: “Nu skal vi passe på! Det her handler jo ikke om følelser!”. Men, på den ene eller anden måde spiller vores følelser altid ind. Selv når man siger “lad os nu lige se væk fra følelserne” er det lige det modsatte man gør. Man flygter fra dem – eller prøver at undertrykke andres følelser.
    Jeg forstår dit ønske om objektive beslutninger – men hvem afgør, hvad der er objektivt. Og, hvis der er noget, der er følelsesmæssigt og aldrig kan blive andet, er det politik. Man kan så forsøge at finde fremgangsmåder og teknikker, der giver følelserne et bredere beslutningsgrundlag – men følelser kan man aldrig se bort fra – og skal heller ikke. Så var vi jo robotter.
    Og hvis du sætter dig meget ind i etisk regnskab handler det også om følelser. Iøvrigt er etik jo heller ikke en entydig størrelse. Som min gamle professor Arne Rasmussen på Handelshøjskolen i København skrev: “I visse kulturer hører det endnu til god tone at spise sine fjender”. (Hermed fortæller jeg også nogenlunde, hvilken årgang jeg er.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  132. Claus Christensen

    Kære Paul Hegedahl

    Jeg er enig i, at man altid bør respektere andres følelser og man skal naturligvis på det individuelle plan være empatisk og lytte sig ind på andres følelser.

    Når jeg er skeptisk overfor at lade følelser præge organisationer er det af flere grunde.

    Der er for det første ikke noget værre end ledere, der er begejstrede den ene dag, hvor alt kan lade sig gøre og negative den næste dag. Det samme gælder kolleger. Der bør være en vis kontinuitet i tingene.

    For det andet: hvis følelser taler vi om? Fordi man inddrager følelser i virksomhederne, har man ikke nødvendigvis afskaffet magtforholdene.

    For det tredie giver følelser god mulighed for manipulation. Ekstreme bevægelser bruger følelser til at manipulere deltagerne. Vi kender det fra markedsføring. Samme manipulationsmuligheder kan brugen af følelser give ledere.

    Der er en tendens til at arbejdspladserne indtager medarbejdernes følelsesliv. Vi bliver identitetsmæssigt bundet til arbejdet ved hjælp af mange besynderlige tiltag. Denne omklamring er formentlig – sammen med bolig- og haveprogrammerne i TV og de deraf følgende gør-det-selv-projekter – en væsentlig årsag til stressepidemien.

    Så fri os for alt det føleri! Hvis samfundet også skal præges af det, er der ikke langt til en totalitær stat.

  133. Per Feldvoss Olsen

    Til Jette,
    Følelser er ganske rigtigt det egentlige omdrejningspunkt, og dermed alt afgørende for vores beslutninger. Dermed bliver der også sagt og gjort en masse “vrøvl” omkring dem. En af de ting vi kan gøre “forkert” er at kategorisere følelserne – det vi kan gøre rigtigt er derimod at se hvordan vi i praksis reagerer. Konge eksemplet er EU afstemningerne, alverdens fakta kan ikke ændre på de følelser som er knyttet til ja/nej beslutningen – derfor er der en stor gruppe som umiddelbart ikke kan rykkes.

    Til Jan,
    Vi ser ganske rigtigt fundamentalt forskellige på følelser og værdier. Det som jeg arbejder med er objektive værdier, men det må være på en radikalt anden måde end du. Det er ikke i praksis muligt at arbejde indgående med enkelte værdier uden at der opstår en form for relativisme. Den form for “arbejde” foregår i øvrigt primært inden for en religiøs praksis.

    Det jeg arbejde med er, til forskel fra dette, altid “fælles” værdier – altid noget uden for dig selv. I dette konkrete tilfælde de demokratiske beslutninger. Det du prøver at arbejde med er subjektive værdier, og det er en ganske anden snak.

    Til Claus,
    Det man skal passe med er at indføje “absolutter” i sin praksis. Disse absolutter, etik/idealer, bliver i sidste ende en møllesteen for os – det skyldes at mennesker ikke i-sig-selv kan observeres/beskrives som absolutte. Men følelserne bliver først til et problem når vi ikke tager højde for dem, så vil de netop “snige” sig ind af bagveje.. forklædt som logik.

    Det etiske regnskab kan således hurtigt blive en måde hvorpå vi kan vogte over og fastholde hinanden. Det etiske regnskab kan altså netop udvikle sig til “føleri”… omvendt er der i dag ikke mange som ønsker at arbejde med noget som ikke har følelsesmæssige aspekter. Spørgsmålet er altså ganske enkelt: hvordan tager vi højde for følelserne? (Du er netop gået glip af en konference, som ville interessere dig, om et tilknyttet fænomen, se http://www.frivilligtforum.dk. )

    Til Alle,
    I denne sammenhæng er det væsentlige budskab fra mig at det politiske system netop manipulerer vores følelser og Ego. Der sker således en “falsk” kobling mellem personen og de politiske idealer. Ego identificeres, som Jan har beskrevet det, med værdierne – men dette har nogle meget uhensigtsmæssige konsekvenser… eksempelvis kunne man let fristes til at rette på subjektet – det er som bekendt relativt let, men der med bliver det ‘dig’ der er forsøgsobjektet.

    Jeg går generelt ind for at vi skal designe et system der passer ‘for os’.

    mvh Per

  134. Jette Jakobsen

    Når jeg arbejder med og hos mennesker, må jeg ikke blande politik og følelser og religion ind i mit arbejde. jeg skal tage mig lige godt af en ny nazist, som af Anker Jørgensen! Sådan er det bare. Derfor må vi godt føle med,de hjemløse, fattige, syge og gamle. Jeg mener at det er rigdom at have overskud til andre…uanset slagsen. Den ene kan jo føle sig meget udstødt, vred, ofret, misforstået…mon ikke det er årsag til meget krig? Det er godt det ikke er mig der er politiker, det ville være så svært, så svært. For verden forandrer sig hele tiden og alting har en eller årsag. Mennesker er næsten lige så forskellige som deres antal.

  135. Jan Sjøstrand

    Jette
    Følelser er mest “farlige” når de er ukendte, eksempelvis hvis du ikke lige ved hvad der er der gør dig gal, er det særdeles vanskeligt for dig at ændre på din adfærd, (hvis du altså vil det). Det kan vi finde ud af med en følelsesafklaring/værdiafklaring (reelt det samme)- altså de følelsesmæssige aspekter du gennemlever der gør at du reagerer somdu gør. Vi skal i en sådan opgave arbejde med flere elementer, herunder bl.a. hvilken kontekst du bliver gal i.

    Vi kan alle opleve, at noget der i “kontekst A” er helt OK for os, men i “kontekst B” pisser os helt af. Årsagen til disse variationer i vores reaktioner kan findes og beskrives, og de kan arbejdes med således at vi blive rbedre og bedre til at agere hensigtsmæssigt (hvad det så end er for den enkelte)

    Claus
    Når vi laver værdiafklaringer i forbindelse med strategisk udviklingsarbejde i virksomhederne arbejder vi først med værdierne efter vision, mission og identitetsarbejde. Det er de 3 niveauer der definerer “rollen” for virksomheden, “rollen” i markedet, “rollen” overfor leverandører, kunder, investorer etc. Vi betragter arbejdet som et reelt “rollespil” der skal leves ud. På samme måde som skuespillere kan lære en rolle og spille den kongruent og intenst, skal vi hjælpe virksomheden, teamet gruppen, individet med at spille deres egen unike rolle lige så intenst og kongruent. Det kan vi kun gøre hvis vi får nerve i værdierne, altså at værdierne er reelle, gungruente og baserede på oprigtige følelser relaterte til “rollen”. Det kan lade sig gøre implementere det i organisationen, og implementere bør egentligt erstattes med integrere.

    Med hensyn til værdier tager vi følgende grundlæggende udgangspunkt:
    Værdier er brændstof. jeres værdier er udtryk for, hvad I anser for vigtigt i jeres liv, og organisationens værdier er udtryk for hvad der er vigtigt for organisationen. Det er værdierne, der er styrende for, hvad I gør, hvordan I gør det, og hvad I afholder jer fra at gøre.
    Værdier handler om, hvad der er vigtigt for jer.
     En værdi er noget, I har stærke følelser for.
     En værdi er et kriterium, der er vigtigt for jer.
     Værdier er filtre, som I oplever verden igennem.
     En værdi er et abstrakt, generelt, overordnet og uspecifikt begreb.
     Værdier udtrykkes bedst med ét ord og højst med tre ord.
     En værdi kan være hen i mod, eller væk fra noget.
     Værdierne er organisationens brændstof.
     Jeres værdier er generaliseringer, der udspringer af erfaringer med, hvad der tidligere i jeres liv, bl.a. med organisationen har givet jer glæde eller smerte.

    For at komme jeres og organisationens værdier nærmere, skal vi starte med at analysere jeres egen vision, mission & berettigelse, samt identitet
     Hvad er formålet med visionen?
     Hvad er intention med visionen?
     Hvad er formålet med jeres identitetsformulering?
     Hvad er intentionen med jeres identitetsformulering?
     Hvad pokker er meningen?

     Hvad er formålet med mission & berettigelse?
     Hvad er intention med mission & berettigelse?
     Hvad pokker er meningen?

    Efterfølgende dette fortsætetr vi med egentlig værdiafklaring, både personligt og relateret til “organisationens rollen”.

    Personers følelser er baseret på “identitet og selvopfattelse” i givne kontekst. Det betyder at jeg fra kontekst til kontekst har forskellige følelser i spil, og de følelser er baserede på min ubevidste og bevidste selvopfattelse i de enkelte kontekst. Vi kan vist alle genkende, at vi føler os i balance når vi er sammen med bestemte personer, og vi kan genkende at en “enkelt person” kan gøre os fantastisk usikre når vedkommende træder ind i samme kontekst. Det er vores følelser der spiller os et puds, og det er relatret til den påvirkning “den enkelte” person har på vores selvopfattelse når vedkommedne træder ind i konteksten. Det primært ud af vores selvopfattelse i givne kontekst vores følelser er baserede.

    Her er lidt materiale vedr. afklaring og definition af organisatorisk identitet:

    Identitet & selvopfattelse handler om opfattelsen af os selv, den organisatoriske selvopfattelse handler om organisationens opfattelse af sig selv – den kulturelle selvopfattelse.

    Identitet & selvopfattelse er individets og organisationens begrundelse, tilladelse og motivation for at gøre som der gøres. Sådan en som jeg er, gør jo som jeg gør – sådan nogle som os gør jo som vi gør.

    Identitet og selvopfattelse indvirker afgørende på adfærden, samarbejde og processer.

    De indledende skridt til beskrivelse af Identitet og selvopfattelse handler om:
     Hvad vil vi gerne have andre siger om virksomheden/organisationen?
     Hvad vil vi gerne have andre siger om os og vores medarbejdere?
     Hvordan vil vi gerne have andre omtaler virksomheden/organisationen som værende?
     Hvad er vi for en type organisation?

    Spørgsmålene skal besvares relateret til jeres vision, mission og berettigelse.

    Hvis vi mangler viden om hvorledes vi ønsker at fremstå som værende – er det umuligt at arbejde kongruent værdier?

    Til Per
    Når vi arbejder organisationer, team, grupper, arbejder vi altid med fælles værdier. Defineringen af dem er dog baseret på dybt og mentalt arbejde, relatret til det her beskrevne. Vi skal undgå at arbejde me dfølelser på andet end individniveau – det er dog ikke det samme som at sige at værdier er forskellige fra følelser. Værdier er organisatoriske følelser, og bør arbejdes med dem som sådanne. De personer der ikke følelsesmæssigt/værdimæssigt passer ind i organisationen skal naturligvis være et andet sted.

    Vi er nød til i højere grad end traditionelt, at arbejde med det menneskelige sind hvis vores strategi, taktik og adfærd skal være kongruent. Vi mennesker agerer 95% ubevidt. Derfor skal vores udviklingsarbejde være baseret på det menneskelige sindst måde at fungere på – ikke omvendt som traditionelt betragtet – det er end ikke op ad bakke eller lige ud – det er ned af bakke.

  136. Jan Sjøstrand

    Jette
    Hamrende god pointe, og så er vi tilbage ved hvorledes du skal bære dig ad med, at behandle et “modbydeligt svin” etisk og moralsk selv om, at dine følelser måske siger noget andet. Forudsætningen for det er bl.a. erkendelse og kendskab til sig selv, sine følelser, holdninger etik og moral. Vi kan jo se hver dag i nyhederne at ikke alle mennesker opfylder “normale standarter” for god opførsel i vores kontekst og kultur.

    Du og dine kollegers adfærd relateret til pleje af det “modbydelige svin” skal være styret af definerede værdier og holdninger, som regulerende for jeres adfærd.
    De mennesker der ikke passer ind i det “kodeks” skal et andet sted hen. Vi har jævnligt problemer med med ansatte i daginstitutioner der forgriber sig på børn.
    Selv med så modbydelig adfærd har de ret til at blive behandlet anstændigt af “systemet”.

    AKTUELT
    Natten mellem den den 27. og 28. maj blev vi ringet op af en skadestue – vores søn var overfaldet og indbragt på hospital.

    Han havde fået et knæ og knytnæveslag i ansigtet mens han blot sad og talte med andre til en privat fest. Han havde forsøgt at flygte ved at løbe ud og ned ad vejen, med blev indhentet og slået bevidstløs. Han fald om på vejen. Vidner siger, at mens han lå bevidstløs havde de 2 overfaldsmænd sparket ham i og hoppet på hans ansigt.
    Resultatet er adskillige knækkede tænder, tænder slået løse med flækket kæbe til følge, forskubbet gane, og et ansigt der ser forfærdeligt ud. Tro mig, det kløede forfærdeligt i mine fingre, de fortjener en ordentlig omgang tærsk. Systemets værdier, normer og holdninger siger, at det må jeg ikke – de 2 idioter har ret til at blive behandlet menneskeligt og retsmæssigt korrekt – det har de vel ;-(

    Et eksempel på, at mine egne følelser strider mod samfundets værdier.

  137. Paul Hegedahl

    Om følelser og følelsesmæssig intelligens:
    Det er vigtigt at blive enige om, hvad der tales om, når der drøftes følelser.
    Hensigten er ikke at basere virksomhedsledelse eller politisk ledelse på følelser – det ville være lige det modsatte af, hvad tanken med drøftelsen er. Når følelsers vigtighed drøftes er for at gøre opmærksom på, at uanset hvor objektivt og sagligt tingene drøftes, er der altid følelser involveret, mere eller mindre åbenlyst. Tænk på alle de diskussioner videnskabsfolk fra selv de mest objektivt målelige videnskaber i tidens løb har været involveret i. Der er hundredevis af eksempler på, hvordan følelserne har spillet ind og har ødelagt enhver diskussion, enten fordi, man har ladet som om, de ikke betyder noget eller har været ude af stand til at håndtere dem. Jeg vil henvise til et omfattende tema i “Ledelse i Dag”, nr. 49, sommer 2002, 12. årgang, nr. 3, hvor følelser behandles og drøftes af flere forskellige forfattere.
    (Og i samme nr. er der desuden en artikel om “Sandheden, hele sandheden og kun sandheden?” af den nu så herostratisk berømte lektor Klaus Kjøller, som lige har sat følelserne i kog med sine tanker om kropssprog i forbindelse med eksamenssituationer. Og manden skriver virkelig godt).
    Når Jan Sjøstrand skriver om at passe eller ikke passe ind i en organisation, har han jo i princippet ret. Ser vi samfundsmæssigt på det, er det jo straks noget vanskeligere at melde sig ud af samfundet – eller blive meldt ud. Og så kommer jeg i forbindelse med sådanne – må jeg kalde det firkantede – meldinger til at tænke på det lille skaldyr, der ligger på bunden af bl.a. Stillehavet. Pludselig kommer der noget ind i skallen, der irriterer organismen. Nogle gange lykkes det, at få det smidt ud; andre gange er en anden fremgangsmåde nødvendig – og pludselig er der dannet en smuk perle. (og den lignelse kan man så pille fra hinanden på mange objektive måder, men den er nu værd at tænke over).
    Endelig vil jeg tillade mig at sige, at Jette er den af os alle, der bedst og mest ærligt formår at udtrykke sine tanker om følelser – og gøre det ægte menneskeligt.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  138. Jette Jakobsen

    Jeg ved godt at følelser er farlige. Jeg ved godt at hvis jeg blev afvist som meget lille barn, kan jeg ikke klare afvisninger..eller er jeg blevet ligeglad og lader stå til. Jeg ved også i dag, at min mor vidste ikke, havde ikke overskud..dengang udviklede spædbørn sine lunger, ved at skrige..i dag ved vi, at de vil føle sig forladte og opgive at kæmpe. Jeg ved også godt at jeg bliver vred, hvis vi ser ned på hjemløse, syge, gamle ( de rige kan nok selv betale lidt..de er jo så heldige at være rige og have evner til det). Jeg mener ikke at jeg er fattig i dag…jeg kan betale min termin, varme, mad, hjælpe mine unger af og til. Købe et stykke musik, jeg holder af. Jeg brænder aldrig cder og lærer mine unger det er forkert. Tænk hvis nogle tog af min løn? Jeg er blåøjet..også i virkeligheden.

  139. Claus Christensen

    Hvis jeg lige må rette en lille misforståelse, flere er fremkommet med, om metoden “det etiske regnskab”.

    Der er ikke tale om absolutte værdier, som man f.eks. ser det i visse religioner.

    Der er blot tale om, at de vigtigste interessenter – f.eks. brugere, pårørende, medarbejdere og ledelse – sætter sig ned og bliver enige om: hvad er det, vi går efter i det her plejehjem. Det kan være værdier som respekt for hinanden, gode udfoldelsesmuligheder, tryghed for de ældre osv. Men det er relative værdier, som de konkrete interessegrupper er enige om. Der er ikke så meget føleri i den forbindelse – det er sund fornuft. Det er så kun godt, hvis det også er noget, der giver personlig stolthed og et følelsesmæssigt engagement hos den enkelte medarbejder, især måske hvis man får løbet nogle positive cirkler i gang.

    Der er for så vidt ikke noget i vejen med, at man fastholder hinanden på værdierne. Da det er offentlige værdier, er det ikke noget, der bør kunne ryste den enkeltes integritet.

  140. Jan Sjøstrand

    Når vi bryder ud af forhold, det værende ægteskabelige, kæreste forhold, venskaber, jobbet, etc. sker det generelt grundet for mange og/eller for store kompromisser.
    Kompromisser på følelser/værdier, holdninger og overbevisninger og identitet. Det at bryde ud er vel anerkendelse af, at jeg passer dårligt ind i den kontekst jeg er i. Det er i den forbindelse ligegyldigt om det er privat eller erhvervsrelateret.

    Når det er så meget fokus på at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere er det vel blot en anden kant på samme problematik. At finde de rigtige (hvad de så end er for nogle). Firkantede budskaber er ret nemme at forholde sig til, selv om at verden er laaaaaaangt mere nuanceret.

    Når vi hjælper virksomheder med at screene ansøgere, indeholder første møde med ansøger bl.a. “samtale-analyse” af vedkommendes selvopfattelse, holdninger og overbevisniger samt naturligvis værdier (følelser). Vi skal naturligvis finde de personer der mentalt passer ind i organisationen – alt andet vil da være skørt både for ansøgeren og for virksomheden. Vedkommendes profil skal passe til organisationens profil og nærmeste leders ledelsesstil.

    At bruge så mentalt effektive redskaber betinger selvfølgelig at virksomheden er parat til det, altså at virksomheden har defineret sin “egen version” at det vi med vores interview får belyst – og det er det kun et fåtal der er.

    CV’er

  141. Paul Hegedahl

    Det etiske regnskab her i landet – som et af de første steder i verden – blev startet med Peter Pruzan, Ole Thyssen og Hans Siggaard Jensens arbejde i slutningen af 1980erne og den bog, der blev udgivet i 1990. Siden er der arbejdet mere med begrebet og nogle virksomheder har indført det. Bl.a. Sparekassen Nordjylland og Middelfart Sparekasse. Er man interesseret, kan man gå ind på Google og søge på Etisk regnskab. Der kommer mange sider frem. I “Ledelse i Dag” har der lige fra første nr. i 1990 været en lang række artikler og anmeldelser af bøger om etisk regnskab – og en nuanceret diskussion.
    Der er siden dukket mange andre former for anderledes regnskaber frem – men etikken er værd at sætte sig ind i.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  142. Jan Sjøstrand

    Når vi bryder ud af forhold, det værende ægteskabelige, kæreste forhold, venskaber, jobbet, etc. sker det generelt grundet for mange og/eller for store kompromisser.
    Kompromisser på følelser/værdier, holdninger og overbevisninger og identitet. Det at bryde ud er vel anerkendelse af, at jeg passer dårligt ind i den kontekst jeg er i. Det er i den forbindelse ligegyldigt om det er privat eller erhvervsrelateret.

    Når der bruges så mange ressourcer på at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere er det vel blot en anden kant på samme problematik. At finde de rigtige
    (hvad de så end er for nogle). Firkantede budskaber er ret nemme at forholde sig til, selv om, at verden er laaaaaaangt mere nuanceret.

    Når vi hjælper virksomheder med at screene ansøgere, indeholder første møde med ansøger bl.a. “samtale-analyse” af vedkommendes selvopfattelse, holdninger og overbevisniger samt naturligvis værdier (følelser). Vi skal naturligvis finde de personer der mentalt passer ind i organisationen – alt andet vil da være skørt både for ansøgeren og for virksomheden. Vedkommendes profil skal bl.a. passe til organisationens profil teamets profil og nærmeste leders ledelsesstil.

    At bruge så mentalt afklarende virkemidler betinger selvfølgelig at virksomheden er parat til det, altså at virksomheden har defineret sin “egen version” af det vi med interviewet får belyst – og det er det kun et fåtal der har.

    CV’er ER RET ENS – DE MENTALE ASPEKTER ER ALT AFGØRENDE.

  143. Per Feldvoss Olsen

    Jan
    Det du “beskæftiger dine kunder med” er så vidt jeg kan se ‘værdiledelse’ – hvilket i min optik kan lignes med en eksistentiel øvelse? Det er naturligvis en række meget interessante øvelser man derved kommer igennem… men de er i praksis ikke så relevante – set i forhold til det vi snakker om her!

    Det som er interessant er nærmere resultatet af øvelsen: De personer der ikke følelsesmæssigt/værdimæssigt passer ind i organisationen skal naturligvis være et andet sted.

    Se det er netop problemet – sådanne organisationer mener jeg jo at vi skal lave om på! Dernæst kan jeg så pege på er at der findes et positivt alternativ til den eksistentielle øvelse, (og dens barn: systemet), nemlig en ‘værdi inkluderende praksis’ – det interessante er at alle kan deltage i da den er designet på en mere menneskenær måde. Derved undgår du helt at skulle “analysere” dine medarbejdere, og de kan indgå i en bredere produkt udvikling.

    Det som vil overraske mange er at de mange ressourcer, som du jo bruger på ovenstående øvelser, faktisk kan bruges ‘konstruktivt’ til netop at fremstille innovative produkter. Disse produkter bliver, fordi vi kan inddrage flere værdier, mere salgbare… fordi de indeholder mere værdi. :-)

    MVH Per

  144. Claus Christensen

    Paul, Lektor Klaus Kjøllers udsagn om, at udseendet har afgørende betydning for karakteren er netop et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man lader følelser bestemme beslutningerne. Når man fastlægger vurderingskriterier for karakteren bør man tage højde for og have følelse for forskellige måder at tænke på. Men når man træffer beslutningen, bør man være konsekvent og retfærdig.

    Jans triste oplevelse med vold er efter min mening et eksempel på, at samfundet ikke udtrykker befolkningens retsfølelse. I forbindelse med retssager og strafudmåling er det forbryderen, der bliver lyttet til og ham, dommeren sikkert bliver følelsesmæssigt påvirket af. Her kunne det være påkrævet, at man tager mere hensyn til offeret. Store erstatninger finansieret med tvangsarbejde udført af forbryderen. Det er vigtigt, at samfundet sender et klart signal om, hvad vi ikke vil acceptere – her har vi nok være alt for inkonsekvente i Danmark. Man kan frygte, at Ny Alliance overtager de radikales misforståede humanisme på det område.

    Selvom landskampen for nylig naturligvis er en meget lille sag, kan man forestille sig, at en dansk dommer bare ville have fortsat kampen. Det var befriende at se den tyske dommers konsekvente reaktion på vold.

  145. Per Feldvoss Olsen

    Hej Claus,
    Problemet var jo netop ikke ‘Klaus Kjøller’, men at der reelt ‘er’ “følelser” i spil når man bedømmer andre – enhver ved at påklædning med mere har en betydning. Det er nu ikke Klaus’ skyld uanset hans retoriske evner.

    Problemet er netop at den nuværende debatform ikke tager behørig notits af følelserne – hvorved de må maskeres. Eksemplet er genialt da de politiske set rationelle løsninger at gå efter “manden” – i dette tilfælde Klaus Kjøller – hvorved problemet består. Man kan også gå efter den som sender de forkerte signaler. I begge tilfælde gøres ‘den menneskelige natur’ til subjektets problem – den tredje endnu uudforskede løsning ville være at man ændrede på eksamens systemet hvorved man kunne undgå dette og andre latente problemer.

    Det som bør ryste os er altså at Klaus ikke kan rejse et sådant alment problem uden at det er ham der bliver ofret?

    Per

  146. Paul Hegedahl

    Ja, helt enig i synspunktet på den tyske dommers konsekvens. Jeg tror nu også, at en dansk dommer ville have have handlet på samme måde. Fx har Kim Milton da været yderst konsekvent internationalt. Mht Kjøller, skal jeg måske lære at anvende smileys og andre tegn og gerninger, når jeg prøver at være morsom/ironisk el.lign. For en ordens skyld skal jeg nævne, at jeg selv har været censor på flere uddannelser på de højere læreanstalter (som universiteter, handelshøjskoler o.lign. jo kaldes) i 30 år – og derfor har været vidne til/udsat for hele spektret af følelser fra alle sider og har set mange måder at håndtere dem på.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  147. Paul Hegedahl

    Per: Enig. Jeg har jo undertiden set eksempler på det, Klaus Kjøller taler åbent om. Derfor er det danske censorsystem værd at bevare, selv om det også bliver ramt af sparekniven. Og forstå mig ret. Nogle gange er det eksaminator, der er fornuftens stemme.
    Jeg har også været censor på danske uddannelser i Tyskland – og med den autoritetstro, der stadig hersker hos vores venner syd for grænsen, er censorsystemet værdifuldt, når det fungerer.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  148. Per Feldvoss Olsen

    Claus,
    Det som er interessant er netop at vi ‘kan’ inddrage følelserne på en ganske afbalanceret måde. Det betyder bl.a. at vi kan bruge dem konstruktivt uden at drive rovdrift på dem. Det kræver naturligvis en vis form for disciplin og respekt – ellers ender man netop i den “handlings korrigerende” praksis.

    Det står klart gennem dine indlæg at du ikke kender til en sådan muligheder – derfor må du naturligvis afvise følelserne. For at berolige dig kan jeg så sige at metoden næppe ville virke i en kunstige eller reel kamp situation – fx en fodboldkamp. Sådanne spil er jo netop konstrueret således at vi kan give os i følelsernes vold … på godt og ondt.

    mvh Per

  149. Per Feldvoss Olsen

    Paul,
    Det som sætter mine følelser i kog er at vore folkeskolerlærer nu skal bruge tid på at lave en elev evaluering (kaldet elevplan) for min søn på 6 år!

    Det har ikke alene været et stort spild af en vigtigt tid, men det har i praksis også udvirket at jeg i dag kan tænke på ham ved at visualisere to A4 ark med en række krydser – før var han en lille glad dreng og først nu ved jeg hvad “systemet” mener om ham. Og det har vi betalt SKAT til. Det siger mig en hel del om hvordan systemet ikke tænker – måske skulle man sende en mand ind og tjekke deres værdier?

    PO

  150. Jan Sjøstrand

    Per
    Vi kan ikke lave værdiledelse uden identitetsledelse, og vi kan ikke lave identitetsledelse uden vision og mission.
    Det er hamrende relevant. Vi agerer alle 95% ubevidst og det efter vores egen mentale ramme – og det gør samfundet også.

    Jeg beskæftiger mig med det samme som mange andre “konsulenter” – jeg gør det blot ud fra sindsforståelse og adfærdspsykologi – hvilket er væsentligt forskelligt fra den traditionelle del af branchen. Det er de samme begreber vi bruger. Jeg bruger dem ud fra mentale aspekter, “de traditionelle” ud fra mere “logisk tænkte” aspekter.

    Der er stor forskel på eksempelvis Danmarks mentale ramme og så Irans. De 2 samfund er nat og dag med hensyn hvoledes man behandler sine borgere, tænk blot på kønsroller og retssystemet. Begrænset til Danmark har vi vores egne nazister, vores egne muslimsk fanatister, “de unges oprør på Nørrebro”, christiania, Tvind, “Præsterne i Dansk Folkeparti”, etc.

    Uden at pege fingre af eller glorificere over eksemplerne, er vi alle er styrede af værdier følelser, holdninger og overbevisninger.

    En ret frisk undersøgelse:
    Man sammensatte 2 homogene grupper af universiitetsstuderende til at løse den samme opgave. Den ene gruppe blev bedt om at løse opgave ud fra en forestlillet identitet som hooligans, og den anden gruppe ud fra forestillig om at stå til afslutningen med deres doktorgrad.
    Den gruppe der havde løst opgaven ud fra “hooligan-identitet” havde markant lavere karaktersnit end den anden gruppe.

    OPDRAGER ALLE FORÆLDRE DERES BØRN UD FRA SAMME VÆRDIER OG HOLDNINGER – NEJ, OG HELDIGVIS FOR DET.

    DET ER HAMRENDE VIGTIGT AT VI BEGYNDER AT TAGE VORES SIND MERE ALVORLIGT, OG AT VI i HØJERE GRAD BEGYNDER AT ARBEJDE MED DET I STEDET FOR MOD DET.

    Claus
    Selv om at du og jeg måske kan blive enige om straf for vold, skal vi jo have alle med.

    Hvordan skaber vi et Danmark som vi alle gerne vil have det – og kan vi det?
    Hvis vi ikke kan, hvilke kompromisser er vi villige til at indgå med hinanden i skolen, på plejehjemmet, på sygehuset (det burde vel hedde raskhuset), i trafikken, etc.

  151. Claus Christensen

    Om følelser og karakterer:
    Selvom lektor Klaus Kjøller beskriver en situation, er det en situation, han selv som eksaminator eller censor burde have grebet ind overfor og have undgået. Hvis han beskrev fænomenet som tilskuer, var det naturligvis i orden, at han tog emnet op til debat. Men ved at beskrive situationen (med høje karakterer til de flotte piger) som en uafvendelig del af virkeligheden, accepterer han sin egen adfærd som er uprofessionel og uacceptabel.

    Om følelser i organisationen:
    Vedrørende inddragelse af følelser og bearbejdning af følelser anerkender jeg betydningen af empatiske ledere og kolleger – på det individuelle plan.

    Men hvis man sætter det i system er der fare for, at man bryder ind i enkeltpersoners intimsfære, at man giver psykopater og karismatiske ledere for frit spil og at man forhindrer den fri tanke, fordi den kan være udtryk for “forkerte” følelser.

  152. Jette Jakobsen

    Det mener jeg også man skal Per. Tænk at stemple en glad lille dreng på 6 år. Tag ham da som et ligeværdigt menneske, der er født i denne verden, giv ham de bedste betingelser og hjælp, hvis det er nødvendig. Så skal i se hvad han kan udvikle sig til. Måske bliver han verdens lykkeligste skraldemand eller statsminister, det kan man aldrig vide, men lad være med at stemple eller bedømme børn…vi skal hjælpe dem.
    Jeg har “passet” mange skolelærer i hjemmeplejen, som ikke er sluppet heldigere igennem verden, end så mange andre. Den lykkeligste, gladeste, harnoniske gamle mand jeg har kendt…var en gammel forslæbt murearbejdsmand på 97 år…sådan er der så meget.

  153. Claus Christensen

    Man kan sikkert bruge rigtig mange konsulenttimer på bearbejdning af følelser i virksomheder, men er der dokumentation for resultaterne? Min erfaring med konsulenter som skal behandle en organisation med samarbejdsproblemer er, at det er spild af tid. Ofte bruges megen tid på, hvem der sagde hvad og når det sker i fuld offentlighed, bliver det til ren mudderkastning – og det renser sjældent luften!

  154. Paul Hegedahl

    Per skriver: “Det som sætter mine følelser i kog er at vore folkeskolerlærer nu skal bruge tid på at lave en elev evaluering (kaldet elevplan) for min søn på 6 år! – - -”
    Du har helt ret efter min mening. Hele den manøvre forekommer mig at være camouflage netop for systemets mangel på reel omtanke – og spørgsmålet er vel også, om et system kan tænke?? Hver gang man spærrer mennesker inde i et system, ødelægger man kreativitet. I dette tilfælde er det måske endnu mere destrutivt. Mange af de lærere, der skal udfylde skemaerne er jo modstandere af det. Nogle af ideologiske, andre af idealististiske og atter andre af mere materialistiske årsager. Mon det sikrer en omhyggelig overvejelse? Der er lavet så mange forsøg med karaktergivning (og dermed personbedømmelser), hvor resultaterne kan gør en ganske forskrækket. fx har man ladet samme lærer bedømme samme anonyme opgave efter et år med det stik omvendte resultat. Tænk så på sådanne elevevalueringer. Det er forkasteligt. Efter at have fulgt debatten her på bloggen et stykke tid, ville jeg nu hellere sende en kvinde end en mand ind for at gøre noget ved det. På den anden side, var der i min underskole to kvindelige lærere, der var totalt uenige om mig og mine muligheder her i livet. Den negative var regnelærer og havde så stor en indflydelse på mig og mine omgivelser, at alt med tal var et lukket land for mig, indtil jeg skulle begynde at bruge dem i praksis, hvorimod den anden, min klasselærerinde gav mig støtte, jeg den dag i dag ved jeg trækker på et eller andet sted. Regnelærerinden var datter af en af de helt store skikkelser inden for uddannelsen af “handels- og kontorlærlinge” efter meget gammeldags principper. Klasselærerinden var nær slægtning af en af Danmarks den gang ypperste skuespillere!

    Og Jan:
    Jeg ved egentlig ikke, hvor mange forskellige former for ledelse, vi skal definere og blande sammen. Virker det, er det ok for mig, men at skabe et fællessprog er vigtigt. Du taler om kompromis. Jeg vil hellere tage udgangspunkt i de første tanker om det etiske regnskab og tale om konsensus – også på det øverste politiske niveau. Konsensus er betydeligt vanskeligere at opnå, tager længere tid, men er betydelig mere holdbart og må kunne blive en del af en demokratisk kultur.
    Og raskhuset? Ja, jeg ved ikke, om det er sådan mere, men en del af det kinesiske helsesystem var baseret på,at man betalte lægen, så længe man var rask. Blev man syg, fik han ingen penge. Eksemplet kan forekomme absurd og omvendt i forhold til vores tankegang, men en gang imellem kan man med fordel tænke helt anderledes og finde gode løsninger. Der findes bl.a. en kreativ teknik: “Osbornes idesporer”, som jeg undertiden godt kunne tænke mig at se anvendt i praksis i den lovgivende forsamling. En af vores udfordringer er, at forene konvergent tankegang og viden med følelser og kreativitet. Ingen af elementerne kan udelades eller fornægtes.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl
    PS: Det ville være rart med nogle flere deltagere i diskussionen – både for at få den bredt videre ud og få endnu flere vinkler.

  155. Claus Christensen

    Vedr. elevplaner:
    Man kan lave elevplaner på mange måder. Jeg har set et enkelt eksempel, hvor en række kompetencer var placeret tæt eller langt fra målskiven. Det drejede sig blot om at eleven selv tog stilling til, hvor god han eller hun er til en færdighed og hvor der var behov for forbedring. Det samme gør læreren og lærer, elev og forældre får sig en snak om, hvordan det går.

    Jeg mener bestemt, der er alt for meget bureaukrati, men folkeskolelærerne klynker for meget mht. elevplaner. Det er et udmærket minimumskrav at stille, at der skal laves elevplaner, så der bliver fulgt op på hver enkelt elev færdigheder.

  156. Paul Hegedahl

    Claus skriver: “Selvom lektor Klaus Kjøller beskriver en situation, er det en situation, han selv som eksaminator eller censor burde have grebet ind overfor og have undgået.”
    Jeg vælger at opfatte hans udsagn som provokation – et ønske om at få nogle ting frem i lyset. Han havde næppe været ansat på universitetet i så mange år uden en redelig indsats.

    “Om følelser i organisationen:
    Vedrørende inddragelse af følelser og bearbejdning af følelser anerkender jeg betydningen af empatiske ledere og kolleger – på det individuelle plan.
    Men hvis man sætter det i system er der fare for, at man bryder ind i enkeltpersoners intimsfære, at man giver psykopater og karismatiske ledere for frit spil og at man forhindrer den fri tanke, fordi den kan være udtryk for “forkerte” følelser.”
    Econ. Drs. Manfred F.R. Kets de Vries (Netherlands), psykoanalytiker, professor ved INSEAD, Paris, Frankrig har skrevet en række fremragende bøger og artikler om sådanne forhold og sådanne ledere. Han mener, at mellem 5%-10% af ledere aldrig skulle have været ledere på grund af psykopati. Det vil vi nok aldrig kunne lave om på, men vi kan lære om, hvordan arbejder med stærke følelser i organisationer (også i politiske partier) og kan få det bedst mulige ud af det. Man kan vel også have for meget empati som leder, så man havner i en situation, hvor man føler for meget for den enkelte (som måske er en supermanipulator). Om karismatiske ledere er der også lavet en række undersøgelser. De kan være det bedste i givne situationer og katastrofale i efterfølgende. I øvrigt er det blevet sagt, at general, senere præsident Dwight D. Eisenhower havde lige så meget karisma som en røget sild – men hans evner som general, er vi vel ikke mange her i Europa, der ville have undværet? Men han blev aldrig en stor præsident. Men kombinationen Eisenhower/Churchill var enestående under 2. Verdenskrig. Jeg ved, det er forenklede synspunkter, det er blot for at sige, at der er ingen facitlister, når det gælder ledelse – heller ikke af et samfund. Vi kan blot forsøge at opnå konsensus om, hvad det er vi vil.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  157. Claus Christensen

    Hvis hr Kjøller har villet fremprovokere en debat, er det meget prisværdigt. I flere fag i handelsgymnasiet er man begyndt at opstille mere klare bedømmelseskriterier – et vigtigt fremskridt, som kan give en mere retfærdig feedback og dermed måske mere motivation i løbet af skoleåret.

    Vedr. raskhuset mener jeg, at man i strukturreformen lader kommunen betale 5% af borgerens hospitalindlæggelse. Den regel er blevet kritiseret meget af sundhedsøkonomer, men jeg tror, den kan give nogle kommuner lyst til at gøre mere ved forebyggelsen. Jeg mener at have læst at Odense Kommune nu får en økonomisk gevinst ved at have gjort en del ud af at anlægge cykelstier – også meget positivt.

  158. Jan Sjøstrand

    Med hensyn til misbrug af mere mentale ledelsesværktøjer, herunder krænkelse af intimsfære, kan jeg kun sige, at man med en hammer både kan bygge huse og slå ihjel, og igen er det værdier, holdninger, identitet der er afgørende for vores adfærd.
    Lad os hellere arbejde med gode perspektiver, lade værdier være styrende også for lederes adfærd, vel vidende at undersøgelser tyder på, at måske 10% af ledere har psykopatiske træk. Vi kan med de samme værktøjer som vi bruger til opfølgning på medarbejderadfærd følge op på lederadfærd, hvor der er vilje er der løsning.

    Med hensyn til “raskhuset” synes jeg det rent mentalt virker mere helende på patienten at blive indlagt på et “raskhus” end på et sygehus – det er udelukkende spørgsmål om vores kommunikation og hvorledes det påvirker vores sind og mentale styrke.

  159. Birgitte Saltorp

    Burde raskhuset ikke snarere være et sundhedshus eller et helbredshus eller sådan noget? Om ikke andet så har landet allerede haft et RASKhus, nemlig Roskilde Amts Sygehus Køge…

  160. Frank Calberg

    Birgitte, du nævner ovenfor begreberne ”sundhedshus” og ”helbredshus”. Kan du prøve at uddybe, hvad du mener? På hvilke måder skaber henholdsvis et ”sundhedshus” og et ”helbredshus” mere værdi for kunderne i forhold til den værdi, et sygehus skaber?

  161. Michael Bjørnbak Martensen

    Jeg har haft den store, meget positive oplevelse, at have arbejdet i region midtjylland i 5 måneder.

    Mit afskedsfarvel ser måske ikke ligefrem sådan ud http://www.86968189.dk/farvel.mht

    I forhold til Lars Kolinds indlæg mener jeg der er en meget central problemstilling i disse år, hvor den offentlige sektor skal skabe resultater og at det skal ske i fri konkurrence.

    Ikke sådan at forstå, at jeg er imod formålene – men jeg vil gerne fortælle om det der sker et sted som i en region som Region Midtjylland.

    Politikerne og topcheferne er meget optaget af strategi og gode hensigter – men koblingen til de kontorchefer og medarbejderne er der overhovedet ikke.

    Det ses f.eks. i forsøget i Region Midtjylland, hvor man med de udmeldte værdier ‘Dialog. Dygtighed. Dristighed.’ forsøger at komme på afstand af juristerne og den formalistiske embedsmandskultur og erstatte denne kultur med medarbejdere der motiveres, og at regionen kommer i bedre dialog med borgerne, herunder den presse der kan formidle og skabe dialog.

    At det ikke lykkes, mener jeg min afskedssalut tegner et helt godt billede af – og i samtaler med forskere i statskundskab kan jeg forstå, at presset på afdelingerne er enormt – helt generelt: man skal leve op til en masse ting samtidig med, at man ikke får pusterum til at få opgaverne implementeret før der er nye krav, der ligeledes har enorm bevågenhed.

    Man kan så stille sig det simple spørgsmål:

    Jamen, er det ikke blot en ledelsesopgave, der skal klares?

    Og, er det et relevant spørgsmål, så er mit svar – “ja!”

    For som jeg opfatter et væsentligt problem, er det netop kontorcheferne, der er videreført fra det gamle system med en traditionel karriere op gennem systemet.

    Det betyder, at en pædagog i dag kan være kontorchef – hvor amn selvsagt må spørge sig selv, om man ikke skulle finde kontorchefer, der kunne matche den stillede opgave.

    At det her er hamrende svært, er jeg helt sikker på, for jeg har også oplevet kontorchefer “udefra” uden erfaring i at lede akademikere, men alene Jens-er fra militæret og HK-ere fra en lille kommune.

    Som kritisk journalist har jeg fået en masse forståelse, for nu forstår jeg pludseligt, at et interview ofte opfattes som om man spørger i øst og får svar i vest – for de ansatte og i sædelshed kontorcheferne aner ikke hvad der foregår ude blandt medarbejderne og i borgernes hoveder.

    De tænker i systemer og tilbud, hvor amn akn putte mennesker ind – med det stille håb: at folketingspolitikerne ikke peger fingre eller allerværst – udtrykker utilfredshed.

  162. Per Feldvoss Olsen

    System livsverden

    Så kom da endeligt rapporten som blåstempler elevplanerne: lærerne er glade og deres faglighed får et løft.

    Det får mig til at tænke på: Når jeg træner med folk arbejder vi målrettet med at undgå perceptions fejl – en del af de værktøjer arbejder med bygger på appelboxing princippet. Historien går som følger.

    En mand beder sin søn sortere en bunke med æbler i to kasser: en til de store og en til de små.
    Efter endt arbejde hælder manden så, til sønnens store fortørnelse, de to kasser sammen! Hvad er meningen forlanger sønnen!

    Jo siger faderen – det jeg gerne ville have dig til var at finde de rådne og dårlige æbler, han peger på en lille bunke som Sønnen af sig selv havde lavet! Men hvis jeg havde bedt dig om det havde du jo netop ikke kigget på hver enkelt – du havde så “bare” kigget efter fejl. ( Inden for Lateral tænkning fungere ‘nogle’ af værktøjerne efter samme princip – succesen i brugen afhænger således af at vi forstår denne ramme.)

    Fidusen ved appelboxing er at vi bruger en “sekundær ramme” – til at opdage noget nyt.

    Pointen er, at vi måske nu skal blande æblerne igen? Altså nu hvor lærerne har fået det (ønskede?) løft.. så kan vi slette elevernes “straffeattest” og lærerne er så meget klogere!

    MVH Per Olsen – what will be?

  163. Jette Jakobsen

    Det er næsten det samme med mennesker. Når vi ser på “normale mennesker”, er det al det de kan, som vi kikker på. Når det er mennesker med et “handicap” ser vi på det de ikke kan og glemmer det de kan.
    Nu bæredyktighed..det er et stort spørgsmål. Jeg kan ikke rigtig overskue det. Måske skal man begynde med sig selv? Behøver vi at spise jordbær i december? Købe ny sofa så ofte? Nye vinterstøvler hvert år, børn skal have, men behøver voksne? Skal jeg have køkken og bad i min have? Der er så mange “unødvendige ting”, men er det ikke det vi lever af? Jeg er bange for det. Selv kan jeg ikke finde ud af, at smide så meget ud og købe en masse nyt. Det er jo et held at jeg ikke har så stor løn, for jeg mener at vi har det godt, selvom jeg ikke forbruger så meget. Jeg er glad for min gamle betalte bil..den fragter mig til og fra arbejde. Da jeg var ung og havde små børn måtte jeg cykle 32 km om dagen, med børn på cyklen sommer og vinter. Så jeg syntes jo det er, det rene svir at sætte sig ud i bilen…på mine halvgamle dage. Jeg har mad og varme (finsk masseovn) så det er billig og co2 neutral brændsel. Jeg mener at mit liv er bæredyktig. Dyrker selv de fleste grøntsager og bager vores brød. Køber økologiske varer( jeg bor tæt på årstiderne). Sådan kan alle jo ikke leve vel? Kunne vores samfundsbutik så løbe rundt.

  164. Michael Bjørnbak Martensen

    Jeg har startet en diskussion om værdierne i regionerne og kommunerne med afsæt i mine oplevelser fra Region Midtjylland på http://www.avisen.dk

    http://avisen.dk/blogs/michael.....entmessage

    Har lyst til at skrive på denne folkelige udgave som en avis jo er – skal du være meget velkommen!

  165. Jette Jakobsen

    Jeg er ansat i Region Midtjylland, og arbejder med udviklingshæmmede og socialt udsatte. Det er det dejligste arbejde. Vi har det godt, både beboere og personale. Der er respekt om beboerne, en masse godt humør og “gå på mod”…så det er helt fint.

  166. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Jette Jakobsen:

    Jeg kunne vældigt godt tænke mig at høre, hvad du mener om det arbejde, der er sat i gang med minimumsskabelonen, som både børne- og voksenområdet nu skal efterleve. (jeg er medforfatter til skabelonen)

    For at hjælpe dig på vej, er logikken, at regionens værdier ‘Dialog. Dygtighed. Dristighed.” skal suppleres med den enkelte institutions værdier.

    Jeg har oplevet en enkelt sag, der gav voldsom diskussion blandt journalisterne i regionshuset, i min afdeling BUS – og på den konkrete institution.

    Og her skal jeg fortælle, at værdierne var formuleret og accepteret af samtlige ansatte på institutionen -og hvad jeg fornemmede, var alle godt tilfredse med både regionens værdier og dem, der var vedtaget lokalt.

    Sagen drejede sig om offentlige medarbejderes ret til at ytre sig i forhold til pressen.

    Loven skal man jo holde – og loven siger klart, at offentlige medarbejdere gerne må ytre sig som privatpersoner.

    Men – hvis en chef pålægger medarbejderen at afholde sig fra særlige kommentarer (hvad der så rent faktisk skete), er det også ok i følge loven, såfremt medarbejderen er “særligt involveret” i den pågældende sag.

    Begrundelsen er, at det er svært at skelne mellem privatpersonen og den ansatte som repræsentant for regionen.

    Når denne sag er interessant, skyldes det to forhold:

    1) Den ansatte forstod ikke et kvæk af at han ikke måtte fremsætte sine personlige kommentarer – og forstanderen havde en anden opfattelse end regionsdirektøren om ‘dialog’. Forstanderen ønskede at ‘beskytte medarbejderen for ikke at sige noget forkert’.

    2) Journalisterne i regionshuset var ved at falde ned af stolen, fordi direktøren i regionen netop havde betonet, at ansatte skulle have fri og uhindret adgang til at udtale sig med henvisning til hvordan ordet ‘Dialog’ skulle forstås.

    Nu kender jeg ikke din stilling; ejheller ved jeg, hvor du er ansat.

    Du er måske ikke så tæt på værdiernes indhold, betydning og snitflader?

  167. Jette Jakobsen

    Vi taler meget om værdier og alt det nye som er sket i år. Det var/er en privat boform, som har fået overenskomst med de nye regioner. Så vi ved ikke så meget endnu, undtagen at vores ledere render til møder hele tiden. Vi ved også der skal ske en masse nyt. Vi vil ikke tage sorgerne( kun glæderne) på forskud. Så i det daglige gør vi alting så godt vi kan.
    Som tidligere ansat i ældreplejen…ved jeg jo al for godt, hvad stramme rammer kan gøre ved borgere og medarbejdere. Ikke mindst ved arbejdsglæden. Så måske har vi lidt naturlige forbehold, men de fleste af os er nu blevet meget kloge. På værdier, målsætninger, rammer, serviceaftaler osv osv . Det er kønne ord, men ikkke meget med dagligdagen at gøre. Når kun de halve er på arbejde, og afløsere ikke kan skaffes…så ved vi godt de findes, men har ikke tid og mulighed, til at bruge dem. Der følte vi os nok lidt til grin med alle de fine ord, som der var brugt meget lang tid på at lave.
    Sådan er det ikke hvor jeg er nu, men vi kender dem heller ikke til bunds..alle de nye ting. Vi håber det bedste. Tænk hvor mange grimme ting som kunne være undgået, hvis offenlige ansatte måtte ytre sig, om deres arbejde. Det må man ikke, det er at tisse i egen rede. Det er dog vores alle sammens penge vi arbejder med, og vores alle sammens bedstemødre, syge, børn, handicappede, socialt udsatte, vi arbejder ved. Der skulle være mere åbenhed.
    Jeg skal fortælle hvis en gammel mand, har en skuffe fuld af kontanter..eller han får en samlever. Det kunne jo være at han får mere end han skal have…sæt han putter noget. Jeg må ikke fortælle, hvis vi ikke har tid til at hjælpe de gamle med at spise, bade, komme op om dagen..et underligt system, for vores fælles kasse.
    Sådan vil vi ikke have det i de nye regioner vel?
    Medarbejdere skal være stolt af deres arbejde og vide de må og skal gøre deres bedste, samt have mulighed for det.

  168. Michael Bjørnbak Martensen

    Jeg ved faktisk ikke, om de private boformer med overenskomst med Region Midtjylland indgår i regionens værdiudmeldinger.

    Det ærgrer mig faktisk lidt, at jeg ikke har været opmærksom på Jer.

    Men – jeg glæde mig over, at I taler om værdier, for jeg tror meget på, at samtalen er meget vigtig.

    Samtalen skaber noget godt mellem mennesker.

    Og i den sammenhæng er det ok at tage afsæt i værdier – men en anden ting kunne såmænd også gøre det; f.eks. en kanotur.

    Det er samtalen, der er vigtig efter min opfattelse.

    Hvad angår forholdet til pressen, vil jeg ønske at flere kommer frem med deres holdninger.

    Blot skal du huske på, at du ikke må fortælle om konkrete personer.

  169. Jette Jakobsen

    Det ved jeg godt, at man bestemt ikke må. Der var en tur for personalet. Sådan noget med løb og ud i naturen. Det var så alle de “nye” kunne lære hinanden at kende. Vi var på arbejde og nok lidt for nye og tilbageholdende…så vi var ikke med. Vi får da bladet fra de nye regioner og læser det meget nysgerrigt. Det er lidt spændende, hvad vi skal til at være en del af. Der er nok også lidt sommerfugle i maven, men vi har valgt at være positive. Der er en værdi, som de fleste “på gulvet” på mit arbejde er meget enige om. At have et sted, hjem, boform, det kaldes så meget. Et sted hvor vi selv kunne tænke os at bo, hvis det blev nødvendig. Heldigvis er personalet lige så forskellige som dem der bor der..så rammerne er meget flytbare. Alt efter hvem vi er og har med at gøre. Samme love og rettigheder for alle mennesker..ligesom i “eget hjem”, bare med hjælp og støtte til det man ikke selv kan.

  170. Michael Bjørnbak Martensen

    Det lyder rigtigt godt – og jeg vil gerne fortælle dig og alle, der læser med, at der udføres et super stykke arbejde på institutionerne.

    De medmenneskelige værdier er der i rigt mål, hvad der er så utroligt vigtigt i arbejdet med borgere i vort samfund, der ikke har det godt af mange forskellige grunde.

    Når jeg har været optaget af værdierne som kommunikatør, har det noget at gøre med relationer – dem, relationerne handler om: ledelse, ansatte, elever/brugere, socialrådgivere, fagpersoner, forældre og pårørende, hvor målet er at skabe bedre resulater til gavn for eleverne/brugerne.

    Vi kan som kommunikatører sætte processer igang, der fremmer relationerne, hvor synlighed af det helt fantastiske pædagogiske arebjde der udføres, er væsentligt.

    Og som du selv er inde på, er der noget mindre heldigt, hvilket jeg mener – og regionsdirektøren også mener på papiret – er vigtigt at få aget hånd om via en synlighed i det offentlige rum.

    Men det er så her værdierne kommer i spil; det jeg kalder en snitflade.

    Derfor mener jeg, at man skal droppe værdierne, fordi de blot skaber en masse ballade – og så holde sig til almindlelig anstændig opførsel, hvor man kan lade sig inspirere af biblens ti normative bud.

    Lars Kolind startede ud med at efterspørge bæredygtighed og jeg kan sige, at der sågu ikke er noget bæredygtigt i offentlig ledelse anno 2007, hvor kæft, trit og retning og gamle embedsmandsdyder er dagens orden.

    Etik og god moral er langt, langt borte i denne tænkning.

    Hvis du er i tvivlom jeg har ret, så prøv at deltag i et interview med nogle af de ting du nævner ovenfor.

    Så får du hurtigt at vide, at kontakt til pressen hører ind under din chef.

    Alternativt skal du gennem en række samtaler med personaleafdelingen, hvor I skal diskutere din fremtid.

    Desværre.

    Og vi taler 2007..

    Ak!

  171. Jette Jakobsen

    Almindelige ansatte..må ikke udtale sig til pressen. Det var da kulturen i ældreplejen. Tænk bare på den gamle historie om de “vendte bleer”. Ikke en eneste ansat har fået lov at forsvare sig selv, efter den hårde tur i pressen. Jeg ved ikke rigtig om den historie er sand fordi: En ble til voksne, har plastik på bagsiden, så det er da vist dumt at vende den. Jeg har aldrig fået besked på at spare på bleer. Det er ikke noget plejehjemmet eller boformen køber. Det er et hjælpemiddel, som der bevilges til et menneske, hvis der er behov. På lige fod med en rolator eller badebænk. Vi har undret os i mange år over den historie..os der hjælper med at bruge bleerne, men er aldrig blevet spurgt. Når pårørende har sagt til mig” nu vender i vel ikke bleerne?” Så har jeg vist dem en ble og fortalt..så dum er jeg ikke.
    Jeg kan også godt lide etik og moral…også de 10 bud. Det skal jo bare ikke være min etik og moral jeg trækker ned over mennesker, som er nød til at modtage hjælp, også med meget personlige ting. Så giv os flytbare rammer.

  172. Michael Bjørnbak Martensen

    I den sidste del af dit indlæg, hører en noget rigtigt godt: at du respekterer mennesker, du har ansvar overfor i dit arbejde.

    Hvis det var normen i hele Region Midtjylland, ville det ikke se ringe ud – men respekt og tillid er desværre ikke hverdag i Viborg.

    I Viborg er kontorchefen gud og de ansatte tro tjenere, hvilket gør værdierne intetsigende og frustrerende.

    Desværre forholder det sig nu på selvsamme måde, hvor du arbejder – du har bare ikke været i situationer, hvor snitfladerne befinder sig.

    I en sådan situation vil du være, hvis du siger noget, der kan sætte spørgsmålstegn ved regionens praksis – så vil din leder sige til dig, at det altså er dem, der betaler din og dine kollegers løn.

    Alstå bliver din kritik demonteret – og det selvsamme oplever alle journalister og ansatte på regionskontoret i Viborg i forhold til kommunerne. Fordi..

    1) Regionen får ordrer fra kommunerne
    2) Regeringen har valgt en ny opgavefordeling

    Når Lars Kolind efterspørger bæredygtighed, må jeg altså sige, at det IKKE er bæredygtigt, hvis man skal holde sin mund, når åbenhed overfor pressen ikke fungerer.

    Bæredygtighed må være nget med, at man siger hvad der er galt eller akn forbedres, uanset man er venstre eller højreorienteret (Lars Kolinds eksempel) eller man nu tilfældigvis er i den regionale, private eller kommunale sektor.

    Men SÅDAN er det sågu desværre ikke!

    Mht sagen i Odder har jeg stor tillid til embedslæge Kate Runge, hvor jeg bringer et kort presseresume nedenfor:

    “Vanrøgt på plejehjem

    Ord som “uacceptabelt”, “ydmygende” og “et menneskesyn, uforenligt med pleje og omsorg”, anvendes om forholde på plejecenteret “Birkebo” i Odder. Det er embedslægen i Århus, Kate Runge, der ifølge Jyllands-Posten søndag har skrevet en rystende rapport over, hvordan ældre blev tvangsmedicineret – man brugte også afdøde patienters medicin – og hvis der “kun” var tisset i en ble, kunne den vendes og bruges igen. Vanrøgten er for længst bragt til ophør og den ansvarlige plejeleder bortvist, men Odder Kommune har hemmeligholdt forholdene. Ifølge Kate Runge er der immidlertid ikke tale om noget enkeltstående tilfælde. Hun har set mange plejehjem, der “ligner noget fra Rumænien”. Kun i Københavns Kommune og Århus Amt fører embedslægen stadig tilsyn med forholdene på plejehjemmet. I den øvrige del af landet retter man sig efter en folketingsbeslutning fra 1991, der afskaffede embedslægernes pligt til at undersøge forholdene. Nu vil både sundhedsminister Carsten Koch (S) og socialminister Karen Jespersen (S) se på at få tilsynet genindført på en eller anden måde – kraftigt tilskyndet hertil af et flertal af partierne.”

    kilde: http://www.danske-nyheder.dk/arkiv/1999.12.27.html

  173. Paul Hegedahl

    Kære Jette og Michael

    Jeg vil give jer ret i, at bæredygtighed er mange ting. Sådan som jeg læste Lars Kolinds oplæg var det en drøftelse om bæredygtighed i miljømæssig forstand. Det skal selvfølgelig ikke afholde nogle fra at brede begrebet ud – men måske bliver drøftelserne så meget specifikke for potentielle deltagere??
    Men, al respekt for jeres udveksling af tanker.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  174. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Paul Hegedahl:

    Som jeg læser anslaget handler det bæredygtighed ift videnssamfundet.

  175. Jette Jakobsen

    Det er vist rigtig nok..det rendte lidt af sporet. Hvordan mon vi kom fra bæredygtig? Jeg må vist læse lidt tilbage.

  176. Paul Hegedahl

    Kære Michael
    Jeg forstår godt, den måde du tager fat i drøftelserne på. Der er tale om to indlæg fra Kolind. Det første hedder: Vil du være med til et forsøg. Og her taler han om videnssamfundet og om hvordan den offentlige sektor skal ledes. Og bringer bæredygtighed ind i billedet på en måde, som kan forstås ud fra forskellige vinkler. Det er vel kun Kolind selv, der kan forklare meningen. Men diskussionen af det indlæg har gået på ledelse og ikke på miljø eller bæredygtighed (på nogen måde).
    Så kommer opfordringen til: Lad os gøre endnu et forsøg, hvor der ikke er nogen tvivl om, at det er bæredygtighed i miljømæssig forstand, der lægges op til en drøftelse af.
    Så det er jo nemt at få krydset synspunkterne. Der er altså – som jeg læser det – tale om to sider af en politisk problemstilling: Den overordnede ledelse og miljøspørgsmålet.
    Vil du være med til et forsøg?
    Endnu er det ikke rigtig lykkedes for noget parti at udvikle sin politik på nettet. Så hvorfor ikke prøve det her? Måske kan Ny Alliance eller andre partier have glæde af proces og resultat.
    Jeg vil gerne høre din mening om et nøglespørgsmål, nemlig hvordan den offentlige sektor skal ledes her i vidensamfundet. Jeg synes ikke at vi skal beskrive hvordan det sker i dag, men hvordan det burde fungere.
    Hvad er det politikere skal beskæftige sig med? Og hvad skal de ikke beskæftige sig med?
    Kan man sammenligne politikere med bestyrelsesmedlemmer i et aktieselskab? Og hvor holder den sammenligning evt. ikke?
    Skal et politisk parti nødvendigvis have et detaljeret program med svar på “alle” spørgsmål?
    Min mening findes i kommentaren nedenfor. Hvad mener du?
    Og her begynder Lars Kolind så selv med et længere indlæg, som starter med: Hvad er det politikere skal beskæftige sig med? Og hvad skal de ikke beskæftige sig med?
    Fortsætter med: Skal et politisk parti nødvendigvis have et detaljeret program med svar på “alle” spørgsmål? Det synes jeg ikke. Men jeg vil gerne kende hvert partis grundholdninger. Jeg vil vide om de har en vision for Danmark i vidensamfundet. Jeg vil vide om de prøver at forhindre globaliseringen eller om de ser den som en mulighed. Jeg vil vide om de opfatter bæredygtighed som et problem eller om de også opfatter et bæredygtigt samfund som en strategi, der i sig selv kan skabe velstand og udvikling. Jeg vil vide om de tror på at øget kontrol og styring er vejen frem eller om de er villige til at give de offentligt ansatte frihed til at løse opgaverne inden for relativt vide rammer. Jeg vil vide om de prøver at lukke Danmark for fremmede eller om de søger at udnytte det forhold at vi er forskellige mennesker, til at skabe værdi og udvikling. Jeg vil vide om partiet først og fremmest opfatter skat som omfordeling af velstand eller om de prøver at udnytte skattesystemet til at skabe velstand og muligheder for alle borgere. Og jeg vil frem for alt vide om partiet prøver at samle et flertal på 51% for sin politik for dermed at majorisere de 49% eller om partiet ønsker et bredt samarbejde.
    Hvordan mener du at Danmark skal ledes? Skriv en kommentar.

    Og så kommer det nye spørgsmål, hvor bæredygtigheden og miljøet kommer ind i billedet.
    Skrevet af Lars Kolind d. 8. juni 2007
    Lad os gøre endnu et forsøg.
    158 kommentarer om hvad politikere skal beskæftige sig med var mere end jeg havde turdet drømme om. Tak! Jeg har læst alle kommentarerne og nu er jeg i gang med at drage en konklusion. Den kommer senere her på bloggen.
    Forsøget har givet mig blod på tanden: Nu vil jeg gerne udfordre læserne af denne blog en gang til. Denne gang med en konkret opgave: Hvad skal en ny politik være mht bæredygtighed?
    Udgangspunktet er at vi skal tænke nyt. Vi skal udfordre den traditionelle mentale model: Hvis man er venstreorienteret i Danmark ønsker man større grønne afgifter for at beskytte miljøet; især afgifter på erhvervslivet. Er man borgerlig/liberal prøver man at undgå grønne afgifter, især på erhvervslivet, fordi afgifter skader erhvervslivets konkurrenceevne. Det er den klassiske konflikt, som partierne i folketinget i årtier har udkæmpet: Skal vi have bedre miljø eller konkurrenceevne?
    Vi skal prøve at komme ud af partiernes traditionelle polarisering og formulere en ny politik der svarer til den virkelighed vi har i dag. Kan vi kombinere bæredygtighed og konkurrenceevne i stedet for at vælge imellem de to? Hvordan?
    Jeg venter spændt på dit indlæg…”
    Michael, hvis du klikker på juni, kommer det nye spørgsmål frem.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  177. Michael Bjørnbak Martensen

    Lars Kolind beskæftiger sig med politisk ledelse (ikke blot miljø) og mener blandt andet, at politikerne ikke skal blande sig i udførelsen med følgende understregning:

    “Jeg vil vide om de tror på at øget kontrol og styring er vejen frem eller om de er villige til at give de offentligt ansatte frihed til at løse opgaverne inden for relativt vide rammer.”

    Og her siger jeg så:

    Sådan oplever jeg faktisk at det sker i Region Midtjylland. (det er her jeg har mine oplevelser fra.)

    men…

    Det lykkes så ikke alligevel, FORDI kontorchefernes kompetencer til at løse opgaver ud over embedsmandstraditionen forhindrer denne mulighed.

    Altså sætter jeg spørgsmålstegn ved Lars Kolinds problemformulering – og forsøger så at redegøre for området dialog med borgerne og internt i afdelingerne (med det kendskab jeg har fra Region Midtjylland) som eksempel på, hvor det går galt.

    Og her har jeg så en ret god historie:

    Jeg har haft nogle ret kraftige diskussioner med en kollega, der tager en masteruddannelse på RUC med begrundelsen, at han ikke møder forståelse for sin faglighed, og derfor forsøger at forstå embedsmændenes tankegang – hvor jeg nok i stedet efterspørger embedsmænd, der er i stand til at omsætte politikernes ønsker i praksis.

    Den problemstilling vi har talt om er, at journalister møder emd en meget stærk faglighed, der endog er i god tråd med de politiske udmeldinger – men at embedsmændene ikke har en faglighed og ydermere ikke formår at trække på journalisterne faglighed, fordi de går med forestillinger om journalistik og kommunikation, der må være inspireret fra en kriminalroman.

    Altså: det er ikke på visionsplanet det her går galt – men i udførelsen.

    Jeg er kommet med sammenligningen: at politikerne ønsker at sende en sonde ud i himmelrummet – og sætter en flok SOSU medarbejdere til at planlægge og udføre opgaven.

    Ført over på nogle meget konkrete områder der er i spil i øjeblikket er f.eks. mammografi-screeninger, hvor politikerne har set lyset med at stoppe brystkræft ved at tjekke risikogruppen med disse screeninger.

    Grundlaget var et par forsøg: et i København og et på Fyn – som blev udført rimelig kontrolleret med gode faglige kræfter.

    Når vi nu skal have mammografi implementeret er de gode kræfter pist borte – hvor radiologer nu udskiftes med SOSU-medarbejdere, der får cirka 10 ugers uddannelse i at screene kvinderne.

    Det samme ses på en lang række områder – hvor problemet hver eneste gang er, at politikerne vil så utroligt meget godt i denne verden og gerne overlader udførelsen til en masse mennesker, der blot ikke har forudsætningerne for at løse visionen om det bedre samfund.

    Med alt dette skriveri, når jeg frem til følgende konklusion – at visionerne skal have en pause som skal bruges til at bringe lederne og de ansatte på omgangshøjde med de mange spændende ord.

  178. Jan Sjøstrand

    Udgangspunktet er godt nok bæredygtighed. Jeg synes dog at dialogen er ret god. Der bliver vendt en masse, hvis det ikke lige handle rom “bæredygtighed”, handler det om menneskers erfaringer, følelser (værdier) og holdninger. Det er for mig ret lærerigt at læse – det er vel noget af vejen til brugbart materiale.
    Skriveriet generelt er vel udtryk for at vi har noget på hjertet rent følelsesmæssigt (værdimæssigt)og holdningsmæssigt.
    Så kan det da godt være, at en tangent løber lidt skævt i forhold til “emnet” – pyt da med det – det er lærerigt (for mig i hvert fald).

    Michael
    Du skriver ovenfor at man skal droppe værdierne. Værdier er bevidstgjorte følelser – intet mennesker agerer uden følelser (værdier)
    Alle mennesker filtrerer når de sanser og kommunikerer. Vi generaliserer, vi udelader og vi forvrænger det vi “møder på vores vej” Disse processer er baserede på:
    - Følelser og værdier
    - overbevisninger og holdninger
    - erindringer
    - allerede trufne beslutninger
    - sansebetoning
    - Identitet og selvopfattelse
    - procesmønstre og personlighedsstruktur.

    Værdiafklaring er en proces der afklarer følelser relateret til givne emner, kontekst etc. Når “følelsen” er fundet, analyseret og beskrevet, sættes et “naneskilt” på – navnet på en værdi for vedkommende, team, organisation etc. Værdier er bevidstgjorte følelser.
    Bruger man ord/begreber der er ikke er følelsesbaserede er det altså ikke værdier. Ordene, begrebene kan være hamrende relevante alligevel, blot skal vi måske kalde det holdning, overbevisning.
    For mig er frihed en værdi. Jeg brug for at føle mig fri i mit liv – det er en vigtig værdi for mig personligt. Samtidig mener jeg at alle mennesker skal have deres egen individuelle frihed, frihed til at beslutte og handle ud fra hvad de vil med deres liv. Det er ikke en værdi for mig, det er mere en holdning/overbevisning til det at være menneske.

    Jeg er overbevist om at medarbejderne i det offentlige er dygtige og engagerede (der er altid brådne kar – dem glemmer vi lige)
    Ud af dialogen her synes jeg det er på ledelsesniveau blokeringerne er. Om ikek andet er det et ledelsesansvar, og det uanset om den enkelte leder er dygtig til sit jo eller ej.
    I modsætning til det private erhvervsliv synes jeg at “det offentlige” har nemmere ved at fastholde dårlige kulturelle holdninger.
    En af dem er udtalt at Birthe Weis i et TV program.
    I budgetforhandlingerne med Mogens Lykketoft, der fogår i hans røde sofa, handler det om at få sa mange penge med der fra som muligt, så vores ministerium kan vokse.

    Det er ved at være nogle år siden nu, jeg tror dog at holdningerne i det offentlige er knap så “forretningsorienterede og selvansvarlige” som i det private.

    På kort sigt skal vi tænke primært systemisk, og vi skal tænke ledelse. At sbabe bedre mentale modeller og holdninger og vi skal have øget niveauet voldsomt for ledelsesniveauet i det offentlige.
    Vi skal udvikle kulturer der filtrerer mere hensigtsmæssigt end det sker i dag.
    Og hvad er så mere hensigtsmæssigt – ja, det kan blive en stor diskussion i sig selv, og igen baseret på individuelle følelser, værdier, holdninger og overbevisninger.

  179. Jette Jakobsen

    Nu har jeg fået tænkt mig lidt om, og mener at bæredygtighed i det offenlige er. At bruge de penge som er til rådighed, så de gør størst mulig gavn for brugere af systemet og et godt lærerigt arbejdsliv for de ansatte. Lade de ansatte tænke selv, sammen med dem de arbejder ved.
    Alting bliver så dyrt når det er det offenlige der betaler( ikke lønninger på gulvet). Jeg havde en underlig oplevelse. Køber en kommune/region en rolator, som lånes ud til gangbesværede…koster den næsten 3000 kr. Min far købte sig en meget fin en i Harald Nyborg for 500 kr. Jeg kan ikke se den store forskel på de to slags. Så måske har Harald Nyborg skrappere indkøbere end kommunen? Eller vi mere sjuskede, når der købes ind for offenlige penge? Måske står der et sted i en “målsætning” at der kun må handles et sted…det skulle ikke undre mig.

  180. Michael Bjørnbak Martensen

    # Jan Sjøtrand:

    Jeg har netop skrevet et indlæg på http://avisen.dk/blogs/michael.....x#comments – der vil dukke op i løbet af formiddagen (systemet er langsomt.)

    Det vil besvare dit spørgsmål om mine betænkeligheder ved værdier, der kort og godt går på den frustration værdierne medfører og de offentlige arbejdspladser ikke sætter de nødvendige ressourcer af det arbejdet.

    En leder siger til fagbladet Børn og Unge, at han ikke stoler på de værdier ledelsen har udmeldt, fordi ahn i det daglige bliver dunket i hovedet med en top-down styring, hvor de velmente værdier totalt smuldrer.

    I øvrigt ser jeg en megatrend:

    I de år jeg har haft min gang på denne jord, vil jeg give Jer følgende historie:

    I 60-erne så vi film med mænd i biler, der sad med en cigaret og smilede, mens de styrede den store bil med bare en hånd. Ved siden af sad en yndig pige med hat og sommertøj.

    I dag sidder bilisten alene med begge hænder på rattet og om livet er der sikkerhedsseler. Farten er den tredobbelte og vejene nye, uden modgående trafik – motorveje hedder de.

    Akkurat det samme ser jeg i erhvervslivet, privat som offentlig, hvor værdidiskussionen så bruges som ledelsesinstrument med en masse bøvl til følge – hvor vi jo kan mindes de meget store diskussioner om det rimelige i at fastspænde folk – om det var et anslag mod den personlige frihed. Altså en offentlig debat.

    Og så det ændrede vilkår nu om dage i 2007, hvor værdiedebatten i offentlige virksomheder helst skal foregå inden døre og hvor der ikke er afsat de nødvendige ressourcer til det.

    Jeg har lige skrevet et indlæg her http://avisen.dk/blogs/michael.....x#comments – men det dukker nok først op om en times tid. (systemet er lidt langmodigt)

    Med hensyn til dine tanker om følelserne, mener jeg, at du er helt galt på den og du virker noget uafklaret.

    For på den ene side sætter du fokus på folks frihed – og på den anden side, skal værdierne ind og have fat i folks følelser.

    Problemet er, at folks frihed demonteres når systemer vil i kontakt med folks følelser.

    Vi så nogle vældige eksempler på hvor galt sådan noget kan gå, da Tvind-imperiet rejste den første vindmølle i Tvind med fællessamlingerne.

    Til slut vil jeg sige, at jeg mener denne indholdsside af sagen er utrolig vigtig som grundlag for at diskutere bæredygtighed i det hele taget.

    For, hvad kom først – hønen eller ægget?

  181. Jette Jakobsen

    Jeg har skrevet et lille indlæg, til Michaels side…for der hører det vist hjemme. Det vil bare ikke blive sendt. Min pc siger at den ikke kan skabe forbindelse til siden og hvis jeg bruger det første link i mail…fortæller min pc at siden ikke findes. Jeg vil ikke håbe at det er fordi jeg bruger Linux på min pc, det plejer ikke at give problemer mere.Jeg har gemt mailen så den kan sendes hvis det er muligt.
    V.H. Jette

  182. Jan Sjøstrand

    Michael
    Værdier er bevidstgjorte følelser, og intet mennesker kan agere uden om sine følelser, nogle er naturligvis mere “følemenneske” end andre, blot er vi det alle i ret stort omfang- Så fortæl mig så hvad du mener med: “Derfor mener jeg, at man skal droppe værdierne”.

    Hvis man i en organisation arbejder med organisatorisk identitet kultur kan man ikke arbejde uden værdier. Kulturbærerne i enhver organisation, team, familie, etc. udgøres primært af den organisatoriske selvopfattelse, følelser og værdier, holdninger og overbevisninger.

    Hvis værdier ikke får fat i folks følelser er det meget sandsynligt at “folk’s” egne værdier er markant anderledes i forhold til de definerede værdier. Det kan også skyldes at den måde værdierne tolkes og udleves på strider mod det den enkelte mener værdien dækker over, og det kan være fordi at værdien ikke er forstået i sin fulde betydning.
    Det er en af de ret store problematikker når vi arbejder med værdier, at lederne tror at de blot kan vælge et “værdiord” og så gør “folk” det som de selv mener ordet dækker over. QAlt for ofte er der direkte strid mellem det direktionen mener at organisationen skal udstråle rent identitesmæssigt og så de værdier der er definerede. REELLE Værdier er baserede følelser, er de ikke det, er det blot holdninger og overbevisninger. Derfor skal værdier reelt afklares i forhold den den identitet og selvopfattelse vi ønsker at organisationen skal fremstå som havende. De skal defineres og forklares. Jeg har tidligere i denne blog beskrevet “Den mentale sammenhæng” i sindet.

    At jeg virker uafklaret kan skyldes at jeg rent kommunikativt har vanskeligt ved at udtrykke et ret specielt område i det menneskelige sinds måde at fungere på. En anden mulighed kan være at læseren mangler fornøden viden om det menneskelige sind på dette specifikke område til helt at kunne forstå det der skrives.

    Jeg brugte min egen følelse af frihed som eksempel på en af mine egne værdier – IKKE som eksempel på “folks frihed”.

  183. Jan Sjøstrand

    Michael
    Hvis jeg hurtigt skal forholde mig til det du skriver – solen kalder ;-) – så er der intet galt med værdier – det er snarere arbejdet med dem der er alt alt for dårligt udført.

    FØLELSER OG VÆRDIER ER NOGET FUNDAMENTALT I MENNESKERS ADFÆRD OG VURDERING AF LIVSKVALITET, BEGEJSTRING, INITIATIV, OG DET HAR AFGØRENDE INDVIRKNING PÅ MENNESKERS STRESS.

    At arbejde med mennesker er alt alt for alvorligt til at blive foretaget overfladisk. Det arbejde jeg oftest møder er alt for overfladisk, det både i selv processen og i den efterfølgende ledelse og kommunikation.

  184. Jette Jakobsen

    ja det er godt med det gode vejr…jeg render også rundt i min køkkenhave med min kaffekande og ind og læse lidt på bloggen. Vi må jo heller ikke være for længe i solen vel..slet ikke midt på dagen.
    Jeg har altid tolket værdier og presset rammer…lidt efter mine egne og borgernes holdninger, men aldrig udenfor. Så falder der brænde ned. Det er meget forbudt at stryge en skjorte, for en gammel mand der skal til barnedåb (tåbelig ramme), men jeg skal sørge for at mennesket føler sig godt tilpas i sociale sammenhæng. Nu havde denne gamle mand det ikke godt med krøllede skjorter..så jeg strøg den. Han skulle jo føle sig godt tilpas. Sådan gør nogle, men andre tør ikke.

  185. Paul Hegedahl

    - og hermed har jeg meldt mig ud af debatten/samtalen. Jeg kan ikke rigtig følge med mere. Men tak for mange engagerede indlæg.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  186. Per Feldvoss Olsen

    Hej Jan og Michael,

    Der er – som tidligere skrevet – flere forskellige skoler inden for værdi arbejdet. Værdiledelse er en overordnet klasse som knytter sig til den gamle skole, og i den sammenhæng bliver det så mindre relevant om man har den ”rigtige” indgangsvinkel til værdierne. I takt med at disse underliggende værdi discipliner bliver mere og mere effektive kan man altså i realiteten se værdiledelsens ”defekter” eksemplificeret – med stærkere og stærkere konsekvenser.

    Jan bringer her en meget god pointe på banen: ”Hvis man i en organisation arbejder med organisatorisk identitet kultur kan man ikke arbejde uden værdier. ” og videre: ”…. At arbejde med mennesker er alt alt for alvorligt til at blive foretaget overfladisk.”

    Problemet opstår præcis når man kobler den ’absolutte videnskab’ (værdier) med det ikke overfladiske og ’subjekt orienteret’ (følelser). Heraf opstår en række fejlslutninger, og det får dyre konsekvenser på de subjektive plan.

    Jeg vil formulere det lidt anderledes: ”At arbejde med mennesker er bliver alt alt for alvorligt når vi graver for dybt…..” se bare hvor galt det gik for stakkels Søren Kierkegaard!

    Et andet af værdiledelsens problemer er en antagelse om at alle problemer løses hvis vi er enige om værdierne. Når denne enighed er opnået må eventuelle problemer altså skyldes at der alligevel findes skjult modstand blandt deltagerne – denne subjektive modstand må jo ’logisk set’ elimineres ved at vi arbejder med den på det subjektive plan. Herved gøres problemer til et subjektivt ansvar, og de objektive værdier bliver til et mål i-sig-selv.

    Det er vel på tide at vi henviser til overskriften – Vil du være med på et eksperiment – i denne sammenhæng er det centralt at spørge: hvad er ’objektet’ i eksperimentet. Der hvor tingene virkeligt forandres, og går galt, er når subjektet bliver objektet.

    Hvis man ”de bunker” den bagvedliggende logik – dette kan gøres på en række kreative måder – finder man at dette syndrom kan opløses og erstattet med det andet rationale som netop tilgodeser en ’større’ respekt for det subjektive.

    Jan, jeg er ikke i tvivl om at det er det du vil Jan, men følelser bliver ikke nødvendigvis tilgodeset når vi føler os frem.

    MVH Per Olsen
    p.s. Der findes efterhånden en mængde litteratur om emnet. Man kan fx starte med ”Følsomhedens etik”, Kirsten Marie Bovbjerg – og så kan man kigge lidt på hvad ’Karen Lisa Salomon’ skriver.

  187. Per Feldvoss Olsen

    Jette,
    Du kan med fordel læse Karen Lisa Salomons bog ’Selvmål – det evaluerende liv’. Her er det et meget lignende eksempel på managementficeringen , på side 51. Eksemplet er en øvelse hvor man som leder skal tage stilling til hvordan man skal behandle en 55-årig kvinde som arbejder i ”sygesektoren” – hun tager jævnligt kage med når der er nogen af patienterne der har fødselsdag.

    Pointen i øvelsen er at lederne skal stoppe denne ineffektive adfærd – det giver jo ”uforudsete” kaffe pauser og afsporer en trav hverdag.

    Man kan så spørge sig selv: hvordan kan en fødselsdag, eller en barndåb, ende med at blive til en ”uforudset” (kaffe)pause? Det er ledelse på et “højt” plan!

    Per
    Minder mig – jeg ved ikke hvorfor – om en historie jeg læste i Berlingske. I Indien, har man et populært hospits ved Ganges. Her bliver patienterne bedt om at flytte hjem igen – hvis ikke de er døde efter 14 dage. Værdien er her at man gerne vil spredes ud på Ganges når man er Hindu. (Berlingske d. 9. Juul 2007)

    MVH Per

  188. Jan Sjøstrand

    Per
    … og man kan ikke seriøst arbejde med værdier uden at indrage den organisatoriske identitet og selvopfattelse(samlet i et som kulturbærerne).
    Alene at arbejde med værdier flytter intet af betydning, og i værste fald skaber det problemer.

  189. Jette Jakobsen

    Den bog vil jeg prøve at få fat i, det er helt sikkert noget der kan få mig til at forstå “ledertankegang”. Jeg kunne nu aldrig finde på at bage kage i min fritid og tage med til borgerne på mit arbejde. Jeg ville få pårørende til det..det vil de nemlig godt, hvis de finder ud af man må og kan det. Jeg kunne også regne det ind i “kostpengene” eller få den syge/ældre til at bestille en kage ude i byen. man bliver ikke en ren proletar af at være syg/ældre. De skal da ikke tage imod almisser..fordi det er “synd” uanset hvor godt det er ment. Der skal være værdighed til alle mennesker! I min lille fortælling om skjorten og barnedåben, brugte jeg ikke ekstra tid..den gamle mand lavede noget af det jeg skulle have gjort, han kunne bare ikke stryge skjorter. Det er hvad jeg kalder” sund fornuft” og det mener jeg at ansatte skal have lov at bruge, og slås ned af mål og rammer. De kan godt selv.

  190. Per Feldvoss Olsen

    Jan
    Jeg er sikker på at du er seriøs og jeg er seriøs – men hvis vi begynder at måle på det så er ’det’ useriøst!

    Jeg har forstået hvad du siger – og jeg kan kun svare at man ’netop godt kan’ arbejde mere ”seriøst” værdierne hvis man ’undgår’ at inddrage identitet og selvopfattelse i dette arbejde. Prøv at tænke kreativt, det kan faktisk lade sig gøre. Inddragelsen af selvopfattelsen er en fælde som sætter Ego (dig, dig og dig) i centrum – når vi undgår den fælde vil det overraske ’dig’ hvor meget mere ’vi’ kan opnå sammen.

    MVH Per – what can be!

  191. Jan Sjøstrand

    Per
    He he – hvordan måler man “seriøs”. For mig handler det om kongruens, og det er “klienten” der bestemmer om der er kongruens eller ej – IKKE jeg. Jeg deltager aldrig med svar, kun med spørgsmål – og det både i arbejdet med individer og organisationen. Jeg arbejder bl.a. ud fra “overordnede rammer for hvorledes det menneskelige sind fungerer”, og derfor tjekker og arbejder jeg med denne ramme. Rammen er “De Neurologiske Niveauer af Robert Dilts”. Vores sind er langt mere nuanceret end som så, og niveauerne er da også kun ramme og indgangsvinkel i arbejdet. Det dybere arbejde laver vi med individer der eksempelvis er i coaching- og eller mentaltræningsforløb, og når “klienten” er en organisation, team eller gruppe siger det sig selv, at dybden bliver begrænset. Dog er sindsprocesserne stadigt de samme.

    Jeg er hamrende kreativ – og jeg er hamrende god til IKKE at tolke og til IKKE at komme med forslag.

    For mig er identitet og selvopfattelse “alt andet” en en fælde.

    Nu tolker du på mine vejne ;-) Jeg sætter IKKE ego i centrum – jeg sætter adfærd i centrum. Jeg bruger EGO som en af indgangene til at forklare og evt. ændre adfærd, hvis det altså er kongruent og OK for “klient”. Ud over dentitet og selvopfattelse indrages bl.a. værdier, holdninger, kompetencer.

    tjek evt.:
    http://www.id-psykoterapeutudd.....ankega.php

    Jeg er IKKE uddannet hos ID-uddannelse.

    Med møj venlig jysk hilsen ;-)
    Jan

  192. Per Feldvoss Olsen

    Hej Jette,
    Bogen har desværre fået en hård modtagelse – måske fordi bogen indeholder en ’systematisk’ gennemgang af systematikkens blødere problemer. En anmelder har således dømt ”selvmål” på bogen. :-)

    I en lidt anden struktur kunne den nu give en god status, over hvad vi kan observere – men den samlede kritik er ikke for de sarte.

    Man skal også prøve lade være med at tror at ledere nødvendigvis tænker sådan, problemet er at vi (alle) må systematisere det vi gør – for at sikre os at nu også er effektive. Når dette sker helt ”oppe” på det subjektive plan bliver vi altså fanger i systemet (Weber beskriver fx hvordan den Kristen etik bliver til vores Bur, når vi sætter den i samspil med et system, hos Weber var systemet kapitalismen – men pointen er at enhver systematiseret form for etik og moral må udvikle sig sådan. Der er som sådan ikke noget galt med etik eller kapitalisme – de er jo begge ”bare” ideer.)

    Du skal være velkomme til at skrive – så kan jeg sende en litteraturliste. :-)

    MVH Per

  193. Per Feldvoss Olsen

    Jan
    Så – NU taber vi vidst da helt Paul?

    Jeg kender faktisk udmærket baggrunden – Ole udviklede den netop i erkendelse af de problemer som opstår i de forbindelser vi har snakket om. Han har altså valgt at bruge sin viden på terapi – og det har jeg ikke noget i mod. Jeg vil blive dybt overrasket hvis Ove (eller en af hans medarbejdere) blandede sig her.

    Jeg skriver således ’stadigt’ ikke om hvordan du ’er’ eller ikke ’er’ – det er netop IKKE interessant at måle din eller min subjektive kreativitet, vores seriøsitet….. eller for at blive i sporet vore kongruens i forhold til disse ord – jeg ser jo på værdierne på en ’radikalt anden’ måde.

    Forestil dig at vi IKKE kan opnå kongruens – ja at vi ikke ønsker dette – hvordan må vi så forholde os til værdierne?

    MVH Per

  194. Jette Jakobsen

    Jeg vil ikke sætte ledere i bås, de er mennesker som dig og mig. De får mere i løn, men de har også det overordnede ansvar og skal tage imod den “store skideballe”, det er deres ansvar. Jeg har selv arbejdet som køkkenleder i 6 år. Det var mig der skulle på arbejde, hvis mange var syge, det var mit ansvar hvis pengene ikke slog til, det var mit ansvar hvis dyrlægen fandt gamle ting i køleskabene, det var mit ansvat at maden var god og næringsrig…og de kunne lide at spise den. jeg lærte dog hurtig at det var rigtig godt at dele ansvar ud, og jeg ikke skulle blande mig i…hvordan kartoflerne blev skrællet, bare de blev skrællet til tiden. De “små ting” og mange af de store kan mennesker selv. Det er det jeg mener med at der ikke skal trækkes alt for mange regler og rammer ned over folk, der bare vil udføre deres arbejde godt, og det vil de fleste efter bedste evne. Så kan det være at evnerne ikke slår til, af 10000 grunde, dem må vi hjælpe på en eller anden måde. Jeg vil være glad for en litteraturliste, har nemlig prøvet på Saxo boghandel uden resultat. Du kan skrive på jette.wordpress.com Mange tak.

  195. Jan Sjøstrand

    Per
    Ja, så hedder det bl.a. kompromiser. Hvis jeg ikke kan få den jeg elsker, så må jeg elske den jeg får ;-)
    Hvis jeg i givne kontekst ikke kan få opfyldt det jeg ønsker, må jeg afgøre med mig selv om bl.a. hvilke kompromiser jeg kan indgå med mig selv.
    - Er det ok at deltage selv om at jeg er
    uening i selve organiseringen af opgaven?
    - Er det ok at deltage selv om at jeg vurderer mine kompetencer til at være utilstrækkelige?
    - Er det ok at deltage selv om at jeg synes det føles “forkert”?
    - Er det ok at deltage selv om at opgaven strider mod den jeg er (ønsker at fremstå som værende)?
    - Er det ok at deltage selv om jeg ikke kan finde mening i opgaven?
    - Er det ok at deltage selv om at jeg kan se hvad det skal føre til?
    Det kan handle om et af elementerne, det kan handle om flere, og det kan handle om at flere interagerer med hinanden.

    Lad os se om der på noget tidspunkt dukker nogle ID’ere op her inde. ID beskæftiger sig med primært med terapi og coaching. Forståelsesrammerne er stadig det menneskelige sind, og uanset om vi beskæftiger os med terapi, coaching eller organisationeudvikling, så handler det om adfærdspsykologi. Vi følger alle de samme mentale aspekter (læs hylder). Vi har alle en hylde med vores selvopfattelse, en med værdier og holdninger etc. Vi har blot forskellige selvopfattelse, værdier liggende på hylderne. Når et mennesker agerer efter disse overordnede mentale aspekter, ja så en organisation det også.
    Jeg oplever intet alternativ til at arbejde med vores sind. Filosofierne og metoderne er mangfoldige, vi har valgt at arbejde med de menneskelige aspekter i sammenhæng og fælleshed – altså ikke værdier alene, kompetencer alene, missioner alene etc. Det gør vi grundet at niveauerne/hylderne er herakiske og at de interagere med hinanden.

    NU KALDER KAFFEN – det bliver godt med noget varmt

  196. Jan Sjøstrand

    Jette
    Prøv at læse:
    Fra Chef til leder
    Forfatter er Joseph O,Connor
    Den er udsolgt fra forlag, så du skal hente den på biblioteket.

    Den handler om hvorledes man som leder kan skifte fokus fra de traditionelle værktøjer og tilgange til at bruge mere mentale aspekter. At flytte sig fra chefattituder til lederattituder

  197. Michael Bjørnbak Martensen

    # Jette Jakobsen, 9. juni 2007 kl. 11:04

    Eksemplet med rollatoren er meget fornem – for det sætter tingene om de gode holdninger ift resultatet på spidsen.

    For både den dyre og billig løsning kan forsvares som bæredygtigt – blot er der en del mere viden forbundet med den dyre løsning.

    I Region Midtjylland har vi Hjælpemiddelrådgivningen, der ved en hulens masse om folks behov og de ved en hulens masse om hjælpemidler – og sidst men ikke mindst kan de matche det konkret behov med det rigtige hjælpemiddel.

    Og derfor når jeg også til den slutninf, at Ny Alliance mangler en hel del før partiet kan få min stemme, for jeg aner ikke hvad de står for på hverken hjælpemiddelområdet eller som jeg forstår denne debat handler om: miljøområdet.

    # Jette Jakobsen, 9. juni 2007 kl. 15:20

    Prøv kortlinket til debatten på avisen som følger: http://kortlink.dk/avisen/3xbg

    # Jan Sjøstrand, 9. juni 2007 kl. 15:40

    Hvis jeg ser på det Region Midtjylland har udmeldt (som ord), så er regionsværdierne, afdelingsværdierne og folks personlige værdier med – alle sammen.

    Udmeldingen går såmænd også på, at man i hver afdeling og personligt skal finde ud af værdierne.

    Jeg tror helt sikkert på, at folks følelser bliver meget synlige, når vi når til den enkelte.

    Mit synspunkt er, at hverken region eller den enklete afdeling har noget som helst at gøre med den enkeltes følelser.

    Som jeg hører dit synspunkt, ønsker du, at ledelsen (regionen) skal lede med værdier, vhor de medtager folks følelser – og det synes jeg er et systemovergreb!

    I forhold til mine oplevelser i Region Midtjylland, er værdiarbejdet indtil nu alene regionsudmeldingen. Der er ikke afsat ressourcer af til at arbejde med værdierne – og der har ikke været et arbejde med de udmeldte værdier, der har gjort væsentligt indtryk på kontorchef-niveau.

    (og hvad jeg så anklager kontorcheferne for, er, at de ikke aner hvad Dygtighed er for noget, når vi taler om Dialog – hvor kommunikationsarebjde hører under. De er faktisk skideligegalde, og fører det gamle embedsværk videre.)

    Derfor er værdierne i Region Midtjylland en stor omgang ord; rent nonsense!

    # Paul Hegedahl, 4. juni 2007 kl. 14:00

    Jeg har taget stor afstand fra enhver berøring af følelser, men som Paul Hegedahl argumenterer her er helt delvis med – for her behandler han følelser som en kompetence.

    Kjeld Fredens arbejder med en masse kompetencer – i folkeskolens ypperste rækker med 7 af slagsen.

    Når jeg kun delvis mener det har rleevans, er det ud fra mine oplevelser i Region Midtjylland, for kontorcheferne efterlyser ikke Dygtighed, hverken den faglige eller enhver anden form; ejheller dem med følelser.

    Embedsværket kører bare derudaf!

    Og derfor har jeg nok også mine store forbehodl for Ny Alliance, som baserer sig på noget så abstarkt, ukonkret som holdninger.

    Embedsmændene bliver smaskforvirrede, og de magter kun at blive fordret med opgaver, der retter sig mod etablering af rammer og tilbud, der kan puttes nogle mennesker ind.

    Og hvad jeg har sagt i mit farvelskriv http://www.86968189.dk/mht – så mener jeg at konsekvensen er tilbud til den fattigste del af befolkning, som vil opleve stadig større system-overgreb, qua det faktum, at hele selvforståelsen i Viborg er langt, langt borte fra den almindelige borger.

    (Jeg når desværre ikke flere kommentarer i den ombæring – solen kalder -:)

  198. Per Feldvoss Olsen

    Hej Jan
    Nej der er naturligvis ikke tale om et kompromis – der finde klart opgaver som SKAL laves og som mange ikke gider. Jeg støvsuger men elsker det ikke – jeg arbejder med opgaver som er kedelige…. for penge.

    Spørgsmålet er måske i virkeligheden om virksomheden fortjener at have medarbejdere hvis de opgaver de har, kræver adfærdspsykologi af en så kompleks karakter? Jeg kan kun finde nogle få ’meget rationelle’ argumenter for dette – og dem tror jeg ikke vi skal inddrage her.

    Det jeg snakker om er altså at vi kan inkludere de ”skæve eksistenser” og deres ideer – for at gøre virksomhederne bredere og mere menneskelig. Hvis jeg skal ”reguleres” er jeg sikker på at jeg finder en anden hylde at opholde mig på.
    Det interessante er så at ”min” organisation vil kunne fremstille flere forskelligartede produkter til mennesker som ikke nødvendigvis ligner ”os”– netop ikke fordi vi er mere ”effektive” eller fordi vi har de samme værdier. Disse produkter kan vi fremstille fordi vi er meget forskellige, og fordi vi kan tænke sammen ’på trods’ af dette.

    Forskellen er at dine kollegaer (alt andet end lige) vil tænke mere og mere ens – også selv om alle medarbejdere er ”kreative”. Løsningen kræver hverken adfærdspsykologi, coaching eller andre former for intimteknologi – faktisk ville jeg underkende det system, som ændre på os i kraft af vores deltagelse.

    Rent praktisk træner jeg således folk til at ’undgå’ nogle af de mentale fælder – hvormed man fx kan overbevise sig selv om at man skal ændre sig – og dermed de mekanismer som ligger indbygget i værdiledelse. Når vi har denne knowhow kan vi ”pludseligt” inkluderer alle tænkelige værdier i det koncept vi arbejder med, jo flere jo bedre. I den proces er vores subjektive positioner interessante på radikalt anderledes måde. Man kan sige at netop her er det mere interessant at vores medspillere er besværlige, intolerante og på andre måde ”fremmede” for de ideer jeg kommer med. Hvis lederen får en ide som én af de andre ikke vil være med på, så er ideen ikke god nok!
    For at komme tilbage på sporet, betyder det rent praktisk at nye ideer, til et demokratisk/globalt marked, dårligt kan opstå at 5-7 værdier.

    MVH Per
    p.s. Det kan naturligvis også ske at folk ”ændre adfærd” når de tænker sig om – det mest overraskende er måske at lederen opdager at han kan undlade at adfærdsregulere medarbejderne.

  199. Jan Sjøstrand

    Hai hai igen Per
    Ret sjow dialog ;-)

    Du skriver:
    Spørgsmålet er måske i virkeligheden om virksomheden fortjener at have medarbejdere hvis de opgaver de har, kræver adfærdspsykologi af en så kompleks karakter?
    DET ER IKKE KOMPLEKS ADFÆRDSPSYKOLOGI, DET ER SÅ SIMPELT SÅ SELV JEG KAN FINDE UD AF DET.

    Det du ellers beskriver er helt korrekt ud fra dine værdier og din selvopfattelse – og jeg kan være enig i dien synspunkter. Blot hverken kan eller vil jeg bestemme hvad mine “klienter” og kunder skal mene og gøre, ej heller hvad min frue, nabo, du eller de andre herinde skal mene. Hvis du kigger alle mine indlæg igennem her, vil du opdage, at jeg ikke kommer med løsninger. Det er fordi at løsningerne i så fald vil være baserede på mine “idealer”, og det er da ikke andres sandhed. Det jeg beskriver er mere de mentale aspekter der er gældende for alle mennesker. Ikke konkrete værdier, ikke konkrete kompetencer, ikke konkrete systemer og kulturer, ikke konkret adfærd -
    udelukkende indput på de elementer vi, når vi diskuterer og konstruerer, skal være opmærksomme på, når det handler om og med mennesker.

    Med hensyn til mine “kolleger”.
    Hos os stiller vi kun spørgsmål hos kunden – det er vist en ret markant forskel på os og vores “kolleger”.

    Vores opgaver er at udvikle vores kunders tænkning til i laaaaaaaaaaaangt højere grad at være mentalt frigjort. Frigjort af nuværende visioner, missioner, næværende kultur og organisatorisk selvopfattelse, værdier og holdninger. Frigjort fra antagelser, hypoteser og formodninger, fra tidliger adfærd og frigjort af systemer, regler, paragraffer normer etc.

    Du skriver:
    For at komme tilbage på sporet, betyder det rent praktisk at nye ideer, til et demokratisk/globalt marked, dårligt kan opstå at 5-7 værdier.
    Det kan du nemt have ret i. Som beskrevet mange gange tidligere er værdier bevidst gjorte følelser. Det betyder at vi rent følelsesmæssigt er langt mere nuancerede end det vores afklarede værdier udtrykker. Det både for individet og for organisationen – heldigvis for det.

    Den bedste leder er “kun” facilitator for den visdom gruppen allerede besidder.

    OBJEKTIVT ER DET SOM SKER – SUBJEKTIVT ER SANSNING, TOLKNING, OG FORKLARING AF DET DER SKETE.

    OBJEKTIVT ER DET DER SKER FORAN DIG – SUBJEKTIVT ER DET DER SKER INDE I HOVEDET PÅ DIG

    ARNOLD MINDELL SIGER:
    Mens værktøjer og metoder til stadighed må opdateres, efterhånden som vi bliver dygtIgere og dygtigere og bedre forstår vores planet, så er dybdedemokrati en tidløs følelse. Den kan genfindes i alle eviggyldige spirituelle traditioner, særlig i den fredelige krigers kunst i Taoisme og Buddhisme. Det er vores ansvar og opgave at følge naturens strømme, respektere skæbnen og energierne, Tao eller Ki, som det kaldes i den østlige tradition, og tro på vor rolle som medskabere af historien.

  200. Michael Bjørnbak Martensen

    # Jette Jakobsen, 9. juni 2007 kl. 11:04

    Lige en kommentar mere:

    I mit arbejde i Region Midtjylland i afdelingen Børn, Unge og Specialrådgivning, hvor nogen af børnene har behov for hjælpemidler, oplevede jeg det helt groteske..

    - at to børn på selvsamme institution fik vidt forskellige tilbud på hjælpemiddelområdet!

    Forskellen opstår ved, at det er barnets hjemkommune, der bestemmer hvilken service, der skal ydes – så den ene kommune kan stille med den ypperste viden og service Danmark kan mestre.

    Mens den anden kommune, kan sige, at det her er det ypperste vi kan tilbyde her i kommunen.

    Og, når du kommer med dit bud på, hvad “et bæredygtigt samfund” skal tilbyde ved – at man som kommune eller ansat på en institution i Region Midtjylland – tager turen til Harald Nyborg, ja, så ser jeg altså nogle ret dystre perspektiver for Ny Alliance, sm vil “det bæredygtige samfund”.

    Som jeg ser det, er der et enormt behov for, at viden i alt hvad vi beskæftiger os med, bliver optimeret – og da viden er knyttet til dygtige og engagerede mennesker, vil det jo koste nogle timelønninger.

    Som jeg har læst Lars Kolinds budskab om bæredygtighed, handler det i høj grad om vidensdeling – hvor jeg så har gjort opmærksom på nogle problemer med at vidensdele, fordi værdien Dialog i Region Midtjylland ikke efterleves.

    Hvis jeg skal være lidt kritisk overfor Lars Kolind går det på, at han med stor lethed kan mestre alt det, jeg har forbehold overfor – men at hans erfaringer dels ikke omfatter den offentlige sektor og dels henter sin drivkraft fra overskuelige enheder (virksomheder) til hele samfundet.

    Hvis denne påstand er rigtig, er Ny Alliance ikke et fremsktidt som et opgør med de nuværende partiets fastlåste positioner – men snarere en ny -isme.

    Og disse ismer har vi vist fået rigeligt af.

    Men ok, religion er jo utroligt meget in i disse år, så hvorfor ikke også dene her?

    Åh nej: Kahder vil have kirke og stat adskilt.

    Det er ikke let det her..

  201. Jette Jakobsen

    Jeg mener ikke at vi skal styrte land og rige rundt og købe hjælpemidler. Jeg mener bare at de ofte er så dyre. En rolator er da efterhånden at sidestille med en gammeldags spadserestok og meget mere sikker..det mener jeg da. Sådan en købte mennesker da selv engang. Jeg ved godt at vi har hjælpemiddelcentraler, jeg har selv besøgt og brugt dem mange gange i mit arbejde. Jeg ved også godt, de kan løse mange problemer og er dygtige mennesker. Men skal en plejehjemsseng koste 200000? Når en rigtig god elevationsseng koster 25000. Den kan godt nok ikke hæves til arbejdshøjde, men al det andet kan den, så det kommer nok. Jeg mener at det er de mennesker som er omkring de børn, som behøver hjælpemidler, der skal bestemme…hvad der skal til. Ikke mennesker på en kommune. Det er prisen jeg slår på ikke behovet. Jeg kende en meget handicappet mand, som har fortalt mig at en kørestol er lige så dyr som en bil, men lige så snart det er det offenlige der betaler…gør det ikke noget.
    Når vi er børn, køber de fleste forældre os en cykel.
    Når vi bliver unge har mange fået en knalleret, enten af forældre eller ved fritidsjob.
    Som voksne har mange bil.
    Som gammel skal kommunen give os et køretøj, uanset hvor mange penge man har..et af de her 4 hjulede på strøm.
    Jeg mener at dem der ikke selv..af 1000 gode grunde, kan skaffe det de har behov for skal have hjælp til det. Os der er så heldige selv at kunne, skal vi så ikke for der bliver bæredygtighed i vores samfund?

  202. Michael Bjørnbak Martensen

    Til: Jette Jakobsen, 11. juni 2007 kl. 08:55 #

    Dit indlæg har to synspunkter som jeg ser det:

    1) Videnscentre – som f.eks. Hjælpemiddelrådgivninger – lever af ydelser, der ikke indeholder særlig viden – så den høje pris der betaoles for en rollator indeholder ikke særlig viden.

    2) Når man selv kan betale er der ingen grund til at belaste det offentlige med ens behov.

    ad 1) Jeg må altså sige til dig, at det bestemt ikke er min opfattelse – for jeg har været meget tæt på dialogen, hvor folk siger: “Det er nogenlunde de samme ting vi får præsenteret, men alligevel ofte andre. Og instruktionen er utrolig grundig.”

    Og det jeg får præsenteret, er, at behovet ændrer sig løbende, hvad der både ses ved børn der vokser og voksne med handicaps, der udvikler sig i forskellige retninger og med tiden også får nye behov, hvor en professionel rådgivning og viden også er relevant.

    Men ok, du har nogle andre synspunkter; synspunkter du knytter til et “bæredygtigt samfund”.

    2) Dit synspunkt er ret spændende, for en trend i vort samfund er netop, at folks selv betaler – altså ikke benytter det offentlige system.

    Diskussionen her er ret spændende, for “den danske model” bygger på lighed, der også har at gøre med samfundets sammenhængskraft og vort demokrati.

    Og som jeg hører dig sige, er du ikke det mindste nervøs for at landets udvikler sig mere i den retning, og som du mener er et “bæredygtigt samfund”.

    Jeg vil fortælle dig, at jeg bliver mere og mere overbevist om, at Ny Alliance og dette “bæredygtige samfund” ikke har min opbakning, omend jeg synes det lyder som sød musik med de gode holdninger.

  203. Jette Jakobsen

    Jeg er såmænd heller ikke til Ny Alliance..mener dog, at hvis de kan få sat Dansk Folkeparti lidt udenfor, er det fint. Desuden kan jeg lide at se, det er muligt for” en fremmed” at være med i vores demokrati. Så de skal vel have en chance…hvis vælgerne vil. Jeg har såmænd været medlem hos socialdemokratiet i mange år, men er langt fra enig med dem i alt. Det ville jeg nok ikke være nogle steder. Fordi jeg mener det er lidt gammeldags at være så fastlås, verden er en anden i dag.
    Man er nødvendigvis ikke en fattig proletar, fordi man er arbejder (heldigvis)Man skal ikke altid have hjælp til alting. Det har A, da heldigvis fået ændret…men hvis man behøver hjælp, skal det være muligt. Det skal ikke bære præg af fattighjælp, men en ret.
    Hvis man nu har været så dygtig, flittig, heldig at få sig en god opvækst og uddannelse, tjene godt i livet og kunne lægge lidt til side. Skal et menneske så ikke være glad for at kunne klare egne behov, så der kan blive råd til alle dem der ikke kan. Fordi de ikke havde samme betingelser, af 1000 gode grunde..andre mindre gode. Jeg tror at vi skal til at se på det sådan. Desuden er der ikke lommer, i det sidste sæt tøj, penge er for de levende. I mit arbejde blandt ældre mennesker, i mange år..er der heldigvis mange i gode kår. Nogle af dem vil gerne selv betale for deres behov, de kan godt se at der kommer mange ældre og syge og knapt så mange til at betale. Da jeg betalte børnehave, SFO, efterskole, var det efter indtægt min betaling blev regnet ud. Når jeg bliver gammel og ikke så meget at bruge penge til, mit hus er nok også steget, så jeg måske tjener lidt der. Jeg har ikke brug for 2 gamle biler mere,for mand og kone kan passe sit arbejde. Så kunne jeg nok godt få råd, til at være med at betale for egne behov.
    Aldrig hospitaler, læger, bibloteker, helst heller ikke almindelig tandbehandlinger, personlig pleje af hjemmehjælpen, der skal alle være lige. Det er de ikke i dag, mange har allerede private forsikringer..det kan vi vist ikke stoppe. Der skal være råd til at hjælpe og behandle dem der ikke kan…på lige fod.
    Lige til sidst. Jeg bliver altid så glad for at se alle de nye ting, som i dag findes på hjælpemiddelcentraler. Det er utroligt havd der findes og dygtige mennesker til at fortælle og vise om det. bare en skam, hvis det ikke kommer hen hvor behovet er.

  204. Jette Jakobsen

    Jeg bliver nød til at skrive dette. jeg ved godt at jeg ikke skriver i helt det samme sprog, som de fleste her på bloggen. Jeg ved også godt at jeg ikke har de lange skoleuddannelser. Mine korte uddannelser er taget i en voksen alder i min fritid. jeg mener at det er et rigt samfund, der kan uddanne en “halvgammel kone” for en meget lille egenbetaling, bøgerne lånte jeg også. Sådan skal det helst blive ved at være. Det er ikke alle der har muligheden i de unge år.
    Derfor mener jeg at hvis man selv kan være lidt med er det prisen værd. Jeg vil da gerne vide…hvis jeg bliver syg, arbejdsløs,må gå fra hus og hjem…så vil jeg aldrig sulte, fryse, ikke blive behandlet ved sygdom og alt det andet et menneske behøver, som elementære ting. Dem vil jeg blive hjulpet med, på lige fod med A.P.Møller. Er der ikke noget med? De brede skuldre, kan bære de tungeste læs. Jeg mener at mine er brede i dag, men ingen kender jo dagen i morgen. Så tror jeg ikke vi skal skrive mere om det. Det skulle nødig lyde al for frelst eller blåøjet.

  205. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Jette Jakobsen, 11. juni 2007 kl. 12:23 #

    Jeg vil gerne fortælle dig, at du ALDRIG får den samme behandling som AP Møller.

    Hverken i det offentlige eller i det private system. (han har sit eget sygehus)

    Og hvad jeg bedyret, går det den gale vej for øjeblikket, hvor de offentlige tilbud i større omfang skal målrettes de fattige og at selvforståelsen i den offentlige sektor kommer i større og større afstand af den almindelige borger – med den konsekvens, at der er tale om et systemovergreb.

    Ser vi på Ny Alliance, der har har gode intentioener og fine holdninger, akn det gå så rivende galt.

    For taler man bare pænt til hinanden, kan den offentlige service ligger totalt underdrejet emd en elendig service.

    Pænhed og gode holdniger er fint, men der skal altså noget mere til for at bære en god service og være afsæt for en positiv udvikling.

  206. Jette Jakobsen

    Jeg lovede ellers ikke at skrive mere om dette, men løfter er vel til for at brydes. Jeg har da været på sygehuset et par gange, heldigvis aldrig for alvorlige ting. Jeg har følt mig godt behandlet. Min svigerfar som er under behandling for en alvorlig kræftsygdom på Rigshospitalet, føler sig i gode hænder. De kan ikke udrette mirakler, men gør hvad de kan. Sådan lidt for sjov….så vidt jeg har fået fortalt, jeg ved jo ikke om det er sandt. Så elsker A.P. Møller havregrød…det kunne jeg undgå på sygehuset. Jeg fik det i spandevis som barn og har fået nok. Hvis mennesker bliver syge og gamle, sætter de at og til pris på det. Bare det ikke er kommet hjem fra et fælleskøkken og skal varmes i en microovn…så er det ikke godt. Nu holder jeg mund med disse ting!!!

  207. Michael Bjørnbak Martensen

    Lige netop på kræftområdet, ved jeg faktisk en masse – fordi jeg selv har været turen igennem.

    Jeg skriver om halskræft på frivillig basis på sitet http://www.halskraeft.dk

    I den forbindelse kan jeg fortælle, at jeg har været utrolig “heldig”, fordi jeg har brugt mine journalistiske metoder – der har resulteret i at jeg fik IMRT-behandling, efterfølgende skulder- og lymfdembehandling og netop i dag e rjeg blevet ringet op af Rigshospitalet med tilbud om trykkammerbehandling, fordi min spytkirtler stort set er ødelagte.

    Og jeg vil gerne fortælle dig, at der er STOR forskel på den behandling forskellige mennesker får, og jeg kæmper for hver og en der kommer i knibe.

    Der er tale om skræk-historier, der går langt ud over enhver snak om havregrød!

  208. Jette Jakobsen

    Det var bestemt ikke min mening, at gøre grin med alvorlige sygdomme. Jeg har læst din side og det er godt, der er mennesker som har kræfter til at slås for andre end sig selv. Jeg talte kun om mine egne erfaringer med sygehuse.Så hvis jeg har stødt nogle…undskyld.

  209. Michael Bjørnbak Martensen

    LO´s ugebrev har set på lederne i de nye kommuner og regioner og kommer til tallet 5 procent, som misforståelser.

    http://www.ugebreveta4.dk/smcm.....m?ID=13724

  210. Erik Torm

    Jeg stod af bloggen, da den blev lokomotiv for en ny partidannelse. Ikke fordi jeg er uenig med Lars om behovet for mening og en ny måde at diskutere og formulere folketingspolitik på, men fordi jeg har svært ved at se, hvorved Ny Alliance grundlæggende bryder med vores mentale model for den måde vigtige samfundsbeslutninger træffes på eller undgås (det sidste er snart mere kendetegnende end det første!) i det repræsentative demokrati på Christiansborg og for den måde, hvorpå partipolitiske synspunkter markedsføres.

    Hvis Maren i kæret, fru Nielsen fra Valby Langgade og Muhammed fra Gjellerupparken var stået frem med en ny partidannelse, og havde fået den samme mediebevågenhed, så ville det røre ved noget i min inderste sjæl.

    Ingen kan benægte, at det er kendte enkeltpersoner, der er årsagen til Ny Alliances medvind. Det er enkeltpersonpolitik, som medierne lever af – altså forudsat, det er personer, som i forvejen er promoverede kändisser.

    Debatten her på bloggen, som nu er oppe på over 200 indlæg, er jeg for længst stået af. Det er ikke en folkets debat, men elitens debat. Adskillige af debattørerne på bloggen har links til deres kommercielle websites, så for mig er det svært at se andet, at det nok så meget handler om at sælge hver sin altfavnende og demokratiske metode ”til at frelse verden”, som at debattere sagen: Hvad er et ansvarligt og folkeligt demokrati og hvordan udvikles det? – ingen nævnt, ingen glemt. Og ja, jeg har ikke læst indlæggende særligt grundigt eller i fuldt omfang, så jeg vedgår mig en vis useriøsitet i min overfladiske udlægning. Og ja, jeg er selv en af dem, der lever af ”at sælge løsninger”, men mit arbejde skal ikke indgå i nogen form for Ny Alliance i et parlamentarisk system.

    Når Lars prøver at drage paralleller mellem virksomhedsledelse og det politiske system, så synes jeg ikke, at det holder ret langt. Findes der en erhvervsvirksomhed, hvor ledelsesmodellen er demokratisk parlamentarisme? Det ville da være interessant. Er sandheden ikke, at når det gælder vores politiske mentale modeller, så rækker vores fantasi og kreativitet ikke ud over parlamentarismens rammesætning.

    Det kunne være spændende og en debat værd om nogen (også jeg) turde og samtidigt kreativt formåede at tænke en helt anden form for demokrati/folkestyre, end den vi kender i dag gennem de politiske partier, folketinget og parlamentarismen.

    Ny Alliance vil være eller med tiden uafvidende blive underlagt parlamentarismens mentale model uanset egen selvopfattelse. Det er naturligvis altid godt for udviklingen med en havkat i hyttefadet, men før eller siden bliver den ædt og giver næring til dem, der tager det hårde daglige slid!

    Nu er jeg så alligevel stået på bloggen igen – lidt selvmodsigende, men for min mentale balances skyld en nødvendig handling.

  211. Michael Bjørnbak Martensen

    Til: Erik Torm, 12. juni 2007 kl. 17:44 #

    1) Jeg er helt vild med Lars Kolind, og ville sådan håbe, at han gjorde sig gældende i et af de nuværende partier. Ganske enkelt fordi, han har nogle gode idealer, og noget at ahve idealerne i fra en lang og glorværdig erhvervskarriere. Vi mangler erhvervsfolk på tinge, og især folk som Lars Kolind. Ærgerligt, at Lars bruger tid på Ny Alliance.

    2) Jeg er ikke enig med dig i, at det er “en helt anden form for demokrati/folkestyre, end den vi kender i dag gennem de politiske partier, folketinget og parlamentarismen.” der er brug for. Derimod mener jeg, at der er hamrende meget brug for bedre ledere, der sm det altovervejende skal være meget bedre til at være bedre i dialog med omgivelser – det være sig medarbejderne, det politiske system, borgerne, eksperterne, og andre vigtige interessenter.

    Jeg bruger ret meget krudt på at fortælle om mine oplevelser i Region Midtjylland som kommunikationsmedarbejder, hvor tilliden til min branche kunne ligge på et meget lille sted, og kun være inspireret fra en kriminalroman.

    Sjovt nok havde jeg en kort samtale med en forsker, der havde skrevet et ret direkte indlæg om de tåber (kommunikatører) der troede de skulle arbejde fagligt http://www.kommunikationsforum.....leid=12747 – og jeg sagde til ham, lige så direkte, at han var helt afmarcheret.

    “Nå, hvad mener du?” kom det retur på den gode åbne embedsmandsfacon, hvor jeg meget ofte efterfølgende bliver underholdt med, at jeg ikke forstår systemet tilbunds, med nogle meget konkrete eksempler på, hvordan vilkårene nu engang ser ud.

    Men ikke denne gang, for han sagde: “Du har en pointe!”

    Min argumentation var den meget enkle, at en leder skal lede indsatsområder, ved at ansætte mennesker der kender noget til fagområdet.

    Det eksisterer allerede i fineste stil med f.eks. kræftlæger, der ved en hulens masse om kræft. Med f.eks. biologer, der ved en hulens masse om forurening af jorden i landbruget, osv.

    Så hvorfor er det i grunden ikke også sådan inden for kommunikationsområdet, lød min argumentation.

    Andreas Wester Hansen vender tilbage til en snak om mine synspunkter, hvilket jeg glæder mig usigeligt meget til.

    Tilbage til Lars Kolind, så er Vidensdeling afktisk noget af det han går utroligt meget op, som jeg har opfattet det.

    På den måde, er Lars og jeg helt på linie – det er bare måden at gøre det på, der giver noget kludder.

  212. Erik Torm

    Til Michael,

    Hvis du ville fortælle mig andet og mere, end at du er helt vild med Lars Kolind og dybt uenig med mit demokratisyn, hvilket jeg selvfølgelig absolut ingen problemer har med at respektere dig for, så fik jeg ikke fat i det. Men det var måske heller ikke formålet?

    Personligt synes jeg, at at mange af de saglige og kreative input og handlinger, der kendetegner Lars og hans færden på denne misrøgtede klode er værd at lytte til og blive klogere af, når jeg selv efter bedste evne og på tilstræbt Kierkegaardsk maner forsøger at omgås mine medmennesker.

  213. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Erik Torm, 12. juni 2007 kl. 22:28 #

    1) Om synet på Lars Kolind, mener jeg ikke, vi er så forskellige.

    2) Om demokratisynet, mener jeg bestemt ikke at have ytret mig negativt i forhold til dine synspunkter. (mit budskab går alene på, at administartionen skal udvikle sig mere hensigtsmæssigt. Netop reflektion, som Kirkegaard jo er fortaler for.)

    3) Men – der, hvor jeg godt kan fornemme, at der kan være en forskellighed mellem os to, og måske også en del af de øvrige deltagere i denne debat er, at jeg meget gerne vil UDVIKLING på en BÆREDYGTIG facon, hvor jeg fornemmer, at ganske mange ser bæredygtighed, hvor det er FORTIDENS minder vi skal have i spil.

    Og nu vover jeg pelsen, fordi jeg tidligere har langet ud efter værdier i den offentlige sektor, som jeg mener er meget problematiske.

    I stedet tror jeg meget mere på Storytelling, som udviklende og forandrende kommunikation.

    Steve Denning gjorde det for Verdensbanken (Why storytelling? Nothing else worked!) og det er også set i firmaer som Lego, hvor storyen (Kniven i æsken) kredsede om ordet ansvarlighed og et eksempel på, hvorledes det kunne praktiseres.

    Værdi-ordene er meget konkrete, hvilket herefter er op til den enkelte og enkelte afdeling at fortolke, hvilket giver meget forskellige resultater – hvor embedsmandssystemet straks går igang med stor autoritet, for kontorchefer ved, hvordan de skal få de ansatte til at slå hælene sammen og skaffe ro i rækkerne.

    Ro i rækkerne og sammenklappede hæle er IKKE befordrende for reflektion og dynamik; det siger vist sig selv.

    Jeg ved, at du er skolemand, og diskussionen her, er såmænd ret gammel med deltagere af Kold, er ønskede hjemmets tryghed, Grundtvig med kulturen og samfundslivet og Lars Bjørnbak (en slægtning) der ville at folk fik puttet noget ind i de små grå for at bidrage positivt til samfundslivet med intelligens og viden.

    Jeg mener, vi er kommet skridtet videre – hvor det i dag handler om Vidensdeling.

    Det Steve Denning indså, og skabte resultater med, ved at bruge – storytelling.

  214. Jan Sjøstrand

    Michael
    Du skriver:
    “Men – der, hvor jeg godt kan fornemme, at der kan være en forskellighed mellem os to, og måske også en del af de øvrige deltagere i denne debat er”.

    Jeg tolker at en del af de andre kunne være mig ;-). Værdiord er ikke konkrete, Værdier er udtrykt på meget højt abstraktionsniveau, holdninger og overbevisninger på lavere niveau. Når du skriver at medarbejderne selv skal definere betydningen af værdierne er det udtryk for dårligt værdiarbejde hvis det er tifældet. Værdierne skal defineres og forklares på skrift, de skal eksemplificeres og integreres via yderligere ord, eksempler og arbejde med dem. Eksempelvis er tryghed for dig, anderledes end det er for mig – derfor SKAL de defineres, velvidende at de sjældent er det.

    Sammen med værdierne er overbevisninger medbestemmende for, hvad vi “gør og ikke gør”. Det er mere ud fra, hvad vi “tror og ikke tror” der kan lade sig gøre. Eksempelvis vil vi oftere lykkes med det, vi tror på, at vi kan lykkes med, kontra det vi har tvivl omkring, at vi kan lykkes med.
    Vi siger at:
     Den eneste målestok vi har for persons/organisations tro på en given opgave, er personens/organisationens engagement i opgaven”. Jo større positiv tro vi har i organisationen, jo større engagement har vi.

    Begrebet ”storytelling” har sin indvirkning på identitetsniveau og på værdier og overbevisninger.
    Storytelling indeholder altså værdiarbejde, overbevisningsarbejde, identitetsarbejde. Og jeg håber at de der arbejder med Storytelling, vælger historier der understøtter det man ønsker at fremstå som værende, vælger historier der understøtter den kultur man ønsker, understøtter de følelser, værdier og holdninger man ønsker skal være gældende – ellers er det heeeeeeelt ude i hampen.
    En af fordelene med storytelling er at man via “eksemplet/historien” forklarer organisatorisk, selvopfattelse værdier og holdninger, samt kultur. Storytelling kan være reelle historier fra fortiden og fra nutiden, og det kan være metafoer der er “opfundet” til “lejligheden”. Rigtig mange børnehistorier er opdragende “storytelling” ved hjælp af metafoer. Som forældre elsker vi mange af disse historier, netop fordi de sætter pointe, holdning, overbevisninger og værdier. Stort set alle HC. Andersens gør det.

  215. Michael Bjørnbak Martensen

    Ja, værdiord er ukonkrete. Skal ordene skabe værdi, skal de oversættes, konkretiseres. Og det er da også det de gode filosoffer gør en dyd ud af at fortælle. Problemet er, at konkretiseringen tager meget tid for at nå ud i alle hjørner i en organisation som i Region Midtjylland med 30.000 ansatte.

    Men jeg tror nu heller ikke på, at værdiordene har meget at gøre i mindre organisationer, fordi ordene kræver omfattende, omhyggelig og dygtigt styret procesarbejde. Det kræver en bunke tid af de ansatte til at høre på alle disse vise ord og fortællinger, som dræner virksomheden for både tid og penge – også små virksomheder.

    Eksemplerne jeg er kommet med fra Verdensbanken og Lego er forskellige, for mens Verdensbanken arbejdede med fortællinger om eksempler på hvordan man f.eks. kunne skaffe sig vand på de mest finurlige måder, få arbejdet finansieret, organiseret og indpasse det livgivende vand til at komme videre; eller hvordan man kunne omdanne solens lys til varme og elektricitet – så havde Lego blot en enkelt historie med ‘kniven i æsken’. (og jeg vil love dig for, at denne historie var valgt med omtanke.)

    Den mest overskuelige facon at arbejde med Storytelling er medarbejderblade – som desvære bare ikke bruges.

    Her kan virksomheden støtte alle de gode historier virksomheden rummer i dagligdagen, hvor man virkelig kan arbejde seriøst med firmaturen med kano på Gudenåen. Med den mere overskuelige hverdag, når man bygger en ny hal til færdigvarer, osv.

    Altså historier fra hverdagen, hvor kommunikatøren kan få smilet og de ansattes fortællinger ind i bladet som læseværdige fortællinger.

    Fordelen er, at kantinesnakken får en platform til nye fortællinger om lignende oplevelser, og værdiskabelsen er hermed i fuld gang..

    Når Storytelling bliver styret kan det gå så grueligt galt, hvilket denne artikel beretter om:

    http://kommunikationsforum.dk/.....leid=11282

    Så jo, du har ret: man skal passe på med sine stories – men min pointe er jo også, at arbejdet skal udføres af professionelle. Hvad der meget ofte går galt er, at chefer fortæller journalisten hvad formålet er, og også skal indgå i enhver lille detalje.

    Jeg ved fra Region Midtjylland, at kontorcheferne ved utroligt lidt om journalistik og kommunikation.

    På en skala fra 1 – 10 befinder de sig på et 1-tal.

    Hvordan det ser ud i det private erhvervsliv ved jeg af gode grunde ikke.

    (jeg har arbejdet i 12 år i reklamebranchen som tekstforfatter, så jeg burde vide det – men det ligger altså bare 15 år tilbage..)

  216. Per Feldvoss Olsen

    Hej Jan,
    Du siger at:
    “ Den eneste målestok vi har for persons/organisations tro på en given opgave, er personens/organisationens engagement i opgaven”. Jo større positiv tro vi har i organisationen, jo større engagement har vi.”

    Det lyder så fint, men hvad er det så “vi” gør for at gøre ‘organisationen’ mere troværdig?

    “Storytelling” er jo et forsøg på at ramme en ‘statetistik konsensus’ (om fx vores morale og værider) – når man rammer kan derefter uddrage hvadsomhelst af den. Eksempelvis kan man af “hvad fatter gør” uddrage, at hvis bare medarbejderne elsker deres virksomhed – så kan den opføre sig lige så kvajet som den vil?

    MVH Per

  217. Jan Sjøstrand

    Michael
    De gode filosoffer skal IKKE bestemme hvad jeg mener med mine værdier, eksempelvis min udlægning af “tryghed”. De gode filosoffer kan udtrykke hvad de selv mener, uden at vi behøver at være enige med dem. Måske er det en af årsagerne til at det ofte går skidt med værdiarbejdet – at man lader andre “kloge” (filosoffer og bedrevidende konsulenter) tolke for sig.

    Med hensyn til hvor lang det tid det tager at nå ud i alle hjørner handler det bl.a. om metoder og ressourcer – ikke om hvor stor organisationen er. og det kan gøres endda meget effektivt.

    Værdier har meget at gøre i mindre organisationer. De sidste processer jeg har arbejdet med, var ejerledede virksomheder, hvor lederen havde erkendt at det var blevet vanskeligere og vanskeligere at komme rundt i organisationen som rollemodel og kulturbærer (mange af disse lederer er jo kraftigt karismatiske og på gode måder). Opgaverne med processerne var at udvikle, beskrive og integrere “en mental model” der stille og roligt begynder og supplere og tage over hvor ejerlederen slipper mere og mere. Afklaringen er naturligvis baseret på ejerlederens mentale model – Ejerlederens mentale model havde jo gjort det rigtig godt i begge virksomheder, så det var nerven i dette arbejde, herunder visioner, mission og berettigelse, organisatorisk selvopfattelse, værdier og holdninger der skulle beskrives og integreres, heunder også storytelling.
    Noget fantastisk godt ved iværksættere der laver succes sammen med deres medarbejdere, er at der er rigtig mange gode historier der kan beskrive de kulturelle kendetegn, værdier etc. – Guf guf – og “lige til at gå til”.

  218. Jan Sjøstrand

    Hej Per
    Rent mentalt, så vil vi gå ombord i opgaver vi tror på vi kan løse – altså tro på om vi kan klare opgaven i konkret udførelse eller ej. Er jeg i tvivl har jeg ringe engagement og yder en ringere indsats – er jeg sikker i min sag, går jeg til opgaven med langt større engagement og pågåenhed.

    Handler det om tro på opgaven rent “missionært”, så er det vurderinger om “hvad skal det til for, hvad er miningen med det, hvad kan det nytte, altså tro på om hensigten og formålet med opgaven er troværdig og/eller forstået meningen med.

    Det handler både om individets positive tænkning, mulighedstænkning og engagement, og det handler om forståelsen for og ACCEPT af meningen med opgaven, formålet med opgaven – og det er i særdeleshed en ledelsesopgave at skabe mening og ACCEPT, hvor i mod det første aspekt i større grad handler om “individets personprofil” og færdigheder.

    Og du har helt ret – det handler om kultur, og hvis kulturen er en “hvad fatter gør” kultur, ja, så det udtryk for de “sande værdier” – hvis man altså er “fatter”, eller er sidestillet med “fatter af “Fatter” ;-)
    Giver “fatter” medarbejderne ret til at gøre samme fejl som “fatter” giver sig selv tilladelse til? jeg har oplevet flere “fædre” der havde ophøjet sig selv til at være den eneste der for hvem var acceptabelt at fejle.
    Så konsensus kan godt være en anden end “hvad fatter gør” hvis “fatter” er den eneste der er “fatter”. Så storytelling skal IKKE nødvendigvis handle om “fatter” -det skal handle om konsensus, som jo er implicit kulturen. Hvilket sagtens kan være i drirkete strid med hvad “fatter” står for.
    Jeg har oplevet kulturer der fungere udemærkede ved at gøre modsat af hvad “fatter” mente. “Fatter anede ikke at medarbejderne havde en “undergrundskultur” der sædvanemæssigt løste opgaver anderledes end “fatter” mente. Medarbejderne hørte kun sjældent vrøvl for deres adfærd, hvilket skyldes at opgaverne oftest blev løst tilfredsstillende, og derfor ikke påkaldte sig ledelsens/”faters” bedre vidende.
    Her var altså en “undergrundskonsensus” som “fatter” var uvidende om – han lod sig i hvert fald ikke bemærke at han måske vidste bedre ;-)

  219. Per Feldvoss Olsen

    Jan (vedr. 10. juni 2007 kl. 20:01 )
    Desværre er jeg kun enig med dig så langt at værdierne er centrale. Der er en stor forskel nå vi arbejder med værdier i fællesskab (mere end 2 personer) og når man arbejder med dem på det subjektive plan.

    Når du arbejder direkte med værdierne på det subjektive plan sker det, uden undtagelse, at vi manipulerer og forfører os selv! Forførelse er jo en kan føles dejligt, men hvis dette gøres til en del af en virksomheds HR politik er vi ude på et skråplan. Jeg må der for give Michael 100% ret – værdi arbejdet kan udvikle sig til en “evigheds” beskæftigelse (med fokus på en eksistentiel udvikling, a la Kierkegaard/Maslow!). Disse eksistentielle overvejelse er, for det første, noget helt privat, og almindelige voksne mennesker får disse refleksioner overstået i løbet at puberteten…. hvis ikke er de netop ikke så bevendte i erhvervslivet?

    Voksne mennesker – i den forstand – ‘kan’ netop bidrage til arbejde med værdier på en mere kvalificeret, mere interessant og ikke forførende måde.

    MANGE af de beskæftigelser vi tidligere fandt mest interessante og væsentlige, vil med ét slag blive opfattet som uinteressante – når vi har lært den nye praksis.

    Som eksempel kan jeg fortælle om en ledere, som tidligere brugt det meste af sin tid på at “facilitere” disse processer. Efter at han og hans kollegaer havde lært de nye metoder opdagede de, at de kunne stole så meget på processen, og at han ikke længere behøvede at styre værdiarbejdet.

    Lederen kan naturligvis vælge, eller forledes til, fortsat facilitering af processen. Dette vil i praksis være at betragte de kreative medarbejderne ud fra den “moderlige” position – faciliteringer bruger vi altså primært som en “prøve” på hvad det er man kan opnå… når man stoler på og overlader arbejdet til medarbejderne!

    Det kræver ca. to dages træning at lærer – herefter skal man naturligvis vende sig lidt til at det vi gjorde før var “irrelevant” – det er det man kalder “creative destruction”.

    MVH Per

  220. Per Feldvoss Olsen

    Jan
    Det du laver er – desværre – en meget præcis reproduktion af det arbejde som de omtalte filosoffer bedrev: reproduktion af de “gode” værdier…. en dansk forfatter har fornyligt betegnet dette arbejde som: “Sokrates på lykkepiller”!

    Faktisk er det Aristoteles der først beskrev værdierne systematisk, men problemet er ikke “ham” – problemet er at vi netop må tilslutte os disse beskrivelser. De ‘er’ i praksis indiskutable – det er ‘præcis’ derfor at Thyssen og Pruzan fandt at værdier gør det lettere at styre. Når vi – efter værdi afklaringen – kun kan snakke om hvordan værdierne gennemføres er det meget lettere for dig at argumentere dig frem til en verbal overensstemmelse.

    Du går altså i filosoffernes fodspor… med en ekstrapolering af deres gamle praksis.
    MVH Per

  221. Jan Sjøstrand

    Per
    Jeg går ikke i filosoffernes fodspor – Filosoffer tolker og er bedre vidende. Jeg tolker aldrig på andres værdier, jeg er IKKE bedrevidende på andres værdier.

    Du tolker voldsomt Per.
    Jeg arbejder IKKE med værdier subjektivt – værdier er bevidstgjorte følelser, hvilket gør at vi netop kan arbejde med dem rationelt. Følelser er subjektive, og som subjektive kan vi netop IKKE arbejde med dem – så det har du helt ret i.

    Jeg skrevet flere gange at værdier er bevidstgjorte følelser.

    Jeg arbejder med organisatorisk identitet, her af bl.a. afledte værdier, afledte holdninge rog overbevisninger.

  222. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Jan Sjøstrand, 13. juni 2007 kl. 09:42 #

    I Region Midtjylland drejer værdierne sig IKKE om følelser, men om kompetencer.

    Kompetencer som ledelsen gerne ser udfoldet som forandringsledelse: fra juristernes indflydelse til medarbejdernes mangesidede kompetencer og dialogen med borgerne og omgivelserne.

  223. Per Feldvoss Olsen

    Jan – ja ‘præcis’ som Sokrates :-)

    Start her: http://da.wikipedia.org/wiki/D....._dialektik

    MVH Per

  224. Jan Sjøstrand

    Hæy Per
    IGEN IGEN om Værdier

    Mennesker er meningsdannende væsner. Vi er tilbøjelige til at generalisere og danne mening, fordi det gør det muligt for os at orientere os i den omgivende verden, at finde og have holdepunkter og at få opfyldt basale behov.
    Vi hæfter os ved, hvilke typer oplevelser vi kan lide og ikke lide. Vi indsamler, bevidst som ubevidst, erfaringer fra livets mangfoldige sider.
    Erfaringer er præget af kvaliteten af de ressourcer, vi har til rådighed i den aktuelle situation. Nogle gange er vi være i overskud – andre gange ikke. Nogle gange er vi veltilpassede og andre gange utilpassede osv.
    Selv om der altid er noget, vi ikke ved, ikke forstår, misforstår eller ikke er opmærksom på, søger vi altid at danne os en mening om situationen.
    Mange af disse konklusioner af meninger vil i høj grad være dannet og fastholdt med baggrund i følelserne. Mange af vores indstillinger er ikke specielt rationelle eller fornuftbetonede. Det er mere et spørgsmål om, hvad vi følte da vi dannede os meningen.
    Livserfaring og viden om os selv vil komme til udtryk i alle aspekter i os, og vil være styrende for, hvad vi søger at opnå, og hvad vi søger at undgå.
    Livserfaringerne og viden er ikke nødvendigvis orienteret i samme retning, og de kan være direkte modstridende. Endvidere kan de optræde på forskellige tidspunkter og være uden sammenhæng. De er styrende for, hvad vi stiller op med vores liv, og kommer til udtryk i såvel stort som småt.
    De fleste af vores processer er ubevidste, det gælder også vores livserfaringer. Hvis vi ønsker at forbedre indholdet og kvaliteten af vores liv, vil det have afgørende betydning, at vi har en viden om denne livserfaring. Som menneske har vi mulighed for at bevidstgøre og begrebsliggøre denne livserfaring. Navnet for begrebsliggørelsen af vores livserfaringer hedder: VÆRDIER

    Alt efter hvilken rolle vi ”spiller”, optræder vores værdier med differentieret styrke. Det betyder, at den situation og rolle vi er i, påvirker valget af værdier relateret til netop rollen.

    Det betyder for organisationen, at afklaring, udvælgelse og definering af værdier bør gennemføres på baggrund af Vision, Mission & berettigelse, organisatorisk identitet, eller med andre ord, “rolle i markedet”.

    OG DET ARBEJDE ER DA ALT ANDET END SUBJEKTIVT.

    DU TOLKER PÅ HVAD JEG LAVER – HVILKET DU VED LIDT OM – DU ANER DOG IKKE HVORDAN.

    OG SÅ SKAL VI JO HUSKE PÅ, AT DIALOGEN HER INDE ER BASEREDE PÅ EGNE VÆRDIER, SANDHEDER, REFERENCERAMMER,SINDSPROCESSER OG MENTALE RAMMER. Så når andre tolker på hvorledes jeg gør, er det oftest baserede på egne referencer.

    Michael
    Kompetencer er ikke værdier. Lad mig prøve at komme det nærmere:
    Hvad er det man får ud af at fokusere på kompetencerne? Et muligt svar kunne være øget sikkerhed for at arbejdet blev gjort endnu bedre. Hvis det eksemeplvis er svaret, er det “sikkerhed” der er den umiddelbare værdi. Spørger jeg videre, eksempelvis “hvad er det der er så vigtigt ved sikkerhed” – kan svaret være, Jo, det frigør en masse gode ressourcer, der før er blevet til kontrol. Den kontrol giver os uro og unødvendige spændinger. Med øget sikkerhed får vi ro til arbejdet. En anden værdi er således måske “ro”.

    Det er kun eksempler – at være god rent fagligt er kompetencer, IKKE værdier.
    Det er selv sagt værdien af at have kompetencen der er værdien – måske derfor det ikke virker så godt i regionen.

    PER
    For eksempel beder Sokrates Euthyphro, i dialogen af samme navn, om at komme med en definition på fromhed. Euthyphro svarer, at det fromme er det, som guderne elsker. Hertil svarer Sokrates, at guderne er stridbare og deres stridigheder drejer sig om genstande for had og kærlighed ganske som menneskers stridigheder

    JEG SVARER IKKE (“MANIPULERER” IKKE)!

    Sikke da et skriveri …… egentligt ret sjovt.

    Jan ;-)

  225. Per Feldvoss Olsen

    Hej Jan
    Jeg griber det strå som du kaster ud: ja vi er meningsdannere – hvilket er præcis det jeg siger. Vi har ikke værdier, vi ‘skaber’ værdi og mening.. nye værider og meninger hele tiden.

    Det betyder præcis at det er ganske irrelevant at lave en værdiafklaring på forhånd. Hvis vi gør det er det jo netop ikke ‘nye’ væridier og meninger vi skaber.

    Hvorfor er det ‘relevant’ at definere hvad “fromhed” er – at spørge om dette er netop manipultaion i kraft af at Euthyphro må forholde sig subjektivt til idealet (her “det gud elsker”).

    MVH Per

  226. Michael Bjørnbak Martensen

    til Jan Sjøstrand,13. juni 2007 kl. 10:17 #

    Ordet ‘sikkerhed’ kan både forstås som at produktionen skal gennemføres for at minimere fejl – i den betydning er ordet sikerhed en kompetence. Men ordet kan også bruges som at produktionen skal genneføres så medarbejderne ikke kommer til skade fysisk eller mentalt, som begynder at ligne noget med menneskelivet, herunder de følelser man nu render rundt med.

    Men for at gennemføre den sidste betydning, skal der altså hardcore kompetencer til.

    Hvis sikkerhed handler om at undgå at falde 100 meter ned i en skakt skal man have fat i folk og kompetencer der ved noget om rækværk, sikkerhedskurser, sikkerhednet, eller noget femte.

    Selv de varmeste og bedste følelser kan nemlig forhindre at man slår sig ad h.. til, vhis man dratter 100 meter ned.

    Hvad angør de stor græske tænkere, er det bestemt spændende læsning, men altså skal vi nogle tusinde år for at forstå konteksten (den første spæde civilisation), hvor vi dag ikke har kejsere og herskere men et demokrati, mange forskellige mennesker fra mange alnde, en meget stor udenrigshandel – så vi skal nok ike forlade os for meget på svar fra Sokrates, selvom han bestemt ser rar ud i sten.

    Værdierne opererer – i den snak vi har her – i offentlige og private virksomheder, hvor der er en arbejdsgiver der kan ansætte og afskedige folk.

    I Region Midtjylland bruges værdierne med det mål at forandre organisationen, fra juristeri til de menneskelige kompetencer meget bredt, internt og eksternt.

  227. Jan Sjøstrand

    Hæy igen Per
    … vi har følelser, og følelser danner vi hele tiden.

    /Jan

  228. Per Feldvoss Olsen

    Jan: Der er således nogle væsentlige ‘forskelle’ mellem følelser og værdier. Værdierne forandre sig ‘ikke’ – de er konstante – og når vi fx. snakker om din ‘fromhed’ bliver konklusionen hver gang at ‘du’ ikke kan leve op til idealet. Dermed har vi potenetielt sat gang i en eksistentiel “positiv udvikling” (læs: afvikling af dig i retning af “det gode”) – fælles for Sokrates, Hegel og Marx var, at de netop ønskede en sikkerhed for at der skete sådan en bevægelse… – i de tre tilfælde er dette en fejlslutning: Følelser ‘er’ ikke værdier.

    Derfor må du, for at forstå vildvejen, forstå hvorfor Kant ikke var med på vognen.

    Michael: Når vi bruger de gamle Grækere som syndebukke har det flere årsager. Vi undgår vi at det bliver til angreb på Jan, Lars med flere. Og debatterer vi fortsat på den måde som Sokrates med flere. Vi kan altså ved at kende til dette genkende processen når vi ser den i aktion ude i kommunerne.

    MVH Per

  229. Michael Bjørnbak Martensen

    Per Feldvoss Olsen, 13. juni 2007 kl. 11:57 #

    Jeg er ikke ude på at bruge nogen som syndebukke, og jeg undrer mig så over, at du/I som konsulenter i organisationsledelse ikke kan være mere konkrete og nutidige.

    Når jeg debatterer med mine kolleger, f.eks. her kortlink.dk/kommunikationsforum/3xr2, føres diskussionen uden dikkedarer.

    Jeg synes alt det gamle græker-noget er ganske spændende og mindes min gymnasietid, vhor jeg vist nok fik en meget flot karakter i oldævl, men altså:

    Hvad med at blive mere konkret – vi skal forholde os til 2007 og ikke de gamle mænd i sten.

  230. Jan Sjøstrand

    hæi Per
    Værdier er begreber og vil altid være begreber, og således altid være.
    Tolkningen på dem er mangfoldig, så hvad skal vi egentlig bruge det til, altså at værdierne altid er, når det er i tolkningerne og betydningerne nuancerne er?

    Hertil kan organisationer ændre værdier, så jeg er lidt usikker på meningen med dit synspunkt?

    Når jeg eksempelvis foretager interview med ansøgere, laver jeg værdiafklaring relatret til virksomhedens værdier, og det sker ofte at vedkommendes følelser (værdier) stider mod den konstalation og/eller kultur der er gældende i den organisation vedkommende har søgt ind i, og altså også strider mod de værdier der er herskende.

    jeg er hamrende glad for vores uenighed – det betyder at vi hos har ramt rigtigt, og det er hamrende gode og rare følelser der pt. strømmer rundt i kroppen på mig.

  231. Per Feldvoss Olsen

    Hej Michael,
    Prøv at slå op på Google med ordene “det nye lederskab” – så vi du se at de gamle grækere netop fortsat holdes i live her i 2007.

    Hvis vi er oppe “mod” sådanne kræfter må vi nødvendigvis også forstå den mekanisme – der fortsat får OFK og andre “moderne” filosoffer til at binde os til de konstruktioner som Sokrates og Platon leverede for 2.500 år siden.

    Dette behøver jeg ikke at forklare min væsentligste “kundegruppe”, elever i klasse nul. De har naturligvis aldrig hørt om de herrer filosoffer. Min opgave er derimod at sikre at de ikke følge i disse spor. Men det her er bare noget jeg gør “for os der blev for gamle”. :-)

    MVH Per

  232. Michael Bjørnbak Martensen

    Nu har jeg googlet og læst omtale af denne helt specielle ledelsesbog – også en festtale har jeg læst.

    Bogen beskæftiger sig med nutid, mens festtalen inddrager de gamle tænkere; også de nyere.

    Bogens mission er at få lederen til at tænke på mere end sine tal, og ikke at ledelse med værdier skal trække noget ned over hovedet på medarbejderne.

    Så, jeg kan altså ikke rigtigt se din pointe.

  233. Michael Bjørnbak Martensen

    Mine oplevelser fra Region Mdtjylland er der faktisk lavet undersøgelser om:

    »Ofte skyldes utilfredsheden, at ledelsens mål og værdier er uklare. Det gør det svært at leve op til ledelsens krav, og uklare mål kan betyde, at hver medarbejder selv må gætte sig frem til, hvor ledelsen vil hen.”

    Kilde: http://www.infomedia.dk/mo/Sho.....rofile=245

  234. Jan Sjøstrand

    Det er fint nok med alle de referencer der kommer frem her inde, refrencer til det gamle grækenland, til at søge på google, til gældende konsensus, etc.

    Min mission i mit job og den rolle jeg spiller, spilles ved hjælp af udfordrende og nuancerende spørgsmål ved:
    - at “antaste” tingenes tilstand
    - at få “klienten” til i langt højere grad at relatere, relativere og perspektivere, — at “tvinge “klienten” ud af vanetænkning, skolet tænknig, koncensus, konvernerende tænkning og skabe sig nye nuancer og en mangfoldighed af sandheder i i anderledes tankespind.

    Jeg er et par gange herinde blevet sammenlignet med de mere traditionelle konsulenter, hvilket er så forkert som det kan være. Faktisk synes jeg at den “modstand” jeg her møder ligner den vi oftest møde fra “de andre normale” konsulenter.
    Forskellen er at vi ingen svar har til klienterne, ingen bedrevidende, ingen hvis jeg var dig, ingen gør sådan, ingen prøv det.
    Skal jeg finde noget måske dækker over det er det “mental coaching” i sin reneste form.

    Vi bruger knap så meget af fortidens klogskab det gør alle de andre jo – vi hjælper klienterne til at skabe deres egne unike forståelser.

  235. Jette Jakobsen

    Jeg har gået og tænkt på. Alle de konsulenter, det skriver så mange kloge og rigtige ord. Hvem underviser de? Er det vores arbejdsledere? Så de skal lære det til os “der har fat i tingene”. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke forstår meget af det. Jo det med følelser, for mennesker der arbejder med mennesker, møder følelser hele tiden…også sine egne. Skriver i at det ikke er så godt? I min uddannelse, lærer vi at sætte sig i en andens sted og handle med empati. Skriver i at det er blødsødenhed?Nu er det jo det offenlige, jeg har arbejdet og arbejder i, men de bruger det måske ikke så meget. Jeg har aldrig været på sådan et kursus. Engang skulle vi lære supervertion ( måske stavet forkert), det var ikke let, at lære på et par timer. Det har nu ikke gjort den store skade, for det blev hele tiden aflyst, da der manglede personale. Vi blev aldrig rigtig gode til det. Det er svært at rive 1,5 time ud af dagen..ude i hjemmeplejen, og få en flok hjemmehjælpere, til at tage det alvorligt. Når de ved at de ældre venter. Det var lidt virkelighed fra hverdagen.

  236. Jette Jakobsen

    Bare en lille ting til. Jeg kan huske en af de gange vi var på et “lynkursus” i ældreplejen. Hun sagde hele tiden “konsensus” eller sådan noget ligende. jeg anede ikke hvad det var, men da det blev sagt hele tiden. Blev jeg nød til at spørge. Jeg har haft en elskelig gammel lærer, som lærte os: Der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme svar: Det betød jo fælles forståelse…det fik jeg da at vide. Det var før jeg kunne bruge internet…ellers havde jeg kikket efter der. Så opdagede jeg at der var rigtig mange, der heller ikke vidste det. De ville bare ikke spørge…for det virker så dumt??? Så alle dem der er så søde, at ville lære os noget…os der ikke har gået 15 år i skole. Vær sikker på vi forstår det! Den bruger jeg hver dag i mit arbejde. Det er ikke så svært, bare spør`hvad var det jeg ville fortælle? Så kan du selv se.

  237. Paul Hegedahl

    Kære Jan

    Nu må jeg altså – belært af Jettes eksempel – spørge lige så venligt: Hvad er konvernerende tænkning? Og hvad helt præcist er “mental coaching”. Og ser du en forskel på konsensus og koncensus? Og hvad lægger du i at perspektivere og relativere? Og er der forskel på en klient og en “klient”?
    Jeg deltager jo ikke mere i debatten som sådan, men prøver at følge med og vil så gerne forstå.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  238. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Jette Jakobsen,13. juni 2007 kl. 16:39 #

    Som jeg oplever debatten lige nu, handler den meget om ledelsernes måde at lede på.

    Ift Region Midtjylland drejer det her sig IKKE om din arbejdsplads, men derimod det der sker i Viborg i regionshuset.

    Jeg er helt sikker på, at du udfører dit arbejde med alt det man kan forvente af en engageret medarbejder, der har at gøre med mennesker, med særlige behov.

  239. Erik Torm

    Tak Paul for en reaktion, som jeg kan forstå. Jeg ville også så gerne kunne forstå Jan og Per, men sidder bare med en masse spørgsmål, som jeg i min frustration ikke kan finde ud af at stille på en ordentlig måde. Og sure opstød er jo ikke verdens bedste kommunikationsform.
    Og det er svært at være tilskuer til en debat, man gerne vil følge med i, men som på mig virker elitær.

  240. Jette Jakobsen

    De spørgsmål jeg stiller, går ikke så meget på min nuværende arbejdsplads…jeg er lykkelig uvidende, indtil andet bliver os fortalt. jeg er ikke helt sikker på at de nye regioner, er helt på plads, sådan til hverdagen. Så derfor vil jeg ikke bekymre mig om det endnu. Det er nemlig ikke sundt, desuden skal de vel have en vis arbejdsro. Det ville jeg jo selv sætte pris på.De ting jeg fortæller og spørger om er fra ældreplejen…den vi allesammen bruger, til forældre, bedsteforældre, oldeforældre, gode gamle venner og os selv er dag..hvis vi bliver gamle eller syge.

  241. Per Feldvoss Olsen

    Michael
    Pointen bag OFK bogen er at ’også’ lederen skal måles og vejes efter de gamle græske forskrifter. Oles pointe er altså at der i virkeligheden ikke er eller kan findes noget nyt – dette er igen en Platonisk forestilling (hule lignelsen).

    Der er flere pointer – dels at disse værdi systemer er meget vanskelige at gennemskue, og vi har alle en tendens til at falde i. Selv meget kloge og belæste mænd kan blive fanget af ”det gode”… det er besnærende og forførende at forfølge det gode, det sande og det skønne.

    Min sidste pointet er at det måske er værd at se efter alternativer – men det er måske her folk som OFK virkeligt kommer til kort. Hvis Platon virkeligt har ret – vi kan ikke opdage noget nyt – er det jo formålsløst for Ole at lede efter et alternativ til Platon.

    MVH Per

  242. Michael Bjørnbak Martensen

    Jeg reagerer på, at ledere siger noget, der ikke er sandt.

    Hvis man atger afsæt i Ole Thyssens opfattelse af værdi-begreberne, skla de være vage med plads til diverse fortolkninger.

    Her http://www.boernogunge.dk/inte.....42005F4F8C!opendocument siger han f.eks.: “For det er klart, at en værdi som præcision vil betyde noget andet for en øjenlæge end for en vej- og park-arbejder, som skal styre en rendegraver.”

    Men i Region Midtjylland forholder det sig sådan, at regionens direktør har defineret ordet meget tydeligt. Værdien er blevet præciseret!

    Og det er så den jeg og alle andre skal arbejde efter.

    Derfor er Platon og lignelserne uinteressante i denne sammenhæng omend det søreme er meget interessant.

    Skal jeg derfor tage lignelsen ind i mine oplevelser fra værdiarbejdet, er der den konflikt, at lignelsen bygger på en historie om menneskets opvækst og de værdier og billeder, der dannes i opvækstperioden, der medfører at nye oplevelser og indtryk skal gennem dette filter.

    Lignelsen er helt relevant, for sådan fungerer mennesket altså også i 2007, hvor det jo er sådan at jeg er opvokset i fredstid med et ungdomsoprør og økonomisk vækst i rygsækken, hvad mine forældre bestemt ikke bar med, fordi de bar på mindelser om krig, vareknaphed og et samfund i økonomisk nød.

    Derfor kan man såmænd godt spørge: “Er det realistisk med meget store spring – fra juristeriet til åbenhed og menneskelighed i en region?”

    Hvis Region Midtjylland havde sagt, at vore værdier skal være ‘Lidt mindre jura. Plads til dialog.” så ville man ikke gøre vold mod DJØF-eren, AC-eren og alle de andre typiske embedsmænd og sende dem ud i dette ukendte område med menneskelighed, hvor de faktisk kun er amatører.

    Men ledelse er nu en gang ledelse, og derfor må enhver gøre sit ypperste for at leve op til de udmeldte værdier.

    Jeg havde en faglighed, der havde det fortrinligt med værdierne – men sådan var det ikke med AC-erne, og det var så dem, der var de fleste. Det var dem der besad lederposterne. Og det var dem, der svigtede – værdierne!

  243. Per Feldvoss Olsen

    Michael,
    “Men i Region Midtjylland forholder det sig sådan, at regionens direktør har defineret ordet meget tydeligt. Værdien er blevet præciseret!”

    “Derfor er Platon og lignelserne uinteressante i denne sammenhæng omend det søreme er meget interessant.”

    Her er det så regions direktøren der har taget filosoffens plads – medarbejderne kan kun se skyggerne… men direktøren kan udlægge årsagen til skyggerne.

    Platon mente at vi almindeligvis ikke kunne tolke skyggerne på vægen, men da skyggerne altid havde en ‘årsag’ kunne man af filosofiens vej afdække dem. Det er den samme logik som oplever i værdiarbejdet: når vi (helst med filosoffens mellemkomst) har afdækket værdierne, kender vi ‘årsagen’ til vores tidligere succes, og vi kan reproducere den af samme vej.

    Gjentagelsen: når vi ‘reproducere’ værdierne skifter de rolle – fra at være årsag, til at være formålsårsag!

    MVH Per

  244. Jan Sjøstrand

    Hej Paul
    Jeg uddyber lige det jeg kan. Det er meget nemmere at forklare “face to face”.

    Deltagelsen herinde udfordrer mig meget – mine personlige forcer er mere direkte “face to face” kommunikation – jeg er bedst i proces og på podiet.

    Konvernerende tænkning?
    Eksempelvis: Forestil dig en tragt. Ved konvergerende tænkning putter man problemerne ned gennem tragten for at finde EN løsning, altså er konvergerende at der primært tænkes på at finde EN løsning.

    Divergerende tænkning “vender tragten på hovedet”. Her putter man på samme måde informationer ned gennem tragten. Forskellen er at der fokusres på at finde flere løsninger på problemet, man efterfølgende forholder sig mere nuanceret til.

    For at sætte det i et lederperspektiv:
    Som beskrevet tidligere, blev der for nyligt offentliggjort en undersøgelse der viste at danske ledere, når de mødte problemer og forhindringer i opgaveløsningen, blot øgede ressourcerne i opgaveløsningen, i stedet for at forholde sig til, om det var den mest hensigtsmæssige måde at løse den på. Med divergerende tænkning kunne det være at de samme ledere kunne finde andre måder at løse det på, i stedte for at øge ressourcerne på noget der måske kunne gøres bedre på andre måder.

    “mental coaching”. Coaching er et meget bredt begreb, det strækker sig lige fra træneren der råber og skælder ud fra sidelinien til det jeg mener med “mental coaching”. På de traditionelle coachingkurser, 8 til 14 dage (nogle kun 3 dage) lærer kursisterne at stille spørgsmål på overfladisk niveau, hvilket betyder at de oftest udelukkende kan coache uden optimal indsigt i og forståelse for de mere mentale aspekter i sindet. Med andre ord er de skap så gode til at arbejde med og ud fra sindsprocesser i deres coaching. Når jeg bruger “mental coaching” som begreb betyder det for mig, at vi også arbejder med de mere mentale aspekter, skjulte dagsordener, modsatrettet motivation, følelser, værdier og selvopfattelse.
    Det kræver noget mere af os end blot 14 dages coachingkursus.

    Konsensus og koncensus? øøøø for mig er et spørgsmål om stavemåde – undskyld Paul ;-)

    Perspektivere: At anskue noget i forhold til en bestemt sammenhæng (politikens store fremmedordbog)
    For mig kan det også indikere at der måske tænkes primært visuelt hos den der bruger ordet, og hermed også noget om personens øvrige tanke- og kommunikationsmønstre.

    Relativere: At gøre noget relativt eller se det i relation til noget andet. (politikens store fremmedordbog)
    Ordbogen bruger ordet “SE det”, hvilket er et visuelt ord, og det er relativere jo ikke. Perspekvivere er et visuelt udtryk – relativer er et mere “ufarvet” udtryk, og appelerer til mere “ufarvet” tænkning.
    Fordi en person er blind kan vedkommende jo godt relativere ;-)

    klient og en “klient”: Når jeg bruger “klient” er det fordi det kan hedde flere ting, og “klient” dækker over at det arbejde jeg udfører med “klienten” er af forskellig art, og kan dække over “kunde”, klient”, “coachee”.
    Med “klient” ønsker jeg at finde en fællesnævner uden at konkretisere nøjagtigt hver gang, da det for mig er uden betydning for dialogen.

    Gjorde jeg det godt nok Paul ;-?

    God morgen hilsen
    Jan

  245. Michael Bjørnbak Martensen

    Per Feldvoss Olsen, 14. juni 2007 kl. 00:44 #

    Både direktøren, kontorcheferne og samtlige ansatte kan sagtens se problemet med den måde amterne har fungeret på i ganske mange år.

    Forud for udmeldingerne har der været mange drøftelser, som endte med de tre værdi-ord, der også har indeholdt drøftelser med afsæt i konkrete eksempler.

    Alle har derfor været med i processen.

    Problemet – for mig at se, er, at der er hulens langt fra de gode snakke og hvad man sådan bliver enige om til praksis, hverdagen.

    Kontorcheferne og medarbejderne knokler afsted med love der skal holdes, bevillinger, aftaler, ændringer, osv. osv.

    Og så kommer værdierne, alt det bløde, menneskene og alt det de ansatte nu også kan, ud over at nå en deadline med et mødeoplæg eller noget syvende, ikke til sin ret, ikke til udfoldelse.

    Jeg har gjort mit til at sætte fokus på værdierne i den afdeling, jeg har arbejdet i – hvor svaret fra kontorchefen var: “På næste medarbejdermøde vil vi forklare de mål vi forfølger og de vilkår vi arbejder under.”

    Nu vil jeg stille dig et spørgsmål: tror du, at værdierne fik det værre, det samme eller bedre ved dette møde?

  246. Per Feldvoss Olsen

    Hej Paul og Erik,
    Jan og jeg forstår hinandens sprog – jeg har nemlig observeret hvordan den ”mentale retorik” har udviklet (eller ikke) siden ca. 1986 – så derfor kan det virke lidt indspist. På mange måder er det en verden I ikke behøver at kende til … så i den forstand er jeg ikke bange for at bruge ”skarpe” ord eller “elitær” retorik.

    Min pointe er måske netop at vi ikke behøver den elitære indsigt – den er forbeholdt eksperten – der findes enklere veje hvorved vi fx kan undgå at vi selv, eller andre, skal tænke over vores ”mentale status” hele tiden.

    Det som jeg underviser folk i er med andre ord at man kan undgå at falde i den og andre fælder  – men i helt specifikke situationer, når vi skal arbejde med nye ideer. Det er ikke et spørgsmål og personlig udvikling, eller selvkontrol – faktisk forhindre et “Egocentrisk udviklings fokus” for det meste nytænkning, men samtidigt kan vi ikke gøre Egoet til et problem.  (Så meget er selv nye ideer jo ikke værd!)  

    Derved når vi frem til et meget en enkel løsning – vi skal bare flytte hele vores opmærksomhed til det objekt vi ønsker at arbejde med. Hvis vi kan det, for en kort tid, har vi mulighed for at skabe helt nye ideer. Disse ideer ville vi netop ikke kunne opdage hvis vi fx hele tiden fokuserer på hvad vi føler – vi kan heller ikke opdage noget nyt, hvis vi kun arbejder ud fra et på forhånd afgrænset værdisæt.

    Det er naturligvis ikke helt lige meget hvordan man gennemfører dette. Hvis man gør det ”forkert” risikerer man netop at forstærke vores helt naturlige tendenser, fx vores trang til Egocentri eller vi risikerer at forstærke eller idealisere visse sjældne tankeformer. Eksempelvis er der en risiko for at man træner sig til at tænke i polarisering og kategorier – fx divergent eller konvergent tænkning, som Paul har nævnt et par gange. (Sådanne kategorier bør man helt undgå, da de stammer fra, og reproducere, den gamle analytisk tankegang: You can not dig a new hole, by digging the old one deeper.)

    Desværre har dette budskab MEGET svært ved at trænge igennem, fordi vi i danmark har en lang tradition for at tænke i kategoriene – jeg oplever “dagligt” folk der tilsyneladende kender alle teknikerne ud og ind – men alligevel får de “kun” de nu 40-100% af fordelene. 100% er meget for mange, men ikke nok for mig…

    MVH Per – …..kun det bedste til mig og mine venner!

  247. Jan Sjøstrand

    “At komplicere tingene er jo netop de kloges egen berettigelse”.
    Citat: Jan Sjøstrand

    Ordene er alvorlig ment. Som “klog” er der vel ingen grund til at deltage, hvis tingene netop er ukomplicerede. Da det jo netop er “den kloges” egen berettigelse, at være med til at løse indviklede og komplekse sager, er det naturligt for vedkommende ubevidst at komplicere tingene.
    Der er jo ingen grund til at have “kloge” med til bords, hvis ikke tingene er
    indviklede – vel?

    Det er naturligvis ment som en generel betragtning og som udtryk for et element i, hvorledes vores sind arbejder.
    Modsat er vores udgangspunkt, at opgaverne er simple, indtil det modsatte viser sig. Tingene lykkes i større omfang når elementerne er enkle og nemt omsættelige i konkret adfærd.

    Einstein sagde i sin tid: “En model skal være så simpel som muligt, og ikke mere simpel end det.”

    KISS
    Keep It Simple Stupid

    Hvis du vil vide hvor jeg er, så se efter hullet i skyerne – der hvor solen rammer jorden står jeg …. og får hudkræft ;-)
    Citat: Jan Sjøstrand

  248. Paul Hegedahl

    Kære Per og Jan

    Det er da meget fint, at I forstår hinanden. Og når I gør det, falder det så åbenbart ikke ind under egocentri?
    Så må de, der gerne vil følge diskussionen lære ordene og begreberne, anskaffe sig en ordbog i stedet for blot uden videre at kunne anamme meningen. Det kan så være svært også at lære via ordbogen, da der i de kloge menneskers drøftelser forekommer så mange alternative stavemåder af begreberne.
    Ja, Jan – jeg tror, at nu hvor du har forsøgt at forklare, hvad du lægger i begreberne, er der er flere, der nu forstår lidt mere – ikke nødvendigvis, hvad den overordnede tankegang går ud på, men hvad du mener med ordene.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  249. Jan Sjøstrand

    Tak for ordene Paul

    Jeg er oprindeligt udstyret med en almindelig uddannelse som kommis – vist en middelmådig “begavet” uddannelse. Efterfølgende har jeg taget flere enkelte merkomonfag – kun dem der virkeligt interesserede mig, og ikke hele “blokken” for at få den afsluttende eksamen.
    Min platform for det jeg laver i dag er selvbetalte uddannelser i NLP, mentalkommunikation og andet lignende guf. jeg læser en del bøger – og her kommer så pointen – jeg bruger selv ordbøger ret ofte. Jeg kender kun et fåtal af de “flotte” fremmedord i de “begavede” bøger.
    Jeg spørger som du gør og jeg slår ord op. Af og til skriver jeg til Dansk Sprognævn for afklaring.

    Respekt for dem der der tør søge, spørge, undersøge og stille spørgsmålstegn ved konventionel viden – i særdeleshed ved egen viden og egne sandheder.

    Det paradoksale er, at de “kloge” (måske dem der bl.a. skriver ordbøgerne) er underlagte egne procesmønstre – de formulerer sig “farvet”, selv om det der står i ordbøgerne burde være åbent, “ufarvet” og nuanceret.

    Eksempel fra politikens store fremmedordbog
    på ordet “Relativ” – Ordbogen siger:
    Som ses i forhold til noget andet, fx. i forhold til en norm, og som har forskellig gyldighed under forskellige forhold.

    Det er ordet “ses” jeg går efter. Hvis nu det er en meget auditiv (Primært lydtænkende) person der læser dette vil personen have svært ved at “se” det, og hermed have vanskeligere ved at “optage” det der står. Hertil er det direkte forkert at skrive “se”. Det er vel at “opleve” – jeg mener, hvad nu hvis man er blind, kan man så ikke opleve noget i forhold til noget andet? Selvfølgelig kan man det. Eksempler på det jeg kalder mentalkommunikation (der er baseret på sindets procesmønstre).

    Vores sindsprocesser slår igennem i vores kommunikation, og kommunikation påvirker vores sindsprocesser. Vores kommunikationsstil fortæller en hel del om vores sindsprocesser og vores “persontype” – elementer vi kan lære at aflæse, eksempelvis til brug ved læsning af ansøgninger.
    Vi kan lære at kommunikere mere “ufarvet”, og således ramme både bredere og mere nuanceret når vi kommunikerer.

  250. Per Feldvoss Olsen

    Paul,
    “Det er da meget fint, at I forstår hinanden. Og når I gør det, falder det så åbenbart ikke ind under egocentri?”

    jo – helt klart, pointen er at det handler om egocentri – og værre metag-egocentri! Godt set Poul – se min næste post.

    MVH Per

  251. Per Feldvoss Olsen

    Michael: “… tror du, at værdierne fik det værre, det samme eller bedre ved dette møde? ”

    Ja det er jo et rigtigt godt spørgsmål – det kommer vel netop an på hvordan man snakker om det. Her kan jeg så prøve at give Paul, med flere, lidt mere viden om et interessant koncept: ‘negativ selvreference’.

    I tilfældet værdier er det relevant at påpege at en samtale om (fx) 5 specifikke værdier ‘kun’ kan lede til 100% tilfredshed! Altså et eksempel på negativ selvreference.

    Logikken er: Vi bruger en ‘skarp værdi afklaring’ til at definere om vi har nået målet – men den maksimale målopfyldelse er jo netop 100% af denne værdi specifikation. Altså kan vi logisk set kun opnå 100% af værdi målet – inden for rammen. Hvis vi producere værdi “uden for den ramme” (læs boxen) bliver dette med andre ord betragtet som ineffektivt.

    Det er m.a.o. ikke legitimt at inddrage ‘nye’ værdier, fx nye services, som ikke stemmer med værdispecifikationen. Man er derved henvist til en dialog/argumentation om hvordan vi kan definere og prioritere værdierne i forhold til hinanden. (I debatten vil ressourcerne være afgørende for hvad man kan, og der opstår sjældent ny ressourcer på et det møde Michael snakker om).

    Michael: Hvis vi holder os til denne logik må mit svar være at værdierne alt anden end lige ikke har fået det bedre. Med stor sandsynlighed har de fået det “værre”, og i bedste fald har I nået en vis enighed…

    Jeg må dermed konkludere at denne proces kan have en “negativ selvreference” betyder det, at den i praksis dyrker nogle modsætninger som dræner “energien”. Derved bliver ny værdi effektivt udelukket.

    Vidensdeling:
    Hvis det foregår åbent i en organisation, kan man sige at når dette ikke er direkte skadeligt. Der hvor det bliver “rigtigt farligt” er når man opstiller værdierne som attraktive på det subjektive plan (for den enkelte). Med en lignende logiske systematik kan man altså nå til den samme konklusion – hvorved vi generere “negativ selvreference” på det subjektive plan. Det vi sige at hvis jeg analysere mine personlige værdier – efter samme skema – må komme til den konklusion at jeg må “forandre mig” (læs: ændre mine værdier) hvis jeg skal overskride mig selv…

    Altså har jeg her, til morgen, opdaget/defineret et nyt forskningsfelt som jeg vil kalde ‘Negativ subjekt reference(tm)’

    Negativ subjekt reference(tm) forgår i den øverste trekant af Maslows pyramide – og den udfolder sig som en slags pseudo-psykologi eller pseudo-religion, med et fokus på at “fodre” vores Ego.

    Dette syndrom opstår af, – og her er vi faktisk igen tilbage hos Sokrates (beklager) – at vi normalt siger: “vi arbejde mest effektivt og helhjertet med værdierne når vi ‘identificere’ os med disse”.

    Alternativ:
    Men vi kan faktisk arbejde helhjertet med “fremmede” værdier – det kræver bare en anden teknik omkring dette. Herved bryder vi så netop den ‘negative selvreference’. Dette har en række fordele bl.a.:
    - Dialogen om værdier bliver bredere, og inkluderende
    - Subjektet kan totalfredes, urørlighedzonen udvides!
    - Unikke subjektive værdier kan fremmes

    MVH Per Olsen

  252. Michael Bjørnbak Martensen

    Til: Per Feldvoss Olsen, 14. juni 2007 kl. 10:29 #

    Jeg har læst dit indlæg et par gange, og syens det er svært at læse. Du bruger nogle ord, der ikke er hver mands eje, og laver nogle koblinger der noget svære at følge, også fordi du lige pludsleigt opfinder nye begreber.

    For mig er det altså ikke så indviklet, for siger man at værdien dialog, helt eksakt skal forstås som …. og alle har gennemgået dette eksempel, skulle der være en ret klar fælles forståelse.

    Men altså: det er der så ikke.

  253. Paul Hegedahl

    Af en eller anden grund gik mit første forsøg på at sende denne kommentar tilsyneladende ikke igennem Hvis der nu er en forsinkelse på, så den kommer i flere eksemplarer – det har jeg været ude for på en anden blog – beklager jeg.

    Kære Jan
    Nu hvor du springer alle de fine ord over og forklarer om din interesse, så du helt sikkert vil kunne få flere mennesker i tale, vil jeg kvittere med nogle betragtninger.
    Du skriver om uddannelse i Neuro-linguistic-programming. I 1980erne kom jeg og mine daværende kolleger meget i San Francisco i forbindelse med udvikling af vores uddannelsesprogrammer – og så også for at have det sjovt. Meget naturligt blev vi så også lidt optaget af NLP og læste først i 1980erne Bandler og Grinders (sammen med Bateson) publikationer. Først og fremmest selvfølgelig ”Frogs into Princes”fra 1979. Interessen kom bl.a. fordi nogle af os havde arbejdet med transaktionsanalyse og var optaget af Fritz Perls, Virginia Satir og Milton Erikcson. Efterhånden blev der så fyldt mere og mere på NLP, som blev betragtet som et vidunderredskab af nogle. Det blev lidt for mystisk og vores interesser gik så også i en mere jordnær retning i form af service og kvalitet. Det virkede så, som om interessen for NLP døde hen her i landet indtil for nogle år siden, hvor der kom en opblomstring igen.
    Jeg må ærligt sige, at selv om jeg normalt er meget positiv over for nye udviklinger, er jeg skeptisk over for, hvad mennesker uden en dybtgående terapeutisk uddannelse kan bruge NLP til, og jeg synes, at metoden tillægges for mange egenskaber. Du kender sikkert allerede http://en.wikipedia.org/wiki/N.....rogramming, hvor man får en god gennemgang af NLP – og som et af de få steder i Wikipedia jeg er stødt på, er der en bemærkning om objektiviteten: ”A Wikipedian is concerned that this section gives undue weight to one side. Please see the talk page. Help improve the article by adding more information and sources on points of view that may be neglected”.
    Der står også en del om, at NLP kritikeren Margaret Singer i sin bog (Margaret Singer & Janja Lalich: ”Crazy Therapies: What are They? Do They Work?”, Jossey Bass, 1997) citerer adskillige udtalelser om manglende seriøsitet og teoribaggrund inden for NLP. Men, lad det nu ligge. Det må være en sag mellem udbydere og kunder.
    Det lyder som om, du er stærkt optaget af menneskers forskellige måder at tilegne sig stof på. Hvis du da ikke allerede kender ham, kan jeg anbefale dig at læse noget om det arbejde psykologen Howard Gardner fra Harvard har udført. Han taler om 9-10 forskellige intelligenser og om at man derfor lærer på meget forskellig vis. Hans repertoire er altså noget større end Daniel Golemans. Men, igen skal man selvfølgelig bruge sin sunde fornuft over for de mange teorier. Der er dog en hel del skoler her i landet, der er begyndt meget konkret at anvende Gardners teorier.

    Et andet interessant sted om indlæringsstil er

    http://www.innovativdidaktik.d.....daktik.doc.

    Jeg vil – hvis du ikke allerede kender det – anbefale dig via dit bibliotek at se, om der er artikler i ”Ledelse i Dag”, der kan interessere dig. Magasinet udkom ”på papir” fra 1990 og i en årrække. Nu kommer det på Nettet, hvor man kan abonnere – og have adgang til alle artiklerne fra årene. Men, det er jo meget fornuftigt lige at se det gratis igennem først inden man bruger penge på et abonnement.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  254. Jan Sjøstrand

    Hjertelig god morgen Paul
    For mig er det et ”rollespil” rent professionelt . Jeg er normalt rimeligt bevidst om hvilken sammanhæng jeg indgår i, og bevidst om den “rolle jeg spiller”, så også her spiller “EGO” med.

    Al den snak om løsninger er uinteressant uden “mening” med hvad løsningerne skal skabe af type samfund rent mentalt.

    Jeg synes dog ikke at min stil er “forkert –jeg er et ganske almindeligt menneske langt fra noget der bare ligner akademisk uddannelse. Jeg anvender ord der for de fleste er ret almindelige – synes jeg da selv ;-) – ellers er jeg selv flittigt bruger af ordbog. Hvis der er noget jeg ikk eofrstår og gerne vil vide mere om, er det jo blot at søge og tilegne sig forståelse.

    Jeg undlader bevidst at komme med konkrete løsninger på bloggens emne, og det skyldes
    primært at så længe vi mangler en formuleret vision, en mission, samfundsmæssigt identitet med tilhørende værdier, er det for mig uden mening at snakke løsninger.
    Vi kan jo også så på de forskellige blogge, at folk er uenige på løsningerne og holdninger og relativt enige på etik og moral. Og ud over etik og moral mangler vi altså en del at forholde os til. En højaktuel problemstilling er de arbejdsnedlæggelserne blandt plejepersonale i Vestjylland. De begrunder nedlæggelserne med stress og dårige arbejdsforhold – og for gå i arbejde igen kræver de kr. 1.000 mere om måneden. Det betyder altså, at man kan slippe for sin stress og utilfredshed for 1.000 kr. – sikke en omgang vrøvl – De burde evt. i stedet for kræver ordentlig ledelse, sætte ledelse på dagsordenen.

    For mig er NLP ikke en metode. Som du selv nævner, er der mange mennesker der har været inde over udviklingen af NLP. Det har resulteret i flere NLP-retninger, således at forstå, at de forskellige NLP-skoler her i landet oftest bruger en eller i hvert fald få NLP-GURUER, som primær reference-kilde. Jeg ser ingen problemer med NLP, jeg ser dog problemer i den måde det tolkes på og udøves på. Der er stor forskel på hvorledes de enkelte skoler underviser i NLP. Bl.a. har jeg i mit netværk en person der under sin uddannelse i arbejde med tidslinier, blev guidet tilbage til tidligere liv, og det vel at mærke på direkte opfordring af instruktøren. Det har intet med NLP at gøre og er for mig at se helt ude i hampen.

    Her til er der alt for meget branding og smart-ass omkring dele af NLP-verdenen i DK. NLP er ikke noget produkt, ikke noget system – det er for mig alene forståelsesrammer og modeller.

    Jeg er uddannet på Dansk NLP Institut, og primært af daværende lærekræfter Inge-Grethe Henriksen der er en fænomal NLP formidler, og af Jens Rejnhold Hansen http://www.dnlp.dk – De er begge heeeelt fantastisk og af den gamle ”ubrandede” skole.

    For mig er NLP intet alene.

    Hvis det virker er det NLP. Hvis det virker for dig er det rigtigt for dig, og hvis jeg kan få lov til at “undersøge” det du gør så godt, kan det være at jeg kan lære at gøre det lige så godt som dig. Det er netop kongstanken i NLP, at kalibrere (afkode-aflæse) og modellere (beskrive – lave magen til) og så gøre det.

    Jeg kender udmærket til de forskellige Gardner-teorier, og jeg bruger dem selv, dels i undervisning, dels i personlig udvikling, og så passer de fint inde i den NLP opdragelse jeg har fået.

    I samarbejde med Psykolog (han udarbejder og evaluerer analysen, og jeg arbejder videre med klienten der fra) bruger jeg G-PPI personprofilanalyse, ifølge psykolog-branchen måske den mest valide af alle analyser. Ud fra analysen arbejder jeg videre med NLP modeller, og det lader sig endda meget fint gøre. Vi bruger også DiSC hos os, og flere andre indgangsvinkler.

    Mine erfaringer viser, at der i NLP er modeller der fint afklarer og beskriver de mentale elementer diverse analyser beskriver som mere faste og indiskutable personprofiler.

    Den oprindelige NLP er uhyre dynamisk og nuanceret, alene af den grund at der ikke onkrete sandheder på noget som helst.

    Hos os opfattter vi udelukkende NLP som modeller og forståelsesrammer – vi har ikek som så mange andre gjort NLP til gud, hvilket intet skal gøres til. Da der samtidig i det oprindelige NLP (det ubrandede og ufarvede) overhovedet ingen blokeringer er i forhold til nogen ”filosofi” overhovedet er det jo lige til at gå til.

    Det unikke ved NLP er, at uanset hvad jeg møder på min vej af ledelsesteorier, tests, analyser etc. kan jeg passe det ind i NLP rammen. Alt for ofte er ledelsesteorier løsrevne og usammenhængende relateret til det menneskelige sind, eksempelvis værdibaseret ledelse. At arbejde med ledelse alene baseret på værdier er værdiløst og i værste fald skadeligt. Arbejdet med værdier skal baseres på det hele menneske rent mentalt, hvilket alle teorier jo bør for at virke kongruent.

    Ha’ en hamrende go’ fredag

  255. Michael Bjørnbak Martensen

    Jan Sjøstrand,15. juni 2007 kl. 06:40 #

    Visionen er der da, som Lars Kolind beskriver det i første indlæg:

    “Hvilken vej skal samfundet udvikle sig? Hvordan skal vi blive konkurrencedygtige, så “samfundskagen” bliver stor nok? Hvordan skal vi få alle med, dvs. også de svage medborgere? Hvordan kan vi sikre at også de kan yde en indsats og være fuldgyldige medlemmer af samfundet? Og hvordan sørger vi for at der er skaberkraft i samfundet. Frihed til at gøre en indsats, skabe noget, tjene penge osv?”

    Min argumentation går så på, at visionen er fin nok, men det går i stykker hvis man foregøgler sig selv at kan ske med holdninger.

    Som jeg har oplevet i Region Midtjylland, er det svært nok i forvejen, fordi embedsværket har svært ved at håndtere skift fra juristeri til menneskelighed – som jo bliver helt umligt, hvis de alene får gode holdninger at skulle styre efter.

    Jeg skrev en bog om skoler sidste år for Indenrigsministeriet http://www.86968189.dk/skolestruktur, hvor jeg også kom tæt på Gardner, men jeg blev meget opmærksmom på en professor på DPU (nu kan jeg ikke lige huske hvad han hedder).

    Han sagde det meget enkle: det er i de tætte relationer mellem lærer og den voksne, børn lærer noget og udvikler sig som det hele menneske.

    Derfor er jeg meget optaget af relationer – og i det samfund der drøner afsted: hvordan jeg som kommunikatør – med de redskaber jeg har – kan understøtte relationer mellem mennesker.

    Her går min kritik på centrale ledelser, der vil styre hvad der sker nede i rækkerne – og relationer der øsnkes styret ovenfor er efter min bedste opfattelse en dødsejler; dømt til selvmål.

  256. Per Feldvoss Olsen

    Michael,
    Det er en meget god opsummering, og videre hvis vi opnår 100% enighed om hvad værdierne er medfører dette netop at vi kan fokusere på dem og ‘kun’ dem.
    Hvilket i mangen forstand er det vi kalder ‘negativ selvreference’ – et andet ord for dette kunne være relativisme.

    Min anden pointen er at der første sker noget interessant når arbejder på at ‘skabe værdi’ – værdidebat kan altså være kulturrelativisme i en destileret form.
    MVH Per Olsen
    p.s. Tak for linket vedr. folkeskolen…. jeg vidste at jeg havde læst noget af/om dig før!
    (ref: http://kolindkuren.dk/2007/05/.....ment-34206 )

  257. Per Feldvoss Olsen

    Hej Paul,
    Jeg kan ikke finde din mail adresse på nettet – så hvis du vil vide mere om innovation og didaktik må ‘du’ skrive til mig: asset@asset.dk. Jeg har netop afholdt det første foredrage vedr. dette – i folkeskolereg, og vi går igang med at undervise inden for de næste par måneder – du, og alle folkeskole interesserede, skal være velkommen til at deltage. Jeg sætte også stor pris på din kritisk tilgang – det er ‘strengt nødvendigt’ når vi har med børn at gøre… .. der er ikke plads til “forsøg”!

    MVH Per

  258. Paul Hegedahl

    Kære Per

    Jeg forsøgte at anvende den mailadresse, du anfører, men systemet ville ikke acceptere den. Og på din hjemmeside kan jeg ikke finde en alternativ mailadresse. Så derfor svarer jeg her, fordi man da svarer på en venlg henvendelse. Og tak for den.
    Jeg er nu ikke specielt interesseret i Folkeskolen (eller i didaktik). Ikke mere end alle andre borgere (og bedsteforældre) bør være. Jeg nævnte blot, at jeg vidste, at en række folkeskoler bl.a. i Gentofte Kommune arbejder med Howard Gardner – som jeg heller ikke har en speciel forkærlighed for, men synes er interessante tanker.

    På din hjemmeside kan jeg se, at du arbejder med de Bono. Det er mange år siden, jeg var til et de Bono arrangement i Danmark. Det var nok den gang du gik i de første klasser i folkeskolen. Han har jo gjort meget for kreativ tankegang i mange år. Når nu du arbejder med ham, er du så medlem af Initiativ for Kreativitet og Innovation? Lige siden de første kreativitetskurser i Danmark i 1968/69 har jeg interesseret mig for emnet og har holdt en del kurser i det. De første gange sammen med Flemming Balvig, som sammen med nu afdøde Ole Dalå skrev den første, glimrende bog om kreativitet på dansk. I 1997 fik jeg endelig sat gang i en mere formel foreningsdannelse. Det var Arne Stjernholm Madsen, som sammen med et par andre blev overtalt til at være motor. Det lykkedes, så IKI blev etableret i 2000 og der er jeg så nu æresmedlem. Hvis du ikke allerede er medlem, skulle du undersøge noget mere om dem.

    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  259. Per Feldvoss Olsen

    Hej Poul,
    jeg er ikke medlem af de kreative “klubber” (IKI/DASKI etc.) – jeg har, i meget lang tid, holdt mig ude… af hensyn til min “forskningsmæssige integritet”. (Jeg har dog deltage i flere arrangementer i disse regi og kommer muligvis med et eller flere indlæg på ECCI X)

    Edward er jo “æresmedlem” af EACI (men kan ikke komme til Cph i oktober) – han er, som du ved, for længe siden “stemplet som kreativ”, men det vi arbejder med er noget “bredere” end kreativiten. Af samme årsag har jeg, i nogen grad, valgt flere områder “til” – ‘kreativitet’ er i dette perspekitv et af af flere mulige bi-produkter. ….!

    PO: “You can’t dig a new hole, by digging the old one deeper!” (PO: betyder jo: dette er en provokation :-)

    Min mail adresse er asset@asset.dk – du har vidst fået det lille punktum med til sidst, fra min forrige mail. Edb handler ikke kreativt, af sig selv. :-)

    MVH Per

  260. Per Feldvoss Olsen

    Poul og andre interesserede,

    Det som er interessant ved didaktikken er – blandt meget andet – at denne netop er afgørende for resultatet. Hvis didaktikken således er ‘fokuseret’ på ét specifikt emne risikere man naturligvis at vi herved kun fremmer dette emne på bekostning af et andet. Herved havner vi igen op værdi snakken – hvis vi da betragter kreativitet som en værdi (det er der mange der gør).

    Hvis vi så underviser i en eller anden diciplin, fx. Edwards metoder, med dette perspektiv er der en til sikkerhed grændsende risko for at du “kun” får kreativitet ud af dette. Hvis vi “kun” underviser med kreativitet “for øje”, kan det ske på bekostning af fx vores kritiske tænking – og er vores undervisning (i kraft af didaktikken) meget effektiv ‘vil’ dette – med stor sansynlighed – skabe en række uforudsete og uhensigtsmæssige konsekvenser for dem vi underviser. ( Dette, og mere, er en seriøs tilgang til emnet, bl.a. kreativiten og didaktikken – http://www.asset.dk/html/hvad_vi_gor_.asp )

    Det er altså slet ikke uvæsentligt hvilken didaktik man anlægger – og det er langt fra nok at fokuser på fx underviserens knowhow, viden om emnet osv. – alle vores erfaringer viser faktisk at lærens personlige viden, holdning og knowhow vedr. kreativitet er et ‘sekundært’ element. ( Jeg har i den forbindelse oplevet meget “vidende” personer, som med stor effekt “ødelægger” indlæringen – netop fordi de inddrager ‘for gruppens indlæring’ irrelevante fakta, fx. om kreativitet. )

    Vi forsøger alle at kategoriser værktøjerne – dette kalder vi tankefælder (link: http://www.asset.dk/html/tankefaelderne.html ) – i mange tilfælde udvikler dette sig til “groteske” relationer. Eksempelvis har jeg fornyligt set at hatten (godtnok kaldet “kasketter”) kobles til C.G.Jung’s arketyper – Jung er måske ikke det første jeg personlig ville anbefale, men når vi direkte forfølger denne kobling glemmer vi andre ligeværdige alternativer. Jeg tør så ikke tænke på hvad der sker hvis vi ganger Jung med 500%, eller rettere sagt det har jeg gjort for mange år siden – uha, uha!

    Andre lignende eksempler er set – dette fører til mange misforståelser… har I fx læst bogen “Innovatisme”, hvor bl.a. hatte beskrivelsen er helt misforstået. Man behøver ikke købe bogen, da man kan læs en anmeldelse her: http://www.business.dk/article...../70503063/ (den siger jo ikke lidt om anmelderen)- men hvis man så læser bogen er forklaring nu anderledes, men forkert. På denne måde opnår noget nyt, nemlig ordet: “Innovatisme” – som naturligvis via selvreference peger tilbage på bogen?

    Jeg har naturligvis en lang række observationer omkring undervisningen, og dennes effekt. Erfaringe siger at der er forskel på vidensdeling og videns-deling, forskellen ligger måske i effekten. Hvis du er frisk på at dele din viden ses vi måske på mandag?

    MVH Per Feldvoss Olsen – Not what is, but what can be! …. let it be!

  261. Michael Bjørnbak Martensen

    Per Feldvoss Olsen,15. juni 2007 kl. 15:14 #

    Jeg troede kun det var her i debatten, du stavede og formulerede dig mangelfuldt, men søreme, om ikke også det er tilfældet på Jeres site..

    Når jeg så ser hvilke budskaber asset går i byen med, vil jeg spørge: er det her et produkt I er ved at forberede – eller er det noget der er salg i?

  262. Jette Jakobsen

    Jeg forstår jo ikke det hele, som der bliver skrevet i disse dage, men jeg prøver, om jeg kan lære lidt.
    Jeg har lært…for mange år siden. At tale pænt til hinanden, ikke gøre nar af stavefejl. Det kan smutte for enhver, måske har man svært ved det, rammer fejl på tangenter, har for travlt, er for ivrrig..ja der er mange grunde. Der kan jo spørges hvis der er en formulering, man meget gerne vil forstå. Hvis jeg skulle sidde og være bange for at stave forkert, eller ikke kunne forklare mig ordentligt, blev det ikke til meget. Sådan er der sikkert mange der har det…jeg ved det. Jeg har talt om og vist Kolind Bloggen til mange, men de tør ikke skrive med…”jeg dummer mig nok bare…de er så kloge”. Der er mange betragtninger og kloge ord, som går til spilde på den måde. Tænk at jeg har sagt” det gør ikke så meget med et par stavefejl”. Sådan troede jeg det var. Det er det da vist som regel også.

  263. Michael Bjørnbak Martensen

    Jette Jakobsen, 15. juni 2007 kl. 20:06 #

    Det har du helt ret i.

    Du melder klart ud, om dine forudsætninger og der er troværdighed i dine indlæg.

    Per Feldvoss Olsen melder også klart ud, hvor troværdigheden blot er noget utroværdig i indlæggene.

    Diskussionen her på sitet forsøger at forholde sig til et bæredygtigt samfund med afsæt i en række visionsformuleringer.

    Jeg har argumenteret for, at det bliver ganske svært med et embedsmandssyetsem, der knapt kan håndtere meget haåndfaste politiske udmeldinger; overordentligt svært med holdningsudmeldelser – og jeg vil så gerne supplere med min betænkelighed, at det bliver totalt umuligt, hvis merkonomstuderende med interesse for det psykologiske og indlæringsmæssige område, skal understøttes med tid, penge, ressourcer og gode viljer.

    For flere år siden interviewede jeg familieterapeuten Jesper Juul, der gjorde meget ud at fortælle, at vores samfund lider meget under at faglighederne udvandes.

    Dengang talte vi om pædagoger, der gerne ville kloge sig på psykologernes felt – og omvendt.

    Hvis de år der er gået tegner et billede af, at merkonomer skal til at kloge sig på indlæring i folkeskolen, er der søreme sket meget.

    For at genkalde sig Lars Kolinds forudsætninger, så vil han sikre udvikling af samfundet og få de dårligst stillede med.

    Jeg vil derfor sende en lille hilsen til Lars Kolind og sige, at opgaven med de dårligst stillede, måske er noget større end han lige forestiller sig.

  264. Per Feldvoss Olsen

    Hej Michael,
    Ja jeg er ikke så bange for at skrive forkert – jeg kan ofte ikke lade være. Men hensyn til indholdet er der, i de fleste tilfælde, helt bevidst nogle ”huller” i stoffet som man selv skal fylde ud. Dels fordi der er en helt del der via ”pirater” eller selvgjort har leget med tænkehatte osv. – dels fordi jeg mener at der er mere at komme efter, som jeg gerne vil lærer dig.

    Ud af de kunder jeg har undervist er der p.t. 2-3 virksomheder som rent faktisk arbejder efter disse principper – hertil komme en række enkeltpersoner som jeg ikke kender status på. Jeg har vel undervist ca. 1-200 personer totalt set. Men som du også kan se er der nye trænere på vej, de vil hver for sig markedsføre sig på deres egne sites – på deres egn måde.

    Én enkelt af Danmarks største virksomheder er p. t ved at uddanne sine medarbejdere internt, via deres egne trænere (de har MANGE interne trænere). De bliver spændende at følge – for deres resultater vil givet vis overraske mange – deres sigte er næppe at de skal være mere kreative! På verdensplan er der vel 100 virksomheder som arbejder seriøst med dette – men det rykker mest i Australien og muligvis også i Kina (har hørt rygter om 5.000.000 skoler)

    I Danmark kommer jeg så med mit personlige fokus, som er diverse nonprofit opgaver: folkeskolen, universiteter og nonprofit arbejde (fx kirkelige organisationer og NGOer). Dette er kun under opstart.

    Mit fokus har hidtil ligget på forsøg med at implementer metoden i den kreative branche og dels på en bred kritisk undersøgelse af virkninger og bivirkninger. Så grunden til at jeg henvender mig til personer som dig og Paul, er naturligvis at jeg forventer at I vil have de nødvendige kritiske kompetencer til at vurdere om jeg er på rette vej. Jeg er altså ikke så interesseret I at der er ”formulering fejl” – men jeg er mere fokuseret på at finde konsekvenser. De fejl ’jeg’ introducere er altså sekundære.

    Min sigte er er altså ’bæredygtighed’. Et helt generelt problemet er, at Danmark er de første på banen i mange sammenhænge – og man er generelt meget ukritisk – hvorved man har får indarbejdet for mange dårlige vaner. Når man så endeligt er kritisk retter det sig mod udførelsen – var jeg en stjerne for en aften? – og man ser ikke på konsekvensen. Når jeg underviser provokere jeg nogen gange sådanne hovedløse kritikere – således at de trods alt opdager at de bliver ”bedre” kritikere ved at bruge mine metoder. (det giver desværre nu en MEGET dårlig evaluering af ’mig’, men konsekvensen er at firmaet stadigt bruger metoden nu 5-6 år efter…. :-)

    Tak for kritikken, du skal nok blive inviteret til en arrangement hvor jeg vi kan gå langt mere systematisk til værks!

    MVH Per

  265. Michael Bjørnbak Martensen

    Concepter og folk, – som dig – der bliver tændt på mantraet, virker på en lang række områder, f.eks. Mc Donald og Burger King.

    Man prøver også lidt af det samme – med de dygtigste fagfolk i kongeriget – på folkeskoleområdet.

    Den måde Finland har gjort det på, lyder som gangbar mønt – men når man så når til materien, viser det sig søreme, at selv om danske børn ikke scorer så højt i prøverne, er de langt bedre til at samarbejde, være kreative, hvorfor vi har et land der på en gang er verdens mest betyngede af skat, mest udviklende, størst lighed, osv.

    Når Lars Kolind efterspørger mere væskst og sammenkæder det med et bæredygtigt samfund, kan jeg derfor godt få nervøse trækninger – for stress og en masse livsstilssygdomme er i dag et enormt problem.

    Så skal vi videre ad den vej, hvor du åbenbart mener at den kritiske borger skal have fyldt lidt mere i kompetencehatten.

    Du er selv inde på helt andre løsningsmuligheder, som der er en vis blindhed overfor.

    Det samme er jeg, i princippet.

    Jeg plæderer for Vidensdeling, der for så vidt ikke er en ny tanke, men dog en tanke der er blevet anerkendt som meget vigtig – men som bare ikke rigtigt er begyndt at virke.

    Og det er så her, der er et indsatsområde – for tankerne kan være nok så gode, men dør de i udførelsen, er opgaven jo enten at være mere realistisk, når man søsætter gode tanker – eller så skal amn forholde sig til de problemer der er.

    Mht din tilgang til folkeskolen, kan jeg sige med bestemthed, at din viden er mangelfuld og dit tlbud en dødsejler – hvor jeg nok synes det lyder mere spændende for reklamebranchen, hvor jeg har arbejdet i 12 år.

  266. Per Feldvoss Olsen

    Hej Michael,
    Der er ikke tale om et mantra – det har jeg naturligvis også undersøgt, det koster 3-4 år års arbejde at afkode new age tilgangen… men indsatsen kan så genbruges når man ser de samme mønstre i erhvervslivet. Var det ikke værdiledelse og cooperate religion vi kom fra?

    Vi har prøvet dette i skolen og det gik ganske godt. Eleverne er gået i gang med at forbedre systemet.

    Hvis tilbuddet er en dødssejler i Danmark går det primært ud over mig. Det er så værre for Australien for de *har* succes med det – og endnu værre for ”Danmark” når Kina begynder at køre der ud af. Min vinkel på bæredygtighed hedder fortsat: handl lokalt, tænk globalt – men hvis vi (i fællesskab) opdager at metoden er et forførende mantra er jeg helt indstillet på at vi også gør en indsats for at stoppe Kina projektet! (En win win for Kina og Danmark)

    Det jeg snakker om er at hvis Kina er bedre til at skabe det demokrati jeg snakker om, så vil det også være en fordel for Danskerne. Jeg er i princippet lige glad med om det er Danskerne eller Kineserne der kommer først – der er jo et par globale problemer som vi SKAL løse. Det vi skal tilse er altså at dette sker på en demokratisk måde – hvor end det sker. Her har Danmark muligvis fortsat en lille fordel ……

    Gode tanker er altså desværre ikke nok – der skal nogle helt konkret koncepter og en korrekt implementering bag, her er Danmark ikke noget mønster land ….. vi vil heller genopfinde den dybe tallerken igen og igen …. frem for at komme videre i teksten. Sjovt nok bliver det herved de mest konservative som ”leap frogger” os igen og igen….

    MVH Per

  267. Jan Sjøstrand

    Ja, jeg forundres, jeg forundres over menneskers reaktioner, også her i “rummet”

    Jette – rigtig godt skrevet den 15. juni 2007 kl. 20:06 # og rigtig godt at du reagerer. Jeg kan kun støtte dit indlæg, og det gør jeg så på følgende måde.

    Når jeg møder “mærkelig” adfærd, har jeg lært (det er altså ikke LÆRT på merkonomkursus ;-) at spørge,
    “Hvordan skal en person have det for at reagere sådan?”

    Det spørgsmål “tvinger” mig til mere impatisk tænkning. Når vi møder mennesker der reagerer ubehageligt, voldsomt, modbydeligt etc. kunne det jo være at vedkommende havde det rigtig “dårligt” med sig selv, og ved at stille spørgsmålet, “tvinger” jeg mig selv til at forestille hvor skidt en given person måske har det, og på den måde udvikle mine tanker og tolkninger endnu mere nuanceret.

    Jeg går lidt tættere på:
    – Hvad er hans kompetencer i situationen, hvad ved han, hvad kan han?. Han kan i hvert korrekse, kritisere og pege fingre, og han er meget dygtig til det, og han er selv god til at ramme de forkerte taster.
    Kan han ikke “tale pænere”, eller vil han ikke?

    – Hvilke værdier, følelser, holdninger og overbevisninger er i spil i situationen.
    Jeg kan jo kun gisne. Jeg mener dog, at det er godt han ikke har med mennesker at gøre i plejesektoren. Hvordan vil hans tilgang virke i omgangen med eksempelvis ældre, svage og syge mennekser, Hvilken tiltaleform, hvilken kommunikationsstil, hvilken adfærd vil han have i et sådant job.
    Lad ham bare deltage her, her er hans holdninger harmløse, bare han ikke “slippes løs” hvor han kan gøre alvorligere skade på andre.

    – Hvad er hans selvopfattelse, hvordan opfatter han sig selv, hvilken rolle spiller han, hvad vil en god personprofilanalyse fortælle om hans personlighed? I store træk “er man jo det man gør” (sort hvidt betragtet – det er nemlig muligt at ændre adfærd i givne kontekst – HVIS MAN ALTSÅ VIL) – så, hvad er han for en persontype?

    – Hvad er hans mission og berettigelse med indlæggene her, hvad er hans egen mission med netop den stil, hvad er hans egen berettigelse for deltagelse her inde. Det er jeg naturligvis helt uvidende om. Jeg kan dog forestille mig hvor ødelæggende den kan være for den gode stemningen, åbenheden, dialogen, smilet, varmen og begejstringen.

    – Hvad er Visionen for stilen, hvad ønsker han at opnå, hvad ønsker han resultatet skal være af hans skriverier? Igen er jeg uden svar.

    Disse elementer er alle implicitte i det menneskelige sind og således implicitte i al adfærd. Det betyder at han har svarene, at der er “mening” for ham med hans stil. Det er dog ikke sikkert at han ved det, det kræver nemlig noget mere end eksempelvis en merkonomuddannelse, journalistuddannelse, cand merc. uddannelse, læreuddannelse, pædagoguddannelse, at lære at finde ud af det. Det er dog sikker, at der er i hans sind er svar på samtlige af mine spørgsmål, og derfor er mit råd til ham selv, gå i gang med at stille dig selv de samme spørgsmål – du får sandsynligvis svarene hvis du stiller spørgsmålene et ad gangen og at du giver dit sind fornøden tid til at finde svarene frem. Hvis du ikke kan det. vil jeg gerne hjælpe dig. Det er sandsynligvis fantastisk lærende og du bibringer dig selv en masse god viden – det er i følge min “opdragelse” absolut kun af det gode.

    I ØVRIGT – ER STILEN UDTRYK FOR:
    – DET DANMARK VI ØNSKER OS?
    – HVORLEDES VI ØNSKER VORES BØRN SKAL
    TILTALES I SKOLEN?
    – VORES ÆLDRE BEHANDLES I PLEJESEKTOREN?
    – ETC.

    * ER STILEN BÆREDYGTIG?*

    Per
    Jeg kender godt De Bono – ret gode redskaber. Vi kan bruge hatte, vi kan indrette rum, vi kan bruge bestemte placeringer i samme rum, billardkugler etc. Jeg har kun få gange brugt De Bono principperne – oftest bruger jeg Walt Disneys kreativitetsmodel. Den passer bedre ind i det fleste set up jeg deltager i. Måske er et af dine kurser relevant overbygning på mine merkonomkurser ;-) OG DET VAR ALTSÅ HELT ALVORLIGT MENT.

    John Evan-Jones, engelsk succes-psykolog og PhD bosat i DK, udgiver en serie på 12 hurtige håndbøger på Schultz. Serien hedder “cand.succes-serien”. De koster 80,-hos boghandelen.
    En af dem er “Tænk og lær som en vinder”, og inderholder et kapitel med De Bono tænkning.

    I øvrigt er John en fantastik forfatter. “Managementbøger” er normalt videnbøger eller som jeg også kalder det, “hvad-bøger”. Johns bøger er “hvordan-bøger”, og det er netop “hvordan” der flytter på resultaterne.

  268. Michael Bjørnbak Martensen

    Hvis et bæredygtigt samfund er at tale pænt til hinanden – som Jan Sjøstrand efterlyser – uanset man må lægge øjne til det mest forvrøvlede sludder, er jeg steget helt af det bærdedygtige samfund.

    De informationer Jan Sjøstrand efterlyser om min person er velbeskrvet her i debatten og ved søgning på mit navn på google kommer bl.a. min hjemmeside frem og et ahv af andre ting.

    I øvrigt vil jeg henvise til Hauges klumme i dagens udgave af Jyllands Posten, hvor han causerer over mange gode tanker, der har set dagens lys gennem tiderne, der bare går hundegalt, når der kommer opbakning til dem efterfølgende.

  269. Jan Sjøstrand

    Hæy Michael
    Du tolker, tolker og tolker på hvad jeg og andre mener. JEG synes din stil er fordømmenede og grænsende til det nedladende.

    - Hvor står der i det jeg har skrevet, at jeg mener det bæredygtigt samfund jeg efterlyser?
    - Hvor står der, at jeg mener det at tale pænt til hinande er bæredygtigt?
    Jeg stiller blot spørgsmålet?

    “Forvrøvlet sludder” skriver du – igen tolkning og baseret på egen videnniveau og formåen samt elasticitet og spændvidde i eget sind, med mindre det er andre der formulerer og skriver for dig.

    Jeg efterlyser absolut intet om din person – jeg stiller blot spørgsmål.

  270. Michael Bjørnbak Martensen

    Til Jan Sjøstrand,

    Der er faktiske en hel del ting, der går rivende galt, f.eks. det sidste om Kina og demokratiet, hvor vi faktisk har nogle problemer med Kina i den anledning. Og om tiltaleformen overfor elever i folkeskolen, hvor der er et stort arbejde i gang med regler, fordi eleverne er for ringe opdragede hjemmefra.

    Min helt generelle kritik af det her, går derfor sådan set ikke på dine ytringer, men mere om Lars Kolinds forsøg med at lede et samfund efter nogle bæredygtige holdninger.

    I praksis du’er det nemlig ikke!

    I øvrigt vil jeg ønske dig held og lykke med dig og dit, for heldigvis har vi et demokrati, hvor der er plads til folks meget forskellige initiativer.

    Du skal bare vide, at jeg ikke er kunde i butikken.

  271. Jan Sjøstrand

    Hæyi Michael
    Hvordan VED DU MED SIKKERHED at det er rivende galt, er forkert, er dårligt etc. -og svaret er at det VED du ikke – du antager, du formoder, og det er bl.a. baseret på dine egne personlige holdninger og dine egne sandheder.
    Kun sjælden kan noget siges at være ultimativt sandt – sandhederne er mangfoldige.

    Vores holdninger, sandheder, overbevisninger er meget kraftigt indvirkende på vores adfærd. Det betyder at er du er overbevist om “der går rivende galt”, ja så går det rivende galt. Andre kan være overbeviste om at det er den rigtige vej at gå, at det kommer til at gå godt, at det virker, og ja, de vil i langt højere grad lykkes med det, alene af den årsag at de tror på det.

    Derfor oplever vi mennesker der på baggrund af “ringere” uddannelse opnår endda meget store resultater, og omvendt oplever mennekser der er andda særdeles højt uddannede og særdeles begavede opnå langt mindre resultater.

    Følelser,værdier, holdninger og overbevisninger kan jeg under et kalde for “indstilling til tingene”. Positive indstillinger giver mere positive resultater, og begrænsende og/eller negativ indstilling giver væsentligt ringere resultater.

    Jeg ser intet “system” som værende unikt alene, og det hverken, De Bono, Walt Disneys kreativitetsmodel, diverse NLP modeller, Howard Gardner’s inteligenser etc. De er alle sandhder, og har deres berettigelse alene i bestemte kontekst, og sammen i andre.
    Jeg arbejder efter at tilegne mig selv så mange aspekter af menneskelig “sandhed” som muligt. Viden og indsigter er med til at øge mine personlige nuancer, min mentale elasticitet og spændvidde, mine evner til at relatatere, relativere og perskeptivere, og mine evner til at indgå nuanceret og åben i endnu flere forskellige sammenhænge.

    Det der virker er det der er sandt, og fordi det virker mig mig behøver det jo ikke at virke for dig, og omvendt.

  272. Michael Bjørnbak Martensen

    Du har helt ret – man tager et standpunkt, indtil man tager et nyt.

    Dine standpunkter kan være lige så gode eller dårlige som mine – så måske har vi meget ens standpunkter om 20-30 år, hvis vi ellers lever så længe.

    Livets veje er uransagelige..

  273. Lars Kolind

    Tak for de mange synspunkter, som ikke er helt lette at uddrage en konklusion af! Jeg prøver dog, men det tager tid.
    Hvad med at kaste jer over bæredygtighed og “det ny” i Ny Alliance, dvs. de næste to blogposter. Der er brug for flere synspunkter!

  274. Paul Hegedahl

    Her er nogle overvejelser om den øjeblikkelige debat i denne afdeling af Kolindbloggen.

    Efter min mening rammer Jette – endnu en gang – helt præcist med sit ønske om høflighed. Et langt livs erfaringer har lært mig, at høflighed ikke tager længere tid og virker mere konstruktivt end forskellige forsøg på nedgøring. Og jeg syntes egentlig, at debattørerne var ved at nærme sig hinanden på en konstruktiv måde – og med formuleringer, som var forståelige. Og så bliver tonen pludselig skærpet. Som det er fremgået af kommentarerne, findes der en righoldighed af teorier, systemer og litteratur, der beskriver dem. Meget kan man koncentrere på den måde, som
    Robert Fulghum har gjort i : “Jeg lærte det hele i børnehaven”; Borgens Forlag, 1990. I hvert fald titelkapitlet, som netop fortæller, hvad forfatteren lærte i børnehaven:

    Del alt.
    Vær fair.
    Lad være med at slå folk.
    Læg ting tilbage hvor du fandt dem.
    Ryd op efter dig.
    Lad være med at tage ting der ikke tilhører dig.
    Sig undskyld når du har såret nogen.
    Vask hænder før du spiser.
    Husk at trække i snoren.
    Varme småkager og kold mælk er sundt.
    Lev afbalanceret – lær lidt og tænk lidt og tegn og mal og syng og dans og leg og arbejd en smule hver dag. (og her har forfatteren jo lånt fra Goethe).
    Tag en eftermiddagslur.
    Når I går ud i Verden, så pas på trafikken, hold hinanden i hænderne og hold sammen.
    Vær opmærksom på mirakler. Husk det lille karsefrø i æggebakken; rødderne går nedad, og planten går opad,og ingen aner hvordan eller hvorfor, men sådan er vi alle sammen.
    Guldfisk og hamestere og hvide mus, ja selv det lille karsefrø i æggebakken – de dør alle sammen. Og det gør vi også.
    Og husk dine billedbøger og det første ord, du lærte – det største af dem alle – SE.
    (Oversat af Bjarne Nielsen. Redigeret af Dan Turell).

    - og så kunne man tilføje: Spis aldrig gul sne!

    Og lad mig så sige, at jeg var meget glad for Per Feldvos Olsens indlæg den 15. juni, kl. 15.14. Hvis nu vi skræller alle de mange fine ord væk, har PVO efter min mening fuldstændig ret i, at hvis man meget ensidigt er optaget af én teori, én disciplin, ser man hele verden ud fra det perspektiv. Det er der uhyggeligt mange eksempler på. Hæver vi os et øjeblik op til det oprindelige formål med bloggen, må vi erkende, at Danmarks fremtid er meget afhængig af, at vi i dette lille overskuelige land for alvor lærer os at arbejde tværfagligt. Det er her de fremtidige muligheder ligger. Og udtrykket ”tankefælder” er meget malende. Der findes et insekt, der hedder myreløve (Myrmeleon bore / formicarius). I larvestadiet graver den kegleformede fordybninger, 5-10 cm. i diameter og 1-5 cm. dybe, i sandet og lægger sig på lur i bunden med kæberne øverst. Når en myre eller andet lille insekt kommer løbende, kan det ske at den/det falder i hullet. Myreløven griber straks myren, suger indholdet ud og spytter indpakningen ud over hullets kant. Enhver kan sige sig selv, at myreløvelarvens horisont er meget begrænset – og der er da også en meget fåtallig bestand af disse netvingede insekter. Så: Vær aldrig en myreløvelarve. En myreløvelarve har en meget lav horisont.
    Med hensyn til kunsten at kunne stave og anvende de grammatiske regler kan man selvfølgelig sige, at det vigtigste må være at formidle sit engagement og sin viden. På den anden side må man vel medgive, at jo flere ikke alment kendte ord og begreber, man anvender, jo vigtigere er det at være omhyggelig med stavning, grammatik, forklaring.
    Jeg synes, at drøftelserne efterhånden er ved at komme ind i et leje, hvor man vel ikke behøver at være enige, men dog har forståelse for, hvad de andre mener og siger. Så det er vel ikke så konstruktivt at komme med bebrejdelser på i princippet mindre betydningsfulde områder. Det er også vigtigt at forsøge at drøfte muligheder/problemer på et overordnet plan og ikke stadigt og stædigt vende tilbage til de samme eksempler fra praksis.
    Jeg forstår Lars Kolinds nødråb i denne afdeling af bloggen: ”Tak for de mange synspunkter, som ikke er helt lette at uddrage en konklusion af! Jeg prøver dog, men det tager tid”. Måske er konklusionen, at man ikke kan komme med en entydig konklusion, men anvende debatten/formen til anskuelsesundervisning for NA: Udtryk jer i et klart sprog som alle kan forstå, dvs. undgå bevidst at anvende politikersprog og ord og begreber, som kan misforstås og vendes og drejes i alle retninger. Det vil kræve en del indsats i begyndelsen, men vil være det værd. Og, som Lars har nævnt et par steder, man vil bestræbe sig på: Anerkend andres meninger og ret til dem og find forsøg på sammenhæng uden det virker principløst. Lad være med at give udtryk for bitterhed eller idiosynkrasier. Bondemanden i ”Store Klaus og Lille Klaus” betalte en høj pris for sin modvilje mod degne (kontorchefer) selv om den måske i både eventyr og virkelighed havde en grund.
    Flyt eventuelt denne debat mellem meget få til en anden del af Nettet.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  275. Michael Bjørnbak Martensen

    Jeg skal først sige, at jeg nærer utrolig stor respekt for Lars Kolind, fordi han – om nogen – har praktiseret de ting, han ønsker vi allesammen skal.

    Jeg kender ikke Paul Hegedahl så godt, omend jeg kan se, at han har en dybtfølt interesse for ledelse med de inddragende kvaliteter.

    For mange år siden var jeg meget optaget af højskoler, hvor jeg havde dne glæde at være elev på Danebod højskole (forstander Knud Rasmussen og lærerparret Pollman), på Askov højskole (forstander Henningsen) og til slut et kort visit på Testrup højskole (forsatnder Svend Thormand.)

    Paul Hegedahls opfordring til den gode tone, ligner den tid på forunderlig måde – som jeg på mange måder har stor forståelse for.

    Men, når jeg hidkalder mig mine højskoleerfaringer, tænker jeg altså tilbage på, at nogle af de mennesker jeg satte allermest pris på, fordi de var rummelige og visionære, blev skilt, begik selvmord og fik et urimeligt venligt forhold til spiritus.

    Tiden blev lagt bag, og i mange år knoklede jeg på systemets præmisser, dels i ydmyghed for penge og indflydelse, og mere jordnært: at jeg havde en husleje og en familie, jeg skulle tænke på fik smør på brødet hver eneste dag.

    Mit liv på denne jord har derfor foregået mere ved jorden end i alt fald Lars Kolind og givet også Paul Hegedahl.

    Som journalist ser man ikke demokratisk på alle og enhver, men tager nøje i øjesyn, hvem den enkelte er – hvor den meget enkle opdeling er politiker, embedsmand, ekspert og borger – men også om man er partsuafhængig eller ej.

    Derfor tror jeg, at vi går ind denne debat med noget forskellige forventninger.

    Jeg er ikke med på, at der skal være højt til loftet i en debat, når der er så urealistisk højt, at det ikke har en levende chance, når de gode intentioner skal stå sin prøve.

    Paul Hegedahl kan så komme med nogle meget illustartive billeder på de to Claus’er fra HC Andersen, hvor degnen var ugleset; også fortællinger om myrer, der ikke er helt du’s med man ser på en lille sky langt opppe i luften.

    Men det rokker altså ikke ved det forhold, at vi skal tænke meget bredt og vi skal have kontakt med alle dele mellem jorden vi betræder og den lille sky – for at gode viljer og holdninger bliver til noget.

    Sådan er det nu – og kravene bliver bare større og større.

    Og her vil jeg gerne referere til Rusland, hvor meget kunne lade sig gøre i humansimens tegn, fordi Lenin og Stalin viste vejen, dog med nogle mennesker som måtte alde livet, fordi de ikke rigtigt havde fattet mantraet.

    Lidt tættere på, i Tyskland fik vi oplevelser med Hitler, der også var var meget humanistisk, hvilket han viste ved at forbyde dyreforsøg – men hvor der altså var nogle millioner jøder, der måtte se sig forbigået af humanismens lange arme og varme følelser for dyrene.

    Lige netop derfor, er det så hamrende vigtigt at se på eksemplerne, se på forhindringerne, og ikke blot sidde på skyen med håbet om et solrigt og stille vejr mens man taler pændt til hinanden.

    Mine oplevelser fra Region Midtjylland er generelt set helt fantastiske, men altså: heferne taler netop pænt og helt uden konflikt i stemmen til de unge AC-er; omend det, der strømmer ud af deers munde, er så tåbeligt at jeg spørger mig selv, om de har trukket deres eksamen i en automat.

    Jeg diskuterede det her med en slægning, Claus Bjørnbak, der også er virksomhedsrådgiver og han sagde følgende:

    “Hvis man behandler sine ansatte som børn, forbliver de børn.”

    Jeg giver ham ret.

    Og hvad jeg akn se, er følgende: Vore offentlige tilbud kommer på større og større afstand af de borgere, der skal betjenes.

    Ganske enkelt fordi de bemidlede vælger private tilbud, mens de mindre bemidlede må nøjes med de offentlige tilbud.

    Jeg er hamrende nervøs for en sådan udvikling, fordi Danmark er kendetegnet ved stor lighed, som er fundamentet for ro og orden, og en demokratisk tankegang.

    Så – her er jeg altså også på kant med Lars Kolind, fordi han ser en opgave i at få de svageste med, hvor jeg altså frygter at de svageste bliver tabt.

    Hvorvidt man kan nå til enighed i en diskussion på nettet, kan jeg godt have mine store tvivl om – men bolden blev sparket godt op i luften af Lars Kolind, og jeg har forsøgt at holde den på jorden med et øsnke om at vurdere boldens beskaffenhed.

    I vil gerne have bolden i vejret igen – ok med mig.

    Men jeg gider altså ikke spille med en tynd plasticbold, jeg troede vi skulle enes om en lavet af læder – uden vrøvl og luftige opfattelser.

    Og skal jeg blive i dette billede, er det også sådan, at målene enten sparkes ind eller heades. Jeg har endnu ikke hørt om bolde, der kom flyvende ned i netmaskerne fra en lille sky.

  276. Per Feldvoss Olsen

    Hej Jan
    Der er en faktisk en gigantisk forskel mellem den såkaldte Disney model og De Bono. For at starte et sted bruger Edward faktisk rum som et klassisk eksempel på det vi kalder ’restricting structures’ – der til kommer at en af de få de Bono selv har trænet her i Danmark, var en nær medarbejder til hr.. Disney, han har aldrig hørt om den omtalte fremgangsmåde. Endeligt kan jeg afsløre at en stor del af de AA tegneserieblad historierne er, er tegnet i Danmark og plottene er i mange tilfælde udarbejdet ved hjælp af: hatte og lateral tænkning. Så det en del af vores opdragelse.

    Jeg ville aldrig tilslutte mig en praksis som går ud på at reproducere en specifik personlighed eller lignende – det peger i retning af en form for ”normalisering” som glatter forskellene ud hen af vejen.

    Jeg kender også John-Evan – han har, som så mange før ham, medtaget de Bono uden tilladelse eller belæg for det han skriver… jeg har officielt ikke læst bogen. Det drejer sig ikke om at ”tænke som en vinder” … man skal naturligvis tænke som sig selv. Man kan åbenbart være en god forfatter, have en ph.d. og samtidigt misforstå et væsentligt budskab …. Edward de Bono ønsker ikke at flytte på mennesker, skønt det er godt betalt. Edwards fine pointe er at vi netop kan designe produkter der passer til os, så vi ikke skal flytte os – noget helt andet end det vi hører fra nær og fjern. Vi skal netop ikke ”Disneyficeres” alle sammen.

    Jeg er i øvrigt enig i mange af dine holdninger, men vi kan nu en gang ikke gennemtvinge sådanne holdninger ved at reproducere vores idealer i hjernen på vores medmennesker. (Når folk bliver forvirrede over det jeg skriver er det ofte fordi de ikke kan finde min idealer.) Der er altså mange ”gode” ting som kan gøres – men der kan også være for meget af ”det gode”.

    MVH Per

  277. Jan Sjøstrand

    Hæy Per
    Nu er det jo efterhånden en del år siden hr. Disney er død, der er sket meget siden.

    Fordi den hedder Disneys kreativitetsmodel er IKKE ens betyden med at medarbejdere i Disneykoncernen bruger den. Den er udviklet på basis af grundige undersøgelse af Disneys “arbejdsfacon”, uden at den på hans tid eller i dag var eller er beskrevet som en del af Disneys måde at arbejde på. Modellen virker fantastisk befordrende på mennesker tankeprocesser i bl.a. udviklingsarbejde – intet andet. Noget skal modellen hedde, og for min skyld kan det da hedde “buller” – det ændrer intet ved modellens måde at virke på.

    Med hensyn til John Evan-Jones, ja kan jeg kun være enig med dig, bogen er blot et bud på ny læring og indsigt. Betydningen og meningen med bogens titel forholder jeg mig ikke til – et eller andet skal den vel hedde, og havd John’s mening med den titel er er vel for hans egen regning.

    Jeg forelskede mig i min nuværende viv allerede inden jeg fik hendes navn, jeg er stadig hamrende forelsket i hende, og hun hedder sørme det samme.

    Nu ved jeg ikke hvad der lige hvad du mer med “Disneyficeres “- modellen virker, også hvis det hed “buller”.

    At gennemtvinge idealer – jeg ved ikke hvad du mener med det. Som små drenge i fodboldklubben ville vi alle spille som George Best, eller hvem der nu er oppe i tiden, og det i alle “helte henseender”.
    Vi ved at det rykker, at øve og lave de samme trick som Anja Andersen, Michael Laudrup, Peter Gade, Lars Kolind, Hr. Møller, Don Ø, Hells Angels etc. Vi har alle vores idealer, og at øve dem ligger dybt i vores sind, og det rykker på vores resultater.

    Så find du blot dine idealer, find ud af hvad de for dig positivt står for, find ud af hbvordan de gør, og efterlign dem blot.
    For dig er det jo udvikling ;-)

    Pas på med hvem du efterligner – kan jo være det bliver til afvikling.

  278. Jan Sjøstrand

    Hæy Paul
    .. i øvrigethar jeg tidligere skrevet:

    Jeg ser intet “system” som værende unikt alene, og det hverken, De Bono, Walt Disneys kreativitetsmodel, diverse NLP modeller, Howard Gardner’s inteligenser etc. De er alle sandhder, og har deres berettigelse alene i bestemte kontekst, og sammen i andre.
    Jeg arbejder efter at tilegne mig selv så mange aspekter af menneskelig “sandhed” som muligt. Viden og indsigter er med til at øge mine personlige nuancer, min mentale elasticitet og spændvidde, mine evner til at relatatere, relativere og perskeptivere, og mine evner til at indgå nuanceret og åben i endnu flere forskellige sammenhænge.

    OG RELATRET TIL DIN KOMMENTAR OM DISNEYFICERING, SÅ SKAL VI VEL HELLER IKKE DE BONOFICERES?

  279. Paul Hegedahl

    Kære Jan
    Din kommentar rettet til mig (16.06.2007, kl.21.52) forstår jeg ikke helt. Jeg har da ikke talt om Disneyficering – eller desinficering, eller nogen andre former for inficering?

    Dine indledende bemærkninger tolker jeg som en form for enighed i betragtningerne om farerne ved enøjet specialisering, hvor du jo så på det punkt ser ud til at være enig med PFO?? Som jo heller ikke vil presse en bestemt retning ned over hovedet på nogen – så vidt jeg kan forstå.
    Men, hvad siger I til bloggens vært, der så mindeligt beder, om ikke debatten kan leve mere op til bloggens oprindelige formål?
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  280. Paul Hegedahl

    Kære Michael

    Ja, undskyld men den bold kan jeg altså ikke lade ligge: Du fortæller om, at bolden skal sparkes eller heades ind. Og efter fodboldreglerne har du jo helt ret – selv om jeg nu også tror, at en bold sendt ind via brystet tæller. Men, der er jo nu to gode eksempler på, at argentinske spillere har fået lov at bruge “Guds hånd”, så også her er der mere mellem Himmel og Jord, end der står i din bibel, Horatio.
    Med meget venlig hilsen – og undskyld til blogbestyreren for denne digression.
    Paul Hegedahl
    Paul Hegedahl

  281. Per Feldvoss Olsen

    Paul,
    Tak jeg kan se at du er fair. Tankefælder et min fattige oversættelse af ordet ’intelligence traps’ – myreløven er et godt eksempel. Vores hjerner arbejder efter de samme principper: vi graver huller og når en ny tanke kommer forbi falder den ned i det hul som passer bedst. Når en tanke første er faldet ned i et hul ”spiser” den myreløve som bor i det pågældende hul tanken (løver er sjældent kræsne) – også selv om det nu ikke passer så fint. Vores hjerner er uhyre effektive på det område, og jo mere viden vi har om et emne jo hurtigere er vi til at kategorisere det vi ser.

    Er man således meget interesseret i Frankrigs historie fra 1450-1503 vil man have et arsenal af historier som kan genbruges i hverdagen. Hjernen har altså en præference for opdage det der ”passer” og den forkaster (automatisk, ubevidst) det der ikke passer. Derfor kan vi kigge på en sky og se et ansigt, men hvad værre er kan vi også læse fx et horoskop – og vi vil altid genkende det som passer.

    Denne viden kan vi naturligvis bruge på forskellige vis, klassisk vil en tryllekunstner kunne forvirre os ved at vildlede vores opmærksomhed, vi kan snakke til vores alles ”gode sider” (snak om idealer og værdier), eller vi kan ganske enkelt opfinde ”horoskopagtige” koncepter som ser gode ud for alle – i alle disse tilfælde er det ikke nok at være almindelig kritisk.. for sådanne konstruktioner vil virke dragende og forførende for os alle.

    Hvis vi oven i købet kan skabe en appel til vores intelligens er vi godt på vej til at narre endnu flere – hvis hjernen skal arbejde lidt er den mere tilbøjeligt til at tro at den har ret. Selv vores ”kritiske intelligens” kan altså narre os – hvis vi kan opdage noget fordækt hos afsenderen kan det bekræfte vores første indskydelse. De selv samme mekanismer hjælper os i gennem livet, vi skal ikke hver dag lærer at tage tøj på eller at spise osv.

    Det kan altså ikke anbefales at ”programmere” hjernen om, da vi alligevel ikke kan forudse hvad ”succes” er – en succes som bygger på en analyse af fortiden må nødvendigvis binde os til fortidens idealer. Og hjernen fungere 99% af tiden perfekt. Hvis vi derimod kunne bruge den sidste % på en lidt anden måde ville det, måske være en fordel?

    Det som jeg underviser folk i er at vi, en gang i mellem, kan lave en bevidst opbremsning. Frem for at prøve at tænke hurtigere eller smart kan vi, hvis vi øver os, hurtigt revurdere vores position. Dette kan naturligvis organiseres på en række forskellige måder – men det specielle ved ”min” fremgangsmåde er at vi netop har fokuseret på at ’omgås’ de myrehulskonstruktioner som vi typisk opbygger, via vores intellektuelle arbejde.

    Sagt med andre ord, logisk tænkning, resulterer altid i en række fejl konstruktioner, som vi ikke skal undgå, men omgå – og dette kan vi alle lære. Vi kan populært sagt stoppe op og sige: skal vi nu bruge dette hul, bruge et andet hul, opdele tanken og droppe den i flere ”huller” – eller skal vi finde en ny myre til denne tanke!

    Hvilket så leder til …..

    …Jan,
    Der er altså flere meget forskellige måder at arbejde med denne viden på:

    #1.Vi kan vælge at identificere (os med) vores idealer og udvikle dem videre, hvorved vi graver hullerne dybere?
    #2.Vi kan finde idealer uden for os selv om internalisere dem – altså NYE dybe huller (som ”overskriver” dem der var)

    #3.Men vi kan også betragte idealerne ude fra, som falsificerbare hypoteser – uden en fast relation til os vores identitet

    I den forstand kan du godt betragte #1 og #2 som afvikling der føles som udvikling. Du internalisere jo nogle nye eller stærkere idealer – til erstatning for de gamle. I begge tilfælde foregår falsifikationen og afviklingen på det subjektive plan – du kan ikke i alvor påstå at det er godt fordi det føles godt?

    Med #3 påvirker idealer og processen i videst muligt ’ikke’ din identitet, dit Ego etc. – da vi netop godt ved at idealerne er potente myrehuller – som netop er skabt for at vi *ikke* skal besværes med nye skæve ideer.

    Problemet med alle de nævnte eksempler er jo at de er meget ”synlige” – hvis mit ideal er at være anonym – hvordan opdager jeg så den person jeg skal kopiere, kan du se pointen?

    Med hensyn til Bonoficering er det naturligvis det første vi skal undgå (de Bono betyder jo ’det gode’)! Det som føles godt ’er’ ikke godt, og dermed opstår der et lille pudsigt pointe: De Bono er i realiteten det godes modstander – han vil noget der er bedre end det gode.

    Dagens filosofiske pointe/gåde: Hvordan undgår en personen der hedder ’de Bono’ at blive sin egen modstander?
    (Send svaret til mig, de første tre gode svar, vinder en god bog: debono@asset.dk )

    MVH Per Olsen

  282. Paul Hegedahl

    - ups, jeg ved ikke hvorfor, jeg pludselig blev religiøs – men der var jo ikke tale om Horatios bibel – men om vores filosofi (det er for nogle selvfølgelig det samme).

    Per, den første del af din seneste kommentar, hvor du følger op på myreløven, burde være godt tankestof for et nyt politisk parti, som gerne vil skabe politik på et overordnet, tværfagligt grundlag.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  283. Per Feldvoss Olsen

    Hej Paul,
    Dette parti findes naturligvis allerede det hedder T.O.P.P. (Tired Of politics Party: http://www.edwdebono.com/debono/toppa.htm – sig ikke at han ikke har humor …. et virtuelt parti tsk tsk :-))

    Der er jo mange unge myreløver i Dansk politik, de fungere efter samme princip – de sidder i deres huller og brøler. Derved bliver vi optaget af deres huller og falder i. De politiske partier er opbygget omkring små kolonier af myreløver som har fundet sammen om fælles huller hvorved de bedre kan fange vores ’opmærksomhed’.

    Edward er MEGET langt fremme i sine tanke omkring demokratiske konstruktioner, man kan ikke vide sig sikker! Der er som sagt utallige konstruktioner som må være langt mere produktive end det vi ser p.t. – hvor mange love kunne vi have gennemført på den medie tid som NA og de radikale har forbrugt over de sidste par uger?

    Jeg har, som tidligere sagt, de nødvendige brikker klar – det er bare et spørgsmål om ressourcer før det sker.

    Problemet med dette nye parti er naturligvis myreløverne – hvis vi pludseligt beder dem om at opgive deres huller må det nødvendigvis betyde at de skal opgive deres huller. Det er vel nærmest umenneskeligt – vi kan jo spørge journalisten: hvad vil der ske blandt myreløve eksperterne (de politiske kommentatorer red.), hvis vi giver myreløverne et fast job?

    MVH Per Olsen
    Et eksempel på en lille demokrati ide fra bloggen 1997:

    PO: Politicians should be the minions and not the leaders of the people.

    Green Hat:
    Requests for improving the state & referendum topics would be submitted via a phone poll on a free-dial number. These topics appear on the TV in ad breaks, and people would then pay $2 to vote by phone. The ads would also be screened during a weekly program showing what had been achieved and botched by government this week.

    To vote would cost $2, tax deductible upon presentation of the phone bill receipt. The maximum politician wage would be multiplied by the percentage of referendum outcomes enacted. This is a performance-based reward system for politicians and a “phone referendum” based “people-meter” and policy generator all in one.

  284. Michael Bjørnbak Martensen

    Jeg kan efterhånden se, at jeg ikke har noget at gøre i dette forum, hvor jeg vil henvise til min klumme, som jeg lavede for cirka 5 år siden:

    “Folketinget. Det er faktisk her landets love bliver til. Derfor har det naturligvis stor interesse for enhver der beskæftiger sig med formidling, hvad der sker i Folketinget. Når det er sagt, så koncentrerer interessen sig også om, hvordan lovene forvaltes og udføres. Og det er desværre ikke altid et kønt syn; af mange grunde. Men altid har det at gøre med mennesker. Og når vi har med mennesker at gøre, så skal man kigge efter holdninger, opfattelser, temperament, social baggrund, uddannelse, organisering, religion, penge, historie, tradition, omstillingsevne og meget, meget, meget andet. Jeg har den opfattelse, at jeg som journalist har en opgave i at placere vinklen sådan, at hensigten med landets love og den efterfølgende udførelse bliver synlig. Måske havner sagen der, hvor lovene skal tages op på ny – ikke fordi lovene var ufornuftige, men fordi udførelsen ikke klarede ambitionen. Ind imellem skal der ny lovgivning til.”

  285. Jan Sjøstrand

    Hej Paul – jeg forstår den heller ikke – navne forvirring tror jeg – jeg foretager lige en hjernefragmentering – kan være at det hjælper på mine elekriske udladninger i hjernen – stort undskyld til dig ;-)

    Og til bloggens vært, vedr. hans gode ønske om at kaste os over bæredygtighed og “det ny” i Ny Alliance.
    Personligt synes jeg det er et fantsatisk stort område, og jeg synes at Ny Alliance mangler grundlæggende udmeldinger vedr. det de står for. Når jeg har den kan jeg forholde mig til det. Så frygter jeg at det bliver en stor diskussion på politik, hvilket jeg allerede her inde har set anløb til, og det deltager jeg ikke i.

  286. Paul Hegedahl

    Kære Michael

    Jeg synes da netop, at den klumme, du gengiver, viser, at du har en værdifuld stemme i diskussionen på denne blog – på et overordnet niveau.

    Kære Jan

    Vi kan da håbe på, at det bliver en anderledes diskussion om politik og det skulle vel så mange som mulig helst deltage i – og i høj grad mennesker der gerne vil gøre op med de tradtionelle fladtrådte politiske stier.
    Med venlig hilsen
    Paul Hegedahl

  287. Michael Bjørnbak Martensen

    Kære Paul Hegedahl – takker mange gange for de venlige ord.

    Jeg vedkender mig gerne, at filosofiske diskussioner, kunstneriske udtryk og mange, mange andre ting bidrager positivt på hver deres måde – som jeg måske ikke helt forstår kvaliteten i.

    Det selvsamme oplever jeg med journalistikken, hvor jeg også har det yderst underligt med folk, der kloger sig på mit fagområde.

    Rent fagligt holder jeg mig derfor til at medtage almindelige menneskers opfattelser via værktøjerne i public journalism, der bygger på de grundsten, at vi som journalister bidrager med viden og indsigt om et emne, og når folk er blevet godt klædt på med viden og indsigt, kan de have en kvalificeret mening – og dermed oplade deres demokratiske stemme om stort set alle spørgsmål. (det er ideal-situationen)

    Indtil nu er eksemplerne f.eks. om man skal køre 40 km i et område eller om det er ok med 60 km i timen.

    Små og overskuelige emner.

    Når Lars Kolind tager fat på store ideer om bæredygtighed i form af diverse store satsninger på energi-området, synes jeg det bliver noget stort i forhold min hverdag – og når jeg så tænker lidt på, hvad jeg som en naturlighed ville afdække som journalist, var det f.eks. om vi har økonomi i landet til en sådan satsning, om vi har plads, om løsninger egner sig til de næste generationer ift den teknologi-udviklingen vi har været deltagere i på vindområdet, osv. Men det er åbenbart ikke noget der indgår i filofiens verden.

    Altså efterlyser jeg konkret viden om det jeg sakl tage stilling til, hvad der ikke sådan skaber glød i filofiens hjertekamre.

    Enhver reference til historien og indhøstede erfaringer bliver derfor stemplet som ikke-interessante, hvor løsningerne skal findes med filosofiske metoder og med guds hånd, når bolden skal i nettet.

    Og her er det så, min logik og den faglighed jeg benytter mig af ikke kan følge med mere.

    Derfor tillader jeg mig at fortsætte mit arbejde med vidensdeling, der i bund og grund handler om at skabe vækst via samarbejder mellem forskellige vidensmiljøer – som der faktisk er udmeldt som et politisk ønske, og som også Lars Kolind mener er vigtigt.

    Det er det ene.

    Det andet handler om vidensdeling, der skal aktiveres bedre ift borgerne – hvor rationalet bl.a. er, at borgerne får gavn af den viden man allerede har. Så den skal bare benyttes.

    Det gælder f.eks. sundhedsinformation, hvor den eksakte viden er, at det går ud over livskvaliteten at spise dårligt, at stresse, at ryge og drikke, osv.

    For mig at se handler disse ting i høj grad om bæredygtighed i et samfund, hvor jeg samtidig vil tage meget afstand til at søge mere effektivitet, mere kreativitet, mere af alting. For mig at se, kan det være spændende nok i perioder, hvor der er behov for at tænke kreativt og udvikle – men sådan opfatter jeg altså ikke situationen ift den almindelige borger.

    Jeg er derfor meget stor tilhænger af ro, eftertænksomhed, omtanke og deling af den viden, der eksisterer.

    Men det kræver naturligvis, at jeg sm journalist og kommunikatør kommer til at arbejde optimalt – hvor jeg så med mine erfaringer fra Region Midtjylland påpeger, at der er for lidt respekt for min fagfaglige viden og nul interesse for vidensdeling.

    Jeg har i denne tråd både fået skudt i skoene at jeg ser verden myrens perspektiv og nu her en mere overordnet tilgang.

    Hvilke fortolkninger der end knyttes, vil jeg være det helt op til hver enkelt at fortolke.

    Jeg har her forsøgt, på bedste vis og med de ting som jeg mener er nødvendige for en kvalitativ debat.

    Jeg synes ikke, at jeg har fået helt det ud af det, som jeg forventede.

    Under alle omstændigheder er min konklusion, at jeg kan gøre mere gavn i andre sammenhænge.

  288. Er ny Alliance digitale novicer? at Complex solutions to simple problems

    [...] Nu har jeg i et stykke tid modtaget nyhedsbreve fra Ny Alliance – det er spændende at følge med i den måde NA udvikler sin politik på. Desværre bliver formen noget uvedkommende, for opfordringerne til at kaste gode ideer og halvbagte politiske kartofler i NAs turban bliver sørgeligt monologisk for mit vedkommende. Opfordringen til at øse ideer og oplæg ind på en mailadresse, bliver hurtigt et sort hul, der kun suger til sig. Jeg ved godt at NA på mange områder er tvunget til at holde de politiske kort tæt ind til kroppen, men som tidligere nævnt, savner jeg den kommunity-tilgang som Lars Kolind i den grad har succes med på Kolindkuren. [...]

Skriv en kommentar

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.