Jeg kan umiddelbart se muligheder i alle punkterne.

Fokus på resultatet – et trygt liv uden kriminalitet for så mange som muligt. Vi er så småt begyndt på det!

Fokus på den samfundsmæssige værdi af en investering – ikke kun på kort, men også på langt sigt er en en virkelig spændende idé. Måske Lars – en af dagene – vil fortælle lidt mere om, hvordan man beregner langsigtet værdi i en privat virksomhed.

Partnerskaber med gensidigt udbytte er vigtigt på dette område – og på nationalt plan er det et bærende element.

De sociale medier virker som skabt til det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde. Det kan intensivere kommunikationen, give plads for innovation og danne grundlag for vidensdeling m.v.

Og sidst men ikke mindst værdibaseret ledelse i betydningen den øverste ledelse giver retningen og giver rum til, at praktikerne kan arbejde med udgangspunkt i virkelighedens mangfoldighed og tage hensyn til individuelle behov.

Tanken om at bruge det kriminalpræventive arbejde som et område for eksperimenter med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde virker meget nærliggende.

Er der nogen, der kender eksempler på kriminalpræventivt samarbejde, der anvender blogs, wikipedias, pod- casting, el.lign. i samarbejdet?

Det kriminalpræventive arbejde i kommunerne og politidistrikterne har i de sidste 25 – 30 år været forankret i SSP-samarbejdet, som netop er en samarbejdsform mellem de tre enheder: Socialforvaltningen, Skolerne og Politiet, og dermed under Socialministeriet, Kulturministeriet og Justitsministeriet.
Forpligtelsen til samarbejde har ikke været lovforankret, og derfor har det ofte været vanskeligt at afgøre, hvem der skulle trække i tovet som tovholder på den vanskelige opgave; at lave forebyggelse.

Det nye i dag er Justitsministeriets politireform, som pålægger de nye politidirektører at etablere Kredsråd med borgmestrene i kredsen, og Lokalråd med aktørerne i lokalområdet, samt i disse råd, at lægge en plan for det kriminalpræventive arbejde i områderne.

Så langt, så godt! Det er vigtigt fortsat at huske på, at opgaven bedst løses i et tværfagligt og tværsektionelt samarbejde, som muliggør tidlig, hurtig og tydelig indsats, da det jo drejer sig om forebyggelse, og ikke ale-ne brandslukning.

På mødet i går fremlagde du, Lars de fem konkrete forslag til radikal fornyelse af måder at samarbejde på i den offentlige sektor, og for dem der ikke var til stede, er Lars’ forslag fint beskrevet i første blog.

Jeg blev meget inspireret af forslagene, da de alle peget på, hvordan vi kan kvalificere samarbejdet, og derfor er det vigtigt, at vi hele tiden husker at have fokus på kvalitet.

Særligt ved forslag 2. Måling forstår jeg, at hvor vi mere og mere har bundliniefokus på Kvantitet (som er nemmere at måle), skal vi fremover udvikle metoder til at måle Kvalitet, og derved hæve os op på et højere niveau. Det er jeg helt enig i.

Tak for et inspirerende oplæg!

Som regel er det fordi der er et dårligt eksempel i nærheden, fx rollemodellen; men spørger man kriminelle voksne om de ønsker samme liv for deres børn, siger de oftest nej.

Derfor tænker jeg på, om det ikke kunne være en ide at lave et stykke kommunikationsarbejde i retning af de kriminelle voksne, der handler om bevidstgørelse af det faktum, at deres adfærd ikke er befordrende for deres børns fremtid.

Herigennem kunne to mål (måske) nås:
1) at styrke de kriminelle voksnes selvbevidsthed og følelse af værd (ved at anerkende dem som indflydelsesrige), samt 2) skabe en kriminal-præventiv værdi-baseret relation mellem forælder og barn.

Det, man ofte er oppe imod, (som jeg ser det) er, at et barn næsten altid vil lytte mere til sine forældre end til nogen andre. Om ikke bevidst, så i hvert fald i en imiterende adfærd.
Samt at forældrenes selvværd er lavt, fordi pædagoger og lærere og andre velmenende autoriteter åbenlyst er “bedre” rollemodeller, end forældrene selv.

I min erfaring er ANSVAR en direkte forvandlende proces.

Det var såmænd min tanke.

Tak for en god blog, i øvrigt, jeg følger ivrigt med.

Det bliver spændende at følge…