Arkiv for marts 2007

Fremtidens Offentlige Sektor 1: Fra indsats til mening

Her er første forslag af de fem jeg fremsatte på Det Kriminalpræventive Råds årsmøde 28. marts: Fra indsats til mening.

I dag styrer politikerne den offentlige sektor gennem indsats. Indsats er f.eks. antal dansktimer i Folkeskolen, klassekvotienten, Flere læger på sygehusene, hyppigere besøg af hjemmehjælpen, mere politi på gaden osv. Den politiske diskussion handler om hvor mange penge samfundet skal bruge på denne eller hin indsats.

Formålet med indsatsen er at opnå en bestemt virkning. Det kan være at eleverne klarer læseprøverne bedre eller at ventetiderne for en bestemt behandling bliver kortere. Og politikerne måler succesen af politiske beslutninger på om den ønskede virkning er opstået.

Men den virkning politikerne taler om, er sjældent det der har værdi for borgerne. Patienterne er egentlig kun interesseret i at blive raske så hurtigt som muligt – nedbringelsen af ventetiden er kun et middel hertil. Og i skolen er det eneste der virkelig betyder noget, om de elever der kommer ud, er bedst muligt rustet til at få et godt liv og et godt arbejdsliv. Læseprøven er kun et middel hertil.

Men når politikerne gør midlet til et mål (f.eks. at eleverne klarer læseprøverne godt), så fungerer midlet ikke længere som det middel det var tænkt som. Så fokuserer lærerne nemlig på at eleverne skal klare læseprøverne og de tænker dermed mindre på om eleverne bliver sat i stand til at få et godt liv. Og det var jo det, der var meningen med skolen.

Derfor er mit forslag at politikerne tænker på en ny måde. Fokuserer på meningen først. Inspirerer de offentligt ansatte til at tage udgangspunkt i meningen, dvs. det der virkelig skaber værdi for borgerne. Opstiller mål for hvilken værdi, de ønsker at borgerne skal opleve gennem offentlige aktiviteter som folkeskole, ældrepleje og forebyggelse af kriminalitet. Det kalder jeg en kvalitetsspecifikation og den giver arbejdet i en offentlig virksomhed mening. F.eks. at borgerne skal føle sig trygge (forebyggelse af kriminalitet), at de ældre skal være glade (ældreservice) eller at børnene skal have forudsætninger for et godt arbejdsliv (folkeskolen). Og alt dette kan også godt måles.

Hvem skal så afgøre hvor meget politi der så skal være på gaden eller hvor mange dansktimer, eleverne i fjerde klasse skal have? Det skal de offentlige ledere og deres medarbejdere. De har nemlig forstand på hvad der virker og hvad der ikke virker. Politikerne skal bestemme målet. De skal pege på retningen. Men ledelse og medarbejdere skal levere varen og beslutte hvordan det skal gøres. Det er det de får deres løn for. Og så vil politikerne opleve at ledelse og medarbejdere i den offentlige sektor bliver mere motiverede og mere kreative end før. Og samfundet får mere for pengene.

Nogle vil kalde dette radikalt. For mig er det en selvfølgelighed. Hvad mener du?

Ung i Job

 Ung i Job.jpg

Her er et drømme eksempel på forebyggelse af kriminalitet. På Amager har de et samarbejde imellem SSP (Skole, Social, Politi)-lokaludvalgene og Amager Erhvervsråd om at skaffe fritidsjob til den gruppe unge der ikke kommer i foreninger, fritidsklubber og andre organiserede fritidstilbud. Tanken er at hvis den unge har et fritidsjob får han/hun større selvværd og dermed mindskes risikoen for at den unge kommer ud i kriminalitet.

118 unge har indtil nu fået fritidsjob (på normale vilkår) gennem dette program og alle er enige om at dette har holdt mange ude af kriminalitet. Statistikken fra området bekræfter dette.

For mig at se er det et skoleeksempel fordi det er en ny måde at gribe forebyggelse af kriminalitet an på, fordi det involverer mange aktører, herunder virksomhederne, og frodi det virker.

Forestil dig at en af de mest udsatte unge gennem et sådant projekt kommer ind i en positiv løbebane og dermed holdes ude af grov og vedvarende kriminalitet. Jeg skønner at det sparer samfundet mellem 20 og 50 Mkr over de kommende 60 år. Hvis 10% af de 118 unge hører til den kategori og hvis halvdelen af dem holdes borte fra en kriminel løbebane har samfundet sparet måske 300 Mkr de næste 60 år. Og projektet har næppe kostet over 1 Mkr pr. år. Kan nogen pege på en bedre samfundsmæssig investering? Mere på www.ungijob.dk.

Hvordan kan man sikre at denne viden deles med de 97 andre kommuner – og at den anvendes?

Fremtidens offentlige sektor

 rude knust.jpg

I dag skal jeg tale ved Det Kriminalpræventive Råds Årsmøde. Næsten 200 borgmestre, politidirektører og eksperter inden for forebyggelse af kriminalitet bliver vi. Temaet er de nye kredsråd, hvor den lokale politidirektør sammen med borgmestrene og evt. andre nu får et forum for at drøfte og koordinere arbejdet med retshåndhævelse og forebyggelse af kriminalitet i de 12 politikredse.

Det er en spændende ny mulighed – ikke alene for at forbedre det lokale samarbejde, men også for at prøve fremtidens måde at arbejde på i den offentlige sektor. Forebyggelse af kriminalitet er nemlig et skoleeksempel på en offentlig opgave der om noget er videnbaseret:

  1. Opgaven er kompleks. Kriminalitet har mange sider, den opstår som følge af mange forhold og der er ikke én bestemt ting der skal gøres for at bekæmpe den.
  2. Opgaven kræver nært samarbejde mellem flere myndigheder og institutioner, bl.a. politiet, skolerne, børneinstitutionerne og de sociale myndigheder. Politiet kan slet ikke løse opgaven alene.
  3. Opgaven kræver et samarbejde mellem det offentlige og den private sektor, dvs. bl.a. frivillige organisationer, foreninger og erhvervsvirksomheder. For slet ikke at nævne familierne, der nok er aller mest vigtige.
  4. Opgaven har konsekvenser for næsten alle dele af samfundet: befolkningen ønsker at føle sig tryg, kriminalitet kan koste erhvervslivet formuer og kommunernes direkte og indirekte omkostninger i forbindelse med kriminalitet er store.
  5. Opgaven har konsekvenser meget langt frem. En 14 årig dreng der kommer ind i kriminalitet og stofmisbrug har stor sandsynlighed for at fortsætte denne løbebane de næste 60 år. Omkostningen for samfundet – direkte og indirekte – kan løbe op i 20 eller 50 Mkr. over et menneskes livsforløb. Plus de menneskelige omkostninger for personen selv og hans familie.

Sådan en videnintensiv arbejdsopgave kan man godt forsøge at løse med industrisamfundets værktøjskasse: Et råd, et forretningsudvalg, et sekretariat, lokale råd, koordinationsmøder mellem myndigheder, samarbejdsplaner, budgetter, aktivitetsplaner, afvigelsesrapportering, forsøgsvirksomhed, rapporter og driftsregnskaber. Men næppe med radikal effekt.

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel og forebygge kriminalitet bedre og mere effektivt end alle andre, må vi finde en bedre arbejdsform. Og her synes jeg at de erfaringer jeg har gjort, kan blive til inspiration. Jeg foreslår simpelt hen at vi bruger ”forebyggelse af kriminalitet” som et test-eksempel på hvordan samfundsopgaver kunne løses i fremtiden, dvs. i det vidensamfund der allere er kommet.

Jeg har 5 konkrete forslag som jeg vil uddybe i de kommende dage:

  1. Mening. Vi fokuserer indsatsen direkte imod meningen med det hele: At undgå kriminalitet. Mere politi på gaden er et middel – ikke et mål.
  2. Måling. Vi indfører en ny måde at måle den værdi, indsatsen her, på. Vi holder stadig øje med hvad ting koster, men vi bruger flere kræfter på at finde ud af hvad indsatsen er værd.
  3. Partnerskab: Vi inddrager ikke blot den snævre kreds (SSP), men en bredere kreds af interessenter, herunder befolkningen.
  4. Samarbejde: Vi bruger de sociale medier (se www.kollektivintelligens.dk) til at skabe en samarbejdende organisation på tværs af institutionelle og geografiske grænser.
  5. Ledelse: Vi udøver ledelse på dette område efter en helt anden tradition end vi kender den fra kommunerne. Fokuserer på retningen og værdien af det vi gør, fremfor de enkelte elementer af indsatsen.

Hvert af disse punkter fortjener en uddybning og den kommer jeg med i de næste par uger. Jeg håber på mange kommentarer og forslag fra alle der læser bloggen, både “eksperter” og “lægfolk”. Når diskussionen klinger ud her på bloggen skriver jeg en kronik i et af dagbladene og sammenfatter hvad jeg har fået ud af det. Kronikken skal nok blive tilgængelig her på bloggen.

Hvad siger du?

Ny strategi for bekæmpelse af sort arbejde?

 header_navnetraek_bottom.gif

Jeg har et lille privat firma – et holdingselskab kalder man det – hvor jeg ikke har nogle medarbejdere udover mig selv. Og jeg får ikke løn. Men i dag skulle jeg for første gang udbetale honorar til en medarbejder der har hjulpet firmaet med en opgave. Let nok, tænkte jeg, for jeg har hørt at Skat har et system netop til det: Letløn.

Heldigvis havde jeg skaffet mig en digital signatur, så med noget besvær lykkedes det mig at komme ind i Skats tastselv for virksomheden. Efter tre timers forsøg med systemet har jeg endnu ikke fundet ud af hvordan jeg opretter medarbejderen i systemet og telefonsupport fra Skat var så overbelastet at jeg har besluttet mig at vente en dag eller to. Det bliver vel bedre?

Jeg har brugt edb siden 1967, fik min første bærbare computer i 1983 (tror jeg), min første e-mail adresse i 1991 og mit eget domæne få år senere. Jeg kan betale penge overalt i verden, bestille komplicerede produkter på nettet og finde information i alverdens databaser, men oprette en medarbejder i Letløn går over min forstand.

Mon ikke noget af det sorte arbejde kunne bekæmpes med det våben der hedder “brugervenlighed”? I virkeligheden er det ufatteligt simpelt: Indtaste virksomhedens CVR nummer, modtagerens personnummer, ydelsens art, beløbets størrelse og modtagerens kontonummer. Det burde tage maksimum 5 minutter.

Eller er der noget jeg har misforstået?

Hvorfor kan små virksomheder ikke levere til Staten?

I dag fik jeg denne hilsen fra Inge Mathiassen. Prøv lige at læse hvad hun skriver om SKI, Statens og Kommunernes Indkøbsservice:

“Jeg har en EDB virksomhed med 5 ansatte. Firmaet er fra 1989. Den af regeringen netop indførte stramning af reglerne for offentlige institution og foretagendes indkøb betyder, at min virksomhed mister så meget omsætning, at vi må reducere medarbejderantallet til det halve eller lukke.

Regeringen har krævet, at stort alle indkøb inden for min branche skal ske igennem SKI-aftalerne, som kun indgås med branchens store virksomheder.

Mit firma søgte at få en SKI-aftale, men fik nej – vi er for små.

Jeg finder det absurd, at den samme regering, der gør det ene tiltag efter det andet for at få folk til at starte egen virksomhed, samtidig forbyder hele den offentlige sektor at handle med andre end de store.

De fleste firmaer starter trods alt som små. At de stramme indkøbsregler samtidig fjerner arbejdsglæden fra de involverede medarbejdere i de offentlige virksomheder, ser regeringen åbenbart også helt bort fra. Regeringen ser med sine stramme regler også bort fra, at det ikke altid er de store firmaer, som er de bedste leverandører for kunderne.

Hvor mange firmaer vil regeringen have lukket? Hvor mange medarbejdere vil regeringen have fyret? Hvordan skal folk kunne have tiltro til at start egen virksomhed?” Kender andre det problem? Hvad kan man gøre ved det? Prøv at Give Inge Mathiassen et godt råd.

Kollektiv Intelligens i P1 Kaffeklubben tirsdag

 podcast_200x60.jpg

Jeg skulle vist have gjort opmærksom på at jeg var gæst i P1′s udsendelse “Kaffeklubben” i tirsdags, men det glemte jeg. Heldigvis er det ikke for sent idet udsendelsen kan høres på nettet på

http://www.dr.dk/P1/Kaffeklubben/Udsendelser/2007/03/20135851.htm.

Det er spændende at blogs begynder at sætte dagsorden i medierne. Jeg tror kun vi har set begyndel´sen af den udvikling. Blogs bliver lige så vigtige som dagblade og TV-kanaler i samfundsdebatten. Og det betyder en demokratisering af medierne, som kan få meget stor betydning for samfundets udvikling. Og måske et nyt typografproblem for journalist standen. Jeg vil da hellere læse hvad en kvalificeret person, som ved noget om et emne, skriver om det, i forhold til en journalists referat.

I al ubeskedenhed mener jeg faktisk at man kan lære mere om ledelse ved at læse f.eks. denne blog end ved at læse dagbladet Børsen…

(Den kan vist ikke undgå at give kommentarer… Jeg sidder ved skærmen)

Børn skal ikke bare være fagligt dygtige.

Diskussionen om hvad børn skal lære i skolen kører ikke alene i Danmark. Den er global. For det er den skolegang vores børn får i dag, der bestemmer hvordan vores samfund kommer til at fungere i morgen.

I USA har en kommission “The New Commission on the Skills of the American Workforce” netop afleveret en tankevækkende rapport om det spørgsmål: “Tough Choices or Tough Times”. Hovedpointen er at hvis USA skal undgå at blive et lavtlønsland må børnene lære meget mere end det faglige, altså det kreative, de sociale kompetencer osv.

Hvornår opdager vi det i Danmark?

http://technorati.com/claim/gw97pbhei” rel=”me”>Technorati Profile

Konkurrencekraft kommer af hvordan mennesker arbejder sammen.

 CF Cooperation.jpg

I en interessant artikel i McKinsey Quarterly 4/2005 “The next revolution in interactions” argumenterer tre McKinsey partnere for at det der gør videnbaserede organisationer konkurrencedygtige er deres evne til at få uformelle (tavse – tacit) relationer til at fungere. Vi har brugt de sidste 100 år på at effektivisere de mere mekaniske ”transaktioner” gennem bl.a. samlebånd, robotter, standardisering og IT systemer, men det der nu skal i fokus, er den måde mennesker virker uformelt sammen på. Og her er løsningen ikke hverken samlebånd, robotter eller standardisering, men derimod organisationer hvor mennesker i fællesskab kan skabe værdi – bl.a. ved at udnytte at de er forskellige.

Den konklusion peger direkte i retning af værktøjer til fremme af kollektiv intelligens (se f.eks. www.kollektivintelligens.dk) og til den samarbejdende organisationsform, som bl.a. er beskrevet i KolindKuren.

Er det ikke på tide at du kommer i gang med dette i den organiation?

Innovation – et skoleeksempel fra Legoland

 Kuka robot Legoland.jpg

Når jeg siger robot tænker du sikkert på en af to ting: 1) et apparat der ligner en rummand, som kan gøre nogle af de ting, mennesker gør, eller 2) en industrirobot der kan producere et eller andet automatisk.

Det er konventionel tænkning. Og folk der tænker konventionelt, vil fortsætte med at lave stadigt bedre robotter til de to opgaver. Men innovativ tænkning er anderledes. Den kan bl.a. bestå i at man kombinerer to helt forskellige ting, som ingen har tænkt på at kombinere før. For eksempel en forlystelsespark og en industrirobot.

Det har de gjort i Legoland. Her findes en helt ny form for forlystelse: Du programmerer selv din tur i robotten: Hastighed, bevægelser i tre dimensioner, rækkefølge osv. Og når det bliver din tur, får du præcis din personlige rystetur.

Samarbejdet med Kuka robotter og Legoland er et skoleeksempel på radikal innovation. Og den opstår næsten altid når mennesker med forskellig baggrund og kompetencer bringes sammen. Det er derfor den traditionelle hierarkiske silo organisation sjældent er innovativ. Og det er derfor, vi behøver en ny samarbejdende organisation for år efter år at kunne præstere den innovation vi skal leve af.

Mere på http://www.kuka.com/en/pressevents/news/NN_030217_Legoland.htm

Kan det siges tydeligere?

Konkurrencekraft i Billund 25. april

Hvis du bor vest for storebælt skal du være opmærksom på et spændende toplederarrangement om konkurrencekraft i Billund den 25. april. Det er arrangeret af Innozone.dk som er et regionalt erhvervssamarbejde her på disse kanter.

Innozone har formået at få professor Stephane Garelli fra IMD i Lausanne til at redegøre for hvilke elementer der ligger bag opbygningen af konkurrencekraft, hvordan Danmarks konkurrencekraft har det, hvordan vi kan udvikle den etc. Mette Kristine Oustrup skal redegøre for, hvordan en dyb forbrugerforståelse kan påvirke konkurrencekraft og Antoni Subira fortæller om hvordan klyngedannelse med stærke rammer, kraftig rivalisering mv. kan påvirke konkurrencekraft for alle. Jeg tager mig af virksomhedsperspektivet: Hvad kan en virksomhed konkret gøre for at øge sin konkurrencekraft?

Se mere på  www.innozone.dk

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.