Tænk hvis Danmark fokuserede…

 P1020675.JPG

Netop hjemkommet fra Nicaragua satte jeg mig til at regne lidt på økonomien i den “skole”, Centro Carita Feliz (www.caritafeliz.org), som min bror driver i Nicaragua. Skolen omfatter 1700 børn, der deltager i undervisning i 96 klasser pr. dag, 500 børn der herudover får skolepenge til “almindelig” skolegang hvis de klarer sig godt, 400 børn pr. aften til middagsmad og show på skolen, 200 mennesker der søndafg aften spiser middag på skolens restaurant og et ukendt antal børn og deres familier, der går til læge og får medicin på skolen.

Det konster ca. 12.000 USD pr. måned. Et barn i Carita Feliz koster altså 12.000 * 12.000 / 1700 = 85 USD pr år, dvs. ca 500 kr. pr. år. De såkaldte “ulandseksperter”, der har set på projektet, siger at dette tal er mellem 5 og 10 gange lavere end det burde være. Men sådan er det altså.

Hvis 10 ud af Danmarks 14 milliarder kr. i årlig udviklingsbistand blev brugt på at give børn det rygstød i tilværelsen, som medlemsskabet (ja det er et medlemsskab) af institutioner som Carita Feliz giver, kunne vi have 20 millioner børn i et sådant program. Verdens største af sin art…

Det kunne ændre verden. Hvorfor ikke?

10 kommentarer til “Tænk hvis Danmark fokuserede…”

  1. Lene Sønderkjær Værge

    Det er godt at vide der findes mennesker som formår at holde fokus på “kernen” – ikke mindst når det handler om at hjælpe mennesker som er udsatte. Heldigvis findes der rigtig gode projekter mange steder i verden – selv kender jeg til et par private projekter i Guatemala, der også gør det helt fantastisk.
    Det rigtig svære i forhold til Lars Kolinds forslag vil være at holde de administrative udgifter nede. Når det handler om offentlige midler/skatteydernes penge, så træder det helt store kontrolapparat ind på scenen. Der skal afrapporteres, evalueres, laves beretninger, beskrivelser osv Alt skal dokumenteres fordi der sidder en revision som skal sikre at skatteydernes penge forvaltes ordentligt. Desuden træder der en masse interessenter ind på samme scene som hver især vil mene at varetage skatteborgernes interesse bl.a. politikere, journalister, interesseorganisationer. De vil kræve indsigt, dokumentation, statistik osv. Det er deres job at formidle hvad skatteydernes penge bruges til. MEN det koster virkelig dyrt at udarbejde dokumentation, statistik, lave rapporter, svare på revionens og interessenternes spørgsmål.
    Et moderne demokrati kræver åbenhed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning – for at give åbenhed og gennemsigtighed værdi skal der være oplysende dokumentation.
    Det er afgørende at være fokuseret næsten uanset hvilken opgave man skal løse. Jeg ser bare at der er mange dilemmaer i forhold til at fastholde en fokuseret indsats når det er indenfor den ramme hvor der arbejdes med skatteborgernes penge.
    Jeg ved ikke hvordan man kan løse dilemmaerne, men jeg vil meget gerne fastholde tanken om de 20 millioner børn, der kunne få et bedre liv!

  2. Frank Calberg

    Du har fat i en vigtig problemstilling, Lene. Har du nogle ideer til, hvordan man kan frigøre nogle af de penge, der bruges til kontrol, til at skabe mere udvikling i bl.a. udviklingslande, og SAMTIDIG informere ordentligt?

  3. Anni Løndal de Lichtenberg

    Jeg tror, at projekter, som det Kolind skriver om, er, hvad Danmark burde bruge sin nødhjælp og Ulandsbistand til.

    For den slags er vi gode til i Danmark.

    Jeg tror, at det er nødvendigt med en ny vision for U-landshjælpen.

    Slogan kunne være: “Vi kan ikke redde hele verden og hvis vi prøver, så ender det med, at vi ikke redder nogen”

    For det drejer sig jo ikke om bare at hjælpe folk så de lige akkurat overlever. Det drejer sig om, at hjælpe folk så godt, at de bliver i stand til selv at hjælpe andre.

    Som i den case, som Kolind beskriver.

    Visionen bør være:

    “Vi vil være verdens bedste til at give hjælp til selvhjælp”

    Det kan vi kun, hvis vi er stærke nok til både over for medier og hinanden, at holde fast i, at vi hjælper selektivt, målrettet og helt derhen, hvor dem vi hjælper kommer så langt, at de kan hjælpe andre.

    Succeskriterierne for Ulandsbistanden kunne være:

    1. Dem vi starter med at hjælpe skal ende med en uddannelse som læge, sygeplejerske, lærer e.lign.

    2. Dem vi hjælper skal ende med at drive en virksomhed med mindst 10 ansatte

    3. Dem vi hjælpers familier skal have en betaling, der svarer til, hvad den vi hjælper ellers ville have kunnet arbejde hjem til familien.

  4. Anni Løndal de Lichtenberg

    jeg har henvist til din blog på flix og videreformidlet dit budskab om din brors skole her:

    http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4233&mode=thread&order=0&thold=-1

    http://blog.tv2.dk/a.loendal.de.lichtenberg/entry67408.html

    … og jeg kræver ingen eneret ;-)

  5. Lars Kolind

    Tak Anni,
    Lad os se hvad der mon kommer af kommentarer.

  6. Lene Sønderkjær Værge

    Det interessante er måske ikke så meget hvad vi burde gøre, men mere hvordan vi rent faktisk gør tingene bedst! Iøvrigt synes jeg du forenkler tingene lidt Anni og glemmer hvad der gør et samfund til et godt samfund med trivsel. Når man går ind i hjælpearbejde så er det små eller store lokalsamfund som skal hjælpes til selvhjælp. De stærkteste skal hjælpes til uddannelse, men i alle samfund er der en marginal af mennesker som er mere svage end gennemsnittet og de skal ofte hjælpes her og nu og nogle vil aldrig kunne tage en uddannelse eller have en virksomhed – dertil rækker deres ressourcer ikke.
    Et samfund skal jo bedømmes på hvordan det behandler de svageste. Det er et fuldstændig grundlæggende menneskesyn som viser om et samfund har ansvarlighed, omsorg, stolthed og er i trivsel. Det er et samfund hvor man tager sig af hinanden og deler ud af sit menneskelige overskud. Et samfund der kun “satser” eller bruger ressourcer på de stærkeste er ikke et sundt samfund, men et samfund der avler kriminalitet, mindreværd, misundelse, mistillid osv. Vi skal have dem alle dem også de svageste!

    Frank – Jeg har ikke svaret – desværre:) Men jeg tænker at man skal arbejde med forenkling af afrapportering i forhold til revisionen, den er uhyre detaljeret og kompleks idag. Hvis man så i øvrigt holder fokus på opgaven og missionen, så tror jeg på resultaterne kommer, når resultaterne kommer skal man være god til at formidle de “gode historier” i tal og i “kød og blod”. Det ville give os skatteydere en stolthed over at kunne bidrage og forhåbentlig også et ejerskab til projekt “håb”. Sociologen Bauman siger “håb er prognosen” – jo mere vi håber, jo bedre er prognosen. Jeg tror rigtig gerne vi vil hjælpe, hvis vi ser håbet trives og det gør det når mennesker har drømme, drømme motivere os til bevægelse. Se bare på børnene i Carita Feliz, de drømmer om middag på en restaurant. De har håb for fremtiden, et håb båret af drømme, der skaber motivation.

  7. Anni Løndal de Lichtenberg

    Kære Lene,

    For at kunne gøre tingene bedst, skal man vel først have fundet ud af, hvad man burde gøre.

    Jeg overvejede at afholde mig fra at svare dig på værdinormen: “Et samfund skal kendes på, hvordan samfundet behandler de svageste” for mine tanker ér ikke sympatiske, og jeg har det faktisk bedst med at være sympatisk…

    Jeg er enig med dig i, at et velfærdssamfund skal kendes på, hvordan samfundet behandler de svageste.

    Men når det gælder samfund, hvor gennemsnitslevealderen er under 40 år og folk dør af simple sygdomme, som vi regner for så lidt herhjemme, at vi går på arbejde, selvom vi er syge af den sygdom, som de der lever i et U-land dør af, så er jeg ikke sikker på, at vi skal overføre velfærdssamfundets værdinorm til u-lands-samfundene.

    I velfærdssamfund er ressourcerne ubegrænsede set med ulandenes øjne.

    Hvis nødhjælpen mest består i, at hjælpe de aller svageste til et niveau, hvor de lige kan overleve, så bliver de aldrig selvhjulpne.

    Noget af det værste man kan gøre mod et folk, er, at gøre deres overlevelse afhængig af andre end dem selv.

    Mennesker du hjælper til et niveau, hvor de lige akkurat kan overleve, får ikke det overskud, som du taler om. De får ikke overskud til at hjælpe andre.

    I og med ressourcerne er knappe, så vil jeg mene, at det gælder om, at bruge dem mest effektivt. Og mest effektivt skal forstås på den måde, at flest mulig overlever på sigt. Og der er kun én måde, at få flest mulig til at overleve på sigt, og det er, at de bliver selvhjulpne.

    Ved f.eks. at bruge ressourcerne på, at give medicin til gravide møådre, så de ikke overfører HIV til deres fostre, og så stoppe her, fordi kassen er tom, så har hjælpen ikke været effektiv, for barnets overlevelsesmulighed er stadig ringe, og chancen for, at barnet skal få det så godt, at barnet senere evner at hjælpe andre er næsten lig 0.

    Jeg er klar over, at ikke alle børn egner sig til videreuddannelse, men jeg har et mennskesyn der siger, at ALLE har nogle evner, som et samfund kan bruge. Det gælder bare om at finde evnerne.

    Jeg er også sikker på, at ALLE med den rigtige støtte og vejledning evner at være så gode samfundsborgere, at de kan bidrage positivt til det.

    Når jeg skriver: uddannelse eller iværksætter med mindst 10 ansatte, så mener jeg, at vi skal støtte børnene helt derhen, hvor de får så sort overskud, lyst og evner til at bidrage positiv til samfundet, og et succeskriterier kunne godt være, at hver støttet person, skal bidrage til 10 andres overlevelse.

    Omkring for mange ressourcer på administration, så findes løsningen måske i socialøkonomisk virksomhed?

  8. Lene Sønderkjær Værge

    Kære Anni
    Min pointe er, at jeg tror på at det er den helhedsorienterede indsats der virker. Jeg er helt enig med dig i at alle mennesker har værdifulde kompetencer, at man ikke kan overføre velfærdsamfundets værdinormer til u – landssamfund osv.
    Jeg kan altså sagtens følge dine logiske slutninger, men jeg tror på, at vi mennesker er sådan indrettet, at vi vil livet og vi derfor ikke står og kalkulere om det er nyttigt at redde det her menneskeliv – vi redder om muligt! Det er i ihvertfald den erfaring jeg har gjort mig.

    Iøvrigt er jeg sikker på, at du er et rigtig sympatisk menneske!

  9. Morten Jensen

    Verden er meget mere banal og fyldt med kanter. Hvis folk lever i fattigdom vil de prøve at komme “ovenpå”. Så er de ligeglade om det sker igennem korruption og kriminalitet frem for “den rigtige” methode/model. Det er så nemt for os at antage at vi skal hjælpe alle. Vi lever i et samfund hvor vores behov er overfladisk. Jeg har set sult og døden i øjnene. Det er meget svært at forstå at man kan slå ihejl for et stykke brød!

    Jeg er enig med Anni! Vi er nødt til at få bureaukratiet væk og indsatsatsen ind der hvor den hjælper bedst og generere størst vækst. vi skal ha startet en vækst spiral der generere hjælp til alle samfundslag. Vi er nødt til at give initiativet til dem der er stærkest og prøve at give dem værktøjer til at få alle andre med op.

    Vi har alle gode intentioner, men det er bare vigtigt at forstå ulande og mennesker før vi kan hjælpe dem!

  10. Anni Løndal de Lichtenberg

    Tak til TV2 der den 2. april lavede en udsendelse om Lars Kolins brors skole i Nicaragua.

    Bare synd, at TV2 glemte at få pointen med!

    Men den kommer så her:

    Lars Kolind – den tidligere Oticon dirketør – har netop været i Nicaragua, hvor Kolinds bror driver en skole, Carita Feliz, som er meget mere end en skole. Børn der f.eks. klarer sig godt, får penge og skolebørnene og deres forældre får medicin og kan gå til lægen på skolen. Mere om skolen kan findes her http://www.caritafeliz.org.

    Et barn i Carita Feliz koster kr. 500,- om året. Og det får Lars Kolind til at tænke følgende tanker:

    Hvis 10 ud af Danmarks 14 milliarder kr. i årlig udviklingsbistand blev brugt på at give børn det rygstød i tilværelsen, som medlemsskabet (ja det er et medlemsskab) af institutioner som Carita Feliz giver, kunne vi have 20 millioner børn i et sådant program. Verdens største af sin art…

    Det kunne ændre verden. Hvorfor ikke?

    Ovennævnte er lagt på min TV2-blog, og de øvrige steder, hvor jeg lagde indlægget ind. Blandt andet på http://www.flix.dk og avisen.dk

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.