Mon DR og TV2 har forstået meningen?

 P1020439.JPG

Galathea Ekspeditionen har to formål: Forskning og formidling. Mit indtryk er at de forskningsprojekter der har været på dette togtben, har været lødige, værdifulde og relevante. Forskerne har arbejdet koncentreret og der har været en omfattende dialog imellem de enkelte forskningsgrupper og den har haft betydelig værdi.

Men formidlingen… Den kan man opdele i to: Pressedækning og formidling. Store virksomheder og organisationer skelner imellem pressekontakt og formidling/undervisning og bruger mange rssourcer på begge dele. Pressekontakten skal medvirke til at medierne dækker virksomheden og dens aktiviteter og selvfølgelig helst positivt. Undervisning og formidling retter sig mod skoler, gymnasier, andre uddannelsesinstitutioner, kommende medarbejdere, særlige interessegrupper og befolkningen som helhed. Den er planlagt og systematisk og den drives af virksomhedens egne medarbejdere, mediefolk, pædagoger og andre fagfolk.

Galathea Ekspeditionens formidlingsproblem er at ledelsen har sat lighedstegn imellem formidling og presse. Pressen opfatter sin opgave som at levere nyheder og historier – ikke at formidle forskning. Galathea har en pressestrategi, men har lagt alt for lidt vægt på formidling. Det ville dog have været til at bære, hvis vore to public service medier DR og TV2 havde været deres public service forpligtelse voksen. Men vedholdende og bekræftede rygter siger at DR valgte at stå helt af projektet fordi DR ikke kunne få eksklusivitet. Er det meningen med public service? Jeg synes at det er en skandale og jeg gad nok høre generaldirektørens forklaring på det. Hvorfor i alverden kan DR kun være med hvis alle andre medier udelukkes?

Jeg forstår at der er en tilsvarende forklaring for TV2, der dog bringer 5 minutter om ugen i forbindelse med søndag aftens vejrudsigt.

Hvad siger du?

10 kommentarer til “Mon DR og TV2 har forstået meningen?”

  1. David Lamhauge

    DR og TV2 har givetvis ikke fattet meningen. Jeg har ikke set noget på de to kanaler, men jeg ser heller ikke vejrudsigten på TV2.

    Man kunne spørge om Galathea har fattet meningen? Min viden om Galathea 3 stammer (næsten) udelukkende fra Jyske Vestkysten (samt denne blog), og hvis det er de unge man vil have fat i, så de kan begynde at interessere sig for naturvidenskab, så skal der helt andre medier til end Vestkysten, Jyllands Posten og lignende.

    Alle undersøgelser viser at unge ikke læser JV, JP og lignende. De læser Vi Unge, Girls, Bazar, Woman og den slags. Når det gælder TV så ser de ikke DR, TV2 og BBC men TV3, DK4 og kanal 4, hvor de ser endeløse serier af svingende kvalitet.

    Jeg véd ikke om der er en strategi på Galathea 3, der fortæller hvordan man skal fange de unges interesse, men den er i hvert fald ikke slået igennem. Måske er denne strategi bygget på en forældet mental model? Hvis den bygger meget på skriftlighed og på traditionelle landsdækkende medier, så er den en født fiasko. Og sådan tror jeg desværre det forholder sig; dem der er interesserede i ekspeditionen følger dens færd, men de resterende 90 % siger “Nå – ja…” når de hører nyt fra Galathea, og så zapper de over på “Columbo”, “Bubber og BS på nye eventyr” eller “Vild med dans”.

    Et enkelt spørgsmål her til sidst: Hvordan er faciliteterne på Galathea, så I selv kan lave levende billeder til TV, Ipod, internet mm.

    Venligst

    David Lamhauge

  2. Frank Calberg

    David, du bringer til sidst i dit indlæg et interessant spørgsmål op.

    Kan deltagere på Galathea ekspeditionen selv lave videoer og uploade dem på Internettet? Mht. sites, hvorpå I uploader videoer, vil jeg foreslå, at I tænker lidt ud over de klassiske danske tv-stationer. Hvad med at arbejde med f.eks. YouTube.com? Et andet interessant produkt er joost.com.

    Da relativt få mennesker i verden – udover danskere – forstår/kan tale dansk, vil jeg foreslå, at I på videoerne, I uploader, formidler de resultater, I finder frem til, på f.eks. engelsk.

  3. Hans Henrik H. Heming

    Hvad skal man næsten sige…..”Control was SO much last century”.

    Jeg har 2 yndlingsaversioner i denne verden, den ene er musikbranchen, den anden er mediebranchen.

    Medierne lever – generelt set – efter et paradigme som er etableret omkring Guttenberg. Centralistisk, i fuld kontrol og som små paver, der mener de har patent på virkeligheden.

    Internettets fremmarch har demokratiseret adgangen til viden og blandt andet udbredelsen af weblogs, youtube m.m. gør, at deadline-kulturen er død, at magten er forrykket fra fx. DR og TV2 til andre uafhængige udgivere. Dig selv inklusive Lars.

    Det værste ved hele misseren er, at de ikke umiddelbart har haft et fornuftigt modtræk – endnu ikke. Det kan da godt være vi nu får et DR-hus til 5 Mia. eller at Jes Dorph blogger, men helt nede i materien har de endnu ikke forstået det egentlige budskab….

    …de forbliver ikke relevante særlig længe hvis de ikke forstår at vende det hele på hovedet.

    Din historie om DR og TV2 er grotesk Lars og jeg glæder mig til at høre om Mr. Plummer’s respons.

    Alt det bedste – og kom nu hel hjem igen.

    :-)

  4. Frank Bason

    Lars K. har helt ret i, at der er en grundlæggende modstrid mod pressedækning og formidling.

    Jo mere fagligt lødig og dybgående, jo mindre interessant for pressen. Indlægget i JP fra Anders LM er et godt eksempel herpå.

    Jo mere overfladisk og triviel, jo mindre interessant for underviseren i fysik, naturgeografi, mm.

    På min hjemmeside findes en stor samling spændende observationer fra et optikbord på Vædderen af globalstråling, ultraviolet stråling, radioaktiv stråling, mm., som jeg har valgt at formidle via fagtidsskrifter for fysiklærere (LMFK bladet) og meteorologer (VEJRET).

    Men er der en journalist, der har mod og mands(kvinde)hjerte (og baggrundsviden nok) til at sætte sig ind i disse resultater og lave formidling til en bredere offentlighed?

    Jeg venter spændt. . . men jeg holder ikke vejret.

    Mvh – Frank B.
    Silkeborg Gymnasium / SolData Instruments

  5. Bjarne Balle

    Det ser ud til at trenden med solohistorier og eksklusivitet er helt generel.

    Det er et af svarene – en selvstændig profil – i forsøget på at hamle op med konkurrencen indenfor nyhedsbranchen.

    Der er ovenikøbet en Phd’er, der mener at det er blevet et nyt nyhedskriterie:

    http://www.ruc.dk/jour/Nyheder/Ny_bog/

  6. Birgitte Saltorp

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om behovet for eksklusivitet skyldes, at de fleste journalister ikke har fantasi til at lave meget andet end stort set ens reportager…

  7. Anni Løndal de Lichtenberg

    Jeg synes, at du skulle prøve og spørge Plummer og Per Mikael Jensen, for jeg ser de to herrer som socialt ansvarsbevidste, så måske ville en dialog løse op for en mere nuanceret debat end at medierne bare er til for at levere nyheder og historier.

    For jeg synes faktisk at både TV2 og DR – især DR2 faktisk evner at formidle.

    Det KUNNE jo være, at der skulle gribes i egen barm….noget med gennemslagskraft….

  8. Rasmus Jensen

    Jeg er ingen ekspert på Galathea-debatten, men jeg husker Anders Lund Madsens kritik af ekspeditionen, hvor han mente at mediernes rolle i formidlingen var blevet “påklistret” et projekt, der i bund og grund var tilegnet grundforskning. Derfor var det meget svært at formidle til den brede offentlighed på en sjov og interessant måde.

    Selvom man kan kritisere medierne generelt, så må man også tage udgangspunkt i jounalisternes specifikke forudsætninger. Der er ikke mange videnskabsmænd, der er gode til formidling – og vice versa. Hvilket nok giver problemer når man vurderer Galatheas succes efter journalisters evne til at omsætte grundforskning til pop.

  9. Lars Kolind

    Blandt Vædderens besætning og de forskere der var med på de togtben, hvor Anders Lund Madsen deltog, var der bred enighed om at ALM overhovedet ikke interesserede sig for hvad der foregik, og at hans eneste formål med at deltage syntes at være selv at komme i medierne. Mens andre arbejdede i laboratorierne og på dækket så ALM videofilm i messen.
    Så kritikken er helt useriøs. Der er og var masser af spændende forskning at formidle, og dette er iøvrigt gjort på udmærket vis af mange af de andre medie- og formidlingsfolk, der har deltaget.

  10. Christian Riisager-Pedersen

    Jeg er stadig meget spændt på at høre om DR og TV2 nogensinde blev konfronteret med dette?
    I forbindelse med etåret for Galatheas hjemkomst forsøgte Berlingske at evaluere hvordan formidlingen og pressedækningen var forløbet i alle medier. Forbløffet kunne jeg læse, at de mente, det havde været en stor succes, på grund af den massive mediedækning… Ikke et ord om DR’s manglende engagement.
    Jeg skal gerne være ham, der påstår at der er en sammenhæng mellem dette postulat og så Berlingskes nye chefredaktør.

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.